Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

Især i 1940 og 1941var vintrene hårde. I februar 1940 frøs det så hårdt, at stikledningerne
konstant frøs om natten. Hovedledningerne i Slesvigsgade og på Spidstoften blev ligefrem
frostsprængt, og foruden at vandværkets folk havde al besværet med reparationer og
optøningsforsøg i den bidende kulde, måtte de også skaffe vognmænd, der kunne køre rundt i
gaderne med vandvogne for at forsyne de ramte husstande. Under en række hårde frostnætter i
februar 1941var vandforsyningen mange steder så truet, at værket foreslog folk at lade vandet
løbe en lille smule hele tiden for derved at undgå, at det frøs i rørene. Skader skete der også på
det gamle vandtårn, idet den i marts 1941 blev frostsprængt.
Verdenskrigen skabte ikke alene problemer for olieforsyningen til værkets maskiner. Det var
også svært at få reservedele til at vedligeholde materiellet og ledningsnettet. Værre for mange
borgere var det imidlertid, at næsten al byggeri gik i stå i de år, hvilket betød, at boligmanglen
voksede støt.
Også i de første efterkrigsår var det vanskeligt for håndværkerne at fremskaffe
byggematerialer og det gik trægt med byggeriet i Viborg såvel som i andre byer. Viborg
Byråd havde ellers forberedt et stort boligbyggeri umiddelbart nordvest for katedralskolen,
idet store dele af Brostrøms Planteskole var opkøbt og udlagt til boligområde. I 1947 kunne
byens borgmester dog tage det første spadestik i det store boligkompleks, der fik navnet
Digterparken. To år senere kunne beboerne flytte ind i de første 36 lejligheder, og i de næste
år fortsatte byggeriet af både lejligheder og villaer på det store areal.
Byens vækst i nordbyen betød, at vandværket måtte udvide kapaciteten. Der blev anlagt fire
nye boringer langs søbredden, så den samlede indvindingskapacitet blev på 1,6 mill. m 3
årligt.
Et nyt vandtårn måtte der også til for at bevare trykket i Nordbyen, hvor både de mange
lejligheder i Digterparken og store villakvarterer kom til i de år. Ved selve vandværket var der
i 1950 – trods besværligheder med at fremskaffe cement - rejsegilde på en tilbygning til
maskinhallen, en bygning, som skulle rumme et iltnings- og filteranlæg, samt en ny
rentvandsbeholder. Dermed var vandværket igen godt rustet en tid. Det kunne endda i 1959
udvide sit forsyningsareal, idet værket påtog sig at forsyne beboerne på den anden side af
Nørresø. En 525 meter lang plastledning blev i den anledning lagt gennem Nørresø. Først med
det store byggeboom i tresserne begyndte værket igen at få kapacitetsproblemer.
Fra slutningen af halvtredserne var der også byggeaktivitet på byens nye industriarealer, først
ved Middagshøjvej og snart efter vest for den nye Ringvej. Det gav efterhånden en del flere
nye erhvervskunder, omend en del var virksomheder, som flyttede ud fra bymidten. Blandt de
nye storkunder var tekstilfarveriet Nortex.
Til kamp mod lus og fnat
Den forbedring af vandkvaliteten, som vandværket sikrede viborgenserne, medvirkede til en
bedre sundhedstilstand. Frisk luft, sol og renlighed var vigtig i kampen mod tuberkulosen,
som dog endnu var ganske udbredt i 1920'erne. En række andre sygdomme blev efterhånden
sjældnere, tyfus forekom typisk kun i mindre antal og den frygtede sygdom var næsten
forsvundet efter første verdenskrig. Paratyfus dukkede op en gang imellem i begyndelsen af