Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

More documents

Recommendations

Info

Indledning For de fleste mennesker er det en fuldstændig dagligdags ting at åbne for vandhanen eller bruseren og forsyne sig med varmt eller koldt vand i rigelige mængder. Kun i de meget sjældne tilfælde, hvor der af en eller anden grund ikke kommer vand ud af hanen, tænker vi et kort øjeblik over betydningen af altid at have frisk vand til vores rådighed. Sådan har det bestemt ikke altid været. Før viborgenserne fik fælles vandværk for hundrede år siden var det en yderst besværlig sag at skaffe sig det daglige vand og tilmed var vandet ofte både grumset og bakteriefyldt, men siden man ikke kendte til andet, accepterede man tingenes tilstand. I sidste halvdel af 1800-årene brød industrialiseringen igennem i Danmark. Industriens fabrikker og arbejderboliger krævede plads, og byerne fik brug for en effektiv vandforsyning og et ordentligt kloaksystem. Allerede i 1850’erne kommer da også de første kommunale vandværker i større danske provinsbyer. I Viborg blev det ved snakken i mange år. Sagen blev rejst i byrådet for første gang i 1883, men mange, lange og til tider følelsesladede drøftelser skulle der til, inden rådet i 1898 omsider besluttede, at byens borgere skulle tilbydes vand fra et kommunalt vandværk. Selv da var en del grundejere fortsat hidsige modstandere af den slags nymodens installationer. Alligevel gik anlægsarbejdet i gang, og den første liter af det friske vandværksvand fossede ud af hanen den 1. maj 1900. Og derefter gik der ikke lang tid, før den moderne vandforsyning var meget populær blandt borgerne. Men hvad har det egentligt betydet for Viborgs borgere, at de nu i hundrede år har haft adgang til frisk og rent vand? Det skal der fortælles lidt om i dette lille skrift. Offentlige brønde Den offentlige vandforsyning i Viborg bestod helt frem til 1900 af sølle fem fællesbrønde. Én fandtes på Gammeltorv ved den østlige ende af det gamle rådhus. På Hjultorvet lå en anden brønd, der var gravet i 1801 og uddybet i 1846. Den tredie brønd, som var fra 1843, befandt sig på hjørnet, hvor Ll. Sct. Hans Gade løber ud i Sct. Mogens Gade. Stedet er i dag markeret med en pumpe. Ved Sct. Mathias Port på hjørnet mod Gravene, over for det nuværende Westend, fandtes den fjerde, mens den sidste af de offentlige brønde var at finde oppe for enden af Gravene ved Gl. Vagt. De to sidstnævnte var gravet i 1841. Brøndene hørte til byens samlingssteder. Her kom kvarterets beboere, vel tjenestepigerne især, hver morgen og aften med deres spande, båret ved hjælp af et åg over skulderen, for at hente vand. Og mens de stod på skift og pumpede, har lejligheden budt sig, at de kunne udveksle lidt nyheder, og en og anden fangede vel også lidt sladder, som hun kunne tage med sig hjem. På andre tider af dagen var det måske et par vognmænd, som standsede op for at de og deres heste kunne slukke tørsten. Vandpumpen ved brønden i Sct. Mogens Gade var også populær blandt børnene på vej hjem fra skole. Et par slag med pumpearmen og vandet
plaskede ud. En sjat vand kunne være godt en varm sommerdag, men også sjovt at samle i hænderne eller i en hat og smide efter kammeraterne. Virksomheder i byen, som hentede meget vand ved de offentlige brønde, måtte betale en årlig afgift til kommunen. De typiske ”storkunder” var bryghuse, farverier og garverier. Afgiften indbragte dog oftest mindre end det kostede at vedligeholde dem, men vedligeholdes skulle de af hensyn til brandberedskabet. Brøndene tjente også andre offentlige formål, idet en af byens vognmænd på varme dage kørte rundt og vandede gaderne. Når rendestenene stank for meget eller hvis de var fyldt af sand og slam, bestilte kommunen ham også til at skylle dem rene. Da byen fik vandværk i 1900, blev tre af brøndene straks sløjfet, mens pumpen ved Sct. Mathias Port og den i Sct. Mogens Gade kunne bruges nogle få år endnu. I 1913 blev brønden i Sct. Mogens Gade tilkastet som den sidste. Da var der kun en bruger tilbage, nemlig skomagermester Th. Juels enke, og hun fik gratis installeret en vandhane, mod at hun frasagde sig retten til at benytte den offentlige pumpe. Viborg-søerne var den store vandreserve, som byens borgere tyede til, både i tilfælde af brand og når der skulle vaskes storvask. Byens offentlige vaskeplads lå på en åben plads ud til Nørresø ved Borgvold. Fra en vandpost kunne man pumpe vandet op direkte fra søen, og her kom vaskekonerne året rundt for at vaske, blege og tørre tøj. Forholdene var dog langt fra ideelle. I 1852 sendte vaskekonerne ligefrem en anmodning til kommunalbestyrelsen, hvori de henstillede, at der blev anskaffet en ny platform eller vaskelad ved søen. Kvinderne skrev, at de i alt for mange år havde døjet ondt under udøvelsen af deres vistnok ikke misundelsesværdige arbejde, særligt deres fødder led under at måtte udholde det våde og kolde elements ubehageligheder, fordi de ikke havde et ordentligt fundament at stå på. Foruden et nyt vaskelad ønskede de også nye pæle på tørrepladsen, idet tidens tand havde hentæret de fleste af de gamle. Vaskekonerne fandt det dog fornødent at ledsage anmodningen med en diskret trussel. De skrev i brevet at skulle anmodningen til byrådet mod forventning
Page 1: Det rene vand Viborg Vandværk 1900
Page 5 and 6: I 1862 fik Viborg en sundhedsvedtæ
Page 7 and 8: nok at pumpe vand op fra Nørresø.
Page 9 and 10: langs Århusvej og ved Søndermarke
Page 11 and 12: Tillige var der et godt fald fra Sc
Page 13 and 14: Især i 1940 og 1941var vintrene h
Page 15 and 16: Kapaciteten på Rødevej var ca. 60
Page 17 and 18: spørgsmål, der havde med vandfors
Page 19 and 20: var ødelagt. Vandet var absolut he
Page 21: En væsentlig årsag til, at værke

Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?