5 - Psykiatrien - Region Nordjylland

MUSIKTERAPI I PSYKIATRIEN - ÅRSSKRIFT 5 -2008 5 

Forord 

Inge Nygaard Pedersen 

Udformning af en forskningsprotokol 

– musikterapi med frontotemporalt demensramte 

Hanne Mette O. Ridder & Aase Marie Ottesen 

En fænomenologisk undersøgelse af modoverføring i musikalsk improvisation i 

voksenpsykiatrien – en praksisbaseret og praksisrelateret forskningsundersøgelse 


Spilleregler anvendt i musikterapi i børnepsykiatrien 

– tværgående analyse af 10 forløb 

Ulla Holck 

Gruppemusikterapi med patienter med borderline-personlighedsforstyrrelse 

i dagbehandlingsregi 

Niels Hannibal 

Fællesskabets muligheder 

– erfaringer fra musikterapigrupper på intensive psykiatriske afsnit 

Charlotte Lindvang & Britta Frederiksen 

Musiklyttegrupper i voksenpsykiatrien 

Helle Nystrup Lund 

Musikterapi i socialpsykiatrien i Århus 

– musikterapeuten som socialarbejder 

Bent Jensen 

Anmeldelse 

– Relationsbehandling i psykiatrien 

Lars Ole Bonde 

Musikterapi i psykiatrien 

– ny udenlandsk forskningslitteratur 


MUSIKTERAPI I PSYKIATRIEN - ÅRSSKRIFT 5 -2008 

Å R S S K R I F T 5 - 2 0 0 8 

Musikterapi 

i psykiatrien 

Aalborg Psykiatriske Sygehus - Aalborg Universitet

Ansvarshavende redaktør Ulla Holck 

Musikterapi i Psykiatrien 

Årsskrift 5 

2008 

Musikterapiklinikken - Aalborg Psykiatriske Sygehus - Aalborg Universitet 

aarskrift5-08-08-15.indd 1 21-08-2008 22:12:52

Ansvarshavende redaktør: 

Ulla Holck, ph.d., lektor, AAU 

Medredaktører: 

Inge Nygaard Pedersen, klinikleder, ph.d., professor MSO 

på AAU og APS. 

Niels Hannibal, ph.d., lektor på AAU og APS 

© 2008, tilhører den enkelte forfatter 

Udgivet af: 

Musikterapiklinikken 

Aalborg Psykiatriske Sygehus 

Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation 

ISBN 87-89701-17-8 

ISSN 1603-189x 

Distribution: 



Mølleparkvej 10, Box 210 

9100 Aalborg 

tlf: +45 9631 1481 

innp@rn.dk 

www.musikterapi.aau.dk 

Opsætning, grafi k: Christoph og Hanne Mette Ridder 

Tryk: J. Tengsted, Off set- digitaltryk, Aalborg 

aarskrift5-08-08-15.indd 2 21-08-2008 22:13:12

Indholdsfortegnelse 

Forord Inge Nygaard Pedersen 

Udformning af en forskningsprotokol 

– musikterapi med frontotemporalt demensramte 

Hanne Mette Ochsner Ridder & Aase Marie Ottesen 

En fænomenologisk undersøgelse af modoverføring i musikalsk 

improvisation i voksenpsykiatrien – en praksisbaseret 

og praksisrelateret forskningsundersøgelse 


Spilleregler anvendt i musikterapi i børnepsykiatrien 


Ulla Holck 

Gruppemusikterapi med patienter med borderlinepersonlighedsforstyrrelse 



Fællesskabets muligheder – erfaringer fra musikterapigrupper 

på intensive psykiatriske afsnit 


Musiklyttegrupper i voksenpsykiatrien 


Musikterapi i socialpsykiatrien i Århus 

– musikterapeuten som socialarbejder 

Bent Jensen 

Anmeldelse – relationsbehandlingen i psykiatrien 


Musikterapi i psykiatrien – ny udenlandsk forskningslitteratur 


aarskrift5-08-08-15.indd 3 21-08-2008 22:13:12 

4 

6 

30 

48 

76 

102 

122 

134 

148 

158

Forord 

Musikterapiklinikken – Center for Behandling 

og Forskning, som er en integreret 

institution mellem Aalborg Universitet 

og Aalborg Psykiatriske Sygehus, udgiver 

hermed sit femte årsskrift om musikterapi 

i psykiatrien. Bidragyderne er dels klinikkens 

medarbejdere, dels medlemmer af 

det faglige netværk MIP (musikterapeuter i 

psykiatrien i DK). 

Dette årsskrift adskiller sig fra de forrige 

ved at være det første årsskrift hvor hovedparten 

af artiklerne har været underlagt 

peer review. Fremover vil årsskrifterne 

blive udformet efter samme model, hvor 

der skelnes mellem peer reviewede artikler 

(hovedparten) og ikke reviewede artikler 

under afsnittet ’refl eksioner fra praksis’. 

Redaktionen har sammensat et udvalg 

af fagpersoner til denne review proces, og 

vi vil gerne hermed benytte lejligheden til 

at takke den gruppe af psykiatere, psykologer, 

musikterapeuter, professorer og lektorer 

der med entusiasme har påtaget sig 

peer review opgaven. Vi ser dette samarbejde 

som endnu et skridt på vejen i retning 

af at styrke integrationen af musikterapien 

i psykiatrien. 

En anden nyhed i dette årsskrift er, at det 

bringer en gennemgang af ny international 

forskningslitteratur (primært effektforskning) 

indenfor musikterapi i psykiatrien 

fra 2005-2007. Gennemgangen er foretaget 

af professor Lars Ole Bonde, som siden 

januar har været ansat ved musikterapiklinikken. 

Bonde anmelder herudover 

fem bøger om relationsbehandling i psykiatrien 

af Lars Thorgaard et al, da bøgernes 

indhold er i tæt resonans med behandlingsforståelsen 

indenfor psykiatrien for mange 

musikterapeuters vedkommende. 

Indholdsmæssigt består dette årsskrift af 

bidrag fra såvel gerontopsykiatrien, børnepsykiatrien 

og voksenpsykiatrien, hvor 

4 

både hospitals- og socialpsykiatrien er repræsenteret. 

Årsskriftet følger således op 

på traditionen fra specielt de to forrige 

årsskrifter ved at dække bredt i forhold til 

psykiatriens målgrupper. Dette afspejler, 

at musikterapien som psykoterapi på forskellige 

niveauer er anvendelig indenfor alle 

disse områder i psykiatrien. 

Siden sidst er endnu tre ph.d.-afhandlinger 

indenfor musikterapi i psykiatrien blevet 

forsvaret på Forskerskolen i musikterapi 

på Aalborg Universitet. De tre afhandlinger 

er af Pedersen 2007 (DK), Odell Miller 

2007 (UK) og Rolvsjord 2007 (N). Se 

mere om dette på www.musikterapiklinikken.rn.dk, 

klik på ’for fagfolk’ og dernæst 

på ’publikationer’, hvorfra der er link til afhandlingerne. 

Pedersens artikel her i årsskriftet er en beskrivelse 

af metoder og resultater fra ph.d.afhandlingen 

samt refl eksioner over resultaternes 

anvendelighed for klinisk praksis. 

Selve afhandlingen består af en kvalitativ 

interviewundersøgelse af, hvorledes musikterapeuter 

der anvender musikalsk improvisation 

i voksenpsykiatrien oplever, 

reagerer på og forstår modoverføring i deres 

kliniske praksis. Resultaterne viser, at 

den improviserede musik som i relationen 

og dialogen bliver bærer af såvel overførings- 

og modoverføringsforhold, er medvirkende 

til både at bevidstgøre modoverføringsprocesser 

og til at integrere dem i 

dialogen på en måde så terapiprocessen positivt 

kommer på et andet niveau. 

En meget relevant artikel inden for gerontopsykiatrien 

bringes af lektor Hanne Mette 

Ochsner Ridder i et samarbejde med projektleder 

på Videnscenter for Kommunikation 

og Læring i Sundhedssektoren, Aase 

Marie Ottesen. De gennemgår i detaljer et 

pilotprojekt, de har udført i et samarbejde 

mellem Sundheds CVU Nordjylland, Videnscenter 

for Demens i Region Nordjylland 

samt Forskerskolen i Musikterapi på 

M U S I K T E R A P I I P S Y K I A T R I E N - Å R S S K R I F T 5 - 2 0 0 8 

aarskrift5-08-08-15.indd 4 21-08-2008 22:13:12

Aalborg Universitet. Formålet er at udvikle 

en forskningsprotokol til effektundersøgelse 

af nyere pleje-/omsorgsmetoder 

af psykosocial art inden for demensområdet. 

Artiklen inden for børnepsykiatrien af lektor 

Ulla Holck er baseret på en tværgående 

analyse af spilleregler, der effektfuldt kunne 

anvendes i assessment øjemed, eksemplifi 

ceret med case vignetter om hvordan 

de konkret blev anvendt i ti forløb med patienter 

fra børnepsykiatrien. Denne artikel 

er en del af en trilogi om spilleregler bragt 

af Holck, hvoraf de første to blev bragt i 

årsskrift 4. Holck vurderer og underbygger, 

at musikterapi kan bidrage med nyttige 

informationer i forhold til det samlede 

billede af barnet. 

Musikterapiklinikken har i over fem år samarbejdet 

med Psykoterapeutisk Klinik på 

APS omkring dagbehandling og efterbehandling 

af borderline patienter. Lektor 

Niels Hannibal dokumenterer ud fra sin 

erfaring med ti patientgrupper, hvorledes 

musikterapi kan styrke de almenterapeutiske 

mål i forhold til psykosociale funktioner, 

hvordan den kan sættes ind som 

affektregulering og kan påvirke evnen til 

tilknytning i positiv retning. Hannibal kommer 

med eksempler på, hvorledes musikken 

både kan arbejde på et implicit relationelt 

niveau og samtidig kan arbejde med 

gruppen som helhed. 

Andre gruppebehandlingstiltag i musikterapi 

i voksenpsykiatrien foregår på intensive 

psykiatriske afsnit hvor metoderne 

er dels musiklytning, fællessang, samspil 

og enkle improvisationer. Musikterapi med 

denne målgruppe er dokumenteret af musikterapeuterne 

Charlotte Lindvang og 

Britta Frederiksen. De har vægtet at bringe 

dels kliniske beskrivelser af deres arbejde, 

men i særlig grad også resultaterne af patienttilfredshedsundersøgelser 

som de har 

lavet over deres arbejde på Hillerød Psyki- 

atriske Sygehus i et pilotprojekt foretaget i 

2004. Resultaterne taler for sig selv og viser 

at selv meget ressourcesvage patienter kan 

få meget ud af at deltage i musikterapi. 

Helle Lund har i refl eksioner over praksis 

udførlig beskrevet sit og kollegaen Charlotte 

Dammeyer Fønsbos arbejde med målgruppen 

af intensive patienter, og hun har 

lagt vægt på at beskrive hvad man som musikterapeut 

skal være opmærksom på i processen 

med at vælge musik. Hun konkluderer 

bl.a. at musiklytning i gruppe både er 

anvendelig til arbejde med patienternes følelsesliv 

og med sociale kompetencer. 

Den sidste artikel under refl eksioner fra 

praksis er forfattet af musikterapeut Bent 

Jensen fra socialpsykiatrien i Aarhus kommune. 

Han tager temaer op fra sidste årsskrift 

vedrørende implementeringen af 

musikterapi i socialpsykiatrien, hvor traditionen 

er at der ikke behandles. Jensen diskuterer, 

hvorledes recovery tanker vinder 

mere og mere indpas og hvorledes musikterapi 

kan tilbyde både åbne tilbud der fokuserer 

på de sociale kompetencer såvel som 

individuel terapi i ’det lukkede rum’. Dette 

sidste tilbud er for mange en nødvendig 

forberedelse til at kunne imødekomme 

udfordringer i forhold til de sociale kompetencer. 

Årsskriftet bringer mange spændende artikler 

med helt forskellige perspektiver på 

musikterapi i psykiatrien og afspejler musikterapiens 

mangfoldighed og egnethed i 

psykiatrien. 

God læselyst. 

Aalborg, juni 2008 


Klinikleder 


M U S I K T E R A P I I P S Y K I A T R I E N - Å R S S K R I F T 5 - 2 0 0 8 5 

aarskrift5-08-08-15.indd 5 21-08-2008 22:13:12

Det kan virke absurd at tale om psykoterapeutisk 

behandling af demensramte, hvis demens 

betragtes som en sygdom der gradvist udslukker 

en persons følelsesliv, personlighed, 

selvbevidsthed og identitet, og som resulterer i 

forstyrret og irrelevant adfærd. 

- Hanne Mette Ridder & Aase Marie Ottesen - 

Aase Marie Ottesen 

Projektleder ved Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren, University 

College Nordjylland. Er uddannet sygeplejerske og har en Masteruddannelse 

i Humanistisk Sundhedsvidenskab og Praksisudvikling (MHH). Har tidligere været 

leder af Videnscenter for Demens i Region Nordjylland. Har endvidere været konsulent 

med opgaver indenfor demens, sundhedsfremme og forebyggelse, hjemmesygepleje, 

snitfladesamarbejde mellem sygehus/almen praksis/kommuner, samt leder såvel på 

sygehuse som i primær sektor, sygeplejelærer og kursusleder. 

Henvendelse: amo@ucn.dk 

Hanne Mette Ochsner Ridder 

Kandidat i musikterapi, ph.d., MTL, lektor i musikterapi og gerontologi, Institut 

for Kommunikation, Aalborg Universitet. Har siden 1995 arbejdet indenfor gerontopsykiatrien, 

og har bl.a. udgivet bogen Musik & Demens. 

Henvendelse: hanne@hum.aau.dk 

aarskrift5-08-08-15.indd 6 21-08-2008 22:13:12

Udformning af forskningsprotokol 

- musikterapi med frontotemporalt demensramte 

Hanne Mette Ridder & Aase Marie Ottesen 

zzzzResumé: Nogle demenssygdomme rammer især de forreste dele af hjernen, hvilket 

hos den enkelte person kan medføre svære psykiatriske symptomer. Der findes ingen specifik 

behandling af grundsygdommene for disse frontotemporaledemenstilstande, og symptomatisk 

medikamentel behandling af de psykiatriske symptomer er vanskelig og kræver høj 

faglig specialisering. Fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik anbefales at behandling af 

personer med frontotemporal demens primært bør have karakter af psykosociale tiltag. Da 

der ikke er tilstrækkelig dokumenteret forskning, der undersøger den effekt non-farmakologisk 

behandling kan have på målgruppen, søges der i et pilotprojekt en afprøvning af 

kombinerede dataindsamlingsmetoder med henblik på at udvikle en forskningsprotokol 

der undersøger relationelle møder i terapeutiske behandlingssituationer. Projektet er rettet 

mod både klinisk musikterapi såvel som det gerontopsykiatriske sundhedsprofessionelle 

omsorgsarbejde. I en litteraturgennemgang udvælges ADRQL som et anvendeligt demensspecifikt 

instrument til måling af livskvalitet. Instrumentet afprøves i pilotprojektet med 

to personer med frontotemporal demens. På baggrund af erfaringerne fra projektet, hvor 

der trianguleres med CMAI, NPI og videoanalyser, gives anbefalinger til en protokol til 

effektvurdering af musikterapi. 

Baggrund for projektet 

På verdensplan anslås 18 millioner mennesker 

at have en demenssygdom. Dette tal 

forventes at stige til 34 millioner i år 2025 

(Alzheimer’s Disease International 2007). 

I Danmark anslås forekomsten af personer 

med demens at ville stige med 20% 

over de næste år, hvilket vil give årlige 

meromkostninger til behandling og pleje 

på omkring 7,2 mia. kr. i år 2013 (Sørensen, 

Gudex & Andersen 2006). Fortsætter 

udviklingen som nu, regnes der med en 

stigning i omkostningerne på 30% frem 

til år 2020 (ibid.). Siden 1997 har symptomatisk 

farmakologisk behandling været 

tilgængelig i Danmark, og i 2005 er fi re 

anti-demens præparater, der holder det 

kognitive funktionsniveau ved lige i en 

periode, godkendt (Johannesen 2006). 

Demens diagnosticeres inden for de internationale 

psykiatriske diagnosesystemer 

DSM-IV og ICD-10, og udover den 

forebyggende/symptomreducerende far- 

Peer reviewed artikel 

makologiske behandling anvendes antidepressiva, 

antipsykotika og anxiolytika ved 

psykofarmakologisk behandling af psykiatriske 

symptomer og adfærdsforstyrrelser 

(Lolk & Gulmann 2006). Diagnostisk og 

medicinsk udredning foregår ved egen 

læge, på gerontopsykiatriske afdelinger 

eller på de forholdsvis nyetablerede hukommelsesklinikker 

ved Rigshospitalet 

(oprettet i 1995) og Region Midt (oprettet 

i 2006) med udredning og behandling af 

psykiatriske symptomer som psykiatriens 

ansvarsområde. 

Størsteparten af mennesker med en demenssygdom 

bor i eget hjem, og afhængigt 

af sygdommens udvikling gives tilbud 

om hjemmepleje og aktiviteter i dagscenter. 

Moderat til svært demensramte personer, 

som udviser psykiatriske symptomer 

som f.eks. urolig eller aggressiv adfærd, vil 

typisk bo på somatiske plejehjem, på specielle 

demensafsnit, på socialpsykiatriske 

boenheder eller på gerontopsykiatriske 

MUSIKTERAPI I PSYKIATRIEN - Å R S S K R I F T 5 -2008 7 

aarskrift5-08-08-15.indd 7 21-08-2008 22:13:12

plejehjem. Fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik 

konkluderes at der til personer 

med frontotemporal demens pt. ikke 

fi ndes specifi k farmakologisk behandling, 

men at behandling primært bør have karakter 

af psykosociale tiltag (Stokholm & 

Waldemar 2003, s. 556). 

Denne artikel handler om sidstnævnte 

målgruppe: mennesker som lider af specielle 

demensformer der medfører skader 

på temporal- og frontallapperne, og som 

følge af dette udviser psykiatriske symptomer. 

Eventuel medicinsk behandling vil 

være rettet mod adfærdssymptomer som 

“depression, angsttilstand, agitation samt 

psykose med hallucinationer og vrangoplevelser” 

(Melin & Olsen 2006, s. 114), 

og vil i mindre grad anvende symptomlindrende 

demensmedicin, da den “anvendt 

til personer med FTD ligefrem kan 

føre til forværring af tilstanden” (ibid., s. 

113). Frontotemporal demens kan være 

præget af stort aktivitetsbehov, og derfor 

“kan det desværre indimellem opleves, 

at medicinen gives med det ene formål at 

dæmpe aktiviteten uafhængig af årsag” 

(ibid., s. 115). I nyudgivelsen ’Frontaldemens 

– en håndbog’ foreslår Melin og 

Bang Olsen således at “ikke-medicinsk 

behandling først afprøves”, især på grund 

af eventuelle bivirkninger ved medicin 

(ibid., s. 114). 

Ligesom der mangler evidens for anvendelsen 

af farmakologisk behandling 

af frontotemporal demens, er dette også 

gældende for non-farmakologisk behandling 

hvor der ikke er fyldestgørende dokumentation 

for hvordan den almindelige 

daglige pleje og omsorg udføres til størst 

gavn for den enkelte person, og til størst 

gavn for nære pårørende og personale. 

Styrelsen for Social Service har taget initiativ 

til et litteraturstudie der gennemgår 

hvad der defi neres som nyere pleje- og 

omsorgsmetoder til demensramte generelt: 

reminiscens, livshistorie, validering, 

musikstimulering, multi-sensory stimulation, 

aromaterapi, lysterapi, dementia care 

8 

mapping, gently teaching, retrogenesis og 

Marte Meo. I rapporten konkluderes at 

der mangler evidens for de nyere metoders 

effekt, og der peges på at dette kan skyldes 

mangel på egnede forskningsinstrumenter 

til effektvurdering: 

“Én af grundene til, at der ofte ikke 

fi ndes nogen signifi kant ændring i forbindelse 

med vurderingen af interventionernes 

effekt på de demente kunne 

være, at de instrumenter, der er bragt i anvendelse 

til effektvurderingen, ikke er egnede i forhold 

til det, der ønskes vurderet” (Lee 

2004, s. 5, vores kursivering). 

Inden for demensomsorgen må vi således 

forholde os til hvilken betydning det har 

at der mangler dokumenteret anerkendt 

forskning i forhold til nyere non-farmakologiske 

behandlings- eller plejemetoder. 

Problematikken skærpes især hvor vi 

ser svære psykiatriske symptomer som er 

yderst omsorgs- og ressourcekrævende. Vi 

kunne frygte at den manglende forskning 

i nogle situationer presser læger til overvejende 

at give sederende farmakologisk 

behandling for at dæmpe urolig/aggressiv 

adfærd, og vi håber på at området styrkes 

af yderligere forskning i både farmakologisk 

og non-farmakologisk behandling, 

hver for sig eller i en samlet behandlingsplan. 

Vi vil i denne artikel beskrive et pilotprojekt 

udført i et samarbejde mellem Sundheds 

CVU Nordjylland 1 , Videnscenter for 

Demens i Region Nordjylland 2 samt Forskerskolen 

i Musikterapi på Aalborg Universitet 

3 , hvor formålet var at udvikle en 

forskningsprotokol til effektundersøgelse 

af nyere pleje-/omsorgsmetoder inden for 

demensområdet. 

Projektets genstandsfelt 

Pilotprojektet forløb som et tværfagligt 

udviklingsprojekt, der tog udgangspunkt 

1 www.scvun.dk 

2 www.demensportalen.dk 

3 www.musikterapi.aau.dk 


aarskrift5-08-08-15.indd 8 21-08-2008 22:13:12

i samspillet mellem teoretisk og klinisk 

demensomsorg, og hvor fokus var på 

det relationelle møde i en terapeutisk behandlingssituation. 

Vi tog således afsæt i 

praksisudvikling samt dokumentation af 

praksis for herudfra at videreudvikle terapeutiske 

omsorgsmetoder indenfor demensområdet 

samt metoder for måling af 

evidens. 

Vi fokuserede på grundlæggende musikalsk 

kommunikation som er af særlig 

betydning for svært demensramte, når der 

i sygdomsforløbet opstår problemer med 

verbal kommunikation. En metodeudvikling 

af grundlæggende kommunikations- 

og samværsformer er central for terapeutisk 

behandling, men i høj grad også 

for det daglige pleje-/omsorgsarbejde. 

Projektet var således både rettet mod det 

klinisk musikterapeutiske felt og mod det 

gerontopsykiatriske sundhedsprofessionelle 

omsorgsarbejde generelt. For begge 

disse felter er metodeudvikling i forhold 

til forskningsdesign og metodologi af central 

betydning med henblik på at kunne 

dokumentere forskning i non-farmakologisk 

behandling. 

Ontologi 

Det kan virke absurd at tale om psykoterapeutisk 

behandling af demensramte, 

hvis demens betragtes som en sygdom der 

gradvist udslukker en persons følelsesliv, 

personlighed, selvbevidsthed og identitet, 

og som resulterer i forstyrret og irrelevant 

adfærd. I modsætning til dette standardparadigme 

betragter vi demens som en 

sygdom eller et handicap hvor forstyrrelsen 

af kognitive færdigheder medfører 

gradvist større problemer med at kommunikere 

og indgå i sociale relationer. Graden 

af hvordan dette præger personen afgøres 

af den pleje og omsorg vedkommende får 

(Cheston & Bender 2003; Kitwood 1997; 

Ridder 2007a). Vi ser det således som afgørende 

at dække såvel fysiske som psykosociale 

behov hos personer med demens, 

og at omsorgsydernes forståelse for – og 

evne til at rumme – personens udtryk for 

utryghed, kaos og angst vil kunne dæmpe 

hvad der traditionelt kaldes uønsket adfærd. 

I selve den terapeutiske behandling tages 

udgangspunkt i den betragtning at menneskelig 

kommunikation udspringer af en 

grundlæggende kommunikativ musikalitet 

(Holck 2002; Malloch 1999; Trevarthen 

1999), og at denne kommunikative musikalitet 

er tilgængelig for selv svært demensramte 

mennesker. Dette udtrykker sig i en 

evne til at afstemme f.eks. rytmisk bevægelse 

(måske en fod der markerer takten til 

en sang) eller prosodi (stemmens toneleje 

eller konturen i en lydfrase, der afstemmer 

sig efter en anden persons vokale udtryk), 

og giver mulighed for en følelsesmæssig 

udveksling. Der drages her paralleller til 

de samme grundlæggende mekanismer 

som er afgørende for udvikling af sprog 

og tilknytningmønstre som beskrives af 

spædbarnsforsker Daniel Stern (2004) og 

psykolog Susan Hart (2006a, 2006b). 

I begrundelsen for at inddrage musikterapi 

med demensramte er musikkens rolle 

central. Musikken anvendes med henblik 

på at tilrettelægge samværet og kommunikationen 

med den demensramte ud fra 

andre udtryksmåder end de rent verbale. 

Som det beskrives under musikterapeutisk 

metode anvendes sange med det formål at 

tilbyde et samvær, hvor den enkelte person 

får mulighed for at udtrykke sig, indgå i en 

relation og få dækket psykosociale behov. 

Målet i den terapeutiske situation er ikke 

at gøre personen rask, men at mindske 

psykiatriske symptomer på demens og øge 

personens livskvalitet. 

I et psykosocialt tiltag som musikterapi er 

det muligt at fokusere på ressourceområder, 

og samværet tilrettelægges så den demensramte 

kan deltage ud fra egne evner 

og behov. Dette gør det relevant i en måling 

af musikterapiens effekt at fokusere 

på de positive psykologiske virkninger, 

hvilket har fået os til at undersøge om det 

er muligt at anvende et måleinstrument 


aarskrift5-08-08-15.indd 9 21-08-2008 22:13:13

der vurderer et begreb som livskvalitet. 

De fl este gerontopsykiatriske måleinstrumenter, 

som f.eks. Disability Assessment 

for Dementia (DAD), Interview for Deterioration 

in Daily Living Activities in Dementia 

(IDDD), The Dementia Behaior 

Disturbance Scale (DBD), Behavioral 

Pathology in Alzheimer’s disease Rating 

Scale (BEHAVE-AD), er udviklet til at 

registrere og måle på de defi cits og tab 

en demenssygdom medfører. Ved at tage 

udgangspunkt i livskvalitetsbegrebet ønsker 

vi at understrege en prioritering af en 

personcentreret demensomsorg hvor den 

demensramtes psykosociale behov er i fokus, 

frem for et ensidigt fokus på en hierarkisk 

Marslowsk behovsmodel hvor disse behov 

alt for nemt bliver nedprioriteret. 

Livskvalitet handler om sundhed, og vi 

bevæger os således ind på en salutogenetisk/sundhedsfremmende 

omsorg frem 

for en patogenetisk/sygdomsfokuseret behandling. 

Aron Antonovsky, som har beskrevet 

den salutogenetiske tilgang, skriver 

at sundhed … 

“... handler om følelsen af livsmod og 

livsglæde og følelsen af at kunne mestre 

(hverdags)livets mange situationer. 

Sundhed er at have en følelse af sammenhæng, 

dvs. en følelse af begribelighed, 

håndtérbarhed og meningsfuldhed” 

(Jensen og Johnsen 2000, s. 5). 

Ifølge WHO er sundhed “en tilstand af 

fuldstændig fysisk mental og social velfærd 

og ikke kun fravær af sygdom og 

ubehag” (WHO 1948). Vi betragter livskvalitet 

som et fl erdimensionalt og subjektivt 

begreb som handler om både fysiske, 

psykiske, sociale, eksistentielle og åndelige 

dimensioner (se Kaasa 1998). Når vi vælger 

at fokusere på sundhed frem for sygdom, 

er det for at understrege den gerontologiske 

salutogene omsorg som den beskrives 

af Westlund & Sjöberg (2005). 

Epistemologi 

Formålet med projektet var at indsamle vi- 

10 

den om den forandring som måske opstår 

i en menneskelig relation og som måske 

fører til terapeutisk effekt. Vi mener ikke, 

det er muligt at kontrollere de forskellige 

variable som er årsagen til forandringen, 

idet der kan være et væld af non-specifi kke 

faktorer både i og uden for selve ’behandlingssituationen’ 

som har indfl ydelse på 

en eventuel effekt. Vi mener dog at det er 

muligt at få viden om en eventuel forandring 

ved at dokumentere en række observationer 

vha. forskelligartede data, og ved 

at se på sammenhænge og ‘mønstre’ i disse 

typer af data. 

For at kunne få kompleksiteten beskrevet 

går vi her i dybden med det enkelte terapeutiske 

forløb og inddrager både kvalitative 

og kvantitative data i en samlet vurdering. 

Hensigten er ikke at generalisere ud fra 

enkelttilfældet, men at give en systematisk 

og veldokumenteret ideografi sk beskrivelse. 

Denne viden ønsker vi at bruge til en 

videreudvikling af forskningsmetodikken 

indenfor et felt hvor ‘behandling’ ikke kan 

udføres som en afgrænset og kortfattet 

intervention, men er en længerevarende 

proces der også påvirker og påvirkes af 

deltagerens kontekst. 

Metodologi og forskningsspørgsmål 

Som beskrevet i indledningen mangler 

der anerkendt og dokumenteret forskning 

af forskellige nyere non-farmakologiske 

behandlings- eller plejemetoder. Vi 

tilrettelagde derfor undersøgelsen på to 

planer, således at vi både videreudvikler 

forskningsmetoder og praksismetoder 

der anvendes i pleje og omsorg. Vi defi - 

nerede projektet som et pilotprojekt hvor 

dataindsamling blev afprøvet på to terapeutiske 

forløb, således at erfaringerne fra 

disse forløb i et langsigtet perspektiv kan 

inddrages i en udvidet forskningsprotokol 

til Multiple Case Design med inklusion af 

statistisk generalisation. Vi er opmærksomme 

på at dette kan betragtes som en 

fordrejning af case-konceptet, idet vi på 

denne måde søger at generalisere ud fra en 

større deltagerpopulation. Vi mener dog 


aarskrift5-08-08-15.indd 10 21-08-2008 22:13:13

at der i case-forskningen er mulighed for 

at inddrage alsidige indbyrdes supplerende 

data på subjektive individer, der modtager 

en behandling som ikke kan standardiseres, 

og som påvirkes af den kontekst, de 

lever i, og at veldokumenteret case-forskning 

bør kunne formuleres så det lever op 

til strenge videnskabelige krav om validitet 

og reliabilitet (Ramian 2007; Robson 

2002; Wheeler 2005). Et langsigtet fokus 

er således udformning af en forskningsprotokol 

der imødekommer både det humanistiske 

paradigme om eksplorative og 

deskriptive metoder og det naturvidenskabelige 

paradigme der kræver generaliseringer 

ud fra store deltagerpopulationer. 

Undersøgelsens problemfelt er indkredset 

i følgende forskningsspørgsmål: 

1a) Hvilke demensspecifi kke måleredskaber 

har fokus på aspekter omkring 

livskvalitet? 

1b) Hvilke måleinstrumenter, bl.a. instrumenter 

der inddrager aspekter 

omkring livskvalitet, egner sig til effektvurdering 

af musikterapi? 

2) Hvordan kunne en kliniker-ansvarligprotokol, 

der inddrager disse instrumenter, 

se ud i praksis? 

3) Hvilke anbefalinger kan (på baggrund 

af konkret afprøvning i et pilotprojekt) 

gives til udformningen af en 

protokol til effektvurdering af musikterapi? 

Aksiologi 

Ved henvendelse til Sekretariatet for den 

Videnskabsetiske Komité i Nordjyllands 

Amt blev det vurderet at pilotprojektet ikke 

var anmeldelsespligtigt, idet det havde karakter 

af praksisudvikling og dokumentation 

af praksis, herunder metoder til dette, 

og ikke egentlig biomedicinsk forskning. 

Selvom projektet ikke skulle anmeldes, 

fulgte vi dog almindelige etiske hensyn til 

forskning, opbevaring af data samt til den 

kliniske praksis. Pårørende og personale 

blev mundtligt informeret om projektet 

med mulighed for at stille spørgsmål og få 

uddybende information. Herudover blev 

der indhentet stedfortrædende samtykke 

hos pårørende med stillingtagen til deltagelse 

i forskningsprojektet og i selve de 

musikterapeutiske forløb, og med information 

om at samtykke til enhver tid kan 

trækkes tilbage. Efter forløbets afslutning 

fi k pårørende og kontaktpersonale fremvist 

udvalgte videoklip og havde mulighed 

for at kommentere og stille spørgsmål. 

Efterfølgende blev pårørende bedt om at 

give stedfortrædende samtykke til at enkelte 

videoklip i fremtiden må anvendes i 

afgrænsede undervisningssammenhænge. 

Musikterapeuten, som stod for de kliniske 

forløb, fulgte etiske retningslinier for 

musikterapeuter som de er formuleret af 

MusikTerapeuternes Landsklub. 

Metode og design 

Som forskningsdesign blev der anvendt et casestudie 

(Ramian 2007) med inddragelse 

af kvantitative og kvalitative data. Procedure 

i forhold til dataindsamling forløb over 6 

uger: to musikterapeutiske forløb blev udført 

over 4 uger (06.03.2006-31.03.2006). 

Baselinemålinger (pre-test målinger) blev 

taget i ugen før musikterapi og i ugen efter 

forløbes afslutning. To deltagere blev 

valgt på baggrund af følgende udvælgelseskriterier: 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Bosiddende i Nordjyllands Amt 

Diagnosticeret med en frontotemporal 

demenssygdom eller bekræftelse af 

frontotemporal demens ud fra lægefaglig 

vurdering 

Moderat til svær demensramt 

Ingen co-morbiditet, tidligere psykiatrisk 

sygdom eller misbrugsproblematik 

Ingen deltagelse i anden form for intensiv 

terapi 

Udvisende adfærdsmæssige og psykologiske 

symptomer på demens (BPSD) 


aarskrift5-08-08-15.indd 11 21-08-2008 22:13:13

• Deltagelse skal foregå efter samtykke mensramte ikke selv vil kunne håndtere 

fra pårørende og i samarbejde med et spørgeskema eller gennemføre et inter- 

personale 

view, ønskede vi at undersøge instrumenter 

der anvender pårørende og kontaktpersonale 

som proxy-respondenter. Der kan 

være visse problematikker i at anvende 

pårørende som respondenter, da det kan 

være en stor byrde at skulle forholde sig til 

mange spørgsmål i et omfattende skema. 

Ligeledes vil pårørende, der ikke ser den 

demensramte dagligt, ikke have den fornødne 

viden til udfyldelse af skemaer vedrørende 

f.eks. helbredsrelateret livskvalitet. 

I disse tilfælde blev kontaktpersonale 

anvendt som proxy-respondenter, og bedt 

om at tage stilling til spørgsmål om f.eks. 

urolig adfærd, oplevelse af mening eller 

deltagelse i aktivitet. 

De to deltagere modtog hver 4 ugentlige 

musikterapisessioner i 4 uger, dvs. i alt 16 

sessioner. Alle musikterapisessioner blev 

optaget med digitalt videokamera. De kliniske 

musikterapiforløb blev varetaget af 

H.M. Ridder som er kandidat i musikterapi 

med mange års erfaring i musikterapeutisk 

arbejde med demensramte personer. 

For dataindsamling i form af kvantitative 

målinger, interviews samt efterfølgende 

videoanalyse stod tre tilknyttede samarbejdsparter 

der er udviklingskonsulenter 

ved Viden- og Udviklingscentret ved 

Sundheds CVU Nordjylland. Projektstyregruppen 

blev ledet af Videnscenter for 

Demens i Region Nordjylland v. Aase Marie 

Ottesen, som varetog kontakten til de 

forskellige samarbejdsinstanser. 

Kvantitative data 

Kvantitative data blev indsamlet i ugen 

før og efter musikterapiforløbet. Følgende 

instrumenter blev anvendt: ADRQL, 

CMAI, NPI. Herudover indsamledes information 

til en statusbeskrivelse af hver 

deltager hvilket bl.a. omfattede en kognitiv 

test (MMSE). Som det fremgår af det 

første forskningsspørgsmål, ønskede vi at 

fi nde frem til demensspecifi kke måleredskaber 

med fokus på livskvalitet. Vi foretog 

derfor en systematisk litteraturgennemgang 

for at fi nde frem til et egnet instrument til 

den kvantitative måling. I det følgende vil 

vi beskrive baggrunden for litteraturgennemgangen 

samt hvilket instrument, vi 

fandt frem til. 

Instrument til 

livskvalitetsmåling 

Som udgangspunkt opstillede vi en række 

kriterier som vi så som nødvendige i 

vores udvælgelse af et instrument, bl.a. i 

fht. håndterbarhed, tilgængelighed, standardisering 

og målgruppe. Da svært de- 

12 

Søgestrategier 

Søgning efter egnede livskvalitetsinstrumenter 

blev gennemført på internationale 

elektroniske søgedatabaser. Der blev søgt 

på fagrelaterede databaser (f.eks. PubMed/ 

MEDLINE og PsychINFO/PsychAR- 

TICLES), bredspektrede databaser (f.eks. 

Google) samt fagspecifi kke websites: International 

Psychogeriatric Association 4 , 

The Dementia Research Centre 5 , Alzheimer 

Europe 6 , MedlinePlus Dementia 7 , The 

Pick’s Disease Support Group 8 , Nasjonalt 

Kompetansesenter for Aldersdemens 9 og 

Alzheimer’s Worldwide 10 . 

En vigtig del af søgningen bestod af krydssøgning 

på det indkomne materiale, f.eks. 

i Horsteds (2004) omfattende materiale 

om vurdering af instrumenter til demensramte. 

I søgningen anvendtes følgende 

søgeord: dementia/demens/mental disorders/cognitive 

impairement AND quality 

4 www.ipa-online.org 

5 http://dementia.ion.ucl.ac.uk 

6 www.alzheimer-europe.org 

7 www.nlm.nih.gov/medlineplus/ 

dementia.html 

8 www.pdsg.org.uk 

9 www.nordemens.no 

10 www.geocities.com/HotSprings/ 

3004/alzlinks.htm 


aarskrift5-08-08-15.indd Sec1:12 21-08-2008 22:13:13

of life/QOL/well being. Som eksempel 

blev der identifi ceret henholdsvis 23 og 5 

hits ved en PubMed-søgning pr. feb. 2006 

med følgende søgestrategier: 

• Quality of life[majr:noexp] AND mental 

disorders[majr] AND english[lang] AND 

systematic[sb] 

• Quality of life[majr:noexp] AND 

dementia[majr] AND english[lang] AND 

systematic[sb]. 

Mange af disse hits var ikke relevante, idet 

de ikke havde den ønskede målgruppe, 

eller da livskvalitetsbegrebet ikke var en 

decideret variabel. 

Ud fra abstracts udvalgtes undersøgelser 

og oversigtsartikler som så ud til at opfylde 

kriterierne. Disse blev bestilt, så vi 

havde primærkilden. Vi begrænsede os til 

materiale af nyere dato (2001-2006), hvilket 

kunne lade sig gøre da vi havde Horsteds 

& Christiansens (2004) gennemgang 

af metoder og instrumenter til effektvurdering 

af indsatser over for demente som 

et bredt og grundigt fundament at arbejde 

videre ud fra. 

Resultatet af søgningen på et egnet livskvalitetsinstrument 

gav 15 nyere artikler/ 

rapporter. En opstilling over disse samt 

uddybende kommentarer er at fi nde i Ridder, 

Ottesen & Wigram (2006). Ud fra dette 

materiale blev følgende 5 instrumenter, 

som er demensspecifi kke, kan anvendes 

på svært demensramte, og kan håndteres 

vha. proxyvurdering, udvalgt: 

• Alzheimer’s disease-related Quality of 

Life (ADRQL) (Rabins et al. 1999) 

• Activity and Affect Indicators of QOL 

(Albert et al. 1996) 

• Progressive Deterioration Scale (PDS) 

(DeJong et al. 1989) 

• QoL for Dementia (QOL-D) (Terada et 

al. 2002) 

• The Quality of Life in Late-Stage Dementia 

(QUALID) Scale (Weiner 2000) 

Alzheimer’s disease-related QoL 

(ADRQL) 

Efter en nøje gennemgang af de 5 instrumenter 

valgte vi at anvende Alzheimer’s 

disease-related QoL (ADRQL) udarbejdet 

af professor Peter Rabins (1999). Horsted 

(2004) beskriver ADRQL som et instrument 

til vurdering af den sundhedsrelaterede 

livskvalitet ved personer med 

Alzheimers demens. Instrumentet kan 

anvendes i forbindelse med evaluering af 

behandlingsinterventioner og med proxyrespondent, 

hvor livskvalitet vurderes i de 

to forudgående uger. I forbindelse med 

et forskningsprojekt om reminiscens har 

Gudex & Horsted (2005) gennemført en 

standardiseret oversættelsesprocedure af 

materialet til dansk. 

ADRQL foregår ved interview af proxy/ 

omsorgsperson. De 48 spørgsmål er opdelt 

i fem kategorier vedr. samspil og samvær 

med andre mennesker, identitet og betydningsfulde 

relationer, adfærd, sædvanlige 

aktiviteter samt adfærd i personens 

hjemlige omgivelser. Respondenten svarer 

enten ‘enig’ eller ‘uenig’ på spørgsmål som 

“Han/hun søger kontakt med andre ved 

at hilse på folk eller tage del i samtaler” 

eller “Han/hun tager ikke del i aktiviteter 

han/hun tidligere holdt af, selv ikke når 

opmuntret til at deltage”. 

Ifl g. Horsted (2004) synes instrumentet 

generelt anvendeligt i forbindelse med 

sammenligningen af medicinske og miljøbestemte 

behandlinger/interventioner, og 

er ikke afhængigt af demenstype, selvom 

det oprindeligt er udformet til personer 

med Alzheimers demens. Instrumentets 

umiddelbare validitet vurderes høj (ibid.), 

selvom interrater reliabiliteten for fl ere underspørgsmål 

er lav eller ikke-signifi kant. 

Det vurderes at yderligere undersøgelser 

af instrumentets psykometriske egenskaber 

er nødvendige (ibid.). 

Vi valgte instrumentet da det lever op til 

de opstillede kriterier, og da det anvendes 

internationalt, men samtidig fi ndes i en 



dansk oversættelse. Vi har forbehold for 

instrumentet da det er meget nyt, og endnu 

mangler omfattende reliabilitets- og validitetstests, 

eventuelle justeringer ud fra 

praksisevalueringer, og da fokus i høj grad 

er på sundhedsrelateret livskvalitet. Herudover 

refererer Ettema et al. (2005) til 

at ADRQL-scoren signifi kant korrelerer 

med graden af kognitiv funktionsnedsættelse. 

Vi stillede således spørgsmålstegn 

ved om instrumentet kan anvendes i longitudinale 

studier, hvor et fald i kognitivt 

funktionsniveau må forventes – og således 

også et fald i den målte ‘livskvalitet’. 

Triangulering af livskvalitetsmåling 

I pilotprojektet ønskede vi at sammenholde 

livskvalitetsmålingen med yderligere 

to instrumenter. På baggrund af tidligere 

forskning, bredt kendskab til dansk demensforskning 

i pleje-/omsorgsmetoder 

og med udgangspunkt i nyere rapporter 

fra Socialministeriet af Horsted (2004) 

og Lee (2004) medtog vi to internationalt 

anerkendte og ofte anvendte målinger af 

agiteret adfærd og psykopatologi hos demensramte, 

nemlig Cohen-Mansfi eld Agitation 

Inventory (CMAI) og Neuropsychiatric 

Inventory (NPI). 

Cohen-Mansfi eld Agitation Inventory, 

CMAI 

CMAI er en systematisk vurdering af agiteret 

adfærd hos kognitivt svækkede ældre 

plejehjemsbeboere, og er udviklet af Jiska 

Cohen-Mansfi eld (Cohen-Mansfi el, Werner 

& Marx 1989). Selve skemaet fylder 

kun én A4-side og virker umiddelbart let 

forståeligt og overskueligt. Der tages stilling 

til 29 forskellige adfærdsformer, f.eks. 

“Går frem og tilbage uden formål”, “Spytter”, 

“Gemmer ting”, “Har stereotype 

handlemønstre” eller “Almindelig rastløshed”. 

Til hver adfærd hører en uddybende 

forklaring. Hyppigheden af hver adfærd 

vurderes på en skala fra 1 (Aldrig) til 7 

(Flere gange i timen), og med mulighed for 

også at besvare 8: “Ville opstå, hvis ikke 

forhindret” og 9: “Ikke observerbar”. Herefter 

vurderes forstyrrelsesgraden af hver 

14 

adfærd fra 1 (Slet ikke) til 5 (Ekstremt), og 

med mulighed for at besvare “Ved ikke”. 

CMAI vurderes af Horsted (2004) til at 

kunne udføres på 15 min. 

Neuropsychiatric Inventory, NPI 

NPI er en vurdering af psykopatologi hos 

demensramte og måler på psykiatriske 

symptomer og ændret adfærd. Instrumentet 

er udviklet af Cummings og kolleger 

(Cummings et al. 1994/2000). Sammenlignet 

med CMAI er instrumentet omfattende 

og fylder i sin danske udformning 12 

A4-sider med spørgsmål og afkrydsningsmuligheder. 

På hver side tages stilling til 

følgende 12 kategorier med et varierende 

antal af underspørgsmål: vrangforestillinger, 

hallucinationer, agitation/aggression, 

depression/dysfori, angst, opstemthed/ 

eufori, apati/ligegyldighed, uhæmmethed, 

irritabiliet/labilitet, afvigende motorisk adfærd, 

søvn, appetit og spiseforstyrrelser. 

Såfremt der svares nej til det indledende 

spørgsmål, springes resten af siden over, og 

der gås videre til næste spørgsmål. Det indledende 

spørgsmål kan f.eks. lyde: Angst: 

Er beboeren nervøs, bekymret, eller bange 

uden påviselig grund? Synes han/hun meget 

anspændt og ude af stand til at slappe 

af? Er beboeren bange for at være adskilt 

fra dig eller andre som han/hun stoler på? 

Herefter følger mellem 5 og 8 uddybende 

spørgsmål som kan besvares med “Ja”, 

“Nej” og “Ved ikke”, og der gives plads til 

kommentarer. Endelig tages stilling til hyppighed, 

sværhedsgrad og belastning. 

Hyppigheden af symptomerne vurderes på 

en graddeling som strækker sig fra 1 (Af 

og til – Mindre en 1 gang om ugen) til 4 

(Meget hyppigt – Èn eller fl ere gange om 

dagen). Sværhedsgraden vurderes som Let 

(Er belastende for beboeren, men kan 

sædvanligvis afhjælpes af plejepersonen), 

Moderat (Er belastende for beboeren, og 

er vanskelig at afhjælpe af plejepersonen) 

og Svær (Er meget bekymrende og belastende 

for beboeren, og er meget vanskelig 

eller umulig at forandre). 



Belastningen er en vurdering af hvor meget 

den specifi kke adfærd bekymrer respondenten 

og betyder mere arbejde for vedkommende 

på en skala fra 0 (Slet ikke) til 

5 (Meget svær eller ekstremt). NPI vurdres 

af Horsted (2004) til at kunne besvares på 

10 min. 11 

Statusbeskrivelse 

Udover indsamling af kvantitative data 

vha. ADRQL, CMAI og NPI udfyldte interviewer 

sammen med kontaktpersonalet 

en statusbeskrivelse. Denne anvendes ikke 

til effektmåling, men til at give en præcis 

beskrivelse af målgruppen. Beskrivelsen 

udfyldes før forløbets start, og der gennemføres 

en kort kognitiv test (Mini Mental 

State Examination, Folstein et al.1975) 

ved proxy-scoring. Herudover indeholder 

statusbeskrivelsen følgende information: 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

diagnose 

generelle psykiske og somatiske symptomer 

og helbredstilstand 

medicinering 

daglige rutiner 

deltagelse i aktiviteter/fællesskaber 

besøg/netværk 

Kvalitative data: livshistorie 

I ugen inden musikterapiforløbet startede, 

gennemførtes interview af pårørende 

vedr. den demensramtes livshistorie. Interviewerne 

fulgte en interviewguide (se 

Ridder, Ottesen & Wigram 2006, s. 36-38 

samt bilag 2) som er inspireret af det kvalitative 

forskningsinterview (Kvale 1994) 

samt den kvalitative livslinie (Sejerøe-Szatkowski 

2002). 

11 I forbindelse med afprøvningen af NPI og 

CMAI har vi venligst fået materiale stillet til rådighed 

af Charlotte Horsted, Center for Anvendt 

Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering 

ved Syddansk Universitet, og med godkendelse 

af overlæge Kirsten Abelskov, Gerontopsykiatrisk 

afdeling i Århus Amt, som har forestået 

den danske oversættelse af begge materialer. 

Kvalitative data: videooptagelser, 

session nr. 15 

Hver musikterapisession blev optaget på 

video. Optagelsen blev ‘kvantifi ceret’ ved 

at indtegne observationer i Sessionsdiagrammer 

i Excel-regneark. Sessionsdiagrammet 

giver et overblik over tidsforløbet, 

hvor mange sange der synges, pauserne 

mellem sangene, vigtige observationer, 

f.eks. ‘synger med’ eller ‘øjenkontakt’ 

samt udskrift af verbale kommentarer. En 

udførlig beskrivelse af metoden fi ndes i 

bogen Microanalysis (Ridder 2007b, kapitel 

4). Ud fra sessionsdiagrammet og videooptagelsen 

blev der givet en detaljeret 

kvalitativ beskrivelse af én udvalgt session 

og således et indblik i den demensramtes 

deltagelse (se Ridder, Ottesen & Wigram 

2006, s. 55-62). 

Kvalitative data: 

analyse af udvalgte videoklip 

En udenforstående fagperson (her en ergoterapeut) 

uden uddybende information 

om deltageren og selve musikterapiforløbet 

fi k tilsendt et mindre antal udvalgte 

videoklip, som tilsammen maximalt varede 

5 minutter. Kriterier for udvælgelse af videoklip 

samt procedure for videoanalyse 

er udførligt beskrevet i Ridder, Ottesen & 

Wigram 2006, s. 38-41. 

Samlet dataindsamling 

Vi har i det foregående opsummeret en 

forholdsvis omfattende og alsidig dataindsamling 

som omfatter pre- og postmålinger 

vha. ADRQL, CMAI, NPI, samt kvalitative 

data i form af livshistorie, videooptagelser, 

beskrivelse af enkeltsessioner, 

samt analyse af udvalgte videoklip. Inden 

vi fortsætter med en beskrivelse af dataanalyse 

og resultater, vil vi give en kort introduktion 

til selve den musikterapeutiske 

metode. 

Musikterapeutisk metode 

En musikterapisession varer 20-30 minutter. 

Den foregår på den enkelte deltagers 

stue hvor terapeuten sætter sig sammen 

med deltageren, fx i dennes sofa. Terapeu- 



ten synger en række sange, heraf start- og 

slutsange, som synges hver gang. Andre 

sange synges med henblik på at få personen 

til at føle sig veltilpas og opmærksom 

på hvad der foregår, og atter andre er udvalgte 

personlige sange som deltageren har 

et særligt forhold til. Måske synger deltageren 

med, måske er det terapeuten alene 

der synger. Typisk vælges sange fra ‘Den 

danske sangskat’, men udgangspunktet er 

sange som deltageren kan forholde sig til 

– herunder også sange som er knyttet til 

den enkeltes livshistorie. 

Det musikterapeutiske arbejde er afhængigt 

af at der opbygges en tæt relation til deltageren. 

For at muliggøre dette med en person, 

der har hukommelsesproblemer, inddrages 

en neuropædagogisk indfaldsvinkel 

til læring, bl.a. med henvisning til Kjeld 

Fredens (2004). Den terapeutiske målsætning 

er at kunne imødekomme deltagerens 

psykosociale behov og der tages udgangspunkt 

i en humanistisk, personcentreret 

demenskultur, bl.a. med henvisning til Tom 

Kitwood (1997), og med vægtningen af 

psykodynamiske interaktionsformer som 

f.eks. holding og validering. Den psykodynamiske 

indfaldsvinkel til musikterapien 

16 

er inspireret af den analytisk orienterede 

musikterapi, som har rødder i den engelske 

musikterapeut Mary Priestleys arbejde 

(Priestley 1975, Pedersen 2005). Inge Nygaard 

Pedersen (2005) har videreudviklet 

den analytisk orienterede musikterapi i en 

dansk sammenhæng, og på trods af at der i 

musikterapien ikke anvendes instrumental 

improvisation, anvendes musikken – som 

her hovedsageligt er prækomponerede sange 

– ud fra en relationel, psykodynamisk 

forståelse. I musikterapien tages der således 

udgangspunkt i det samvær, der opstår, 

når man synger sammen. Da der er tale om 

mennesker med en fremskreden demens, 

tilrettelægges musikterapisessionerne som 

individuelle sessioner for at kunne fokusere 

på den enkelte deltager. 

Sangene i musikterapien anvendes på forskellige 

planer; de anvendes som cues for at 

kompensere for svigtende hukommelsesfunktioner 

og skaber således en genkendelig 

ramme omkring samværet; de anvendes 

til regulering for at give den demensramte 

mulighed for at fungere på et afbalanceret 

arousalniveau hvor hyppigheden af 

klarhedsøjeblikke er størst; og de anvendes 

som et middel til facilitering, validering 

Figur 1: ADRQL-subscores (livskvalitet) før █ og efter █ musikterapi. Hr A 



og holding. Da fokus i denne artikel er på 

selve udformningen af en forskningsprotokol, 

nøjes vi med denne overordnede beskrivelse 

af den musik terapeutiske metode 

og henviser i øvrigt til udførlige beskrivelser 

af metoden i Ridder 2003; 2004; 2005a; 

2005b; 2007c. 

Analyse og resultater 

ADRQL 

De udfyldte ADRQL-skemaer blev analyseret 

efter de klare og gennemskuelige 

instrukser i materialet “Calculating the 

ADRQL domain scores and the overall 

ADRQL score” som vi fi k stillet til rådig 

af Horsted fra Syddansk Universitet. Vi 

anvendte Excel-regneark til scoringsproceduren, 

hvor vi registrerede de 5 undergrupper 

af spørgsmål og herefter noterede to 

kolonner med hver af de to svarmuligheder: 

enig/uenig. Ud fra opgørelsen af Scale 

Values blev hvert item herefter vurderet 

til enten 0 eller til et af de opgivne scores. 

Scoren blev udregnet efter følgende formel: 

∑ {(weight of the endorsed items)/ 

(all weights)} x 100. 

I fi gur 1 og 2 har vi indsat værdierne af 

ADRQL-subscoringerne. Y-aksen viser 

den procentvise score. X-aksen viser de 

fem subscores med førmålingen først (lyse 

søjler), efterfulgt af eftermålingen (mørke 

søjler). De 5 subdomæner er: SI (Social 

Interaction), AS (Awareness of Self), FM 

(Feelings and Mood), EA (Enjoyment of 

Activities) og RS (Response to Surroundings). 

Hr A (se Figur 1) 

I domænet Awareness of Self (AS) indikeres 

hos Hr A et fald i livskvalitetsscore. 

I følgende 3 domæner indikeres en stigning 

i livskvalitetsscore: Social Interaction (SI), 

Feelings and Mood (FM), og Enjoyment 

of Activities (EA). 

At der noteres et fald i Hr As livskvalitetsscore 

skyldes udsagn B4 som lyder: “Han 

bliver ked af det over personlige [kognitive] 

begrænsninger såsom glemsomhed, 

når ting bliver væk for ham eller han ikke 

kan fi nde rundt i vante omgivelser”. Her 

noteres Uenig før musikterapiforløbet, men 

Enig efter. 

Figur 2: ADRQL-subscores (livskvalitet) før █ og efter █ musikterapi. Fru B 



At der noteres en stigning i Hr As livskvalitetsscore 

skyldes følgende 4 udsagn, hvor 

der før musikterapiforløbet blev svaret enig, 

men efter forløbet svares uenig: A12: “Han 

skubber, griber fat i eller slår folk”, C3: 

“Han kaster med, slår, sparker eller banker 

hårdt på ting”, C4: “Han kalder eller råber 

eller bander eller kommer med anklager”, 

C5: “Han låser sig inde eller forskanser sig i 

hans stue” samt et femte udsagn D3: “Han 

sidder stille og virker til at glæde sig over 

andres aktiviteter selv om han ikke selv tager 

aktivt del heri”, hvortil der svares uenig 

før forløbet og enig efter. 

Fru B (se Figur 2) 

I domænet Social Interaction (SI) indikeres 

et fald i livskvalitetsscore. I de to domæner 

Feelings and Mood (FM) og Enjoyment of 

Activities (EA) indikeres en stigning i livskvalitetsscore. 

At der noteres et fald i Fru Bs livskvalitetsscore 

skyldes en ændring i følgende 3 

udsagn. Til udsagnet A2 “Hun lader sig 

ikke mærke med andres tilstedeværelse” 

noteres uenig før musikterapiforløbet og 

enig efter. Til udsagnet A3 “Hun holder sig 

i nærheden af andre mennesker” noteres 

enig før forløbet og uenig efter. I udsagn 

D5: “Hun døser hen eller foretager sig 

intet det meste af tiden” under domænet 

Enjoyment of Activities (EA) blev der før 

forløbet noteres uenig til dette, men efter 

noteres der enig. 

At der noteres en stigning i Fru Bs livskvalitetsscore 

skyldes en ændring i følgende 

3 udsagn: C11: “Hun modsætter sig hjælp 

på forskellig vis så som ved påklædning, 

spisning eller badning, eller ved at nægte at 

fl ytte sig”. Her noteres enig før forløbet og 

uenig efter. Ved udsagnet D1: “Hun nyder 

at foretage sig ting alene så som at lytte til 

musik eller se TV” blev der før forløbet 

noteret uenig, men enig efter forløbet. Som 

det sidste noteres uenig ved D4: “Hun udviser 

ingen tegn på behag eller fornøjelse 

når hun deltager i fritidsaktiviteter eller 

adspredelse” efter forløbet, hvor der før 

18 

blevet noteret enig. 

Kommentarer til livskvalitetsmålingerne 

Der noteres et fald i Hr As livskvalitet 

fordi han bliver ked af det over personlige 

begrænsninger. På mange måder er det 

bemærkelsesværdigt at kontaktpersonale 

vurderer at Hr A bliver ked af det, da personer 

diagnosticeret med frontotemporal 

demens generelt betegnes som “følelsesmæssigt 

upåvirkede” (Stockholm & Waldemar 

2003). Vi vil sætte spørgsmålstegn ved 

om det ubetinget er et fald i livskvalitet, 

som det vurderes i ADRQL, at personale 

er opmærksomme på at den demensramte 

udtrykker ‘negative’ følelser. Hvis Hr As 

reaktion kan ses som en – om end smertelig 

– bevidsthed om egen situation, kunne 

en indsigt i egne livsvilkår også betragtes 

som et udtryk for livskvalitet, såfremt han 

ikke lammes af denne indsigt. 

I forhold til fru B er fl ere punkter med til 

samlet at give hende en højere livskvalitetsscore 

idet der svares uenig til at hun “Taler 

om “at have det dårligt”, “at have ondt” 

eller “at fryse” (C14)” eller at “Hun taler 

om at føle sig usikker eller siger at hendes 

ejendele ikke er i sikkerhed” (E2). Da fru B 

ikke længere har et verbalt sprog, kan hun 

af gode grunde ikke tale om at hun har det 

dårligt eller tale om sin usikkerhed. Dette 

øger hendes samlede livskvalitetsscore 

både før og efter, uden at det dog er et udtryk 

for at hendes livskvalitet nødvendigvis 

er højere. 

Der noteres et fald i Fru Bs livskvalitetsscore 

idet hun før forløbet vurderes til at 

lade sig mærke af andre mennesker og 

holde sig i nærheden af dem, hvorimod 

hun efter forløbet ikke lader sig mærke af 

andre mennesker, ikke opholder sig i nærheden 

af dem og døser hen. Vi kan her tilføje 

at fru B før forløbet til dagligt opholdt 

sig i gruppens fællesstue på et sted, hvor 

hun kunne følge med i alt hvad der foregik 

både i stuen og i køkkenet. Efter forløbet 

er personalet blevet opmærksomme på 



at fru B tilsyneladende er mere afslappet, 

hvis hun sidder et sted i fællesstuen, hvor 

der er mere roligt og afskærmet. Den tilsyneladende 

øgede “isolation”/afskærmning 

registreres som et fald i livskvalitet. Vi vil 

i dette tilfælde tolke personalets opmærksomhed 

på at fru B kan have brug for 

“tilbagetrækning” som positivt for fru Bs 

livskvalitet, idet hun ikke overstimuleres og 

i perioder får mulighed for at slappe af og 

døse hen. 

Samlet vurdering af ARDQL 

Instrumentet er let håndterbart, og den 

efterfølgende analyse af data forholdsvis 

enkel. Dette gør instrumentet anvendeligt 

i forhold til at indgå i en videre protokol. 

Vi er dog skeptiske i forhold til om instrumentet 

kan indfange valide data der vedrører 

gruppen af meget svært demensramte 

(ved MMSE: 0). Vi fi nder det derfor værd 

yderligere at undersøge om denne gruppe 

kan inddrages, eller om der skal sættes afgrænsninger 

i forhold til inklusionskriterier. 

Vi vurderer at livskvalitetskoeffi cienten 

indfanger mange relevante betragtninger 

om ændringer i den demensramtes hverdag, 

men er betænkelige ved om instrumentet 

relaterer til reelle observationer, eller er 

påvirkeligt af den eventuelle nye viden der 

kommer på den enkelte deltager, således 

at instrumentet mere måler på en ændret 

indsigt hos personale, frem for et reelt mål 

af den behandlingsmæssige indsats. Det er 

vores vurdering at f.eks. fru Bs livskvalitet 

øgedes ved den bevidsthed plejepersonale 

havde fået omkring hendes behov for ro 

og tilbagetrækning. Dette vurderes i livskvalitetsmålingen 

som en forringelse af 

livskvalitet idet ‘isolering’ betragtes som en 

negativ faktor. Vi vil ligeledes sætte spørgsmålstegn 

ved, om momentane udtryk af at 

være ked af det i en vanskelig situation, er 

udtryk for en ringere livskvalitet. 

Vi ser det som en fordel at udenforstående 

interviewere har været ansvarlige for udfyldelsen 

af spørgeskemaet, da det har sikret 

en optimal svarprocent og forhåbentlig har 

kunnet afværge misforståelser af de noget 

kryptiske negationer i visse af udsagnene. 

Det har således været vigtigt at interviewer 

havde godt kendskab til instrumentet. 

Vi mener at det kræver indgående viden 

om den demensramte at kunne fungere 

som proxy-respondent. For at kunne forholde 

sig til de 48 udsagn kræver det at 

man har været sammen med deltageren i 

mange forskellige situationer. Eftersom 

deltagerne i dette projekt har haft fast 

kontaktpersonale tilknyttet, har dette kunnet 

fungere, men vi forestiller os at det for 

nogle demensramte ikke er tilfældet, at et 

personalemedlem har været tæt sammen 

med vedkommende i 2 uger, og er informeret 

om de mange forskellige aspekter 

som spørgsmålene kommer omkring. 

Samlet set vil vi stille spørgsmålstegn ved 

både instrumentets eksterne og interne 

validitet. Vi konstaterer at der visse steder 

ikke er overensstemmelse med øvrige observationer, 

ligesom vi mener at kunne se 

uoverensstemmelser i selve vurderingen 

af de enkelte variable. Inden instrumentet 

anvendes i en større målestok, mener 

vi at det er nødvendigt med en grundigere 

undersøgelse af instrumentets validitet og 

reliabilitet. Denne problematik rejser nogle 

for os meget udfordrende spørgsmål omkring 

ambitionerne vedr. udformning af 

et instrument der kvantifi cerer et begreb 

som livskvalitet. Er det muligt at ensrette 

reaktioner og handlinger til en generel betegnelse 

for aspekter omkring livskvalitet? 

Eller bør vi knytte sådanne systematiske 

iagttagelser til kvalitative observationer af 

hver enkelt deltagers kontekst – og således 

konstatere at et entydigt livskvalitetsbegreb 

ikke eksisterer? 

CMAI 

Cohen-Mansfi eld Agitation Inventory er 

en opgørelse over urolig adfærd. I behandlingen 

af data inddeler en faktoranalyse de 

forskellige adfærdsformer i 3 subskalaer: 

fysisk aggressiv agiteret adfærd, fysisk ikke- 



aggressiv agiteret adfærd og verbal agiteret 

adfærd. Herefter følger en nøje udregnet 

loading af svarene. Det har desværre ikke 

været muligt for os at få det nødvendige 

baggrundsmateriale for at kunne udføre 

faktoranalysen, da vi ikke har haft adgang 

til de rigtige vægtninger af data som er en 

vigtig del af instrumentet. Vi mener dog at 

selve instrumentet er så klart i sin tilgang, 

at en vurdering af de numeriske værdier i 

første omgang vil være tilstrækkelig. Især 

da fokus for projektet ikke er at gennemføre 

selve effektmålingen og generalisere 

ud fra denne, men netop er at udvikle protokollen 

til en sådan effektmåling. Vores 

opdeling i de tre subkategorier er foretaget 

ud fra følgende inddeling: 

Non-aggressiv agiteret adfærd 

1) Går frem og tilbage uden formål, 2) Påfaldende 

påklædning eller beboeren klæder 

sig af, 5) Konstant uberettiget bøn om 

opmærksomhed, 6) Bruger ensformige 

sætninger/spørgsmål, 12) Laver underlige 

lyde (sær latter eller gråd), 16) Prøver 

at komme et andet sted hen, 17) Falder 

med vilje, 18) Klager, 19) Negativisme, 20) 

Spiser/drikker aparte ting, 22) Behandler 

20 

ting på aparte måde/forkert, 23) Gemmer 

ting, 24) Hamstrer ting, 26) Har stereotype 

handlemønstre, 29) Almindelig rastløshed. 

Fysisk aggressiv agiteret adfærd 

3) Spytter, 7) Slår, 8) Sparker, 9) Griber fat 

i folk, 10) Skubber, 11) Smider med ting, 

14) Bider, 15) Kradser, 21) Gør sig selv eller 

andre fortræd, 25) River ting itu eller 

ødelægger ejendele, 28) Gør fysiske seksuelle 

tilnærmelser. 

Verbal aggressiv agiteret adfærd 

4) Bander eller udviser verbal aggression, 

13) Skriger 27) Gør verbale seksuelle tilnærmelser 

I Figur 3 har vi lavet en opgørelse over 

summen af hyppighedsscoren indenfor 

hver subkategori. Dette er ikke den originale 

CMAI-opgørelse, da vi ikke har haft 

adgang til faktoranalysen (se ovenfor). Vi 

mener dog at det er relevant at inddrage 

de numeriske værdier for at få et indtryk 

af den indsamlede data. Hos både hr A 

og fru B ses et fald i den non-aggressive 

agiterede adfærd ved en sammenligning af 

målinger taget før (hvid søjle) og efter (sort 

søjle) musikterapien. Ved målinger af den 

Figur 3: Numerisk opgørelse af CMAI-data i 3 subkategorier pre/post musikterapi 



fysisk aggressive agiterede adfærd ses ingen 

ændring hos hr A og et lille fald hos 

fru B. Endelig ses et meget lille fald i den 

verbal-aggressive agiterede adfærd hos hr 

A og ingen ændring hos fru B. 

Hr A 

Efter musikterapiforløbet med hr A er det 

vurderet at der er sket et fald i hyppigheden 

af forekomsten af følgende adfærdsformer: 

1) Går frem og tilbage uden formål, 

4) Bander eller udviser verbal aggression, 

18) Klager eller 23) Gemmer ting. Der er 

sket markante fald i forhold til hyppigheden 

af 5) Konstant uberettiget bøn om opmærksomhed 

og 19) Negativisme. 

Efter musikterapiforløbet er hyppigheden 

af visse adfærdsformer steget. Det drejer 

sig om 2) Påfaldende påklædning, 4) Spytter, 

7) Slår samt 29) Almindelig restløshed. 

Forstyrrelsesgraden er vurderet på en skala 

fra 1: Slet ikke til 5: Ekstremt. Ved en sammentælling 

af de numeriske værdier er 

tallet for forstyrrelsesgraden 50 før musikterapiforløbet 

og 43 efter. Det vurderes 

således at symptomerne på agiteret adfærd 

er mindre forstyrrende efter musikterapiforløbet. 

Fru B 

Efter musikterapiforløbet med fru B vurderes 

adfærden: 5) Konstant uberettiget 

bøn om opmærksomhed, 8) Sparker [afdelingens 

hund], 10) Skubber, 20) Spiser/ 

drikker aparte ting til aldrig at forekomme, 

hvor den før blev vurderet til at forekomme 

én til to gange ugentligt. 

Adfærden 16) Prøver at komme et andet 

sted hen, som før blev vurderet til at forekomme 

fl ere gange dagligt, vurderes efter forløbet 

til at forekomme én til to gange dagligt. 

Adfærd, som 29) Almindelig rastløshed og 

22) Behandler ting på aparte måde/forkert, 

vurderes til aldrig at forekomme, hvor 

det før blev vurderet til at forekomme fl ere 

gange ugentligt. 

Det vurderes både før og efter at fru B 

1) Går frem og tilbage uden formål fl ere 

gange dagligt, og at hun 26) Har stereotype 

handlemønstre. Sidstnævnte vurderes til at 

forekomme én til to gang dagligt, mod før at 

forekomme fl ere gange dagligt. 

Hos fru B vurderer kontaktpersonalet således 

at der er sket et fald i den ikke-aggressive 

agiterede adfærd efter musikterapiforløbet 

og et lille fald i den fysisk aggressive 

agiterede adfærd. 

Forstyrrelsesgraden af fru Bs agiterede adfærd 

er desværre ikke udfyldt i målingen 

før musikterapiforløbet, eller hendes adfærd 

er vurderet til slet ikke at forstyrre. 

Efter musikterapiforløbet vurderes 3 adfærdsformer, 

1) Går frem og tilbage uden 

formål, 16) Prøver at komme et andet sted 

hen og 26) Har stereotype handlemønstre, 

til at have forstyrrelsesgraden lidt. 

Ved at betragte de numeriske værdier, der 

måler på agiteret adfærd, kan det konstateres 

at kontaktpersonalet for de to deltagere 

samlet vurderer at hyppigheden af agiteret 

adfærd er mindre efter musikterapiforløbet 

end før, og at Hr As adfærd er mindre forstyrrende 

efter musikterapiforløbet. 

Samlet vurdering af CMAI 

Instrumentet er overskueligt og nemt at 

udfylde da det kun fylder én A4-side. Flere 

af adfærdskategorierne er meget overordnede, 

f.eks. “Klager”, men uddybes 

i medfølgende materiale om de forskellige 

adfærdssymptomer. Fordelen ved instrumentet 

er at det tager udgangspunkt 

i meget konkrete adfærdsmønstre som 

det er let at forholde sig til for kontaktpersonalet. 

Instrumentet er letforståelig, 

men giver derfor også et entydigt billede 

af demenssymptomer. Vi mener at det er 

relevant at anvende instrumentet, enten 

alene eller som supplement til andre målinger, 

f.eks. måling af livskvalitet. Plejen 

og omsorgen af den enkelte demensramte 

kræver en ekstra indsats når der er hyppige 

symptomer på agiteret adfærd. Denne ind- 



sats mener vi ikke udelukkende bør være 

af farmakologisk karakter, men at der som 

det første bør afprøves psykosociale tiltag. 

At inddrage måling af agiteret adfærd kan 

derfor være en meget vigtig indikator for 

om de valgte tiltag er relevante, uden at 

det betyder at “agiteret adfærd” som sådan 

skal betragtes som uønsket. Samlet set mener 

vi at det er relevant at lave en videre 

afprøvning af CMAI, og at indhente det 

nødvendige materiale der er udgangspunktet 

for de statistiske udregninger. 

NPI 

Ved hjælp af Neuropsychiatric Inventory 

(NPI) måles psykiatriske symptomer og 

ændret adfærd. Der stilles spørgsmål indenfor 

følgende 12 kategorier: 1) Vrangforestillinger, 

2) Hallucinationer, 3) Agitation/aggression, 

4) Depression/Dysfori, 

5) Angst, 6) Opstemthed/Eufori, 7) 

Apati/ ligegyldighed, 8) Uhæmmethed, 9) 

Irritabilitet/labilitet, 10) Afvigende motorisk 

adfærd, 11) Søvn, 12) Appetit og 

spiseforstyrrelser. Vi har udregnet NPIscoren 

med følgende formel: ∑(hyppighed 

x sværhedsgrad). Herefter har vi vurderet 

belastning ved følgende formel: ∑ (belastning) 

/ antal svarmuligheder. 

22 

12 

10 

8 

6 

4 

2 

0 

Hr A 

Det vurderes at hr A har symptomer inden 

for følgende områder: 1) Vrangforestillinger, 

3) Agitation/aggression, 5) Angst, 8) 

Uhæmmethed, 9) Irritabilitet/labilitet, 12) 

Appetit og spiseforstyrrelser. Efter musikterapiforløbet 

tilføjes ligeledes 7) Apati/ 

ligegyldighed. Summen af hyppigheden 

gange sværhedsgraden indenfor disse områder 

er: 23 før musikterapiforløbet og 25 

efter forløbet. Dette indikerer en stigning 

i NPI-scoren, hvor det ønskede resultat 

måtte være et fald i denne score. En stor 

faktor til at den samlede score øges, skyldes 

vurderingen 12.4) Har han taget på i 

vægt? Dette scores til “4” på hyppighedsskalaen 

(meget hyppigt – én eller fl ere gange om 

dagen eller vedvarende) og “3” i forhold til 

sværhedsgrad (synlige forandringer i appetit eller 

spisevaner tilstede og forårsager forandringer i 

vægt, er abnorme eller bekymrer beboeren). Det 

giver samlet en score på 12 (4x3). Før musikterapiforløbet 

var den samlede score 4 

(4x1). Som det også fremgår af fi gur 4, giver 

dette ene svar en markant forskydning 

i det samlede score. 

Gennemsnitsbelastningsgraden (∑(belastning) 

/ antal svarmuligheder) er før forløbet 

2,17 og efter 1,57. Der vurderes således 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 

FØR EFTER 

Figur 4: Hr A, NPI-score (hyppighed x sværhedsgrad) før og efter musikterapiforløbet 



samlet set et lille fald i belastningsgraden, 

hvilket må betragtes som et positivt fald. 

Fru B 

Det vurderes at fru B har symptomer inden 

for følgende 5 områder inden musikterapiforløbet: 

5) Angst, 7) Apati/ligegyldighed, 

8) Uhæmmethed, 10) Afvigende motorisk 

adfærd og 12) Appetit og spiseforstyrrelser. 

Efter forløbet vurderes det at fru B har 

symptomer inden for følgende 3 områder: 

7) Apati/ligegyldighed, 9) Irritabilitet/labilitet 

og 10) Afvigende motorisk adfærd. 

Apatien udmønter sig i at fru B “Sidder 

stille uden at lægge mærke til de ting, der 

foregår omkring hende”, og den afvigende 

motoriske adfærd i at hun “Går rundt i huset 

tilsyneladende uden formål”, og at hun 

“Har gentagne vaner som hun foretager 

om og om igen” (kommentaren til dette er 

at fru B har stramt foldede hænder, som 

holdes tæt ind til brystet, både når hun går 

og sidder). 

Summen af hyppigheden gange sværhedsgraden 

er: 23 før musikterapiforløbet og 

20 efter. Der vurderes således samlet set 

et fald i NPI-scoren, hvilket må betragtes 

som et positivt fald. 

12 

10 

8 

6 

4 

2 

0 

Gennemsnitsbelastningsgraden (∑ (belastning) 

/ antal svarmuligheder) er før forløbet 

1,4 og efter 1,0. Der vurderes således 

samlet set et meget lille fald i belastningsgraden. 

Et fald i belastningsgraden må betragtes 

som positivt. 

Samlet vurdering af NPI 

Hr A har taget meget på i vægt hvilket 

han ofte kommenterer og tilsyneladende 

er bekymret over. Dette betyder at hans 

NPI-score stiger efter musikterapiforløbet. 

Fru Bs NPI-score er faldende, ligesom belastningsgraden 

for begge deltagere er faldende 

ved en sammenligning fra før til efter 

måneden med 16 musikterapisessioner. 

Vi vurderer at instrumentet ikke er så gennemskueligt 

som ADRQL eller CMAI. 

Der er 12 sider med hovedspørgsmål og 

underspørgsmål, og der har været enkelte 

tilfælde hvor det var svært for proxy-respondenten 

at vurdere hyppighed og sværhedsgrad 

da der inddrages fl ere spørgsmål 

i en sætning. Respondenten skal tage stilling 

til forholdsvis hypotetiske spørgsmål, 

som det kan være svært at bedømme, f.eks. 

1.3: Tror beboeren at hans ægtefælle har en 

affære? 2.3: Ser beboeren ting, som ikke er 

der? 4.3: Giver beboeren sig selv skylden 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 

FØR EFTER 

Figur 5: Fru B, NPI-score (hyppighed x sværhedsgrad) før og efter musikterapiforløbet 



eller siger at han føler sig som en fi asko? 

5.5: Undgår beboeren bestemte steder eller 

situationer som gør ham mere nervøs så 

som at møde med venner eller at deltage i 

aktiviteter? 6.4: Fortæller beboeren vittigheder 

og siger ting som ikke er morsomme 

for andre, men synes morsomme for ham 

selv? Vi vurderer at det er vanskeligt for 

proxy-respondenten at give entydige svar 

på disse spørgsmål i fht. svært demensramte 

mennesker som har problemer med 

sprog og hukommelse. 

NPI og CMAI har en del ens spørgsmål 

(f.eks.: Går beboeren rundt i huset tilsyneladende 

uden formål? Tager beboeren 

gentagne gange sit tøj af og på? Forsøger 

beboeren at skade eller slå andre? Kommer 

beboeren med grove udtalelser eller laver 

seksuelle bemærkninger?). Til gengæld går 

CMAI ikke ind på psykiatriske symptomer 

i forhold til vrangforestillinger, hallucinationer, 

depression, angst, opstemthed, apati, 

irritabilitet, søvn og spiseforstyrrelser. NPI 

virker således som et godt supplement til 

CMAI, eller kunne måske endda erstatte 

CMAI. Men i forhold til svært demensramte 

virker netop fl ere af spørgsmålene 

indenfor disse kategorier som irrelevante 

eller svære for kontaktpersonale at svare 

på. Samlet set mener vi at dette svækker 

instrumentets validitet, og at NPI er for 

omfattende at udfylde i forhold til at mange 

spørgsmål ikke umiddelbart relaterer til 

svært demensramte. 

Vi vil nu give en kort opsummering af de 

to deltageres udbytte af de musikterapeutiske 

forløb. 

Udbytte af musikterapiforløb: Hr A 

Hr A har deltaget i 16 musikterapisessioner 

på 4 uger. Han vurderes til at have alvorlig 

kognitiv svækkelse (GDS: 6, MMSE: 8) 

som følge af frontotemporal demens. Han 

har kone, børn og børnebørn, og har tidligere 

været særdeles aktiv med fl ere stærke 

sociale netværk, engageret i sit arbejde (af 

håndværksmæssig karakter) og haft ansvarsfulde 

bestyrelsesposter. Hr A har ikke 

24 

været udøvende musiker eller korist, men 

har sunget meget og har ofte digtet lejlighedssange. 

Musikterapeuten beskriver at 

Hr A deltager meget aktivt i musikterapisessionerne 

ved at synge, markere rytme, 

og indgå i musikalsk dialog. Hans verbale 

respons er meget positiv, og han får tydeligt 

bekræftet sin identitet og sit selvværd. 

Ud fra videoanalysen vurderes at Hr A tydeligt 

er optaget af sangen og sangteksten; 

forholder sig til og forstår sangteksten; 

bliver sprogligt stimuleret og får adgang 

til verbalisering; deltager aktivt, bidrager 

med input, tager initiativ og styrer; afl æser 

at terapeuten tilbyder kontakt; er bevidst 

om og meget glad for kontakten; er i stand 

til at udtrykke sin glæde og tilfredshed; udtrykker 

sikkerhed i sit musikalske udtryk; 

er kreativ, legende, eksperimenterende; 

indgår i dialog og ‘fælles skaben’ samt at 

han responderer relevant. Det tolkes at der 

i videoklippene ses et intersubjektivt møde 

mellem deltager og terapeut. 

Efter musikterapiforløbet måles en stigning 

i Hr As livskvalitetsscore, ADRQL 

(Pre: 75,00. Post: 85,11), samt et fald i observeret 

agiteret adfærd, CMAI, og i forstyrrelsesgraden 

af denne (Pre: 50. Post 

42). Der måles en stigning i psykiatriske 

symptomer, NPI (Pre: 23. Post: 25), da det 

er meget bekymrende for Hr A at han har 

taget en del på i vægt. Til gengæld måles 

et fald i belastningsgraden, NPI (Pre: 2,17. 

Post 1,57). Efter forløbet observerer kontaktpersonale 

at Hr A, som også før musikterapisessionerne 

sang meget, efterfølgende 

har udvidet sit sang-repertoire. Vi 

mener at kunne konkludere at Hr A, trods 

sin demenssygdom, har fået et stort personligt 

udbytte af musikterapiforløbet, og 

at dette har øget hans livskvalitet og reduceret 

agiteret adfærd, hvilket har betydet 

en lavere forstyrrelses- og belastningsgrad 

for personale. 

Udbytte af musikterapiforløb: Fru B 

Fru B har deltaget i 16 musikterapisessioner 

på 4 uger. Hun vurderes til at have alvor- 



lig kognitiv svækkelse (GDS: 7, MMSE: 0) 

som følge af frontotemporal demens. Hun 

er enke, har børn og børnebørn. Har passet 

sine børn og samtidig været selvstændig 

erhvervsdrivende sammen med sin mand. 

Har dyrket sine kreative evner og holdt af 

livet på kræmmermarkeder. Fru B har ikke 

udøvet musik, men har gerne lyttet til musik 

i radioen. Musikterapeuten beskriver at 

fru B ikke giver aktiv respons i musikterapisessionerne, 

men at der især opstår øjenkontakt 

når fru B er afslappet og tryg. 

Ud fra videoanalysen vurderes at fru B 

ikke er aktivt deltagende, men at hun er 

opmærksom på sangen og måske lytter, at 

hun bliver beroliget, og at hun bliver følelsesmæssigt 

påvirket af sangen. I analysen 

tolkes det at sangene har en emotionel 

betydning for fru B, og at der opstår en 

relation mellem terapeut og deltager som 

kunne karakteriseres ved en mor-barn relation, 

når sangen anvendes i en varm og 

rolig stemning på samme måde, som når 

der synges vuggesange. 

Efter musikterapiforløbet måles et lille fald 

i fru Bs livskvalitetsscore, ADRQL (Pre: 

47.17. Post: 46,88) som udtryk for en øget 

‘isolering’, samt et fald i observeret agiteret 

adfærd, CMAI. Der måles et fald i psykiatriske 

symptomer, NPI (Pre: 23. Post: 20), 

samt et lille fald i belastningsgraden, NPI 

(Pre: 1,4. Post 1,0). Vi mener at kunne konkludere 

at fru B, trods svær demens, har 

haft et positivt udbytte af musikterapiforløbet 

idet hun har vist opmærksomhed på 

sangene/terapeuten i musikterapien, og er 

mere rolig, både i selve musikterapisessionen 

og i ugen efter at forløbet er afsluttet. 

Opsummering og diskussion 

Vi ønsker på ingen måde at generalisere 

ud fra en dokumentation af kun to forløb. 

Men vi mener at de positive vurderinger 

af de to musikterapiforløb, gør det relevant 

yderligere at undersøge virkningen af 

musikterapi, og i øvrigt også af andre non- 

farmakologise tiltag indenfor demensområdet. 

Vi mener ikke, det er relevant at anbefale 

nyere metoder i demensplejen, hvis 

de er dyre at iværksætte og der ikke viser 

sig en positiv effekt. Dette gør det relevant 

at udvikle forskningsprotokoller der på realistisk 

måde kan indsamle troværdige data 

om terapi eller plejetiltag. 

Livskvalitetsmålingen vha. ADRQL var 

forholdsvis enkel at udføre og analysere, 

og ville kunne inddrages i en protokol. Vi 

stiller dog spørgsmålstegn ved instrumentets 

validitet, og om det er fi ntfølende nok 

i forhold til at indfange nuancer i oplevet 

livskvalitet hos meget svært demensramte. 

Vi fandt at CMAI var et let håndterbar instrument 

til triangulering af ADRQL-målingerne. 

Vi havde dog ikke de nødvendige 

oplysninger til at kunne udføre faktoranalysen 

af CMAI, men ønsker at afprøve 

denne i et kommende projekt. Vi vurderer 

at CMAI er nemmere at håndtere end NPI, 

og at CMAI har de konkrete iagttagelser af 

adfærdsformer som gør den tilstrækkelig 

pålidelig, hvorimod fl ere af spørgsmålene 

i NPI var vanskelige at besvare ved proxy. 

Analysen af udvalgte videoklip gav meget 

værdifulde informationer om selve musikterapien. 

Proceduren med udvælgelse 

af klip og med at udføre analysen var dog 

tidskrævende, og det bør undersøges om 

denne procedure kan gøres mere ‘effektiv’ 

uden at kvaliteten forringes. Vil det være 

tilstrækkeligt med mindre videomateriale? 

Kunne man inddrage fl ere fagpersoner i 

analysen, f.eks. kontaktpersonale, som har 

værdifuld information om deltageren, samt 

musikterapeuter, som er vant til at vurdere 

musikalske interaktioner? 

Vi ser det som meget relevant at undersøge 

muligheder for at inddrage fysiologiske 

data i de kvantitative målinger, f.eks. 

pulsdata, pålidelige målinger af aktivitet/ 

bevægelse, blodtryk, vejrtrækning, søvn/ 

hvileperioder, kortisolniveau, S-IgA-stoffer 

el. lign. Det er nødvendigt med måleredskaber 

der kan ‘monteres’ uden at de 



er til gene for den demensramte, uden 

anvendelse af kabler, og uden at den demensramte 

kan fjerne eller nulstille apparaturet/sensorerne. 

Det viste sig at plejepersonale og pårørende 

havde et positivt udbytte af at deltage 

i interview, at beskrive den demensramtes 

livshistorie, at se de udvalgte videoklip fra 

musikterapisessionerne og få beskrevet 

mulighederne i det relationelle forhold. 

Disse positive erfaringer, mener vi, bør 

udnyttes til fordel for et vigtigt samarbejde 

mellem terapeut, pårørende og personale 

til gavn for den demensramtes daglige 

pleje- og omsorg. At udvide et terapiforløb 

til et nært samarbejde er en udfordring i 

forhold til dokumentation og forskning, da 

det giver endnu fl ere variable der ikke kan 

kontrolleres. 

Forslag og anbefalinger til 

protokol 

Vi har nu gennemgået den teoretiske baggrund 

for – samt selve udførelsen af – et 

pilotprojekt. Processen med dette arbejde 

ser vi som et skridt på vejen i formuleringen 

af en protokol til et større udvidet 

forskningsprojekt. Vi er opmærksomme 

på at det er omfattende at formulere en 

grundigt og gennemarbejdet protokol, og 

at der stadig er et stykke vej mod et endeligt 

produkt der er klar til afprøvning med en 

større deltagerpopulation. For at afgrænse 

projektet og holde det konkret, ser vi det 

som relevant i første omgang at formulere 

en protokol til undersøgelse af musikterapi 

for at gøre erfaringer med én specifi k 

metode. Denne protokol vil derefter på et 

senere tidspunkt kunne tilegnes andre psykosociale 

tiltag inden for demensområdet. 

Vi anbefaler at selve protokollen og administrationen 

af denne tilknyttes et etableret 

forskningsmiljø med samarbejde med 

relevante fagmiljøer, specifi kt med demensfaglig 

tilgang, og med mulighed for at 

inddrage specialfaglig ekspertise vedr. dataindsamling 

og -analyse. En forskningsle- 

26 

der står for overordnet administration og 

koordinering af dataindsamling, analyse, 

formidling, etiske retningslinier samt supervision 

af terapeutisk metode. Hertil 

knyttes et antal klinikere, i første omgang i 

Danmark. Klinikerne er uddannede kandidater 

i musikterapi, som har den nødvendige 

teoretiske forståelse for anvendelsen 

af musik som terapeutisk middel i samvær 

med demensramte. 

At udarbejde en protokol til effektmåling 

af nyere pleje-/omsorgsmetoder indenfor 

demensområdet stiller store krav til procedure 

og instrumenter, da selve målgruppen 

oftest ikke selv vil kunne indgå som 

respondenter, eller vil tillade fysiologiske 

målinger som kræver kabler eller påmonteringer. 

En forholdsvis omkostningsneutral mulighed 

for dataindsamling vil være at musikterapeuter, 

der arbejder med personer med 

frontotemporal demens, i tæt samarbejde 

med personale selv administrerer dataindsamlingen 

i en kliniker-ansvarlig protokol. 

Ulempen ved dette er at én forsker/kliniker 

alene kun over en meget lang periode 

vil kunne indsamle tilstrækkelig data, når 

det drejer sig om omsorgsmetoder eller 

terapeutiske forløb, som kræver langvarige 

og stabile interaktioner. I pilotprojektet var 

Ridder både projektansvarlig og udførte 

de musikterapeutiske forløb, men det var 

samarbejdsparterne fra Sundheds CVU 

der stod for indsamling af de kvantitative 

data. Det styrker reliabiliteten at udefrakommende 

fagpersoner indsamler dele af 

data, således at klinikeren selv ikke står for 

dette, ligesom det sikrer en høj svarprocent 

at hvert spørgsmål stilles direkte til respondenten 

af en person med kendskab til hvert 

spørgsmål/item. Vi er blevet opmærksomme 

på hvor omfattende dataindsamlingen 

og -analysen er, og har set det som en meget 

stor fordel at udenforstående stod for 

dette. Vi har derfor bevæget os væk fra en 

decideret kliniker-ansvarlig protokol, hvor 

musikterapeuten selv indsamler og analyserer 

data, og vil i en kommende protokol 



arbejde på metoder som gør det muligt 

fortsat at få udefrakommende fagpersoner 

til at være ansvarlige for hovedparten af 

dataindsamling og -analyse. 

Da der i Danmark kun er ansat et fåtal 

kliniske musikterapeuter, der har mulighed 

for at gennemføre individuelle forløb, 

foreslår vi at data indsamles i et internationalt 

projekt. For at dette skal kunne lade 

sig gøre, skal der sikres en ensretning i dataindsamling 

således at der kan generaliseres 

på tværs. En opgørelse af resultater i 

effektstørrelser (effect sizes) vil gøre dette 

muligt, selvom der måles på forskellige 

variable. En protokol bør derfor sikre at 

der indsamles klare beskrivelser af baggrundsfaktorer 

som f.eks. oplysninger om 

terapeuten (køn, uddannelse), konteksten 

(institutionen, rammerne for selve tiltaget), 

deltageren (livshistorie, statusbeskrivelse) 

og klinisk metode. 

En beskrivelse af den kliniske metode ser 

vi som vigtig for på et senere tidspunkt at 

kunne analysere faktorer i det kliniske arbejde 

og sammenligne med anden data. I 

standarder for medicinalforskning er det 

naturligt at ingredienser i behandlingen, 

samt sammensætningen af disse ingredienser, 

er udførligt beskrevet og ensrettet. 

En sådan ensretning vil ikke være mulig i 

et terapeutisk samvær hvor der tages udgangspunkt 

i en personcentreret omsorg. 

Der vil således være et meget stort antal 

uafhængige variable som ikke kan kontrolleres. 

Frem for at søge at kontrollere selve 

tiltaget, bør det derfor beskrives klart og 

præcist, og således at der muliggøres efterfølgende 

tværgående analyser. 

Vi vil som et næste skridt på vejen anbefale 

et mixed-method design med multiple 

case-studier. Dette gør dataindsamlingen 

på hver enkelt deltager meget omfattende, 

men sikrer også at det er muligt at forholde 

sig til undersøgelsens validitet, og at 

der ikke mistes vigtige informationer som 

fører til forvrængede resultater. Såfremt 

det er muligt at inkludere et tilstrækkeligt 

stort antal deltagere ville det være relevant 

med en randomiseringsprocedure hvor en 

gruppe modtager almindelig standardbehandling 

til sammenligning med en eksperimentgruppe 

der deltager i et intensivt 

forløb eller indgår i en ændring af den daglige 

pleje- og omsorg. 

Konklusion 

I dette projekt ønskede vi at fi nde frem 

til og afprøve et demensspecifi kt livskvalitets-måleredskab 

til effektvurdering af 

musikterapi. Her fandt vi på baggrund af 

en litteraturgennemgang frem til ADRQL. 

Vi opstillede desuden en protokol til et pilotprojekt 

hvor vi bl.a. anvendte følgende 

dataindsamlingsmetoder: ‘den kvalitative 

livshistorie’, videoanalyser baseret på sessionsdiagrammer, 

videoanalyser udført efter 

en 5-trins procedure, samt pre/post måling 

v. NPI, CMAI og ADRQL. Vi mener 

at protokollen til det udførte pilotprojekt 

danner grundlag for en udvidet protokol, 

dog med visse forbehold for de kvantitative 

målinger. Vi har i artiklen netop fokuseret 

på analysen og resultaterne af de kvantitative 

målinger, og har nedtonet de deskriptive 

elementer som de kvalitative metoder 

har givet, men som har givet den værdifulde 

indsigt i praksis der er nødvendig for at 

drage helhedsorienterede konklusioner. Vi 

må således understrege at vi ikke blot har 

haft ambitioner om effektvurdering, men 

om en samlet effekt-/procesvurdering i et 

systematisk casestudie. 

I trianguleringen mellem meget forskellige 

metoder sås CMAI og de kvalitative 

observationer at underbygge hinanden. 

Understøttes dette i yderligere systematiske 

casestudier, kunne det give anledning 

til at fokusere på CMAI, som var det mest 

entydige og lettest håndterbare af de tre 

kvantitative instrumenter, hvis der i en 

fremtidig forskningsprotokol tilstræbes en 

effektundersøgelse med en større deltagerpopulation. 



Litteratur 

Albert, S.M., Del Castillo-Castaneda, C., Sano, 

M., Jacobs, D.M., Marder, K., Bell, K., Bylsma, 

F., Lafl eche, G., Brandt J., Albert, M. & 

Stern, Y. (1996). Quality of life in patients 

with Alzheimer’s disease as reported by patient 

proxies. J Am Geriatr Soc, 44(11), 1342- 

1347. Alzheimer’s Disease International 

2007: www.alz.co.uk 

Cheston, R. & Bender, M. (2003). Understanding 

dementia. The man with the worried eyes. London: 

Jessica Kingsley Publishers. 

Cohen-Mansfi eld, J., Werner, P, & Marx, M. 

(1989). An observational study of agitation 

in agitated nursing home residents. International 

Psychogeriatrics, 1(2), 153-165. 

DeJong, R., Osterlund, O.W. & Roy, G.W. 

(1989). Measurement of quality of life 

changes in patients with Alzheimer’s disease. 

Clinical Therapeutics. 11(4), s. 545-554. 

Ettema, T., Dröes, R.-M., Lange, J., Mellenbergh, 

G., & Ribbe, M. (2005). A review of 

quality of life instruments used in dementia. 

Quality of Life Research, 14, 675-686. 

Folstein, M.F., et al. (1975). Mini-Mental State. 

A practical method for grading the cognitive 

state of patient for the clinician. Journal o Psychiatric 

Research, 12, 189-198. 

Fredens, K. (2004). Mennesket i hjernen. En 

grundbog i neuropædagogik. Århus: Stystime 

Academic. 

Gudex, C. & Horsted, C. (2005). Oversættelsesprocedure, 

ADRQL. Odense: CAST. 

Hart, S. (2006a). Hjerne, samhørighed, personlighed. 

Introduktion til neuroaffektiv udvikling. 

Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Hart, S. (2006b). Betydningen af samhørighed. Om 

neuroaffektiv udviklingspsykologi. Kbh.: Hans 

Reitzels Forlag. 

Holck, U. (2002). Kommunikalsk samspil i musikterapi. 

Ph.d.-afhandling, Institut for Musik og 

Musikterapi, Aalborg Universitet. 

Horsted, C. (2004). Vurdering af generiske livskvalitetsinstrumenter 

- deres kvaliteter i forbindelse med 

anvendelse på demensramte. Syddansk Universitet: 

Health Economics Papers, 2004:5. 

Horsted, C. & Christiansen, T. (2004). Metoder 

og instrumenter til effektvurdering af indsatsen over 

for demente - gennemgang og beskrivelse af instru- 

28 

menterne. Syddansk Universitet: Health Economics 

Papers, 2004:4. 

Jensen, T.K. & Johnsen, T.J. (2000). Sundhedsfremme 

i teori og praksis: en lære-, debat- og brugsbog 

på grundlag af teori og praksisbeskrivelser. 2. 

udgave. Århus: Philosophia. 

Johannesen, P. (2006) Medicinsk behandling 

af Alzheimers sygdom. Ugeskrift for læger 

168(40), s. 3424-3429. 

Kaasa, S. (1998). Livskvalitetsmålinger i et helseperspektiv. 

I: Stein Kaasa (red.) Palliativ behandling 

og pleje. Oslo: Ad Notam Gyldendal. 

Kitwood T. (1997). Dementia reconsidered. The person 

comes fi rst. Buckingham: Open University 

Press. 

Kvale, S. (1994). InterView. En introduktion til 

det kvalitative forskningsinterview. København: 

Hans Reitzels Forlag. 

Lee, A. (2004). Pleje- og omsorgsmetoder til demensramte: 

Et litteraturstudie af den dokumenterede effekt. 

Socialministeriet – Styrelsen for Social 

Service samt Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning 

og Teknologivurdering. 

Lolk, A. & Gulmann, N.C. (2006). Psykofarmakologisk 

behandling af psykiatriske symptomer 

og adfærdsforstyrrelser ved demens. 

Ugeskrift for læger 168(40), s. 3429-3432. 

Malloch, S. (1999). Mothers and infants and 

communicative musicality. Musicæ Scientiæ, 

special issue 1999-2000, 29-54. 

Melin, E., & Olsen, R.B. (2006). Frontaldemens 

– en håndbog. Vanløse: Omsorgsorganisationernes 

samråd, OS-Forlag. 

Novella, J. L., & al. (2001). Evaluation of the 

quality of life in dementia with a generic 

quality of life questionnaire: The Duke Health 

Profi le. Dementia and Geriatric Cognitive 

Disorders, 12(2), 158-166. 

Pedersen, I.N. (2005). At bruge musik til at 

håndtere modoverføring I individual musikterapi 

I hospitalspsykiatrien. I: H.M. Ridder 

(Ed.) Årsskrift 4, Musikterapi i Psykiatrien. 

Musikterapiklinikken. Aalborg Psykiatriske 

Sygehus og Aalborg Universitet. 

Priestley, M. (1975). Music therapy in action. London: 

Constable. 

Rabins, P.V., Kasper, J.P, Kleinman, L., Black, 

B.S. & Patrick, D.L. (1999). Concepts and 

Methods in the Development of the ADR- 

QL: An Instrument for Assessing Helath- 



Related Quality of Life in Persons With 

Alzheimer’s Disease. Journal of Mental Health 

and Aging 5(1), s. 33-48. 

Ramian, K. (2007). Casestudiet i praksis. Århus: 

Academica. 

Ridder, H.M. (2003). Singing Dialogue. Music 

therapy with persons in advanced stages of dementia. 

A case study research design. Ph.d.-afhandling, 

Institut for Musik og Musikterapi, Aalborg 

Universitet. Available: www.musikterapi.aau. 

dk 

Ridder, H.M. (2004). Sang i demensplejen. Gerontologi 

og samfund. 20(2), s. 28-30. 

Ridder, H.M. (2005a). Musik & Demens. Musikaktiviteter 

og musikterapi med demensramte (2. 

udgave). Århus: Forlaget Klim. 

Ridder, H.M. (2005b). Individual music therapy 

with persons with frontotemporal dementia. 

Singing dialogue. Nordic Journal of Music 

Therapy, 14(2), s. 91-106. 

Ridder, H.M. (2007a). En integrativ terapeutisk 

anvendelse af sang med udgangspunkt i neuropsykologiske, 

psykofysiologiske og psykodynamiske 

teorier. In: L.O. Bonde (Red.) 

Psyke & Logos. Dansk Psykologisk Forlag. 

Ridder, H.M. (2007b). Microanalysis on selected 

video clips with focus on communicative 

response in music therapy. In: Wosch, 

T. & Wigram, T. (Red.) Microanalysis in Music 

Therapy. Methods, Techniques and Applications 

for Clinicians, Researchers, Educators 

and Students. London: Jessica Kingsley Publishers. 

Ridder, H.M., Ottesen Aa.M. & Wigram, T. 

(2006). Pilotprojekt: Musikterapi som personcentreret 

terapiform med frontotemporalt demensramte. 

Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet 

og Videnscenter for Demens, Nordjyllands 

Amt. http://www.demensportalen. 

dk/video/Musikterapiprojekt.pdf 

Robson, C. (2002). Real World Research: Second 

Edition. Oxford: Blackwell. 

Sejerøe-Szatkowski, K. (2002). Demens. Komunikation 

& Samarbejde. Århus: Forlaget Klim. 

Stern, D. (2004). The present moment in psychotherapy 

and everyday life. New York: W.W. Norton 

& Company, Inc. Dansk udgivelse: Det 

nuværende øjeblik (2004): Kbh.: Hans Reitzels 

Forlag. 

Stokholm, J. & Waldemar, G. (2003). Fronto- 

temporal demens – ny viden om Picks sygdom. 

Ugeskrift for læger, 165(6), s. 553-556. 

Sørensen, J., Gudex, C.M. & Andersen, C.K. 

(2006). Demenssygdommes fremtidige økonomiske 

belastning af social- og sundhedsvæsenet. 

Ugeskrift for læger 168(40), s. 3432- 

3436. 

Terada, S. et al. (2002). Development and 

evaluation of a health-realted quality of life 

questionnaire for the elderly with dementia 

in Japan. International Journal of geriatric psychiatry, 

17, 815-858. 

Trevarthen, C. (1999). Musicality and the intrinsic 

motive pulse: evidence from human 

psychobiology and infant communication. 

Musicæ Scientiæ, special issue 1999-2000, 155- 

199. 

Weiner M.F., Martin-Cook K., Svetlik D.A., 

Saine K., Foster B., Fontaine C.S. (2000). 

The Quality of Life in Late-Stage Dementia 

(QUALID) Scale. Journal of the American 

Medical Directors Association 1, 114-116. 

Westlund, P. & Sjöberg, A. (2005). Antonovsky 

inte Maslow – för en salutogen omsorg. Fortbildningsförlaget. 

Wheeler, B. (Red.) (2005). Music therapy research. 

Seond Edition. Gilsum: Barcelona Publishers 



“Det er ikke nok på et kognitivt plan at genkende 

patientens relationsmønstre og projektion af 

svære følelser. Terapeuten må modtage og 

opleve disse i en grad så de kan forarbejdes 

indefra hos terapeuten og i bedste fald gives 

tilbage til patienten. Det er i denne modtage- 

og forarbejdningsproces at musikken hjælper 

musikterapeuten med at fi nde en passende 

løsning.” 

- Inge Nygaard Pedersen - 


Blev ansat til at opbygge Kandidatuddannelsen i Musikterapi på Aalborg Universitet 

i 1981 og var studieleder samme sted til 1995. Blev udnævnt til professor mso i 2006 

og forsvarede sin PhD grad - en fænomenologisk undersøgelse om modoverføring i 

musikterapi i musikalsk improvisation i individuel musikterapi i voksenpsykiatrien 

i 2007. Siden 1995 leder af Musikterapiklinikken - Center for behandling og forskning. 

En integreret institution mellem Aalborg Universitet og Aalborg Psykiatriske 

Sygehus. Har været medforfatter til fire bøger, samt udgivet adskillige bogkapitler 

og tidsskriftartikler i nationale og internationale tidsskrifter dels om udvikling af 

musikterapistuderendes identitet, om terapeut/patient forholdet i musikterapi i psykiatrien 

og i musikterapisupervision. Henvendelse: Mail: innp@rn.dk 


En fænomenologisk undersøgelse 

af modoverføring i musikalsk improvisation 

i voksenpsykiatrien 

– en praksisbaseret og praksisrelateret 

forskningsundersøgelse 


Resumé: Denne artikel er baseret på uddrag fra min senior-ph.d.-afhandling om modoverføring 

i musikterapi i voksenpsykiatrien. Der bringes uddrag fra de vigtigste teoretiske 

bidrag til emnet inden for den del af musikterapilitteraturen, som også er inkluderet i 

afhandlingen. Der bringes detaljerede beskrivelser af dele af undersøgelsesmetoden for at 

illustrere, hvordan jeg i forberedelsen til de dybdegående interviews har fokuseret på, at 

deltagernes subjektive betydningsfulde udsagn er knyttet til og har rod i udvalgte praksiserfaringer. 

Selve analysemetoden illustreres, og resultaterne af denne beskrives kort. 

Resultaterne fra undersøgelsen relateres til de beskrevne teorier i musikterapilitteraturen, 

og deres relevans for musikterapeutisk praksis præsenteres. Artiklens målgruppe er musikterapeuter 

og andre kolleger inden for psykiatrien. Jeg har derfor valgt - lidt utraditionelt 

- at bringe selektive uddrag fra de mest relevante dele af undersøgelsesmetoden i form af 

en ureflekteret illustration af disse. Med udgangspunkt i disse bringer jeg refleksioner over 

undersøgelsesresultaternes sammenhæng med den anvendte musikterapiteori og vigtige 

uddrag af resultaternes relevans for musikterapeutisk praksis. 

Introduktion 

Et gennemgående tema for min forskningsinteresse 

har gennem mange år været 

terapeut/patient-relationen i musikterapi 

med særlig fokus på de dele af musikterapien, 

hvor musikterapeuten og patienten 

improviserer sammen i musik. Jeg har selv 

oplevet stærke fysiske og følelsesmæssige 

reaktioner, også kaldet modoverføringsoplevelser, 

under improvisationer med 

forskellige patient-målgrupper. I de tilfælde, 

hvor det har været muligt, har jeg 

gjort disse oplevelser til genstand for fælles 

verbal refl eksion med patienten efter 

improvisationen. Med en del patienter, 

især i psykiatrien, er dette dog ikke muligt, 

da de af forskellige årsager ikke er i stand 

til at refl ektere verbalt over egne eller fælles 

oplevelser. Dette har i praksis efterladt 


mig i en position, hvor jeg har skullet refl 

ektere alene eller sammen med andre i 

supervision. Under sådanne refl eksioner 

har jeg haft megen glæde af de defi nitioner 

af modoverføring, der allerede forefi ndes i 

musikterapi-litteraturen. Jeg har dog også 

haft brug for at formulere subjektive betydninger 

af egne modoverføringsoplevelser. 

Det er således musikterapeuters 

subjektive betydningsfulde udsagn om 

denne ordløse modoverføringsproces, der 

er fokus for min forskningsundersøgelse, 

og som ligger til grund for denne artikel. 

Jeg har valgt at bringe detaljerede beskrivelser 

af dele af undersøgelsesmetoden. 

Jeg vil dels illustrere, hvordan jeg i forberedelsen 

til de dybdegående interviews har 

fokuseret på, at deltagernes subjektive betydningsfulde 

udsagn er knyttet til og har 



od i udvalgte praksiserfaringer, og dels illustrere, 

hvorledes jeg i min analyseproces 

sikrer, at delresultater og endelige resultater 

er i resonans med deltagernes oprindelige 

betydningsfulde udsagn. Jeg er klar 

over, at mange kolleger i psykiatrien ikke 

har tid og overskud til at læse en omfattende 

forskningsafhandling, så min hensigt 

med denne sammensatte artikelform 

er at synliggøre væsentlige dele af forskningsprocessen 

og samtidig præsentere og 

refl ektere over forskningsresultaterne. 

Defi nitioner af modoverføring 

i musikterapilitteraturen 

En af de første musikterapeuter, der defi 

nerede modoverføring som et vigtigt 

begreb i forståelsen af musikterapipraksis, 

var Mary Priestley (1975, 1998). Hun taler 

om tre forskellige kategorier af modoverføringer: 

Den første er den klassiske 

som defi neret af Freud. Her betragtes 

modoverføring alene som elementer fra 

terapeutens egen livshistorie, der ikke er 

under kontrol, og som ifølge Freud skal 

elimineres gennem videre selvanalyse. 

Den anden er den såkaldt empatiske modoverføring, 

hvor terapeuten er identifi - 

ceret med patientens selv og dermed også 

med patientens lidelser. Hun beskriver 

specifi kt denne kategori i udgivelser omkring 

sit arbejde med psykiatriske patienter. 

Den tredje defi nerer Priestley som 

den komplementære modoverføring, hvor 

terapeuten er identifi ceret med patientens 

internalisering af sine nære omgivelser. 

Disse omgivelser kan have været medvirkende 

til, at patienten er blevet fastholdt i 

en destruktiv relationsform, som igen via 

ubevidste modoverførings-reaktioner kan 

forstærkes eller fastholdes af musikterapeuten. 

I den komplementære modoverføringsreaktion 

kan der således opstå reaktioner 

hos musikterapeuten, der ligner 

reaktioner fra patientens omgivelser, og 

som er med til at fastholde patienten i en 

negativ relationsoplevelse, samtidig med at 

32 

patienten ubevidst er med til at fremprovokere 

disse reaktioner fra omgivelserne, 

her i form af musikterapeuten. Dermed er 

en destruktiv relationscirkel dannet. 

Også Kenneth Bruscia (1998) har skrevet 

meget omfattende om defi nitioner og elementer 

i forståelse af modoverføring. Han 

tilbyder en meget bred defi nition baseret 

på en intersubjektiv forståelse af modoverføring 

som lyder: 

“Modoverføring opstår, når en terapeut 

interagerer med en klient på nogle måder, 

som ligner relationelle mønstre fra 

enten terapeutens egen livshistorie eller 

fra klientens livshistorie. Der er implicit 

en gentagelse i nutiden af relationelle 

mønstre fra fortiden, en generalisering 

af disse mønstre fra en person til en anden 

og fra virkelige livssituationer til terapisituationen; 

der forekommer således 

en støbning af klienten og/eller terapeuten 

ind i tidligere relationer og en genoplevelse 

af den samme eller lignende 

følelser, konfl ikter, impulser, drifter og 

fantasier gennem identifi kation” (1998, 

s. 52, min oversættelse). 

Bruscia påpeger, at overføring og modoverføring 

hænger uløseligt sammen i 

denne forståelse, således at terapeuten og 

hans/hendes modoverføring former og 

bliver formet af klienten og hans/hendes 

overføring. På samme måde former og 

bliver klienten og hans/hendes overføring 

formet af terapeutens og hans/hendes modoverføring. 

Denne forståelse adskiller sig 

derved fra forståelsesmodeller, f.eks. den 

klassisk psykodynamiske, hvor terapeuten 

tilstræber at være en neutral skærm, som 

klienten udspiller sin overføring over for, 

ligesom den adskiller sig fra den såkaldt 

totalistiske forståelse, hvor alle terapeutens 

reaktioner på klienten bliver betragtet 

som modoverføring. I den intersubjektive 

forståelse handler det kun om feltet 

af gensidig påvirkning mellem overføring 

og modoverføring. Denne intersubjektive 

forståelse understreger det gensidige i te- 



apeut/patient-forholdet og understreger 

ligeledes, at terapien ikke behøver at fokusere 

på, at det er en bestemt oplevelse i 

fortiden, der skal identifi ceres som noget, 

der bliver gentaget i nutiden. Det kan f.eks. 

være følelser og impulser, der ligner noget, 

man har oplevet i fortiden, og som bliver 

genoplevet i en ny form i denne specifi kke 

relation med en andens overføring her og 

nu. Derfor er selve relationen her og nu 

en medvirkende faktor for overføringers 

og modoverføringers opståen. 

Andre vigtige defi nitioner af modoverføring 

er beskrevet af Benedikte Scheiby 

(1998a), som bygger videre på Priestleys tre 

defi nitioner. Scheiby taler om musikalsk 

såvel som traumatisk modoverføring. Hun 

defi nerer musikalsk modoverføring som: 

“(…) lydmønstre, som refl ekterer eller 

vækker følelser, tanker, indre billeder, 

holdninger, meninger og fysiske reaktioner, 

der er opstået i og genereret af 

musikterapeuten som ubevidste eller 

førbevidste reaktioner overfor klienten 

og hans/hendes overføring. Det medium, 

der bringer eller transporterer disse 

overføringer, er den musik, der spilles i 

sessionen” (Scheiby, 1998a, s. 214, min 

oversættelse). 

Scheiby påpeger, at det unikke ved musikterapi 

er, at musikterapeuterne og klienterne 

udspiller overføringsforholdene 

meget konkret i musikalske former og 

strukturer. På båndoptagelser af musikterapisessioner 

kan det således direkte 

høres, hvordan overføringsforholdene bliver 

transporteret gennem den fælles musikalske 

udøvelse (ibid.). Scheiby (1998 b) 

beskriver desuden en særlig form for modoverføringsmusik: 

Der kan opstå musik, 

som ikke synes at tilhøre den kontekst, 

som musikken udspilles indenfor; det opleves, 

som om musikken ikke er passende 

i sammenhængen, eller som en form for 

musikalsk overraskelse, hvor musikterapeuten 

i situationen ikke kan forklare musikkens 

udtryk og karakter. 

Traumatisk modoverføring beskriver 

Scheiby (1998a) som projektiv identifi kation 

i en musikalsk gestalt: Musikterapeuten 

identifi cerer sig ubevidst med afspaltede 

dele af klientens indre lidelser og oplever 

sig selv som en, der godt nok på det bevidste 

plan oplever de traumatiske lidelser anderledes 

end klienten, men intensiteten af 

følelsen er meget lig klientens afspaltede 

dele. Disse følelser påvirker ubevidst eller 

bevidst musikterapeuten i de musikalske 

handlinger, og når de bliver bevidstgjorte, 

kan de gøres til genstand for terapeutisk 

refl eksion. I bedste fald kan de blive drænet 

for destruktivt indhold og blive givet 

tilbage til klientens eget bevidste ejerskab. 

Scheiby taler her om, at 

“(…) musikalsk gennemarbejdning af 

nonverbal kommunikation kan føre til 

verbal kommunikation om traumet. 

Klienten kan somme tider have somatiske 

reaktioner, som kan udforskes musikalsk 

og føre til vigtige erkendelser” 

(1998 a, s. 226-227, min oversættelse). 

Både inden for den psykoanalytiske og 

psykoterapeutiske litteratur, men også inden 

for musikterapi-litteraturen, som jeg 

har eksemplifi ceret ovenfor, har overførings- 

og specielt modoverføringsfænomenerne 

været genstand for mange forskellige 

fortolknings- og forståelsesparadigmer 

gennem årene. Jeg har beskrevet nogle af 

disse i Musikterapi i Psykiatrien 3, (Pedersen, 

2005) samt gjort detaljeret rede for 

mange af dem i min senior-ph.d.-afhandling 

(Pedersen, 2007). Jeg har i tidligere 

udgivelser refl ekteret over, om fænomenet 

modoverføring kunne erstattes med begreber 

som lytteattituder og lytteperspektiver 

(Pedersen, 1997, 1998, 1999 2000). I 

udgangspunktet fandt jeg disse begreber 

mere relevante for netop musikterapeuter, 

hvis kliniske arbejde er tæt forbundet med 

terapeutens måde at lytte på i den musikalske 

udøvelse i relationen. 

Med disse refl eksioner som udgangspunkt 

startede jeg en forskningsproces, hvor jeg 



har undersøgt musikterapeuters oplevelse 

af modoverføring, sådan som de oplever 

den under fælles musikalsk improvisation 

med patienter i musikterapi i voksenpsykiatrisk 

regi. Det blev undervejs i analysen 

af denne proces klart for mig, at begreberne 

‘lytteattituder’ og ‘lytteperspektiver’ 

primært dækker den første og meget vigtige 

del af modoverføringsoplevelsen, når 

denne ses som en fremadskridende proces. 

De dækker første del af en cirkulær 

bevægelse i et oplevelsesforløb, der fører 

til en forandring i den terapeutiske relation 

undervejs i modoverføringsprocessen. 

Denne cirkulære bevægelse indeholder 

elementerne: at opleve, at reagere på, at forstå 

og at fortolke modoverføringsfænomenet. Man 

kan måske snarere sige, at lytteattituderne 

er en forudsætning for, at musikterapeuten 

kan stille sig empatisk til rådighed og 

gå med ind i relationsfeltet, lytte opmærksomt 

og være i resonans med det, der sker, 

og derigennem lade sig blive identifi ceret 

med patientens indre dynamik. 

Jeg vil i det følgende illustrere de dele af 

undersøgelsesmetoden i forskningsprocessen, 

der sikrede at deltagerne i undersøgelsen 

udtrykte den subjektive betydning af 

modoverføring ud fra en given praksiserfaring 

med rod i en klinisk kontekst. Jeg vil 

ikke refl ektere nærmere over metodevalg 

her, da dette vil være et tema for en senere 

artikel. Illustrationen har til formål at føre 

læseren med ind i undersøgelsesprocessen 

i det omfang, det er relevant for at forstå, 

hvordan denne forskningsundersøgelse er 

praksis- og erfaringsbaseret og på hvilket 

grundlag, den kan have betydning i forhold 

til klinisk praksis. 

Kvalitativ undersøgelse af 

modoverføringsfænomenet 

Da jeg i 2003 besluttede at starte et seniorph.d.-studium 

på musikterapi-forskerskolen 

på Aalborg Universitet, var det af 

ovennævnte grunde nærliggende for mig 

nærmere at undersøge terapeut/patient- 

34 

relationen under musikimprovisationer i 

musikterapiarbejde i voksenpsykiatrien. 

Jeg valgte at sætte fokus på musikterapeutens 

perspektiv og gennemførte en undersøgelse 

af fi re forskellige musikterapeuters 

oplevelser af modoverføring. 

Min undersøgelsesmetode havde form 

af dybdegående semistrukturerede interviews, 

som jeg analyserede fænomenologisk. 

Derved kunne jeg på baggrund af 

en omfattende dataanalyse uddrage fælles 

essenser 1 (betydningsenheder) af de interviewedes 

oplevelser. Jeg valgte en semistruktureret 

dybdeinterview-form og en 

fænomenologisk analysemetode, da begge 

dele specifi kt retter sig mod at uddrage og 

udfolde de interviewedes levede erfaringer 

snarere end mod at producere faktuel 

viden eller mod indordning af viden i forudbestemte 

kategorier eller mål. 

Fokus for undersøgelsen 

Mit hovedspørgsmål i undersøgelsen var 

følgende: Hvordan sanser, reagerer (på), forstår 

og fortolker musikterapeuter, der arbejder med 

musikalsk improvisation i voksenpsykiatrien, deres 

modoverføringsoplevelser? 

Jeg defi nerede følgende underspørgsmål: 

1. På hvilken måde oplever musikterapeuter 

modoverføring som en positivt infl 

uerende faktor på musikterapiprocessen? 

2. På hvilken måde oplever musikterapeuterne 

modoverføring som en negativ 

infl uerende faktor på den musikterapeutiske 

proces? 

1 Essens i en fænomenologisk analyse betyder 

meningsindhold. Det fremkommer ved, at forskeren 

dvæler ved og lever sig ind i teksten gennem 

længere tid som forudsætning for en systematisk 

analyse af teksten, hvorved meningen trækkes ud 

af og sammendrages til et meningsindhold. Der 

er ofte tale om mange mindre betydningsenheder, 

der skrives sammen til et sammenhængende 

meningsindhold. 



3. Er der særlige fællestræk i musikimprovisationen, 

der går igen, når modoverføringsoplevelser 

opstår? Er der fælles 

træk imellem deltagernes improvisationer? 

Forberedelse til interviewene 

Da jeg såvel var interesseret i deltagernes 

levede oplevelser som i, at disse havde udgangspunkt 

i en bestemt kontekst fra deltagerens 

kliniske praksiserfaring, bad jeg 

deltagerne om at forberede sig grundigt 

på interviewsituationen. 

Jeg udformede et sæt af guidelines, hvor 

deltagerne blev bedt om: 

1. at identifi cere en episode eller begivenhed 

i en musikalsk improvisation fra en 

båndoptaget session, hvor de oplever, 

at modoverføring er hørbart til stede i 

musikken. 

2. at udskrive hele sessionen på engelsk, 

dvs. ord for ord udskrive de verbale 

dele og lave en kvalitativ beskrivelse 

af de musikalske improvisationer (herunder 

beskrive instrumenter, spilleregler, 

længde, form, karakter, dialogiske 

progressioner, udtrykskvaliteter, genkendelse 

af musikalske begivenheder) 

samt udarbejde en illustrativ detaljeret 

beskrivelse af musikken lige omkring 

modoverføringsbegivenheden. 

3. at skrive en opsummering af to sessioner 

før og to sessioner efter den session, 

hvor modoverføring er blevet identifi - 

ceret (hvis ikke der er tale om en første 

eller sidste session) herunder: 

• fokus for verbaliseringen før og efter 

improvisationerne (eventuelle verbale 

links til Modoverføringssessionen) 

• kvalitative beskrivelser af de musikalske 

improvisationer (eventuelle 

musikalske links til modoverføringssessionen) 

• refl eksioner over patient/terapeutrelationen 

(forskelle fra/ forbindelser 

til modoverføringssessionen) 

• biografi ske og kliniske data om pa- 

tienten: køn, alder, arbejdssituation, 

psykiatrisk diagnose, psykiatrisk 

historie (antal af og rytme i indlæggelser, 

medicin, behandlingstilbud), 

musikterapihistorie (antal sessioner, 

henvisningskriterier, relevant information 

fra assesment-forløb, mål for 

og tidsplan for musikterapien, fremmødestabilitet) 

• relevante temaer i patientens livshistorie, 

psykiatrisk sygdom i familien, 

temaer i livshistorien, der eventuelt 

har kunnet infl uere på en fremadskridende 

psykiatrisk sygdom, karakterer 

af sygdommens symptomer. 

• eventuelle forbindelser mellem temaer 

i patientens livshistorie, symptomer 

og målsætningen i musikterapien 

• identifi kation af specifi kke relationsmønstre 

i samvær med patienten fra 

klinisk praksis eller fra anden information 

• information om kilderne til dataoplysningerne 

4. at sende det skrevne materiale til mig 

(forskeren) senest en uge før interviewet. 

5. at lytte til den båndoptagne modoverføringssession 

dagen før interviewet. 

6. at planlægge således, at interviewet kan 

strække sig over et tidsrum på op til 3 

timer. 

7. at være forberedt på spørgsmål vedrørende 

ens teoretiske forståelse af struktur 

af psyken, af patologi og ens anvendelse 

af kliniske begreber og disses indfl 

ydelse på ens forståelse af modoverføring. 

8. at være forberedt på deltagertjek af de 

udskrevne data samt på eventuelle fl ere 

opklarende mindre interviews senere 

i forskningsprocessen. 



I forberedelsen til interviewet valgte jeg 

således at lade interviewpersonerne skrive 

en detaljeret kasuistisk beskrivelse af klienten 

og musikken, igennem hvilken modoverføringsoplevelsen 

fandt sted, samt 

at lave en detaljeret beskrivelse af den kliniske 

kontekst omkring oplevelsen. Selve 

den fænomenologiske analyse baserer sig 

således på metarefl eksioner over fi re velbeskrevne 

casestudier. 

Jeg valgte omhyggeligt fem deltagere ud, 

som alle havde mere end fem års klinisk 

erfaring med at arbejde med musikalsk 

improvisation i musikterapi i voksenpsykiatrien. 

Alle deltagerne viste sig senere 

at have mere end ti års klinisk erfaring. 

De blev desuden valgt ud fra et kønsligt 

perspektiv, idet der var tre kvinder og to 

mænd. Der var tre danskere og to deltagere 

fra andre europæiske lande. Alle deltagerne 

var fortrolige med at båndoptage 

deres musikterapissessioner. Det viste sig 

undervejs, at de ligeledes alle opfyldte 

de seks kriterier, som er udviklet af Van 

Kaam (1969) og citeret i Polkinghorne 

(1989), hvor det betones, at forskeren i fænomenologiske 

undersøgelser skal søge at 

fi nde deltagere, der: 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

er i stand til at udtrykke sig let og fl ydende 

verbalt 

er i stand til at sanse og udtrykke indre 

følelser og fornemmelser uden skam og 

begrænsninger 

er i stand til at sanse og udtrykke den 

organiske oplevelse, som akkompagnerer 

disse følelser 

kan identifi cere en begivenhed for undersøgelsen, 

som er forholdsvis ny 

har en spontan interesse i oplevelsen 

har en evne til at skrive eller rapportere 

om, hvad der foregik inde i dem selv 

under oplevelsen. 

Jeg nævner dette her, da det gik op for 

mig undervejs, hvor vigtige disse kriterier 

36 

er for undersøgelser af fænomener, der 

handler om de interviewedes levede erfaringer. 

Især når disse i alle tilfælde også 

involverer deltagernes evne til at være i 

resonans med tidligere levede traumatiske 

erfaringer. 

Alle deltagerne var i stand til at udtrykke 

sig meget levende omkring indre oplevelser 

og i stand til at sætte ord på og være 

i resonans med egne vanskelige livserfaringer. 

Selv om de kom fra tre forskellige 

uddannelsesbaggrunde og miljøer, formulerede 

de alle, at deres forståelse af og 

håndtering af modoverføring var baseret 

på en længerevarende læreterapi samt løbende 

supervision. 

Alle fem deltagere havde indvilget i at 

deltage i undersøgelsen, før de fi k sendt 

de omfattende guidelines som forberedelse 

til interviewet. De fi k chancen for at 

hoppe fra ved modtagelsen af disse guidelines, 

da jeg var klar over, at jeg stillede 

store krav til deltagernes forberedelse. 

Alle indvilgede dog i at gennemføre processen. 

Jeg havde søgt og fået penge fra 

Sundhedssekretariatet i Nordjyllands Amt 

til at afl ønne deltagerne for dette store forberedende 

arbejde, da jeg ønskede, at de 

havde mulighed for at anvende den fornødne 

tid til arbejdet. 

Da temaet modoverføring er meget personligt 

og også indeholder aspekter fra 

ens egen livshistorie, udarbejdede jeg en 

kontrakt med hver enkelt deltager, som 

de underskrev. I kontrakten stod følgende 

forhold listet op: 

1. Jeg accepterer hermed, at interviewet 

må indeholde personlige spørgsmål 

(spørgsmål, der handler om eventuelle 

forbindelser mellem modoverføringsoplevelserne 

og deltagerens egen livshistorie). 

2. Jeg accepterer hermed, at forskeren 

optager interviewet på minidisk. 

3. Jeg tillader hermed, at forskeren kan 



anvende alle data til afhandlingen, til 

andre publikationer, til konferencepræsentationer 

og til undervisning. 

Derudover havde jeg ved brainstorming 

udarbejdet en tjekliste med de oplevelsesområder, 

jeg kunne forestille mig, kunne 

komme på tale inden for de fi re delaspekter 

i hovedspørgsmålet: at sanse, at reagere 

på, at forstå og at fortolke. Eksempelvis 

havde jeg som mulige fænomener under 

oplevelsesområdet ‘at sanse modoverfø- 

ring’ listet: 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

fysiske reaktioner 

emotionelle reaktioner 

klare billeddannelser 

skift i bevidsthedstilstand 

skift i lytteperspektiv 

skift i udtryksfuldheden i kommunikationen 

skift i oplevelse af nærhed/distance-aksen 

i relationen 

skift i stemningen eller atmosfæren 

mellem terapeuten og patienten 

skift i det musikalske materiale 

skift i dynamikken i relationen 

andre fænomener 

Disse tjeklister anvendte jeg som orienteringsredskab 

undervejs i interviewprocessen, 

idet jeg var opmærksom på, om disse 

områder blev omtalt spontant af den interviewede. 

Var dette ikke tilfældet, stillede 

jeg åbne spørgsmål til de forskellige 

områder. 

Selve interviewsituationen var således 

nøje forberedt, og det bevirkede da også, 

at jeg fi k fem særdeles fyldige og informationsrige 

interviewtekster ud af denne del 

af undersøgelsen, som var dybt relateret til 

deltagernes praktiske oplevelser. 

Jeg afprøvede hele forberedelsespakken af 

på mig selv, inden jeg sendte den ud til de 

andre, idet jeg blev interviewet som den 

første af min forskningssupervisor. I min 

evaluering heraf skønnede jeg, at forbere- 

delsespakken gav de fornødne redskaber 

til at kunne være både konkret i forhold til 

en bestemt situation i en bestemt kontekst 

og dermed være tilstrækkeligt forankret i 

en klinisk praksissituation. Dertil gav den 

tilstrækkelig frihed til på et mere overordnet 

plan at refl ektere over rigtig mange 

aspekter omkring fænomenet modoverføring 

i musikalsk improvisation i voksenpsykiatrien. 

Alle interviews foregik på engelsk. Jeg gav 

én deltager lov til at blive interviewet på 

dansk, men jeg opdagede hurtigt, at det 

at oversætte så personlige udsagn var en 

næsten umulig opgave. Jeg valgte derfor 

at udelade netop dette interview, da jeg i 

en peer review-situation fremlagde min 

metode og blev rådet til at skære ned på 

datamængden. 

Fænomenologisk analyse af de indhentede 

data: Pedersens udvidede 

form for fænomenologisk analyse 

I den fænomenologiske analyse valgte jeg 

at lave en integration af to tidligere udviklede 

fremgangsmåder anvendt af Giorgi 

(1975) og Colaizzi (1978). En sådan integreret 

fremgangsmåde er tidligere anvendt 

af Grocke (1999). Jeg valgte her at tilføje 

nogle ekstra trin, så metoden kommer til 

at fremstå som ‘Pedersens udvidede metode 

for fænomenologisk analyse’ (2006). 

Jeg endte med tolv trin i alt i analysen, 

som jeg kort vil skitsere her, så vejen frem 

til forekomsten af betydningsenhederne 

bliver synligt for læseren. 

De trin, der her er anført i kursiv, er de 

dele af analysen, jeg har tilføjet til de allerede 

beskrevne fremgangsmåder i integrationen 

af Giorgi og Colaizzis metoder, 

som jeg ellers fulgte. 

1. I første trin af analysen lyttede jeg interview-optagelserne 

igennem og skrev 

dem ud ord for ord. Her noterede jeg 

også ledsagende lyde som “hm”, ”ah” 

osv., ligesom jeg noterede spontan latter. 

Desuden tilføjede jeg dele af inter- 



viewerens spørgsmål i parentes, hvor 

det gav mening for at forstå udsagnet. 

Endelig tilføjede jeg enkelte ord i ellipser, 

når det gav mening for at forstå den 

talte sætning. 

2. Herefter læste jeg transkriptionerne 

igennem samtidig med, at jeg også lyttede til 

båndoptagelserne for at få en fornemmelse 

af helheden i hvert enkelt interview. 

3. I den anden lytning af optagelserne 

stoppede jeg ved meningsbærende sætninger 

eller udsagn og understregede 

disse i manuskriptet. Da jeg lyttede til de 

talte ord, samtidig med at jeg læste det skrevne, 

kom jeg til at høre disse narrativer som en slags 

musik med motiver og temaer, hvilket g jorde 

det nemmere for mig at identifi cere de meningsbærende 

udsagn. Jeg anvendte forskellige farver, 

når jeg lavede understregninger ved de forskellige 

gennemlytninger. Jeg kunne så senere genkende, 

hvad jeg havde tilføjet i anden tredje og 

senere gennemlytninger. 

4. De meningsbærende udsagn blev taget 

ud af teksten og placeret i en lang 

række, hvorfra jeg sorterede dem under 

overskrifter, der hver for sig samlede en 

meningsenhed. 

5. Den samlede mængde af meningsenheder 

for hvert interview blev transformeret 

til og udskrevet som en destilleret 

essens af den interviewedes levede 

oplevelse (se fodnote 1, s. 34). 

6. Hele pakken af den fulde ordlyd af 

transskriptionen, de udtagne meningsbærende 

udsagn, de forskellige meningsenheder 

og den skrevne destillerede 

essens af den interviewedes levede 

oplevelse blev derefter sendt til den enkelte 

deltager til deltagertjek og -feedback. 

Alle kommentarer blev inkorporeret 

i materialet. 

7. Seks måneder senere sendte jeg igen alene den 

udskrevne destillerede essens ud til deltageren 

for at tjekke, at han/hun stadig kunne genkende 

og fi nde, at denne essens dækkede den 

fulde levede oplevelse, som deltageren havde refl 

ekteret ud fra i interviewet. 

38 

Igen blev eventuelle kommentarer eller 

rettelsesforslag inkorporeret i materialet. 

Da alle fi re deltagere havde efterkontrolleret 

den skrevne og destillerede essens 

af deres oplevelse, foretog jeg en 

såkaldt horisonal 2 8. 

9. 

destilleringsproces 

af de forskellige meningsenheder fra 

de fi re vertikale analyser, idet jeg lagde 

dem ved siden af hinanden og udviklede 

sammensatte strukturelle kategorier. 

10. Ud af og på tværs af disse sammensatte 

kategorier dannede jeg sammensatte 

temaer, og analysen blev afsluttet med 

udformningen af en udskreven helhedsessens, 

der blev dannet ud fra de 

sammensatte temaer. 

11. Denne udskrevne helhedsessens udgør 

essensen af modoverføring i musikalsk 

improvisation i voksenpsykiatrien. 

12. Den udskrevne helhedsessens, som er undersøgelsens 

resultat, relaterede jeg atter tilbage 

til de fi re udskrevne delessenser fra de enkelte 

interviews for at sikre mig, at alle fi re delessenser 

var dækket ind i den endelige beskrevne 

helhedsessens. 

Punkterne et til otte udgør den vertikale 

analyse, hvor interviewene blev analyseret 

en efter en. Punkterne ni til tolv udgør 

den horisonale analyse, hvor fokus er at 

kigge på de fi re tekster samtidig. 

Et eksempel på en destilleret essens 

fra den vertikale analyse af et interview 

Da deltagerne i undersøgelsen er anonyme, 

vælger jeg at kalde denne deltager for 

B: 

2 Ordet horisonal er intentionelt. Det er lidt 

anderledes end horisontalt, da der her ikke kun 

menes, at jeg ved sammenligning uddrager 

ligheder fra de fi re tekster side om side, men at 

jeg samtidig kigger ud mod horisonten gennem 

alle teksterne for at få en større helhedsforståelse. 

Begrebet er første gang anvendt og beskrevet af 

Grocke (1999) og yderligere defi neret i Forinash 

& Grocke (2005, s. 329). 



“For B er modoverføringsoplevelsen, at 

B intuitivt tilføjer en stemmelydskvalitet 

til en klaver/tromme-improvisation med 

patienten, mens de begge bygger op til et 

musikalsk klimaks. Stemmelyden vokser 

ud af klimakset. B har intuitivt en oplevelse 

af at overleve et eller andet. B får 

et billede af, at hvis B ikke starter med 

at synge, vil de måske begge drukne. B 

får øjeblikkeligt en følelse af, at: Ja det 

er rigtig det jeg gør nu”. B gentager det 

at bruge stemmen fi re gange og skifter i 

stemmekvalitet fra at have en oplevelse 

af ‛at give lyd til en overlevende kvalitet’ 

til ‛at give lyd til en kvalitet af at føle sig 

mere sikker’ til ‛at give lyd til en kvalitet 

af at have overvundet noget’ til at 

anvende en stemmekvalitet, der er mere 

blød og lidt mere distanceret. 

B identifi cerer sig i starten med den kaotiske 

og vilde spillemåde, hvor patienten 

spiller mere og mere i den dybe ende 

af klaveret. Samtidig bygger patienten 

voldsomt op til et klimaks, som om han 

er ved at komme helt ud af kontrol - som 

om han ikke kan komme ud af noget, 

der er farligt. B genkender en følelse af 

at være bange for at dø og af ikke at kunne 

komme ud af en farlig situation fra 

sin egen livshistorie. B kan let forbinde 

sig med en sådan overlevelsessituation. 

B har intuitivt en parathed til at reagere 

i sådanne situationer. I modoverføringsøjeblikket 

skifter B sin attitude fra kun 

at være en, der følger og spejler patienten 

i musikken til en attitude, hvor B intuitivt 

både spejler og tilføjer noget til 

musikken på samme tid. 

Efter modoverføringsoplevelsen, føler 

B det, som om B er mere fri i sit spil 

med patienten, og B spiller fuldstændigt 

anderledes. B spiller meget mere harmonisk 

i brede dur-akkorder, hvor B bygger 

op til klimaks med patienten på en meget 

mere blød måde. Modoverføringsoplevelsen 

bringer terapiprocessen op 

på et andet niveau, hvor patienten spiller 

mere struktureret. Patienten er i en bed- 

re stemning og siger, at han nu både får 

og giver energi til musikken. Så det har 

transformeret hans måde at spille musik 

på. For B ændrer oplevelsen positivt på 

atmosfæren mellem B og patienten”. 

Refl eksion ud fra en 

udskreven destilleret essens 

Der er således tale om, at musikterapeuten 

i sin terapeutiske forståelse af modoverføringsreaktionen 

oplever denne som positiv, 

selv om den indeholder ubehagelige 

følelser for terapeuten. Allerede i denne 

ene essens fra en vertikal del af analysen 

er der mange elementer, som går igen i 

den overordnede beskrevne helhedsessens, 

også kaldet den globale essens, som 

fremstod som undersøgelsens resultat. 

Især det fænomen, at modoverføringsreaktionen 

opstår intuitivt og ubevidst og 

dukker frem som en overraskelse for terapeuten. 

Andre elementer, der går igen, er det fænomen, 

at modoverføringsreaktionen opstår 

gennem en ændring i det musikalske 

samspil. Her i eksemplet tilføjes endnu et 

instrument, terapeutens stemme, og stemmen 

kommer ind som en redningsplanke 

for de to, som musikalsk er ved at drukne 

i patientens kaos. Dette kaos er terapeuten 

fuldt og helt identifi ceret med i sin spejling 

af patienten. Terapeuten oplever på én 

gang at være deltager i en angstfyldt situation, 

der er ved at komme ud af kontrol, 

samtidig med at terapeuten ubevidst redder 

sig selv og patienten ud af situationen 

med stemmelydene. Det kan umiddelbart 

fremstå, som om fl ere sider af terapeuten 

er i spil, uden at sammenhængen er bevidst 

for terapeuten i situationen. 

Man kunne spørge, om det er nødvendigt 

at være så dybt identifi ceret med patienten 

for at ’redde’ patienten fra en farlig situation 

og derigennem ændre betydningsfuldt 

på den terapeutiske proces. Jeg kan konstatere, 

at det er gennemgående for alle 

fi re musikterapeuter i undersøgelsen her, 

at de er dybt identifi cerede med patienten 



i det øjeblik, en modoverføringsreaktion 

opstår, og at den for alle deltagerne opstår 

som en overraskelse. 

I den horisonale analyse er det, at modoverføringsoplevelsen 

opstår som en overraskelse, 

et af de første temaer, der træder 

frem i analyseprocessen med at fi nde 

tværgående temaer i de sammensatte kategorier. 

Det er med andre ord det første 

tema ud af de i alt nitten temaer, som bliver 

basis for den overordnede beskrevne 

globale essens. Jeg vil bringe denne essens 

her i sin helhed, før jeg refl ekterer videre 

over resultaterne i undersøgelsen. 

Den overordnede udskrevne globale 

essens = undersøgelsens resultat 

Ordlyden af den overordnede globale essens, 

som er formuleret ud fra de nitten 

identifi cerede sammensatte temaer lyder, 

som følger: 

“En modoverføringsoplevelse opstår 

som et overraskelsesøjeblik for alle fi re 

musikterapeuter. Modoverføringsoplevelsen 

indebærer, at musikterapeuten 

både identifi cerer sig med patientens 

psykiske lidelser og bryder ud af denne 

identifi kation igen. Modoverføringsoplevelsen 

kalder på genkendelige oplevelser 

fra musikterapeutens egen livshistorie. 

Modoverføringsoplevelsen 

indebærer en ubevidst ændring i det 

musikalske udtryk hos musikterapeuten, 

når han/hun risikerer at spille på en helt 

anden måde, og den forårsager samtidig 

en forandring i den musikalske relation 

mellem musikterapeuten og patienten. 

Musikterapeuter bevæger sig fra én dynamik 

til en anden i modoverføringsøjeblikket, 

og det er altafgørende at stole på 

og efterprøve timingen af denne bevægelse, 

når den bliver bevidst. 

Modoverføringsoplevelsen forårsager en 

ændring i den terapeutiske relation og i 

kontakten mellem musikterapeuten og 

patienten. Denne forandring kan blive 

40 

oplevet som enten positiv eller negativ. 

Positive oplevelser bringer processen op 

på et andet niveau. Negative oplevelser 

er alene identifi ceret som de øjeblikke, 

hvor terapeuten er usensitiv i forhold til 

patientens proces. 

Det forekommer, at musikterapeuter 

gennem kropslige sensationer bliver 

informeret om, at der er noget i gære. 

Der er en tendens til, at musikterapeuter 

oversætter denne kropsligt oplevede 

information til noget psykologisk 

meningsfuldt, der kan forstås af begge 

parter. Musikterapeuter anvender metaforer 

som ’at være en forældrefi gur’ 

overfor patienten som en måde at forstå 

dynamikken i modoverføringsoplevelsen 

på.” 

Så fra et overordnet perspektiv ser jeg tydeligt 

i undersøgelsen, at alle modoverføringsoplevelser 

bliver beskrevet som fænomener, 

der fi nder sted i form af en overraskelse 

for deltagerne, og oplevelserne er 

identifi cerede gennem en fremadskridende 

forandring i det musikalske udtryk; en 

forandring, der dukker frem som en intuitiv, 

ubevidst, kompleks og samtidig proces. 

Jeg har sammenskrevet disse forhold i 

fi re udsagn om musikterapeuternes levede 

erfaringer af modoverføring: 

forandringen i det musikalske udtryk 

frigør kropsfornemmelser og stærke følelser 

hos terapeuten 


informerer terapeuten om, at der er noget 

specifi kt i gære 


fremmer og afspejler terapeutens modoverføringsreaktion 


fører gradvist musikterapiprocessen i 

en anden retning 


aarskrift5-08-08-15.indd Sec1:40 21-08-2008 22:13:19 

• 

• 

• 

•

Relatering af resultaterne til 

musikterapilitteraturen: 

To illustrationer af traumatisk modoverføring 

oplevet som musikalsk 

modoverføring 

Eksempel 1 

Kigger vi på eksemplet ovenfor, hvor 

musikterapeuten pludselig indsætter sin 

stemme midt i opbygningen af et kaotisk 

musikalsk klimaks, hvor terapeuten ellers 

spiller på trommer og patienten på klaver, 

er det tydeligt, at musikterapeuten ikke 

sætter stemmen ind som en intentionel 

handling. Musikterapeuten hører pludseligt 

sin egen stemmes lyd og kvaliteten af 

denne som en overraskelse, der samtidig 

bevidstgør angstfølelser, der indikerer, at 

begge er ved at drukne. Musikterapeuten 

identifi cerer sig således med angstfølelser, 

som dels bliver spillet ud i patientens musik, 

dels er i resonans med erfaringer fra 

musikterapeutens egen livshistorie. 

Ovenstående kan ses som en klar illustration 

af det, Scheiby (1998a) beskriver som 

traumatisk modoverføring (se side 33). 

Her projicerer patienten sin kaotiske angst 

over på terapeuten, der genkender en sådan 

form for angst fra en episode i sit eget 

liv, hvor musikterapeuten var ved at drukne. 

Genkendelsen af et sådant faresignal 

får musikterapeuten til at reagere ubevidst 

med at indsætte en stemmeklang i musikken. 

I samme øjeblik denne angst bliver 

hørbar, og musikterapeuten bliver bevidst 

om, at det er farefuld angst, der udtrykkes 

gennem stemmekvaliteten, skifter stemmens 

kvalitet karakter til en mere overvindende 

og sejrende kvalitet. 

Selve begivenheden, inklusive skiftet, sker 

over kort tid, men oplevelserne af de store 

følelsesmæssige udsving er meget tydelige, 

og de bevidstgør modoverføringsreaktionen 

hos musikterapeuten i situationen: 

Musikterapeuten når at genkende en følelse 

af at være bange for at dø - en følelse, 

som musikterapeuten kender fra sin egen 

livshistorie. Det er en følelse, som musik- 

terapeuten er i stand til at være i resonans 

med og i stand til, ved hjælp af musikken, 

at transformere hurtigt i situationen. Samtidig 

giver det musikterapeuten information 

om, at der er noget specifi kt i gære i 

den musikalske relation: Patienten er ved 

at miste fodfæstet i det musikalske udtryk, 

der bliver mere og mere kaotisk; der er 

brug for en anden akkompagnementsstruktur 

fra musikterapeuten. Strukturen 

ændres ubevidst fra musikterapeutens 

side, men idet det sker, bliver det gradvist 

bevidstgjort. 

Samtidig er patienten tilsyneladende psykisk 

parat til at lade sig påvirke ubevidst. 

Patienten ændrer ligeledes sin spillestil, 

således at den bliver mere struktureret. 

Det underbygger den opfattelse, at skifter 

musikterapeuten og patienten ubevidst 

spillestil, vil dette bevirke, at der sker en 

ændring i den terapeutiske relation. Musikterapiprocessen 

bliver løftet op på et 

andet niveau, hvor begge deltagere lytter 

til hinanden og får/giver energi til musikken. 

Hele denne forandringsproces sker 

nonverbalt. Den forstås musikalsk og spilles 

ud i musikken, og dette foregår som en 

basis for muligheden af en senere fælles 

verbal refl eksion mellem musikterapeuten 

og patienten. 

Eksemplet illustrer ligeledes det, som 

Scheiby (1998a) kalder musikalsk modoverføring 

(se side 33), idet det er gennem 

den musikalske gestaltning af angsten 

gennem stemmelydskvaliteten, at musikterapeuten 

bliver klar over, at der er noget 

her, der er ved at komme ud af kontrol. 

Musikterapeuten følger med helt ud i den 

kaotiske tilstand og identifi cerer sig med 

den faretruende angst for - med angsten 

som retningsgiver - at få begge mere under 

kontrol igen ved at ændre på stemmelydskvaliteten. 

Dette kan samtidigt ses som en klar illustration 

af det, som Priestley (1975,1994) 

kalder empatisk modoverføring eller emodoverføring, 

hvor musikterapeuten 



identifi cerer sig med klientens lidelser og 

herigennem ubevidst bliver orienteret om 

hvilke musikalske handlinger, der kan udspilles 

gennem identifi kationen. Det er en 

form for ubevidst eller førbevidst information, 

der bliver spillet ud i handlingen, 

før den bliver bevidst for musikterapeuten. 

Endelig illustrerer eksemplet også den intersubjektive 

forståelse af modoverføring, 

som Bruscia (1998) har defi neret (se side 

32), da modoverføringen opstår i situationen 

i forhold til klientens overføring, og 

klienten også reagerer musikalsk på musikterapeutens 

modoverføring. Der er en 

gensidig ubevidst relateren sig og kommunikation 

mellem musikterapeuten og 

patienten, der foregår på et ubevidst plan, 

som får musikterapiprocessen ændret, så 

begge deltagere fremover kan bygge op 

til musikalske højdepunkter uden at miste 

forbindelsen til virkeligheden. Det munder 

således ud i en relationsform, hvor de 

begge kan give og få energi tilbage i de 

musikalske improvisationer. 

Eksempel 2 

I et andet eksempel fra undersøgelsen spiller 

musikterapeuten med en næsten ikkehørbar 

patient. De spiller på to klaverer, 

og musikterapeuten spejler patientens lydniveau 

og spiller derfor tilbageholdende 

og pianissimo. Musikterapeuten mærker et 

tiltagende, næsten ubærligt tryk i brystet, 

og på et tidspunkt rækker musikterapeutens 

hånd ubevidst ud efter en tromme, der 

står tæt ved klaveret. Musikterapeuten slår 

hårdt nogle få gange på trommen, første 

gang uintentionelt - hvor det giver et sæt 

i kroppen - de næste gange som en slags 

opfølgning og gradvist neddæmpning af 

det første chokerende slag. Musikterapeuten 

fortsætter derefter klaverspillet som 

før. Som nævnt får såvel musikterapeuten 

selv som patienten en fysisk choklignende 

reaktion ved lyden af trommen: Begge 

gør et ’hop i stolen.’ Efter improvisationen 

fortæller patienten, som delvist kunne 

refl ektere verbalt, at hun havde oplevet 

det som et elektrisk stød, der førte hende 

fra en oplevelse af at være udenfor krop- 

42 

pen (dissocieret) til at komme tilbage til 

kroppen. Det var ubehageligt, men også 

nødvendigt, mente hun. Det frembragte 

fl ere erindringer, forfærdelige oplevelser, 

hun havde haft i sin barndom og ungdom, 

hvor patientens overlevelsesredskab var 

at fl ygte ud af kroppen. Det, at patienten 

var åben for at fortælle og for at tillade, 

at musikterapeuten fremover indførte 

mere slagkraftig musik som en del af akkompagnementet, 

bevirkede, at patienten 

gradvist turde forblive til stede i kroppen 

i situationer, hvor hun tidligere ville være 

fl ygtet ud af kroppen (dissociere). 

Musikterapeuten udarbejdede spilleregler 

i en ABA-form, som blev accepteret af patienten. 

Her startede begge med at spille 

tilbageholdende og pianissimo i A-delen 

på patientens præmisser. På et givent tidspunkt 

bevægede musikterapeuten sig ind 

i B-delen, hvor musikterapeuten indførte 

kraftig, insisterende musik. Aftalen var, 

at patienten skulle prøve at følge med ind 

i denne ekstroverte kvalitet i musikken i 

B-delen. Når og hvis det blev for meget 

eller for angstprovokerende, skulle patienten 

bevæge sig tilbage til kvaliteten i Astykket 

igen, og her skulle musikterapeuten 

så være lydhør og følge med. Herved 

fi k patienten tildelt en nødbremse, så hun 

selv kunne bestemme farten og omfanget 

af den provokerende musik. Dette bevirkede, 

at patienten ret hurtigt turde bevæge 

sig med ind i meget mere udtryksfulde og 

insisterende spillemåder. Patienten turde 

fylde, turde høre sig selv og turde være til 

stede i den fysiske verden under samspillet. 

I dette eksempel er det, som om musikterapeutens 

krop lever sit eget liv, idet hånden 

rækker ud efter trommen på et tidspunkt, 

hvor musikterapeuten ikke længere 

kan tilbageholde trykket i brystet. Samtidig 

viser det sig, at patienten nu er åben 

over for at blive så voldsomt provokeret. 

Det ville have skræmt patienten væk på et 

tidligere tidspunkt i musikterapiforløbet. 

Dette kan ses som traumatisk modover- 



føring, idet musikterapeuten på egen krop 

mærker den frygtelige angstspænding fra 

patienten, som patienten fl ygter væk fra 

ved at hun dissocierer sig fra kroppen som 

en overlevelsesmanøvre. 

Arbejdet med at give det tilbage til patienten 

sker igen her igennem musikken, men 

i en form, hvor der opstår det, som Scheiby 

(1998b) kalder modoverføringsmusik: 

Trommen kommer ind, absolut ufølsom 

og som noget indtrængende udefra, der 

ikke synes at høre til i den blide, næsten 

uhørbare, musikalske kvalitet, der blev 

spillet i af begge parter. Dette får musikterapeuten 

til at vågne op og ikke længere 

bare følge patienten i dennes luftige musik. 

I stedet, via trommeslaget, kommer 

både musikterapeut og klient mere fysisk 

til stede i rummet. 

Det forhold, at musikterapeuten bliver fysisk 

påvirket og er lydhør overfor dette og 

forstår, at det er en vigtig information, bevirker, 

at der sker en ændring i relationen 

på et tidspunkt, hvor patienten er parat til 

denne ændring. Her er musikterapeuten 

i forhold til Priestleys defi nitioner (1975, 

1994) identifi ceret med patientens internaliserede 

omgivelser; omgivelser, som 

ifølge patienten både fysisk og psykisk har 

tildelt denne mange slag. Samtidig er der 

noget ved patientens tilstedeværelse som 

bevirker, at musikterapeutens hånd reagerer 

ubevidst på et næsten ubærligt tryk i 

brystet. Musikterapeuten er både identifi - 

ceret med patientens lidelser i form af en 

empatisk modoverføring til et punkt, hvor 

denne identifi kation brister. Dette fører 

musikterapeuten over i en anden identifi - 

kationsform, en komplementær modoverføring, 

hvor musikterapeuten nu er identifi 

ceret med patientens traumatisk oplevede 

omgivelser. At musikterapeuten på én 

gang er identifi ceret både med patientens 

selv og patientens selvobjekt, bevirker, at 

musikterapeuten hurtig bliver informeret 

via overraskelsen i musikken og vender tilbage 

til den empatiske modoverføring. 

Musikterapeuten anvender skiftet til den 

komplementære modoverføring til at lade 

sig informere om, at det nu er et godt 

tidspunkt at ændre spillestil og terapeutisk 

strategi. En ny spilleregel i form af en 

ABA-struktur forhandles med patienten 

og fører processen op på et andet niveau. 

Priestley har i 1994 påpeget betydningen 

af, at man som musikterapeut ikke kan 

anvende en komplementær modoverføring 

uden samtidig at være identifi ceret 

med patientens selv, da en komplementær 

modoverføring ellers kan få en destruktiv 

virkning på den terapeutiske proces. Også 

Lindvang (1998) har i sin beskrivelse af 

opbygning af alliance med skizofrene patienter 

påpeget nødvendigheden af at være 

identifi ceret i begge modoverføringspoler 

på én gang eller at veksle i hurtige skift. 

Lindvang taler om samstemmende modoverføring 

i stedet for empatisk modoverføring, 

og hun påpeger at: 

“Musikterapeuten kan på empatisk vis 

veksle mellem at gå ind i den skizofrenes 

verden og at forholde sig analyserende til 

den musikalske interaktion. Dvs. at terapeuten 

er i en bevidsthedstilstand, der 

er fl eksibel. Dette understøtter, at symmetri 

og asymmetri eksisterer parallelt 

i den terapeutiske proces” (Lindvang, 

1998, s. 58). 

Lindvang sammenligner terapeut/patientforholdet 

i arbejdet med skizofrene patienter 

med et tidligt mor/barn-forhold. 

Hun henviser til Sterns teori om barnets 

interpersonelle univers (Stern 1995), når 

hun skriver: 

“Ved at studere de kommunikative forhold 

mellem barn og nære omsorgspersoner 

bliver det tydeligt, at de to former 

for identifi kation er nøje forbundet og 

gensidigt understøtter hinanden. For at 

sikre individets eksistentielle behov for 

at blive mødt, for vitalitet og for kontinuitet 

i omsorgen er samstemmende og 

komplementær identifi kation sammen- 



hængende og derfor lige nødvendige.” 

(ibid. s. 61). 

Her kommer Lindvang ind på et af de vigtige 

temaer, som viser sig at være kongruent 

(samstemmende) i undersøgelsen af 

de fi re musikterapeuters forståelse af fortolkning 

af modoverføring: Ingen af dem 

har en entydig teoretisk referenceramme, 

som de fortolker deres forståelse af modoverføring 

udfra. Alle taler om at opleve 

sig som værende i et mor/barn-forhold til 

patienten. 3 Alle taler desuden om at forstå 

og tolke modoverføringsreaktionerne 

på baggrund af, hvordan de som musikterapeuter 

oplever, at de ændrer forholdemåden 

undervejs i den musikterapeutiske 

proces i dette mor/barn-forhold. Alle taler 

ligeledes om, at ændringerne sker på tidspunkter, 

som de oplever, har den rette timing 

for en ændring i processen for både 

patient og musikterapeut. 

Vigtige uddrag af resultaternes 

relevans for musikterapeutisk 

praksis 

I begge eksempler er musikterapeuterne 

dybt identifi cerede med patientens lidelse 

og i stand til at lade disse være i resonans 

med egne indre selvoplevelser. Musikterapeuterne 

bliver sanse- og følelsesmæssigt 

påvirkede i modoverføringsoplevelsen 

uden i første omgang at være bevidst om, 

hvad disse sansninger eller følelser bringer 

af information for den terapeutiske 

proces. Til gengæld bevirker modoverføringsreaktionen, 

beskrevet som en slags 

nødbremse (indsættelse af stemmen) eller 

(et hårdt slag på trommen), at musiktera- 

3 Alle patienter, der indirekte var med i undersøgelsen, 

var jeg-svage patienter, idet en udførlig 

case-beskrivelse af et musikterapiforløb med en 

udvalgt patient lå til grund for interviewundersøgelsen,. 

De var erklæret ikke-egnet til verbal 

psykoterapi,da de ikke på det tidspunkt, hvor 

musikterapien og modoverføringen fandt sted, var 

i stand til at refl ektere verbalt på et psykologisk 

plan. 

44 

peuten hurtigt bliver bevidst om, at der 

er noget særligt i gære. Musikterapeuten 

skifter derved opmærksomhed mod den 

hørbare forandring, der sker i musikken, 

og tillader sig intentionelt at følge denne 

nye retning i improvisationen. Der er med 

andre ord et tæt samspil mellem musikterapeutens 

skift i opmærksomhed og den 

musikalske handling. 

Musikterapeuterne i undersøgelsen her 

havde allerede en rutine med at bevidstgøre 

sig om, hvad der sker i musikken og 

under modoverføringsoplevelser som en 

del af deres kliniske praksis, før denne 

undersøgelse fandt sted. Dette sker enten 

ved egne refl eksioner lige efter sessionen 

eller gennem supervision. Interviewprocessen 

i undersøgelsen kom således ind 

som en yderligere bevidstgørelsesproces 

for deltagerne i forhold til netop den modoverføringsproces, 

som deltageren havde 

identifi ceret i det forberedte materiale, og 

som lå til grund for interviewet. Alle gav 

efter interviewet udtryk for, at de havde 

verbaliseret oplevelser, som de ikke tidligere 

havde sat ord på, og at de havde fået ny 

indsigt gennem interviewprocessen. 

Musikterapeuterne i undersøgelsen påpeger, 

at de selv efter mange års kliniske 

erfaringer bliver ved med at identifi cere 

sig dybt med klienternes lidelser. Derfor 

opleves psykodynamiske forandringer 

fortsat som en overraskelse, der først via 

bevidstgørende arbejde bliver bevidst for 

musikterapeuten. Det er dette fænomen, 

jeg forstår som ’kunsten i musikterapi’. En 

sådan arbejdsform kræver stor tillid fra 

klinikeren til at turde give sig over til de 

processer, der opstår i musikterapien, her i 

form af musikalsk improvisation. Det kræver 

også tillid til at turde være retrospektiv 

fokuseret i stedet for på forhånd at prøve 

at styre processerne gennem opmærksomhed. 

Det er ikke nok på et kognitivt plan 

at genkende patientens relationsmønstre 

og projektion af svære følelser. Terapeuten 

må modtage og opleve disse i en grad, så 

de kan forarbejdes indefra hos terapeuten 



og i bedste fald gives tilbage til patienten. 

Det er i denne modtage- og forarbejdningsproces, 

at musikken hjælper musikterapeuten 

med at fi nde en passende løsning. 

Psykolog og psykoterapeut Jan Nielsen 

(2000) taler om, at terapeuten må være 

parat til at kunne modtage patientens følelser 

eller ikke-sprogliggjorte psykiske 

materiale og gennem en forarbejdning 

levere dem tilbage til patienten i en spiselig 

form. Han peger på, at det netop er i 

denne modtage- og forarbejdningsproces, 

at man fi nder udspringet til modoverføringsfølelser 

eller modoverføringsreaktioner. 

Han konkluderer, at det er i et felt af 

desintegration, vi må forstå, at disse modoverføringsreaktioner 

opstår, og at disse 

så at sige er nødvendige for, at der kan ske 

en reintegration. 

Nærværende undersøgelse demonstrerer, 

at musikterapeuter har et redskab i musikken, 

som kan hjælpe dem med at være med 

i og udtrykke en sådan desintegration, så 

der herigennem kan skabes grobund for 

overraskende forandringer i det musikalske 

udtryk. Disse forandringer har i undersøgelsen 

vist sig at være starten på en 

sådan begyndende reintegration. 

Eksemplerne fra undersøgelsen viser ligeledes, 

at der kan ske psykodynamiske ændringer 

i terapeut/patient-relationen, som 

kan identifi ceres og beskrives gennem en 

analyse af musikken under og efter modoverføringsoplevelsen, 

uden at disse ændringer 

behøver at have været psykologisk 

og verbalt refl ekterede af og med patienten. 

Dette stemmer overens med en af 

konklusionerne i Niels Hannibals ph.d.afhandling, 

hvor han med vægt på præverbal 

overføring i musikterapi undersøger 

overføringsprocesser i den musikalske 

interaktion. Hannibal konkluderer, at: 

“musikalsk interaktion har et psykoterapeutisk 

potentiale, fordi terapeut/klient-relationen 

i musikken vil refl ektere 

typiske relationelle konfl iktmønstre. Den 

musikalske relation kan desuden fremhæve 

både konfl ikt- og positiv overføring. 

Ydermere kan klienternes udvikling observeres 

i musikken.” (2000, s. iv). 

Hannibal har primært fokus på klientens 

overføring, hvorimod jeg har fokus på terapeutens 

modoverføring. Begge undersøgelser 

af overføringsprocesser viser, at 

musikken både er et redskab til at udtrykke 

eller transportere overføringsprocesser, 

samtidig med at musikken fremhæver 

dynamikken i processerne og hjælper med 

at bevidstgøre dem for terapeuten. 

Jeg ser det absolut som et mål i musikterapi 

i voksenpsykiatrien at søge mod en 

tilstand, hvor patienten er i stand til at refl 

ektere verbalt på et psykologisk plan og 

derigennem bevidstgøre sig om sin egen 

situation. Men manglende evne til psykologisk 

verbal refl eksion er ikke en hindring 

for forandringer i patientens selvoplevelse 

og i patientens evne til at kunne relatere 

sig til andre. Dette kan ske gennem musikalsk 

improvisation i en musikterapeutisk 

kontekst, hvor musikterapeuten er fortrolig 

med at lytte til, åbne sig mod og håndtere 

egne modoverføringsreaktioner. 

Litteratur 

Bruscia, K. E. (1998). The Dynamics of Music Psychotherapy. 

Gilsum, U.S.A.: Barcelona Publishers. 

Colaizzi, P.E. (1978). Psychological research 

as the phenomenologist views it. I: Valle, 

R.S. & King, M. (Eds.): Existential Phenomenological 

alternatives for psycholog y, s. 48-71. 

New York: Oxford University Press. 

Giorgi, A. (1975). Convergence and divergence 

of qualitative and quantitative methods in 

psychology. In: Georgy, A., Fischer, C.T. & 

Murray, E.L. (Eds.): Dusquesne studies in phenomenological 

psycholog y, 2, p. 72-79. Pittsburg, 

PA: Duquesne University Press . 

Grocke, D. (1999). A Phenomenological Study 

of Pivotal Moments in Guided Imagery of Music 



(GIM) Therapy. Unpublished doctoral dissertation. 

University of Melbourne. Melbourne. 

Australia. Se www.musictherapyworld.net. 

Hannibal, N. (2000). Præverbal Overføring i Musikterapi 

– kvalitativ undersøgelse af overføringsprocesser 

i den musikalske interaktion. Upubliceret 

ph.d.-afhandling indleveret ved Institut for 

Musik og Musikterapi. Aalborg Universitet. 

Lindvang, C. (1998). Musikterapi og skizofreni: 

Opbygning af relation. I: Pedersen, I.N. 

(red.) Musikterapi i psykiatrien. Årsskrift 1, s. 

45-65 Musikterapiklinikken. Aalborg. APS/ 

AAU. 

Nielsen, J. (2000). Før terapeuten taler. Om 

tolkningens forløbere. Matrix. Vol. 2, s. 187- 

206. 

Pedersen, I.N. (1997). The Music Therapist’s 

Listening perspectives as Source of Information 

in Improvised Musical Duets with 

Grown-up Psychiatric patients suffering 

from Schizophrenia. I: Nordisk tidsskrift for 

musikkterapi, årg. 6, nr 2. 98-111. 

Pedersen, I.N. (1998). Musikterapi som det første 

skridt i en psykoterapeutisk behandlingsform 

med skizofrene/psykotiske patienter, 

- en holdende og reorganiserende musikterapeutisk 

metode. I: Pedersen, I.N. (red.): 

Musikterapi i psykiatrien. Årsskrift 1, s. 65-91. 

Musikterapiklinikken. Aalborg. APS/AAU. 

Pedersen, I.N. (1999). Music Therapy as holding 

and re-organizing work with schizophrenic 

and psychotic patients. In: Wigram, 

T. & De Backer, J. (Eds.) Clinical Applications 

of Music Therapy in Psychiatry. (s. 24-44). London. 


Pedersen, I.N. (2000). Inde-fra eller ude-fra 

– orientering i terapeutens tilstedeværelse og 

nærvær. I: Lindvang, C. (red.): Musikterapi i 

psykiatrien. Årsskrift 2, s. 81-103. Musikterapiklinikken. 

Aalborg. APS/AAU. 

Pedersen, I.N. (2005). At bruge musik til at 

håndtere modoverføring i individuel musikterapi 

i hospitalspsykiatrien. I: Ridder, 

H.M.O. (red.): Musikterapi i psykiatrien. Årsskrift 

4, s. 40-64. Musikterapiklinikken. Aalborg. 

APS/AAU. 

Pedersen, I.N. (2007). Counter transference in music 

therapy. A phenomenological study on counter-transference 

used as a clinical concept by music therapists 

46 

working with musical improvisation in adult psychiatry. 

Upubliceret ph.d.-afhandling, Institut 

for Kommunikation og Psykologi. Aalborg 

Universitet. Se www.musikterapiklinikken. 

rn.dk 

Polkinghorne, D.E. (1989). Phenomenological 

Research Methods. In: Valle, R.S. & Halling, 

S. (Eds.) Existential-Phenomenological perspectives 

in psychology. New York Plenum Press. 

Priestley, M. (1975). Music therapy in action. London: 

Constable. 

Priestley, M. (1994). Essays on Analytical Music 

therapy. Phoenixville PA.: Barcelona Publishers. 

Scheiby, B.B. (1998a). The Role of Musical 

Counter Transference in Analytical Music 

Therapy. In: Bruscia, K. (Ed.): The Dynamics 

of Music therapy. Gilsum, USA: Barcelona 

Publishers. 

Scheiby, B.B. (1998b). Listen to the Music of 

the Unconscious. Using Countertransference 

as a Compass in Analytical Music Therapy. 

In: Robbins, A (Ed.): Therapeutic Prescence. 

Bridging Expression and Form. London: Jessica 

Kingsley Publishers. 

Stern, D. (1995). Barnets interpersonelle univers. 

København: Hans Reitzels Forlag. 





Det vurderes, at musikterapi bidrager med nyttige 

informationer i forhold til det samlede billede 

af barnet. Observationer fra musikterapien 

har således kunnet underbygge eller supplere 

den diagnose, der opereres med. Endvidere giver 

musikterapien ofte nogle nuancer i forhold til det 

samlede billede, og viser hvad barnet kan, når det 

befi nder sig i en mindre verbal, men til gengæld 

musikalsk og legende sammenhæng. Dette gælder 

navnlig de sociale og emotionelle områder, 

samt evnen til at refl ektere over disse. 

- Evalueringsrapport om musikterapi på den almene 

børnepsykiatriske afdeling, APS - 

Ulla Holck 

Musikterapeut, ph.d., lektor og studiekoordinator på musikterapiuddannelsen, Aalborg 

Universitet. Ansat på Musikterapiklinikken, Aalborg Psykiatriske Hospital, i 

perioden fra 2002 til start 2008. Har klinisk erfaring med unge med svær autisme, 

med unge med psykosociale problemer, samt med døgnindlagte børn og unge i psykiatrien. 

Henvendelse: holck@hum.aau.dk 


Spilleregler anvendt i musikterapeutisk 

assessment i børnepsykiatrien 


Ulla Holck 

Resumé: Denne artikel præsenterer en tværgående analyse af spilleregler anvendt i 10 

musikterapeutiske assessment- og korttidsforløb i børnepsykiatrisk regi på Aalborg Psykiatriske 

Sygehus. Der var tale om 9 til 13-årige døgnindlagte børn med gennemgribende 

udviklingsforstyrrelse, anoreksi, OCD eller depression. Det overordnede mål for musikterapien 

var at afdække og udvikle børnenes socio-kommunikative kompetencer samt deres 

fantasi- og følelsesmæssig indlevelsesevne på det pågældende tidspunkt af indlæggelsen. 

Til dette formål afprøvede og udviklede forfatteren en række spilleregler, der fokuserer på 

det musikalske samspil i forhold til de opstillede mål. Artiklen præsenterer en overordnet 

kategorisering af disse spilleregler i form af henholdsvis musikalske spilleregler, referentielle 

spilleregler, spilleregler, der fremmer verbalisering under det musikalske samspil, og endelig 

oplæg, der fremmer verbalisering og refleksion efter det musikalske samspil. Inden for hver 

kategori præsenteres en række spilleregler samt deres konkrete anvendelse, illustreret ved 

casevignetter. Artiklen er nummer tre i en serie om anvendelse af spilleregler i musikterapi. 

De to forrige artikler gennemgik faglitteratur inden for henholdsvis voksenområdet 

(Holck 2005a) og børneområdet (Holck 2005b). 

Indledning 

I 2002 startede Musikterapiklinikken på 

Aalborg Psykiatriske Sygehus (herefter 

APS) et mere formaliseret samarbejde 

med Det Børne- og Ungdomspsykiatriske 

Afsnit 1 . Navnlig den almene børnepsykiatriske 

afdeling, som siden er blevet en 

specialafdeling for børn med spiseforstyrrelser, 

har henvist en række patienter til 

musikterapi. Herfra var der dels et ønske 

om musikterapeutiske observationsforløb 

i udredningsfasen, hvor musikterapien 

kunne bidrage med at indsamle informationer 

til miljø- og behandlingspersonalet, 

og dels et ønske om egentlige terapeutiske 

forløb efter udredningsfasen, ofte med 

udgangspunkt i et tidligere observationsforløb. 

Det primære mål var at afdække 

1 Dette samarbejde kom i stand som led i en 

ansættelsesmæssig tilknytning til Musikterapiklinikken, 

APS fra 2002. 


(og senere udvikle) barnets socio-kommunikative 

kompetencer samt dets fantasi- 

og følelsesmæssige indlevelsesevne på det 

pågældende tidspunkt af indlæggelsen. 

Navnlig i starten modtog Musikterapiklinikken 

henvisninger med disse mål for 

øje, og det er 10 af disse forløb, som denne 

artikel tager afsæt i. Diagnosemæssigt er 

der tale om 9 til 13-årige børn med gennemgribende 

udviklingsforstyrrelse, anoreksi, 

OCD eller depression. 

De musikterapeutiske observationsforløb, 

herefter kaldet assessmentforløb, var på 

4 til 6 sessioner, hvilket er en del længere 

end andre terapeutiske assessmentforløb 

på den almene børnepsykiatriske afdeling. 

Dette skyldtes, at musikterapien skulle afdække 

socio-kommunikative kompetencer, 

og at observationer på dette felt ikke 

har megen gyldighed uden barnets tillid. 

Allianceopbygning spillede således en 

central rolle i alle forløbene, navnlig hos 



ørn med svage sociale evner, som f.eks. 

empati, var evnen til at danne en alliance i 

sig selv en afgørende observation. 

I forhold til at indplacere musikterapien 

i det børnepsykiatriske regi på APS var 

opgaven altså dels at skabe tillid til det 

enkelte barn på relativ kort tid, og dels at 

anvende og (videre)udvikle nogle musikterapeutiske 

teknikker, som kunne præcisere 

relevante observationer i forhold til 

de fastlagte mål. Her viste det sig hurtigt, 

at anvendelse af såkaldte spilleregler blev 

central. En spilleregel er et tema for den 

musikalske improvisation, der aftales forud 

for improvisationen – ofte med angivelse 

af terapeutens og patientens indbyrdes 

roller i musikken. En spilleregel kan f.eks. 

lyde: “Først overdøver du mig, så overdøver 

jeg dig, og til sidst spiller vi sammen”. 

En improvisation med udgangspunkt i en 

sådan spilleregel vil hurtigt afsløre, om 

barnet forstår ideen, kan skifte roller undervejs 

eller eksempelvis holder sig til én 

af de tre tilstande. 

I musikterapilitteraturen er beskrivelser 

af anvendelse af spilleregler med børneklientgrupper 

sparsom (Holck 2005b), 

navnlig i forhold til de netop beskrevne 

mål i det børnepsykiatriske regi på APS. 

I forhold til voksne psykiatriske patientgrupper 

er det den engelske pionér Mary 

Priestley, som mest eksplicit har anvendt 

og udviklet spilleregler i en psykoanalytisk 

forståelse af det musikalske samspil (beskrevet 

grundigt i Priestley 1994). På Musikterapiklinikken, 

APS, er denne tradition 

videreført i form af en fast procedure 

for assessmentforløb inden for voksenpsykiatriske 

målgrupper (Hannibal 2003). 

Litteraturen om musikterapi med børneklientgrupper 

er generelt præget af caselitteratur 

om børn med lav udviklingsalder, 

evt. uden sprog og/eller symboliseringsevne. 

Desuden er der overvægt af litteratur 

skrevet af musikterapeuter uddannet 

indenfor Nordoff & Robbins-traditionen, 

hvor musikterapeuten som hovedregel 

50 

taler så lidt som muligt i sessionen, også 

med verbaliserende klientgrupper. Disse 

to generelle træk ved børnemusikterapilitteraturen 

betyder, at beskrivelser af 

anvendelsen af spilleregler som teknik er 

forholdsvis sparsom (Holck 2005b). 

En markant undtagelse udgøres af Wigrams 

(1999) mangeårige anvendelse af 

spilleregler i forhold til diagnostisk assessment 

af svært-diagnosticerbare autistiske 

småbørn versus småbørn med svære 

kommunikationsvanskeligheder. En anden 

undtagelse udgøres af Irgens-Møllers 

dokumentationsrapport om 10 musikterapiforløb 

på Børnepsykiatrisk Afdeling, 

Risskov (1998), hvori der præsenteres en 

række konkrete spilleregler. Irgens-Møllers 

fokus er dog at dokumentere den terapeutiske 

proces snarere end at fokusere 

på spillereglernes udformning og anvendelighed 

i forhold til bestemte observationsmål. 

I lyset af den kontekst, som musikterapien 

indgik i på den almene børnepsykiatriske 

afdeling, APS, var det oplagt at anvende 

forløbene til at indsamle viden om anvendelse 

af spilleregler med denne målgruppe. 

Fokus var dels rettet mod introduktion til 

klinisk improvisation, dels mod spillereglernes 

funktion i assessmentforløb, hvilket 

afspejler en praksis med fokus på observation 

og beskrivelse, der kan anvendes af 

miljø- og behandlingspersonale. 

Undersøgelsen har form af en tværgående 

analyse og er et led i et fortløbende 

forskningsforløb ved Musikterapiklinikken, 

APS. Denne forskning har tidligere 

resulteret i et omfattende litteraturstudie, 

præsenteret i to artikler i forrige udgave 

af Årsskrift for Musikterapi i Psykiatrien 

(Holck 2005a; Holck 2005b). Den første 

artikel indeholder en gennemgang af teoretisk 

litteratur om spilleregler i musikterapi 

og herunder en diskussion af spillereglernes 

funktion i forhold til at introducere 

klinisk improvisation med patienter, 

der ikke kan, vil eller tør kaste sig ud i et 



musikalsk samspil (Holck 2005a). Denne 

litteratur omhandler primært voksne klientgrupper, 

mens den anden artikel fokuserer 

på caselitteratur i forhold til børneklientgrupper 

(Holck 2005b). Faglitteraturen 

på børneområdet er som nævnt 

begrænset, så frem for generaliserede og 

teoretiske overvejelser, som man fi nder i 

voksenlitteraturen, præges børnelitteraturen 

på dette felt fortrinsvis af casebeskrivelser. 

Med denne tredje artikel præsenterer jeg 

resultaterne af en tværgående analyse af 

10 forløb på den almene børnepsykiatriske 

afdeling, APS. Artiklen inddrager dele 

af litteraturen fra de to forrige artikler, 

men det primære fokus er at præsentere 

en generalisering af de kliniske erfaringer 

fra arbejdet på APS. På længere sigt er målet 

at udvikle en systematisk anvendelse af 

spilleregler i assessment i børnepsykiatrisk 

regi med henblik på at kunne vurdere sociokommunikative 

kompetencer samt fantasi- og 

følelsesmæssige indlevelsesevne på indlæggelsestidspunktet. 

Data og metode 

Den tværgående analyse tager udgangspunkt 

i materiale fra 10 afsluttede individuelle 

musikterapiforløb af 4 til 18 sessioners 

varighed med døgnindlagte patienter 

på den almene børnepsykiatriske afdeling, 

APS. Diagnosemæssigt er der tale om 

børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelse, 

svær anoreksi, OCD og/eller 

depression. Børnene er mellem 9 og 13 år, 

de fl este er normaltbegavede, men fremtræder 

ofte yngre under sygdomsforløbet, 

hvorfor jeg her vælger at omtale dem som 

børn snarere end som unge. 

Alle sessioner er helt eller delvist 2 optaget 

med audioudstyr (minidisc) som grundlag 

for udskrift af udvalgte passager og for resumeer 

af hver session. For hvert forløb 

2 En del af børnene/forældrene ønskede ikke 

samtaledelen optaget. 

har jeg baggrundsviden fra journaler og 

fra deltagelse i hyppige behandlingsmøder. 

Herudover er de musikterapeutiske 

forløb dels blevet mundtligt evalueret i 

det løbende samarbejde med miljø- og 

behandlingspersonale, dels skriftligt evalueret 

ved midtvejs- og slutevalueringer i 

forhold til afdelingsledelsen og endeligt 

bearbejdet ved supervisionsforløb hos en 

psykiatrisk overlæge sammen med Musikterapiklinikkens 

øvrige musikterapeuter. 

Designet kan siges at være et ‘collective (ell. 

multiple) instrumental case study’ (Stake 1995), 

idet datamaterialet anvendes til at forstå 

noget af generel betydning, snarere end til 

at gå i dybden med den enkelte ‘case’ (her 

forløb). Denne indfaldsvinkel kræver indgående 

viden om det enkelte forløb, f.eks. 

hvordan spillereglen fungerer i forhold 

til det enkelte barn på det pågældende 

tidspunkt, men det overordnede sigte er 

at opnå en mere generel viden om anvendelse 

af spilleregler i assessment i den her 

beskrevne kontekst, jf. klientgruppe og 

terapimål. 

Med denne indfaldsvinkel er min rolle at 

sammenligne med en ‘participant observer’ 

(Adler & Adler 1994), idet jeg observerer 

kliniske forløb, hvori jeg selv deltager 

som terapeut. Dobbeltrollen sikrer den 

nødvendige indsigt på dette stadie af udforskningen, 

men sætter samtidigt nogle 

naturlige begrænsninger i forhold til generalisering. 

Således er der tale om et begrænset 

datamateriale, ligesom alle forløb 

er udført af den samme musikterapeut. 

I den kvalitative forskningstradition forløber 

dataindsamlingen og analysen ofte 

parallelt, hvilket giver mulighed for at 

indsamle nye data, som kan perspektivere 

analysen (Denzin & Lincoln 1994). Sammenholdt 

med dobbeltrollen som henholdsvis 

kliniker og forsker anslår denne 

metode et vigtigt etisk tema: Når jeg som 

terapeut vælger en given spilleregel, skyldes 

dette valg så, at spillereglen er gavnlig 

for klientens proces, eller at jeg bliver 



styret af mit forskningsfokus, dvs. om bestemte 

spilleregler kan anvendes til at beskrive 

bestemte observationsmål? Og er 

der nødvendigvis en modsætning i dette 

tilfælde? 

Svaret er et både-og. Dette etiske dilemma 

berører for så vidt hele den beskrevne 

setting for musikterapien på den almene 

børnepsykiatriske afdeling, APS. Når der 

som her er så klare mål for observation i 

forhold til afdelingens udredning, vil disse 

mål ind i mellem divergere med den terapeutiske 

her-og-nu-proces med barnet. 

Omvendt er det nødvendigt med en vis 

systematisering af observationerne, hvorved 

forskningskravet kan siges at skærpe 

fokuseringen og refl eksionen. Der er som 

så ofte tale om en balance, der skal fi ndes 

fra forløb til forløb. 

Resultat af den tværgående 

analyse 

Musikterapilitteraturen på området (Holck 

2005a; Holck 2005b) sammenholdt med 

den tværgående analyse af de 10 musikterapiforløb 

på den almene børnepsykiatriske 

afdeling, APS, har resulteret i en 

opdeling af spilleregler i fi re kategorier, 

der samtidig udgør hovedafsnittene i den 

følgende gennemgang: 

1. Musikalske spilleregler 3 

2. Referentielle spilleregler 

3. Referentielle spilleregler, der fremmer 

verbalisering under det musikalske 

samspil 

4. Oplæg, der fremmer verbalisering og 

refl eksion efter det musikalske samspil 

3 I musikterapilitteraturen skelnes der historisk 

set mellem non-referentielle og referentielle spilleregler, 

men da nyere spædbarns- og musikterapiforskning 

viser, at klinisk improvisation i en vis 

forstand altid refererer til noget ikke-musikalsk, 

har jeg valgt at anvende Wigrams (2004) term 

’musikalsk’ i stedet for non-referentiel. Se i øvrigt 

gennemgang hos Holck 2005a. 

52 

Hvert hovedafsnit indledes med en generel 

introduktion til den givne kategori, 

hvori jeg opsummerer såvel litteratur som 

egne kliniske erfaringer. Derefter følger 

en gennemgang af anvendte spilleregler 

knyttet til den pågældende kategori, herunder 

hvad hver enkelt spilleregel kan 

vise i forhold til de opstillede observationsmål. 

Teksten eksemplifi ceres med casevignetter, 

der viser, hvordan en given spilleregel 

konkret har været anvendt i forhold til en 

klinisk problematik, jf. barnets henvisning 

til musikterapi. I de tilfælde, hvor jeg 

har kendskab til det, angiver jeg desuden, 

hvordan observationerne siden har indgået 

i udredningen eller i det (miljø-)terapeutiske 

arbejde på den børnepsykiatriske afdeling 

(se Tabel 1: Oversigt over kategorier, 

anvendte spilleregler og casevignetter). 

Kategori 1: Musikalske spilleregler 

Musikalske spilleregler tager udgangspunkt 

i en konkret musikalsk handling, 

f.eks. “et slag af gangen”, eller i en musikalsk 

form, f.eks. en rondo. Gennemgangen 

af børnemusikterapilitteraturen viser, 

at det i praksis ofte giver god mening at 

anvende de musikalske spilleregler som 

introduktion til improvisation i forhold til 

klienter, der ikke har erfaring med klinisk 

improvisation (Nissen et al. 1996; Erkkilä 

1997; Irgens-Møller 1998; Pedersen 

2003; Wigram 2004). Dette svarer til de 

observationer jeg har gjort i børnepsykiatrisk 

regi på APS, hvor de musikalske 

spilleregler har vist sig anvendelige til at 

introducere klinisk improvisation. De tilskynder 

barnet at udforske instrumenter 

og musikalske parametre som f.eks. rytme 

og melodi/tonalitet, samtidig med at deres 

konkrete karakter ofte giver en vis tryghed. 

Dette gælder navnlig for børn, der 

vil vide præcist, hvad de skal gøre, før de 

giver sig i kast med noget nyt. 

Ved at inddrage et interaktionelt perspektiv 

i formuleringen af de musikalske spilleregler 

har jeg endvidere erfaret, at de kan 



Musikalske 

spilleregler 

Spilleregel: 

Tur-samspil med 

først ét, så to, tre, fi re 

trommeslag til hver 

Spilleregel: 

At lokke den anden 

til at ændre tempo 

Spilleregel: 

Tur-samspil med 5 

til 10 toner skiftevis 

til hver 

Spilleregel: 

Tur-samspil med akkompagnatør- 

og solistrolle 

Casevignet 1 - Anne 

Casevignet 2 - Bente 

Før 

improvisationen 

Referentielle 

spilleregler 

Spilleregel: 

Kineser- eller drømmemusik 

(på de sorte 

tangenter) 

Casevignet 3 - Cecilie 

Spilleregel: 

To børn, der leger 

sammen 

Casevignet 4 - Dan 

Spilleregel: 

Stemninger med udgangspunkt 

i ”stemningskort” 


give et godt indblik i, hvordan barnet forholder 

sig til mit spil og dermed til mig. 

Spilleregel: Tur-samspil med først ét, 

så to, tre, fi re trommeslag til hver 

Vi har hver sin tromme (djembe eller congas) 

og min instruktion lyder: “Først slår 

jeg et slag, så er det din tur, derefter min 

osv. Du kan placere dit slag lige efter mit, 

eller du kan vente lidt”. Når vi har prøvet 

med ét slag, fortsætter vi med skiftevis 

at spille først to, så tre eller fi re slag 

hver. I den forbindelse fortæller jeg bar- 

Under 


Referentielle 

spilleregler, der fremmer 

verbalisering under 

det musikalske 

samspil 

Spilleregel: 

Lav en historie med 

udgangspunkt i lyde 

fra keyboardet 


Spilleregel: 

At lokke den anden 

til at ændre tempo 

Casevignet 7 - Eva 

Casevignet 8 - Finn 

Spilleregel: 

Fra vrøvledialoger til 

improviserede rap- 

eller sangtekster 

Casevignet 9 - Gitte 

Tabel 1: Oversigt over kategorier, anvendte spilleregler og casevignetter 

Efter 


Oplæg, 

der fremmer verbalisering 

og refl eksion 

efter det musikalske 

samspil 

Oplæg: 

Lyt til optagelsen af 

musikken, 

evt. som fi lmmusik 

(Casevignet 3 - Cecilie) 

Oplæg: 

Tegn, mens du lytter 

til optagelsen 


net, at “slagene kan komme hurtigt efter 

hinanden eller med en lille pause imellem 

dem”. 

I musikalsk-interaktionelle termer viser 

barnets håndtering af spillereglen, hvor 

opmærksom barnet er i stand til at være på 

det pågældende tidspunkt, ligesom det 

demonstrerer dets evne til at opfange (inter-)timing 

(Holck 2007). Dette kan f.eks. 

vise sig på følgende måde: Jeg starter med 

at slå et slag, barnet kigger et øjeblik over 

mod mig/trommen og derefter på sin 



egen tromme, hvorefter det slår. Jeg lægger 

mit næste slag lige efter barnets, hvorefter 

barnet retter sig lidt fremad og gør 

det samme (opmærksomheden fanges). 

Ofte accelererer tempoet mellem slagene, 

hvorefter jeg på et tidspunkt prøver at snyde 

barnets forventninger ved at lade som 

om, jeg skal til at slå, men i stedet venter 

et øjeblik. Nogle børn begynder at grine 

og prøver spontant at snyde mig, mens 

andre ikke viser dette overskud eller disse 

evner. 

For at opnå en vis overraskelseseffekt 

kræver det, at man både kan fornemme 

‘pulsen’ i samspillet, og indleve sig i (og 

snyde) den andens forventninger. Denne 

fornemmelse af (inter-)timing er som regel 

fraværende hos personer med autisme 

(Trevarthen et al 1998; Rogers 1999; Wigram 

1999; Holck 2003b), hvilket kan anvendes 

til at diagnosticere småbørn med 

betydelige sprogvanskeligheder med autis 

tiske træk til forskel fra småbørn med 

egentlig autisme 4 (Wigram 1999). 

Spilleregel: At lokke den anden til at 

ændre tempo 

Vi har hver sin tromme, hvorefter jeg begynder 

at spille en enkel grundpuls og invitere 

barnet til at spille den samme puls. 

Spillereglen lyder: “Om lidt begynder jeg 

gradvist at spille langsommere eller hurtigere 

for at lokke dig til at gøre det samme, 

men du skal prøve at fortsætte i dit eget 

tempo i stedet for at følge mit. Bagefter 

bytter vi roller”. 

Som i det forrige eksempel handler også 

denne spilleregel om at undersøge barnets 

opmærksomhed og sans for det interaktionelle 

og intersubjektive. Jeg præsenterer 

spillereglen med en humoristisk undertone, 

og når jeg kan høre, at det er ved at 

lykkes at få barnet til at ændre tempo, søger 

jeg øjenkontakt for nonverbalt at gøre 

4 Dette fi nder sted på Harper House Children’s 

Service, England, der har specialiseret sig i udredning 

af svært-diagnosticerbare børn med autisme. 

54 

opmærksom på det. De mest socialt (intersubjektivt) 

opmærksomme børn reagerer 

med et smil eller et overrasket udbrud: 

“Ej altså”, hvorefter de enten prøver igen 

eller straks vil bytte roller og forsøge at få 

mig til at ændre tempo. Efterhånden som 

vi bytter roller fl ere gange, præsenterer jeg 

barnet for stadig fi nere virkemidler som 

f.eks. et langsomt ‘snigende’ accelerando, 

der er svært at opdage. 

Jeg sætter løbende ord på mine musikalske 

virkemidler. Overgangen fra at tale konkret 

om at spille hurtigere eller langsommere, 

og til at tale om at drille, lokke den 

anden med, overskride grænser eller holde 

fast i sig selv sker ofte glidende vha. denne 

spilleregel. Derved kan vi meningsfuldt 

komme til at tale om mere personlige situationer, 

hvor barnet f.eks. føler sig lokket 

at gøre noget, som han/hun ikke vil eller 

omvendt selv manipulerer med andre. 

Dette kan føre til anvendelse af referentielle 

spilleregler som f.eks. “Hold fast i 

dine grænser overfor NN (en konkret person), 

mens jeg prøver at overskride dem”. 

Det humoristiske islæt er en vigtig del af 

denne spilleregel. Både i forhold til at vurdere 

barnets intersubjektive ressourcer på 

det pågældende tidspunkt, og i forhold til 

at ‘bryde isen’, idet jeg fremtræder som en 

legende voksen og musikterapien som et 

sjovt sted at være. (Disse børn er typisk til 

mange specialistundersøgelser med fokus 

på det, der er galt.) Samtidig ligger der i 

spillereglen en mulighed for at fastholde 

en vis afstand mellem os, hvilket kan være 

en god start, hvis der er trodsig modstand 

mod musikterapien. 

Jeg har fl ere gange oplevet børn, som beskrev 

musikterapien som: “noget, DEM på 

afdelingen har fundet på”. Ved at ‘imødekomme’ 

trodsen med denne spilleregel (du 

må gerne snyde mig), omdannes trodsen i 

bedste fald til en drillende forholdemåde, 

hvilket er langt mere frugtbart i forhold til 

at opbygge en alliance. 



Spilleregel: Tur-samspil 

med 5 til 10 toner skiftevis til hver 

Denne spilleregel foregår på to ens melodiinstrumenter, 

f.eks. på to xylofoner eller 

to klaverer. Instruktionen yder: “Først 

spiller du 5 til 10 toner, og når du stopper, 

fortsætter jeg, og derefter er det dig igen. 

Vi skal forsøge at få noget sammenhængende 

musik ud af det, dvs. både gentage 

noget af det, den anden spiller, men også 

selv fi nde på noget”. 

Igen viser improvisationer med udgangspunkt 

i denne spilleregel såvel musikalske 

som interaktionelle træk. Barnets musikalske 

evne til at indgå i et samspil er naturligvis 

vigtig for den fremtidige planlægning 

af musikterapien, men i forhold til 

at vurdere barnets socio-kommunikative 

evner er det vigtigste, at jeg dels kan høre 

forsøg på at imitere dele af mit spil, og dels 

at disse forsøg er balancerede med initiativer 

fra barnets side. Endelig er det vigtigt, 

om barnet viser tegn på at opdage mine 

imitationer, eller om det omvendt udelukkende 

er optaget af sin ‘egen verden’ (eksemplifi 

ceret i vignet 4). 

Spilleregel: Tur-samspil 

med akkompagnetør- og solistrolle 

Vi sidder ved hver sit klaver, og instruktionen 

lyder: “Først spiller du en akkord, 

dvs. 2 til 3 toner på én gang i venstre 

hånd. Spred evt. fi ngrene, så der kommer 

lidt afstand mellem tangenterne/tonerne. 

Lad fi ngrene hvile på tangenterne, mens 

jeg laver en lille ‘melodi’ på 5 til 10 toner 

med min højre hånd 5 . Når jeg er færdig, 

holder jeg den sidste tone nede, og så laver 

du en ny akkord.” Efter et stykke tid bytter 

vi. Hvis barnet stadig er koncentreret 

– eller ved en senere lejlighed – prøver det 

at akkompagnerer sig selv ud fra følgende 

spilleregel: “Først spiller du en akkord i 

venstre hånd, som du lader hvile på tangenterne, 

mens du laver en lille ‘melodi’ i 

højre hånd”. 

5 I musikvidenskabelige termer er der tale om en 

lille melodisk strofe. 

Det er min erfaring, at denne spilleregel 

er god til at introducere fri improvisation 

på klaveret, og at den kan udbygges over 

fl ere sessioner, så barnet gradvist får afprøvet 

klaverets forskellige muligheder. 

På det musikalsk-interaktionelle felt er der 

med denne og den forrige spilleregel primært 

fokus på at lytte og fylde sin tur ud. 

Modsat de beskrevne spilleregler på trommerne, 

har jeg observeret, at der på melodiinstrumenterne 

ofte sker en vis fordybelse 

hos barnet. Klavererne er placeret i 

en vinkel i et hjørne af lokalet, så vi sidder 

halvt med ryggen til hinanden, hvilket 

yderligere fremmer det lyttende, fantaserende 

og eftertænksomme aspekt til forskel 

fra den direkte øjenkontakt ved trommerne. 

Af samme grund skal den værste 

usikkerhed ved at spille og være sammen 

med mig være overstået, før spillereglen 

virker efter hensigten. Ellers er det min 

erfaring, at det nemt bliver til fnisen og 

ustandselig skotten over mod mig. 

Casevignet 1 - Anne 6 

Anne er indlagt med begrundet formodning 

om en gennemgribende udviklingsforstyrrelse 

(Asperger). Hun 

har bl.a. svært ved at indgå i sociale 

sammenhænge, hvis hendes rolle ikke 

er klart defi neret, og situationen er velstruktureret. 

Ved indlæggelsen er Anne 

moderat deprimeret. 

Anne er glad for musik, har spillet keybord 

et par år og henvises til et musikterapeutisk 

assessmentforløb med 

henblik på en vurdering af, om hun 

via det musikalske samspil kan øve sig 

i at indgå i relationer, hvor en vis grad 

af improvisation kan tolereres. På sigt 

er der endvidere ønske om prøve at få 

Anne til at nuancere og verbalisere følelser 

og stemninger mhp. at bryde hendes 

isolation. 

6 Af hensyn til anonymisering er alle navne ændrede, 

den specifi kke alder udeladt, og diagnosen 

beskrevet forholdsvis generelt. 



I løbet af første session prøver vi congatrommerne 

med udgangspunkt i spilleregelen, 

hvor vi skal lokke hinanden 

til at ændre tempo. Anne har virkelig 

svært ved at fastholde sin puls og afbryder 

sit spil, så snart hun opdager, at jeg 

ændrer mit tempo. Hun griner lidt af, 

hvor svært det er for hende, og hun forsøger 

fl ere gange, men uden held. Senere 

afprøver vi spillereglen med skiftevis 

at spille et, to, tre osv. slag, hvilket er 

langt lettere for Anne. Her formår hun 

at udskyde et slag, så det får en vis drillende 

karakter, men uden den intersubjektivt 

fornemmede timing, der skal til 

for at give en reel overraskelseseffekt. 

I de følgende sessioner foretrækker 

Anne, at vi spiller på klavererne, og her 

udfører vi en række samspil med udgangspunkt 

i spillereglen, hvor vi skiftes 

til at være akkompagnatør og solist. 

Da Anne netop har svært ved samspil 

med andre mennesker og musikalsk 

aldrig har spillet sammen med andre, 

starter jeg med at lade hende akkompagnere 

sig selv, dvs. spille en (fri) akkord 

i venstre hånd og derefter spille en 

lille melodisk frase i højre. Hun bliver 

meget optaget af det og laver en række 

små fi ne melodisk improviserede fraser, 

som hun, viser det sig, arbejder videre 

på derhjemme. Derefter går jeg videre 

med spillereglen i sin oprindelige form, 

så vi skiftes til at være henholdsvis akkompagnatør 

og solist for hinanden. 

Dette fi nder Anne sværere, om end stadig 

håndterbart. 

Da det er svært for Anne at indgå i improviserede 

samspil med andre, introducerer 

jeg derefter først en letgenkendelig 

akkordrække, som jeg gentager, 

mens Anne improviserer til. Dernæst 

bryder jeg akkordrækken og begynder 

i stedet at lave et mere frit akkordspil, 

hvorved jeg introducerer en uforudsigelig 

rækkefølge, dog holdt i samme toneart. 

Oplægget kræver, at vi vedvarende 

lytter til hinanden og fanger hinandens 

56 

skift, hvilket Anne sagtens magter rent 

musikalsk, mens samspillet på det psykologiske 

plan er endog meget vanskeligt 

for hende. Hun har således svært 

ved at tolerere det uforudsigelige og de 

små disharmonier, der i sagens natur 

opstår, når alt ikke er aftalt på forhånd. 

Samtidig hæfter hun sig ikke ved de 

steder, hvor vi faktisk fanger hinandens 

skift og ‘fl ytter os sammen’. 

Assessmentforløbet i musikterapien 

bekræfter den generelle formodning 

om en Asperger-problematik. Trods 

en stor glæde ved musik og en kognitiv 

forståelse af de musikalske elementer 

har Anne vedvarende svært ved at give 

udtryk for musikkens følelsesmæssige 

aspekt, ligesom hun har svært ved at 

fornemme interaktionel timing, hvilket 

er betegnende for personer med autistiske 

forstyrrelser (se ovenfor). Omvendt 

er Anne glad for musik og glæder sig 

tydeligvis til musikterapien. Derfor er 

konklusionen på assessmentforløbet, at 

musikterapi er et godt sted for Anne at 

øve sig i at indgå i relationer, hvor en vis 

grad af improvisation kan tolereres (jf. 

henvisningen), mens de langsigtede mål 

først kan vurderes efter et længere forløb. 

Pga. nærtstående udskrivning anføres 

det derfor i udskrivningsrapporten 

fra APS, at det anbefales at Anne 

fortsætter i musikterapi i kommunalt 

regi. 

Casevignet 2 - Bente 

Bente indlægges pga. tiltagende tristhed, 

manglende selvtillid og problemer 

med social afkodning og ordmobilisering. 

Bente beskrives som musikalsk 

og har bl.a. spillet lidt keyboard. Hun 

henvises til et musikterapeutisk assessmentforløb 

for at få vurderet, om det 

kunne være en potentiel behandlingsform 

pga. den nonverbale kommunikationsform 

i musikken. 



I den første session introducerer jeg 

conga-trommerne, som hun ikke kender, 

og vi afprøver spillereglen, hvor vi 

skiftevis prøver at lokke den anden til 

at ændre tempo. Bente virker optaget af 

det, hun smiler skævt, og efter et par 

gange formår hun at holde sin puls, ligesom 

hun spontant opfanger og bruger 

nogle af mine musikalske ‘virkemidler’. 

Bagefter afprøver vi spillereglen, hvor 

vi skiftevis slår en, så to, tre etc. slag. 

Igen er Bente hurtigt med og udfylder 

sine ture bevidst, dog uden humoristisk 

overskud i form af overraskelseseffekter. 

Bente bliver tavs, når jeg spørger til 

det, vi laver, men indgår altså meningsfuldt 

i det musikalske samspil på handlingsplanet. 

I tredje session fortsætter vi ved klavererne, 

hvor jeg beder Bente starte uden 

nogen spilleregel. Hun spiller en kort 

frase efterfulgt af en pause, hvori jeg 

svarer hende. Samspillet udvikler sig 

spontant til spillereglen, hvor vi spiller 

3 til 5 toner på skift. Improvisationen 

varer over fem minutter og bliver en 

meget meningsfuld musikalsk dialog, 

hvori Bente forholder sig til såvel indhold 

som stemning/dynamisk udtryk i 

det, jeg spiller. På et tidspunkt opstår 

der en lille melodi over 3 til 4 tur-skift, 

hvorefter Bente pludselig svarer med 

en hidsig akkord i klaverets dybe leje, 

efterfulgt af et lille fnis. Det sker et par 

gange, men hver gang er Bente hurtigt 

tilbage i det pæne udtryk midt på klaveret. 

Adspurgt om disse små bas-udbrud 

svarer Bente: “at det ellers bliver 

for pænt”. 

Samspilsformen ved klavererne (3 til 5 

toner på skift) gentager sig de følgende 

sessioner, og i den fjerde session tilføjer 

jeg desuden titlen: “Du bestemmer”, 

hvorefter jeg i høj grad følger Bentes 

udtryk. Sammenholdt med forrige gang 

forbliver hun lidt længere i det dybe, 

hidsige udtryk, før hun vender tilbage 

til det lyse leje, men der er tydeligvis 

meget kontrolleret vrede, der ikke får 

luft. Under spillet smiler Bente et par 

gange, men bagefter har hun ingen 

kommentarer, heller ikke til, om hun 

f.eks. oplevede, at hun fi k lov til at bestemme. 

Jeg foreslår Bente at lytte til 

optagelsen af improvisationen og tegne 

til den. Bente nikker tøvende ja, men 

går helt i baglås, da hun sidder ved bordet 

med papiret foran sig. 

I femte og sidste session af assessmentforløbet 

laver vi to klaverduetter ud fra 

spillereglen med 3 til 5 toner skiftevis 

til hver. Den anden tilføjer jeg desuden 

titlen: “Vi lytter ikke til hinanden” for 

at give Bente mere plads til at udtrykke 

sig selv. Musikken bliver mere modsætningsfyldt 

(og spændende) end tidligere. 

Den bærer præg af, at Bente alligevel 

kommer til at lytte, men tilsyneladende 

blot for at få gode ideer til sit eget spil. 

Den samlede konklusion på assessmentforløbet 

er, at lige så svært det er 

for Bente at forholde sig til oplæg, hvor 

hun selv skal tage sin plads, lige så sikker 

virker hun, når samspillets rammer 

er givet på forhånd i form af f.eks. 3 til 5 

toner skiftevis. Når hun får pladsen og 

ikke skal tage den, viser hun kreativitet, 

laver sine egne udspil, lytter til mine 

svar og veksler mellem at bruge dem og 

fi nde på noget andet. Dog forbliver hun 

tavs og går ofte helt ind i sig selv, når jeg 

beder hende give verbalt udtryk for det, 

der sker i samspillet – både i forhold til 

det konkrete handlingsplan og i forhold 

til hendes oplevelse af samspillet. 

Det besluttes, at Bente skal fortsætte i et 

musikterapeutisk forløb, hvor jeg arbejder 

videre i feltet mellem de konkrete og 

de mere åbne spilleregler. Det vurderes, 

at hun har brug for mestringsoplevelser 

og, i fald den terapeutiske alliance bliver 

robust nok, får et ‘øverum’ til at turde 

tage initiativ og evt. sige mig imod i stedet 

for at lukke af. Forløbet bliver dog 

yderst kort, idet musikterapien afsluttes 



i forbindelse med, at Bente fl yttes til en 

anden afdeling. 

Senere viser en psykologisk test, at Bente 

ikke blot har problemer med ordmobilisering 

men mere grundlæggende har 

problemer med at afl æse ansigter, ligesom 

hendes empatievne ikke er alderssvarende. 

Bentes udskrivningsdiagnose 

bliver ‘anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse’ 

(end Asperger) samt 

‘depression’. I forhold til assessmentforløbet 

i musikterapi kan man derfor konkludere, 

at Bentes manglende evne til 

at indgå i musikalske interaktioner, der 

er præget af humoristisk overraskelseseffekt, 

kan skyldes, at hun har en gennemgribende 

udviklingsforstyrrelse. 

Som beskrevet ovenfor kræver en reel 

overraskelseseffekt en fornemmelse af 

(inter-)timing, der som regel er fraværende 

hos personer med diagnoser inden 

for det autistiske spektrum. Det 

er netop denne forskel, som Wigram 

(1999) anvender til at diagnosticere 

småbørn med betydelige sprogvanskeligheder 

med autistiske træk til forskel 

fra småbørn med egentlig autisme. 

Kategori 2: Referentielle spilleregler 

Referentielle spilleregler tager udgangspunkt 

i ekstramusikalske temaer, f.eks. 

“forestil dig, at du er i en hule”, eller i 

foruddefi nerede roller, f.eks. “du bestemmer”. 

De referentielle spilleregler udgør 

et spektrum fra programmusikalske 7 spilleregler 

til mere personlige oplæg (Holck 

7 Programmusik er musik, der beskriver en 

bestemt generaliseret følelse eller hændelse. 

Som et klassisk eksempel kan nævnes Smetanas 

“Moldau”, hvor musikken skal illustrere fl oden 

Moldaus forløb og bevægelser. I musikterapeutisk 

sammenhæng skelner man mellem programmusikalske 

‘stiliserede’ udtryk (som f.eks. at vrede 

kan illustreres med kraftige lyde på en tromme) til 

forskel fra personlige selvudtryk, hvor patienten 

reelt udtrykker noget der føles i spilleøjeblikket. 

I praksis kan musikken fra de to typer oplæg lyde 

forholdsvis ens, men den subjektive og terapeutiske 

karakter er selvsagt grundlæggende forskellig. 

58 

2005a). I forhold til arbejdet på den almene 

børnepsykiatriske afdeling, APS, har 

jeg observeret, at børnene generelt fi nder 

det nemmest at starte med de musikalske 

spilleregler, beskrevet ovenfor, hvorefter 

jeg gradvist kan introducere anvendelsen 

af musikalsk improvisation til at udtrykke 

følelser, stemninger etc. 

Billedet er dog ikke entydigt, for enkelte 

børn fi nder de fantasibetonede spilleregler 

mere tilgængelige end de musikalske. Hos 

børn, der magter det, giver fantasibetonede 

spilleregler mulighed for at udtrykke 

følelser og fantasier sammen med en medspillende 

voksen, hvilket kan være en ny 

og meget positiv oplevelse. Hos børn præget 

af perfektionisme har jeg endvidere erfaret, 

at de mere ‘løse’ referentielle spilleregler 

ikke i samme grad vækker angst for 

at gøre noget forkert sammenholdt med de 

musikalske spilleregler. På den anden side 

er der børn, som med de referentielle spilleregler 

udelukkende forholder sig til en 

indre, ofte idylliseret, fantasiverden, hvor 

de kan føle sig ugenerede af andre (f.eks. 

mig!). I valg og udformning af spilleregler 

har jeg således måttet inddrage disse 

aspekter, afhængig af om der er tale om et 

assessmentforløb i udredningsfasen, hvor 

barnets styrker og svagheder skal afdækkes, 

eller om der er tale om et terapiforløb 

med et (psyko)terapeutisk mål. 

Spilleregel: Kineser- eller 

drømmemusik (på de sorte tangenter) 

Vi sidder ved hver sit klaver, og spillereglen 

lyder: “Vi skal sammen lave noget 

drømmemusik (eller kinesermusik), vi 

spiller samtidigt, men bruger kun de sorte 

tangenter. Jeg optager det på bånd, så vi 

kan høre det bagefter”. 

Det har været lidt forskelligt, om jeg præsenterer 

spillereglen som drømme- eller 

kinesermusik. Senest har jeg valgt at kalde 

det for drømmemusik og så eksemplifi 

ceret det med, at det kunne være kinesermusik, 

hvis barnets har virket usikker. 

(Spillereglen kan også kombineres med 



spillereglen, hvor vi skiftes til at være i akkompagnatør- 

og i solistrollen.) 

Jeg bruger spillereglen tidligt i forløbene, 

da jeg har erfaring med, at den er en enkel 

måde at introducere muligheden for at 

bruge musik til at udtrykke noget fantasibetonet. 

Ved den fælles lytning til optagelsen 

bagefter kan jeg få en fornemmelse 

af barnets evne til at fantasere, udtrykke 

disse fantasier verbalt, og til at koble associationerne 

sammen med det, der foregår 

i musikken/mellem os. Jeg vender tilbage 

til den fælles lytning senere i artiklen. 


Cecilie er indlagt pga. anoreksi og beskrives 

som en stille, perfektionistisk 

pige, som i skolen klarer sig bedst med 

overskuelige og strukturerede opgaver. 

Hun er meget konkrettænkende og går 

i stå, hvis hun sættes overfor valg. Cecilie 

har nedsat empatievne, og i starten 

af indlæggelsen er der mistanke om en 

kontaktforstyrrelse. Denne mistanke 

forsvinder dog, efterhånden som Cecilie 

får tillid til afdelingspersonalet, 

mens hun fortsat udviser problemer 

med indlevelsesevne, også efter anoreksien 

er blevet behandlet. 

Cecilie tegner meget, og hendes tegninger 

er meget detaljerede, men forekommer 

samtidigt stiliserede. Derfor 

foreslås et musikterapiforløb, dels med 

henblik på at få en vurdering af Cecilies 

kontaktevne, dels for at få afklaret, om 

hun kan udvise mere fantasi og spontanitet 

i et medie, hun ikke kender så 

godt. 

Adspurgt fortæller Cecilie i første session, 

at hun kan spille: “Frikadellen 

over plankeværket” på klaveret, hvilket 

hun viser mig. For at fremme et mere 

reaktivt udtryk foreslår jeg spillereglen: 

“Kinesermusik” på de sorte tangenter. 

Cecilie virker meget opmærksom på 

musikkens udtryk, og der opstår små 

sekvenser med musikalsk kontakt i vores 

spil. Da vi hører optagelsen bagefter, 

er det svært for Cecilie at beskrive 

musikken. Derfor beder jeg hende om 

at forestille sig, at hun sidder i en biograf 

og lytter til fi lmmusikken, mens 

hun prøver at forestille sig, hvad der 

sker oppe på lærredet. (Denne spørgeteknik 

vender jeg tilbage til senere 

i artiklen.) Cecilie svarer spontant, at 

der er en stille skovsø med åkander i en 

lysning med bøgetræer. Det er: “smukt, 

men også lidt kedeligt”. 

Derefter spørger jeg, hvad det modsatte 

udtryk kunne være, hvortil Cecilie 

svarer: “en skæbnesymfoni”. Adspurgt 

beskriver hun dette som musik, der er 

kraftig, grim og uhyggelig. Jeg foreslår, 

at vi spiller ud fra denne oplægget ‘en 

skæbnesymfoni’, og bagefter udbryder 

Cecilie fnisende: “det var en meget 

dårlig klaverspillers skæbne!” Da 

hun genhører musikken, tilføjer hun, 

at: “det lyder som en fl ugt i et mørkt 

rum”. Jeg spørger udforskende: “Hvis 

dette var et mareridt, hvad er det så der 

er efter dig?”, hvortil Cecilie uanfægtet 

svarer: “En sort djævel”. Da der er tale 

om første session, går jeg ikke længere 

med djævlebilledet, men foreslår i stedet, 

at vi laver en improvisation, hvor 

vi veksler mellem at spille Åkander og 

Skæbnesymfoni. Improvisationen bliver 

kort med noget humoristisk og drillende 

over sig. 

I lyset af de stiliserede tegninger og 

den konkrete tankegang, Cecilie ellers 

udviser, forekommer Cecilies spontane 

kommentarer til det musikalske udtryk, 

samt hendes musikalske interaktion 

med mig, levende og langt mere personlig 

end forventet. Kontakten mellem os 

tyder endvidere på, at der kan udvikles 

en arbejdsalliance, så det besluttes at 

fortsætte forløbet. Det bliver et forløb 

på 13 sessioner, hvor Cecilie veksler 



mellem på den ene side at improvisere 

og vise glæde ved dette samspil, og på 

den anden side at udvise stor modstand 

og devaluering af samme. Efterhånden 

bliver det dog tydeligt, at hendes evne 

til at leve sig ind i musikkens følelsesmæssige 

udtryk er meget svag (se casevignet 

5). 

Spilleregel: To børn, der leger sammen 

Denne spilleregel stammer fra starten af 

et assessmentforløb, hvor et barn spontant 

udbrød, at vores improvisation lød som 

to børn, der leger sammen. Jeg har siden 

brugt spillereglen i forhold til andre børn, 

men beskriver her spillereglen ud fra det 

oprindelige forløb. 

Casevignet 4 – Dan 

Dan er indlagt med anoreksi og OCDsymptomer. 

Han beskrives som en kontrolleret 

og antiaggressiv dreng, som 

bestræber sig på at gøre sine omgivelser 

tilpas. Samtidigt opleves han som meget 

styrende på en indirekte måde. Dan 

henvises til musikterapi i håbet om, at 

han her kan løsne op for sin meget kontrollerede 

forvaltning af følelser. 

I den første session møder jeg en meget 

imødekommende og smilende dreng, 

som, da jeg spørger ham, gladelig beretter 

om sit kendskab til musik og musikinstrumenter. 

Efter introduktionen 

foreslår jeg spillereglen: “Drømmemusik” 

spillet på klaverets sorte tangenter, 

og da vi bagefter lytter til optagelsen, 

fortæller Dan, at han på et tidspunkt 

synes, det lyder som: “To børn, der leger 

sammen”. Mens vi spiller, har jeg 

oplevelsen af, at det er svært at komme 

til at spille sammen med Dan, så derfor 

foreslår jeg, at vi bruger hans udsagn: 

“To børn der leger sammen” som spilleregel 

for næste improvisation. I denne 

improvisation bliver det tydeligt for 

mig, at der er et mønster i Dans spil, 

idet det er meget springende (højt, lavt, 

60 

forskellige tempi), og ofte har en meget 

tæt tekstur (mange toner på én gang), 

hvilket gør det vanskeligt at spille sammen 

med ham. 

På et tidspunkt i den anden improvisation 

spiller Dan nogle dybe og ret dystre 

klange, som jeg møder med holdte, 

lange akkorder (‘holding’). Da vi bagefter 

hører optagelsen sammen, fortæller 

Dan adspurgt: “Der, hvor jeg spiller 

i det mørke, forestiller jeg mig, at jeg 

spiller fodbold, men det vil du ikke være 

med til, og så bliver du lidt sur. Derefter 

foreslår du noget, som jeg ikke vil, og 

så bliver jeg lidt sur. Men så fi nder vi på 

noget, som vi begge vil” (spiller begge i 

det lyse, pentatone leje). 

Dans beskrivelse viser, at han har en idé 

med det, han spiller, og at han tillægger 

vores musikalske interaktion en betydning. 

Omvendt tillægger han mit spil 

intentioner, jeg ikke genkender, samtidig 

med at han ikke er opmærksom på, 

hvordan hans eget udtryk lyder og virker. 

Han kan ‘bære’ at fortælle, at vi er 

sure på hinanden (hvilket jeg forbinder 

med min oplevelse af, at det er svært at 

mødes i musikken), men har tilsyneladende 

et behov for ‘lighed’ (vi skiftes 

til at foreslå noget, som den anden ikke 

vil), ligesom det åbenbart er vigtigt, at 

det ender godt ved, at vi fi nder på noget, 

som vi begge vil. 

I de følgende sessioner bliver det stadig 

mere klart, at Dan er meget styrende på 

sin egen indirekte facon, idet han helst 

vil spille solo og skal instrueres særdeles 

klart og direkte, hvis han skal lytte 

til det, jeg laver. I femte session gentager 

jeg spillereglen: “To børn der leger 

sammen” og for at imødekomme hans 

behov for kontrol, giver jeg ham aktivt 

rollen som den, der skal bestemme. 

Min instruktion lyder, at jeg skal følge 

ham, og hvis han ikke synes jeg gør det 

godt nok, skal han gentage sit udspil, 

indtil han synes, jeg gør det rigtigt. I 



den følgende improvisation bevæger 

Dan sig meget rundt på klaveret, mens 

jeg følger ham på det andet klaver. Da 

jeg bagefter spørger Dan, om jeg fulgte 

ham godt nok, svarer han tøvende: 

“Nej ikke helt”. Hans svar viser med al 

tydelighed, at han kræver fuldstændig 

kopiering for at føle, at han bestemmer! 

Vi prøver derefter at bytte roller, men 

her må jeg undervejs gentagne gange 

minde ham om, at det nu er ham, der 

skal følge mig. 

Assessmentforløbet med Dan viser en 

stærk tendens til ensidighed. I samtalerne 

forsøger han ofte at ‘please’ mig, 

mens han i musikken (på handleplanet) 

er meget styrende gennem sit krav om 

kontrol. Han har svært ved at følge mig, 

men trækker sig omvendt, hvis ikke jeg 

følger ham hele tiden. Der er altså en 

stor ufl eksibilitet i kontakten. Overordnet 

set svarer det til afdelingspersonalets 

observationer, men med udgangspunkt 

i musikterapien kan jeg præcisere 

en skelnen mellem det verbale plan og 

handleplanet, hvilket bliver en meget 

anvendelig iagttagelse for personalet i 

det videre arbejde med Dan. 

Spilleregel: Stemninger 

med udgangspunkt i “Stemningskort” 

Improvisationen tager udgangspunkt i 

små kort, hvorpå der står en stemning (en 

følelse) som f.eks. glæde, vrede, tristhed 

og at være ligeglad. Barnet trækker et af 

kortene, hvorefter vi prøver at udtrykke 

stemningen sammen i musikken. 

Det er velkendt, at en programmusikalsk 

indfaldsvinkel (se tidligere note) kan være 

anvendelig til meget konkrettænkende 

børn, og herunder børn inden for det 

autistiske spektrum (Wigram 2004). Tilsvarende 

har jeg kunnet anvende denne 

indfaldsvinkel i forhold til børn, som selv 

efter fl ere sessioner primært forholder sig 

til det konkrete handlingsaspekt i musikken, 

f.eks. “musikken er kraftig, du spiller 

svagere end mig”, snarere end til de stemningsmæssige 

sider i musikudtrykket. 

Ideen med at udforme “Stemningskort” 

stammer fra et tidligere musikterapeutisk 

arbejde med unge med spiseforstyrrelser, 

svære depressive og suicidale træk på Det 

Ungdomspsykiatriske Afsnits lukkede afdeling, 

på Odense Universitetshospital 

(Nissen et al. 1996). Både i forhold til disse 

unge og i forhold til de lidt yngre patienter 

på APS har jeg erfaret, at det kan give 

en for barnet nødvendig afstand at skulle 

trække et kort, fordi “kortet jo ikke har 

noget med mig at gøre”. Næste skridt er 

naturligvis, at få barnet til at foreslå en 

følelse, det kender fra sig selv, og til sidst 

evt. at få barnet til at tage udgangspunkt i, 

hvordan det har det her og nu. Spillereglen 

kan således anvendes til at fi nde ud af, om 

barnet af denne vej kan fremme/vise en 

mere fantasi- og følelsesbetonet side af sig 

selv. Kortene kan være lavet på forhånd 

eller produceres sammen med barnet, 

hvilket casevignet 5 er et eksempel på. 


I forløbet med Cecilie (se casevignet 3) 

er der fokus på hendes meget konkrete 

tankegang samt manglende empati. 

Hun viser evner til at associere til sin 

egen musik (“Åkander” og “Skæbnesymfoni”), 

men hun svarer ikke, når jeg 

spørger til musikkens følelsesmæssige 

udtryk. 

I den 8. session lykkes det dog at komme 

ind på, hvordan musik kan udtrykke 

forskellige typer stemninger (følelser). 

Men da jeg foreslår Cecilie, at vi skal 

prøve at udtrykke forskellige stemninger 

i musik, vil hun have helt konkrete 

og detaljerede spilleinstruktioner i, 

hvordan man f.eks. kan lave “Drømmemusik”, 

“Trist musik”, “Uhyggemusik” 

eller “Glad musik”. 

Improvisationerne bliver meget rigide 

og klichefyldte, og Cecilie har ingen 

kommentarer til dem bagefter. For at 



få hende til at dvæle lidt ved stemningerne, 

foreslår jeg hende at tegne de 

fi re omtalte stemninger, mens hun hører 

optagelsen af musikken. Dette gør 

Cecilie med stor iver og laver spontant 

fi re små kort, hvorpå hun først skriver 

titlen og derefter tegner en lille tegning, 

som hun synes passer til den pågældende 

stemning. Hun starter med “Drømmemusik”, 

som hun illustrerer med 

to skyer og en sol. Så fortsætter hun 

med “Trist musik”, som bliver afbilledet 

som en lang sort gang, og dernæst 

“Uhyggemusik”, som hun tegner som 

orange øjne med sort baggrund. Til 

sidst tegner Cecilie “Glad musik” som 

en grøn blomstereng med et træ med 

en gynge i. Det er de tre første kort, og 

navnlig de to med den triste og uhyggelige 

stemning, som Cecilie lægger mest 

energi og personlig fantasi i under tegneprocessen. 

I forhold til hendes i øvrigt 

stiliserede tegnestil er der tale om 

et forholdsvis personligt udtryk. 

Da Cecilie er færdig med tegningerne, 

laver vi en improvisation ud fra hvert 

stemningskort. Denne gang virker det 

mere meningsfuldt, da Cecilie er mere 

tilstede i det musikalske udtryk. Der er 

dog stadig er tale om programmusik i 

en forholdsvis rigid og klichéfyldt udgave. 

I de følgende sessioner er Cecilie ambivalent 

i forhold til stemningskortene. På 

den ene side viser hun dem stolt frem til 

sin kontaktperson og beder hende høre 

optagelserne af improvisationerne. På 

den anden side fortæller hun mig, at 

kortene er “kedelige”, og at hun ikke 

“gider” spille ud fra dem, hvilket jeg 

tolker som et udtryk for, at det svært er 

for hende. 

Sammenholdt med Cecilies nedsatte 

empatievne viser arbejdet med stemningskortene, 

at Cecilie grundlæggende 

har svært ved at forbinde (musikalske) 

udtryk med stemninger og følelser. Det 

62 

er derfor ikke sært, at hun har problemer 

med at leve sig ind i andres følelser. 

Kategori 3: Referentielle spilleregler, 

der fremmer verbalisering under det 

musikalske samspil 

I musikterapi med voksne patienter kan 

den første session ofte anvendes til et terapeutisk 

interview med fokus på patientens 

livshistorie og problematikker. Ifølge 

Priestley (1994) giver denne procedure 

sjældent mening med børn, og det er da 

også min erfaring, at selv forholdsvis enkle 

personlige spørgsmål kan virke direkte 

forstyrrende i allianceopbygningen i musikterapi 

i børnepsykiatrisk regi. Omvendt 

er det naturligvis vigtigt for den terapeutiske 

proces, at man som terapeut får indsigt 

i, hvad der foregår i barnet, såvel på 

det eksplicitte tanke- eller erfaringsplan, 

som på det implicitte førbevidste plan, og 

– ikke mindst – hvilken betydning barnet 

tillægger de indtryk, det får. 

I sit arbejde med normaltbegavede børn 

uden alvorlig psykisk sygdom lægger 

Priestley (1994) vægt på at skabe ‘musikalske 

historier’, så sessionerne så vidt muligt 

former sig som en serie af skiftevise 

historiefortællinger og improvisationer 

med udspring i barnets fantasi. Hos en 

del svært psykisk syge børn er den spontane 

tilgang til musikalske historier stærkt 

svækket, men princippet med at fokusere 

på et historisk-dramatisk element kan 

genfi ndes i børnemusikterapilitteraturen 

(Holck 2005b), ligesom jeg også genkender 

det fra mit arbejde på APS. 

Priestley adskiller historiefortællingen fra 

improvisationen, men i fl ere af forløbene 

oplevede jeg, at det enten forekom unaturligt 

at adskille handling (leg/musik) og 

snak (fortælling), eller at barnet ikke formåede 

at sige noget om en i øvrigt meget 

udtryksfuld improvisation, eller at musikken 

udtrykte noget helt andet, end barnet 

bagefter gav udtryk for. Da fl ere af bør- 



nene spontant begyndte at fortælle under 

det musikalske samspil, opstod ideen om 

at udforme referentielle spilleregler, der 

specifi kt fremmer denne sammenhæng. 

Denne kategori har jeg derfor udformet 

med fokus på musikterapeutisk arbejde 

med børn eller andre patienter, for hvem 

en samtale efter den kliniske improvisation 

ikke giver terapeutisk mening. 

Spilleregel: Lav en historie med 

udgangspunkt i lyde fra keyboardet 

Musikterapiklinikkens keyboard indeholder 

en indstilling, så hver tangent giver en 

forskellig lyd, som f.eks. en politisirene, en 

kat der miaver, barnelatter etc. Instruktionen 

til barnet lyder: “Tryk på en tangent 

og start en historie med udgangspunkt i 

den lyd, der dukker frem. Tryk på en ny 

tangent, og fortsæt din historie med udgangspunkt 

i den nye lyd. Fortsæt, til du 

synes historien er færdig”. Jeg er ikke aktiv 

undervejs i musikhistorien, men lytter og 

optager den, så vi kan høre den bagefter. 

De historier, der kommer ud af denne spilleregel, 

er ofte abrupte og pudsige, fordi 

hver lyd kan føre barnets associationer i en 

ny retning. Omvendt er det min erfaring, 

at spillereglen kan give et meget klart indtryk 

af barnets indre ‘humørskala’, samt af 

hvad der optager barnet, og hvordan det 

f.eks. forholder sig til familie og venner. 

Ud over at give et indblik i barnets tanke- 

og følelsesliv har jeg gode erfaringer med 

at anvende denne spilleregel i forhold til 

børn, der har et stærkt behov for at styre 

deres omverden og dermed også mig i den 

musikalske interaktion. Ved at undlade at 

spille med og i stedet give barnet ‘fri’ fra 

at skulle kontrollere mig forsøger jeg med 

denne spilleregel at fi nde ud af, hvad der 

gemmer sig under overfl aden. 


Den meget kontrollerende og antiaggressive 

dreng, som er nævnt i casevignet 

4 (jf. “To børn, der leger sam- 

men”), lavede i to forskellige sessioner 

en historie med udgangspunkt i denne 

spilleregel. Begge gange er hans historie 

én lang fortælling om personer, der 

kører ind i hinanden, skyder hinanden, 

slår hinanden etc. Ind imellem optræder 

der familiemedlemmer med samme 

voldsomme adfærd. På intet tidspunkt 

er der tiltag til mægling eller lignende. 

Med en ‘pleasende’ verbal adfærd og 

en passiv-kontrollerende handleadfærd 

kan det ikke undre, at der er aggressioner 

bag facaden, men med de to musikhistorier 

får man et direkte indblik i karakteren 

af denne aggression. Desuden 

er der træk ved Dans keyboard-historier, 

der indikerer en afmagt eller følelsesløshed, 

som er væsentlig i forhold til 

hans anoreksi og OCD-symptomer. 

Spilleregel: Lav musik 

til en tredelt fi lmhandling 

Instruktionen lyder: “Vi skal sammen lave 

musik til en biograffi lm. Først skal du fi nde 

på en handling i tre dele, og dernæst 

skal du fortælle mig, hvordan du synes 

musikken skal lyde i hver del. Skal vi f.eks. 

spille på bestemte instrumenter, og skal vi 

have bestemte roller undervejs? Mens vi 

spiller, skal du signalere, hvornår vi skal 

gå videre til næste del ved at slå på gongen 

(en lille bord-gong)”. 

Spillereglen er i sit udgangspunkt meget 

konkret og refererer til at gå i biografen, 

hvilket de fl este børn forbinder med noget 

positivt. Samtidigt er det tydeligvis nyt 

for børnene, at musik kan bruges til at beskrive 

en handling, og de fl este går til opgaven 

med stor entusiasme. Såvel Bruscia 

(1987) som Wigram (2004) understreger, 

at spilleregler bør fremme overgange eller 

forandringer i løbet af den kliniske improvisation. 

Konkret sikrer tredelingen et 

historisk forløb, og ofte kommer midterdelen 

til at rumme en modsætning eller en 

konfl ikt, f.eks. “stille – kaos – redning”. 



Hos de børn, jeg har afprøvet denne spilleregel 

med, har der første gang været 

mange referencer til fi lm-stereotypier, 

så som “Spiderman” eller “splatterfi lm” 

såvel i historien som i musikken, men efterhånden 

som vi prøver det fl ere gange, 

bliver historierne mere personlige. Det er 

min erfaring, at netop tredelingen gør det 

muligt at nærme sig noget svært i midterdelen, 

fordi løsningen (sidste del) er aftalt 

på forhånd. Desuden er det jo barnet selv, 

der med gong-slagene bestemmer, hvor 

lang hver del skal være, hvilket giver lejlighed 

til at vurdere forholdet mellem den 

problematiske del og løsningen af den, enten 

ved at barnet f.eks. buldrer løs i lang 

tid eller omvendt næsten undgår at gå ind 

i det svære. I nogle tilfælde bevæger improvisationen 

sig i en anden retning end 

det aftalte, men med gongslagene er det 

muligt at vende tilbage til det aftalte i næste 

del. 

Følgende to vignetter er begge eksempler 

på anvendelse af fi lm-metaforen som spilleregel. 

I det første eksempel er vi begyndt 

at spille, inden jeg præsenterer fi lm-metaforen, 

så derfor når vi ikke at aftale en tredeling, 

skønt den alligevel opstår. I begge 

eksempler begynder børnene spontant at 

fortælle en historie, mens vi spiller. 

Casevignet 7 - Eva 

Eva er indlagt pga. markante følelsesmæssige 

og adfærdsmæssige problemer 

(impulsstyret ukontrolleret vrede). 

Hun vurderes at være lettere angst og 

depressiv og har selvmordstanker, lavt 

selvværd og udtalte identitetsproblemer. 

Formålet med henvisningen til 

musikterapi er at give Eva bedre kendskab 

til sig selv, sine ressourcer og mestringsstrategier. 

I første session præsenterer jeg hende 

for de forskellige instrumenter, og ca. 

halvt inde i sessionen begynder hun at 

udforske keyboardets mange lyde. Vi 

står ved siden af hinanden og impro- 

64 

viserer lidt uden oplæg, hvorefter Eva 

spontant udbryder, at det lyder uhyggeligt. 

Mens vi spiller videre, introducerer 

jeg fi lm-metaforen: “Hvis dette var en 

uhyggelig fi lm, hvad ville der så ske?”. 

Eva begynder at fortælle, mens hun 

spiller videre: “Der er en kvinde alene 

ude i en skov, en mørk skov. Det er tåget… 

Der er noget efter hende”. Jeg 

spørger, om det er nogen, hun kender? 

“Nej, jeg ved ikke, hvem det er, jeg kan 

ikke se vedkommende… Han griber 

fat i hendes ben, så hun falder og ligger 

blandt myrer og edderopper. Adrr.” Jeg 

spørger, om kvinden kæmper, mens jeg 

spiller, som om jeg kæmper. Min tanke 

er, at kvinden ikke skal blive liggende 

der magtesløs. Jeg spørger igen Eva, 

om kvinden kan kæmpe sig fri, hvortil 

hun svarer: “Ja”. Vi spiller kampen, der 

munder ud i noget, der lyder mere fredeligt. 

Jeg spørger Eva, hvad der sker, 

hvortil Eva svarer: “Det er stadig meget 

mørkt”. Jeg spørger, om der ikke er nogen, 

der kan hjælpe hende? Eva svarer: 

“Nej”. Vi spiller videre. Så siger Eva: 

“Nu er der lys forude, et skovmandshus 

med lys. Hun banker på, han lukker 

hende ind, han vil hende det godt, han 

giver hende varme og mad”. 

Efter improvisationen taler vi om 

uhygge og mareridt, og spontant fortæller 

Eva om en hændelse hun havde 

som småbarn, hvor hun blev skræmt fra 

vid og sans. 

Casevignet 8 - Finn 

Finn er indlagt pga. angst og selvdevaluering. 

Han er præget af nederlagsfølelse 

og skyldfølelse, samt en voldsom 

vrede, som han forsøger at kontrollere. 

På baggrund af dette samt Finns interesse 

for musik henvises han først til 

et assessmentforløb, og siden til et musikterapiforløb. 

Målet er at hjælpe ham 

til at udtrykke sig emotionelt sammen 

med en voksen, som kan ‘bære’ hans 



følelsesudtryk. 

Allerede i første session indfører jeg 

“fi lmmusik” som spilleregel, og da vi 

gentager spillereglen i anden session, 

bestemmer Finn, at vi skal starte med 

en blid del, derefter skal der være en 

uhyggelig del, og så en endnu mere 

uhyggelig del. Vi spiller begge på fl ygelrammen 

8 med og uden køller. 

Under første del begynder Finn at lave 

snorkelyde. Han dramatiserer derefter 

spontant en historie vha. lyde og replikker, 

mens vi spiller. Der er meget kort 

mellem gongslagene, der indikerer del 

to og tre, og da vi starter på den mest 

uhyggelige del (tre), laver han en forskrækket 

indånding og siger med grædemimik: 

“Nu vågner hun”. Derefter 

kalder han på mor og far med en pigestemme: 

“Hvor er I henne?” 

Dramaet fortsætter med faderen, som 

kommer og spørger, hvorfor hun ikke 

sover, hvortil hun svarer: “Jeg havde 

mareridt om vampyrer og monstre”. 

“Det skal du ikke tage dig af, jeg er selv 

en vampyr, ARRRR”. 

Finn ændrer sin stemmeføring i forhold 

til de forskellige roller. Han griner, 

mens han spiller kraftigt på fl ygelrammen, 

så spiller han første linje af Bro, 

bro, brille, hvorefter han slår på gongen 

(afslutningen) og stryger strengene med 

hånden. Jeg spørger Finn, hvad slutningen 

på historien er, hvortil han svarer, 

at pigen er blevet til en engel. Imens 

spiller han i det lyse leje af fl ygelrammen. 

Som det fremgår, opstår der en intens 

og direkte forbindelse til Finns indre 

liv. Det senere terapiforløb bliver på i 

alt 18 sessioner, hvor Finn veksler mellem 

stærk modstand og afprøvning af 

8 En fl ygelramme er strengeophænget fra et 

fl ygel. Den står op ad en væg og fungerer som en 

harpe. 

mine evner til at ‘rumme ham’ og så 

disse meget koncentrerede indblik i 

hans indre verden. 

Spilleregel: Fra vrøvledialoger 

til improviserede rap- eller sangtekster 

Sangskrivning er en velkendt musikterapeutisk 

metode, der har været anvendt i 

forhold til mange patientgrupper, herunder 

børn og præteenagere i børnepsykiatrien. 

I en antologi viser Wigram & Baker 

(2005), at udformningen og processen i 

forbindelse med sangsskrivning som terapeutisk 

redskab varierer fra den improviserede 

til den mere strukturerede indfaldsvinkel, 

ligesom klientgruppens alder og 

musikpræference har en stor betydning. 

I et gruppemusikterapeutisk forløb med 

børn af forældre med misbrugsproblematikker 

fandt Kowski (2003) f.eks., at rapgenrens 

rytmiske islæt var ekstrem anvendelig 

for nogle af børnene i forhold til at 

udtrykke tanker og følelser, der ikke ellers 

blev verbaliseret. Dette er et eksempel på 

at lade en spilleregel tage udgangspunkt 

i en bestemt musikgenre, her rap-musikken, 

der har klare referencer til en bestemt 

ungdomskultur og måde at udtrykke sig 

på, og som barnet derfor kan identifi cere 

sig med (Ruud 1997; Holck 2003a) 

I forhold til forløbene på APS var der fl ere 

af børnene, der var interesserede i mikrofonerne 

men for generte til synge i dem. 

Omvendt erfarede jeg, at en enkel spilleregel 

som f.eks. “Nu laver vi en vrøvledialog, 

hvor vi har hver sin mikrofon”, gjorde 

det lettere at overvinde genertheden. Efter 

at have været omkring diverse dyre-, 

smaske- eller pruttelyde kunne der udvikle 

sig nogle rytmiske og/eller verslignende 

strofer, som jeg løbende nedskrev, hvorefter 

vi skiftevis kunne improvisere og 

tale om, hvordan stumperne skulle kædes 

sammen. 

Er det en sang, der er undervejs, understøtter 

jeg med akkorder på klaveret eller 

guitaren, mens vi improviserer med stem- 



merne. Hvis det f.eks. er en rap, kan keyboardets 

trommerytme være en støtte for 

tekstudformningen. Typisk har vi brugt 

nogle sessioner på at gøre melodi, rytme 

og tekst færdig, hvorefter jeg har optaget 

vores fælles fremførelse, så barnet har 

kunnet få en kopi af optagelsen med sig 

hjem. 

Arbejdet med sangskrivning i forhold til 

denne klientgruppe har vist mig, at det 

er vigtigt at fastholde det improvisatoriske 

præg så længe som muligt, dels for 

at fremme kreativiteten (“alt er tilladt”), 

dels for at undgå præstationsiver og stereotypisering 

(“det skal lyde som et bestemt 

musikidol”). Det sidste kan være 

svært, da de fl este af børnene jo har nogle 

musikalske forbilleder, hvis musik, stil, 

rytmer etc., som de gerne vil læne sig op 

ad. Fra en terapeutisk vinkel opstår problemet, 

hvis barnet alene kopierer et stiliseret 

musikudtryk og derved glemmer 

det personlige udtryk. Aasgaards (2002) 

arbejde med kræftramte børn er et godt 

eksempel på vellykkede sangproduktioner 

af høj terapeutisk værdi. Sammenholdt 

med erfaringerne med sangskrivning med 

kræftramte børn er det min vurdering, at 

der i musikterapeutisk arbejde med børn 

med diagnoser, som er knyttet til overdreven 

kontrol og/eller konkrettænkning 

(ano reksi, OCD), er en langt større risiko 

for, at barnet styrer processen i retning af 

ikke-kreative produkter, som hverken afspejler 

indre ressourcer eller konfl iktstof 

hos det enkelte barn. 


Gitte indlægges med anoreksi, der ifølge 

hende selv starter efter, at hendes bedste 

ven har drillet hende med, at hun er 

for tyk. Selvom det er sagt i kådhed, og 

intet har med Gittes reelle vægt at gøre, 

påbegynder Gitte en slankekur, der 

hurtigt eskalerer. Gitte henvises til musikterapi, 

fordi afdelingspersonalet oplever 

Gitte som meget kontrolleret med 

undtagelse af, når hun beskæftiger sig 

66 

med kreative ting. Da Gitte endvidere 

ikke viser nogen sygdomsindsigt, er det 

samtidigt et håb, at musikterapien kan 

understøtte det behandlingsmæssige 

arbejde i forhold til denne. 

I musikterapien møder jeg en sky, men 

samtidig nysgerrig pige, der efter nogle 

tilløb gerne vil prøve mikrofonerne 

(processen inden vi når dertil, fremgår 

af næste vignet). Efter dialoger med 

dyre- og vrøvlelyde udvikler der sig 

i 6. session en melodi, hvorefter tekstindholdet 

gradvist fi nder sin form i 

den følgende session. Sangens fi re vers 

starter med linjen: “Ih, hvor jeg glæder 

mig til at komme hjem…” efterfulgt af 

alle de ting, Gitte glæder sig til at kunne 

igen, når hun bliver udskrevet. 

I 8. session foreslår jeg, at vi laver en 

sang om alt det, der var svært, før Gitte 

udviklede anoreksi. Gitte vil gerne lave 

en rap og efter to sessioners arbejde 

med den, fi nder den sin form. Igen er 

der fi re vers, og hvert vers starter med: 

“Det var svært, det var svært, da..” 

– efterfulgt af det, der var svært, f.eks. 

“Det var svært, det var svært, da NN 

(vennens navn) sa’e jeg var for tyk…”. 

Begge sange optog vi på et bånd, som 

Gitte fi k med sig, da terapiforløbet sluttede 

(efter den 9. session). Gitte var 

meget stolt af sit bånd, og da jeg senere 

mødte hende tilfældigt på sygehuset, 

fortalte hun mig spontant, at hun havde 

spillet det for sine forældre, som havde 

været meget imponerede over Gittes to 

sange, hvis indhold de efterfølgende 

havde snakket om. 

Kategori 4: Oplæg, der fremmer verbalisering 

og refl eksion efter det musikalske 

samspil 

På samme måde som den forrige kategori 

af spilleregler giver disse oplæg mulighed 

for at få et indblik i barnets indre verden. 

Samtidig viser denne type oplæg, om der 



f.eks. er stor forskel mellem det indtryk, 

jeg får af barnet undervejs i improvisationen 

og dét, som barnet selv beretter bagefter. 

I de 10 forløb har følgende to oplæg været 

mest oplagte i forhold til at observere barnets 

evne til at refl ektere, og herunder dets 

evne til at forholde sig til samspillet med 

terapeuten ‘udefra’. 

Oplæg: Lyt til optagelsen af musikken, 

evt. som fi lmmusik 

For de fl este af de 10 børn var det betydningsfuldt, 

at jeg optog deres/vores 

improvisationer, og ofte blev de positivt 

overraskede over at høre improvisationerne 

igen. Med min lytning til deres musik 

kunne jeg desuden vise dem, at jeg tog 

dem alvorligt, og fl ere af børnene ville 

gerne have en kopi af nogle af improvisationerne 

ved forløbets afslutning. Jeg har 

dog erfaret, at optageprocessen kan have 

negative konsekvenser, fordi enkelte børn 

bliver så fokuserede på produktet, at det 

bremser den terapeutiske proces. Her har 

jeg observeret en markant forskel mellem 

her og nu-improviseret musik og forsøg 

på at spille andres musik. F.eks. blev Dan 

(vignet 4 og 6) meget selvdevaluerende, 

da han genhørte sig selv spille noget, han 

havde hørt i radioen. Omvendt holdt han 

meget af at lytte til sine egne improvisationer. 

Her var der ikke noget forbillede 

at skulle leve op til – en forskel han selv 

kunne formulere. 

Hvis musikken er meget udtryksfuld, samtidig 

med at barnet har svært ved at sige 

noget om den, har jeg erfaret, at fi lm-metaforen 

fra før kan anvendes, dog i en lidt 

anden udgave. Spørgsmålet lyder: “Hvis 

du forestiller dig, at du sidder i en biograf 

og hører denne musik, hvad sker der så 

på lærredet?”. Eftersom barnet har været 

med til at skabe musikken, er det sjældent, 

at der ikke kommer et svar eller en historie 

ud af dette spørgsmål, jf. casevignet 3 med 

Cecilie. 

Oplæg: Tegn, 

mens du lytter til musikken 

At lade børn (og voksne) tegne, mens de 

lytter til optagelser af deres egen musikalske 

improvisationer er en velkendt musikterapeutisk 

teknik (bl.a. Erkkilä 1997; 

Mahns 2003). F.eks. har Erkkilä (1997) 

anvendt tegning som en slags ‘stedfortræder’ 

for verbalisering i forhold til en svært 

dysfatisk dreng. Drengen kunne ikke 

bruge sproget som medium for en terapeutisk 

bearbejdning, mens han gennem 

tegneprocessen viste evner til symbolsk 

bearbejdning. 

De 10 børn fra APS, som denne artikel 

tager udgangspunkt i, har alle fuldt udviklet 

verbalsprog, men har samtidig svært 

ved at udtrykke sig personligt gennem 

sproget. I fl ere af forløbene har det derfor 

givet god mening at lade børnene tegne, 

mens de lyttede til optagelserne. Nogle af 

børnene har efter tegneprocessen kunnet 

refl ektere over improvisationen, evt. mens 

vi sammen har lyttet til musikken igen. 


I den første session med Gitte (se casevignet 

9) foreslår jeg spillereglen: “Et 

skænderi”. Bagtanken er, at Gitte har 

svært ved at svare igen, når hun bliver 

drillet, som da hendes bedste ven 

sagde, at hun var for tyk. Det er med 

en humoristisk undertone, at jeg foreslår 

denne spilleregel, dels fordi det er 

så tidligt i forløbet, dels fordi Gitte er 

meget ung. Instruktionen lyder, at vi 

begge spiller på den samme store metallofon, 

og at hun skal prøve at ‘svare 

igen’ på mine drillerier. Efter en kort, 

eksplosiv improvisation, som Gitte afslutter, 

introducerer jeg en spilleregel 

med titlen: “Samarbejde”. Denne improvisation 

viser, at Gitte er god til at 

lytte og være i musikalsk dialog. Musikkens 

karakter har et blidt træk over sig, 

som Gitte spontant bagefter fortæller, 

at hun godt kan lide, “selvom det lød 

lidt sørgeligt”. 



Bagefter lytter vi til optagelserne af 

de to improvisationer, men adspurgt 

forholder Gitte sig udelukkende til de 

konkrete musikalske forskelle. Derimod 

kan hun ikke forholde sig til det 

mere symbolske eller interaktionelle lag 

i musikken så som, hvordan de to, der 

skændtes, mon har det. Da jeg ved, hun 

holder af at tegne, spørger jeg Gitte, 

hvilke farver hun ville vælge til de to 

improvisationer, hvis hun skulle tegne 

dem. Dette er nøglen, for pludselig kan 

Gitte beskrive de to improvisationer 

meget sammenhængende og nuanceret 

ud fra en farvepalet: “Samarbejdet” er 

i blå og grønne nuancer, “Skænderiet” i 

røde og gule nuancer. Jeg tegner en blå 

og en rød cirkel ved siden af hinanden 

og beder hende tegne i først den ene, 

så den anden cirkel, mens hun genhører 

de to improvisationer 9 . 

Den blå tegning (“Samarbejde”) bliver 

meget veg og selv efter tre gennemlytninger, 

er cirklen stadig kun halvt udfyldt. 

Den røde cirkel (“Skænderiet”) 

bliver derimod hurtigt udfyldt med 

store tegnebevægelser og klare farvevalg. 

Adspurgt er Gitte selv klar over 

den store forskel i tilblivelsen af de to 

tegninger. Hun refl ekterer også over, at 

musikken fra da vi skulle samarbejde 

lyder lidt sørgelig. Hun kan godt lide 

denne musik, men hun synes samtidig, 

at tegningen til musikken er lidt kedelig. 

Omvendt var hun ikke så glad for at 

spille “Skænderiet”, hvilket jeg først får 

at vide på dette tidspunkt, men synes at 

tegningen til musikken var sjov at lave. 

Der er tale om en meget personlig og 

sammenhængende måde at forholde 

sig til musikken på, ligesom det er imponerende, 

at hun med lidt støtte kan 

fastholde, at musik, som hun bedst kan 

9 Cirklen fremmer et mere abstrakt tegneformat 

idet den modvirker at barnet f.eks. fastholdes i 

korrekte størrelsesforhold mellem de tegnede 

genstande, lige horisonter etc. 

68 

lide at spille/høre på, måske ikke nødvendigvis 

er den sjoveste at tegne til. 

Sessionen efter laver vi en længere improvisation 

på keyboardet uden titel. 

Da vi bagefter lytter til optagelsen af 

improvisationen, har Gitte tydeligvis 

igen svært ved at tale om musikken, 

selvom hun lytter opmærksomt til den. 

Jeg fi nder tegningerne frem igen, og 

med udgangspunkt i dem kan hun tale 

om nuancer af tristhed, f.eks. at være 

alene og føle sig afvist, og derefter om 

nuancer i vrede, f.eks. skænderi for sjov 

versus mobberi, som gør ondt. Derefter 

knytter Gitte spontant en personlig 

fortælling til vores snak om musikken, 

idet hun fortæller om et skænderi med 

en voksen på afdelingen aftenen før. 

Opsummering, 

diskussion og perspektivering 

Målet for musikterapien i den almene 

børnepsykiatriske afdeling, APS, var at 

anvende og udvikle musikterapeutiske 

spilleregler, der kunne afdække og udvikle 

socio-kommunikative kompetencer samt 

fantasi- og følelsesmæssig indlevelsesevne 

på det pågældende tidspunkt af indlæggelsen. 

I det følgende giver jeg først en kort 

opsummering af resultatet af den tværgående 

analyse af materialet efterfulgt af en 

diskussion af undersøgelsen ud fra forskellige 

vinkler. 

Opsummering 

af den tværgående analyse 

Den tværgående analyse af de 10 forløb 

sammenholdt med relevant musikterapilitteratur 

(Holck 2005a & b) har resulteret 

i en opdeling af spilleregler i fi re overordnede 

kategorier, som er karakteriserede 

ved forskellige, men indbyrdes overlappende 

anvendelsesområder. 

1. De musikalske spilleregler afdækker især 

grundlæggende socio-kommunikative 

træk så som evnen til at indgå 



2. 

3. 

i et timet tur-samspil, evnen til at 

holde opmærksomhed og koncentration 

samt intersubjektive evner i 

form af drilleri/snyderi, humor etc. 

I forløbene på APS har de musikalske 

spilleregler vist sig anvendelige i introduktionsfasen, 

hvor barnet skal introduceres 

til instrumenter, klinisk improvisation 

og samspil med musikterapeuten. 

For meget konkrettænkende børn skaber 

de musikalske spilleregler tryghed, 

mens det konkrete handleperspektiv for 

andre børn indeholder nogle interaktionelle 

krav, som har vist sig at være for 

svære at håndtere i starten af forløbet. 

De referentielle spilleregler er i sagens natur 

fantasi- eller følelsesbetonede. De kan 

videreudvikles som en løbende fortælling 

fra gang til gang og viser derfor 

ofte mere personlige træk sammenholdt 

med de musikalske spilleregler. 

I forløbene på APS har de referentielle 

spilleregler skullet introduceres gradvist 

til de mest konkrettænkende børn 

(med autistiske træk eller OCD), mens 

mere fantasiprægede børn automatisk 

har kunnet omsætte referentielle spilleregler 

til symbolsk handling i musikken. 

Enkelte børn har vist deres behov 

for at kontrollere omgivelserne 

ved at foretrække referentielle spilleregler, 

hvor de har kunnet udtrykke 

deres egen (omnipotente) verden. 

Referentielle spilleregler, der fremme verbalisering 

under det musikalske samspil, 

gør det muligt for barnet at spille 

og tale samtidig og giver derved et 

indblik i barnets følelses- og fantasiverden 

samtidig med, at tanker, følelser 

og indfald opstår i samspillet. 

I forløbene på APS er disse spilleregler 

dels opstået spontant som en følge af 

børn, der begyndte at fortælle, mens de 

spillede, og dels som et resultat af et behov 

hos mig for at få indblik i barnets 

indre verden, mens vi improviserede. 

4. 

Dette behov syntes mest udtalt hos børn, 

der udtrykte ét i musikken og noget helt 

andet verbalt bagefter – eller som slet 

ikke formåede at sige noget om en i øvrigt 

meget udtryksfuld improvisation. 

Oplæg, der fremmer verbalisering og refl eksion 

efter det musikalske samspil, giver 

indblik i barnets følelses- og fantasiverden 

samtidig med, at barnet kan 

forholde sig til improvisationen og 

samspillet med terapeuten ‘udefra’. 

I forløbene på APS var det for nogle 

børn (eller i visse faser af forløbet) en 

fordel at koncentrere sig om enten at 

spille eller at formulere sig. At lytte til 

sit eget og terapeutens fællesmusikalske 

udtryk kunne tilsyneladende forstærke 

selvværdet og indsigten hos en del børn, 

men kunne omvendt fremme præstationsangsten 

hos andre. En indskudt tegneproces 

fungerede i fl ere tilfælde som 

bindeled til en verbal refl eksion. 

Musikterapiteoretisk diskussion 

I et musikterapiteoretisk perspektiv er det 

interessant at hæfte sig ved, at Priestley i 

sit klinisk-analytiske arbejde undgår musikalske 

spilleregler, da de i hendes psykoanalytiske 

forståelse af den terapeutiske 

proces leder sindet væk fra følelser og 

billeder fra det ubevidste (Priestley 1994). 

Omvendt hævder Bruscia (1987), at de 

musikalske spilleregler har et specifi kt potentiale 

til at skabe en nonverbal erfaring, 

da de ikke behøver at være baseret på oplevelser, 

der er blevet verbaliseret, ligesom 

de ikke behøver at blive analyseret verbalt, 

for at være terapeutiske. I tråd med dette 

har Hannibal (2001) i sin ph.d.-afhandling 

påvist, at musikalske improvisationer kan 

ændre klienters præverbale relationelle 

mønstre, og derved har en værdi i sig selv. 

Modsat Bruscia mener Hannibal dog ikke, 

at musikalske strukturer i sig selv kan give 

information om den terapeutiske proces 

og fremhæver anvendelsen af nyere udviklingspsykologi 

som en nødvendig fortolkningsramme. 



Fra en lidt anden vinkel har dele af spædbarnsforskningen 

vedholdende anvendt 

musikalske begreber som puls, rytme, 

melodiske konturer og timing til at beskrive 

det tidlige forældre/barn- samspil 

(se Holck 2007 for gennemgang). Blandt 

andet har Malloch (1999), Robb (1999) og 

Trevarthen (1999) knyttet dette sammen 

med tidlig ‘kommunikativ musikalitet’, og 

det forekommer efterhånden sikkert, at 

den grundlæggende evne til at indgå i et 

‘musikalsk’ og timet samspil med en anden 

person mindskes betydeligt ved svær 

psykisk sygdom (f.eks. Trevarthen et al. 

1998, Rogers 1999; Robb 1999). I det lys 

kan musikalske spilleregler anvendes til 

at vurdere og udvikle interaktive evner i 

forhold til nogle af de tidlige kommunikationsformer, 

der er grundlæggende for 

intersubjektive evner. 

Da samspil med udgangspunkt i musikalske 

spilleregler således kan siges at referere 

til tidlige relationelle og intersubjektive 

evner, henviser opdelingen mellem musikalske 

og referentielle spilleregler primært 

til udgangspunktet for improvisationen, 

men ikke nødvendigvis til indholdet af 

den. Børn med en symboliseringsevne 

inden for normalområdet omsætter således 

hurtigt en musikalsk spilleregel, som 

f.eks.: “Tur-samspil med fi re slag til hver” 

til: “Du snyder mig”. Omvendt skal børn 

inden for det autistiske spektrum ofte 

have en nøjagtig anvisning på, hvordan de 

skal spille, før en mere symbolsk forståelse 

viser sig (se f.eks. Wigram 1999; Pedersen 

2003; Holck 2003a). 

Et felt, hvor musikterapeutisk arbejde 

med børn er markant anderledes end med 

voksne, angår bearbejdning via verbalisering 

(Mahns 1998). Frem for at diskutere 

nødvendigheden af verbalisering for at 

opnå en terapeutisk bearbejdning, forekommer 

det mere frugtbart at diskutere, 

hvilket plan bearbejdningen kán foregå 

på, og herunder de teknikker man evt. 

kan anvende for at få denne i gang (Holck 

2005b). Det er således relevant at tale om 

70 

bearbejdning med og uden verbalisering, 

forskellige niveauer af bearbejdning samt 

anvendelse af tegning som mellemled. 

Som denne artikel illustrerer, har det vist 

sig frugtbart at anvende spilleregler, der 

lægger op til at fortælle en historie, imens 

der spilles. For yngre/umodne børn kan 

det virke unaturligt at adskille handling 

i musikken fra at tale om, hvad der foregår 

(historien). For ældre børn/teenagere 

kan der ske en betydelig devaluering, når 

de bagefter hører optagelser af det musikalske 

samspil, fordi disse ikke lyder som 

den musik, de ellers lytter til. Endeligt har 

børn med ordmobiliseringsbesvær naturligvis 

svært ved at formulere sig verbalt, 

selvom de eventuelt kan udtrykke sig nuanceret 

i det musikalske samspil. 

Hos børn, der omvendt evner at lytte til 

optagelserne uden at devaluere sig selv, eller 

som evner at sætte ord på deres associationer, 

kan fælles lytning til optagelserne 

selvsagt virke både selvforstærkende og 

fremmende for refl eksionen. En del børn 

har således været positivt overraskede over 

at høre deres musik. Fænomenologisk set 

kan der således være stor forskel på at improvisere 

og at lytte til improvisationen 

bagefter, dette både i positiv og negativ 

retning, hvilket i sig selv siger noget om 

barnets selvbillede. 

Denne artikel har ikke berørt tolkning 

som teknik, men afslutningsvis i denne 

musikterapiteoretiske diskussion vil jeg 

kort berøre emnet i lyset af anvendelse 

af spilleregler. Såvel Priestley (1994) som 

Mahns (1998) hævder med henvisning 

til Winnicott, at der ikke er grund til at 

formulere tolkninger overfor barnet, så 

længe dets symbolmanifestationer og leg 

udvikler sig fra session til session. I de ti 

korttidsforløb, som denne artikel tager 

udgangspunkt i, var der ikke mønstre, der 

gentog sig på en måde, der fordrede formulerede 

tolkninger. Omvendt foretog jeg 

naturligvis en række tolkninger med udgangspunkt 

i barnet udtryk og vores sam- 



spil. Disse tolkninger kunne for en stor 

dels vedkommende omsættes til handlinger 

i det musikalske samspil, ofte med 

udgangspunkt i formulerede spilleregler, 

som da jeg i forløbet med Dan (vignet 4) 

giver ham rollen som den, der skal styre i: 

“To børn, der leger”. Det musikterapeutiske 

samspil kombineret med spilleregler 

giver således en mulighed for at handle 

sine tolkninger ud i musikken og derved 

undersøge, om man ad den vej kan fremme 

en ‘indsigt’ på handleplanet, som evt. 

siden kan formuleres verbalt. 

Metodiske overvejelser 

Den tværgående analyse er karakteriseret 

ved, at der er tale om et begrænset antal 

forløb, som er udført af samme musikterapeut, 

ligesom musikterapeut og forsker er 

én og samme person. Resultatet er fremkommet 

gennem indgående kendskab til 

materialet og i cirkelbevægelser med materialet, 

idet nogle af forløbene er igangsat, 

efter at fokus på anvendelse af spilleregler 

var eksplicit formuleret. 

Det ville have styrket den videre udvikling 

og præcisering af anvendelsen af spilleregler, 

hvis afdelingspersonalet havde 

været inddraget som peer-group i forhold 

til casematerialet. Desværre var dette ikke 

muligt p.gr.a. en række omstruktureringer 

inden for Det Børne- og Ungdomspsykiatriske 

Afsnit (i alt tre på fi re år). Hver 

omstrukturering betød udskiftning i personale 

og deraf faldende antal henvisninger 

samt uklarhed i henvisningernes fokus 

i forhold til de fælles opstillede mål. Dette 

er et vilkår i klinisk forskning, navnlig når 

musikterapien som her er ‘ekstern’ i forhold 

til de andre terapitilbud, afdelingen 

gør brug af. (Som det fremgår af nedenstående 

afsnit, var den samlede vurdering af 

musikterapien dog meget positiv.) 

De fi re kategorier af spilleregler stammer 

dels fra musikterapilitteraturen og dels fra 

de 10 forløb på APS. Derfor kan kategorierne 

givetvis anvendes af andre musikterapeuter 

i forhold til beslægtede klient- 

grupper, mens den konkrete udformning 

af spillereglerne omvendt skal varieres i 

forhold til klientel, alder og den konkrete 

behandlingskontekst. F.eks. har alle de 

musikalske spilleregler beskrevet i denne 

artikel et ‘relationelt’ islæt, hvilket hænger 

sammen med det overordnede fokus 

på assessment af socio-kommunikative 

evner. Modsat anvender Hannibal f.eks. 

ikke spilleregler med et relationelt præg i 

starten af assessmentforløb med voksne 

psykiatriske patienter (Hannibal 2003). 

Kategoriernes anvendelsesmuligheder vil 

således uden tvivl kunne specifi ceres yderligere 

ved at inddrage casemateriale med 

andre musikterapeuter. 

På et mere overordnet plan bør det fremhæves, 

at assessment i sagens natur kun 

kan påvise det, som barnet/patienten viser 

i assessmentsituationen. Hvis f.eks. et meget 

konkrettænkende barn udviser fantasi 

i musikterapien (i modsætning til på afdelingen) 

kan denne iagttagelse anvendes. 

Men omvendt kan man ikke konkludere, 

at konkrettænkende børn, som ikke viser 

fantasi i musikterapien, ikke har de evner 

på det pågældende tidspunkt. 

I assessmentforløbene opstod der indimellem 

et etisk-terapeutisk dilemma mellem 

kravet om at afdække barnets styrker og 

svagheder versus barnets åbenlyse behov 

for tryghed og allianceopbygning. I forløbet 

med Anne (vignet 1) blev det hurtigt 

tydeligt for os begge, at det var svært for 

hende at fastholde sin puls. Her var det en 

hårfi n balance på den ene side at skulle 

afdække graden af hendes vanskelighed 

og på den anden side gøre det muligt for 

Anne at opbygge en tryghed til mig, i fald 

det blev besluttet at fortsætte terapien efter 

assessmentforløbet. 

Et beslægtet dilemma opstår, når man 

på den ene side skal afdække diagnostiske 

problemfelter og på den anden side 

afdække ressourcer, der ikke fremgår af 

almindelige verbale samspil. Disse dilemmaer 

er ikke nye, og i praksis må man ba- 



lancere, så udfordringerne til barnet bliver 

givet på en måde, så dets engagement og 

fortrolighed fastholdes (Wigram 1999). 

Ekstern anvendelighed af de 

musik terapeutiske observationer 

Det musikterapeutiske arbejde, som er 

beskrevet i denne artikel, er baseret på et 

samarbejde med den almene børnepsykiatriske 

afdeling, som siden er blevet til 

en specialafdeling for spiseforstyrrelse. 

Samarbejdet foregik dels løbende med 

ugentlige behandlings- eller konferencemøder, 

dels ved en overordnet evaluering 

af musikterapiens anvendelighed efter det 

første års prøveperiode i 2003. Til stede 

ved denne evaluering var bl.a. administrerende 

overlæge, afdelingsleder, souschef 

og psykolog, og følgende fremgår af den 

interne rapport, der blev skrevet i forbindelse 

med denne evaluering. 

“Det vurderes, at musikterapi bidrager 

med nyttige informationer i forhold til 

det samlede billede af barnet. Observationer 

fra musikterapien har således 

kunnet underbygge eller supplere den 

diagnose, der opereres med. Endvidere 

giver musikterapien ofte nogle nuancer i 

forhold til det samlede billede og viser, 

hvad barnet kan, når det befi nder sig i 

en mindre verbal, men til gengæld musikalsk 

og legende sammenhæng. Dette 

gælder navnlig de sociale og emotionelle 

områder samt evnen til at refl ektere 

over disse. 

Behandlingsmæssigt har musikterapien 

kunnet fungere som et anvendeligt supplement 

til andre behandlingstilbud på 

afdelingen (verbalterapi, legeterapi, fysioterapi 

etc.). I starten herskede der tvivl 

om, hvorvidt musikterapi ville blive for 

meget ved siden af de andre tilbud, men 

i praksis har musikterapien både kunnet 

fungere som eneste individuelle behandlingstilbud 

ud over miljøterapien, 

og parallelt med de andre behandlingsformer 

– afhængig af det enkelte barns 

problematik. 

72 

Musikterapi som primær individuel 

behandlingsform er ofte kommet i betragtning 

hos børn, der ikke ønsker/kan 

snakke, som spænder op ved fysioterapeutisk 

berøring, og/eller er for gamle 

til egentlig legeterapi. I andre tilfælde 

har musikterapien forløbet parallelt med 

individuelle samtaler af kognitivt tilsnit 

foretaget af barnets kontaktperson og/ 

eller behandlingsansvarlige.” 

Perspektivering 

I Danmark har musikterapien endnu ikke 

en selvskreven plads i børnepsykiatrisk 

regi. Med denne artikel turde det være 

åbenlyst, at det alene bør være et spørgsmål 

om tid, før dette sker. Samarbejdet med 

den almene børnepsykiatriske afdeling på 

APS har således vist, at musikterapi kan 

bidrage med værdifulde observationer i 

udredningsfasen, samt med efterfølgende 

terapeutisk behandling. 

I forbindelse med et ph.d.-forsvar af en 

musikterapiafhandling inden for voksenpsykiatrien 

kommenterede børnepsykiater 

og medlem af bedømmelseskomiteen Karen 

Vibeke Mortensen, at musikterapien 

automatisk vil afføde respekt, hvis faget 

formår at beskrive en given ‘mangel’, begrænsning 

eller patologi hos en patient, 

som kan afhjælpes med musikterapi – for 

derefter at gøre det. Hendes kommentar 

faldt på et tidspunkt i forsvaret, hvor diskussionen 

drejede sig om forsøg på at bevise, 

at musikterapi er effektiv i forhold 

til patienter med bestemte diagnoser som 

skizofreni og personlighedsforstyrrelser. 

Mortensens kommentar var samtidig rettet 

mod et i hendes øjne noget uformående 

diagnosesystem. 

Med denne artikel har jeg konkretiseret 

musikterapiens anvendelsesmuligheder i 

forhold til at påvise og udvikle socio-kommunikative 

kompetencer samt fantasi- og 

følelsesmæssig indlevelsesevne hos børn 

med så forskellige diagnoser som gennemgribende 

udviklingsforstyrrelse, anoreksi, 

OCD eller depression. 



På tværs af disse diagnoser ses der forskellige 

grader af intersubjektive vanskeligheder, 

som udmønter sig i socio-kommunikative 

problemer, der ofte vanskeliggør en 

verbalpsykoterapeutisk indsats. Da der er 

en klar sammenhæng mellem musikalske 

og grundlæggende socio-kommunikative 

træk, kan musikterapeuten via den 

musikalske interaktion påvise og fremme 

forskellige facetter af intersubjektivitet så 

som fornemmelse af puls og inter-timing, 

spændingsopbygning, humor, følelsesmæssig 

indlevelse etc. Navnlig hos børn 

med mistanke om en gennemgribende udviklingsforstyrrelse 

har dette betydning, 

men også børn med OCD eller empatiforstyrrelser 

vil på indlæggelsestidspunktet 

vise svagheder på disse områder. 

Som musikterapeutisk teknik er styrken 

ved at anvende spilleregler, at de på én 

gang giver samspillet et terapeutisk fokus 

og fremmer et legende samspil, hvor der 

kan eksperimenteres med roller, grænser 

og normer for adfærd. I tillæg er det muligt 

via referentielle spilleregler at få indblik 

i barnets fantasi- og følelsesverden, 

dets evne til at refl ektere og navnlig, om 

der er sammenhæng mellem barnets konkrete 

udtryk og efterfølgende refl eksion. 

Der er naturligvis stadig meget at udforske 

og konkretisere på disse felter, men 

som selvstændig behandlingsform kan 

musikterapien byde ind med specifi kke 

teknikker i forhold til relationelle, intersubjektive 

problemfelter, der fra international 

forskningsside får stadig mere bevågenhed. 

Med tak til forhenværende administrerende overlæge 

Nini Smedegaard Olesen, afdelingsleder 

Karin Kristoffersen, souschef Vibeke Hastrup, 

psykolog Christina Hørning Sørensen og resten af 

personalet på den daværende almene børnepsykiatriske 

afdeling, Aalborg Psykiatriske Sygehus. 

Litteratur 

Aasgaard, T. (2002). Song Creation by Children 

with Cancer: Process and Meaning. Upubliceret 

ph.d. afhandling, Institut for Musik og Musikterapi, 

Aalborg Universitet. 

Adler, P. A. & Adler, P. (1994). Observational 

techniques. I: N. K. Denzin & Y. S. Lincoln 

(red.) Handbook of Qualitative Research, s.377- 

392. London: Sage Publications. 

Bruscia, K. (1998). An introduction to music 

psychotherapy. I: K. Bruscia (red.) The Dynamics 

of Music Psychoterapy, s.1-15. Gilsum, 

NH: Barcelona Publishers. 

Denzin, N. K. & Lincoln, Y. S. (red.) (1994). 

Handbook of Qualitative Research. London: 

Sage Publications. 

Erkkilä, J. (1997). From the unconscious to 

the conscious. Musical improvisation and 

drawings as tools in the music therapy of 

children. Nordic Journal of Music Therapy 6(2), 

112-20. 

Hannibal, N. (2001). Præverbal overføring i musikterapi. 

En kvalitativ undersøgelse af overføringsprocesser 

i den musikalske interaktion. Upubliceret 

ph.d. afhandling, Institut for Musik og 

Musikterapi, Aalborg Universitet. 

Hannibal, N. (2003). Henvisning, assessment 

og egnethed til musikterapi i psykiatrisk 

regi. I: U. Holck (red.) Musikterapi i Psykiatrien, 

Årsskrift 3 – 2002, s.57-73. Musikterapiklinikken, 


– Aalborg Universitet. 

Holck, U. (2002). Kommunikalsk samspil i musikterapi. 

Kvalitative videoanalyser af musikalske 

og gestiske interaktioner med børn med betydelige 

funktionsnedsættelser, herunder børn med autisme. 

Upubliceret ph.d. afhandling, Institut for 

Musik og Musikterapi, Aalborg Universitet. 

Holck, U. (2003a). Musikterapiens appel og 

virkefelt. Et interaktionsteoretisk perspektiv 

på et prøveforløb med en teenagepige 

fra børnepsykiatrien med diagnosen infantil 

autisme. I U. Holck (red.): Musikterapi i 

Psykiatrien, Årsskrift 3 – 2002, s.23-31. Musikterapiklinikken, 



Holck, U. (2003b). Musikterapi med børn med 

svær autisme. I U. Holck (red.): Musikterapi 

i Psykiatrien, Årsskrift 3 – 2002, s.32-55. Mu- 



sikterapiklinikken, Aalborg Psykiatriske Sygehus 


Holck, U. (2005a). Spilleregler i musikterapi 

med voksne – oversigter fra faglitteraturen. 

I: H.M.O. Ridder (red.) Musikterapi i Psykiatrien, 

Årsskrift 4 – 2005. Musikterapiklinikken, 

Aalborg Psykiatriske Sygehus – Aalborg 

Universitet. 

Holck, U. (2005b). Spilleregler i musikterapi 

med børn – caseeksempler fra faglitteraturen. 

I H.M.O. Ridder (red.) Musikterapi 

i Psykiatrien, Årsskrift 4 – 2005. Musikterapiklinikken, 



Holck, U. (2007). Musikterapi i lyset af musikalske 

træk i tidlige dialoger. Pyske & Logos, 

2007(1), s.408-426. L. O. Bonde (red.): 

Temanummer om Musik og Psykologi. København: 

Dansk Psykologisk Forlag. 

Irgens-Møller, I. (1998). Evalueringsrapport: Om 

et projekt med musikterapi (upubliceret). Børne- 

og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov. 

Kowski, J. (2003). Growing up alone: Analytical 

music therapy with children of parents 

treated within a drug and substance abuse 

program. I S. Hadley (red.) Psychodynamic 

Music Therapy – Case Studies, s.87-104. Gilsum, 

NH: Barcelona Publishers. 

Mahns, W. (1998). Musiktherapie mit Kindern 

– Ein Überblick. Musikterapeutische Umschau 

19(3), 151-163. 

Mahns, W. (2003). Speaking without talking: Fifty 

analytical music therapy sessions with a boy with 

selective mutism. I: S. Hadley (red.) Psychodynamic 

Music Therapy – Case Studies, s.53- 

72. Gilsum, NH: Barcelona Publishers. 

Malloch, S. N. (1999). Mothers and infants 

and communicative musicality. Musicae Scientiae, 

special issue 1999-2000, 29-55. 

Nissen, D., P. Draiby, A. M. Bukholt, U. Holck 

& B. Østergaard (1996). Musikprojekt i Ungdomspsykiatrisk 

Afsnit, Odense Universitetshospital, 

1995. Upubliceret evalueringsrapport. 

Pedersen, I.N. (2003). Opbygning af alliance. 

Musikterapi med en teenagepige fra børnepsykiatrien 

med diagnose infantil autisme. I 

U. Holck (red.): Musikterapi i Psykiatrien, Årsskrift 

3 – 2002, s.7-21. Musikterapiklinikken, 

Aalborg Psykiatriske Sygehus – Aalborg 

Universitet. 

74 

Priestley, M. (1994). Essays on Analytical Music 

Therapy. Phoenixville PA: Barcelona Publishers. 

Rogers, S. (1999). An examination of the imitation 

defi cit in autism. I: J. Nadel & G. Butterworth 

(red.) Imitation in Infancy, s. 254-283. 

Cambridge: Cambridge University Press. 

Robb, L. (1999). Emotional musicality in 

mother-infant vocal effect, and on acoustic 

study of postnatal depression. Musicae Scientiae, 

special issue 1999-2000, 123-154. 

Ruud, E. (1997). Musikk og identitet. Oslo: Universitetsforlaget. 

Stake, R. E. (1995). The Art of Case Study Research. 

London: Sage Publishers. 

Trevarthen, C. (1999). Musicality and the intrinsic 

motive pulse: evidence from human 

psychobiology and infant communication. 

Musicae Scientiae, special issue 1999-2000, 155- 

211. 

Trevarthen, C. Aitken, K., Papoudi D., & Robarts, 

J. (1998). Children with Autism. Diagnosis 

and Interventions to Meet Their Needs. London: 


Wigram, T. (1999). Assessment Methods in 

Music Therapy: A Humanistic or Natural 

Science Framework? Nordic Journal of Music 

Therapy 8(1), 7-25. 

Wigram, T. (2004). Improvisation. Methods and 

Techniques for Music Therapy Clinicians, Educators 

and Students. London: Jessica Kingsley 

Publishers. 

Wigram, T. & Baker, F. (2005) (Eds.). Songwriting. 

Methods, Techniques and Clinical Applications 

for Music Therapy Clinicians, Educators and Students. 

London: Jessica Kingsley Publishers. 





Efter at have gennemført snart ti gruppemusikterapiforløb 

i dagbehandlingsregi, nærer jeg 

ingen tvivl om, at gruppemusikterapien 

udgør et vigtigt element i behandlingstilbuddet. 

Musikterapi kan styrke almenterapeutiske 

mål som psykosocial funktion, 

affektregulering og tilknytning. 

Dertil er gruppemusikterapi egnet til at 

arbejde på et implicit relationelt niveau 

og med gruppen som enhed. 

- Niels Hannibal - 


Niels Hannibal er kandidat i musikterapi fra 1994. Modtog ph.d.-grad i 2001. Har 

siden 1995 været tilknyttet musikterapiuddannelsen på Aalborg Universitet og blev 

i 2005 ansat som lektor. Niels Hannibal udfører som en del af sit virkefelt kliniske 

og forskningsmæssige aktiviteter på musikterapiklinikken på Aalborg Psykiatriske 

Sygehus. Henvendelse: hannibal@hum.aau.dk 


Gruppemusikterapi med patienter 

med borderline-personlighedsforstyrrelse 



Resumé: Denne artikel er første redegørelse for de erfaringer, som er gjort med gruppemusikterapi 

(GMT) for patienter med borderline-personlighedsforstyrrelse (BPF) i 

dagbehandlingsregi på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Artiklen indeholder både konkrete 

anvisninger til aktiviteter og interventioner, ligesom den i et teoretisk perspektiv redegør 

for forskellige processer og reaktioner, der kan iagttages i behandlingen. Artiklen konkluderer, 

at GMT i sin nuværende form kan bidrage til udvikling af BPF-patienters 

evne til mentalisering og affektregulering, til opbygning af en gruppefølelse og fremme 

af interpersonel læring, ligesom GMT kan udvikle alliance til terapi generelt og GMT 

specifikt. 

Indledning 

Emnet for artiklen er gruppemusikterapi 

(GMT) med patienter med borderlinepersonlighedsforstyrrelse 

(BPF). Jeg vil 

præsentere et udsnit af de kliniske erfaringer, 

jeg har gjort mig med GMT med BPF 

på musikterapi-klinikken på Aalborg Psykiatriske 

Sygehus som en del af et dagbehandlingsprogram 

på psykoterapeutisk afsnit 

siden foråret 2003. Jeg vil på en gang 

søge at sætte ord på den terapeutiske proces 

og beskrive de elementer, der strukturerer 

GMT. Hensigten er at formidle konkrete 

anvisninger på, hvordan et terapeutisk 

forløb med BPF kan organiseres med 

udgangspunkt i fænomener og processer, 

der ofte er ordløse og uhyre komplekse. 

Artiklen veksler mellem på den ene side 

teoretiske refl eksioner, der skal indkredse 

og sætte ord på proces-niveauet i behandlingen, 

og på den anden side beskrivelse af 

klinisk praksis, der vil formidle terapiens 

konkrete og handlingsmæssige niveau. 

Afslutningsvist præsenteres forskningsspørgsmål 

og -områder, som kan afl edes 

af artiklen. 


Artiklen er disponeret på følgende måde: 

Først nogle generelle bemærkninger om 

psykoterapi med BPF-klienter. Derefter 

en præsentation af dagbehandlingstilbuddet 

generelt, herunder en gennemgang af 

faktuelle oplysninger om de foreløbigt ni 

musikterapigrupper, der har eksisteret i 

dette regi. Videre behandler artiklen følgende 

erfaringsbaserede emner: 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Etablering af alliance 

Aktiv musikterapi: Improvisation, 

sangskrivning og anvendelse af komponerede 

sange 

Verbal bearbejdning i forbindelse med 

musikterapi 

Receptiv musiklytning 

Samtale med gruppen 

Afrunding af session 

Artiklen afsluttes med en opsamling i forhold 

til behandlingsmål, bud på fremtidig 

forskning samt på patienternes udbytte af 

behandlingen. 



Indledende generelle bemærkninger 

om psykoterapi med patienter med 

BDF 

Min forholdemåde til GMT er til dels inspireret 

af de tanker om psykoterapi med 

patienter med BDF, som C.R. Jørgensen 

udtrykker ud fra en verbalterapeutisk kontekst 

i sin bog: “Personligheds-forstyrrelser. 

Moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelser” 

(2005). Jørgensen gør bl.a. 

rede for, hvordan terapeuten bør forholde 

sig, når denne udfører psykoterapi med 

patienter med BDF. Jørgensen benævner 

sin terapiforståelse som grundlæggende 

relationel, medens hans terapeutiske redskabskasse 

i øvrigt har et pragmatisk tilsnit; 

den er bl.a. objektrelations- og mentaliserings-orienteret 

(ibid., s. 338 ff.). Den 

patologiforståelse, som Jørgensen trækker 

på, opfatter patienten som forstyrret i sin 

selvoplevelse og sine interpersonelle relationer. 

Dog er det ofte sådan, at patienten 

ikke selv oplever sig som forstyrret (ibid., 

s. 343). Patienten handler i høj grad sin 

forstyrrelse ud i relationen til andre, hvorfor 

terapeuten: 

“(…) hele tiden må spørge sig selv, hvilken 

relation patienten inviterer til, hvilke 

reaktioner patienten mere eller mindre 

ubevidst forsøger at fremkalde hos 

andre (in casu terapeuten), og hvordan 

dette hænger sammen med patientens 

subjektive oplevelse og forsøg på at regulere 

sig selv og sine affekter i nuet” 

(ibid., s.339). 

Fordi patientens implicitte (ikke-bevidste) 

erfaringsgrundlag er så rigidt og forstyrret, 

anser Jørgensen det som gennemgående 

vigtigt, at terapeuten fremstår som 

forudsigelig, tilregnelig og stabil, dels for 

at etablere en behandlingsmæssig tryg 

platform, og dels med henblik på at såvel 

terapeut som gruppe potentielt kan varetage 

selvobjektfunktioner for den enkelte 

patient. Dette indebærer i nogen udstrækning, 

at terapeuten i overføringsrelationen 

bekræfter, spejler eller giver accept til patienten 

og lader sig idealisere. At fungere 

78 

som selvobjekt medvirker til en gradvis 

opbygning af tillid, der kan fungere som 

udgangspunkt for etablering af et brugbart 

udviklingsrum for patienten. 

‘Mentalisering’ er et andet og meget aktuelt 

begreb, der anvendes i psykiatrisk 

behandling af patienter med BPD. Mentalisering 

er et omfattende begreb, der bl.a. 

introduceres indgående i Bateman og Fonagys 

bog: “Mentaliseringsbaseret behandling af 

borderline-personlighedsforstyrrelse – en praktisk 

guide” (2006). Mentaliserings-begrebet er 

bl.a. udviklet med den hensigt at forenkle 

den teoretiske beskrivelse af terapiens essens 

(ibid., s. 14) og er ifølge Bateman og 

Fonagy en: 

“samlebetegnelse for implicit og eksplicit 

fortolkning af egne og andres handlinger 

som meningsfulde udtryk for 

indre liv, for eksempel, behov, ønsker, 

følelser og fornuft” (ibid., s.16). 

Jørgensen benævner videre mentalisering 

som: 

“en grundlæggende evne til implicit og 

eksplicit at forstå egne og andre menneskers 

adfærd som udtryk for indre mentale 

tilstande som intentioner, følelser, 

ønsker og forestillinger og en evne til at 

træde på afstand af egne mentale tilstande 

og refl ektere over disse fra et ”ydre” 

perspektiv” (Jørgensen, 2006, s. 312). 

Såvel Bateman og Fonagy (2006) som Jørgensen 

(2006) henviser altså til vores evne 

til kunne forstå og håndtere egne og andres 

reaktion i et relationelt samspil. 

Evnen til at mentalisere er ofte uudviklet 

hos patienter med BPD – som hos andre 

psykisk syge i øvrigt. Der er forskningsmæssig 

dokumentation for (Bateman, 

2006, 2008), at udvikling af mentaliseringsevnen 

må udgøre en central faktor i 

behandlingen af patienter med BPD. Mentaliseringsevnen 

er forbundet med den affektive 

spænding i personen. Således be- 



virker øget emotionel belastning mindsket 

eller manglende evne til at mentalisere, 

hvorfor det anbefales at bremse eller begrænse 

emotionelt belastende processer, 

da disse tilsyneladende har uhensigtsmæssig 

indvirkning på patientens tilstand, den 

terapeutiske relation og muligheden for 

behandling (Bateman, 2006). 

Mentalisering kobles også sammen med 

tilknytningsteori. Patienter med BPD har 

ofte ambivalente tilknytningsmønstre 

( bl. a. Jørgensen, 2005). Når patientens 

oplevelse af tilknytning stimuleres (implicit/eksplicit), 

medfører det en øget psykisk 

spænding i patienten. Dette fænomen kendes 

også som overføring eller forsvar m.v. 

Det terapeutiske arbejde med mentalisering 

implicerer således både patienternes 

evne til indlevelse i og forståelse af sig selv 

og andre samt deres evne til affektregulering 

og tilknytning. 

Jeg arbejder i GMT ud fra en lignende 

strategi og forståelse: Der er fokus på 

handling i og uden for musikken, ligesom 

jeg som terapeut tilstræber at fremtræde 

som forudsigelig. Desuden sigter jeg bevidst 

på at styrke patienternes evne til at 

mentalisere de reaktioner, de får, når de 

af og til ikke oplever terapeuten som f.eks. 

tillidsvækkende og stabil. Som terapeut 

må jeg derfor have opmærksomhed på, 

hvad de bogstaveligt fortæller, og navnlig, 

hvad deres handlinger “fortæller” i 

sig selv. Dette har jeg før beskrevet i lyset 

af forholdet mellem det implicitte og det 

eksplicitte (Hannibal, 2007). Det er gennem 

alle forhold centralt og nødvendigt at 

have opmærksomhed på modoverføringsreaktioner 

for at kunne forstå og agere terapeutisk 

hensigtsmæssigt. Når jeg videre i 

artiklen beskriver den terapeutiske proces, 

vil det også være i dette relationelle dynamiske 

perspektiv. Foki vil være: Etablering 

af behandlingsalliance, opbygning af 

gruppefølelse, udvikling af den enkeltes 

evne til at agere og udtrykke sig i gruppen 

og styrkelse af evnen til mentalisere 

og håndtere situationer med affektiv belastning. 

Jeg fi nder det derfor relevant at 

inddrage et intersubjektivt perspektiv som 

beskrevet af Stolorow (1997) og af Stern 

(2004). 

Det selvorganiserende princip 

i terapi 

Den terapeutiske proces kan ud fra et dynamisk 

og systemisk perspektiv anskues 

som: en kaotisk begivenhed, som er uforudsigelig, 

i situationen bestemt af konteksten 

set som helhed og af de enkelte personernes 

dynamik samt af den dynamik, 

som er specifi k for gruppen. Stolorow formulerer 

det således: 

“Dynamic systems theory is centrally 

concerned with conceptualizing the 

process of developmental change – that 

is, the generation of “emergent order 

and complexity: how structure and 

patterns arise from the cooperation of 

many individual parts” (1997, s. 337). 

En terapigruppe kan siges at udgøre et system. 

Det selv-organiserende princip, som 

står centralt i den systemiske tankegang, 

er karakteriseret ved at have en fl ydende, 

ikke-lineær og kontekstafhængig karakter 

(ibid., s. 341). Den terapeutiske proces kan 

samme måde beskrives som selvorganiserende. 

Det betyder, at det system, som 

en terapigruppe udgør, vil organisere sig 

ved, at de forskellige deltagere bevidst 

og navnlig ikke-bevidst handler og interagerer 

efter bl.a. kulturelt og psykologisk 

konciperede regler og dagsordener. Denne 

proces er med til at forme gruppens hierarkiske 

system, hvor de enkelte deltagere 

indtræder i f.eks. forskellige roller. Terapeutens 

opgave i GMT er i fællesskab med 

gruppen at opbygge en kontekst, hvor nye 

og alternative relationer kan opstå, og 

hvor disse kan danne basis for at arbejde 

med det, som på den ene side er psykologisk 

vanskeligt og dysfunktionelt, og som 

på den anden side kan revitalisere eller 



Dage Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag 

Aktiviteter Storgruppe, 

dvs. samling 

af hele holdet.Psykoedukation. 

udvikle patienternes iboende ressourcer. 

I denne proces er en af musikkens forcer 

at kunne fungere som en gruekedel, hvor 

gruppens medlemmer kan blande deres 

personligheder og erfaringer, og hvor nye 

musikalske og andre relationelle mønstre, 

roller og udtryk kan opstå. Gruekedlen er 

også et billede på den ikke-lineære terapeutiske 

proces, der er kaotisk, svingende 

og uforudsigelig. Ind i mellem er det 

musikalske, der opstår, mere lig med kaos 

end orden. Men ofte synes musikken at 

organisere sig og fi nde sin egen struktur 

og form. Når dette sker, ser jeg det som 

det udtryk for, at gruppen organiseres, og 

medlemmernes roller og funktioner tydeliggøres: 

En gruppe kan ikke enes om et fælles tema, og 

hver patient indleder improvisationen med sin egen 

dagsorden. Én vil være i fred, én vil larme, én 

er i tvivl osv. Nogle fi nder en rytme, som de enes 

om at følge. Én tager mod til sig og spiller pludselig 

voldsomt og tydeligt. Det inspirerer andre, 

som følger med frem mod et klimaks. Herefter er 

der et ophold i musikken, og gruppen samles efterfølgende. 

På den ene siden vitaliseres en række 

gruppemedlemmer af “hende, der pludseligt turde 

sætte sig ved trommesættet”, på den anden side 

gør initiativet gruppen udmattet, fordi “det ikke 

ville lykkes”. 

Det selvorganiserende i musikken er i 

princippet ikke anderledes end for selvorganiserende 

processer i andre psyko tera- 

80 

Dynamisk 

gruppeterapi 

for hver delgruppe.Musikterapi 

for en delgruppe 

og 

tegneterapi 

for en delgruppe. 

Kognitiv terapi. 

Kropsterapi. 

Skema 1: Eksempel på ugeplan for dagbehandling 

Dynamisk 

gruppeterapi 

for hver delgruppe. 

peutiske forløb. Men musikken tilbyder 

qua sin nondiskursive udtryksmåde, sit 

handlingsaspekt og sin æstetik andre muligheder 

for udfoldelse, interaktion og udtryk 

end sproget. Dette er et aspekt, jeg vil 

vende tilbage til senere. 

Gruppemusikterapi (GMT) 

som en del af et dagbehandlingsprogram 

Dagbehandlingsprogrammet på Aalborg 

Psykiatriske Sygehus (se tabel 1) er udformet 

efter inspiration fra lignende behandlingstilbud 

i England (Bateman et al., 

2004) og i Norge (Karterud et al., 1992; 

Karterud, 1999). Gruppemusikterapien er 

en del af det samlede intense og kompakte 

dagbehandlingstilbud på i alt 12 timer per 

uge gennem 20 uger. Dagbehandlingen 

fordeles på terapi af henholdsvis psykodynamisk 

og kognitiv karakter i form af 

gruppe- og individuel behandling. Dertil 

indgår tegne- og musikterapi samt kropsterapi 

og fysioterapi. Endeligt tilses klienterne 

af læge (Christensen et al, 2007). 

Musikterapiforløbets ca. 20 sessioner er 

fordelt over en periode på fem måneder 

i efteråret (august til december) og seks 

måneder i foråret (januar til juni). Hvert 

dagbehandlingshold har 14 deltagere, der 

fordeles i to grupper. Den ene halvdel af 


Storgruppe, 

dvs. samling 

af hele holdet 


et hold modtager musikterapi, mens den 

anden halvdel modtager tegneterapi 1 . Musikterapeuter 

deltager ikke i visitationen 

af patienter til GMT, og der ligger derfor 

ikke specifi kke musikterapeutiske indikationer 

til grund for fordelingen af patienter 

til henholdsvis tegne- og musikterapi. 

Dette er vigtigt at bemærke, da en væsentlig 

del af det generelle mål med behandlingen 

retter sig mod: “..at bedre patienternes 

psykosociale funktion og affektregulering, reducere 

selvdestruktiv adfærd og øge tilknytningen 

1 Tegneterapien omtales ikke videre i denne 

artikel. 

Reference til 

(Christensen, 

2007) 

Psyksocial 

funktion 

Affekt 

regulering 

Tilknytning 

til behandlingen 

Almene terapimål (ATM) 

i gruppemusikterapi 

1. at styrke mentaliseringsevnen, 

2. at øge graden af selvaktivering 

3. at styrke bevidsthed om og opmærksomhed 

på indre og ydre styring 

4. at styrke identitetsfølelsen, 

5. at aktivere og revitalisere de 

ikke-udviklede/umodne interpersonelle 

kompetencer 

6. at styrke evnen til ændre og regulere 

emotionelt intense tilstande af både 

positiv og negativ karakter 

7. at styrke udviklingen af evnen til 

at danne en bæredygtig behandlingsalliance 

8. at opbygge og styrke gruppefølelsen 

til behandlingen”, ligesom det vil styrke en 

læringsproces, der sigter mod at opøve 

patienternes evne til at modtage og bruge 

psykoterapi generelt. Patienterne skal bl.a. 

lære at affektregulere og mentalisere de 

processer, det terapeutiske arbejder fremkalder, 

ligesom de skal lære at tage disse 

oplevelser med hen til næste session i den 

terapeutiske behandling frem for at agere 

disse spændinger ud (‘acting out’) i eksempelvis 

misbrug og selvskade. 

Musikterapien indgår som en del af dagbehandlingens 

behandlingsprofi l med det 

Musikterapispecifi kke midler 

(MTTM) i gruppemusikterapi 

1. at benytte musikalsk interaktion 

til i en ”her og nu”-kontekst, at 

undersøge, afprøve, udvikle og integrere 

ikke-bevidste relationelle 

handlemåder (tavs/procedural viden), 

2. at benytte musikalsk interaktion 

og udtryk til opøve fl eksibilitet 

i forhold til at kunne udvide og 

indskrænke det intersubjektive felt, 

f.eks. sætte grænser 

3. at udvide evnen til at formidle 

sig selv gennem musikalsk udtryk 

ved hjælp af komponeret musik og 

omsætte dette til sprog 

4. at benytte musikalsk inter aktion 

til at styrke det spontane og det 

umiddelbare selvudtryk 

5. at introducere musik som 

terapeutisk medium 

Tabel 2: Almene behandlingsmål og musikterapispecifikke midler for patienter i GMT 



formål at bidrage til den generelle forbedring 

af patienternes almene tilstand 

(se nedenfor), herunder deres evne til at 

modtage, deltage i og udnytte psykoterapi. 

Disse tre niveauer (modtage, deltage og 

udnytte) afspejler, at dagbehandlingsprogrammet 

stiler imod, at patienterne udvikler 

en øget grad af autonomi og evne 

til selvaktivering. Målet med dagbehandlingsprogrammet 

er: 

“..at bedre patienternes psykosociale 

funktion og affektregulering, reducere 

selvdestruktiv adfærd 2 og øge tilknytningen 

til behandlingen, hvorved patienterne 

stabiliseres til længerevarende 

psykoterapi en gang ugentligt i grupper 

og/eller individuelt. I anden del af behandlingen 

er målet ved gennemarbejdning 

af de psykiske problemer at opnå 

yderligere stabilisering og selvudvikling.” 

(Christensen, et al. 2007). 

Musikterapiens behandlingsmål er indarbejdet 

i de samlede behandlingsmål, men 

har desuden musikterapi-specifi kke mål. 

I tabel 2 præciseres de musikterapeutiske 

behandlingsmål og -midler, som de præsenterer 

sig i gruppemusikterapien, med 

udgangspunkt i de almene behandlingsmål. 

Disse mål og delmål afspejler generelle 

problematikker relateret til psykoterapi 

med patienter med BPF i relation til f.eks. 

psykosocial funktion og affektregulering. 

Reduktion af selvdestruktiv adfærd er 

også et mål for behandlingen og inddrages 

i GMT i det omfang, at emnet er aktuelt 

i den enkelte gruppe. 

Behandlingens ramme, udstrækning 

og lokalisering 

GMT er lokaliseret på musikterapikli- 

2 Afhjælpning af selvdestruktiv adfærd er ikke 

nævnt som et specifi kt behandlingsmål, men berøres 

i forbindelse med individuelle problemstillinger, 

eller hvis processen i den specifi kke gruppe 

måtte kræve dette fokus. 

82 

nikken på Aalborg Psykiatriske Sygehus. 

Hver session varer 1 time og 30 minutter, 

inklusiv 10 minutters pause efter de første 

50 minutter. Selve terapien forgår i et musikterapi-klinikrum, 

som er udstyret med 

musikinstrumenter, sanganlæg, afspille- 

og optageudstyr. Patienterne må således 

fl ytte sig ud af dagbehandlingsafsnittet og 

hen til musikterapiklinikken for at deltage 

i behandlingen. 3 

Behandlingens opbygning 

I de indtil videre gennemførte ni gruppeforløb 

(n = 63) har der været anvendt den 

samme overordnede struktur: 

Verbal indledning 

Improviseret aktiv musikterapi 

Opsamling 

Pause 

Lytning til deltagernes egen medbragte 

musik (musiklytning) 

Afslutning 

Hver session indledes med en eller anden 

form for verbal dialog/intro. Denne dialog 

efterfølges næsten uden undtagelse af 

aktiv musikterapi oftest i form af musikalsk 

improvisation. Denne giver adgang 

3 Til og med december 2006 blev patienterne 

transporteret med taxa fra midtbyen, hvor dagbehandlingen 

i øvrigt foregik, hen til musikterapiklinikken 

på Aalborg Psykiatriske Sygehus. 

Der var derfor en pause på 30 minutter mellem 

dynamisk gruppeterapi og GMT. I vinteren 2007 

fl yttede dagbehandlingsafsnittet imidlertid ind 

på det psykiatriske sygehus. Det betød, at pausen 

mellem dynamisk gruppeterapi og GMT nu kun 

var på 15 minutter. Denne ændring i logistikken 

har betydning for den tilstand, som patienterne 

møder op i til GMT. Hvorvidt denne ramme er 

optimal, er stadig ikke afklaret. Mit indtryk er, 

at formindskelsen af pausen mellem dynamisk 

gruppe- og musikterapi har betydet, at behandlingen 

intensiveres. Det ændrer betingelserne for 

deltagerne og følgelig den tilstand, de møder op 

i. Men da de enkelte grupper hver især har deres 

egen dynamik, kan det ikke med sikkerhed vides, 

om forandringen i de logistiske forhold nu også er 

skyld i de ændringer i gruppedynamikken, som vi 

synes at have iagttaget. 



1. 

2. 

3. 

4. 

5. 

6.

til udtryksmæssige, interaktionelle og relationelle 

aspekter af terapien. Vurderes det, 

at improvisation ikke umiddelbart vil virke 

hensigtsmæssig for gruppen, f.eks. vil være 

for udfordrende eller kaotisk, kan den erstattes 

af komposition (sangskrivning) og/ 

eller opførsel af komponeret musik (synge 

sange). Enkelte sessioner indledes med, 

at gruppen lytter til optagelsen af sidste 

sessions musik. Afhængig af omfanget af 

og tidspunktet for den musikalske del er 

der efter den aktive musikdel ofte en verbal 

opfølgning 4 . Efter 50 minutters aktiv 

musikterapi følger en pause på 10 minutter. 

Efter pausen følger den receptive del, 

hvor deltagerne på skift præsenterer selvvalgt 

musik for efterfølgende at få verbale 

tilbagemeldinger på fremlæggelsen fra 

gruppen. Sessionen afsluttes med en verbal 

opsamling og evt. perspektivering. 

Medvirken af co-terapeut 

i gruppemusikterapi 

I GMT har der – med undtagelse af to 

sessioner – udover musikterapeuten medvirket 

en såkaldt co-terapeut fra det øvrige 

team. Co-terapeuten har indtil videre 

været den samme terapeut, som gruppen 

har mødt i den dynamiske gruppeterapi 

umiddelbart før GMT. Hun fi gurerer altså 

som en gennemgående person den pågældende 

dag. Det er min erfaring, at tilstedeværelsen 

af en co-terapeut er en fordel 

for gruppens trivsel og procesarbejde, 

bl.a. fordi en sådan skaber kontinuitet, 

giver mulighed for at intervenere i f.eks. 

processer, der er gået i hårknude, og giver 

større variation og bredde i forhold 

til de relationelle processer, som gruppen 

kan arbejde med. Endelig betyder tilste- 

4 Ind imellem tjener det et godt formål at undlade 

verbal opfølgning umiddelbart i forbindelse 

med musikalsk aktivitet, da verbal refl eksion kan 

forandre eller endda skabe distance til den terapeutiske 

oplevelse/erfaring i musikken. Omvendt 

kan dette i nogle tilfælde være ønsket, i fald en 

patient regredierer uhensigtsmæssigt i musikken. 

Verbal dialog har desuden et funktionelt mentaliserings-perspektiv. 

deværelsen af to terapeuter, at den ene kan 

agere som buffer for “den anden”. Jeg vil 

gerne understrege, at GMT kan fungere 

uden co-terapeut. Men er der ressourcer 

til ordningen, vil jeg gerne anbefale den, 

ikke mindst når GMT som her indgår som 

én del af et samlet behandlingsprogram. 

Anvendt musikterapi-form 

Den anvendte musikterapi-form bygger 

på et moderne analytisk dynamisk perspektiv 

(Bruscia, 1997; Hannibal, 2001, 

2007): Den terapeutiske proces indeholder 

både interpersonelle og intra-personelle 

elementer, da den foregår i personerne, 

i relationen og i forhold til den samlede 

kontekst. Der kan opstå overføringskonfl 

ikter, modstand, dysfunktionel adfærd 

o.l. i samspillet mellem terapeut og patienter. 

Derfor er den terapeutiske forholdemåde 

styret af modoverførings-oplevelser 

m.m. (Pedersen, 2007). Musikterapiens 

vigtigste funktion i dagbehandling er at 

tilbyde ikke-verbalt medieret terapeutisk 

kommunikation og interaktion, ligesom 

musikterapien tilfører behandlingen musisk-æstetiske 

elementer. Musikterapien er 

en terapiform, hvor både det eksplicitte 

(den verbale og symbolske repræsentation) 

og det implicitte (den tavse og procedurale 

repræsentation) optræder direkte og i fællesskab 

(Hannibal, 2007). Med andre ord 

møder patienten i musikterapi et bredt og 

fl eksibelt udbud af udtryksmuligheder for 

måder at udtrykke sig selv på og måder at 

være med andre på. 

Det vigtigste udbytte af dagbehandlingen 

er efter min mening, at patienterne i løbet 

af dagbehandlingsforløbet opbygger en 

behandlingsalliance til såvel musikterapi 

som til øvrige behandlingselementer: De 

erhverver en øget motivation for behandlingen 

som sådan med alt, hvad dette indebærer 

af udvikling af øget selvbevidsthed, 

tilknytnings- og mentaliseringsevne. 

Det terapeutiske arbejde giver således patienterne 

et brugbart grundlag for videre 

deltagelse i den krævende proces, et psykoterapeutisk 

forløb kan være. I musikte- 



api får patienten dertil en mulighed for 

at opbygge, udvide og udvikle sit billede 

af, hvad psykoterapeutisk virksomhed er. 

Behandlingens først skridt er at få patienterne 

til at kunne forholde sig til de processer, 

som opstår i her og nu-situationen. 

I musikterapi kan dette gøres i musik eller 

i en samtale om musikken og i forbindelse 

med musikken, og det kan ske ved at spille 

musik eller ved at lytte til egen eller andres 

medbragte musik. I nogle tilfælde vil det 

være en fordel ikke at verbalisere oplevelser, 

i andre tilfælde kan det være en fordel 

at sætte ord på oplevelser, tanker og følelser. 

Det afhænger bl.a. af gruppens terapeutiske 

erfaring og konstitution i øvrigt. 

I det følgende vil jeg give en mere konkret 

beskrivelse af, hvordan behandlingen 

forgår, hvordan den er struktureret samt 

af dens metoder og anvendte forholdemåder. 

Struktur som element 

i den terapeutiske proces 

Struktur i behandlingen har dels med 

spørgsmålet om behandlingens rammer i 

en klassisk terapeutisk betydning at gøre, 

og dels med terapeutens måde at være 

strukturerende på i såvel relationen som 

i interaktionen med gruppen i terapien. 

Behandlingens ramme og opbygning er 

almindeligvis ikke til forhandling: Først 

aktiv musikterapi, dernæst pause og afslutningsvis 

receptiv musikterapi. Når 

rammen udsættes for “angreb” eller forsøges 

brudt, opfattes det ofte som udtryk 

for en eller anden form for usikkerhed 

ved den terapeutiske proces, én selv, gruppen 

eller overfor terapeuterne. Det er min 

erfaring. at denne usikkerhed er vigtig at 

forholde sig til, hvad enten det er på en 

rummende, undersøgende eller konfronterende 

måde. Det betyder ikke, at det 

ikke kan være hensigtsmæssigt at fravige 

behandlingens ramme. Men at indgå i en 

forhandling med gruppen om rammen 

vil almindeligvist være uhensigtsmæssigt, 

idet patientens motivation for forhandlingen 

kan afspejle patientens behov for 

84 

kontrol eller for på anden måde at afprøve, 

om terapeuten kan udholde eller være 

lydhør over for emotioner m.v. Jeg anser 

det således som vigtigt almindeligvis at 

opretholde strukturen og evt. fi nde en 

alternativ måde, hvorpå den enkelte kan 

være til stede. Derved udtrykker jeg som 

terapeut, at jeg kan rumme f.eks. autoritetsudfordring, 

tvivl og usikkerhed uden 

at afvise patienten i kontakten. 

Jeg vil dog gerne pointere, at jeg anser opretholdelse 

af den terapeutiske proces som 

havende den højeste prioritet: Går processen 

i stå, eller reagerer gruppen imod terapien 

og strukturen, mener jeg, at det er 

hensigtsmæssigt, at terapeuten i den konkrete 

situation genopretter alliancen, dette 

eventuelt på bekostning af den på forhånd 

planlagte struktur: 

En gruppe arbejdede med en tekst til sang, de selv 

havde været med til at komponere. Terapeuten 

foreslog at fortsætte dette arbejde for at fi nde en 

melodi og spillemåde, men måtte indstille dette, da 

enkelte i gruppen blev særdeles oprevet af tekstens 

indhold. Først i næste session blev det muligt at 

forsætte dette arbejde. 

Jeg vil gerne fremhæve, at den anvendte 

struktur til enhver tid har indvirkning 

på det relationelle. Dette kan eksemplifi 

ceres ved terapeutens aktivitetsniveau, 

der er med til at strukturere terapien: Er 

terapeuten f.eks. meget aktiv i samtalen, 

giver det mindre plads til gruppen. Gruppen 

får mindre ansvar, er mindre overladt 

til selv at skulle “komme med noget”, og 

medlemmerne er mindre synlige. Er terapeuten 

derimod mere tilbagetrukket og 

afventende, giver det omvendt mere plads 

og mere synlighed. Denne måde at forholde 

sig aktivt til sin måde at strukturere 

i gruppen på gælder såvel for den verbale 

del som for den musikalske del. At veksle 

mellem at være mere eller mindre aktiv er 

også en dynamik, der har indfl ydelse på 

de tilknytningsmønstre, der er aktive for 

patienten: Er terapeuten for passiv, mister 

patienten oplevelsen af tilknytning til den 



anden, og det kan fremme det affektive 

ubehag (Bateman, 2008). Oplevelse af affektivt 

ubehag kan igen være med til at 

hæmme patientens evne til mentalisering. 

Er mentalisering et primært behandlingsmål, 

kan aktivering af affektivt ubehag 

anses for at være uhensigtsmæssig. Her er 

det vigtigt, at terapeuten deltager aktivt i 

reguleringen af spændingsniveauet i gruppen 

og i den enkelte patient ved f.eks. at 

være tilstrækkeligt tydelig og aktiv. Som 

terapeut må man spørge sig selv, hvad 

f.eks. tilstrækkelig tydelighed er i den enkelte 

gruppe og situation, da en for aktiv 

regulering kan virke hæmmende på den 

terapeutiske proces. 

I GMT med patienter med BPF er musikterapeutens 

måde at arbejde med struktur 

et vigtigt aktiv. I begyndelsen af behandlingsforløbet 

er der almindeligvis behov 

for mere styring både i samtale og i den 

aktive musikterapi. Patienterne arbejder 

med at tilpasse sig de nye opgivelser, oplever 

stort stress og mange psykiske spændinger, 

der ofte ikke bevidste for dem: De 

registreres f.eks. som ubehag, lavt selvværd, 

aggression og depression. Patienter 

med BPF kan ofte ikke mentalisere de 

processer, som forgår i dem selv og i gruppen. 

Ydre struktur er derfor en fordel: Det 

giver en vis tryghed, når omgivelserne er 

tydelige og forudsigelige. Når der er udviklet 

en tilstrækkelig alliance, kan terapeuterne 

begynde at løsne strukturen. I 

musikterapi gøres dette ved at henvende 

sig til gruppens selvaktive og -aktiverende 

sider, f.eks. holder terapeuterne sig mere 

og mere i baggrunden. Herved overlades 

initiativet mere til gruppen, og gruppen 

bliver mere bestemmende overfor, hvilken 

retning den kliniske improvisation og 

processen skal tage. 

Opsummerende anvendes struktur konkret 

i forhold til rammer og opbygning 

af sessionen, men også relationelt, idet 

terapeuten er meget bevidst om sin rolle 

i gruppen. Derved kan terapeuten aktivt 

benytte tydelighed og entydighed i sin 

kommunikation og udgøre en styrende 

og spændingsregulerende faktor i relation 

til gruppen. Terapeuten vurderer, hvornår 

gruppen selv magter at tage styringen og 

demonstrere sin større autonomi. 

I den næste del af artiklen vil jeg rette mit 

fokus mod det kliniske: Jeg vil udrede såvel 

verbale som musikalske elementer, der 

har betydning for den terapeutiske proces 

i gruppen. Gennemgangens rækkefølge er 

inspireret af terapiens opbygning, som jeg 

har beskrevet dem før i artiklen. Dog vil 

jeg indlede med et afsnit om allianceetablering. 

Herefter et afsnit om aktiv musikterapi, 

bl.a. om improvisation, sangskrivning 

og om “at synge sange”, som følges 

af et afsnit om verbal bearbejdning og 

refl eksion efter musik. Slutteligt beskrives 

den receptive del af terapien, inklusive 

samtale om og med gruppen om det hørte 

musikstykke og afrundingen af sessionen. 

Om etablering af alliance 

Når en patient starter i dagbehandling, 

vil hun opleve et voldsomt pres på sin tilpasningsevne: 

Alt er nyt, og patienten vil 

på den ene side ofte have store forventninger 

til endeligt at få hjælp, men på den 

anden side være bange for ikke at lykkes 

osv. I den sammenhæng kan musikterapi 

optræde som både ukendt og uforståelig. 

Spørgsmålet er, hvordan man som musikterapeut 

skal forholde sig til dette. Ud 

fra et alment terapiteoretisk perspektiv er 

samarbejdet mellem patient, gruppe og 

terapeut (Hougaard, 2004) og behandlingsalliancen 

nært forbundet med forhandlingen 

og oplevelsen af enighed om 

behandlingens mål, metode og intimitet, 

kaldet alliancepunkterne. Når et behandlingsforløb 

indledes, starter denne forhandling 

selvfølgelig også, og det er vigtigt, 

at terapeuten har sin opmærksomhed 

rettet imod, om et eller fl ere af disse alliancepunkter 

er i spil. I de tilfælde, hvor 

der er opstået spændinger i gruppen, hvad 

der altid gør, har det været en stor hjælp 



for os som terapeuter at holde os disse alliance-parametre 

for øje. 

Forhandlingen af graden af intimitet er 

særdeles vigtig, fordi intimitet er nært forbundet 

med den grad af intersubjektivitet, 

som gruppen kan rumme: Hvilke subjektive 

tilstande kan deles, hvor intense 

tilstande kan gruppen rumme, hvordan 

formidles disse osv. Det intersubjektive 

omhandler både emotionelt og mentalt 

materiale. 

Hougaard (2004) nævner enighed om graden 

af intimitet som et af kendetegnene på 

en terapeutisk alliance. Dette gælder selvfølgelig 

også i GMT. Hvis en patient oplever, 

at der ikke er enighed om graden af 

intimitet, kan patienten få en oplevelse af 

ikke at blive “set” af terapeuten med f.eks. 

utryghedsfølelse som følge. En sådan proces 

kan også foregå den modsatte vej, i 

fald terapeuten f.eks. går for tæt på og sætter 

fokus på indre tilstande, som patienten 

ikke er bevidst om eller fornægter. I begge 

tilfælde oplever patienten misafstemning. 

I GMT er der naturligvis risici for diverse 

misafstemninger mellem patient, gruppe 

og terapeuter. Misafstemning kan opleves 

som retraumatiserende af patienten, og det 

er en dynamik, som denne patientgruppe 

kender særdeles godt. Derfor er det vigtigt, 

at vi som terapeuter dels initierer og 

bidrager til at tydeliggøre gruppenormer 

for selvudlevering, der beskytter patenterne, 

og dels aktivt søger at foranledige, at 

patienterne udleverer personligt og terapeutisk 

brugbart materiale. Vi balancerer 

mellem at støtte og udfordre. 

Enighed om metode og mål står mere sekundært 

i begyndelsen af terapien, hvorimod 

intimitet som tema er imperativt: 

For det første har spørgsmålet om graden 

af intimitet med intersubjektivitet i gruppens 

relationer at gøre. I gruppemusikterapi 

arbejdes der med det at dele indre 

tilstande, hvilket er et fundamentalt problem 

for patienter med BPF. Patienternes 

86 

tilknytningsstrategi vil næsten altid være 

ambivalent med enten udagerende eller 

undvigende karakter (Jørgensen, 2006). 

At knytte sig, opleve intimitet og tro på 

andre er kernekonfl iktpunkter. 

Som sagt tidligere, er der ifølge Bateman 

og Fonagy direkte sammenhæng mellem 

evnen til at mentalisere og disse patienters 

tilknytningsmønstre. (Fonagy & Bateman, 

2006; Bateman, 2008), hvilket også gør sig 

gældende i de situationer, hvor f.eks. forhandlingen 

af gruppens normer foregår: 

Når tilknytningsmønstrene overstimuleres, 

kan BPF ofte hverken selv regulere 

spændingen i deres indre eller spændingen 

i en relation. De er ude af stand til 

at foretage den mentaliseringsproces, der 

almindeligvis gør det muligt at rumme, 

behovsudsætte og regulere affekter. Overbelastning 

i relationen og derpå følgende 

stimulering af tilknytningsmønstret kan 

bevirke alt fra impulser til selvskade til 

udeblivelse fra eller opgivelse af behandlingen. 

Dette har derfor også betydning i 

forhold til opbygning, vedligeholdelse og 

reparation af den behandlingsmæssige alliance. 

Denne dynamik opleves overalt i dagsbehandlingsprogrammet. 

Det er min erfaring, 

at vi som terapeuter i begyndelsen af 

et behandlingsforløb primært bør påtage 

os en regulerende og rummende position 

i gruppen og kun sekundært en undersøgende 

og konfronterende position. Når 

det i løbet af terapiforløbet bliver relevant 

og muligt at undersøge og konfrontere, 

kan det gøres hensigtsmæssigt gennem 

inddragelse af mentalisering, 

Opsummerende vil jeg fremhæve følgende 

erfaringer som væsentlige: 

Vær opmærksom på alliancen, forholdet 

mellem mål, metode og intimitet, 

bevar den intersubjektive matrix, 

vær aktiv i reguleringen af spændingen 

i relationen, 



• 

• 

•

• og bestræb dig på at mentalisere sam- terapeutisk metode. Denne skepsis kan opmen 

med patienten eller gruppen. træde i begyndelsen af et behandlingsforløb: 

Hvad skal det hjælpe mig at slå på tromme, 

Et eksempel fra praksis: 

når det eneste, jeg tænker på, er alle de problemer, 

jeg har i det daglige. Udsagn som disse betragtes 

som et “angreb” på alliancen. Min 

erfaring er, at det er tilstrækkeligt at anerkende 

følelsen og oplevelsen for at bevare 

alliancen og afstå fra at komme med alt for 

mange forklaringer. Det er især vigtigt, at 

terapeuten indtager et fl ersidigt perspektiv, 

dvs. inddrager sig selv i sin udlægning 

af en hændelse. Det, som patienter oplever 

og reagerer på, udspringer af noget, som 

lige er sket og oplevet. At se og kunne udrede 

dette “noget” er initialt terapeutens 

opgave, og forhåbentlig internaliseres 

denne evne i stigende grad i patienten. 

I det første GMT forløb skete følgende i første session. 

Gruppemedlemmerne blev bedt om at vælge 

et percussion-instrument hver, som de skulle tage 

med hen i rundkredsen. En af deltagerne havde 

valgt en maracas som sit instrument, som han sad 

med i skødet. Mens vi sad der, udbrød vedkommende: 

“Hvad er der mon gået galt i mit liv, siden 

jeg skal sidde her med sådan en”. Udtalelsen 

udtrykte stor tristhed, forundring, lavt selvværd, 

psykisk ubehag og til en hvis grad devaluering af 

musikterapien: Hvad kan det nytte? Terapeuten 

lyttede til patienten, anerkendte den frustration, 

som han udtrykte, og medgav, at det var da et 

rigtig godt og vigtigt spørgsmål, som han måske 

kunne fi nde svar på i løbet af den kommende tid. 

Efterfølgende kunne patienten acceptere, at processen 

fortsatte. 

I en situation som skildret i ovenstående 

er det for det første nødvendigt at anerkende 

det emotionelle udbrud, dvs. verbalt 

tilkendegive at have set og hørt, hvad 

der er blevet sagt og i øvrigt ikke udtrykke 

anden intention end at være i dette sammen. 

Opleves en sådan situation som 

overbelastende for patienten i terapien, 

kan terapeuten lytte og blive i kontakten 

uden at forfølge indholdet samt eventuelt 

inddrage gruppen i et forsøg på dels at almengøre 

problemstillingen med gruppen, 

og dels at undgå yderligere regression. 

Ifølge Bateman (2006) er det nødvendigt 

at bremse uhensigtsmæssig affektiv intensivering, 

da dette forhindrer patienten i at 

kunne mentalisere. 

Et andet eksempel udtrykker den manglende 

forståelse af, hvad musikken som 

metode kan udrette i behandlingen. At 

der er enighed om behandlingsmetoden 

er i følge Hougaard (2004) tegn på en behandlingsalliance. 

Da musikterapi stadig 

for mange betragtes som en eksotisk tilgang 

til psykoterapi, fremviser patienterne 

ind imellem skepsis over musikterapi som 

Der er spørgsmål, som terapeuten ikke 

kender svaret på, og som patienten selv 

skal opleve og derved fi nde et svar på. 

Terapeuten kan med fordel anerkende 

spørgsmålet og normalisere patientens 

betragtninger: Jeg kan godt forstå, du kan synes, 

det er noget underligt noget, og det er faktisk 

ret almindeligt at have det sådan i beg yndelsen 

af et sådan musikterapeutisk forløb. Terapeuten 

underkender med en sådan respons ikke 

personens oplevelse og tilkendegiver på 

samme tid ikke usikkerhed overfor metoden. 

Nogle patienter reagerer med vrede eller 

frustration, hvis de f.eks. oplever ikke at 

kunne få et for dem fyldestgørende svar 

på en undren eller kritik. Fonagy og Bateman 

(2006) anbefaler, at man som terapeut 

forsøger at bremse den negative 

emotionelle spiral, da en sådan reaktion 

sænker eller helt forhindrer patientens 

evne til at mentalisere, som jeg også før 

har beskrevet det. Min egen erfaring er, 

at det er vigtigt at blive i kontakten uden 

at eskalere konfl ikten og ikke komme ind 

i en f.eks. magtkamp om, hvem der har 

ret o.l. En anden hensigtsmæssig løsning 

kan være at inddrage den øvrige gruppe 

med henblik på at almengøre den aktuelle 

problemstilling. 



Opsamlende opfatter jeg sproget som en 

kommunikativ base, der danner afsæt for 

introduktion til det ukendte, som fi ndes i 

musikken. En del af forhandlingen af den 

terapeutiske alliance vil typisk etableres 

verbalterapeutisk, det gælder særligt i starten 

af et gruppeterapeutisk forløb, medmindre 

gruppen allerede fra starten af føler 

sig tilpas i den musikalske kontekst. 

Aktiv musikterapi: Improvisation, 

sangskrivning og om at 

synge komponerede sange 

Aktiv musikterapi kan administreres på 

mange måder og er som terapeutisk medium 

uhyre adaptivt og fl eksibelt. Musikalsk 

improvisation, komposition og reproduktion 

repræsenterer forskellige måder at 

aktivere det musikalske på i terapien. Formålet 

med aktiv musikterapi er bl.a. at få 

gruppen til at musicere og således overgå 

fra passiv til aktiv musikudfoldelse, aktiv 

interaktion, aktivt udtryk med mere. Der 

kan almindeligvis iagttages tre reaktionstyper 

hos gruppemedlemmerne, når de 

første gang skal deltage i aktiv musikterapi: 

Den første reaktionstype er positiv og 

åben. Patienterne er indstillet på at deltage. 

Nogle patienter, fordi de opfatter 

musikken som et bedre sted at være end i 

samtalen, andre oplever en tryghed i musikken 

eller en nysgerrighed over for at 

spille. Reagerer mange i gruppen således, 

er det medvirkende til at skabe en gruppeproces, 

hvor andre mere tvivlende gruppemedlemmer 

inspireres eller forføres til 

at deltage. 

Den anden reaktionstype er forbeholdenhed, 

skepsis eller usikkerhed over for det 

nye medium og overfor de andre gruppemedlemmers 

reaktioner på det, at man 

selv spiller: Andre kan høre mig og fordømmer 

mig. Denne reaktion forekommer hyppigt. 

Den kan både være udtryk for en almindelig 

skepsis overfor noget nyt og for en 

88 

forsvarspræget eller modstandsdomineret 

holdning. Uanset grunden til at skepsis 

opstår hos visse gruppemedlemmer, stiller 

dette nogle krav til, hvordan den musikalske 

aktivitet organiseres og struktureres, 

som jeg allerede har nævnt. Dette vender 

jeg tilbage til. 

Den tredje reaktionstype, der kan iagttages, 

er total afvisning overfor at spille 

overhovedet. Patienten får typisk kontakt 

med et emotionelt ubehag, som kan tolkes 

som en ikke-bevidst reaktion på oplevelsen 

af at skulle afgive kontrol: Følelsen af 

ubehag genkender patienten fra tidligere 

traumatiske situationer, hvorfor deltagelsen 

i den aktive musikterapi opleves som 

en gentagelse af f.eks. tidligere overgreb 

og krænkelser. Personen oplever med andre 

ord dét at skulle spille som at skulle 

gøre vold på sig selv: Jeg skal gøre noget, der 

går imod det, jeg føler eller har lyst til. Min erfaring 

er, at f.eks. patienter, der har oplevet 

incest og andre krænkelser, typisk vil 

kunne reagere sådan: De har gennem deres 

tilværelse lagt afstand til disse traumer 

og bestræbt sig på at opretholde en facade, 

hvorfor emotionel kontakt med de ubehagelige 

barndomserindringer opleves som 

ubærlig. Kontroltab, som det kan opleves 

ved deltagelse i f.eks. en klinisk improvisation, 

kan således opleves som retraumatiserende. 

Dette vil, jf. ovenstående afsnit, 

være destruktivt for udviklingen af en 

bæredygtig alliance i starten af et terapiforløb, 

ligesom det vil blokere for evnen 

til at mentalisere. I sådanne situationer 

har jeg god erfaring med en terapeutisk 

strategi, der stiler mod at styrke patientens 

oplevelse af kunne bevare sin integritet og 

kontrol, og som samtidigt formidler terapeutens 

respekt for patientens personlige 

grænse. Endelig søger jeg at sikre patienten 

en mulighed for at kunne deltage i musikken: 

Patienten bedes vælge et instrument. 

Jeg understreger, at vedkommende kun 

skal spille, hvis og når hun/han selv vælger 

at gøre det (også kaldet: det kravfrie 

element). Det er min erfaring, at denne 

intervention kan give patienten en vigtig 



oplevelse af at have kontrol i situationen, 

ligesom patienten vil opleve en indirekte 

anerkendelse af sin personlige integritet. 

Ethvert forsøg på overtalelse eller på anden 

måde optrapning af konfl ikten vil, så 

længe der ikke er opbygget en alliance, 

medføre et negativt udfald. Her følger et 

eksempel fra klinisk praksis: 

En gruppe skal for første gang prøve at improvisere. 

Bortset fra et gruppemedlem, der vælger en 

elbas, vælges forskellige percussion-instrumenter. 

Terapeuten spiller på tromme. Som terapeut 

vælger jeg trommen, fordi den er et instrument, 

hvis klang og rytmik udgør en 

enkel musikalsk parameter 5 . Det tematiske 

oplæg for improvisationen, den såkaldte 

spilleregel, er at fi nde en rytme i 

fællesskab. Her aktiverer jeg som terapeut 

et konfl ikttema i gruppen: Jeg stimulerer 

patienternes tilknytningsmønstre, da jeg 

indirekte beder gruppens medlemmer om 

at agere selvstændigt med henblik på at 

mødes, og det kan være en stor udfordring 

på et tidligt tidspunkt i terapien: Terapeuten 

laver et rytmisk udspil, der vokser langsomt i dynamik. 

Bassisten lægger en stabil rytme. Improvisationen 

når et kort klimaks og stopper efter godt 

to minutter. Efterfølgende er der meget forskellige 

reaktioner på musikken. Én patient udtrykker 

efter improvisationen at være rasende: Hun føler 

sine grænser overskredet. Vedkommende har oplevet 

det “at sidde på denne måde” som ydmygende. 

Hun beskriver dog bassen (medpatienten) som et 

positivt element i oplevelsen, mens hun havde lyst 

til at smide trommen (terapeuten) langt væk. En 

anden patient er også provokeret over improvisationen, 

mens andre har oplevet det som “sjovt” 

og har haft associationer til Jamaica og Afrika. 

Den efterfølgende samtale får fokus på vrede og på 

lyde, der generer, f.eks. naboer der larme, i det hele 

taget ikke at kunne skrue ned for andres larm. 

For at skabe tryghed i gruppen vælges der langt 

mindre udfordrende spilleregler for de efterfølgende 

improvisationer. Her er spillereglerne: “Spil først 

en tone ad gange efter tur, herefter to toner og til 

sidst kan I spille frit”. Gruppen fi nder her en vis 

tryghed i musikken, men udtrykker samtidigt at 

5 Kommentarer til casebeskrivelse angives med 

almindelig skrift. 

være krænket, dels over at skulle “være barnlige, 

og dels over at blive bedt om at udtrykke sig på 

måder, de ikke mestrer. Mange overføringstemaer 

kommer til syne i både improvisationen og dialogen, 

og patienternes oplevelser demonstrerer tydelige 

tegn på den endnu ikke opbyggede alliance. 

Eksemplet illustrerer det såkaldt “åbne 

musikalske rum”, en metafor for en terapeutisk 

proces, hvor deltagerne selv skal 

defi nere rummet gennem aktiv og personlig 

deltagelse. Musikken initierer en 

ikke-lineær proces. For en ny gruppe kan 

bevægelse ind i det åbne musikalske rum 

opleves som at blotte sig. At åbne sig er 

en del af enhver terapeutisk proces, men 

kan potentielt opleves som en trussel. 

Musikalsk improvisation vil være en ny 

udtryksform for de fl este patienter, der 

begynder i musikterapi. At musikken tilhører 

“det ukendte” opleves, som jeg har 

eksemplifi ceret det ved ovenstående case, 

som en indirekte belastning, og aktiv omgang 

med musik præsenterer for mange en 

fremmed måde at være, agere og handle 

på. Dertil kommer, at al kommunikation 

i gruppen skal foregå uden sproget som 

meningsbærer. Det indebærer, at deltagerne 

må orientere sig på en anderledes 

måde, end de er vant til. 

Min erfaring er, at det musikalske sammenspil 

- og samspil - på den ene side forenkler 

kommunikationen i gruppen: Det 

er f.eks. vanskeligt at lyve, manipulere og 

udtrykke sig tvetydigt, som det er verbalt 

muligt, mens man spiller på et instrument. 

På den anden side bliver kommunikationen 

medieret igennem musikalsk sammenspil 

tilsvarende kompleks, dels fordi 

patienterne spiller oveni hinanden, og dels 

fordi en kvalitet ved et musikalsk udtryk 

er, at det ikke ejer bogstavelig entydighed. 

Dertil kan musikken byde på andre udfordringer, 

idet den lydeligt kan demonstrere 

forskellige kommunikationsstrategier: 

Er patienten f.eks. vant til at skjule sig 

for andre, kan musikken udfordre denne 

forsvarsstrategi, for når hun spiller, er det 

vanskeligt at skjule, at hun skjuler sig. 



En anden kommunikativ kvalitet ved musikken 

er, at patienterne kan udtrykke sig 

“i munden på hinanden” på en meningsfuld 

måde. Dette er samtidig også et udfordrende 

træk ved at benytte musik som 

kommunikations-medium. Musikalsk 

sammenspil har dertil den kvalitet, at det 

kan styrke fællesskabsoplevelsen i gruppen, 

bl.a. fordi det ofte kan være nemmere 

at udvikle en meningsfuld musikalsk gestalt 

i fællesskab end alene: 

Et eksempel fra klinisk praksis: 

En gruppe arbejder med temaet ‘følelser’ i al almindelighed. 

Gruppemedlemmerne skal ikke tage 

udgangspunkt i, hvordan de føler lige nu, men 

derimod benytte musikalsk improvisation til at 

undersøge, hvordan en given følelse, som de vælger, 

kan lyde i denne gruppe. Gruppen vælger følelsen 

‘vrede’. Næsten hele gruppen er motiveret og indstillet 

på denne opgave - på nær et enkelt medlem, 

der oplever angst ved denne opgave: Hun er bange 

for at blive oversvømmet af følelser og reagerer ved 

at ville trække sig fra gruppen. Dette er et for 

hende kendt reaktionsmønster og opfattes derfor 

som udtryk for en overføringsreaktion. Ved at give 

patienten plads til at udrede reaktionsmønsteret 

verbalt (mentalisering) lykkes det at få hende 

til at vælge at deltage i stedet for. Gruppen bliver 

efterfølgende instrueret i først at have deres opmærksomhed 

rettet imod sig selv og derefter imod 

det fælles musikalske udtryk. Denne vekslen 

mellem fokus på sig selv og på gruppen, 

har de prøvet før i mindre krævende improvisationer. 

Musikken indledes derfor med, 

at hver spiller for sig, men samtidigt. Der opstår 

ret hurtigt et fælles fokus, der mest har karakter 

af kraftig og relativ hurtig musik. Den patient, 

der indledningsvist var angst og utryg, får for første 

gang adgang til sit eget udtryk i gruppen, og 

oplevelsen er positiv, da hun mærker, at hendes 

krop “får lyst til bevæge sig”. Efter den første 

improvisation konstaterer gruppen, at musikken 

ikke indeholdt egentlig vredesfølelse. Det besluttes 

at gentage processen, men nu med spillereglen 

‘indædt vrede’. I den følgende improvisation er musikken 

mere ‘vred’, og fl ere patienter giver sig hen 

deres eget udtryk, mens andre fi nder sammen i et 

fælles udtryk. Processen medfører en udvidelse af 

gruppens følelsesmæssige repertoire, idet der opstår 

90 

fl ere situationer, hvor fokus i terapien er på konfl 

ikttemaer, som gruppen oplever her og nu. I den 

efterfølgende session er gruppen parat til den næste 

følelse, og gruppen vælger følelsen ‘glæde’. 

Muligheden for at veksle mellem forskellige 

foki og kunne udtrykke sig samtidigt, 

men uden at skulle følge hinanden, er et 

udtryk for tilstedeværelse af en større grad 

af fl eksibilitet i gruppen og dermed en 

større tolerance over for “det uventede”. 

Gruppen har erfaret en mulighed for øget 

fordybelse og en øget evne til aktivt at 

kunne skifte fokus. 

Om gruppemusikalsk improvisation kan 

det samlet konkluderes, at den, i fald alle 

skal kunne deltage, skal gives tilstrækkelig 

struktur. Strategien er dertil at gøre musikalske 

øvelser og spilleregler så tilpas 

forudsigelige, at det føles mere trygt end 

utrygt at give lyd 

At gøre den aktive musikterapi mere forudsigelig 

og tryghedsskabende kan gøres 

på fl ere måder, som jeg allerede har været 

inde på: Terapeuten kan gøre sig meget tydelig 

og styrende i de første improvisationer, 

og improvisationen kan lægges inden 

for en mere eller mindre defi neret ramme. 

De første kliniske improvisationer vil i den 

forstand ikke have karakter af at være en 

egentlig spontan improvisation, da gruppen 

forholder sig musikalsk til et defi neret 

program: Når spillereglerne for deltagelse 

bliver mere tydelige, opleves udfordringen 

som mindre. Endelig er der det kravfrie 

element: Ved at lade patienter selv afgøre 

om de vil og kan spille med, oplever de at 

have kontrol. 

Jeg har erfaring for, at patienterne har en 

række forskellige måder at deltage i den 

gruppemusikalske kliniske improvisation 

på: Nogle vælger at følge terapeuten, nogle 

kan næsten ikke få en lyd frem, nogle prøver 

at overdøve de andre, og andre bliver 

optaget af, at de spiller forkert osv. En 

måde at regulere det musikalske rum på 

er ved at lave en tydelig musikalsk struk- 



tur. Musikalsk struktur opstår i gentagelsen 

og kan f.eks. opnås ved at benytte en 

tydelig rytme eller en akkordrundgang. 

Rytme er den enkleste måde at skabe en 

ramme i musikken på. Harmoni- og akkordrundgange 

skaber også en ramme, 

men akkordstrukturer er mere styrende og 

dominerende end en simpel rytme. Desuden 

indbyder tonalitet ofte til melodik, 

hvorved det konsonerende og dissonerende 

element i musikken aktiveres. Det 

kan i overført betydning udtrykkes på den 

måde, at “det er værre at synge falsk (være 

dissonerende), end det er at falde ud af 

takt”. Der er mange andre måder at regulere 

graden af struktur på i musikken – og 

dermed i processen. Terapeuten kan f.eks. 

strukturere via en tur-tagnings-spilleregel: 

“I skal på skift være i forgrunden” (Veksle 

mellem at være fi gur og grund). Uanset 

hvilken måde strukturen skabes, er målet 

dels at få gruppen til at handle sammen i 

den musikalske improvisation og dermed 

få påbegyndt gruppens fælles musikalske 

historie, og dels at gruppen begynder at 

internalisere det musikalske element. 

Når gruppen først har stiftet bekendtskab 

med musik som handling og erfarer, at det 

ikke er så truende, at musikken kan lyde 

af noget, og at gruppen ikke fordømmer 

én efterfølgende, begynder der at opstå en 

tryghed i musikken og i gruppen. Denne 

alliance-opbyggende proces er ikke lineær 

og kan vare de første 10 sessioner eller 

mere. Det er således en lang proces, hvor 

terapeuten langsomt skal inddrage gruppen 

i strukturering af musikken, hvorved 

den i stigende grad får overdraget mere 

ansvar og dermed mere indfl ydelse på, 

hvordan musikken udfolder sig. I nogle 

tilfælde opnår gruppen et så trygt forhold 

til musikken og den terapeutiske proces, 

at gruppen kan håndtere at spille uden 

forudgående aftale, spilleregel eller rollefordeling. 

Her er gruppen modnet og accepterer 

præmisserne for den terapeutiske 

proces. 

To eksempeler fra klinisk praksis: 

Forløbet for deltagerne i den ovennævnte gruppe 

er præget af meget forskellige respons på musikterapien 

og den samlede behandling: To patienter 

dropper ud fra det samlede behandlingsforløb. For 

de tilbageblevne er deltagelse i behandlingen en stor 

udfordring, og deres deltagelse er præget af ustabilt 

fremmøde og modstand, hvilket er almindeligt og 

forventeligt for patienter med BPF. De tilbageblevne 

oplever på den anden side også at have udbytte 

af musikterapien. Et eksempel herpå er, at 

to gruppemedlemmer bruger musikken til at undersøge 

og udtrykke deres misbrugsproblematik: 

Vi improviserer bl.a. over temaet “at gå i byen”. 

Musikken er helt styret af deres proces, og sætter 

fokus på det at kunne slippe sig selv fri uden 

stimulanser. Patienterne spiller f.eks. over fornemmelsen 

af at sidde med en øl, og der kommer mere 

“alkohol” i musikken i form af mere dynamik og 

udtryk. Patienterne slår sig løs. Én prøver forskellige 

instrumenter og beskriver det efterfølgende 

som “at stikke hovedet ind på et værtshus og kort 

efter gå videre til det næste”. Til sidst er “drukturen 

færdig”, og “de går hjem”. Oplevelsen af at 

kunne tillade sig selv at være sig selv og give slip 

uden stimulanser er det centrale tema.. 

I en senere session er hele gruppen samlet, og gruppen 

slutter af med en fælles improvisation, hvor 

temaet er “at slutte”. Det gruppemusikalske 

sammenspil varer i over 15 minutter. Gruppen 

gør fl ere forsøg på at slutte improvisationen, men 

kommer hele tiden i gang igen. Musikken afspejler 

gruppens aktuelle psykologiske tema, nemlig 

ambivalente følelser over det gruppemusikterapeutiske 

forløbs afslutning. 

En gruppeproces som fortalt i ovenstående 

afspejler nødvendigheden og udbyttet 

af at give plads og tid til, at gruppen tager 

det terapeutiske rum i besiddelse. 

Hvis den terapeutiske proces ikke kan udfolde 

sig i det improvisatoriske felt, ofte på 

grund af for meget modstand enten projiceret 

imod musikken eller det at spille, kan 

terapeuten benytte sproget og sangen som 

strukturerende faktor enten ved at skrive 

sange eller synge allerede komponerede 

sange/musikstykker. Her fl yttes gruppens 

terapeutiske proces fra at være aktivt musikalsk 

improviserende og over i oplevelse 



af og tanker om musikken. Dette kan være 

terapeutisk lige så relevant, men musikken 

får her mere funktion af at være objekt 

og fungerer kun indirekte/implicit som 

interaktionsfelt. I disse situationer spiller 

det ind, hvilke musikalske ressourcer den 

enkelte terapeut har, idet nogle vil foretrække 

arbejdet med kompositionssange, 

medens andre vil foretrække sangskrivning, 

som kan gribes an på mange måder 

(se også Baker og Wigram, 2005). 

I GMT har der dels været arbejdet med 

musikalsk materiale, der spontant er kommet 

fra gruppen, det være sig både melodistumper 

og tekst, og dels med en tekst, 

som gruppen selv har produceret ud fra et 

åbent spørgsmål: 

Denne musikterapi-gruppe drøfter i 7. session den 

betydning, som deres forældres adfærd har haft for 

dem. Dette bliver starten på en sangskrivningsproces. 

Gruppen bedes om at associere ud fra ordene 

“Hvis bare jeg havde…”. Gruppens deltagere 

producerer hvert et tekstudkast, som terapeuten 

skriver igennem inden den næste session, så hvert 

medlems bidrag bliver til et eller fl ere vers. Teksten 

kommer tilbage til gruppen, der gennemlæser udkastet 

og kommer med rettelser og forslag. Processen 

sætter gang i fl ere forskellige reaktioner. Én 

ytrer, at hun ikke kan se meningen med at beskæftige 

sig med fortiden. Én, der ikke var til stede, da 

teksten blev lavet, bliver meget oprørt over de ting, 

hun læser. Hun synes, det er krænkende at sætte 

disse ulykkelige tanker i musik. Én har svært ved 

at se meningen med det hele, men accepterer dog sit 

bidrag til teksten. Én synes, at teksten er god, og 

én synes endda, det har hjulpet hende at sætte ord 

på fortiden - i øvrigt den samme, som havde allersværest 

ved at skrive. To gruppemedlemmer synes 

tekstudkastet er godt og er tilfredse. Da udkastet 

er godkendt, komponerer terapeuten inden næste 

session et forslag til en melodi. Dette forslag bliver 

også kritisk behandlet af gruppen og endelig også 

sunget af gruppen de næste to sessioner. Processens 

tema retter sig nu mod det at synge. Nogle bærer 

på traumer, der dukker op. Gruppens holdning 

til sangen er stolthed over, at det har været muligt 

at lave en sang. Gruppemedlemmerne fi nder den 

meningsfuld. 

92 

Efter tre sessioner med sangskrivning har gruppen 

fl yttet fokus. Gruppemedlemmerne er tilfredse 

med resultatet og er nu rastløse efter selv at spille 

igen. Temaet i gruppen er tanker om fremtiden, 

der bearbejdes i en musikalsk improvisation. Det 

er kendetegnende for sangskrivning, at gruppens 

medlemmer reagerer med overraskelse og stolthed 

over, at det overhovedet er muligt at lave en sang. 

De fi nder den meningsfuld. 

Min erfaring er, at sangen som genstand 

kan have stor betydning for gruppens 

proces. Sange kan betragtes som et konkret 

produkt, og det, at de er skabt i dette 

for gruppen fælles terapeutiske rum, giver 

dem en speciel betydning for gruppen. 

Derimod er det ikke så afgørende, om 

sangens indhold er metaforisk eller konkret: 

Én sang beretter om et eventyr, en 

anden sang om fortiden. 

I terapeutisk forstand består sangskrivning 

af tre led: 

Den kreative proces, der sættes i 

gang, når sangen skabes. 

Gennemsyngning af sangen, herunder 

det at bruge stemmen. 

Ejerskab på sangen. 

Sangskrivning ejer narrative kvaliteter, 

idet dens proces på en gang er tilbageskuende, 

her og nu-orienteret og aktivt 

arbejder med et fremtidsperspektiv: Minderne 

og mønstrene kobles til den aktuelle 

gruppemusikterapeutiske kontekst, hvor 

muligheden for at netop bryde med egne 

og evt. andres forestillinger sættes i spil 

her og nu. En sang fra et gruppemusikterapeutisk 

forløb kan symbolsk få betydning 

som et personligt vidnesbyrd om en 

fremtid på nye præmisser. 

At synge og opleve sig selv gennem komponerede 

sange kan af og til være et brugbart 

alternativ til improvisation, når jeg 

som terapeut ønsker at skabe en åbning i 

en gruppe. At synge en i forvejen komponeret 

sang kan give tryghed på forskellige 

måder: Dels identifi ceres sange ofte med 



1. 

2. 

3.

noget kendt og dermed ikke så udfordrende, 

dels kan sang af kendte sange for nogle 

patienter give en vigtig oplevelse af mestring. 

At synge kendte sange kan således 

fungere som et tryghedsskabende og stabiliserende 

element, bl.a. fordi disse fl ytter 

fokus fra den enkelte til noget fælles. 

Den terapeutiske fordybelse standses ikke 

nødvendigvis, da det at synge sammen og 

høre hinanden synge har andre væsentlige 

kvaliteter, bl.a. at skabe en fællesskabsoplevelse 

og styrke gruppens sammenhold. 

Det er mekanismer som disse, som Yalom 

beskriver, når han redegør for gruppeterapiens 

kurative faktorer, herunder vigtigheden 

af at foranstalte universalitetsfølelse 

og interpersonel læring (i Karterud, 1999). 

En sang og det at synge kan desuden fungere 

som en ventil i gruppen, og afsyngning 

af komponerede sange kan meget vel 

være en vej ind til den terapeutiske proces 

(læs mere herom hos Rolvsjord, 2007). 

Om musikkens psykoterapeutiske egenskaber 

henvises til andre artikler, f.eks. 

Bruscia (1997), Hannibal (2001, 2007), 

Holck (2005), Stige (2002: p. 207-230). 

Verbal bearbejdning i forbindelse 

med aktiv musikterapi 

Den verbale bearbejdning af musikalske 

processer følger de principper for relationel 

psykoterapi, som er beskrevet tidligere. 

Jeg vil dog tilføje nogle kommentarer 

her. En musikalsk aktivitet, navnlig 

improvisationen, kan aktivere alle typer 

af terapeutiske processer og reaktioner 

lige fra modstand, overføring og forsvar 

til kontakt, interaktion til korrektiv emotionel 

erfaring, katarsis og øvrige gruppeterapeutiske 

faktorer så som: installering 

af håb, universalitet, interpersonel læring 

mm. (Karterud, 1999, 183 ff.). Min erfaring 

er, at gruppen ofte anvender den første 

halvdel af forløbet til at overkomme 

sine negative forventninger overfor det 

nye, hvorfor disse fylder en del i den verbale 

bearbejdning. Jeg anvender to enkle 

principper: dels at styrke patientens evne 

til at mentalisere de oplevelser, som opstår, 

og dels at være terapeutisk aktiv i reguleringen 

af den intersubjektive matrix 

og den spænding, som den musikterapeutiske 

oplevelse skaber. 

At arbejde med mentalisering gøres verbalt 

ved at italesætte og udrede de processer 

og oplevelser, som sættes i gang i 

musikken. Det er vigtigt at inddrage det, 

som faktisk sker i gruppen, frem for kun 

at have fokus på det, der sker i personen. 

I eksemplet med kvinden, der blev rasende 

på en tromme, blev mentalisering en 

måde at give denne reaktion anerkendelse 

og vigtighed på og derved inkludere kvinden 

i gruppen i stedet for at lade vreden 

skabe afstand til omgivelserne. At være 

aktiv i reguleringen af den intersubjektive 

matrix henviser til det at arbejde aktivt 

med de alliance-specifi kke faktorer og 

have bevidsthed om, hvornår ens handlinger 

som terapeut bør være rummende 

eller konfronterende. På den måde kan 

terapeuterne søge at regulere intensiteten 

i gruppen. 

Musikalsk interaktion kan åbne og forstærke 

gruppens mulighed for at få adgang 

til relationelle mønstre og selvoplevelse på 

det implicitte niveau (Hannibal, 2007). I 

musikken er der ofte mulighed for at personen 

handler ikke-bevidst, intuitivt og 

ud fra procedurale skemaer. Det sker, når 

personen hører og oplever musikken og 

samtidig handler, reagerer og interagerer 

med gruppen. Ifølge Stern et al (1999) og 

Stern (2004) er det centrale ved sådanne 

implicitte terapeutiske processer at holde 

kontakten og oplevelsen på det implicitte 

niveau uden at afbryde dem. At samtale er 

en måde at bryde med det implicitte, fordi 

man går fra at være sammen i oplevelsen 

til at tale om den. Ud fra denne betragtning 

kan det være hensigtsmæssigt at give 

sig god tid umiddelbart efter den musikalske 

improvisation. En anden mulighed er 

slet og ret ikke at samtale om det, der er 

sket i musikken, men blot samtale om det, 



der sker i nuet efter improvisationen. Hvis 

musikken har afstedkommet oplevelser, 

tanker og følelser, der i den enkelte patient 

behøver at blive ekspliciteret, kommer det 

ofte frem. 

Afhængig af gruppens tilstand kan det, 

som jeg før har været inde på det, være en 

fordel, at terapeuten er aktiv i styringen af 

kommunikationen i gruppen. Enten ved 

at håndhæve en talerække, styre, hvem 

der taler til hvem, og ligeledes aktivt regulere, 

hvornår fokus er på den enkelte, 

og hvornår fokus er på gruppen som helhed. 

I nogle tilfælde ligger den kliniske 

improvisation så sent, at patienterne går 

til pause umiddelbart efter, at den ender. 

Her kan det være hensigtsmæssigt at bede 

gruppemedlemmerne om ikke at samtale 

om musikken i pausen, dels for ikke at 

fortsætte processen uden for det terapeutiske 

rum, og dels for i så høj grad som 

muligt at bevare det implicitte niveau og 

have deres oplevelse i fred. 

Om receptiv musiklytning, 

samtale med gruppen og afrunding 

Efter pausen i den terapeutiske session 

har jeg gode erfaringer med at anvende 

såkaldt receptiv musiklytning med de enkelte 

gruppemedlemmers medbragte musiknumre 

i fokus. Når et gruppemedlem 

afspiller musik for den øvrige gruppe og 

terapeuterne, er der en række terapeutiske 

lag: Dels eksponerer patienten noget helt 

personligt i form af sin egen musiksmag 

og -stil, dels kan patienten anvende musikken 

som talerør for f.eks. psykologiske 

temaer og problemstillinger. Patienten giver 

noget af sig selv, men modtager også 

opmærksomhed og evt. indlevelse og 

empati fra den øvrige gruppe. Dette giver 

mulighed for at træne mentalisering. 

Mentaliseringen sker derved, at deltagerne 

begynder at danne forestillinger om hinanden 

og sig selv. De bliver opmærksomme 

på, om musikken på en eller anden vis 

94 

be- eller afkræfter forestillinger, forventninger, 

oplevelser, som man har om den 

anden: Musikken passer måske godt til 

det billede/den forestilling, man har, eller 

man bliver overrasket og får nye indtryk. 

Gruppedeltagerne og terapeuterne bliver 

ligeledes opmærksomme på, hvad musikken, 

som man lytter til, “gør” ved en: Kan 

man lide den, hvilket humør kommer man 

i osv. Disse tanker og oplevelser deles med 

gruppen. En sådan handling implicerer 

også et relationelt niveau, da det at sige 

noget til andre om, hvordan man berøres 

af det, de har hørt, aktiverer relationen 

mellem dem. Har gruppen det godt sammen, 

opleves det som let at give feedback, 

og har gruppen det vanskeligt indbyrdes, 

opleves det ikke som svært. 

Proceduren er enkel: Ved første møde 

med gruppen spørger terapeuten, om 

en af gruppens medlemmer har lyst til 

at medbringe et stykke musik efter eget 

valg. Det har der indtil videre altid været 

en, der har villet. Personen kan vælge at 

introducere sin musik, men nogle ønsker 

at overraske 6 . Derefter lytter gruppen til 

musikken. Efterfølgende kan den, der har 

medbragt musikken begrunde sit musikvalg, 

før vedkommen hører respons fra 

gruppen, eller vedkommende kan starte 

med at få respons. Respons fra gruppen 

gives på to måder, hvor fokus enten er på 

de øvrige gruppedeltagers egen oplevelse 

af musikken og/eller på de tanker og associationer, 

som musikken vækker om dens 

ejer. Sidstnævnte kan opleves som meget 

konfronterende, men ofte føler patienterne 

ligeledes, at det, at andre skal udtrykke sig 

om deres valgte musik, er uhyre sårbart. 

Den receptive musiklytning tjener umiddelbart 

tre formål: Identitets-markering, 

opøvning af indlevelse i andre, træning i 

at give og modtage. 

At tage musik med er en øvelse i at præsentere 

sig selv og tage plads i gruppen. Det 

er min erfaring, at dette kan være en stor 

6 Der har været eksempler på medlemmer i gruppen, 

der eksplicit har ønsket ikke at blive overrasket, 

hvilket der så tages hensyn til. 



udfordring for nogle. Grupperne holder 

typisk en form for selvjustits, således at 

de, der endnu ikke har haft musik med, på 

et tidspunkt opfordres dertil af de andre 

gruppemedlemmer. Nogle vælger at lave 

en form for ‘acting in’ i gruppen, hvor de 

kan være provokerende eller overraskende 

med deres musik valg: En trist og tilbageholdt 

kvinde overrasker gruppen ved at spille glad 

country-musik og fortæller om den energi, denne 

giver hende hjemme. Dette giver anledning til at få 

kvindens mere aktive side ind i gruppen og udvider 

gruppens kendskab til hendes personlighed. 

Det andet formål er, at gruppens medlemmer 

opøver deres evne til indlevelse i andre 

mennesker, og de projektioner og forestillinger, 

som fi ndes i gruppen, kan træde 

frem. Det er derfor vigtigt at foretage et 

realitetstjek med patienten, om det, andre 

har sagt om vedkommende, kan genkendes 

eller ej. På den måde bliver kendskab 

til forskellighed og individualitet også en 

del af gruppens repertoire. I begyndelsen 

af et forløb er der tydeligt stor forskel på 

de enkelte patienters evne til indlevelse. 

Øvelsen er så konkret, at det hurtigt bliver 

en integreret del af gruppens kultur og historie 

at give noget til hinanden på denne 

måde. 

Det tredje formål er at opøve evnen til 

at give af sig selv og modtage fra andre. 

Det gælder både for den, der har musikken 

med og for gruppen, der lytter. Dette 

er potentielt sårbart, men min erfaring er, 

at gruppen oplever det som værdifuldt for 

sammenholdet i gruppen og for gruppens 

kendskab til hinanden. 

Der er stor forskel på hvor dybt, der arbejdes 

med denne aktivitet. Nogle patienter er 

mere forsigtige end andre, og nogle vælger 

ubevidst at medbringe musik, der udstiller 

ikke-bevidste tanker og følelser. Musikken 

går bagved facaden. F.eks. medbragte en 

kvinde det gamle Rolling Stones-nummer: 

“Mother’s little helper”, der handler om at behøve 

“en lille hjælper” for at klare hverdagen. 

Her blev misbrug, historien om en 

mor, der drak, meget aktuel. Andre vælger 

mere direkte at benytte lejligheden til at 

lade musikken fortælle deres historie, som 

da en tilbagetrukket pige med en historie, 

der indeholdt massiv mobning, spillede 

et nummer af Gary Jules fra REM: “Mad 

World”. Sangen åbnede en dør ind til den 

psykiske smerte, som hun indtil da havde 

siddet med selv. 

Den receptive del af GMT har vist sig som 

et vigtigt element i behandlingen. Konceptet 

kan evt. udvides således, at musikvalget 

tematiseres: Gruppemedlemmerne 

bedes om tage deres yndlings-, hade-, 

barndoms- og styrkemusik med. En sådan 

systematisk tematiseret proces er dog ikke 

prøvet af i gruppemusikterapeutisk regi. 

Endelig er der afrundingen af en session: 

Når patienterne forlader musikterapien, 

har de været i terapi fra kl. 9 til 12 med 

pause på sammenlagt 25 minutter. De er 

derfor ofte trætte. En god måde at slutte 

sessionen på er ved at bede gruppen tænke 

over, hvad de eventuelt tager med fra terapien, 

om der er sket noget, som har gjort 

det værd at komme. Er der tid tilbage, 

kan dette deles med gruppen. Er der ikke 

tid, gives der plads til tavs eftertænksomhed. 

Ind i mellem sker det, at patienter er 

kommet så meget i proces, at de behøver 

umiddelbar opfølgning. Dette kan enten 

ske i afdelingen, i så fald kontaktes en 

nøgleperson, eller ved at aftale, at de henvender 

sig i skadestuen, hvis situationen 

bliver forværret. Det er endnu ikke sket, at 

patienter er regredieret så meget, at de har 

måttet akut-indlægges. Men det er sket, at 

de er regredieret så meget i processen, at 

de er udeblevet en gang eller er droppet ud 

af behandlingen. 

Opsamling 

I denne præsentation af GMT i dagbehandlingen 

af patienter med BPD har jeg 

redegjort for, hvorledes behandlingen gennemføres 

og for nogle af de processer, et 



sådan forløb faciliterer. Jeg har fremhævet 

betydningen af strukturerende elementer, 

af at have fokus på den terapeutiske alliance 

og på stimulation af mentaliseringsevnen. 

Ligeledes har jeg beskrevet GMT´s 

opbygning og de musikalsk centrerede aktiviteter, 

der indgår i musikterapien, f.eks. 

improvisation, sangskrivning (komposition), 

at synge sange (reproduktion) og receptiv 

lytning, og jeg er kommet med anvisninger 

på, hvorledes terapeuten verbalt 

kan forholde sig til gruppen. 

Perspektiverende betragtninger 

Efter at have gennemført snart ti GMTforløb 

i dagbehandlingsregi, nærer jeg 

ingen tvivl om, at gruppemusikterapien 

udgør et vigtigt element i behandlingstilbuddet. 

Musikterapi kan styrke de almenterapeutiske 

mål i forhold til psykosocial 

funktion, affektregulering og tilknytning. 

Dertil er GMT egnet til at arbejde på et 

implicit relationelt niveau og med gruppen 

som enhed. De foreløbige erfaringer rejser 

fl ere spørgsmål, som jeg kort vil nævne 

her: 

For det første er der spørgsmålet om, i 

hvor høj grad GMT tilfører dagbehandlingen 

en specifi k terapeutisk dimension, 

som andre behandlingsformer ikke bidrager 

med, og i hvor høj grad den terapeutiske 

proces i GMT drives frem af 

samme non-specifi kke faktorer som andre 

behandlingsformer. Med til GMT’s 

specifi kke elementer regnes musikken og 

det såkaldte ‘musicking’-element (Small, 

1998; Stige, 2002), derudover kan nævnes: 

musikkens æstetiske element, musikkens 

præverbale relationelle element (Hannibal, 

2001), musikkens legende og kreative 

elementer og musikkens ressourceorienterede 

elementer (Rolvsjord, 2007). Hvor 

stor betydning disse faktorer har i GMT, 

mangler endnu at blive nærmere undersøgt. 

Mange patienter har givet udtryk for, 

at musikterapi opleves som et slags fristed. 

96 

Patienterne oplever musikterapien som et 

anderledes terapeutisk rum. Hvordan det 

aspekt har indfl ydelse på det terapeutiske 

udbytte, er ikke systematisk undersøgt 

endnu. 

Et andet spørgsmål er, om GMT tilfører 

gruppen noget specifi kt i forhold til at 

fremme og udvikle gruppens evne til interaktion 

generelt igennem GMT og derved 

tilfører dagbehandlingen noget, som 

alle patienter kunne have gavn af: I GMT 

trænes gruppen i interaktion på en måde, 

andre terapiformer ikke gør. Et relateret 

spørgsmål er, om nogle patienter med 

BPD vil få negative reaktioner i GMT, 

fordi deres tilknytningsmønstre stimuleres 

i uhensigtsmæssig grad. Som nævnt i 

artiklen forekommer sådanne reaktioner, 

om end de overkommes. 

Et tredje spørgsmål er, om – og i så fald 

hvordan – specifi kt GMT som behandlingsform 

fremmer patienternes evne 

til mentalisering og affektregulering, og 

hvorledes andre gruppeterapeutiske kurative 

faktorer (bl.a. Karteruud, 1999) udvikles 

i GMT-forløb. Et af problemerne 

ved at undersøge dette i den konkrete 

kontekst er, at GMT som bekendt tilbydes 

sammen med de øvrige behandlingstilbud 

i dagbehandlingsprogrammet, og at den 

effekt, der registreres hos patienterne, derfor 

må vurderes på et samlet grundlag. 

I forbindelse med afslutningen på dagbehandlingsforløbet 

bedes patienterne rate 

deres tilfredshed med de enkelte behandlingstilbud 

på en skala fra 1 til 7. Disse subjektive 

vurderinger giver følgende resultat 

(se fi gur 1): Musikterapi får i gennemsnit 

5,2, hvilket ligger over gennemsnittet på 

4,8 for samtlige behandlinger 7 . Standardafvigelsen 

er 1,55, hvilket understreger en 

vis diversitet i tilfredshed. 

7 Tegneterapi er ikke med i denne opgørelse, da 

den ikke refererer til de deltagere, der har modtaget 

denne behandling. 



Tilfredshed 

7 

6 

5 

4 

3 

2 

1 

0 

Tilfredshed med dagbehandling fordelt på behandlingstyper 

Storgruppe gruppetp. Krop Psyk.ed Kognitiv Individuel Musik 

Middel 3,70 5,50 4,60 3,80 5,50 5,70 5,20 

Median 3,00 6,00 5,00 4,00 6,00 6,00 5,00 

Stdafvp 1,38 1,18 1,56 1,18 1,37 1,36 1,55 

Figur 1: Tilfredshed med dagbehandling fordelt på behandlingstyper 

Dette mål er vanskeligt at vurdere, men 

giver et fi ngerpeg om oplevelsen af at gå 

i psykoterapi og dermed også af patienternes 

allianceudvikling (Christensen et al. 

2007). 

Ud fra tallene alene skønnes det, at musikterapien 

fungerer tilfredsstillende for 

de fl este patienter, men det er også indtrykket, 

at der har været stor forskel på 

tilfredsheden i enkelte grupper. Dette kan 

skyldes mange endnu ikke undersøgte 

faktorer, der er relateret specifi kt til musikterapien, 

til terapeuterne, til gruppen 

foruden eksterne faktorer. Vi kender ikke 

de faktorer, der er i spil her både i forhold 

til positiv og negativ vurdering af musikterapien. 

Ud fra de mundtlige tilbagemeldinger 

ved vi, at såvel musikken og musikterapeuten 

nævnes som positive faktorer. 

De fl este negative tilbagemeldinger retter 

sig mod den aktive musikterapi, dvs. den 

klinisk improvisatoriske metode, mens 

den receptive del udelukkende omtales 

som et aktiv. Det fremhæves i tilkendegivelserne 

fra patienterne, at GMT opleves 

som et slags frirum, hvor “man kan være 

sig selv på en anderledes måde”. Dette 

understreger vigtigheden af at “blive set”. 

Denne kvalitet er til dels en non-specifi k 

faktor, men understreger betydningen af, 

at terapeuterne bevidst og aktivt bidrager 

til at opbygge en intersubjektiv matrix. At 

nogle afslutter GMT uden at fi nde den 

aktive musikterapi værdifuld, kan dels 

tolkes som en generel vanskelighed ved at 

arbejde terapeutisk og ikke som et isoleret 

produkt af metoden, og dels som et udtryk 

for, at aktiv musikterapi er udfordrende og 

måske ikke egner sig lige godt for alle. 

Da det gælder for alle dele af dagbehandlingsprogrammet, 

at nogle dele af behandlingen 

opleves som mere givende end andre, 

betragtes denne utilfredshed ikke i sig 

selv som et problem. Men den antyder, at 

visse patientgrupper ud fra parametre, vi 

endnu ikke kender, måske ikke kan honorere 

af musikterapi. Dette kan muligvis 

belyses, når en større population fi ndes. 

En anden forklaring kan evt. fi ndes i konstitutionen 

af gruppen: Grupper er lige så 

individuelle som personer, og synergien 

mellem de enkelte medlemmer i gruppen 



og terapeuterne kan være vanskelig at forudsige. 

Endeligt er et væsentligt faktum, 

at der ikke indgår en specifi k musikterapiegnetheds-assessment 

i visitations-processen, 

hvilket ellers er standard-procedure 

ved visitation til individuel musikterapi. 

Det er vigtigt at spørge ind til det udbytte, 

som patienterne har haft af behandlingen. 

Dette kan åbenlyst ikke vurderes ud fra 

GMT-forløbet alene, da dette kun udgør 

en mindre del af det samlede behandlingsprogram. 

Der fi ndes dog følgende opgørelse 

af resultaterne fra dagbehandlingen 

(2007), som viser, at patienternes symptomindeks 

(scl-90) og globale funktionsniveau 

(GAF) begge ændres signifi kant. 

Desuden fandt man, 

“at dagbehandlingen var effektiv i forhold 

til at reducere antallet af indlæggelser 

og skadestuebesøg samt suicidal adfærd 

og selvmutilering, hvilket stemmer 

overens med det ønskede mål” (Christensen 

et al., 2007). 

Der konkluderes følgende: 

“Samlet har vores undersøgelse vist, at 

den intensive dagbehandling er effektiv 

i sig selv og en god optakt til længereva- 

Tabel 2a ATM MTTM 

Psykosocial 

funktion 

98 

1. at styrke mentaliserings-evnen 

2. at øge graden af selvaktivering 

3. at styrke bevidsthed 

og opmærksomhed på 

indre og ydre styring 

rende terapi i gruppe og/eller individuelt” 

(Christensen et al., 2007). 

Da der ikke fi ndes en specifi k opgørelse 

for GMT, vil jeg her kort opridse mine 

indtryk i forhold til de tidligere præsenterede 

behandlingsmål, som repeteres i tabel 

2a, 2b og 2c: 

Det er ingen tvivl om, at GMT kan styrke 

den psykosociale funktion (tabel 2a) for 

den enkelte deltager i gruppen. Såvel den 

aktive som den receptive musikterapi kan 

styrke mentaliseringsevnen, kan øge evnen 

til selvaktivering samt opmærksomhed 

på både indre og ydre styring. Det er 

min erfaring, at er patienten til stede og 

deltager i aktiviteterne i GMT, vil personen 

med stor sandsynlighed udvikle disse 

færdigheder. 

At styrke evnen til affektregulering (tabel 

2b) er en længere proces, der kun kan 

påbegyndes i løbet af de 6 måneder, det 

samlede dagbehandlingsprogram forløber. 

Det er min erfaring, at der indenfor 

gruppens rammer opstår en styrket identitet 

både hos den enkelte og i gruppen 

som sådan. Ligeledes får nogle patienter 

begyndende adgang til nye kompetencer, 

1. at benytte musikalsk interaktion til i en ”her og 

nu”-kontekst at undersøge, afprøve, udvikle og integrere 

ikkebevidste relationelle handlemåder (tavs/ 

procedural viden) 

2. at benytte musikalsk interaktion og udtryk til 

at opøve fl eksibilitet i forhold til at kunne udvide 

og indskrænke det intersubjektive felt, f.eks. sætte 

grænser 

3. at udvide evnen til at formidle sig selv gennem 

musikalsk udtryk ved hjælp af komponeret musik og 

omsætte dette til sprog 

Tabel 2a: Almene behandlingsmål og musikterapispecifikke midler 

mhp. psykosocial funktion 



ligesom der hos nogle ses en øget evne til 

at regulere den indre spænding og navnlig 

til lade den emotionelle spænding leve 

i gruppen. Dette kan ske i musikken eller 

i samtalen. 

Hvad angår øget tilknytning til behandlingen 

(tabel 2c), er det mit indtryk, at udbyttet 

er forskelligt fra person til person. 

Yderligere undersøgelse af graden af tilknytning 

kan evt. undersøges ved at se på, 

hvor mange der fortsætter i efterfølgende 

Tabel 2b ATM MTTM 

Affekt-regulering 

4. at styrke identitetsfølelsen 

5. at aktivere og revitalisere ikkeudviklede/umodne 

interpersonelle 

kompetencer, 

6. at styrke evnen til at ændre og regulere 

emotionelt intense tilstande af 

både positiv og negativ karakter 

gruppe- og individuel terapi. Dette felt 

udgør et kommende projekt. Der er dog 

god erfaring med at lade patienter fortsætte 

i individuel musikterapi enten uden eller 

sammen med anden gruppebehandling. 

Samlet er det erfaringen, at GMT bidrager 

til, at de opstillede behandlingsmål opnås, 

men at denne tese som ovenfor nævnt bør 

understøttes af mere forskning på området. 

4. at benytte musikalsk interaktion til 

at styrke det spontane og umiddelbare 

selvudtryk 

Tabel 2b: Almene behandlingsmål og musikterapispecifikke midler 

mhp. affekt-regulering 

Tabel 2c ATM MTTM 

Tilknytning 

til behandlingen 

7. at styrke udviklingen af evnen til 

at danne en bæredygtig behandlingsalliance, 

8. at opbygge og styrke gruppefølelsen 

5. at introducere musik som terapeutisk 

medium 

Tabel 2c: Almene behandlingsmål og musikterapispecifikke midler 

mhp. tilknytning til behandlingen 



Litteratur 

Baker, F and Wigram, T. (2005). Songwriting. 

London: Jessica Kingsley Publishers 

Bateman, A. and Fonagy, P. (2004). Psychotherapy 

for Borderline Personality Disorder. Mentalization-based 

treatment. Oxford: University 

Press. 

Bateman, A. (2008). Foredrag om mentalisering 

og psykoterapi med patienter med 

borderline-personlighedsforstyrrelse. Uddannelsesafdelingen, 

Aalborg Psykiatriske 

Sygehus. 10. april 2008. 

Bruscia, K (ed)(1997). The dynamics of music psychotherapy. 

Gilsum, USA: Barcelona Publishers. 

Christensen, N., Toft, J., Petersen, B. og Lien; 

K. (2007). Psykoterapeutisk dagbehandling 

af svært personlighedsforstyrrede. Ugeskrift 

for læger 169/1. S. 55-58. 

Fonagy, P & Bateman, A (2006). Progress in 

the treatment of borderline personality disorder. 

British Journal of Psychiatry, 188, s. 1-3. 

Hannibal, N. (2001). Præverbal Overføring i Musikterapi. 

Ph.d.-afhandling. Aalborg Universitet. 

Hannibal, N (2002). Præverbalitet i Musikterapi. 

Årsskrift 3, Musikterapi i psykiatrien, s. 

139-153. Musikterapiklinikken, Aalborg Psykiatriske 

Sygehus - Aalborg Universitet. 

Hannibal, N. (2007). Relevansen af nyere psykodynamisk 

teori for det klinisk musikterapeutiske 

arbejde med psykiatriske patienter 

med personlighedsforstyrrelser”. Psyke og 

logos, 2007, 28, s. 385-407. 

Holck, U. (2005a). Spilleregler i musikterapi 

med voksne - oversigter fra faglitteraturen. 

Musikterapi i Psykiatrien, Årsskrift 4 – 2005. 

Musikterapiklinikken, Aalborg Psykiatriske 

Sygehus – Aalborg Universitet 

Hougaard, E (2004). Psykoterapi – teori og forskning. 

København: Dansk Psykologisk Forlag. 

Jørgensen, C.R. (2004). Active ingredients in 

individual psychotherapy. Searching for the 

common factors. I: Psychoanalytic Psychology, 

vol. 21, s. 516-40. 

Jørgensen, C.R. (2006). Personlighedsforstyrrelser. 

København: Akademisk Forlag,. 

Karterud, S, Vaglum, S, Friis S, Irion, T, Johns, 

S, Vaglum , P. (1992). Day hospital therapeutic 

community treatment for patients with 

100 

personality disorders. An empirical evaluation 

of the containment function. The Journal 

of nervous and mental disease. 1992 Apr;180 (4) 

/Abstract, s. 238-243. 

Karterud, S. (1999). Gruppeanalyse og psykodynamisk 

gruppepsykoterapi. Oslo: Pax forlag. 

McGlashan, T. (1984). The “We-Self ” in Borderline 

Patients. Manifestations of the symbiotic 

self-object in psychotherapy. Psychiatry, 

vol. 46, Nov. 1983, s. 351 - 361. 

Oversat af Overlæge Søren Rimestad, Afd. 2, 

Dikemarken Sykehus, Oslo, Norge. 

Metzner, S. (1999). Psychoanalytically Informed 

Music Therapy in Psychiatry. I: Wigram, 

T. & De Backer, J.: Clinical Applications 

of Music Therapy in Psychiatry. s.102-118. London: 


Morgan, A.C. Brunschweiler-Stern, N. & Tronick, 

E.Z. (1998b). The process of therapeutic 

change involving implicit knowledge: 

Some implications of developmental observations 

for adult psychotherapy. Infant Mental 

Health Journal, (19)3, s. 300 – 308. 

Pedersen, I. P. (2007). Counter transference in music 

therapy. A phenomenological study on counter-transference 

used as a clinical concept by music therapists 

working with musical improvisation in adult psychiatry. 

Ph.d.-afhandling, Aalborg Universitet. 

Ridder, H.M.O. (red.). Musikterapi i Psykiatrien, 

Årsskrift 4–2005. Musikterapiklinikken, Aalborg 

Psykiatriske Sygehus – Aalborg Universitet. 

Rolvsjord, R. (2007). Blackbirds singing. Explorations 

of Resources-Oriented M+usic Therapy in 

Mental Health Care. Ph.d.-afhandling, Aalborg 

Universitet. 

Stern, D. N., Sander, L.W., Nehum, J.P, Harrison, 

A.M., Lyons-Ruth, K., Morgan, A.C., 

Brunschweiler-Stern, N., and Tronick, E.Z. 

(1998a). Non-Interpretive Mechanisms in 

Psychoanalytic Therapy. International Journal 

of Psychoanalysis, vol. 79, s. 903-921. 

Stern, D. N. (2004). Det nuværende øjeblik i psykoterapi 

og hverdagsliv. København: 


Stern, D.N. (2004). The Present Moment as a 

Critical Moment. Negotiation Journal Volume 

20, s. 365. 

Stige, B. (2002). Culture Centered Music Therapy. 

Gilsum, USA: Barcelona Publishers. 



Stolorow, R. D. & Atwood, G. E. (1996). The 

Intersubjective Perspective. Psychoanalytic Review, 

83, s. 181 - 194. 

Stolorow, R.D. (1997). Dynamic, Dyadic, Intersubjectiv 

Systems: An Evolving Paradigm 

for Psychoanalysis. Psychoanalytic Psychology, 

vol. 7, s. 337-346. 



Peter er meget urolig og grænsesøgende i sin 

opførsel. En dag hvor han deltager i musikterapigruppen 

spiller han på tromme. Sammen med 

de andre i gruppen kan han blive i den rytmiske 

struktur i samspillet. Han fortæller efterfølgende, 

at det er som om, musikken hjælper ham til at 

forblive nærværende hvor hans tanker ellers ofte 

har tendens til at “fl yve væk” 

- Lindvang & Frederiksen - 

Charlotte Lindvang 

Uddannet musikterapeut fra Ålborg Universitet i 1997. Ansat på Ålborg Universitet 

som undervisningsassistent fra 1997-2001 og siden som ekstern censor. 8 års klinisk 

erfaring med musikterapi psykiatrien. PhD-stipendiat, AAU, fra 2005. E-mail: 

chli@hum.aau.dk / chli@mail.tdcadsl.dk 

Britta Frederiksen 

Uddannet sygeplejerske i 1990. Uddannet musikterapeut fra Ålborg Universitet i 

1997. 15 års erfaring fra arbejde i psykiatrien. Erfaringer med musikterapi med 

børn og voksne med autisme, hjerneskader og udviklingsforstyrrelser. Privat praksis 

fra juli 2006. E-mail: musikterapi@hotmail.com 


Fællesskabets Muligheder 

– erfaringer fra musikterapigrupper på intensive 

psykiatriske afsnit 


Resumé: Artiklen beskriver erfaringer med musikterapigrupper som behandlingsform på 

intensive psykiatriske afsnit. Der gives en detaljeret beskrivelse af hvordan den åbne 

musikterapigruppe forberedes og rammesættes, og hvordan musikken tages i anvendelse. 

Der er brug for musikkens strukturerende såvel som beroligende virkning, samt potentiale 

i forhold til at skabe fælles oplevelser. Ved hjælp af en række vignetter konkretiseres 

de musikterapeutiske metoder, indenfor henholdsvis fællessang, improvisation og musiklytning. 

Vi beskriver, hvordan musikterapeuten kan arbejde på at skabe en atmosfære i 

musikterapigruppen, som kan hjælpe patienterne til at opleve nærvær, samvær og håb, og 

som kan medvirke til, at den enkelte patient kan genetablere en lille smule samling på 

sig selv. Dernæst fremlægges en række resultater fra en pilotundersøgelse foretaget i 2004 

på Hillerød Psykiatriske Sygehus, som peger på, at musikterapi kan medvirke positivt i 

forhold til at skabe kontakt med patienterne og dermed mulighed for bedring for den 

enkelte patient. Artiklen formidler den udfordrende, men også energifyldte og livsbekræftende 

arbejdsopgave, det er at tilbyde gruppemusikterapi i intensivt regi. 

Indledning 

Der fi ndes ikke mange beskrivelser i litteraturen 

af musikterapi i intensivt psykiatrisk 

regi, og os bekendt fi ndes der stort set ingen 

forskning eller undersøgelser på området. 

Musikterapigruppens potentiale i almenpsykiatrien, 

i forhold til at skabe fælles 

oplevelser gennem musikken, skabe følelse 

af samhørighed og øget relationskompetence 

hos gruppens deltagere, er dog velbeskrevet 

og bekræftet i empiriske undersøgelser 

af en række musikterapeuter (Henderson, 

1983; Miller, 1991; Moe et al., 2000; 

De l’Etoiles, 2002; Gold et al., 2005). 

En dansk pioner og foregangsmand på området, 

er musikterapeut Bent Jensen, der i sit 

virke på Psykiatrisk Hospital i Risskov har 

udviklet et gruppemusikterapeutisk koncept 

på de lukkede afdelinger. I artiklen 

“Gruppemusikterapi med psykiatriske patienter” 

i Årsskriftet for Musikterapi fra 2000, be- 


skriver Bent Jensen, hvad han kalder “barfodsmusikterapi”, 

- en setting, hvor han 

med anvendelse af et begrænset instrumentarium 

kommer ind i miljøet på den lukkede 

afdeling og laver en musikterapigruppe. 

Vi har i vores kliniske praksis med musikterapigrupper 

i intensivt regi i høj grad ladet 

os inspirere af Jensens arbejde. I forbindelse 

med udarbejdelsen af nærværende artikel 

har vi desuden fundet en enkelt artikel 

af Davies & Richards (1998), som omhandler 

samme emne og samme setting. De to 

engelske musikterapeuter fokuserer bl.a. 

på, den betydning og værdi der for gruppen 

ligger i, at der er to musikterapeuter til 

stede, hvilket vi også skal komme lidt ind 

på i denne artikel. Den norske musikterapeut 

Solli (2006) har beskrevet sin praksis 

med musikgrupper i akut psykiatrisk regi. 

Solli giver indblik i den musikterapeutiske 

kliniske hverdag og viser konkret, hvordan 

man kan arbejde systematisk og målrettet 

med musikken i disse grupper. 



Ifølge Goldberg (1989) er målet med musikterapigruppen 

i et akut psykiatrisk afsnit 

at højne både intern og ekstern organisering, 

at reducere tilbagetrækning samt 

at øge interpersonel aktivitet og kommunikation. 

Det er vores erfaring, at disse mål 

er relevante. Argumentet for, at musik er 

et velegnet redskab til at nå disse mål, underbygges 

af Ruuds (1997) beskrivelse af 

musikkens indbyggede tids og intensitetsdimension 

forstået som tempo, puls, rytme 

og timing samt klang og dynamik. Disse dimensioner 

udgør ligeledes nogle grundlæggende 

kvaliteter ved menneskelig kommunikation 

(Stern 1991). I forhold til at møde 

psykiatriske patienter i en akut tilstand er 

der netop brug for professionel kompetence 

i forhold til at kommunikere på et helt 

basalt og kropsligt affektivt niveau, hvilket 

vi skal prøve at uddybe og illustrere i nærværende 

artikel. 

Artiklen er bygget op på følgende måde: 

Første del af artiklen udgør en formidling 

af erfaringsbaseret viden. Ved hjælp af casevignetter 

og eksempler fra praksis håber 

vi på at kunne give læseren et klart billede 

af, hvordan en musikterapigruppe på et intensivt 

psykiatrisk afsnit kan tilrettelægges 

og varetages. I anden del af artiklen gennemgår 

vi en række resultater fra en pilotundersøgelse, 

vi foretog i 2004 af henholdsvis 

patientgrundlag og -tilfredshed i 

forhold til musikterapigrupper i intensivt 

regi. I den afsluttende diskussion kommer 

vi ind på hvorvidt gruppeperspektivet er 

relevant i intensivt regi, og hvad der ligger 

til grund for anvendelsen af musik i denne 

sammenhæng. Vi ser på vores ressourceorienterede 

perspektiv i forhold til den 

traditionelle medicinske behandling, og vi 

perspektiverer til slut i forhold til tvangsdebatten 

i dansk psykiatri. 

104 

Rammer for den musikterapeutiske 

gruppe 

Trygge rammer om et kravfrit rum 

I det følgende vil vi beskrive de rammer, 

den konkrete gruppemusik har haft, og 

som vi har erfaret er hensigtsmæssige i forhold 

til at etablere musikterapigrupper i intensivt 

regi. Den konkret gruppemusikterapi 

fi nder sted i afsnittets spisestue en til 

to gange ugentligt af 45 minutter. Musikterapeuterne 

medbringer instrumenter fra 

musikterapilokalet, som placeres på et lille 

bord i midten. Antallet af deltagere varierer 

idet alle patienter, der aktuelt er indlagt, 

som udgangspunkt kan deltage i gruppemusikterapien. 

Det er derfor vigtigt at tage 

højde for, at gruppens sammensætning er 

forskellig fra gang til gang. 

Som nævnt er alle indlagte patienter i udgangspunktet 

velkomne i gruppen. Døren 

står desuden på klem ud til fællesrummet, 

så patienter kan komme og gå igen eller sidde 

udenfor og lytte til det, der foregår derinde. 

Den åbne dør muliggør, at selv patienter 

med social angst kan få mod på at nærme 

sig gruppen, og det er vores erfaring, at 

mange patienter netop har brug for at komme 

gradvist med i gruppen. At gruppen er 

åben betyder også, at hver eneste gruppesession 

skal kunne stå alene, ligesom den 

skal afsluttes på en måde, der indebærer erkendelsen 

af, at gruppen vil være en anden 

om et par dage. Det er kun hændt ganske 

få gange, at vi har haft den samme konstellation 

af deltagere to gange. Det er naturligvis 

vigtigt, at man som terapeut er helt 

bevidst om betydningen af og konsekvenserne 

for dette vilkår. 

Vi indretter altid lokalet på en måde, så man 

nemt kan udvide gruppen med en ekstra 

stol, og vi placerer også et par stole i periferien. 

Det hænder af og til, at en patient 

gerne vil sidde i rummet, men ikke har mod 

på eller lyst til at deltage direkte i den musikalske 

udfoldelse. Vi bestræber os på, at 



patienterne mærker en anerkendelse af selv 

et minimum af interesse eller bidrag. Dette 

medvirker til at angsten reduceres, og at de 

føler sig velkomne. Det kan f.eks. være et 

spørgsmål fra en patient, der står i døråbningen, 

om hvor vores trommer stammer 

fra. Så taler vi gerne om instrumenternes 

historie. Det er vores erfaring, at mange patienter 

formår at blive hele sessionen, også 

urolige patienter, som man måske ikke ville 

forvente det af. Nedenstående vignet skildrer 

en patients udvikling gennem nogle 

måneder i retning af at være mere og mere 

deltagende: 

Casevignet 1 

Heidi har meget svært ved at være sammen 

med andre mennesker, hun deltager 

dog mange gange i musikterapigruppen. 

De første gange går hun ud af lokalet 

indtil fl ere gange i løbet af sessionen, 

men vender tilbage til gruppen 

igen. Gradvist bliver Heidi mere tryg, 

og det kan ses, hvordan hun bremser sin 

impuls til at rejse sig og forlade gruppen. 

Et lignende mønster viser sig også 

i det musikalske samspil. Heidi er bange 

for at spille og vil til at begynde med 

ikke være med. Hun er tilbøjelig til at 

give op, hun spiller lidt, og lægger så instrumentet 

fra sig igen, spiller lidt, stopper 

igen - men lidt efter lidt fl ytter hun 

sine egne grænser. Hun fi nder tryghed i 

at spille på maracas, og gradvist spiller 

hun mere afprøvende og udvikler samtidig 

sin vedholdenhed i samspillet. Hun 

når dertil, hvor hun med få ord forklarer 

sine medpatienter om sin egen udvikling; 

at hun et langt stykke tid gerne 

ville, men næsten ikke turde spille med, 

og at hun stoppede op hele tiden, fordi 

hun ikke følte sig god nok. En følelse, 

som de andre bestemt kan nikke genkendende 

til. 

Forberedelse og formidling 

af musikterapigruppen 

Før den enkelte musikterapigruppe-session 

vurderes det i samråd med det øvrige 

personale, hvilke patienter der vil kunne 

profi tere af at deltage. I udgangspunktet 

er gruppen åben for alle, men har en patient 

eksempelvis ikke sovet om natten 

eller ligger fastspændt, giver et tilbud om 

deltagelse ingen mening. Musikterapeuterne 

kontakter herefter de patienter, som 

er mulige deltagere. Der er ingen tvivl om, 

at det betyder meget for patienten at blive 

kontaktet direkte af musikterapeuterne og 

tilbudt deltagelse på en imødekommende 

måde. Samtidig gentager vi invitationen 

til at deltage på afsnittets morgenmøde 

med patienterne. Her fortæller vi, hvad 

musikterapi er for et tilbud, og at alle er 

velkomne. Vi oplever ved disse morgenmøder, 

at nye patienter får muligheden for 

at se nøje på os, og lytte til vores stemmer 

og det, vi siger om dagens musikterapigruppe. 

Det er vigtigt, at vi udstråler ro, 

fasthed og åbenhed, og det er vigtigt, hvad 

vi siger på disse morgenmøder. Ordlyden 

kan f.eks. være: “I dag er der musikterapigruppe, 

og det er en åben gruppe. Det 

betyder, at I alle sammen er velkomne. 

Døren står åben ud til gangen, så man 

kan kigge ind og se, hvad det er, vi laver, 

eller man kan gå lidt ud og trække noget 

luft, hvis man har brug for det, mens man 

er med i gruppen. Vi spiller sammen, og 

vi lytter til noget musik sammen. Og det 

er vigtigt at sige, at man ikke behøver at 

kunne spille eller have forstand på musik 

for at være med. Man behøver heller ikke 

være med til at spille for at være i gruppen, 

for man kan også være med som lytter”. 

Solli (2006) beskriver musikterapigruppen 

som et ressourceorienteret mødested, hvor 

ingen skal føle, at de ikke er gode nok: 

“Det hersker mange fordommer og myter 

omkring musikk, talent og musikalitet 

som gjør at noen bliver engstelige 

for å være med i en musikkgruppe. “Jeg 



er ikke musikalsk” eller “jeg synger falsk 

og eier ikke rytme” er utsagn man ofte 

møter, både hos pasienter og personalet. 

Gjennom å fokusere på aspekt som 

samvær, samhandling og opplevelse i stedet 

for fl inkhet, musikalitet og rett/feil 

kan man forebygge denne pretasjonsangsten” 

(Solli, 2006, s. 113). 

Der bør være en løbende dialog mellem 

musikterapeut og det faste behandlerteam, 

dels omkring forståelsen for og behandlingen 

af de enkelte patienter, dels omkring 

musikterapeutens rolle i afsnittet. Derfor er 

det vigtigt, at musikterapeuten rapporterer 

til det øvrige personale, om hvad der foregår 

i musikterapigruppen. Vi har gode erfaringer 

med at føre en logbog, hvor hver 

eneste musikterapisession beskrives. Derudover 

skriver vi i de enkelte deltageres kardeks, 

således at de forskellige kontaktpersoner 

hele tiden er orienteret om patienternes 

deltagelse. Udover morgenmøderne 

deltager vi i et behandlingsmøde én gang 

ugentligt. Vi har også i perioder også deltaget 

i supervision sammen med afsnittets 

personale. Det har stor betydning, at det 

lykkes at organisere og udvikle et godt samarbejde 

med det øvrige personale. Selvom 

to musikterapeuter kan køre musikterapigruppen 

uden direkte hjælp fra personalet, 

så er afsnittets grundlæggende opbakning 

og forståelse for musikterapiens relevans et 

afgørende aspekt i forhold til, om musikterapi 

kan være en hjælp for patienterne. 

At være to musikterapeuter tilstede 

Der er to musikterapeuter til stede i disse 

grupper i intensivt regi for at give de bedst 

mulige rammer for patienterne, således at 

den enkelte patient kan få den beskyttelse 

og omsorg han/hun behøver. På grund af 

den uro, der ofte er et vilkår for grupper 

som denne, er der brug for, at terapeuterne 

kan være nærværende tilstede overfor alle 

deltagere, dvs. både fungere som anker 

for gruppen, og “blive på pletten” trods 

uro, og samtidigt være mobile og fl eksible 

med henblik på at tage hånd om f.eks. om- 

106 

kringvandrende eller dansende patienter 

samt håndtere trafi kken ud og ind af lokalet. 

Davies & Richards (1998) peger på den 

værdi, der ligger i, at to musikterapeuter 

samarbejder om en gruppe, fordi det giver 

mulighed for at have roller, der supplerer 

hinanden. Der er brug for både maskuline 

aspekter i form af at skabe struktur og 

organisere forløbet i sessionen, og der er 

brug for feminine aspekter i form af rummelighed 

og at lytte til de underliggende 

følelser i gruppen og hos den enkelte. Det 

kan være svært som enlig musikterapeut 

at varetage det hele på én gang. Samtidigt 

kan det være værdifuldt for patienterne, 

at to terapeuter, der har hver sin form for 

sensitivitet og kompetence, begge er tilgængelige 

og medsvingende. 

Den gensidige støtte, to terapeuter kan 

give hinanden, mindsker den anspændelse, 

der kan være forbundet med at varetage 

en gruppe, der er så uforudsigelig 

og vanskelig. Der kan forekomme stærke 

overføringsreaktioner i denne type gruppe: 

Følelser af magtesløshed, lavt selvværd 

eller forvirrende og kaotiske følelser kan 

svirre i luften og forplante sig til medpatienter 

eller til terapeuterne som dynamiske 

svingninger på et kropsligt affektivt 

niveau. Det er i mange situationer en stor 

hjælp at være to til at observere og efterfølgende 

tolke og forstå det, der foregår i 

disse gruppesessioner, herunder ens egne 

reaktioner (Davies & Richards, 1998, s. 

56). 

Et tilbud om terapigruppe eller aktivitetsgruppe 

i intensivt regi kan, så vidt vi har 

hørt fra personalet i afsnittene, være svært 

at holde i gang over tid. Terapeuten må 

ofte give op. At være to ansvarlige terapeuter 

giver en styrke og vedholdenhed, 

der kan medvirke til, at det kan lykkes, at 

et gruppetilbud holder over tid. Desuden 

har det at være to musikterapeuter til stede 

i høj grad betydning for, hvad der er muligt 

i musikken, hvilket eksemplifi ceres i 

det følgende afsnit om sessionernes konkrete 

indhold. 



Gruppens betydning for miljøet 

Den generelle stemning i det intensive 

afsnit påvirkes, når der er musikterapigruppe. 

Tonerne fra gruppen forplanter 

sig til miljøet, også til de patienter, som 

ikke deltager i gruppen. En sygeplejerske 

kommenterede en dag; “Det giver noget ro i 

miljøet, når man kan høre, at I sidder derinde 

og spiller musik”. Det er vores erfaring, at 

også personalet i afdelingen påvirkes positivt 

af livet inde i musikterapigruppen. 

Patienterne deltager frivilligt, et aspekt, 

som man kan forestille sig, har en ganske 

særlig og til dels ubevidst betydning for de 

mennesker, der færdes på et afsnit, hvor 

også tvang er en del af dagligdagen. Vores 

erfaringer peger også i retning af, at 

musikterapigruppen har mulighed for at 

styrke den skærmende funktion i de intensive 

afsnit: 

Casevignet 2 

En dag, hvor musikterapigruppen er i 

gang, bliver gruppen vidne til en voldsom 

episode, hvor en anden patient med 

tvang bliver ført ind på sit værelse – vi 

kan se det gennem vinduet. Der går et 

sus gennem gruppen, og deltagerne bliver 

enten bange eller vrede, og den positive 

stemning og forsigtige åbenhed, der 

er blevet etableret i gruppen, er nærmest 

forsvundet. To patienter udefra gangen 

søger ind i gruppen. Der bliver i gruppen 

talt om de enkelte patienters reaktioner 

på episoden, og til slut spilles et stykke 

klassisk musik, som beroliger patienterne, 

og kontakten til åbenhed og positivt 

samvær genetableres. 

Det musikterapeutiske 

indhold 

I det følgende vil vi mere konkret beskrive 

den indholdsmæssige opbygning af sessionen. 

Vi vil komme ind på de grundlæggende 

forholdemåder hos terapeuten og på de 

konkrete metoder, som efter vores opfat- 

telse og erfaring er nødvendige i forhold til 

at skabe et brugbart og holdbart terapeutisk 

gruppetilbud til patienter i intensivt regi. 

Slå en positiv tone an 

Det er musikterapeuternes opgave at give 

rammer og struktur i gruppen, og samtidigt 

give plads til patienterne. Terapeuten 

må lytte til patientens udtryk og forstå dette 

som et kommunikationsforsøg, der giver 

mening, også selvom det nogle gange 

kan være et for terapeuterne besynderligt 

udtryk. Musikterapeuterne slår en positiv 

tone an i gruppen og hjælper til at give 

plads til de forskellige bidrag, som patienterne 

kommer med, så alle så vidt muligt 

føler, at de kan være i gruppen. 

For at holde patienternes angstniveau lavt 

må terapeuterne hele tiden bestræbe sig på 

at skabe klare rammer og strukturere sessionen, 

bl.a. løbende tale med patienterne 

om, hvad der skal foregå. I musikterapigruppen 

indgår terapeuterne medlevende 

i samspillet med patienterne, idet det skaber 

tryghed, at terapeuterne er aktive og 

tydelige. 

Vekselvirkning mellem aktive og 

receptive dele 

Overordnet er sessionen struktureret ved 

hjælp af tre former for samvær og aktivitet. 

Det drejer sig om: sang, fælles improvisation 

og musiklytning. 

Dette er en skabelon, som vi har fundet 

meget anvendelig. Den giver en overskuelig 

opbygning af sessionen, og vekselvirkningen 

mellem de aktive og receptive dele 

er gunstig, dels fordi det er begrænset, hvor 

længe patienter i intensivt regi kan holde 

koncentrationen om én type aktivitet, dels 

tiltaler de forskellige aktiviteter de forskellige 

deltagere mere eller mindre. Desuden 

er det ofte en fordel for patienterne, at der 

er en bevægelse mellem et udadvendt og 

et mere indadvendt fokus. Denne bevægelse, 

og de kvaliteter eller udfordringer, 



der er knyttet til forskellige samværsformer, 

er noget, vi ofte taler med patienterne 

om i gruppen. Vekselvirkningen giver 

samtidig en fl eksibilitet i forhold til terapeuternes 

forsøg på at imødekomme den 

enkeltes behov. Det er vores erfaring, at 

gruppen fungerer bedst, når alsidighed og 

enkelthed går hånd i hånd. Dvs. at der inden 

for 45 minutter foregår forskellige ting 

og at det samtidig er bygget så enkelt op, 

at det er muligt for de fl este at følge med i 

det, der foregår. 

En sang 

Sessionen indledes med, at vi byder velkommen 

og synger en på forhånd udvalgt 

og kopieret sang. Vi oplever at det kan være 

meget værdifuldt for en patient at løfte sin 

egen stemme og høre den i samklang med 

de andre stemmer. De sange, vi vælger, er 

f.eks. knyttet til årstiden, som er et emne 

alle kender til, og har nogle oplevelser eller 

erindringer omkring. Samtidigt refererer 

sangen til den tid og det vejr, som er 

lige nu. Det har betydning at løfte blikket 

og kigge ud af vinduet og fornemme forbindelsen 

til det, der er derude. Vi synger 

også gerne en morgensang eller en salme, 

men det er en balancegang, hvor højtidelig 

sangen bør være. Vi tilstræber, at der er et 

moment af håb eller lethed i sangen. Men 

en munter sang kan være svær at præsentere 

på en lukket afdeling, hvor mange er 

indlagt under tvang. Ofte vælger vi en velkendt 

dansk sang. Af og til er der patienter 

som beder om, at vi kan synge en bestemt 

sang, og hvis det er relevant i forhold til 

den aktuelle situation i gruppen, imødekommer 

vi gerne ønsket. 

Det hænder, at en patient giver udtryk 

for at hade at synge. Dette anerkender vi 

eksempelvis ved at sige, at der faktisk er 

mange mennesker, der har nogle dårlige 

minder i forhold til sang, f.eks. fra skoletiden. 

Eksempelvis spurgte vi en patient, 

der ikke brød sig om at synge, om det ville 

være okay at lytte til os andre synge en 

sang. Jo, det gjorde ham ikke noget, han 

lyttede gerne, bare han slap for forvent- 

108 

ningen om, at han skulle synge med. Efter 

vi havde sunget, spurgte vi ham, hvordan 

det lød i hans ører. “Det lød da fl ot, helt 

sikkert…” svarede han. Vi kunne på vores 

side bekræfte overfor ham, at det faktisk 

er rart når der er nogle, som lytter! Det 

turde være klart, at det ikke er gavnligt og 

ikke giver mening at forsøge at overtale eller 

lokke patienterne til at synge med, eller 

til at synge mere igennem eller lignende. 

Igen er det frivilligheden, dét, at patienten 

mærker egen vilje og lyst til at deltage, 

der tæller, og dermed patientens mulighed 

for frit at forbinde sig med det musiske og 

musikalske på sin egen måde. 

Når sangen er sunget, er der ofte en snak 

om, hvad det er for en sang: hvad teksten 

rummer, og hvordan stemningen er i sangen. 

Denne samtale foregår på det niveau, 

som patienterne selv taler om den på. 

Casevignet 3 

En vinterdag synger vi i gruppen: “I 

sne står urt og busk i skjul”. En kvindelig 

patient bliver meget bevæget over 

fuglen (“dog synger der en lille fugl”), 

hvilket giver anledning til en fælles snak 

om fugle, om foråret og om håb i forhold 

til at få det bedre. Senere i sessionen 

tegner kvinden en fugl. Hun bliver 

meget glad for tegningen og tager den 

med på værelset. 

Vignetten er et eksempel på, hvordan terapeuten 

og musikken tilsyneladende hjælper 

patienten til at få kontakt med et håb. 

Yalom (1995) taler om det ‘at installere 

håb’: At patienterne hjælpes til at mærke 

et håb, svarer til, at motivationen bygges 

op, hvilket udgør en betydelig modvægt 

til opgivelse og magtesløshed. Dette er et 

bærende element, dels her og nu, når patienten 

prøver at fi nde mening i at være i 

gruppen, dels på sigt i forhold til at skabe 

mulighed for at komme sig. 



Det hænder, at patienterne spontant går i 

gang med at improvisere på de fremlagte 

instrumenter, når gruppen indledes. Hvis 

vi fornemmer, at gruppen kan rumme det, 

stemmer vi gerne i og introducerer dermed 

gruppen til denne non-verbale måde at musicere 

på. Enkelte gange får vi en anderledes 

start på sessionen, i fald ingen patienter 

er mødt op. I den situation går vi selv 

i gang med at spille og synge for at vække 

patienternes opmærksomhed. 

Fælles improvisation 

på instrumenterne 

Efter sangen demonstrerer musikterapeuten 

de forskellige instrumenter, som primært 

er rytmiske instrumenter. Dernæst 

beder vi patienterne vælge et instrument 

hver. Ofte er der patienter, som ryster på 

hovedet; de vil bare lytte, hvilket accepteres. 

Det er meget væsentligt, at der inviteres 

til dialog og samspil, men ikke stilles krav 

til patienten om at tale eller spille. Tit sker 

det, at patienten griber til instrumenterne 

senere i sessionen eller i den næste session. 

Med udgangspunkt i basale rytmiske øvelser 

er det muligt for de fl este at spille med 

i improvisationerne. Alle improvisationerne 

rummer øvelse i både at udtrykke sig 

og at lytte til hinanden. Undervejs i gruppens 

improvisationer har den ene terapeut 

ofte opgaven som den stabile og genkendelige 

lyd i det fælles udtryk, et anker eller 

centrum for gruppen, mens den anden har 

den opgave musikalsk at spejle lyde og rytmer 

fra de enkelte patienter. Langt de fl este 

patienter giver udtryk for at have haft 

en positiv oplevelse af at lytte til sig selv og 

gruppen. Spontane kommentarer så som: 

“det lød godt”, eller “det var spændende”, 

høres ofte efter en improvisation. 

Puls og rytme 

Som oftest indledes der med, at patienterne 

lytter til musikterapeutens rytme på trommen 

for dernæst at spille noget, de synes 

passer til. Musikterapeuten lægger ud med 

en rolig og stabil puls, som patienterne kan 

læne sig trygt op ad. Denne basale og enkle 

musik, hvor der er fokus på puls og rytme, 

giver “jordforbindelse” og øger nærværet 

hos patienterne, uden at der opstår 

forvirring. Nogle patienter oplever nok en 

vis anspændthed, når vi skal til at gå i gang. 

Men fordi improvisationen er bygget så enkelt 

op, får de alligevel en fornemmelse af, 

at tingene“falder i hak”, eller passer sammen. 

Selvom nogle i gruppen famler sig lidt 

frem og ikke umiddelbart fi nder ind i den 

fælles puls, kan dette rummes, netop fordi 

den ene musikterapeut hele tiden kan høres 

med den faste puls på trommen. 

Alle deltagere har evnen til at bruge hænderne 

og give lyd fra sig, f.eks. ved at slå 

hænderne mod et trommeskind. Trommer, 

klangkasser og diverse slagtøjsinstrumenter 

er let tilgængelige instrumenter, som 

ikke nødvendigvis kræver teknik eller øvelse. 

Disse instrumenter er sædvanligvis ikke 

soloinstrumenter, de fungerer sammen og 

kan i denne sammenhæng siges at udgøre 

sociale symboler (Trondalen, 2003). Vi oplever, 

at lydens svingninger endvidere virker 

tilbage på spillerne, idet de rytmiske vibrationer 

forplanter sig til kroppen. Således 

forstået kan samspillet kan virke afbalancerende 

og revitaliserende på et fysisk 

såvel som på et psykisk niveau. 

At blive set og hørt i gruppen 

Det er almindeligt, at patienterne bakker 

hinanden op i musikterapigruppen. Men 

der kan opstå situationer, hvor spændingen 

imellem deltagere i gruppen stiger, og 

udvikler sig til en konfl ikt, som skal løses: 

En uoverensstemmelse mellem forskellige 

behov viste sig eksempelvis en dag, hvor 

en patient i gruppen spillede meget kraftigt 

på sit instrument. En anden patient kunne 

tydeligvis ikke klare dette og gik ud af 

lokalet, men kom tilbage, da improvisationen 

sluttede. Det blev muligt at tale om, at 

det var volumen af medpatientens instru- 



ment, hun ikke kunne klare. Dette mundede 

ud i en verbal forhandling om volumen, 

som herefter blev afprøvet i en ny 

improvisation. Det viste sig, at patienten 

der spillede kraftigt, gerne ville justere og 

skrue lidt ned, netop fordi at forhandlingen 

også viste respekt for ham og hans trang til 

det kraftfulde udtryk – som jo virkelig blev 

hørt og fi k opmærksomhed gennem den 

konfl ikt, der opstod. Dette eksemplifi cerer, 

hvad Jensen formulerer således: 

“At spille musik sammen med andre 

menneske er at give noget af sig selv og 

samtidig åbne op for at kunne modtage 

andre gruppemedlemmers ‘fortolkning 

af verden’” (Jensen 2000, s. 130). 

Spilleoplægget kan også gå ud på, at det 

er patienterne, der på skift fører an. Musikterapeuterne 

og de andre patienter lytter 

til vedkommendes tempo og spillemåde 

og spiller med. Patienterne er som oftest 

motiverede for at deltage og koncentrerer 

sig om at lytte indgående til de bevægelser, 

der er i musikken, og vi oplever, 

at de er loyale overfor den, der nu fører an. 

Denne øvelsen giver patienterne en mulighed 

for at prøve at være den, som de andre 

lytter til, og som styrer gruppens tempo 

og udtryk, hvilket kan være en positiv udfordring. 

Det kan for mange patienter give 

en oplevelse af: “at høre at de andre hører 

mig ”, hvilket har en bekræftende og opbyggende 

virkning. Som Ruud (1997 s. 38) 

udtrykker det: “Ved at skabe en samspilssituation 

åbnes der op for et alternativt selvbillede”. 

Dertil virker det fælles samspil ofte samlende 

for den enkelte og kan støtte evnen 

til koncentration, som nedenstående vignet 

er et eksempel på: 

Casevignet 4 

Peter er meget urolig og grænsesøgende 

i sin opførsel. En dag, hvor han deltager 

i musikterapi-gruppen, spiller han på 

tromme. Sammen med de andre i grup- 

110 

pen kan han blive i den rytmiske struktur 

i samspillet. Han fortæller efterfølgende, 

at det er, som om, musikken hjælper 

ham til at forblive nærværende, hvor 

hans tanker ellers ofte har tendens til at 

“fl yve væk”. 

Kaos og form 

I en gruppe som denne er det vigtigt at 

kunne håndtere en vis grad af kaos. Den 

musikalske ramme kan være meget rummelig 

og samtidig give en struktur. For at 

opnå en egentlig kontakt med patienten 

dér, hvor han er, er det vores erfaringe, at 

vi som terapeuter må undlade det direkte 

forsøg på at regulere og korrigere patienten. 

Er det f.eks. nødvendigt at sætte grænser 

overfor en patient, er en effektiv måde 

først at alliere sig med patienten og støtte 

ham i, at han har betydning, for derefter 

at bygge kommunikationen op, bl.a. ved 

at bruge dét, som patienten selv kommer 

med. Herigennem er det vores erfaring, at 

det kan lykkes at sætte grænser, bl.a. fordi 

patienten gennem oplevelse af kontakt 

selv motiveres for at tilpasse sig fællesskabet 

i gruppen. 

Jensen beskriver, hvordan han forsøger at 

tackle vrede og voldsomme udtryk fra en 

patient ved overvejende at bruge musikalske 

styremidler, han undgår f.eks. verbalt 

at bede en patient om at dæmpe sig: 

“Ofte har jeg kunnet tackle sådanne situationer 

musikalsk ved at gå med vreden 

med min stemme eller med et instrument. 

Jeg har dermed rummet det 

voldsomme udtryk og gennem musikken 

vist, at jeg har forstået det. Derved 

er det blevet integreret i en musikalsk 

struktur” (Ibid. s. 134). 

Der kan opstå spontane improvisationer, 

hvor en patient griber et nyt instrument 

og eksempelvis begynder at spille meget 

kaotisk, hvilket kan tolkes som et spejlbillede 

på patientens tilstand. Her kan være 

svært at falde ind og skabe et samspil. Da 

er det terapeutens opgave at forsøge at 



møde personens i sit udtryk og samtidigt 

skabe en ramme omkring improvisationen 

så, den struktureres ind i et fælles hele, og 

dermed udvikler sig til at blive en socialt 

acceptabel situation, hvor hele gruppen 

kan være med. En væsentlig begrundelse 

for at etablere en musikterapigruppe i det 

intensive regi er netop, at samspillet kan 

give plads til og rumme kaotiske tanker 

og op level sesmåder. Med musikken som 

et fælles felt kan patienten få en oplevelse 

af ikke at være alene i sin kao tiske verden 

og sit kaotiske udtryk: 

“In his accompanying musical game 

the therapist can surround the chaos 

like a musical skin and hold it together” 

(Backer 1993). 

Casevignet 5 

Fem meget urolige patienter, hvoraf fl ere 

er maniske, er samlet til musikterapigruppe. 

Sessionen indledes med skænderi 

og uro. En patient råber gennemtrængende: 

“Lad os så komme i gang 

med musikken”, og det lykkes terapeuterne 

at engagere gruppen i en fælles improvisation. 

Efterhånden fi nder gruppen 

ind i en fælles puls og rytme. Der 

udvikler sig en form, hvor patienterne 

efter terapeuternes anvisninger anvisninger 

på skift træder i forgrunden og 

er solist, mens resten af gruppen holder 

sig i baggrunden og akkompagnerer. 

Stemningen fra et indledende skænderi 

letter og overtages af en kraft i det musikalske 

udtryk, som virker konstruktiv 

på gruppens dynamik også efter improvisationen. 

Mange patienter, som er indlagt på den 

lukkede afdeling, oplever deres situation 

som fastlåst. De er helt konkret låst inde, 

og i psykisk forstand befi nder de sig ofte 

i en tilstand og en situation som de ikke 

selv kan overskue: de aner ikke, hvordan 

de skal komme ud af denne tilstand. De 

frivillige musikalske improvisationer i 

gruppen kan måske give patienten en oplevelse 

af et frirum: en stund hvor de ikke 

er låst eller bundet, og hvor noget kan 

udtrykkes og noget nyt kan opstå, dog 

indenfor en tryg og overskuelig ramme 

(Davies & Richards, 1998). 

Musiklytning 

Sessionen sluttes af med, at gruppen lytter 

til musik sammen. Oftest har vi på 

forhånd udvalgt et stykke klassisk musik 

og et stykke rytmisk musik. Vi har dog altid 

en række alternativer ved hånden, hvis 

det skulle vise sig relevant at ændre musikvalget. 

Den klassiske musik er i den harmoniske, 

lette genre, med et klart tema. 

Formålet er, at give den enkelte patient 

mulighed for at fi nde ind i et roligt sted i 

sig selv under musiklytningen. Da gruppen 

umiddelbart før har improviseret og 

dermed været ekspressiv, er der ofte behov 

for at få mulighed for at læne sig lidt 

tilbage rette sin opmærksomhed indad. 

Det særlige ved oplevelsen er, at den på 

trods af at være indadrettet deles med 

gruppen. Af og til maler de patienter, der 

har lyst, et billede under lytningen. Når vi 

efterfølgende taler om den musik vi har 

hørt, er der mulighed for at kigge på disse 

billeder sammen, som således kan bruges 

som formidling af deres musikoplevelse 

og deres tilstand. Idet vi spejler det, vi ser 

på billedet, forsøger vi at skabe en stemning 

af, at deltagernes udtryk og bidrag er 

af værdi og betydning. 

Casevignet 6 

En kvinde tegnede under musiklytningen 

et spind af meget fi ne tynde streger. 

Billedet, og musikterapeuternes spejling 

af billedet, hjalp hende til at sætte ord på 

sin kropslige oplevelse, og dermed på 

oplevelsen af at være i verden i en psykotisk 

tilstand. Tilsammen gav billede 

og ord en klar fornemmelse af, hvor sart 

og usikker hun følte sig. 



Sessionen sluttes gerne af med et stykke 

rytmisk musik, med en genkendelig melodi 

og med rytme i et jævnt tempo. Denne 

musik virker stimulerende, og hensigten 

med at spille den er at formidle en god 

energi. Vi har af og til anvendt et såkaldt 

stemningshjul, som er en cirkel delt i otte 

felter, hvor navnet på en stemning står 

skrevet i hvert felt. Hjulet er en forenklet 

udgave af Hevners stemningshjul, som 

kan ses afbilledet hos Bonde et al. (2001, 

s. 52) Således kan patienterne sidde med 

hver sin kopi af hjulet under lytningen 

af både den klassiske og den rytmiske og 

overveje, hvilken af de angivne stemninger, 

der knytter sig til musikken. Vores 

erfaring er, at stemningshjulet kan være 

med til at fastholde opmærksomheden på 

musikken. 

Eksempler på musikvalg. 

Som musikterapeuten benytter vi os såvel 

af vores kendskab til musik, som af vores 

erfaringer med målgruppen, når vi vælger 

musik. Men der fi ndes ikke enkle eller 

endelige svar på hvilken musik, der er 

god for en gruppe. Vi vil her nævne et par 

eksempler på musikstykker, som vi har 

anvendt fl ere gange i vores arbejde musikterapigruppen. 

Af klassiske stykker har vi f.eks. brugt 

Pachabels “Kanon i D”, som er omtalt hos 

Bonde et al. (2001 s. 138). Dette er et stykke, 

som langsomt bygges op gradvist mere 

legende, samtidigt med, at et repetitivt 

ostinat i bassen danner en stabil og tryg 

112 

Gennemsnitsalder 

(år) 

42 M 55 % 

K 45 % 

Køn Skizofrenispektret 

bund. Vi har også brugt Vivaldis “Lutkoncert 

i D-dur ”, som er karakteriseret ved at 

være blid musik, hvor den samme enkle 

melodi gentages fl ere gange. Der er kun 

et begrænset dynamisk udsving, og det er 

et overskueligt stykke musik, der er kendt 

af mange, og som virker beroligende på 

mange patienter. I den rytmiske genre 

kan vi nævne et stykke såkaldt ‘verdensmusik’ 

af sydafrikansk oprindelse: “Akanaki 

Nokunaka” fra cd’en “One world” af 

Johnny Clegg & Juluka. Musikken er energifyldt 

med en dansevenlig rytme. Teksten 

er på afrikansk, hvilket kan lægge op til, 

at lytterne selv fantaserer om, hvad sangen 

handler om. Denne musik fremkalder 

efter vores erfaring positive, og til tider 

eksotiske billeder og minder, f.eks. fra 

rejser, som patienterne tidligere har været 

på. Vi har også brugt musik af den svenske 

musiker og sanger Lisa Ekdahl fl ere 

gange, f.eks. “Vem Vet” fra cd’en “En Samling 

Sånger”. Nummeret har en fast rytme 

og en glad melodi. Akkompagnementet er 

enkelt, stilarten er pop. Lisa Ekdahls blide 

og rene stemmeklang er bærende for den 

samlede kvalitet i nummeret. Derudover 

rummer teksten et eksistentielt spørgsmål: 

“Vem vet – inte du och inte jag”. Teksten peger 

på, at ingen af os, hverken patienter 

eller terapeuter, kender det fulde svar på 

de ting, som hænder os i livet. Til trods 

for, at asymmetrien mellem terapeuter og 

patienter på et lukket afsnit er så åbenbar, 

berøres vi når vi lytter til denne musik og 

ser på hinanden, af en oplevelse af almenmenneskelig 

ligeværdighed. 

Affektive 

forstyr. 

(maniske) 

Andre diagnoser 

Tabel 1a: Patienter der deltog i musikterapi på de intensive afsnit 

Anden 

etnisk 

baggrund 

59,4 17,8 % 22,8 % 12,9 % 



Figur 1a: Deltagere i musikterapi fordelt i forhold til diagnoser 

Pilotundersøgelse af musikterapi 

i intensivt regi 

Patientgrundlaget 

I 2004 undersøgte vi musikterapiens patientgrundlag 

på de intensive afsnit på Hillerød 

Psykiatriske Sygehus. Vi så nærmere 

på hvor mange og hvilke patienter det har 

været muligt at samle i musikterapigrupperne: 

Det gennemsnitlige antal patienter 

i musikterapigrupperne har per session udgjort 

1/3 af afsnittets indlagte patienter i 

gennemsnit 3 eller 4 deltagere i gennemsnit. 

I alt 101 forskellige patienter har deltaget 

i musikterapigrupperne i optællingsperioden 

på 11 måneder. Pilotundersøgelsen 

viser først og fremmest et højt deltagerantal, 

hvilket er bemærkelsesværdigt set 

i lyset af patienternes akutte tilstand. Af de 

101 patienter der har deltaget i musikterapi 

under deres indlæggelse på intensivt afsnit, 

har 39 patienter deltaget i mellem 3 og 22 

sessioner. Der er således mange patienter, 

der kun deltager 1 eller 2 gange. Dette kan 

forklares ved at indlæggelsestiden på den 

lukkede afdeling, som oftest er kortvarig. 

I tabel 1a (s. 112) er de 101 patienters data i 

forhold til gennemsnitsalder, køn, diagnoser 

og etnisk baggrund opgjort i procent. 

Diagnosefordelingen er dernæst illustreret 

ovenfor i fi gur 1a. 

Til sammenligning er opgørelsen for indlagte 

i perioden opgjort i tabel 1b nedenfor. 

Her er patienterne fordelt mere specifi 

kt i forhold til diagnosegrupper efter 

ICD-10 diagnose system. Nederst ses den 

totale fordeling på køn i afsnittet. 

ICD-10 Kvinder % Mænd % Total 

0-09.9 5.00 3.33 8.33 

10-19.9 4.16 6.66 10.82 

20-29.9 15.83 39.16 54.99 

30-39.9 5.83 4.14 9.99 

40-49.9 4.16 0.83 4.99 

50-59.9 0.00 0.00 0.00 

60-69.9 8.33 1.66 9.99 

99.9 0.83 0.00 0.83 

Total 44.14 55.80 99.94 

Tabel 1b: Den generelle fordeling af køn i 

forhold til gruppen af indlagte patienter i 

optællingsperioden (Bille, J. 2003/2004). 



Figur 1b: Patienternes vurdering af musikterapi. 

Svar på spørgsmål: “Hjælper musikterapi dig til at få det bedre under indlæggelse?” 

Som det ses i tabel 1a, er over halvdelen 

af deltagerne i musikterapigruppen mænd, 

hvilket svarer til den generelle fordeling af 

køn i forhold til gruppen af indlagte patienter 

i perioden, som det fremgår af tabel 

1b. Det kan være svært at engagere mænd 

i terapeutiske tilbud indenfor psykiatrien, 

hvorfor det kan tolkes som positivt, at det 

musikterapeutiske gruppetilbud er i stand 

til at engagere lige mange mænd og kvinder 

(Garde & Gerlach, 2006). Dernæst 

viser resultaterne, at patienter med diagnoser 

indenfor skizofrenispektret og de 

affektive forstyrrelser, primært maniske 

patienter, udgør ca. 77 % af de patienter, 

der deltog i et forløb i musikterapigruppen. 

Til sammenligning ses i tabel 1b, at 

det generelle antal af patienter der lider 

af skizofreni og skizotypiske diagnoser 

(20-29.9) samt antallet af patienter der er 

diagnosticeret med affektive sindslidelser 

(30-39.9) tilsammen udgør ca. 65 % af 

patientgrundlaget på de psykiatriske afsnit 

perioden. Det relativt høje antal deltagende 

patienter i musikterapi indenfor 

disse målgrupper er interessant, set i lyset 

114 

af, hvor vanskeligt det i øvrigt kan være 

at skabe kontakt og kommunikation med 

psykiatriske patienter i en akut fase. I et 

interview med faste personalemedlemmer 

fra fl ere intensive afsnit blev der netop 

givet udtryk for observationer af, at fl ere 

af de meget psykotiske patienter, der ikke 

er i stand til at bruge afsnittets øvrige tilbud, 

søger musikterapien og har god gavn 

af dette behandlingstiltag (Frederiksen 

& Lindvang 2004). Resultatet af optællingen 

viser også, at musikterapigruppen 

kan rumme patienter med anden etnisk 

baggrund end dansk. Anvendelsen af musikken 

som et fællesmenneskeligt kommunikativt 

sprog, gør det netop muligt 

at sammensætte en gruppe af forskellige 

nationaliteter. 

Patienttilfredshed 

I interviewet med personalet blev der ligeledes 

givet udtryk for, at musikterapi er 

et efterspurgt tilbud blandt patienterne, 

hvilket bekræftes af resultatet fra to patienttilfredshedsundersøgelser, 

vi har 



Figur 2a: Patienternes vurdering af musikterapi. Svar på spørgsmål 1): “Var du tilfreds 

med at deltage i musikterapi under din indlæggelse?” 

foretaget. I fi gur 1b ses resultatet fra den 

første patienttilfredshedsundersøgelse, 

som vi foretog under patienternes indlæggelse 

i intensivt regi (Evalueringsrapporten, 

Frederiksen & Lindvang, 2004). Her 

blev patienterne spurgt, om musikterapi er 

en hjælp til at få det bedre under indlæggelsen. 

Der kunne svares på en skala mellem 

1 og 5. I alt 19 patienter blev spurgt og 

alle besvarede spørgsmålet 1 . 17 patienter 

svarede, at musikterapi hjælper “meget” 

eller “særdeles meget” i forhold til at få det 

bedre under indlæggelsen (se fi gur 1b). 

Derudover blev de 19 patienter spurgt, om 

de synes musikterapi fortsat skal være et 

tilbud. Alle adspurgte syntes, at musikterapi 

fortsat skal være et tilbud i det intensive 

psykiatriske afsnit. 

I illustrationerne fi gur 2a, 2b, 2c ses resultatet 

af en patienttilfredshedsundersøgelse, 

som blev foretaget efter patienternes ud- 

1 Grunden til at der kun er 19 patienter der har 

været med i denne del af pilotundersøgelsen 

(foretaget under indlæggelsen), skyldes at den blev 

igangsat sent i forløbet, efter at gruppemusikterapi 

havde været et tilbud noget tid. 

skrivelse: Patienter, som havde modtaget 

musikterapi minimum 2 sessioner under 

indlæggelse i et intensivt regi, deltog i undersøgelsen. 

Det drejer sig om 48 patienter, 

som har fået tilsendt et spørgeskema 

med tre spørgsmål vedrørende musikterapi. 

24 patienter har besvaret og tilbagesendt 

skemaet. Svarprocenten er således 

på 50 %, hvilket vurderes som høj, da der 

primært er tale om patienter indenfor det 

skizofrene og affektive diagnosespektrum, 

og set i lyset af, at patientens indlæggelse 

og kontakt med musikterapien for nogle 

patienter ligger op til et år tilbage. 

2 Set i sammenhæng med den første patienttilfredshedsundersøgelse, 

som vi 

foretog under patienternes indlæggelse i 

intensivt regi, viser det aktuelle resultat, at 

patienternes tilfredshed med musikterapi 

også har været høj efter indlæggelsen. De 

tre spørgsmål, vi stillede, rettede sig udelukkende 

mod tilfredshed og patienternes 

generelle oplevelse af, om musikterapi har 

været til hjælp. Vi spurgte ikke nærmere 

2 Som det ses af fi gur 2b og 2c har henholdsvis 

23 og 22 patienter ud af de 24 svaret på spørgsmål 

2 og 3. 



Figur 2b: Patienternes vurdering af musikterapi. 

Svar på spørgsmål 2): “Var musikterapi en hjælp for dig i forhold til at få det bedre?” 

ind til, hvad patienterne mere præcist har 

profi teret af i behandlingen. Vi valgte helt 

bevidst, at udarbejde et spørgeskema, der 

var så enkelt og overskueligt, at det var 

muligt for patienterne at svare. Ud af undersøgelsen 

kan dog ledes, at patienterne 

116 

tilsyneladende vurderer, at musikterapi 

er et positivt og relevant tiltag i intensivt 

psykiatrisk regi, hvormed de understøtter 

personalets vurdering af musikterapi, som 

et egnet behandlingstilbud til denne målgruppe. 

Figur 2c: Patienternes vurdering af musikterapi. Svar på spørgsmål 3): “Vil du anbefale 

musikterapi til andre patienter i en lignende situation?” 



Diskussion 

Pilotundersøgelsens værdi 

Tilfredshedsundersøgelsens positive resultater 

kan i noget omfang anfægtes: Det 

kan f.eks. antages, at det kun er patienter, 

som har været tilfredse med musikterapi, 

som har besvaret og returneret spørgeskemaerne, 

og at undersøgelsen dermed ikke 

favner de patienter, som måtte have været 

mindre tilfredse eller utilfredse. Denne 

kritik kan delvist tilbagevises, hvad angår 

den del af undersøgelsen, som foregik under 

patienternes indlæggelse, idet alle 19 

patienter, som fi k skemaet, besvarede og 

returnerede det. Derimod er en potentiel 

fejlkilde, at resultaterne fra undersøgelsen 

af patienters tilfredshed efter udskrivelsen 

kan være farvet af, at kriteriet for 

at medvirke i tilfredshedsundersøgelsen 

var, at patienten havde deltaget minimum 

2 gange. Det betyder, at besvarelserne er 

foretaget af patienter, som valgte at komme 

igen efter at have prøvet at deltage én 

gang, og som derfor må forventes at have 

været nogenlunde tilfredse. Vores hensigt 

med at henvende os til dem, der havde deltaget 

minimum to gange, beroede på en 

formodning om, at deltagelsen i musikterapigruppen 

ville erindres klarere af disse 

patienter end af patienter, der kun havde 

deltaget en enkelt gang, idet deres deltagelse 

trods alt lå helt op til et år tilbage. 

Med en svarprocent på 50, kan man være 

nysgerrig i forhold til, hvad de sidste 50 

% mon har oplevet. Det er nærliggende at 

tænke sig, at det er de 50 %, som var godt 

tilfredse med musikterapi, som svarede. 

Der kan således ikke drages endelige konklusioner 

på baggrund af pilotundersøgelsen. 

Det er vigtigt at huske på, at målgruppen 

kan være svær at få i tale. At 50 % rent 

faktisk besvarede og returnerede spørgeskemaet, 

kan efter vores mening vidne om 

positive erfaringer hos patienterne, som 

stadig “klingede i dem” længe efter. Med 

musikterapigruppens fokus på at skabe en 

positiv social oplevelse her og nu, er det 

bemærkelsesværdigt, at oplevelserne tilsy- 

neladende har haft en følelsesmæssig betydning 

for mange patienter efterfølgende 

- måske også på længere sigt. Jensen skriver 

herom: 

“Jeg møder ofte patienter, som er udskrevet, 

og som udtrykker, at det har 

betydet meget for dem at deltage i musikterapi 

netop i en fase af deres liv, hvor 

de følte sig utroligt magtesløse og kaotiske...” 

(Jensen, 2000 s. 140). 

Denne udtalelse sætter ord på de tendenser, 

som også vores tilfredshedsundersøgelser 

peger på, at mange patienter, både 

under og efter indlæggelsen på det lukkede 

afsnit, giver udtryk for at musikterapi 

har hjulpet dem til at få det bedre, ligesom 

de gerne vil anbefale musikterapi til andre, 

som er i en lignende situation. 

Pilotundersøgelsen lægger som sagt op til 

nærmere at undersøge, hvad det mere præcist 

er i musikterapigruppen, som patienterne 

tilsyneladende profi terer af. Vi har 

med denne artikel, forsøgt at give nogle 

foreløbige svar, og det vil være interessant 

at følge op på undersøgelserne med 

en større kvalitativ undersøgelse på dette 

område. 

Individuelt eller gruppe? 

I den akutte behandlingsopgave i intensivt 

regi er der generelt fokus på patienternes 

individuelle behov for omsorg og opmærksomhed, 

og dermed er topersonersrelationerne, 

de såkaldte dyader, særligt 

væsentlige (Schjødt, 2000). Gruppetilbud 

er svære at etablere og ses ikke så hyppigt. 

Vi har da også erfaret, at musikterapeuten, 

der arbejder på et lukket afsnit, netop har 

en vigtig funktion i forhold til at skabe 

individuel relation til de patienter, der 

profi terer af den musiske tilgang, og som 

gerne vil have besøg af musikterapeuten 

på værelset. Så hvorfor forsøge at samle 

patienterne i en gruppe? Det har vi gjort, 

fordi vi mener, at musikterapigruppen har 

et potentiale i et intensivt psykiatrisk afsnit. 

Patienterne påvirkes uundgåeligt såvel 

af stemningen i afsnittet, som af den 



gruppe af medpatienter, de indgår i (Rice 

& Rutan, 1991), og de har udover deres behov 

for individuel kontakt alle brug for at 

fi nde øer af tryghed i forhold til gruppen 

af medpatienter. Det vil være en værdifuld 

og opbyggende oplevelse for mange patienter 

at deltage i grupper, hvor det menneskelige 

fællesskab og samspil er i fokus. 

Musikken er omdrejningspunktet i forhold 

til fællesskabets mulighed i gruppen, idet 

den kan forene forskellige generationer, 

forskellige etniske grupper, og forskellige 

mennesker, som normalt ville have svært 

ved at fungere sammen i en gruppe. 

Musikterapigruppen er mange gange med 

til at udvide tolerancetærsklen blandt patienterne, 

og som det kan ses af vores pilotundersøgelse 

fra 2004 af patientgrundlaget 

i musikterapigrupperne, er ca. 13 % 

af deltagerne af anden etnisk herkomst 

end dansk: Vi har fl ere gange oplevet, at 

personer der knap nok kunne dansk, har 

spillet og sunget og dermed vist noget af 

sig selv, som blev modtaget og spejlet positivt 

af gruppen. Den positive sociale oplevelse 

virker direkte ind på selvfølelsen; at 

opleve sig hørt gennem andre menneskers 

spejling af ens udtryk i musikken kan have 

en bekræftende og identitetsopbyggende 

virkning. Det er således vores erfaring, 

at musikterapigruppen åbner for fællesskabets 

muligheder, ligesom de forskellige 

tiltag i gruppen stimulerer de opbyggende 

funktioner hos de enkelte patienter. Deltagelse 

i musikterapigruppen kan derfor 

være et forsigtigt skridt for patienterne i 

retning af at bevæge sig ud af en kaotisk 

tilstand. Dette bekræftes af Moes (2000) 

kvalitative studie af de restituerende faktorer 

i gruppemusikterapi, hvor patienterne 

lyttede til musik. De ni psykiatriske 

patienter, som var diagnosticeret indenfor 

det skizofrene spektrum, øgede deres generelle 

funktionsniveau efter et halvt år 

med musiklytning i gruppe. Moe fandt 

også frem til, at musikken i kraft af sin 

struktur, dynamik og nonverbale, narrative 

karakter kan hjælpe patienten med at 

(gen)skabe en indre psykisk struktur i et 

118 

splittet og ofte kaotisk indre univers (Moe 

et al. 2000). 

Det er tillige vores erfaring, at fællesskabet 

i gruppen kan have positiv indvirkning 

på patienternes uro, angst og 

rastløshed. I vignet nr. 2 er det f.eks. tydeligt, 

at gruppen har en beskyttende og 

angstdæmpende virkning. Det kan i den 

forbindelse nævnes, at De l’Etoile (2002) i 

et pilotprojekt undersøgte musikterapiens 

effekt i et gruppepsykoterapeutisk forløb 

med voksne psykisk syge. En gruppe på 8 

patienter gennemgik et forløb på 6 uger, 

og den primære undersøgelsesmetode var 

patienternes selvrapportering. Undersøgelsen 

viste et fald i angstsymptomer hos 

patienterne, og deltagerne rapporterede 

en oplevelse af, at følelsen af samhørighed 

med gruppen kunne hjælpe dem til 

at få det bedre. I intensivt regi er tilbuddet 

om gruppemusikterapi kortvarigt for 

de fl este patienter, i og med de fl yttes til 

en åben afdeling så hurtigt som muligt. 

Derfor er der tale om “øer” eller “glimt”, 

hvor patienterne oplever fællesskabet, og 

disse stunder er værdifulde i den samlede 

bestræbelse på, at patienterne kan få det 

bedre og i det hele taget opleve opholdet 

på den lukkede afdeling så positivt som 

muligt. 

Fokus på patienternes ressourcer 

Det medicinske paradigme i behandlingen 

af psykiske lidelser bliver i disse år 

udfordret af nye synsvinkler på psykisk 

sygdom og behandling. Fra at fokusere på 

sygdommen og afhjælpe de symptomer, 

denne afføder med medicin, lægges der i 

højere grad vægt på at hjælpe patienten til 

at styrkes på det psykologiske og sociale 

felt for derved at genvinde evnen til at 

kontrollere sit eget liv og at opnå livskvalitet. 

I denne proces er det væsentligt at 

fi nde ind til patientens ressourceområder 

og tage udgangspunkt i disse, frem for at 

fokusere på de defekter, som sygdommen 

medfører. 



Recovery-tankegangen, der har vundet en 

del indpas i den psykiatriske behandling 

de senere år, er i høj grad orienteret mod 

at arbejde med patientens ressourcer. Recovery 

betyder ‘at komme sig’ og overvinde 

en psykisk lidelse. At komme sig fra en 

alvorlig psykisk lidelse indebærer bl.a. at 

lære at forholde sig til hverdagslivets udfordringer, 

overvinde psykosociale funktionshæmninger 

og leve et uafhængigt og 

tilfredsstillende liv i gensidigt socialt samspil 

(Jensen, P. 2003). 

Patienter, der er indlagt på en intensiv 

psykiatrisk afdeling, er i en akut og ofte 

psykotisk krise, hvor deres evne til at have 

kontrol over sit eget liv er sat ud af funktion. 

I langt de fl este tilfælde har patienter 

indlagt på en intensiv psykiatrisk afdeling 

brug for medicinsk behandling, og man 

kunne indvende, at målsætningen om at 

komme sig ikke umiddelbart er central i 

den intensive psykiatriske behandling. Vi 

mener dog, at det er vigtigt, så tidligt som 

det er muligt i den akutte fase af et psykiatrisk 

sammenbrud, at fi nde metoder, hvor 

det er muligt at arbejde med at fi nde ind 

til og hjælpe patienten til at opleve deres 

selvhelbredende kræfter og ressourcer. 

Som før nævnt kan et lille glimt eller en 

kort oplevelse af at kunne udtrykke sig, og 

indgå i et socialt samspil være med til at 

styrke håbet og motivationen i forhold til 

at overvinde sin sygdom og få det bedre. 

Musikterapi er et relevant bidrag til behandlingen, 

da patienter der befi nder sig 

i en akut psykiatrisk tilstand, ofte er ude 

af stand til at anvende den gængse måde 

at udtrykke sig og kommunikere med omverden 

på. 

Dette ressourceorienterede perspektiv, 

hvor fokus er på at nære patienternes styrkesider 

og muligheder for udvikling, er 

implicit i de fl este former for musikterapi 

i psykiatrien, og vi ser i disse år, at den 

ressourceorienterede tilgang bliver nærmere 

beskrevet og undersøgt (Rolvsjord, 

2004; Schwabe, 2005; Solli, 2006). Rolvsjord 

udgav i 2007 sin ph.d.-afhandling 

om ressourceorienteret musikterapi, men 

skrev allerede i 2004 om “Therapy as Empowerment”, 

som bl.a. henviser til vigtigheden 

af, at der foregår et samarbejde og et 

gensidigt forhold mellem terapeut og klient. 

Her er klientens deltagelse og bidrag 

til terapien i fokus på lige fod med terapeutens 

kompetence, og det er klientens 

menneskelige ret til musik i livet og til at 

være en del af et socialt fællesskab, der ligger 

til grund. 

På en intensiv psykiatrisk afdeling, hvor 

patienterne som oftest er i en ekstrem 

dårlig psykisk tilstand, ser vi det som en 

udfordring og en særligt vigtig opgave at 

bygge på patienternes bidrag til det musiske 

samvær. Der er behov for, at raske 

sider - øer af ressourcer i personligheden 

- ses, næres og aktiveres. Det er en opgave, 

der kræver en høj grad af nærvær og ekspertise. 

Som Schwabe udtrykker det: “It 

is not less diffi cult to activate self healing forces 

than to treat the pathological aspects of his or her 

personality” (Schwabe, 2005, s. 49), og det 

er en opgave, hvor musikken i sig selv ses 

som en ressource, og en uvurderlig hjælp i 

forhold til at generere positive sociale oplevelser. 

Perspektivering: 

Kan musikterapi forebygge tvang? 

På baggrund af de positive erfaringer med 

musikterapigrupper i intensivt regi, og set 

i lyset af de seneste års debat vedrørende 

tvang i psykiatrien, er det nærliggende at 

forestille sig, at musikterapi i de intensive 

afsnit kan medvirke til at minimere behovet 

for og dermed anvendelse af tvang. 

Den tilfredshed, som patienterne giver 

udtryk for i forhold til musikterapi - også 

når de tænker tilbage på deres indlæggelse 

mange måneder senere må alt andet 

lige påvirke i den rigtige retning, når det 

handler om at forebygge tvang. Anvendelse 

af tvang opstår i tilspidsede situationer, 

der bl.a. kan have baggrund i at patienten 

oplever, at han/hun ikke bliver forstået. 

At bibringe patienter, der er i en tilstand 

af kaos og tab af kontrol, en oplevelse af 



at føle sig forstået er en vanskelig opgave. 

Man ved fra det Nationale Kvalitetsprojekt 

omkring tvang i psykiatrien, at øget 

samtale med patienterne kan mindske 

tvang (www.gennembrudsprojektet.dk). 

Vi har i nærværende artikel forsøgt at illustrere, 

hvordan det kan lade sig gøre at 

opbygge tryghed og udvikle kontakt ved 

hjælp af musikterapi. Den pilotundersøgelse, 

vi har fremlagt i nærværende artikel, 

dokumenterer ikke, at de patienter, som 

søger musikterapigruppen, udsættes for 

mindre tvang, og tallene viser heller ikke, 

om en intensiv afdeling med musikterapi 

generelt får nedsat brugen af tvang. Men 

musikterapigruppen giver “nye toner” til 

en lukket afdeling, nye veje til at nå patienterne 

og giver patienterne nye muligheder 

for at komme til udtryk. Vi mener, det er 

yderst relevant, at der på et videnskabeligt 

grundlag foretages en nærmere undersøgelse 

af, hvorvidt og i hvilken grad musikterapi 

som behandlingsform kan medvirke 

til forebyggelse af tvang i psykiatrien. 

Afslutning 

I denne artikel har vi beskrevet musikterapiens 

værdi og betydning som vej til at 

skabe samling for den enkelte og skabe 

samhørighed i gruppen, og vi har vægtet 

musikterapeuternes rolle og opgave i forhold 

til at lytte, afstemme sig og handle i 

og udenfor musikken. Således er både den 

mellemmenneskelige relation og musikken 

helt central for det koncept, vi har formidlet 

i nærværende artikel. Vi har beskrevet, 

hvordan musik og musikterapi har særlige 

kvaliteter i forhold til at binde sammen, 

give en oplevelse af at være sammen og 

gribe de små glimt af ytringer, som patienterne 

kommer med, hvad enten det 

er i form af rytme, lyd eller bevægelse, og 

sætte dem ind i en meningsfuld musikalsk 

sammenhæng. 

Vi har pointeret, at det er vigtigt, at patienterne 

føler sig respekteret og forstået, 

så de på trods af deres svære tilstand kan 

120 

få en positiv social oplevelse med sig gennem 

deltagelse i musikterapigruppen. Vi 

har fremlagt resultater fra en pilotundersøgelse, 

som vi foretog i intensivt regi i 2004, 

som peger på, at de patienter, der deltager 

i musikterapigrupperne er meget tilfredse 

og gerne anbefaler behandlingsformen til 

andre. På baggrund af denne positive tendens 

har vi videre peget på relevansen af 

at foretage videnskabelige undersøgelser 

af, hvad det egentlig er, de tilfredse patienter 

er tilfredse med og af musikterapiens 

mulige medvirken til forebyggelse af tvang 


Litteratur 

Backer, J.D. (1993). “Containment in Music 

Therapy”. I: Music Therapy in Health and Education, 


Bille, J. m.fl . (2003/2004). HoNos (delresultat). 

Status for 2003 og 2004, Kvalitetsenheden, 

Psykiatrisk afdeling P, Hillerød Sygehus. 

Bonde, L.O., I.N. Pedersen, & T. Wigram 

(2001). Musikterapi: Når ord ikke slår til. 

Klim. 

Davies, A. & Richards, E. (Eds) (2002). Group 

Music Therapy. London, Jessica Kingsley 

Pub. 

Davies, A. & Richards, E. (1998). “Music Therapy 

in Acute Psychiatry – Our experiences 

of working as co-therapists with a group for 

patients from two neighbouring wards”. British 

Journal of Music Therapy, volume 12(2), s. 

53-59. 

De l’Etoiles, S.K. (2002). “The effectiveness of 

music therapy in group psychotherapy for 

adults with mental illness”. The Arts in Psychotherapy, 

Volume 29(2), s. 69-78. 

Frederiksen, B. & Lindvang, C. (2004). Dokumentations 

rapport I & II, Hillerød Psykiatrisk 

Sygehus, Frederiksborg Amt. 

Garde, K. & Gerlach, J. (2006). Psykiske sygdomme 

– forskellen mellem mænd og kvinder. Psykiatrifondens 

Forlag. 

Gold, C., T.O. Heldal, T. Dahle, & T. Wigram 

(2005). Music therapy for schizophrenia and 

schizophrenia-like illnesses, The Cochrane Da- 



tabase of systematic reviews, 2005 Issue 2, 

Art. No.: CD004025.pub2.DOI: 

10.1002/14651858.CD004025.pub2. 

Goldberg, F. S. (1989). “Music Psychotherapy 

in Acute Psychiatric Inpatient and Private 

practice Settings“. Music Therapy perspectives, 

volume 6, s. 40-43. 

Henderson, S.M. (1983). “Effects of a Music 

Therapy program Upon Awareness of Mood 

in Music, Group Cohesion and Self-Esteem 

Among Hospitalized Adolescent Patients.” 

Journal of Music Therapy XX (1) s. 14-20. 

Højmose, A. (2005). “Tvang i Psykiatrien – om 

et nationalt projekt, hvis formål er at nedbringe 

brugen af tvang i psykiatrien”. Psykolog 

Nyt, nr. 12, s. 6-9. 

Jensen, B. (2000). “Gruppemusikterapi med 

psykiatriske patienter“. I: Årsskrift 2000, Musikterapi 

i Psykiatrien, udgivet af Den Psykiatriske 

Forskningsenhed i Nordjyllands Amt. 

Jensen, P. (2003). En helt anden hjælp. Recovery i 

bruger- og pårørende perspektiv. Akademisk Forlag. 

Lindhardt, A. & M. Wagtmann (1994). “Gruppeterapi 

med indlagte patienter“, Hans Reitzels 

Forlag. 

Miller, H.O. (1991). “Group Improvisation 

Therapy: The Experience of One Man With 

Schizophrenia“. I: Case Studies in Music Therapy. 

K. Bruscia (Ed). Barcelona Publishers. 

Moe, T., A. Roesen, & H. Raben (2000). “Restitutional 

Factors in Group Music Therapy 

with Psychiatric patients, based on a Modifi - 

cation of Guided Imagery and Music”, Nordic 

Journal of Music Therapy 9(2), s. 36-50. 

Rice & Rutan (1991). “Gruppeterapi på psykiatrisk 

afdeling“, Munksgaard. 

Rolvsjord, R. (2004). “Therapy as Empowerment. 

Clinical and Political implications of 

Empowermentphilosophy in Mental Health 

Practises of Music Therapy”. Nordic Journal 

of Music Therapy 13(2) s. 99-111. 

Ruud, E. (1997). “Musikk og identitet”. Oslo: 

Universitetsforlaget. 

Schjødt, T. (2000). “Miljøterapi på lukket psykiatrisk 

modtageafsnit?“ Agrippa, 20,1-2 

Schwabe, C. (2005). “Ressource-Oriented Music 

Therapy – the Development of a Concept”. 

Nordic Journal of Music Therapy 14(1) s. 

49-56 

Solli, H.P. (2006). “Musikk i psykiatrisk praksis. 

Musikkgrupper på psykiatriske institusjoner”. 

I: T. Aasgaard (red.) Musikk og Helse. 

S. 113-121. Oslo: Cappelen. 

Stern, D.N. (1991). “Barnets interpersonelle univers”, 


Trondalen, G. (2006). “Musikk er sjela mi. Musikterapi 

med unge mennesker med anoreksi”. 

I: T. Aasgaard (red.) Musikk og Helse. S. 

122-138. Oslo: Cappelen. 

Yalom, I.D. (1995). “The theory and practice of 

group psychotherapy“, Basic Books. 



Musik kan bringe minder frem eller give 

associationer i form af billeder, fi lmlignende 

scener, tankerækker, oplevelser. Nogle patienter 

reagerer meget følelsesmæssigt på musik, andre 

reagerer kropsligt og sanseligt, erindrer dufte og 

føler sig kropsligt påvirket af musik. Det samme 

musikstykke kan virke ligegyldigt 

for et menneske og sætte et andet 

menneske i stor affekt. 

- Helle Nystrup Lund - 


Uddannet musikterapeut cand. Phil. 1995, cand. Mag. 2003, Aalborg Universitet. 

Underviser på musikterapiuddannelsen siden 1995. Privat musikterapeutisk praksis 

i klinikfællesskab i Aalborg 1999 – 2004. Siden 2004 ansat som klinisk musikterapeut 

på Aalborg Psykiatriske Sygehus, Region Nord. 


Musiklyttegrupper 

i voksenpsykiatrien 


Resumé: Artiklen beskriver det musikterapeutiske arbejde med musiklyttegrupper i voksenpsykiatrien 

på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Artiklen indeholder væsentlige erfaringer 

fra praksis. Først beskrives lyttegrupperne, som de finder sted på åbne og lukkede afsnit. 

Det følgende omhandler musikterapeutens forberedelse af musikprogrammer til lyttegrupper. 

Herunder et praktisk eksempel på overvejelserne omkring et anvendt musikprogram. 

Terapiens mål gennemgås med differentiering af musikalske og ikke-musikalske overvejelser, 

herunder terapeutisk sigte med valget af musik. Musikkens funktioner grupperes i 

6 kategorier udledt fra patientcitater. Et skema, der anvendes af patienter, indeholdende 

punkter om terapeutisk målsætning for deltagelse i musiklyttegruppe, præsenteres. Ud 

fra erfaringer i praksis konkluderes at det ikke nødvendigvis er følelsesladet musik, der 

bringer patienterne i kontakt med deres følelsesliv, at musikkens betydning for den enkelte 

patient til dels er uforudsigelig, og endelig at musiklytning i gruppe (som teknik) både er 

anvendelig til arbejde med patienternes følelsesliv, samt med sociale kompetencer. Artiklen 

afsluttes med perspektiverende spørgsmål til det fortsatte arbejde. 

Indledning 

Som en del af musikterapien på Aalborg 

Psykiatriske Sygehus (herefter APS), har 

musikterapeuterne Charlotte Dammeyer 

Fønsbo og Helle Nystrup Lund siden 

2003 arbejdet med lyttegrupper i voksenpsykiatrien. 

Denne artikel omhandler arbejdet 

med patienter i musiklyttegrupper 

med fokus på overvejelser i udvælgelsen af 

den musik, der medbringes til lyttegrupperne. 

Desuden refl ekteres der over musikkens 

funktion og effekt i anvendelsen 

til musiklytning i gruppeterapi. Artiklen 

er således skrevet ud fra klinisk praksis, og 

refl ekterer denne praksis, som den ser ud 

på APS. Arbejdet er tidligere præsenteret 

på musikterapikonferencer i Stockholm 

2006 (Lund & Fønsbo 2006) og Eindhoven 

i 2007 (ibid.). 

I artiklen introduceres lyttegrupper som 

musikterapeutisk teknik efterfulgt af et af- 

snit om musikterapeutens forberedelse af 

musik, herunder overvejelser og erfaringer 

i forbindelse med musikudvælgelsen. 

Herefter følger et afsnit, der beskriver, 

hvordan det terapeutiske arbejde målrettes 

individuelt i samarbejde med personale 

og patienter, samt overvejelser omkring 

musikken målrettet på hele gruppen. Der 

gives et eksempel på et musikprogram, 

der har været anvendt. Erfaringer omkring 

musikkens funktioner præsenteres 

i en skematisk oversigt og artiklen afsluttes 

med afrundende kommentarer, samt 

perspektiverende spørgsmål til det videre 

arbejde. 

Lyttegrupper 

på åbne og lukkede afsnit 

Terapeutisk arbejde i en lyttegruppe foregår 

ved, at en gruppe på 2-9 patienter 

mødes en time ugentligt med en musik- 



terapeut for at lytte til musik. Grupperne 

kan være åbne, dvs. at patienterne visiteres 

til gruppen forud for hver enkelt session, 

eller grupperne kan være lukkede, så det 

er de samme patienter der deltager i lyttegruppen 

hver gang. 

Patienter på åbne afsnit visiteres altid til 

lukkede grupper i et forløb på 6-8 gange. 

Visitationen foretages af personalet på afsnittet 

i samarbejde med musikterapeuten. 

Nogle grupper fungerer i en såkaldt“slow 

open” –praksis, hvor nye patienter visiteres 

til gruppen ad hoc, når der bliver 

en ledig plads, f.eks. som følge af en udskrivning. 

Patienter i lukkede grupper har 

inden forløbets start udfyldt et skema i 

samarbejde med deres kontaktperson, der 

indkredser konkrete terapeutiske mål for 

deltagelsen i gruppen. Målene kan f.eks. 

være at reducere social angst, at registrere 

psykiske og kropslige reaktioner på musikken, 

at sætte ord på følelser eller at 

fi nde ro og fokusere opmærksomhed (se 

fi g. 2). Ud over disse specifi cerede mål kan 

mål for patienten være stabilt fremmøde, 

at nyde musiklytningen, og at få en pause 

fra et sygdomsorienteret miljø. Deltagelse 

i musiklyttegruppe er for en del patienter 

en nænsom introduktion til gruppeterapi 

som behandlingsform. 

Patienter på lukkede afsnit visiteres til den 

enkelte session og udfylder ikke et målskema 

forinden. Visitationen foregår ad 

hoc af personalet på afsnittet. Der gives 

udelukkende åbne lyttegruppeforløb på 

lukkede afsnit, da patienterne ofte ikke er i 

stand til at følge et forløb. Gruppens størrelse 

kan variere meget fra gang til gang. 

Forberedelse af musikprogram 

til lyttegrupper 

Inden lyttegruppen mødes, planlægger 

musikterapeuten et musikprogram. Der 

vælges 6-8 stykker musik. Karakteren af 

musikken i åbnings- og afslutningsnummeret 

er ikke-konfronterende, dvs. at der 

124 

er en vis grad af ro og forudsigelighed i 

musikken. Hvis musikken har tekst/lyrik, 

omhandler den ikke eksistentielle temaer, 

dvs. undgår f.eks. tekster med spørgsmål 

om liv og død. Der vælges musik og tekst, 

der af musikterapeuten opleves som positiv, 

livsbekræftende, glad, eller som opleves 

som havende en neutral karakter. De 

mellemliggende stykker kan have variende 

kvaliteter alt efter gruppens behov 

(musikterapeutens vurdering). Patienterne 

opfordres til selv at medbringe musik til 

gruppen eller til at ønske musik, som terapeuten 

medbringer. Patienternes egen 

musik placeres imellem et fastlagt åbnings- 

og afslutningsnummer. 

Musikterapeuten gennemlytter det enkelte 

musikstykke og analyserer og bedømmer 

musikkens egnethed. Hvilken karakter 

har den? Hvilken stemning eller atmosfære 

er der i musikken? Hvordan er teksten 

og budskabet? Er musikken anvendelig til 

at arbejde med terapeutiske målsætninger? 

Ud fra disse kriterier vurderes musikkens 

mulige virkning på patienten og gruppen. 

Patienternes medbragte musik har musikterapeuten 

ikke hørt forinden, og der er 

således ikke mulighed for evt. at fravælge 

musikstykket på baggrund af gennemlytning. 

Dog aftales det almindeligvis i gruppen 

at slukke musikken, hvis en patients 

medbragte musik opleves som uudholdelig 

af andre gruppedeltagere. Konkret 

er det hændt fl ere gange, at der på denne 

måde må slukkes for musik medbragt af 

en gruppedeltager. 

Musik kan bringe minder frem eller give 

associationer i form af billeder, fi lmlignende 

scener, tankerækker, oplevelser. Nogle 

patienter reagerer meget følelsesmæssigt 

på musik, andre reagerer kropsligt og sanseligt, 

erindrer dufte og føler sig kropsligt 

påvirket af musik. Det samme musikstykke 

kan virke ligegyldigt for et menneske 

og sætte et andet menneske i stor affekt. 

Mange ikke-musikalske faktorer kan have 

betydning for, hvordan musikken opleves, 



og disse kan ikke forudses af terapeuten. 

Et musikstykke kan forbindes med noget 

helt konkret; en person, en relation eller 

en oplevelse. Det kan således være en specifi 

k erindring eller kontekst som musikken 

relateres til og som patienten reagerer 

på, fremfor selve musikken. 

Følgende punkter er væsentlige erfaringer 

Charlotte Dammeyer Fønsbo og undertegnede 

har gjort os i arbejdet med musik 

i lyttegrupper på APS siden 2003. 

• 

• 

• 

Det er ikke nødvendigvis følelsesladet 

musik, der bringer patienterne i kontakt 

med deres følelsesliv 

Musikkens betydning for eller påvirkning 

af det enkelte menneske er sjældent 

forudsigelig, omend der ses nogle 

tendenser 

Det er afgørende at terapeuten vurderer 

vægtningen af forskellige terapeutiske 

mål og ikke favoriserer mål 

der vedrører emotionelle temaer. At 

patienten får en oplevelse af at kunne 

fungere i en social kontekst kan være 

et lige så vigtigt mål som at patienten 

kommer i kontakt med sit følelsesliv. 

Baggrund 

for musikudvælgelse 

Der er en række faktorer, der har indfl 

ydelse på valget af musik (se Tabel 1). 

Patientens alder, køn, diagnose og evt. 

musiksmag udgør ofte de første patientinformationer, 

der ligger til grund for musikvalget 

ved lyttegruppernes start. 

Indledningsvis giver de første informationer 

såvel en beskrivelse af den enkelte patient 

som et foreløbigt overblik over gruppedeltagerne, 

og disse er udgangspunktet 

når der vælges musik. Selve musikudvælgelsen 

foregår ud fra overvejelser der omhandler 

selve musikken samt overvejelser 

af ikke-musikalsk karakter, som retter sig 

mod det terapeutiske sigte. 

Musikalske og 

ikke-musikalske overvejelser 

Det første, musikterapeuten gør, er at lytte 

og forholde sig til musikken, dens stil og 

genre. Hvordan lyder musikken? Rolig, 

vild, forskelligartet, enslydende eller forudsigelig? 

Er den i dur eller mol? Instrumental 

eller vokal? Rytmisk, melodisk og 

harmonisk karakter? Hvordan er tekstindholdet? 

Bærer musikken og teksten et budskab? 

Hvilken stemning eller atmosfære 

har musikken? Dernæst forholder musikterapeuten 

sig til det terapeutiske sigte. 

Hvad skal musikken bruges til? Hvad er 

musikstykkets terapeutiske potentielle 

værdi, dvs. dets anvendelighed som redskab 

i patienternes arbejde med at nå specifi 

kke terapeutiske mål. 

Som beskrevet ovenfor målrettes patientarbejdet 

med patienter fra åbne afsnit ved 

hjælp af et målskema hvor patienten sammen 

med en kontaktperson fra afsnittet 

krydser af ved temaer, der er relevante at 

fokusere på (se Tabel 2). Disse mål tages i 

betragtning ved udvælgelse af musikken. 

Baggrund for musikudvælgelse 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Patientdata, dvs. alder, køn, 

udseende, diagnose, historie og 

musiksmag 

Individuelle terapeutiske mål ifølge 

målskema 

Mål for gruppen 

Gruppens aktuelle dynamik 

Terapeutens musikkendskab og 

musiksmag 

Det faktiske udvalg i 

musikbiblioteket på APS 

Forudindtagetheder, modoverføring 

Tabel 1: Faktorer, der har indflydelse på 

musikterapeutens valg af musik 



Når man som musikterapeut udvælger 

musik til en lyttegruppe vil der uundgåeligt 

være aspekter af egen smag, samt 

personlige og faglige musikreferencer, 

som påvirker musikvalget. Her er det afgørende, 

at musikterapeuten professionelt 

evner at anvende sine forudindtagetheder 

og modoverføringer vedrørende musikken 

og bringe denne viden med sig i det 

terapeutiske arbejdsfelt, i musikudvælgelsen 

og i supervision. Vi har således erfaret 

hvor vigtigt det er at have et fordomsfrit 

forhold til musikgenrer i udvælgelsesfasen 

af musik til lyttegrupperne, ligesom det er 

vigtigt at lade patienterne være guidende 

i forhold til hvilken musik, der lyttes til. 

Det er også vigtigt at være opmærksom på 

hvordan patienternes indbyrdes relation 

og gruppens dynamik påvirker terapeutens 

oplevelse af gruppen og dermed også 

påvirker valget af musik. 

Terapiens mål 

og intention med musikken 

Grocke og Wigram (2007) opstiller følgende 

terapeutiske mål med musiklytning 

indenfor området, der kan betegnes som 

“samtale om musik og tekst”. Disse mål 

gælder også for arbejdet med musiklyttegrupper 

på APS: 

• 

• 

• 

• 

• 

at give klienter mulighed for at nyde at 

lytte til deres foretrukne genre og artist 

at præsentere en projektiv teknik, hvor 

svære følelser synliggøres og kan bearbejdes 

verbalt via projektion på artisten 

eller sangteksten 

at præsentere musik som katalysator 

for diskussion af relevante emner 

give mulighed for at vælge musik og 

udtrykke sig via musikken 

hjælpe klienter til at forstå og opleve 

følelser i forbindelse med et konkret 

tema 

Sammenligner man ovenstående punkter 

med tekstindholdet i Tabel 2, kan man se 

126 

at de terapeutiske mål i skemaet (fi g.2) er 

konkretiseret og formuleret på en måde, 

så patienten kan forholde sig til dem specifi 

kt og enkeltvis. F.eks. kan et konkret 

mål for en patient være at styrke evnen 

til at sætte ord på følelser. Det musikterapeutiske 

arbejde kan følgende bestå i at 

anvende en projektiv teknik til musiklytningen, 

hvor patientens svære følelser kan 

synliggøres og bearbejdes verbalt. 

Musiklytning er som teknik særlig anvendelig 

til at arbejde med patienternes 

følelsesliv. Samtidig giver musiklytning i 

gruppe mulighed for at arbejde med relationskompetencer. 

Dette er som nævnt tidligere 

i høj grad relevant for patientgruppen 

med primært depressive og skizofrene 

diagnoser. 

Terapeutiske mål 

Socialt 

• møde op og deltage i et fællesskab 

• reducere social angst 

• udvikle kontakt til andre mennesker 

Psykisk 

• styrke identitetsfølelse og selvværd 

• styrke evnen til at sætte ord på følelser 

• styrke evnen til at tage imod støtte og 

omsorg 

• styrke evnen til at strukturere tanker 

og oplevelser 

Fysisk/Psykisk 

• mærke egne psykiske og kropslige 

reaktioner på musikken 

• opleve ro og fokuseret 

opmærksomhed 

• tage initiativ og være aktivt engageret 

Musikalske forhold: 

• opleve glæde ved musik 

Tabel 2: Skematisk oversigt over 

terapeutiske mål, som patienten udfylder 

før deltagelse i en lukket lyttegruppe 



Når der er et konkret sigte med musikterapien 

for den enkelte og for gruppen, kan 

musikterapeuten udvælge musik med en 

specifi k intention. I udgangspunktet får 

patienterne selv mulighed for at afgrænse 

enkelte mål de ønsker at arbejde med inden 

lyttegruppens start. 

Mål for 

deltagelse i lyttegrupper 

Skemaet der anvendes for at målrette det 

terapeutiske arbejde i lyttegrupperne (tabel 

2) er udarbejdet med inspiration fra 

et skema tidligere udarbejdet af Charlotte 

Lindvang og Britta Frederiksen (skema 

anvendt i klinisk praksis på APS, 1999). 

Udover patientens egen vurdering af hvad 

der skal vægtes i musikterapien, er der løbende 

informationer fra personalet på afsnittet, 

der kan have betydning for de terapeutiske 

mål, der vægtes i arbejdet med 

den enkelte patient. Samtidig er det vigtigt 

at have konkrete mål med sigte på gruppen. 

Musikterapeuten skal i musikudvælgelsen 

både forholde sig til patienternes 

musikalske præferencer og til det terapeutiske 

sigte med musikken såvel individuelt 

som for gruppen. Musik kan udvælges 

med følgende sigte: 

• at samle gruppen 

• at facilitere en samtale om et bestemt 

emne 

• at lede patientgruppen hen til en bestemt 

stemning eller følelse 

• at give ro og afspænding 

• at opfordre eller provokere til stillingtagen 

og meningstilkendegivelse 

• at give tryghed og genkendelighed 

• at overraske, inspirere til fornyelse og/ 

eller nytænkning 

• at appelere til krop, følelse eller intellekt 

• at appelere til samtale på forskellige 

niveauer 

a. konkret: om musikken (hvordan 

lyder den) 

b. symbolsk: om symbolik i tekst/musik 

c. psykologisk: om følelsesmæssige, 

mentale og psykologiske emner 

Et eksempel 

på et anvendt musikprogram 

Følgende musikprogram er anvendt i første 

session med en lukket gruppe med 

otte voksne primært depressive og skizofrene 

patienter visiteret fra åbne afsnit. 

Programmet er valgt ud fra et begrænset 

kendskab til patienterne. Inden forløbets 

start er terapeuten informeret om patienternes 

navn, alder og diagnose, ligesom terapeuten 

under et visitationsmøde har fået 

enkelte kortfattede kliniske beskrivelser af 

patienterne. 

Eksempel på musikprogram 

Jan Johansson: “Polska fron Medelpad” 

(jazz/vise) 

Smokie: “Living next door to Alice” 

(pop/rock) 

Jette Torp: “You’ve got a friend” 

(pop/rock) 

Safri Duo: “Everything Epilogue” 

(instrumental klassisk/rytmisk ) 

Kim Larsen: “Hvad gør vi nu lille du” 

(dansk pop) 

Mark Knopfl er: “Irish boy” 

(instrumental/fi lmmusik) 

Når gruppen mødes, indledes med en kort 

runde hvor hver gruppedeltager fortæller, 

hvordan han/hun har det den pågældende 

dag. Der spørges, om gruppedeltagerne 

har medbragt musik til gruppen, hvilket 

de har været opfordret til. Herefter lyttes 

til musikken i tavshed og patienterne op- 



fordres til at kommentere musikken efter 

hvert musikstykke. 

Terapeutisk sigte med programmets 

sammensætning 

I en musiklyttegruppe anser jeg det som 

væsentligt at musikken kan appellere til 

samtale på forskellige niveauer; fra det 

overfl adiske og generelle til det intense 

og personlige. Gruppen har mulighed for 

selv at placere sig på et samtaleniveau, der 

modsvarer den grad af tryghed og fællesfølelse, 

der opleves i gruppen. 

Den forudsigelige og rolige indlednings- 

og afslutningsmusik af Jan Johannson og 

Mark Knofl er er valgt for at hjælpe patienterne 

til at slappe af og fi nde ro. Det andet 

nummer af gruppen Smokie “Living next 

door to Alice” er valgt, fordi det er kendt. 

Det sigter således mod at lade alle kunne 

komme til orde med deres mening om 

musikken. Teksten træder tydeligt frem og 

kan danne basis for en samtale om ulykkelig 

kærlighed på et generelt niveau. I 

starten af et forløb er det vigtigt at gruppen 

dannes og at der opstår et gruppefællesskab. 

At præsentere stærke personlige 

temaer via musikkens tekst og budskab 

kan virke angstprovokerende og truende 

for den enkelte, der ofte føler sig sårbar 

og udsat i gruppen. Et populært dansenummer 

kan virke ufarligt idet det ikke 

umiddelbart appellerer til personlige eller 

eksistentielle temaer. 

Jette Torps version af “You’ve got a friend” 

er valgt pga. musikkens bløde karakter, og 

fordi nummeret er kendt. Tekstens tema 

om vigtigheden af at have venner kan være 

et muligt samtaleemne og kan behandles 

både på et generelt og personligt niveau i 

gruppen. Det følgende instrumentalnummer 

af Safri Duo, er valgt ud fra et ønske 

om: at skabe ro og forudsigelighed, at appelere 

til de yngre patienters musiksmag 

og at undersøge patienternes evne og forholdemåde 

til indre billeddannelse. Det 

128 

er min erfaring, at nummeret “Everything 

epilogue” appellerer til indre billeddannelse. 

Musikken er percussiv, rytmisk med en 

blød klang af marimba, der ofte giver associationer 

til natur. 

Det følgende musikstykke er valgt ud fra 

et ønske om at præsentere et dansksproget 

musikstykke. Sangeren Kim Larsen og 

hans musik kan danne udgangspunkt for 

samtale på et generelt og ikke-konfl iktfyldt 

niveau. Samtidig kan teksten, der handler 

om at føle sig lille og magtesløs, være 

katalysator for en samtale i gruppen, der 

giver plads til personlige betragtninger. 

Mange patienter oplever at føle sig lille og 

magtesløs under indlæggelsen på et stort 

sygehus. 

Efter en session er der en stor mængde 

observationer og informationer fra patienterne 

at forholde sig til. Nedenstående 

er en forkortet udgave af notatet fra sessionen: 

John, 45 år. Deltager aktivt og kommenterer 

musikken. Fortæller at han bruger 

musik i hverdagen. Nikker genkendende 

til andre patienters beskrivelser af musikken. 

Ønkser at lytte til musik med 

heavy rock gruppen ACDC næste gang. 

Michael, 36 år. Deltager aktivt. Tænker 

på jungle og natur, da han hører Safri 

Duo. Får indre billeder til musikken, 

der bevirker at andre patienter også 

kommenterer på indre billeddannelse. 

Fortæller hvordan han bruger musikken 

til at matche den stemning, han er i. 

Gyda, 49 år, kommer for sent, undskylder. 

Virker tilbageholdende og har kun 

få overfl adiske kommentarer til musikken. 

Merete, 32 år. Deltager aktivt, er meget 

nærverende. Jette Torps version af 

“You’ve got a friend” får hende til at 

græde. Hun fortæller at hun har venner, 

men at det er svært for hende at holde 



• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

fast i dem, når hun ikke har energi og 

overskud. Det er svært for hende at 

modtage deres omsorg. 

Kamilla, 42 år. Deltager aktivt med kommentarer 

til musikken. Fortæller, hvordan 

hun spørger sig selv hvorfor hun 

hun er her (indlagt) og ikke på et dansegulv, 

da hun hører nummeret med Smokie. 

Deler tanker med gruppen omkring 

sin indlæggelse. 

Dianna, 39 år. Deltager aktivt. “You’ve 

got a friend” minder hende om sin kæreste 

og soulmate. Det gør hende glad. 

Musikkens funktioner 

(Patientcitater) 

At støtte identitetsfølelse: “Det her er 

min musik” 

At støtte bevidstheden om relationer: 

“Det her musik hørte min mor altid” eller 

“Det er vores musik” 

At beskrive og forklare en følelse eller 

tilstand der ikke kan udtrykkes i ord: 

“Det her er sådan jeg har det” 

At forandre eller ændre en stemning/ 

følelse: “Denne musik er opløftende”, eller 

“Musikken gør mig i dårligt humør” 

At støtte, forstærke eller afdække en 

følelse/stemning: “Jeg vidste ikke hvor 

ked af det jeg er indtil jeg hørte musikken” 

At integrere/internalisere ny musik 

som led i en forandringsproce: “Nu 

har jeg købt den her cd og når jeg kommer 

hjem vil jeg sætte den på for at lave en ny 

start” 

At inspirere til at udvide patientens 

musik-smag: “Jeg troede ikke jeg kunne 

lide sådan noget musik, men det kan jeg 

godt, og det gør mig virkelig godt tilpas” 

Tabel 3: Musikkens funktioner 

kategoriseret ud fra patientcitater 

Orla, 59 år. Passivt deltagende. Vipper 

med foden og ser enkelte gange ud som 

om han nyder at lytte til musikken. Ingen 

verbale kommentarer. 

Arne, 62 år. Passivt deltagende. Vipper 

med foden og ser enkelte gange ud som 

om han nyder at lytte til musikken. Han 

fortæller afslutningsvis hvordan han for 

tiden bliver hjerne-scannet og hvordan 

han kunne ønske at hjernescannerens 

larm kunne blive skiftet ud med musik. 

I denne gruppe er der fem deltagere ud af 

ialt otte, der er personligt engagerede og 

som tager emotionelle temaer op i gruppen. 

Der er samtidigt tre deltagere der 

forholder sig passivt og ikke siger noget. 

Det er vigtigt efterfølgende at forholde 

sig til potentialet for psykoterapeutisk 

arbejde med gruppen, samt til problematikker 

vedrørende en uhomogen gruppe, 

hvor nogle gruppedeltagere eksponerer 

sig, mens andre forholder sig passivt eller 

kun giver overfl adiske kommentarer. I 

relation til valg af musik, er det værd at 

forsøge sig med musik der imødekommer 

den i det konkrete tilfælde passive gruppe 

af lidt ældre og modne patienter, for at få 

disse med i dialogen om musikken. 

Musikkens funktion og virkning 

Uafhængigt af intentionen med musikken 

kan man ved at analysere patientens verbale 

refl eksioner udlede den funktion eller 

rolle som musikken spiller, som illustreret 

i tabel 3. Min erfaring er at musikkens 

virkning er uafhængig af musikterapeutens 

intentioner og reelt er uforudsigelig. 

Det er nødvendigt at spille et stykke 

musik som et åbent spørgsmål og afvente 

patienternes reaktion frem for at forvente 

en bestemt effekt eller reaktion på musikken. 

Case vignet 

En lyttegruppe var opdelt i 2 undergrupper. 

Den ene undergruppe holdt af 



klassisk musik mens den anden undergruppe 

mest var til pop og rock. Der var 

ofte uenighed og mangel på tolerance 

i gruppen. Stemningen var til tider anspændt 

og man havde fornemmelsen af 

en form for konkurrence mellem de to 

grupper. Kommentarerne til musikken 

var overfl adiske og upersonlige. 

Jeg medbragte et stykke argentinsk 

tangomusik som blev spillet for gruppen. 

Stærk, følsom, dynamisk musik. 

Alle synes det var det værste musik de 

nogensinde havde hørt. Det skabte en 

enighed mellem alle gruppens deltagere 

og atmosfæren i gruppen forandrede sig 

til at være positiv. Man grinede lidt af 

terapeutens fejlslagne musikvalg. Den 

positive atmosfære fortsatte i ugerne 

efter og skabte basis for at patienterne 

gradvist følte sig mere trygge og dermed 

turde engagere sig mere personligt 

i gruppen. 

Intentionen om at bygge bro mellem de to 

lejre ved at medbringe musik som ingen af 

gruppemedlemmerne favoriserede, lykkedes. 

Det blev bare på en anden måde end 

forventet. 

Der kan dog i nogen grad ses forudsigelige 

reaktioner på musik. F.eks er der nogle 

stykker musik som hovedparten af patienterne 

oplever som beroligende. Vokalmusik, 

hvor der synges med et specifi kt tema, 

giver også en vis forudsigelighed i patienternes 

kommentarer til musikken. Der er 

dog patienter, som ikke lytter til sang og 

tekst, men blot lytter til musikken. 

Opsamling 

og perspektivering 

At formidle musikterapeutens specielle 

udfordringer, når musikterapien tager 

form af musiklyttegrupper, har givet mulighed 

for at refl ektere over den kliniske 

praksis. 

130 

I denne proces er en række nye spørgsmål 

opstået: 

Hvad er det ved nummeret “Knockin’ on 

heavens door” spillet af Bob Dylan eller 

Nirvana, der appelerer så stærkt til yngre 

skizofrene mænd? Hvad er det denne 

musik kan eller gør? 

Er der en vis forudsigelighed i hvordan 

forskellige musikstykker og genrer påvirker 

patienterne? 

Er det muligt at undersøge forskellige 

musikgenrers effekt på psykiatriske patienter 

og hvordan? Kan man lave musikprogrammer 

med en blanding af 

forskellige genrer til brug i musiklyttegrupper 

i voksenpsykiatrien på samme 

måde, som man har musikprogrammer 

i musikterapimetoden, Guided Imagery 

and Music (Bruscia & Grocke 2002) 

Når vi som klinikere på APS er enige om 

at yngre mænd med skizofreni har en anden 

musiksmag end midaldrende depressive 

kvinder, hvordan påvirker så denne 

hypotese det kliniske arbejde? Det er interessant 

at iagttage hvordan vi manøvrerer 

i et felt hvor vi kategoriserer patientgruppers 

musiksmag og behov, mens vi samtidigt 

søger at undgå at danne stereotype 

forestillinger om patienterne, for at kunne 

få øje på og behandle det enkelte menneske 

individuelt. 

Man kan spørge om det er umagen værd 

at forberede musik til lyttegrupper, når 

musikken opleves så individuelt? Erfaringen 

viser dog, at det bestemt er værd 

at forberede sig. Det giver et refl ekteret 

udgangspunkt for arbejdet og et afsæt for 

den konkrete session. Man skal samtidig 

være forberedt på at kunne arbejde dynamisk, 

at kunne ændre strategi og dermed 

også ændre på musikprogrammet, samt 

være fl eksibel i forhold til umiddelbart at 

justere terapiens målsætning for både den 

enkelte og for gruppen. Lige så vel som 



• 

• 

•

det er væsentligt at give opmærksomhed 

til musikken og musikudvælgelsen, er det 

vigtigt at kunne arbejde med den dynamik 

og interaktion der er i gruppen og som 

udvikles i forbindelse med musiklytningen. 

Det er vigtigt løbende at modtage 

musikterapeutisk supervision. Denne kan 

omhandle aspekter vedrørende musikken, 

den individuelle patient, gruppen og musikterapeuten. 

Musikterapeuten må vægte 

sit fokus på de musikalske og de terapeutiske 

aspekter af arbejdet og balancere dette 

i henhold til både gruppe konstellationen 

og til sin egen terapeutiske stil. 

Hvordan musikterapeuten vægter forholdet 

mellem musikalske og ikke-musikalske 

overvejelser i musikudvælgelsen er 

endnu et valg, som også er udtryk for en 

given terapeutisk forholdemåde eller stil, 

det er værd at gøre sig bevidst om. Musikterapeutens 

prioritering af musikalske 

og terapeutiske mål, kan noget forenklet 

beskrives i to forskellige musikterapeuttyper; 

musikterapeuter og musikterapeuter. 

Meget kortfattet er disse kategorier udtryk 

for forskelle i den musikterapeutiske 

faglighed. Musikterapeuter vægter således 

i højere grad de musikalske aspekter af 

arbejdet, mens musikterapeuter har hovedvægten 

lagt på det terapeutiske sigte med 

musikterapien. 

Et emne, der kun fl ygtigt er berørt her, er 

betydningen af musikterapeutens og patienternes 

musikalske præferencer og generelle 

musikkendskab. Det er interessant, 

at mange patienter i evalueringen af deltagelsen 

i en lyttegruppe fremhæver betydningen 

af at have lært musik at kende, som 

de ikke har lyttet til tidligere. Måske kan 

integration af musik, der opleves som ny, 

støtte en proces hen imod en ny selvforståelse. 

I en forandringsproces hvor man 

søger efter nye måder at leve sit liv på, og 

hvor man forsøger at ændre handlemønstre 

og tænkemåder, kan kendskabet og 

tilknytning til musik, der opleves som 

ny måske hjælpe til at komme væk fra det 

gamle og ind i det nye liv? 

Patientens livshistorie og identitet er kompleks. 

Musik er ofte knyttet til patientens 

liv, og kan have betydning i forhold 

til patientens selvforståelse og identitet 

(MacDonald, 2003, Ruud, 1997). Musikkendskab 

og smag hænger sammen med 

og er påvirket af vores livshistorie og kulturelle 

baggrund. Dette er et stort emne 

som mange musikterapeuter og teoretikere 

har beskæftiget sig med, bl.a. Bright 

(1997), DeNora (2000), MacDonald et 

al.(2002), Frohne Hagemann (1998), Ruud 

(1997) og (2005). På baggrund af den betydning 

og rolle, som musikken kan have i 

et menneskes erindring og oplevelse af sin 

fortid og nutid, er det meget interessant 

at tænke på hvordan musik også kan have 

indfl ydelse på, hvordan man går fremtiden 

i møde. 

Afrunding 

Det kan måske lyde som om at udvælgelse 

af musik til lyttegrupper er en meget tidskrævende 

og omstændig affære. Det er 

ikke tilfældet. På den anden side har det 

betydning, at lyttegrupperne ledes af en 

trænet musikterapeut. Enkelte i det øvrige 

plejepersonale har kortvarigt forsøgt 

at afholde musiklyttegrupper på afsnittene, 

med det sigte at tilbyde patienterne 

musiklytning som meningsfyldt aktivitet 

mere end den ene gang ugentligt der almindeligvis 

tilbydes. Det har ikke været 

nogen succes og man afholder sig nu fra 

at gøre det. Det har betydning at det er 

en musikterapeut, der varetager arbejdet 

med lyttegrupperne. Bevidstgørelse om 

de mange faktorer og elementer, der kan 

ligge til grund for valg af musik, samt 

på musikkens funktion i lyttegruppen er 

med til at skærpe opmærksomheden på 

musikterapeutens ansvar i rollen som disc 

jockey. Bevidstgørelse og forberedelse har 

uden tvivl betydning for terapiens kvalitet, 

omend musikterapeuten i en travl 

praksisvirkelighed ofte et minimum af tid 

til rådighed for forberedelse. 



Valg af musik til lyttegrupperne udgør 

kun en lille del af det musikterapeutiske 

arbejde. Ikke desto mindre kan et stykke 

velvalgt musik have en afgørende betydning, 

f.eks. virke opløftende eller give stof 

til eftertanke for en hel gruppe patienter. 

Det kan skabe en energi og et stemningsløft 

som kan vare nogle timer eller måske 

en hel dag. 

Tak til Charlotte Dammeyer Fønsbo for mange 

inspirerende samtaler om arbejdet med musiklyttegrupperne. 

Litteratur 

Bright, R. (1997). Cultural Aspects of Music in 

Therapy, Music Therapy in Health and Education, 

London: Jessica Kingsley, s. 193-207. 

Bruscia, K.E. & Grocke, D. E. (2002). Guided 

Imagery and Music: The Bonny Methods and Beyond. 

Gilsum: Barcelona Publishers 

Denora, T. (2000). Music in everyday life. Cambridge: 

Cambridge University Press. 

Frohne-Hagemann, I. (1998). The musical life 

panorama. Nordic Journal of Music Therapy. 7 

(2), s. 104-112 

Grocke, D. & Wigram, T. (2007). Receptive 

Methods in Music Therapy. London: Jessica 

Kingsley Publishers. 

Lund, H. N. & Fønsbo, C. D. (2006). Musiklyttegrupper 

giver nyttig information om 

patienterne, Psykiatrien Netop Nu, 2006, nr. 1, 

Psykiatrien i region Nordjylland, personaleblad, 

s. 9 -10 

Lund, H. N. & Fønsbo, C. D. (2006). Is Tango 

as therapeutic as Mambo? Paper præsenteret 

på Nordisk Musikterapikonference, Stockholm. 

McDonald R.A.R. Hargreaves, D.J. & Miell, 

D. (Eds.) (2002). Musical identities. Oxford: 

Oxford University Press. 

Ruud, E. (1997). Musikk og identitet. Oslo: Universitetsforlaget. 

Ruud, E. (2005). Lydlandskap. Bergen: Fagbokforlaget. 

132 





Det terapeutiske rum med den lukkede dør 

i individuel musikterapi og “forstyr venligst 

ikke-skiltet” er et markant anderledes tilbud 

sammenlignet med de åbne tilbud, der ellers er i 

socialpsykiatrien. 

- Bent Jensen - 

Bent Jensen 

Bent Jensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, senere kandidat i musikterapi fra 

Ålborg Universitet. Har arbejdet på Psykiatrisk Hospital i Århus fra 1993-2004 og 

i Socialpsykiatrien i Århus Kommune siden 2004 med basis på Katrinebjergcentret. 

I 2000 leder af musikterapiuddannelsen i Irland i 6 måneder. Desuden praktikvejleder 

og supervisor for studerende fra musikterapiuddannelsen. Henvendelse: bent. 

musik@get2net.dk. Hjemmeside: www.bentjensenmusikterapi.dk 


Musikterapi i socialpsykiatrien i 

Århus – musikterapeuten som socialarbejder 

Bent Jensen 

Resumé: Artiklen er delt op i to hoveddele. Første del handler om musikterapiens indplacering 

i socialpsykiatrien. Jeg har rødder i hospitalspsykiatrien og er nu i socialpsykiatrien. 

Der beskrives nogle grundlæggende forskelle mellem de to sektorer, og der beskrives, 

hvordan behandling og terapi ikke traditionelt hører til i socialpsykiatrien. Derefter 

bringes et resumé af et interview med to medarbejdere i socialpsykiatrien. Den første del 

af interviewet handler om, hvorvidt musikterapi, og især den individuelle musikterapi, 

er relevant i socialpsykiatrien. Anden del af artiklen handler om recovery, som er Århus 

Kommunes nye værdigrundlag for den professionelle indsats for psykisk syge. Dette afsnit 

indledes med en gennemgang af de intentioner, Århus Kommune har med recovery. Derefter 

kommer et resumé af interview med de to medarbejdere fra socialpsykiatrien, som fortæller 

om deres mening om recovery. Afslutningsvis diskuteres, hvordan socialpsykiatrien kan 

leve op til de intentioner, der ligger i recovery, og jeg opridser nogle forslag til hvordan 

musikterapien kan arbejde mere recovery-orienteret. 

Indledning 

Jeg har tidligere arbejdet 11 år som musikterapeut 

på Psykiatrisk Hospital i Århus. 

Siden 2004 har jeg arbejdet som 

musikterapeut i socialpsykiatrien i Århus 

Kommune. Med udgangspunkt i denne 

fl ytning mellem to sektorer, som er meget 

forskellige, vil jeg i den første del af artiklen 

sætte fokus på musikterapiens rolle i 

socialpsykiatrien. 

Jeg har interviewet to samarbejdspartnere 

om de mål, de har for deres arbejde i socialpsykiatrien. 

Jeg har bedt dem vurdere, 

hvilken relevans musikterapi efter deres 

mening har i socialpsykiatrien. Dette fører 

bl.a. til en diskussion om vægtning af individuel 

musikterapi i forhold til musikterapi 

i grupper og aktiviteter, der udvikler fællesskab. 

Mit tilbud er et terapeutisk tilbud, 

og terapibegrebet anvendes normalt ikke i 

socialpsykiatrien. Jeg vil diskutere, hvorvidt 

denne individuelle musikterapiform 

har en berettigelse i socialpsykiatrien. 

Anden del af artiklen handler om ‘reco- 

very’. Recovery betyder: ”at komme sig” 

og er udtryk for et paradigmeskift i psykiatrien 

i forhold til at tro på, at den sindslidende 

kan komme sig helt eller delvist. 

Århus Kommune er den første kommune 

i Danmark, der anvender recovery som 

grundlag for arbejdet med sindslidende 

borgere. Recovery er endnu ikke implementeret, 

og det er stadig et lidt diffust 

begreb. Derfor vil jeg gennemgå principperne 

for recovery, som Århus Kommune 

skitserer dem. Herefter følger et interviewresumé, 

hvor to medarbejdere fra socialpsykiatrien 

fortæller om deres syn på recovery. 

Som afslut ning på artiklen vil jeg 

diskutere, hvordan denne nye strømning 

kan tænkes ind i mit musikterapeutiske arbejde 

i socialpsykiatrien. 

Forskelle på socialpsykiatri og 

hospitalspsykiatri 

Hospitalspsykiatrien er underlagt Psykiatriloven, 

hvorimod socialpsykiatrien er 

underlagt Serviceloven. Der er såvel en arbejdsdeling 

mellem de to sektorer som et 



samarbejde: Når en bruger i socialpsykiatrien 

f.eks. får akutte psykotiske symptomer, 

bliver det nødvendigt med indlæggelse. 

Og når patienten i hospitalspsykiatrien 

udskrives, tager distriktspsykiatrien og 

socialpsykiatrien over. Men der er grundlæggende 

forskelle mellem de to sektorer. 

I socialpsykiatrien taler man om brugere 

eller borgere frem for patienter. Borgeren 

skal inddrages i planlægningen af den sociale 

indsats. Det står i modsætning til hospitalspsykiatrien, 

hvor eksperterne - ofte 

uden inddragelse af patienten - lægger en 

plan, som patienten skal motiveres til at 

samarbejde omkring. Behandlings-konferencer 

på et Psykiatrisk Hospital foregår 

således uden, at hovedpersonen, dvs. 

patienten, deltager. Dette er i princippet 

utænkeligt i en socialpsykiatrisk sammenhæng. 

Min beskrivelse af forskellene mellem hospitalspsykiatri 

og socialpsykiatri bygger 

først og fremmest på mine egne oplevelser 

og erfaringer med at arbejde i begge sektorer. 

Min intention er ikke at fremkalde 

en sort/hvid-polarisering: Der er bestemt 

afdelinger på et psykiatrisk hospital, hvor 

patienten inddrages i et vist omfang, ligesom 

jeg i socialpsykiatrien har set eksempler 

på, at personalet har taget initiativer 

uden at inddrage brugerne. 

Behandlingen på et psykiatrisk hospital 

tilstræbes i lighed med et somatisk hospital 

at være effektiv og kortvarig, hvilket 

også er en af forklaringerne på at kreative 

og terapeutiske tilbud er skåret væk fl ere 

steder. Derimod er indsatsen i socialpsykiatrien 

ofte langvarig og foregår, mens 

borgeren bor i sit eget hjem. 

Boligbegrebet 

Socialreformen fra 1998 indebærer, at institutionsbegrebet 

ophæves og erstattes 

af et boligbegreb. Hjælpen skal udøves i 

borgerens hjem, uanset om denne bolig er 

en del af en tidligere institution. Selvom 

136 

en borger bor på en socialpsykiatrisk institution, 

defi neres denne således som 

boende i sit eget hjem. På den baggrund 

er der sociale servicetilbud, som skal ydes 

efter en individuel og konkret vurdering i 

samarbejde med borgeren. Borgerens retssikkerhed 

bliver sikret gennem bestemmelser 

i loven om brugerindfl ydelse og 

handleplaner. 

I et internt notat fra d. 22.12.2006 fra ledelsen 

af Århus Kommunale Socialpsykiatri 

hedder det: 

“Visionen for driftsområdet (socialpsykiatrien 

i Århus) er at opnå inklusion og 

medborgerskab for de svageste sindslidende 

i samfundet. Det skal blandt andet 

ske ved at understøtte mulighederne 

for, at personen med sindslidelse og 

dennes familie kan leve en selvstændig 

tilværelse på egne præmisser med vægt 

på livskvalitet, så vidt muligt i eget miljø”. 

Behandling og terapi 

i socialpsykiatrien 

I socialpsykiatrien har der ikke været tradition 

for at bruge behandlingsbegrebet, 

som det bliver praktiseret i hospitalsregi 

med overlægen som behandlingsansvarlig. 

Videnscenter for Socialpsykiatri har 

netop udsendt et temanummer om behandling 

i socialpsykiatrien (Bjergbo 

(red.), 2008). Michael Freiesleben, som 

er faglig medarbejder i Videnscenter for 

Socialpsykiatri, skriver i temanummeret: 

“Nu bliver musik- og tegneterapeuter sparet 

væk fra hospitalspsykiatrien. Nogle 

bliver ansat i socialpsykiatrien, men her er 

terapi- og behandlingsbegrebet ikke rigtigt 

ønsket, fordi vi frygter, at psykiaterne 

skal fl ytte med ud og dominere socialpsykiatrien.” 

(ibid. s. 5). Freiesleben henviser 

til en frygt for, at psykiaterne skal få indfl 

ydelse i socialpsykiatrien. Denne frygt, 

tror jeg dog, er overdrevet, og jeg tror, at 

terapi- og behandlingsbegrebet er på vej 



til at blive accepteret i socialpsykiatrien, 

bl.a. fordi nedlæggelse af sengepladser og 

kortere behandling og undernormering i 

distriktspsykiatrien nødvendiggør en “behandling” 

tættere på borgeren. 

Marianne Bjergborg (ibid.) har i samme 

temanummer et bud på, hvordan behandlingsbegrebet 

kan indgå i socialpsykiatrien. 

Hun henviser til, at der i “Ordbog 

over det danske sprog” ikke står et ord om 

læger eller psykiatere under opslaget ‘behandling’. 

Til gengæld står der noget om 

systematik og mål. Hun foreslår fi re væsentlige 

markører på behandling tilpasset 

en socialpsykiatrisk sammenhæng: 

• Brugeren skal vide, at han er i behandling, 

det er ikke nok, at der er rare rammer 

og god kontakt. 

Der skal være en vis systematik, hvor 

start og slut er tydelig. 

Der skal være tale om noget, der er dokumenteret 

virksomt. 

Brugeren skal naturligvis selv være med til 

at defi nere hvad, og hvordan behandlingen 

skal foregå. 

Assessment Et musikterapiforløb indledes med et assessmentforløb, hvor vores musikalske 

kommunikation er i centrum. Derefter formuleres der mål for forløbet, 

og der laves en kontrakt, som løbende evalueres. 

• 

• 

Strategier I musikterapien arbejdes der med strategier for at kunne mestre sit dagligliv 

og opleve livsglæde og livskvalitet. Der er ingen tabuer for, hvad der 

kan tages op. Det kan være vigtige livstemaer, men kan også være konkrete, 

fokuserede musikalske temaer, f.eks. at kunne mestre de høje toner 

med sin stemme og dermed mestre og indtage ”nyt land” eller turde optræde 

til en festival. 

”Sætte 

i scene” 

Egne 

livserfaringer 

I musikterapien kan smertefulde oplevelser sættes “i scene”. Denne “iscenesættelse” 

kan i sig selv have en effekt i forhold til at lette symptomer. 

Selve den musikalske bearbejdning kan frisætte energi, som giver mulighed 

for forvandling og vækst (for uddybning, se Jensen 2002) ved at acceptere 

den psykiske lidelse som et vilkår, men ikke som en forhindring 

for vækst og recovery. 

Jeg inddrager mine egne livserfaringer i terapien, så der kan opstå en dialog 

omkring eksistentielle livstemaer. 

Metoder Redskaber i musikterapien kan være åndedrætsøvelser, stemmetræning, 

kropsbevidsthed, psykodrama og kunstterapi. Disse metoder indgår som 

integrerede elementer sammen med musikterapeutiske redskaber som 

musiklytning, improvisation, performance, ’song writing’ og CD-indspilning. 

Der vil altid indgå en vekselvirkning af samtale og improvisationer 

/musikalske aktiviteter. Vægtningen af de forskellige aktiviteter er meget 

individuel og afhængig af fokus for den aktuelle session. 

Tabel 1: Oversigt over de vigtigste mål og metoder i musikterapi 



Disse markører er i overensstemmelse med 

det behandlings- og terapibegreb, som jeg 

anvender i forhold til musikterapiforløb. 

Mine mål for musikterapi 

Et af målene med denne artikel er at undersøge 

og diskutere, hvordan musikterapi, 

i den form jeg praktiserer det, skal indgå 

i socialpsykiatrien. Selvom det er fi re år 

siden, jeg overgik fra hospitalspsykiatrien 

til socialpsykiatrien, har jeg ikke grundlæggende 

ændret mine mål og metoder. 

Jeg beskriver mit tilbud som et musikterapeutisk 

tilbud, uanset, om det er det individuelle 

forløb i musikterapilokalet eller 

det mere opsøgende arbejde med at følge 

klienten ud i samfundet (såkaldt ‘community 

music therapy’ (Ansdell & Pavlicevic, 

2004)) hvor jeg understøtter konkrete 

kompetencer, f.eks. at turde optræde med 

musikalske indslag til en festival. I Tabel 1 

ses en kort oversigt over de vigtigste mål 

og metoder for den musikterapi, jeg praktiserer 

(se s. 137). 

Katrinebjergcentret 

Mit musikterapilokale er placeret på Katrinebjergcentret, 

som både huser et bosted 

for sindslidende og et dagscenter (Aktivitets- 

og Udviklingscentret Katrinebjerg). 

Katrinebjergcentret har netop haft 25-års 

jubilæum og har i mange år været banebrydende 

på sit felt, hvorfor det har været 

model for lignende centre i hele Danmark. 

Der er fi re arbejdsområder for brugerne: 

En kantine, et trykkeri, et gartneri og pedelarbejde. 

Desuden er der “Højskolen”, 

som især tilbyder sport og deltagelse i 

kunstværksted. 

De fl este brugere, der kommer i Dagcentret, 

bor i eget hjem og har ofte både tilknytning 

til distriktspsykiatrien (hedder 

“lokalpsykiatrien” i Århus) og til en kommunal 

bostøtte, dvs. en støtte/kontaktperson, 

som kommer i brugerens eget 

hjem. 

138 

Baggrund for interview 

Intentionen med denne del af interviewet 

er at undersøge, hvordan to etablerede 

medarbejdere fra socialpsykiatrien ser på 

mit musikterapitilbud. Den ene er Dorrit 

Uhrenholt, uddannet psykiatrisk plejer 

og socialpædagog, som leder Dagcentret. 

Den anden er Dorthe Møller, socialpædagog, 

som arbejder i et team af brugere og 

medarbejdere, der driver kantinen, ligesom 

hun indgår i et såkaldt “åbent musikværksted” 

sammen med mig. 

Jeg har valgt at interviewe netop disse to 

kolleger, fordi de i dagligdagen er mine 

nærmeste samarbejdspartnere og desuden 

er med til at visitere brugere til musikterapi. 

Endvidere er mit musikterapilokale 

rent fysisk placeret på Dagcentret. Terapilokalet 

har store vinduer og ikke helt 

lydtætte vægge. Det betyder, at nysgerrige 

kan blive vidne til det, der foregår i musikterapien, 

f.eks. stemmeimprovisationer og 

musik, der ikke altid lyder lige harmonisk. 

Musikterapitilbuddet er nyt og anderledes 

i socialpsykiatriregi i og med, at jeg 

betragter mit tilbud som et terapeutisk 

behandlingstilbud, jf. Bjergbos markører 

(2008) som nævnt ovenfor. Jeg oplever, 

at de mere udadvendte og synlige dele af 

mit musikterapiarbejde er accepteret af de 

andre medarbejdere på Dagcentret, hvorimod 

jeg fornemmer, at de har sværere ved 

at forstå relevansen af den individuelle 

musikterapi. Det terapeutiske rum med 

den lukkede dør i individuel musikterapi 

og “forstyr venligst ikke”-skiltet er et markant 

anderledes tilbud sammenlignet med 

de åbne tilbud, der ellers er i socialpsykiatrien. 

Derfor har jeg været nysgerrig efter 

at høre, hvordan de opfatter musikterapitilbuddets 

relevans i socialpsykiatrien. 

Interview 

De to interviewdeltagere fi k en række 

spørgsmål på forhånd. Interviewet, der 



Hvordan tror I/vi, at Dagcentret, herunder musikterapien gør en særlig forskel i forhold til 

brugerne? Beskriv mål og midler i jeres arbejde. 

Hører musikterapi overhovedet hjemme i en socialpsykiatrisk sammenhæng? 

Supplerer musikterapien nogle af de områder, som I arbejder med? 

Jeg udbyder i stor udstrækning individuel terapi. Skulle jeg hellere satse på gruppeterapi? 

Tabel 2: Spørgsmål om musikterapi - første del af interview 

tog 1½ time, er optaget på bånd (se Tabel 

2). 

Mål for Dagcentret 

Dorrit U. beskriver, hvorledes brugerne 

kommer i Dagcentret, fordi det er vigtigt 

for dem at lave noget meningsfuldt og få 

struktur på deres hverdag. Mange brugere 

er i det daglige socialt isolerede, og det 

sociale arbejdsfællesskab i Dagcentret er 

med til at bryde denne isolation. Dorrit U. 

fremhæver, at personalet er eksperter i at 

møde brugernes specielle behov og arbejder 

med social træning og personlig kompetenceudvikling. 

Dorthe M. fortæller, at de mennesker, 

der ikke kan varetage et almindeligt job, 

betragter arbejdsfællesskabet på Dagcentret 

som et rigtigt arbejde, hvilket er med 

til at give dem en identitet. Det betyder 

meget for brugerne at få anerkendelse i 

et arbejdsfællesskab. Desuden beskriver 

hun, hvordan de fællesskaber, der i øvrigt 

er på Dagcentret, f.eks. omkring musik og 

kunst, også har en væsentlig identitetsskabende 

betydning. 

Musikterapi i socialpsykiatri 

Dorrit U. mener, at musikterapeuten har 

en særlig ekspertise, som er med til at gøre 

viften af tilbud i Dagcentret større. Hun 

mener, at det, der sker i musikterapi, indebærer 

en fordybelse, hvor brugeren giver 

slip og kommer ind i et fl ow. Et fl ow, hvor 

vedkommende oplever at være til stede i 

nuet. 

Dorthe M. siger at hun oplever, at der i 

individuel musikterapi er en høj grad af 

nærvær og omsorg, som mange brugere er 

glade for, selvom nogle umiddelbart forskrækkes 

over denne nærhed, der gør det 

svært at gemme sig. 

Dorthe M. er nysgerrig efter, om fællesskab 

udgør et mål for musikterapien. Bliver 

brugeren, der går i individuel musikterapi, 

styrket til at kunne indgå i andre 

fællesskaber på længere sigt? Hun vil også 

gerne vide, hvor længe et individuelt forløb 

skal vare for at være hensigtsmæssigt 

og konstruktivt, og hvornår det skal “forstyrres” 

af noget andet? Hun mener selv, 

at det, brugeren har lært i et individuelt 

forløb, må inddrages i de fællesskaber, 

denne indgår i. 

Dorrit U. mener, at musikterapiforløb skal 

have en tydelig begyndelse og slutning. Det 

vil gøre forløbene mere intensive, ligesom 

fl ere vil kunne få tilbuddet. Desuden synes 

hun, at jeg skal starte fl ere grupper op, 

f.eks. grupper, som kunne have et bestemt 

tema og være tidsbegrænsede. 

Mine kommentarer og diskussion 

i forhold til interview 

Begge medarbejdere mener, at de væsentligste 

mål for Dagcentret er styrkelse 

af sociale relationer, netværk, fællesskab 

og identitet, hvor arbejdsfællesskabet er 



et middel til at opnå disse mål. I forhold 

til mit spørgsmål om den individuelle 

musikterapis berettigelse er begge interviewpersoner 

opmærksomme på, hvordan 

individuel musikterapi giver en mulighed 

for fordybelse og “given sig hen”. Men de 

synes, at musikterapi er særligt relevant, 

hvis brugeren via det individuelle forløb 

udvikler nogle sociale kompetencer med 

henblik på at kunne deltage i andre fællesskaber. 

For mange brugere er udvikling 

af sociale kompetencer da også et vigtigt 

mål for det musikterapeutiske forløb. Selv 

betragter jeg dog først og fremmest individuel 

musikterapi som ramme for et eksistentielt 

møde, som rummer mulighed for 

fordybelse. Dette har en værdi i sig selv og 

skal efter min mening ikke nødvendigvis 

overføres til eksterne, sociale mål. Men 

ofte vil der være en kobling til omverdenen, 

da mange i musikterapi har brug for 

at bearbejde problemer af social karakter, 

f.eks. i forhold til deres familie eller med 

at være sammen med andre mennesker. 

Dette kan der arbejdes med i musikterapien, 

ganske vist indirekte, men alligevel på 

en konkret måde, f.eks. ved at arbejde med 

teknikker med inddragelse af instrumenter 

eller gennem øvelser, som kan træne 

det at kunne klare sociale sammenhænge. 

På den måde arbejder vi også med at få 

kompetencer til at kunne være sammen 

med andre. 

Jeg tolker ud fra de to interviewpersoners 

vurdering af musikterapi, at de primært er 

opmærksomme på musikterapiens bidrag 

til at fremme raske og sunde sider hos brugeren. 

Jeg mener, at den individuelle musikterapi 

tillige har en helt særlig funktion 

som et forum, hvor også svære og smertefulde 

oplevelser kan udtrykkes og udleves. 

Den tætte relation mellem musikterapeut 

og bruger i individuel musikterapi giver 

på sigt en tryghed i forhold til at turde 

udtrykke sig og integrere såvel syge som 

raske sider (jf. ovenstående afsnit om mål 

for musikterapi samt min beskrivelse af 

‘polaritetsmetoden’ i Jensen, 2002). 

140 

Skal det hedde terapi? 

I forhold til den førnævnte diskussion om 

terapibegrebet i socialpsykiatrien siger 

Marianne Bjergbo: 

“Det er væsentligt at holde sig for øje, 

at noget, der ikke er defi neret som behandling, 

godt kan have en terapeutisk 

effekt. De rare rammer, den gode relation, 

det fælles arbejde kan godt i sig selv 

gøre, at folk får det bedre. Modsat kan 

målrettet terapi have en manglende terapeutisk 

virkning.” (Bjergbo, 2008, s. 5) 

Dette er en spændende diskussion, og bl.a. 

Hougaard (2004) har påvist betydningen 

af såkaldt ‘non-specifi kke faktorer’ i forhold 

til en klients udbytte af terapi, f.eks. 

har klientens oplevelse af medmenneskelighed 

og nærvær en større betydning for 

det terapeutiske udbytte end anvendelse 

af bestemte terapeutiske teknikker. Jeg 

oplever, at medarbejderne i socialpsykiatrien 

generelt er meget engagerede og 

kompetente og udviser en dyb respekt for 

den enkelte bruger. En faktor, der også er 

medvirkende til, at indsatsen i Dagcentret 

med de målrettede fællesskabsorienterede 

aktiviteter scorer højt i brugertilfredshedsundersøgelser. 

En antagelse i forlængelse 

af Bjergbos kommentar (2008) kunne 

være, at det i forhold til brugerens udbytte 

i virkeligheden ikke har så afgørende betydning, 

om tilbuddet benævnes terapi 

eller aktiviteter med bestemte mål. 

Som en illustration af dette tema vil jeg 

kort berette om mine erfaringer med en 

gruppe, som jeg har haft i fl ere år, hvor 

Dorthe M, (den ene interviewperson) har 

indgået på lige fod med mig. Vi har bevidst 

valgt at benævne dette gruppetilbud som 

“et åbent musikværksted” og ikke som en 

musikterapi-gruppe. Den åbne struktur, 

dvs. at deltagerne kan få adgang uden visitation, 

har gjort, at mange forskellige brugere 

har turdet komme i gruppen uden at 

blive skræmt af terapidimensionen. Men i 

praksis (på handlingsplan) fungerer gruppen 

på samme måde som de grupper, jeg 



normalt benævner musikterapigrupper 

(Jensen 2000): Deltagerne spiller sammen 

og laver gruppeimprovisationer, og 

den samlende kraft, der er i musikken og 

i samværet, medvirker til, at deltagerne er 

fantastiske til at tage sig af hinanden. Det 

er tydeligt at se, at deltagerne i gruppen efterfølgende 

bliver bedre til at indgå i tætte 

sociale relationer. Det åbne musikværksted 

medvirker således til at styrke deltagernes 

sociale netværk, også selvom det ikke er et 

formuleret mål for gruppen. 

Det åbne musikværksted vil jeg beskrive 

som et musikterapeutisk tilbud, men det 

er ikke decideret musikterapeutisk behandling, 

jf. Bjergbos ovennævnte markører 

(2008), idet det bl.a. ikke fi nder sted 

i en eksplicit formuleret terapeutisk kontekst. 

Det åbne musikværksted kan siges 

at være er et eksempel på en gruppe, der i 

højeste grad forener socialpædagogiske og 

musikterapeutiske mål. 

Socialpsykiatrien i forandring 

Anden del af artiklen handler om recovery 

i socialpsykiatrien og om de konsekvenser, 

som recovery har for min musikterapipraksis 

i socialpsykiatrien i Århus. 

Socialpsykiatrien i Århus Kommune er 

under forandring, bl.a. som følge af strukturreformen. 

Det har betydet, at socialpsykiatrien 

nu hører under kommunen, hvor 

hovedparten af socialpsykiatrien tidligere 

var placeret i amtsligt regi. Århus Kommune 

er den første kommune i landet, der 

har besluttet sig for at basere sit sociale arbejde 

på en såkaldt recovery-orientering. I 

socialpsykiatrien er det målet at styrke recovery-orienteringen 

ved at gøre brugere 

og pårørende til aktive medspillere i tilrettelæggelsen 

af den professionelle indsats. 

Paradoksalt nok er dette besluttet af den 

øverste ledelse i socialforvaltningen uden 

en nævneværdig debat og uden at diverse 

græsrodsbevægelser af brugere, pårørende 

og personale, har kæmpet for dette. Debatten 

om recovery er desværre stadig 

sparsom og jeg har fra ansatte i socialpsykiatrien 

oplevet reaktioner som: “Er det 

ikke bare det, vi allerede gør?” eller: “Vi 

må passe på ikke at presse brugerne til, at 

de skal være raske”. 

Jeg vil i det følgende give en kort gennemgang 

af de væsentligste principper i 

recovery og derefter bidrage til debatten 

om recovery med fokus på de konsekvenser 

recovery-orienteringen kan få for min 

musikterapeutiske praksis. 

Recovery 

Det følgende er en beskrivelse af recovery, 

som hhv. er baseret på et notat udarbejdet 

af Århus Kommune i Center for Socialfaglig 

Udvikling (2005) og et litteraturstudie 

af Alain Tupor (2002). Recovery beskrives 

som en individuel proces, hvor ressourcer 

hos både personen selv og ressourcer 

Stabilisering I Fokus på at få kontrol over symptomer og formindske lidelse 

Reorientering Udforskning af umiddelbare implikationer i forbindelse med sygdommen 

og af hvordan man kan vende tilbage til et meningsfyldt liv 

Reintegration 

Gendannelse af meningsfyldte aktiviteter, sociale relationer og roller 

Stabilisering II Opretholdelse af en ønskværdig situation og begyndende rutiner i 

hverdagslivet 

Tabel 3: Fire faser i recoveryprocessen 



i personens omgivelser anses for at være 

vigtige for “at komme sig”. Recovery er 

ikke (nødvendigvis) det samme som blive 

total helbredt, men handler om “at komme 

videre”. Recovery-processen deles op i 

fi re faser, se Tabel 3, (s. 141). 

Recovery-strategien, som den ses udformet 

af Århus Kommune, henviser til en 

række undersøgelser om de faktorer, som 

bl.a. brugere fi nder vigtige for at opnå recovery. 

Der bliver fremhævet seks faktorer, 

som går igen i de fl este undersøgelser, 

se Tabel 4. 

I Århus Kommunes beskrivelse af recovery 

konkluderes: “At komme sig efter 

psykisk lidelse kan således defi neres som: 

at lære at tackle sin sygdom og blive herre 

over eget sygdomsforløb og overvinde social 

isolation, diskrimination og stigma. 

Det handler om at leve et meningsfyldt 

socialt og indholdsrigt liv på trods af sygdommen. 

Recovery er en kompleks proces, 

der sker i brugeren af brugerens egen 

fri vilje. Medarbejdere kan ikke recover på 

142 

brugerens vegne, men de kan yde en rehabilitering, 

der understøtter processen.” 

(Center for Socialfaglig Udvikling, 2005, 

s. 3). 

Recovery udtrykker et paradigmeskift i 

forhold det kronicitets-paradigme, som 

har været udbredt i hospitalspsykiatrien, 

hvor der ses en tendens til, at sindslidelse 

betragtes som en kronisk sygdom med 

en dårlig prognose, hvorfor patienten må 

indstille sig på livslang behandling. 

At en sindslidende “kommer sig” og mestrer 

sit liv - og måske ikke har behov for 

indlæggelse på et Psykiatrisk Hospital - er 

også direkte i kommunernes interesse, da 

de nu i modsætning til tidligere skal dække 

en del af udgifterne til indlæggelse. 

I interviewet med de to medarbejdere fra 

Dagscentret spørger jeg om deres holdning 

til recovery generelt og mere specifi 

kt til, hvordan vi fremmer inklusion, 

som er et af de seks hovedfokuspunkter i 

recovery, se Tabel 5: 

Partnerskab At den sindslidende føler sig støttet i recovery-processen både af behandlingssystemet, 

men også af sit sociale netværk og nærmeste familie 

Håb At den sindslidende fi nder en mening med sygdommen og har en tro 

på, at det er muligt at komme sig 

Kompetencer At den sindslidende udvikler kompetencer, både praktiske og sociale, i 

forhold til at tackle sin sygdom og sit hverdagsliv 

Ansvarliggørelse At den sindslidende oplever at have rettigheder, forpligtelser og ansvar 

med henblik på at foretage valg, der omhandler eget liv og recovery, 

og udvikler sin evne til egenomsorg og mestring 

Sociale netværk 

og engagement 

At den sindslidende interagerer med andre og deltager i aktiviteter, 

som vedkommende fi nder meningsfulde 

Social inklusion At den sindslidende får adgang til sociale arenaer, f.eks. arbejdsmarkedet, 

uddannelsessystemet og fritidsfællesskaber 

Tabel 4: Seks faktorer, der er vigtige for recovery 



Recovery er kommunens værdigrundlag. Hvordan passer det ind i jeres forståelse af jeres arbejde? 

Århus Kommune har en vision om at arbejde for ”social inklusion”. Har vi det med i vores 

arbejde, eller fastholder vi i virkeligheden brugerne på psykiatriske institutioner og holder 

fast på de mest velfungerende i stedet for at ”sparke” dem videre? 

Tabel 5: Interview-spørgsmål om recovery, 2. del 

Dorthe M. oplever, at der har hersket en 

kollektiv pessimisme blandt patienter og 

personale, idet forestillingen har været, at 

psykisk syge ikke kunne blive raske. Hun 

mener, det er positivt, at man tager mennesker 

med psykisk sygdom alvorligt og 

bygger på deres egne erfaringer om, hvad 

der har virket for dem. Hun mener desuden, 

at det er positivt, at recovery-tanken 

indebærer, at den psykisk syge får mulighed 

for at få et arbejde uden for psykiatrien. 

Dorrit U. er derimod betænkelig ved det 

pres, der lægges på de psykisk syge i forhold 

til at skulle have et arbejde. Et skånejob 

kan ikke stå alene. Det skal følges 

op med ordninger, der sikrer, at arbejdsmarkedet 

er tilpasset til den sindslidende. 

F.eks. en mentorordning, hvor socialpsykiatriske 

medarbejdere kan følge brugeren 

ude på arbejdsmarkedet samt sikre, at de 

bl.a. sociale kompetencer, der er opnået i 

musikterapi og Dagcenter, bevares intakte, 

så brugeren ikke isolerer sig på ny. 

Dorrit U. mener desuden, at mange mennesker 

med en sindslidelse får al for lidt 

hjælp, fordi systemet lukker øjnene for, 

hvad de har brug for. Selvom den sindslidende 

har kontakt med systemet, kan 

systemet være bange for at overtræde dennes 

rettigheder og tage over. Hun understreger, 

at det er vigtigt, at man som professionel 

omsorgsperson fi nder den rette 

balance i forhold til støtte og vejledning. 

Hun udtrykker endvidere en frygt for den 

individualisering, som hun mener, at recovery-tanken 

indebærer; ved at det i højere 

grad bliver brugerens eget ansvar “at 

komme sig”. 

Mine kommentarer 

til recovery 

Social inklusion er måske et af de mest 

radikale udfordringer i recovery. Social 

inklusion handler om meget mere end at 

have et arbejde. Det handler også om, at 

den sindslidende bliver i stand til at bruge 

tilbud i det almindelige samfund og ikke 

isolerer sig i de socialpsykiatriske institutioners 

trygge rammer. Denne debat har 

sat min fantasi i gang i forhold til, hvordan 

musikterapi kan bidrage til social inklusion. 

Jeg har i min musikterapipraksis gradvist 

fokuseret mere på “social inklusion” ved at 

iværksætte en række mere udadvendte musikterapi-aktiviteter, 

bl.a. som medarrangør 

af festivaler og udstillinger, hvor offentligheden 

har adgang, og hvor mine brugere 

optræder og præsenterer deres kunst. 

Disse performance-orienterede musikterapiaktiviteter 

har vist sig at have en stor 

betydning for mine brugere i forhold til at 

have succesoplevelser, som styrker deres 

identitetsfølelse. Desuden har jeg aktuelt 

planlagt et samarbejde med et sangskriverværksted, 

som ikke er tilknyttet psykiatrien, 

hvortil jeg henviser brugere, som arbejder 

med at skrive deres egne sange. 

Trefaset udslusningsmodel fra 

individuel musikterapi 

Jf. ovenstående diskussion omkring den individuelle 

terapis berettigelse samt diskussionen 

om, hvor langt et forløb skal være, 

bruger jeg en trefaset udslusningsmodel, 



som efter min mening kan tilgodese fl ere 

af målene i recovery, jf. de seks recoveryfaktorer 

i Tabel 4, ligesom den har stor betydning 

i forhold til forebyggelse af tilbagefald 

og (gen)indlæggelse. Denne model 

omfatter en udslusning fra musikterapi i 

tre faser: I første fase tilbydes individuel 

musikterapi en gang ugentligt. Dette ændres 

i anden fase til at være en gang hver 

14. dag. I tredje fase er der mulighed for, at 

brugeren kan få opfølgende terapi ved at 

ringe og aftale en tid. Denne trefasede procedure 

har haft en god effekt i forhold til 

forebyggelse af (gen)indlæggelse på psykiatrisk 

afdeling: For brugeren har alene 

det at vide, at muligheden forelægger, en 

effekt. Nogle brugere vælger således at benytte 

musikterapi i sådan en situation, fordi 

de er fortrolige med de særlige muligheder, 

der er for at få udtrykt og bearbejdet deres 

smertefulde oplevelser musikalsk sammen 

med mig. Der er også eksempler på, 

at brugere ringer og får en akut-tid, fordi 

det “brænder på”, som de måske afl yser 

igen dagen efter, fordi de har klaret problemerne 

selv. 

I andre tilfælde kan tredje fase dreje sig om 

at fi nde udfordringer eller aktiviteter som 

opfølgning på musikterapiforløbet, f.eks. 

at deltage i en musikterapigruppe, turde 

optræde offentligt eller spille i et band, 

turde melde sig til et kursus eller starte på 

et skånejob. Jeg går her ind som konsulent 

i forhold til at videreformidle kontakt til 

f.eks. andre kreative tilbud både i socialpsykiatrien 

og udenfor. 

Partnerskab 

og ansvarliggørelse 

To af faktorerne i recovery, (jf. Tabel 4) 

vedrører ansvarliggørelse og partnerskab: 

Ansvarliggørelse handler om, at den sindslidende 

tager ansvar for, hvad der måtte 

være relevant i forhold til at opnå recovery. 

Og partnerskab drejer sig om vigtigheden 

af, at den sindslidende oplever sammenhæng 

i den professionelle indsats. 

144 

Da jeg arbejdede som musikterapeut i hospitalspsykiatrien, 

skulle jeg først og fremmest 

afl ægge rapport ved behandlingskonferencen 

og i lægejournalen omkring 

et musikterapiforløb. Når patienten var 

udskrevet, var mit arbejde i og for sig tilendebragt, 

eftersom det kun var få af mine 

musikterapiforløb, der kunne fortsætte 

ambulant. 

I socialpsykiatrien er jeg musikterapeutisk 

socialarbejder, og brugeren er i modsætning 

til patienten i hospitalspsykiatrien 

selvvisiterende til musikterapi. Der er ikke 

andre end brugeren selv, der skal vurdere, 

om musikterapi vil være relevant for vedkommende. 

Om det så kan lade sig gøre, er 

et ressourcespørgsmål. Evaluering og rapportering 

sker først og fremmest i forhold 

til brugeren selv. Ønsker jeg at henvende 

mig til andre faggrupper i det professionelle 

netværk, kan det ikke ske uden brugerens 

tilladelse, fordi borgeren ifølge serviceloven 

skal inddrages i alle tiltag. 

Recovery-tankegangen lægger dog også op 

til partnerskab. Et væsentligt element for at 

komme sig er, at det professionelle netværk 

og det sociale netværk arbejder godt sammen. 

Så der må fi ndes en etisk forsvarlig 

balance mellem brugerens ansvarlighed og 

bestræbelsen på at arbejde for partnerskab. 

ligesom Dorrit U. er inde på det i ovenstående 

interview. Loven om Omsorgspligt 

(Serviceloven § 67) betyder, at vi som socialarbejdere 

har pligt til at blive ved med 

at tilbyde den sindslidende hjælp, men at 

den sindslidende ikke er tvunget til at tage 

imod hjælpen. 

En anden vanskelighed ved partnerskabstiltag 

er, at en bruger i praksis sagtens kan 

have fem forskellige omsorgspersoner, 

som delvist overlapper hinandens arbejde, 

men opererer i forskellige regi, f.eks. en 

bostøtte, en psykiater, en kontaktperson, 

en socialrådgiver og en musikterapeut. For 

at gøre det professionelle netværk mindre 

fragmenteret foreslår jeg forskellige tiltag: 



At opfordre brugeren til at tage initiativ til 

at introducere de forskellige vigtige personer 

for hinanden. Bostøtten, psykiateren 

eller pårørende kunne f.eks. inviteres 

til at deltage i en musikterapisession. Jeg 

kunne dertil tilbyde at oprette en musikterapigruppe 

for pårørende og sindslidende 

og bruge de muligheder, der ligger i den 

nonverbale kommunikation, som er mulig 

med musik. Dette, at jeg som musikterapeut 

tilbyder min kompetence i forhold til 

at arbejde med kommunikationsprocesser 

med andre behandlere, pårørende og brugere, 

synes særdeles relevant i forhold til 

målene i recovery. 

Åbne samtaler-modellen 

I forhold til at gøre den professionelle indsats 

mindre fragmenteret er der inspiration 

at hente i “åbne samtaler”-modellen (Seikkula, 

2000; Andersen, 2005). Denne model 

har været praktiseret i Lapland og i Norge 

samt i distriktspsykiatrien i Odsherred og 

i ungdomspsykiatrien i Augustenborg med 

overraskende positive resultater. Princippet 

er, at der i en krisesituation holdes et 

møde inden 24 timer, hvor de behandlere 

og pårørende, som brugeren fi nder relevante, 

bliver indkaldt, som regel i brugerens 

eget hjem. Det er brugeren, der sætter 

dagsordenen for, hvad der skal ske. 

Denne praksis har medvirket til markant 

færre indlæggelser og har medvirket til, at 

brugeren i højere grad har taget ansvaret 

i forhold til sin egen behandling, hvilket 

også er helt i tråd med recovery. 

Musikterapeut Henrik Rydahl har i samarbejde 

med distriktspsykiatrien i Århus 

Syd arbejdet med at implementere denne 

model i forhold til nogle af sine brugere. 

Dette i første omgang i Rydahls egenskab 

af at være socialpsykiatrisk kontaktperson, 

men også med baggrund i de kompetencer 

han som musikterapeut har i forhold til 

kommunikative processer. 

Konkluderende betragtninger 

Jeg har i artiklen argumenteret for, at den 

individuelle musikterapi ikke er et luksusfænomen, 

selvom det er et tilbud, der 

er anderledes end andre tilbud i socialpsykiatrien. 

Bl.a. intensiteten i individuel 

musikterapi indebærer nogle særlige muligheder 

for fordybelse. Den individuelle 

musikterapi kan sagtens stå alene, men 

min erfaring er, at den ofte kan være første 

skridt i forhold til at få mod på at indgå i 

fællesskaber. 

I takt med at de terapeutiske tilbud er blevet 

skåret bort i hospitalspsykiatrien, har 

der været en øget efterspørgsel fra bruger- 

og pårørendeorganisationer, bl.a. SIND, 

om fl ere kreative og terapeutiske tilbud. 

Og da recovery indebærer, at den sindslidende 

skal være med til at tilrettelægge 

indsatsen, vil individuel musikterapi være 

relevant, i fald terapiformen efterspørges 

af brugerne. Dermed har det mindre betydning, 

om andre medarbejdere synes, tilbuddet 

er relevant. 

Et nøglebegreb i recovery er ‘ansvarliggørelse’. 

I forhold til musikterapi har det den 

konsekvens, at brugeren skal være selvvisiterende 

og selvevaluerende. Men det er 

vigtigt at fi nde en etisk forsvarlig balance, 

så brugerens professionelle netværk og private 

netværk ikke fragmenteres. I forhold 

til ‘partnerskab’ er jeg kommet med forslag 

til, hvordan det er relevant, at jeg som 

musikterapeut kommer mere ud af musikterapilokalet 

og tilbyder min kompetence 

i forhold til at arbejde med kommunikationsprocesser, 

f.eks. med andre behandlere, 

pårørende og brugere. 

Fællesskab og sociale kompetencer beskrives 

af de to interviewpersoner som de vigtigste 

mål i deres arbejde i socialpsykiatrien. 

Dorrit U. udtrykker frygt for det pres, 

der ligger på den sindslidende i forhold at 

skulle leve en normal tilværelse. Hun udtrykker 

vigtigheden af, at de fællesskaber, 



som socialpsykiatrien tilbyder, bevares intakte. 

I forhold til denne diskussion om 

fællesskab og individualisering mener jeg 

ikke, at der er en modsætning. Det er positivt, 

at recovery sætter fokus på det enkelte 

individs særlige vej mod bedring, men det 

betyder ikke, at socialpsykiatriens traditionelle 

indsats med at tilbyde muligheder for 

at kunne indgå i styrkende fællesskaber 

skal nedprioriteres. 

Cornett (2003) berører også forholdet mellem 

individ og fællesskab, og han udtrykker 

skepsis i forhold til den individualisering, 

som han mener, at recovery-tænkningen 

bygger på. Altså at individet skal “komme 

sig” ved egen hjælp. Cornett peger på vigtigheden 

af, at recovery skal indebære muligheden 

for at tage del i fællesskaber. Han 

understreger, at subjektivitet, dvs. at vi er 

personer på bestemte måder, er en social 

konstruktion. Han påpeger videre, at “genkomst” 

eller det at komme sig (recovery) 

ikke kun handler om individet, men også 

om: “fællesskabets evne til at integrere og 

iscenesætte nye måder at være en person 

på.” (ibid. s. 85). Han siger videre: 

“Vores arbejde (i socialpsykiatrien) kan 

(…) være en bestræbelse på at ændre lokale 

fællesskabers evne til at lade smerten 

fi nde sted indenfor fællesskabets totalitet 

og rumme forskellighederne i måder at 

være en person.” (Cornett, 2003, s. 88). 

Denne tankegang kan jeg fuldstændig tilslutte 

mig. Recovery skal ikke dreje sig 

om en tilpasning og normalisering af den 

sindslidende til værdier i det etablerede 

samfund. Det er også recovery at deltage 

i kreative kunstneriske miljøer, hvor “galskaben” 

ikke skal holdes nede, men kan 

være en kilde til en unik og kreativ tilførsel 

til det øvrige samfund. Eksempler på dette 

er f.eks. “Teatret Billedspor”, som laver 

teater med og om galskab samt kulturfestivalerne: 

“Kulturdag Århus” og “Skør 

med Rock”, som jeg som musikterapeut 

er gået aktivt ind i at arrangere. Her får et 

bredt spektrum af musik og kunst udøvet 

146 

af psykiatribrugere et udtryk for en større 

offentlighed. 

Litteratur 

Andersen, T. (2005). Refl ekterende Processer. København: 

Dansk Psykologisk Forlag. 

Ansdell, G & Pavlicevic, M (2004). Community 

Music Therapy,Jessica Kingsley Publisher 

Bjergborg, M. (2008). Behandling det laver vi 

ikke! I: Socialpsykiatri (Temanummer om behandling), 

s. 4-5. Videnscenter for Socialpsykiatri 

(kan ses i internet-udgave på www.socialpsykiatri.dk). 

Center for Socialfaglig Udvikling (2005). Recovery 

og Rehabilitering. Eksempler på mål og midler. 

Internt notat fra Århus Kommune. 

Cornett, J. (2003). Fællesskabende. En problematisering 

af recovery-tænkningens individualisering 

og et udkast til en communitypsykologisk 

socialpsykiatri. Social Kritik 86, s. 

83-39. 

Hougaard, E. (2004). Psykoterapi, teori og forskning: 

København: Dansk Psykologisk Forlag. 

Jensen, B (2000). Gruppemusikterapi med psykiatriske 

patienter. I: C. Lindvang (red) Musikterapi 

i Psykiatrien, Årsskrift 2, s. 129-140. 

Aalborg Psykiatriske Sygehus og Aalborg 

Universitet. 

Jensen, B.(2002). Sorgen og glæden kan sættes 

i scene. Polaritetsmetoden anvendt med 

psykiatriske patienter. I: U. Holck (red.) Musikterapi 

i Psykiatrien, Årsskrift 3, s.107-119 

Aalborg Psykiatriske Sygehus og Aalborg 

Universitet. 

Kulturdag Århus (www.kulturdagaarhus.dk) 

Seikkula, J. (2000). Åpne Samtaler: Oslo: Tano 

Aschehoug. 

Skør med Rock (www.skoer-rock.dk). 

Teatret Billedspor (www.billedspor.dk). 

Tupor, A. (2002). At komme sig. Et litteraturstudie 

om at komme sig efter alvorlig psykisk lidelse. Videnscenter 

for Socialpsykiatri. 





... en vellykket og praktisk yderst anvendelig, 

eklektisk syntese af psykodynamiske, objektrelationsteoretiske, 

humanistiske og eksistentielle 

perspektiver på relationen 

og relationsbehandlingen. 

- Lars Ole Bonde - 


Musikterapeut (MTL, FAMI), ph.d. og ansat som lektor på hhv. Institut for kommunikation, 

afd. musikterapi, Aalborg Universitet og Musikterapiklinikken, APS. 

Fra august 2008 professor II ved Center for Musikk og Helse ved Musikkhøgskolen 

i Oslo. Forsker især i receptiv musikterapi (The Bonny Method of Guided Imagery 

and Music) og i musikterapi til rehabilitering og i palliativ pleje. Databaser og bibliografier 

om musikterapilitteratur. Henvendelse: lobo@hum.aau.dk 


Anmeldelse – Relationsbehandling i 

psykiatrien (Thorgaard 2006) 


Resumé: Farmakologisk behandling eller relationsbehandling? For mange patienter og 

behandlere i psykiatrien er svaret ofte enten-eller. I Lars Thorgaards fembinds-værk er 

svaret heldigvis både-og. Bøgerne er skrevet som grundbog til en relationsbehandleruddannelse 

for medarbejdere i hospitals- og socialpsykiatrien. Nogle steder er den måske 

endda på vej ind i virksomhedskulturen – f.eks. har hospitalsledelsen v. cheflæge Jørgen 

Achton Nielsen på Aalborg Psykiatriske Sygehus sørget for, at alle afdelinger har de fem 

bind til rådighed. Forfatteren er meget erfaren. Han er speciallæge i psykiatri, overlæge 

ved Psykiatrisk Afdeling Herning og har psykoterapeutisk privatpraksis i Århus. Han er 

desuden en meget erfaren supervisor for læger og psykologer i psykiatrien. 

Lars Thorgaard (2006): Relationsbehandling 

i psykiatrien I-V. Hertevig forlag. 

Bind 1: Gode relationsbehandlere og god miljøterapi 

(m. Eivind Haga). 

Bind 2: Empatiens bevarelse i relationsbehandlingen 


Bind 3: Dynamisk psykoseforståelse og dynamisk 

relationsbehandling. 

Bind 4: Individuel mestring og mestring i 

relation. 

Bind 5: Håndbog for relationsbehandlere (m. 

Jens Egon Hansen, Ejner Rønnow 

og Mestrings-gruppen i Herning). 

Bind 1: Grundbog i 

relationsbehandling 

Bd. 1 er seriens grundbog og vil derfor 

blive omtalt mere indgående end bd. 2- 

4, som hver især uddyber de i bd. 1 kort 

præsenterede kerneområder i relationsbehandlingen: 

Empati, Psykodynamik og 

Mestring. For Thorgaard og Haga er alle 

medarbejdere i psykiatrien “relationsbehandlere”, 

og derfor er hele behandlingsfi - 

losofi en ‘demokratisk’, ikke-hierarkisk, og 

de professionelle og faglige roller er ikke 

truket skarpt op, når alle arbejder sammen 

om at skabe grobund for patienternes udvikling 

og vækst inden for rammerne af 

“en medmenneskelig psykiatri”. 

Selvom bogen er solidt forankret i psykodynamisk 

teori, er det ikke en teoribog, 

men først og fremmest en præsentation 

af det, forfatterne metaforisk kalder “redskaber 

og hjælpemidler: Relationsbehandlerens 

hjælpemiddelcentral.” De vigtigste 

af disse er “De syv grundspørgsmål og de 

syv temaer”, “Disponerende, udløsende 

og vedligeholdende faktorer” i forhold 

til den psykiske lidelse, “Tre universelle 

fortællinger: fødsel, seksualitet og død”, 

“Tekst, undertekst og kontekst”. I det følgende 

vil jeg kort omtale disse redskaber. 

Grundspørgsmål, sygdomsrelaterede 

faktorer og livstemaer 

“De syv grundspørgsmål og de syv temaer” 

stammer fra de svenske psykologer 

Glantz og Hamrebys “Tilpassede psykoterapi” 

(1996). Relationsbehandleren må 



permanent refl ektere over 7 temaer, som 

afspejles i 7 grundspørgsmål: 

1. 

2. 

3. 

4. 

5. 

6. 

7. 

150 

Rollen (Hvem er jeg?) 

Sammenhængen (Hvor er jeg?) 

Opgaven (Hvad skal jeg gøre?) 

Defi nitionen (Hvem er du) 

Diagnosen (Hvad tænker du om dette?) 

Kontrakten/Aftalen (Hvad skal vi gøre 

sammen?) 

Opgavens karakter (Hvad gør vi sammen?). 

Disse spørgsmål tages op til drøftelse i individuelle 

overvejelser, i supervision og i 

relationsbehandlerteamets diskussioner. 

Fokus fl yttes fra behandleren til patienten 

i overvejelserne over og undersøgelsen af 

“Disponerende, udløsende og vedligeholdende 

faktorer” i forhold til den psykiske 

lidelse og diagnose. Disponerende faktorer 

er ikke kun genetiske, de handler også 

om opvækstbetingelser og tidlige skader 

på krop og sind. Udløsende faktorer er 

som regel dem, der bringer patienten i krise 

og behandling. Men derfor kan de godt 

være skjulte og kræve omhyggelig undersøgelse. 

Vedligeholdende faktorer – indre 

som ydre – er de vigtigste for selve behandlingen, 

for det er dem, man kan stille 

noget op med og måske ændre til noget 

mere hensigtsmæssigt. Samspillet mellem 

faktorerne illustreres med en case. 

Forfatterne mener, at patientens (og alle 

andres) livstemaer oftest er knyttet til et 

eller to af “Tre universelle fortællinger: 

fødsel, seksualitet og død”. Med “det tredje 

øre” kan behandleren høre, hvilket tema, 

der er væsentligst. Begreberne skal forstås 

psykologisk-symbolsk. Fødselsfortællinger 

handler ikke kun om konkrete fødsler, 

men om alle former for ‘modtagelser’ eller 

møder med noget nyt. Var disse præget af 

kærlighed, omsorg og tryghed/tillid eller 

omvendt af afvisning, svigt og mistillid? 

Seksualitetsfortællinger handler om for- 

holdet mellem kønnene – det er kærlighedens 

meget forskelligartede fortællinger. 

Dødsfortællinger handler ikke kun om 

konkret sygdom og (angst for) død, men 

bredt om afslutninger og afskeder i livet 

– og dermed potentielt også om nye begyndelser. 

Vanskelighederne ved at håndtere disse 

grundvilkår sættes i psykodynamisk perspektiv 

gennem en omtale af den engelske 

psykoanalytiker Money-Kyrles teorier om 

udviklingen af ‘misforståelser’ og ‘vrangforestillinger’ 

relateret til den psyko-seksuelle 

udvikling. 

Relationsbehandling 

i et livsperspektiv 

“Tekst, undertekst og kontekst” præsenterer 

en række redskaber til relationsbehandling, 

baseret på den enkle præmis, at 

ubevidste faktorer spiller en vigtig rolle. 

Psykiske lidelser kan kun forstås, hvis man 

ser dem i et helheds-, dvs. et livsperspektiv. 

Forfatterne skelner som nævnt mellem 

disponerende, udløsende og vedligeholdende 

faktorer. 

Et hjælpemiddel til bl.a. at kortlægge disse 

faktorer er de såkaldte “grundspørgsmål”, 

som behandleren søger at besvare så udtømmende 

som muligt sammen med patienten: 

Hvad er dit problem? 

Hvornår (helt præcist) begyndte det? 

Hvad skete der i dit liv, da det begyndte? 

Hvordan forstår du selv, at det hænger 

sammen? 

Hvad tror du selv, der skal til for at det 

kan blive bedre? 

Hvilke hændelser, aktiviteter, begivenheder, 

eller relationer i dit liv har været 

medvirkende til, at du fi k det bedre? 

Svarene systematiseres, efterhånden som 

de afdækkes, i den såkaldte “Telefonpæl” 

(norsk: “Stolpen”) – en skematisk opstil- 


1. 

2. 

3. 


4. 

5. 

6.

ling af patientens livslinie og vigtige begivenheder, 

relateret til forældrene. 

Et andet redskab er “Tabslisten”, der 

bruges til at identifi cere både de tab af 

kropslige, sjælelig og social karakter, som 

patienten faktisk har lidt – og de bevidste 

eller ubevidste trusler om tab, som patienten 

bliver stresset af, er angst for og prøver 

at mestre på mere eller mindre hensigtsmæssige 

måder. Også her anlægges der et 

relationelt eller interpersonelt perspektiv, 

og der gøres bl.a. rede for, hvordan den 

psykoterapeutiske retning “Interpersonel 

psykoterapi” (IPT) tager udgangspunkt i 

at udarbejde den depressive patients livshistorie 

med fokus på 4 interpersonelle 

problematikker: 

1. 

2. 

3. 

4. 

Sorg og sorgprocesser 

Rollekonfl ikter 

Rolleovergange/Rolleskift/Rolleforandringer 

Interpersonelle defi cit. 

Sammenhængen mellem livshændelser 

(også dem, der ikke umiddelbart er knyttet 

til den aktuelle lidelse) og stemningsleje er 

en vigtig indikator for hvordan der kan arbejdes 

med følelsesmæssige og kognitive 

mestringsstrategier. I IPT udarbejder relationsbehandleren 

på grundlag af livshistorien 

en “formulering” af sammenhængen 

mellem depressionen, livshistorien 

(de 4 interpersonelle problematikker) og 

behandlingsmålene. Formuleringen afstemmes 

med patienten og ligger derefter 

til grund for behandlingen, som altså fokuserer 

på gennemarbejdning af følelser i 

den terapeutiske relation. 

Der kan være mange paradokser i de ofte 

ubevidste konfl ikter, som patienten forsøger 

(og har forsøgt) at mestre, og de kan 

afdækkes og bearbejdes i relationen (overføring 

og modoverføring, som uddybes 

i bd. 2). Her er teoretiske begreber som 

Luborskys “den relationelle kernekonfl ikts 

tema” og Malans “konfl ikt-og person-tre- 

kanter” nyttige. 

Trådene samles i et meget illustrativt caseeksempel 

om en relationsbehandlers (en 

psykologs) arbejde med en mand, der har 

udviklet somatiske symptomer i forbindelse 

med skjulte og ubevidste sorgfølelser. 

Psykologen anvender seks systematiske 

spørgsmål (oprindelig formuleret af Höglend 

1994) til at undersøge og formulere 

hypoteser om patientens mestringsstrategier 

og de tidligere og nutidige interpersonelle 

erfaringer som de er knyttet til, 

samt formulere idéer til at teste dem med 

patienten. 

Fem processer i 

relationsorienteret miljøbehandling 

Sidste store afsnit i bd. 1 handler om miljøbehandling. 

Som Gordan og Palmgren 

(2001) skriver stiler moderne, humanistisk 

og relationsorienteret miljøbehandling 

mod “at fremme processer i miljøet, der 

fører til, at patienter overtager initiativ og 

ansvar for sig selv som både enkeltindivider 

og som gruppe.” Der præsenteres tre 

hovedretninger: en biologisk orienteret 

(relateret til biologisk psykiatri), en sociologisk 

orienteret (relateret til terapeutiske 

miljøer i f.eks. socialpsykiatrien) og en 

psykoanalytisk orienteret miljøterapi (relateret 

til institutioner, der arbejder på et 

psykodynamisk grundlag). Ligesom Bechgaard 

(1992) taler Thorgaard og Haga for 

en kombineret eller rettere integreret model, 

som især er inspireret af erfaringerne 

fra det psykiatriske miljø i Stavanger. 

Tænkning, holdning og handling er nøgleordene 

i den norske model, som gør relationerne 

til den afgørende faktor i de fem 

miljøterapeutiske processer: Beskyttelse, 

støtte, struktur, engagement og gyldiggørelse 

(bekræftelse, anerkendelse, validering). 

Disse processer hører hjemme i 

forskellige faser i det terapeutiske forløb 

og må afpasses efter patientens psykologiske, 

sociale og arbejdsmæssige funktionsniveau. 

Forfatterne sammentænker disse 



elementer i en fi gur, der som et vigtigt 

hjælpemiddel for relationsbehandleren 

kombinerer DSM-systemets skala Global 

Assessment of Functioning (GAF, en 

skala fra 1-100 i 10 hovedgrupper) med en 

skala (udviklet af psykiateren McGlashan) 

til bestemmelse af det relationelle procesniveau 

(RPN, med 11 niveauer). 

De fem miljøterapeutiske processer har 

forskellig vægt på forskellige niveauer, 

hvoraf der skelnes mellem tre hovedgrupper: 

1. GAF 1-30/RPN 1-3; 2. GAF 31-60/ 

RPN 4-7; 3. GAF 61-100/RPN 8-11. Processerne 

illustreres gennem en case med 

en meget vanskelig, psykotisk patient med 

en GAF-score under 20. I miljøbehandling 

baseret på disse principper benyttes 

især beskyttelse og støtte i den indledende 

fase, hvor relationen bygges op og der 

kræves stor behandlerindsats (GAF-score 

under 30, RPN 1-3). I den efterfølgende 

fase, hvor relationen bruges terapeutisk, 

er det især struktur og engagement der 

benyttes, så behandlerindsatsen kan reduceres 

(GAF-score stigende til 60, RPN 4- 

7). I den afsluttende fase, hvor patientens 

funktion og autonomi som selvstændigt 

individ øges markant, begrænses relationen 

igen og gyldiggørelse (bekræftelse) 

spiller en afgørende rolle (GAF over 60, 

RPN 8-11). 

Det er selvfølgelig forfatternes ønske, at 

denne gennemprøvede og velbegrundede 

miljø-relationsterapi vil få et gennembrud 

i såvel behandlings- som socialpsykiatrien, 

men de er også realister som det fremgår 

på s. 157: “Relationsbehandlere og miljøterapeuter 

i afdelinger, distriktspsykiatri 

og socialpsykiatri må selv dygtiggøre sig 

i at anvende disse hjælpemidler og fremlægge 

dem og anvende dem (…) Psykiatrien 

i Danmark er i realiteten ved at blive 

overvejende diagnostisk og biomedicinsk 

orienteret – dels på grund af psykiaternes 

egne begrænsende paradigmer om, hvad 

psykiatri er, og dels på grund af mangel på 

psykiatriske speciallæger.” 

152 

Bind 2: Empati, overføring og 

modoverføring 

Bd. 2 fokuserer på Empati som et helt 

grundlæggende begreb i relationstænkningen. 

Bogen indledes med en redegørelse 

for selve begrebet empati, der forstås 

som en kombination af lydhørhed og 

forestillinsgevne, der kan ‘erobres, mistes 

og generobres’. Empati-begrebet sættes 

grundigt ind i en psykodynamisk og objektrelationsteoretisk 

ramme. 

Overføringsproblematikker gennemgås 

grundigt, og det samme gælder objektrelationsteoretiske 

begreber som introjektions- 

og projektionsprocesser, modstand, 

fortrængning, splitting og projektiv identifi 

kation. Bion, Fairbairn, Winnicott og 

Klein en væsentlige teoretisk inspirationskilder 

i disse afsnit. 

Fire former for empatipåvirkninger eller 

-forstyrrelser gennemgås, og jeg vil nævne 

dem med de komplette afsnitsoverskrifter, 

fordi disse illustrerer relationsbehandlingens 

krumtap: behandleren skal kunne 

mærke sin patient og sig selv: (1) At ikke 

mærke; (2) At mærke patienten og mærke, 

hvordan det virkelig er for vedkommende; 

(3) At mærke, hvordan patienten er blevet 

behandlet af en anden person, har følt sig 

behandlet eller føler sig behandlet af andre. 

Og især at mærke, hvordan vedkommende 

behandler sig selv; (4) At mærke 

hvordan næsten alle har det eller har haft 

det med at være sammen med patienten. 

Modoverføring gennemgås ligeledes grundigt 

– forstået som behandlerens “udviklingsrejse” 

gennem patientens og sin egen 

historie. Her er Balint og til dels Stern 

vigtige teoretiske inspirationskilder, også i 

forhold til det at lære sig relationsbehandling. 

Balint-gruppen fremhæves som en 

velegnet metode til udvikling af modoverføring 

som empatibefordrende redskab. 

Bogen afsluttes med en gennemgang af 

relationsdiagnosen, som Thorgaard anbefaler, 

at man bruges som supplement 



til den psykiatriske diagnose. Relationsdiagnosen 

forklares systematisk og med 

mange illustrative eksempler – med tillid 

og tillidstab som gennemgående temaer. 

Bind 3: Relationsbehandling 

af psykoser og et empatibaseret 

diagnosesystem 

Bd. 3 består af to hoveddele: (1) “Dynamisk 

psykoseforståelse og dynamisk relationsbehandling”, 

(2) “Selvdestruktion, 

selvskadning og udadrettet vold”. I 1. del 

er mestring, selvhelbredelse og recovery 

vigtige indfaldsvinkler til en dynamisk 

forståelse af psykopatologi, ikke mindst 

skizofreni. Også sorg, sorgarbejde og forladthed 

gennemgås grundigt. Man kan 

sige, at bd. 3 folder “grundspørgsmålene” 

og “tabslisten” fra bd. 1 ud på psykodynamisk 

grundlag. 

Et stort afsnit sammenfatter psykoseforståelsen 

med mange kliniske eksempler, 

og dette danner baggrunden for præsentationen 

af Thorgaards eget “supplerende 

diagnosesystem baseret på empati”: LTH 

5 (udviklet over mange år). Diagnosesystemet 

har en almen del og en specifi k 

skizofreni-del, som er sammenfattet skematisk 

i bd. 5 (s. 41-44). I 2. del fylder selvmordsproblematikken 

meget, forståeligt 

nok, men også skadning af selv og andre 

(vold) gennemgås grundigt. Perspektivet 

er naturligvis relationelt: det handler især 

om kontroltab og kontroltabs-angst. 

Bind 4: 

Håb, recovery og mestring 

Bd. 4 er en anden type korrektiv til behandling 

baseret på diagnosesystemerne 

i DSM- og ICD-traditionen. Thorgaard 

går bag om symptomernes overfl ade og 

tager patienternes lidelser og behov alvorligt. 

Han får dermed også indblik i de 

ressourcer, patienterne faktisk har, og som 

kan stimuleres og udvikles gennem relationsbehandlingen. 

Det er velgørende, at 

begrebet håb tildeles en central placering 

for den proces, hvor relationsbehandlingen 

skal hjælpe patienten i gang med at 

komme sig. Recovery-fi losofi en fylder 

naturligvis meget i dette bind, for Recovery 

er også grundlæggende et relationelt 

fænomen. Thorgaard skriver livsklogt 

om sorg og omsorg, og han har et skarpt 

blik for, at mange patologiske symptomer 

(f.eks. acting out, selvdestruktiv adfærd eller 

følelsesmæssige tilbagetrækning) bedst 

kan forstås som “sorg på afveje og sorg på 

vildveje” (s. 55). 

Thorgaards diagnosesystem LTH 5 optræder 

igen i dette bind – her som et redskab 

til at vise vejen for arbejdet med at 

udvikle mestrings- og relationsstrategier. 

Et stort afsnit om arbejdet med patienter, 

der hører stemmer, illustrerer relationsarbejdet 

forbilledligt. Med udgangspunkt i 

Romme, Escher & Cortens’ stemmehører-forståelse 

og -interview præciserer 

Thorgaard sin psykodynamiske opfattelse 

af stemmerne: Det, stemmerne siger, har 

forbindelse med den måde omgivelser har 

behandlet patienten på. Stemmehørerens 

holdning til stemmer korresponderer med 

den måde han eller hun forholder sig til 

sine livsproblemer/relationer på. Stemmerne 

behandler patienten på samme 

måde som denne behandler sig selv på. 

Forståelsen og behandlingen illustreres i 

en case med en 38-årige mand med diagnosen 

paranoid skizofreni. Han har længe 

hørt sin fars stemme tale – udefra, vredt 

og kommanderende. Bl.a. byder stemmen 

patienten at begå selvmord. Gennem 

Romme og Eschers interview afdækkes 

det omhyggeligt, hvad stemmen repræsenterer 

og hvilke problemer den er knyttet 

til. I casen har patienten identifi ceret sig 

med en voldelig (nu afdød) far, og ambivalensen 

i denne identifi kation har afstedkommet 

mange indre konfl ikter og ydre 

reaktioner, knyttet til en dyb angst for at 

blive forladt. Så paradoksalt nok har stem- 



men ‘beskyttet’ patienten mod at komme 

ind i et forhold, hvor han igen kunne risikere 

at miste og blive forladt! Stemmen er 

altså en mestringsstrategi – sorg på vildveje. 

Relationsbehandlingen består ikke 

nødvendigvis i at gøre stemmen tavs, men 

bl.a. i at fi nde en bedre måde at mestre 

stemmen på – sammen med patienten. 

Bogen er bl.a. baseret på erfaringer fra udviklingsprojekter 

i psykiatrien i Augustenborg, 

Herning og Haderslev. Der fremlægges 

allersidst i bogen en nyttig model 

for supervision af relationsbehandlere. 

Bind 5: 

Håndbog og værktøjskasse 

Bd. 5 er, som titlen siger, en håndbog, som 

indeholder de vigtigste redskaber (lister, 

modeller, skalaer) og skemaer (selvrapportering, 

spørgeskemaer) til anvendelse 

i psykiatrisk relationsbehandling. I alt 38 

forskellige redskaber er ordnet systematisk 

efter emner, som endda er farvekodet, 

så den daglige brug lettes. Håndbogen 

indledes med fi re udsagn om relationen, 

der fortjener at blive citeret som en slags 

‘credo’ for hele udgivelsesserien: 

En god relation er det bærende element 

for, at vi kan få lov at hjælpe. 

En god relation er, når patienten føler 

sig hørt, forstået og respekteret. 

En god relation tager hensyn til formildende 

omstændigheder. 

En god relation har en kurativ effekt 

og styrker virkningen af terapi, farmakologisk 

behandling og social færdighedstræning. 

Vurdering og diskussion 

Lars Thorgaards fembindsværk er en imponerende 

pionér-indsats. Den er båret af 

154 

et stærkt, integrativt helhedssyn på psykiatriske 

patienters behov og behandlingssystemets 

opgaver. Projektet er psykodynamisk 

og ressourceorienteret – og sætter 

relationen i centrum. Projektet og bøgerne 

kan være afsæt for miljøterapi af meget høj 

klasse. 

Man kan naturligvis være uenig i detaljer 

og skeptisk over for nogle af bogens 

teoretiske konstruktioner, f.eks. er det for 

mig ikke indlysende at alle livstemaer kan 

sammenfattes i “De tre universelle livsfortællinger 

” om fødsel, seksualitet og 

død. Hvordan hænger de f.eks. sammen 

med ‘eksistentialerne’, som vi kender fra 

Yalom? Eller med grundbehovene, der 

nævnes sidst i bd. 1: kærlighed/accept 

og kontrol af driftsimpulser? Man kan 

også efterlyse nogle mere meta- eller videnskabsteoretiske 

overvejelser over den 

pragmatiske og eklektiske sammenkobling 

af mange teoretisk meget forskellige 

indfaldsvinkler til relationsbehandling af 

mennesker med psykiske lidelser. DSMsystemet 

kritiseres f.eks. for fokuseringen 

på symptomer, men systemets symptombeskrivende 

GAF-skala anses for yderst 

anvendelig. 

Men overordnet synes jeg, at forfatteren 

formår at skabe en vellykket og praktisk 

yderst anvendelig, eklektisk syntese af psykodynamiske, 

objektrelationsteoretiske, 

humanistiske og eksistentielle perspektiver 

på relationen og relationsbehandlingen. 

Musikterapi er ikke nævnt mange gange, 

men det er helt ukompliceret at tænke 

denne terapiform ind i forhold til f.eks. 

den integrative model af GAF, Gundersons 

og McGlashans modeller. Man kan 

vel ikke sige, at beskyttelse er en primær 

opgave for musikterapien; til gengæld er 

støtte, struktur, engagement og gyldiggørelse 

helt grundlæggende principper også 

for musikterapien. I musikterapien udfolder 

disse processer sig i en specifi k, ofte 

non-verbal miljø- og psykoterapeutisk 



praksis fra den første fase, hvor musikken 

er med til at bygge relationen op, til den 

næste fase, hvor relationen bruges psykodynamisk, 

i alle tilfælde med musikken 

som en nonverbal, emotionel og æstetisk 

faktor der støtter, strukturerer, engagerer 

og gyldiggør patientens oplevelser inden 

for relationen. 

Det nævnes (s. 157) meget rigtigt, at ‘receptiv 

musikterapi’ (altså musikterapi baseret 

på musiklytning) i Stavangermodellen 

anvendes på de lavere GAF-niveauer 

(med henblik på beroligende virkning og 

“som noget, der er hjælpemiddel til tilknytning 

og relationsdannelse”), mens 

aktiv musikterapi (baseret på improvisation) 

anvendes på lidt højere GAF-niveauer 

– når patienten er i stand til at bruge musikken 

symbolsk i en psykodynamisk undersøgelsesproces. 

Det kliniske arbejde og 

forskningen på Musikterapiklinikken APS 

bekræfter musikterapiens mange muligheder 

i relationsbehandlingen. (Se: Musikterapi 

i psykiatrien, Bd. 1-5; 1998, 2000, 2002, 

2005, 2008) 

Formidlingen i bogserien er klar, pædagogisk 

og levende. Der er mange gode caseeksempler, 

og sproget er bevidst renset 

for unødvendig teoretisk eller akademisk 

jargon, hvilket sikrer at alle medarbejdergrupper 

kan have udbytte af den og 

bruge den som et fælles udgangspunkt. Et 

sted at begynde kunne være tværfaglige 

studiekredse for medarbejdere, der tager 

udgangspunkt i at “tro, håb og kærlighed 

er vigtige og afgørende faktorer i al god 

relationsbehandling” (s. 35). 



Den eksisterende litteratur understøtter den 

påstand, at klinisk effekt kan opnås gennem 

brugen af musikterapi i forbindelse med 

veletablerede standard-behandlingsmetoder. 

- Jane Edwards - 


Musikterapeut (MTL, FAMI), ph.d. og ansat som lektor på hhv. Institut for kommunikation, 

afd. musikterapi, Aalborg Universitet og Musikterapiklinikken, APS. 

Fra august 2008 professor II ved Center for Musikk og Helse ved Musikkhøgskolen 

i Oslo. Forsker især i receptiv musikterapi (The Bonny Method of Guided Imagery 

and Music) og i musikterapi til rehabilitering og i palliativ pleje. Databaser og bibliografier 

om musikterapilitteratur. Henvendelse: lobo@hum.aau.dk 


Musikterapi i psykiatrien 

– ny international forskningslitteratur 2005-07 


Resumé: Dette bidrag til årsskriftet er tænkt som en tilbagevendende service – en mulighed 

for at musikterapeuter og andre interesserede kan orientere sig kort i udvalgte 

videnskabelige undersøgelser af især musikterapiens effekt med psykiatriske patienter. 

Artiklerne er fundet via systematisk søgning i førende databaser. De udvalgte undersøgelser 

omtales kort i form af redigerede, forkortede og oversatte abstracts fra databaserne eller 

fra selve artiklerne. Statistiske informationer er reduceret til et minimum, da interesserede 

let kan få fat i næsten alle originalartiklerne via internettet, evt. med assistance 

af en bibliotekar. 

Voksenpsykiatri 

I denne første udgave af oversigten er det 

naturligt at starte i 2005, hvor Cochranebiblioteket 

for første gang offentliggjorde 

en meta-analyse af musikterapi i psykiatrien. 

1 

Gold C., Heldal, T.O., Dahle, T. & Wigram, 

T. (2005) Music therapy for schizophrenia 

or schizophrenia-like illnesses. 

Cochrane Database Syst Rev. 2005 Apr 

18;(2):CD004025. 

Et Cochrane-review er baseret på meget 

strenge kriterier for udvælgelsen af de undersøgelser, 

der indgår i undersøgelsen. 

1 Det skal understreges, at dette valg ikke er et 

udtryk for en ukritisk accept af Cochrane-organisationens 

hierarki for forskningsmæssig kvalitet, 

hvor den randomiserede, kontrollerede undersøgelse 

(RCT) anses for den bedste forskningstype, 

mens hverken kvalitative undersøgelser eller 

undersøgelser med blandede undersøgelsesmetoder 

anerkendes som evidens. Denne diskussion 

hører imidlertid ikke hjemme her. – Det er også 

udtryk for et valg, at kvalitativ forskning kun er 

medtaget i meget begrænset omfang. Dette vil der 

blive rådet bod på i et senere årsskrift. 

I dette tilfælde blev kun randomiserede 

kontrollerede undersøgelser (RCT), som 

sammenlignede musikterapi med standardbehandling 

eller anden psykosocial 

behandling af pt. med skizofreni, inddraget. 

4 undersøgelser opfyldte kriterierne 

– undersøgelser, hvor musikterapi blev tilbudt 

i mellem 1 og 3 måneder (min. 7, max. 

78 sessioner). Samlet set viste musikterapi 

i forbindelse med standardbehandling sig 

mere effektiv end standardbehandling 

alene i forhold til alment funktionsniveau 

(global state), mens enkelte af undersøgelserne 

desuden dokumenterede positiv 

effekt ift. almen psykisk tilstand, negative 

symptomer og socialt funktionsniveau, 

hvor denne effekt dog afhang af antallet 

af musikterapissioner. Forfatterne konkluderer, 

at “musikterapi i forbindelse med 

standardbehandling hjælper mennesker 

med skizofreni til at forbedre deres almene 

funktionsniveau, og musikterapien kan 

desuden medvirke til at forbedre psykisk 

og socialt funktionsniveau, hvis der tilbydes 

et tilstrækkeligt antal sessioner. Ny 

forskning bør fokusere på forholdet mellem 

dosis (antal sessioner) og effekt og på 

musikterapiens mulige langtidseffekt.” 

Gold og kolleger fulgte op med en ny undersøgelse, 

som fokuserede på den mulige 



effekt af gruppemusikterapi med indlagte 

pt. med skizofreni og med akut plejebehov: 

Ulrich, G., T. Houtmans, C. Gold et al. 

(2007). The additional therapeutic effect of 

group music therapy for schizophrenic patients: 

a randomized study. Acta Psychiatrica 

Scandinavica, 116(5): 362-370. 

37 pt. indgik i undersøgelsen, som var en 

RCT med én forsøgsgruppe (n=21) og en 

kontrolgruppe. Begge grupper fi k standard 

medicinsk og anden behandling, og 

forsøgsgruppen fi k derudover i gennemsnit 

7,5 gruppemusikterapisessioner. Der 

blev ikke fundet forskelle i de to gruppers 

oplevelse af livskvalitet, men musikterapien 

havde i forsøgsgruppen signifi kant 

effekt på deltagernes selvoplevelse og på 

negative symptomer. Forf. konkluderer: 

“Musikterapien reducerer negative symptomer 

og forbedrer den interpersonlige 

kontakt. Disse positive effekter kunne forbedre 

patientens muligheder for at tilpasse 

sig de sociale omgivelser i lokalsamfundet 

efter udskrivelsen.” 

To engelske musikterapeuter (Anna Maratos 

og Simon Procter) er blandt forfatterne 

til en artikel, der rapporterer resultaterne 

af en mellemstor RCT med musikterapi til 

patienter med skizofreni eller skizofrenilignende 

psykoser: 

Talwar, N., Crawford, M.J., Maratos, A.,. Nur, 

U., McDermott, O. & Procter, S. (2006) Music 

therapy for in-patients with schizophrenia. British 

Journal of Psychiatry, 189: 405-409. 

81 indlagte patienter på fi re London-hospitaler 

blev randomiseret til enten individuel, 

aktiv, improvisationsbaseret musikterapi 

+ standardbehandling (to tredjedele) 

eller standardbehandling alene (en tredjedel) 

i op til 12 uger. Afhængige variable 

var positive og negative symptomer (målt 

med Positive and Negative Syndromes 

158 

Scale, PANSS), patienttilfredshed (målt 

med Client Satisfaction Questionnaire, 

CQS), og alment funktionsniveau (målt 

med DSM IVs Global Assessment Function, 

GAF). Blandt resultaterne var en 

statistisk signifi kant forbedring af symptom-scoren 

(PANSS total), især generelle 

skizofreni-symptomer i forsøgsgruppen. 

Forf. konkluderer, at det er muligt at gennemføre 

en RCT, og at en større RCT bør 

tilrettelægges - med fokus på cost-effektaspektet 

af musikterapeutisk behandling 

af akutte psykoser. 

Gold har kommenteret denne artikel og 

relateret den til de ovenfor nævnte forskningsresultater 

i: 

Gold, C. (2007). “Music therapy improves 

symptoms in adults hospitalised with 

schizophrenia.” British Medical Journal, 10(3): 

77. 

Gold formulerer her det synspunkt, at 

mange patienter har brug for mere end 12 

sessioner for at opnå meningsfulde effekter 

af musikterapien, og at undersøgelsesdesignet 

bør tage højde for dette. 

Körlin, D. (2006). Creative arts Therapies in 

Psychiatric Treatment. A Clinical Application 

of the Bonny Method og Guided Imagery and 

Music (BMGIM) and Creative Arts Groups. 

Department of Clinical Neuroscience. Psychiatry Section. 

Stockholm, Karolinska Institutet: 73 pages 

+ 4 articles. 

Den svenske psykiater, GIM-terapeut og 

-træner Dag Körlins Ph.d.afhandling består 

af fi re artikler og en forbindende tekst. 

Körlin er en af de få, som har gennemført 

effektundersøgelser af den receptive 

metode BMGIM med bl.a. psykiatriske 

patienter. Han har også været foregangsmand 

i arbejdet med at udvikle kreative 

terapiformer til traumatiserede patienter 

– bl.a. det vellykkede SPEKTRUM-program, 

som desværre blev lukket for nogle 



år siden. Artiklerne, som indgår i afhandlingen, 

er: 

Körlin, D., Nybäck, H. & Goldberg, F. (2000). 

Creative Arts Groups in Psychiatric Care: 

Development and Evaluation of a Therapeutic 

Alternative. Nordic Journal of Psychiatry, 

54: 333-340 

Körlin, D. & Wrangsjö, B. (2002) Treatment 

effects of GIM Therapy. Nordic Journal of 

Music Therapy, 11(1):3-15 

Körlin, D. & Wrangsjö, B. (2001) Gender Differences 

in Outcome of GIM Therapy. Nordic 

Journal of Music Therapy, 10(2):133-143 

Körlin, D., Edman, G. & Nybäck, H (2007). 

Screening for Trauma - Reliability and validity 

of a Swedish revision of the Dissociative 

Expriences Scale-II (DES-II). Nordic 

Journal of Psychiatry, 61(2): 126-42. 

Crawford, M. J. & Patterson, J. (2007). Arts 

therapies for people with schizophrenia: 

an emerging evidence base. British Medical 

Journal, 10(3): 69-70. 

Kreative terapiformers anvendelsesmuligheder 

i forhold til specifi kt mennesker 

der lider af skizofreni er emnet for denne 

korte oversigtsartikel, der omtaler effektundersøgelser 

af forskellige kombinationer 

af psykoterapeutiske teknikker med 

kunstneriske medier – nemlig i kunstterapi, 

danseterapi, dramaterapi og musikterapi. 

Der omtales i alt 20 randomiserede 

undersøgelser, hvoraf de 10 er inden for 

musikterapi. De foreløbigt indhøstede 

erfaringer viser, at patienterne er glade 

for disse terapiformer, hvis mål bl.a. er at 

give dem mulighed for at opnå større selvindsigt 

gennem kreative udtryksformer. 

Musikterapiforskningen peger bl.a. på, at 

der kan opnås reduktion i de negative og 

generelle symptomer ved skizofreni, som 

medicinsk behandling kun har begrænset 

indfl ydelse på, og at det generelle funktionsniveau 

kan forbedres. 

Smeijsters, H. & Cleven, G. (2006) 

The treatment of aggression using arts 

therapies in forensic psychiatry: Results 

of a qualitative inquiry. Arts in Psychotherapy, 

33(1): 37-58. 

De kreative terapiers muligheder i en retspsykiatrisk 

kontekst (inden for en Hollandsk 

tradition) 2 er emnet for Smeijsters’ 

og Clevens’ artikel, som dækker såvel 

klinisk praksis som teori og forskning. 

Musikterapi omtales i artiklens 1. del på 

linie med dramaterapi, kunstterapi og 

danseterapi, og det dokumenteres bl.a., 

at kreativ terapi kan mindske risikoen for 

tilbagefald. Musikterapiens mål og midler 

omtales kort og præcist ud fra den eksisterende 

faglitteratur. I 2. del præsenteres 

resultaterne af en kvalitativ interviewundersøgelse 

med 31 erfarne (kreative) terapeuter 

fra 12 institutioner i 2 lande. Indikationer, 

behandlingsmål, behandlingseffekt 

og terapiformernes rationale kortlægges, 

og undersøgelsen viser i hvor høj grad 

der arbejdes ud fra en konsensus-baseret 

forståelse af metodespørgsmål. Endelig 

rummer artiklen en sammenligning af de 

forskellige terapiformers anvendelse i forhold 

til destruktiv aggression. For musikterapiens 

vedkommende konkluderes det, 

at musikkens elementer og instrumenter 

giver mulighed for at udtrykke aggression 

på en konstruktiv måde, hvor den aggressive 

energi kan inddrages i den musikalske 

proces. 

I Gold og kollegers forskning blev det understreget, 

at der ofte er behov for mange 

sessioner og lange forløb, før musikterapi- 

2 En erfaren østrigsk klinikers udførlige 

beskrivelse af musikterapi i retspsykiatrien 

kan læses i: 

Romanowski, B. (2007) Benefi ts and limitations 

of music therapy with psychiatric patients in the 

penitentiary system. Music Therapy Today Vol.VIII 

(3) December. available at http://musictherapyworld.net 



en har en mærkbar og meningsfuld effekt 

i behandlingen af mennesker med skizofreni. 

I forhold til andre psykiske lidelser 

kan korttidsterapi imidlertid godt være 

meningsfuld og effektiv Dette er emnet 

for en amerikansk ph.d.afhandling: 

Silverman, M. J. (2007). The effect of 

single-session psychoeducational music 

therapy on response frequency and type, 

satisfaction with life, knowledge of illness, 

and treatment perceptions in psychiatric 

patients. Unpublished PhD dissertation. 

Florida State University. 

Ifl g. forfatteren er dette den første RCT 

inden for musikterapi i psykiatrien, som 

har anvendt behandlingsmanualer til at 

kontrollere de uafhængige variable (her: 

musikterapisessionens forløb). Formålet 

var at sammenligne to former for psykoedukation, 

nemlig en gruppebaseret musikterapisession 

og en traditionel verbal 

session. 105 indlagte psykiatriske patienter 

deltog i forsøget, og de blev randomiseret 

til at deltage i én session af enten den ene 

eller den anden type. De afhængige variable 

var verbal respons (omfang og type), 

tilfredshed (med livet og med behandlingen), 

sygdomsindsigt mm. Selv om der 

ikke kunne påvises statistisk signifi kante 

forskelle mellem de to grupper, var der 

alligevel en række interessante tendenser 

i materialet, bl.a. at deltagerne i musikterapi/forsøgsgruppen 

var mere tilfredse 

med behandlingen, og at de verbaliserede 

mere (talte mere om deres liv og problemer), 

ligesom de scorede højere på social 

funktion. Hovedpunkterne i Silvermans 

afhandling er opsummeret i følgende artikel: 

Silverman, M.J. (2007) Psyciatric patients’ 

perception of music therapy and other 

psychoeducational programming. Journal of 

Music Therapy, 43(2): 111-122. 

Spørgsmålet om musikterapiens mulige 

effekt i behandlingen af patienter med 

160 

akut psykose er stort set uudforsket. Det 

er imidlertid emnet for en spændende 

australsk ph.d.afhandling – fra et miljø, vi 

ikke har direkte kontakt med i Danmark. 

Morgan, K. A. (2007). Music therapy in the 

management of acute psychosis. Unpublished 

PhD Dissertation. The University of 

Western Sydney. 

I 2002 gennemførte Morgan et pilotprojekt 

med 13 patienter diagnosticeret med 

skizofreni, skizoaffektiv lidelse eller bipolær 

lidelse. Det var en lille RCT, hvor deltagerne 

blev randomiseret til en a) musikterapi 

(improvisation og sangskrivning), 

b) placebo: lytning til afspændingsmusik 

på cd, c) afdelingens standardbehandling. 

Brief Psychiatric Rating Scale (BPRS) blev 

anvendt til at måle effekten ift variable 

som vrede, angst, depression, agiteret og 

anden adfærd. 

Resultaterne var så lovende, at der blev 

gennemført en større undersøgelse med 

60 deltagere fra 2003-06. Denne RCT bestod 

kun af en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. 

Deltagerne i forsøgsgruppen 

fi k fi re individuelle musikterapisessioner 

over to uger, mens deltagerne i kontrolgruppen 

i et tilsvarende tidsrum lyttede 

til afslappende naturlyde fra cd med en 

tilstedeværende terapeut. BPRS og andre 

standardiserede assessmentredskaber blev 

brugt til at måle forekomsten af psykiatriske 

symptomer, som blev reduceret signifi 

kant, samt kommunikation og social interaktion, 

som blev tilsvarende forbedret. 

Endelig bidrog en interviewundersøgelse 

med ergo- og musikterapeuten til yderligere 

forståelse af effekten, bl.a. relationens 

betydning. 

Forf. konkluderer: “Undersøgelsen har 

vist, at musikterapi kan være et værdifuldt 

terapeutisk supplement til standardprogrammer 

for behandling af akutte psykotiske 

episoder, og at musikterapi kan medvirke 

til afkortelse af hospitalsopholdet, 

reduktion af udgifterne til samme og sig- 



nifi kant forbedring af symptomatologien 

som målt med standardiserede redskaber.” 

Undersøgelsen har yderligere et interessant 

element, nemlig måling af effekten af 

lytning til selvvalgt musik på hjernebølger 

under EEG. Her dokumenteres det, at 

musiklytning kan reducere forekomsten 

af dysfunktionel hjernebølgeaktivitet. 

Et interessant spørgsmål er, hvad indlagte 

patienter på psykiatriske afdelinger egentlig 

foretager sig i løbet af dagen. To engelske 

forskere har gennemført en omfattende 

observationsundersøgelse af dette 

på 16 afdelinger på 6 London-hospitaler: 

Radcliffe, J. & Smith, R. (2007). “Acute 

in-patient psychiatry: how patients spend 

their time on acute psychiatric wards.” Psychiatric 

Bulletin, 31(5): 167. 

På tværs af afdelingerne var 84% af pt. 

socialt inaktive, enten alene på deres stue 

(46%), ud at gå eller sidde i opholdsarealerne, 

fortrinsvis passive (34%), eller beskæftiget 

med at vaske tøj, lave te eller lign. 

(4%). De øvrige 16% var optaget af informelt 

samvær med andre eller deltog i en 

organiseret aktivitet. Undersøgelsen gør 

detaljeret rede for patienternes observerbare 

dagligdag på hverdage (i almindelig 

arbejdstid), og det er bemærkelsesværdigt, 

hvor lidt tid pt. tilbringer sammen med 

andre mennesker. Musikterapi var én af de 

observerede aktiviteter (dog kun på nogle 

afdelinger), men undersøgelsen siger ikke 

noget om pt.s personlige brug af musik i 

øvrigt. Det kan man imidlertid få noget at 

vide om i en eksplorativ undersøgelse fra 

Tyskland: 

Gebhardt, S. & Georgi, R. (2007) Music, 

mental disorder and emotional reception 

behavior. Music Therapy Today. Vol. VIII(3) 

Online: www.musictherapyworld.net 

Forskerne tager udgangspunkt i den efterhånden 

veldokumenterede neurobiologiske 

sammenhæng mellem musik(lytning) 

og regulering af arousal og anden neural aktivitet. 

Denne sammenhæng må antages at 

gælde for såvel raske mennesker som mennesker 

med psykiske lidelser. Ved hjælp af 

spørgeskemaet ‘Inventory for the assessment 

of Activation- and Arousalmodulation 

through Music’ (IAAM) blev det undersøgt, 

om der var forskel på musikbrugen 

hos en forsøgsgruppe på 55 patienter 

fra den psykiatriske universitetsklinik i 

Magdeburg og en kontrolgruppe med 187 

studerende fra samme universitet. IAAM 

undersøger musikbrugen ift fem dimensioner: 

Afspænding, Kognitiv problemløsning, 

Reduktion af negativ aktivitet, Stimulering 

af velvære og Regulering af arousal. 

– Undersøgelsen viste, at der var signifi 

kante forskelle mellem de to grupper i forhold 

til alle parametre undtagen den sidstnævnte: 

de psykiatriske patienter bruger i 

højere grad musikken til reduktion af negativ 

aktivitet, til afspænding og til kognitiv 

problemløsning, mens de unge studerende 

primært bruger musikken til positiv 

stimulering. I patientgruppen er det især 

pt. med misbrugsproblemer og skizofreni, 

der scorer højt i alle dimensioner. Modsætningsvis 

viser pt. med affektive lidelser lav 

score ift at bruge musik som middel til reduktion 

af negativ aktivitet. 

Børne- og ungdomspsykiatri 

I forlængelse af sin ph.d.afhandling fra 

AAU har Christian Gold foretaget nye undersøgelser 

og publiceret fl ere artikler inden 

for området ‘musikterapi med børn 

og unge med psykopatologiske lidelser’. Et 

overblik gives i meta-analysen fra 2004: 

Gold, C., Wigram, T. & Voracek, M. (2004) 

Effect of music therapy for children and 

adolescents with psychopathology: A metaanalysis. 

Journal of Child Psychology and Psychiatry, 

45(6): 1054-1063. 



Denne metaanalyse af 11 kontrollerede 

undersøgelser (n=188) viste, at musikterapi 

har middel til stor positiv effekt (‘effect 

size’ målt med Cohen’s d) på klinisk 

relevante variable med børn og unge med 

psykopatologiske problemer. Forf. konkluderer, 

at “klienter med adfærds- eller udviklingsforstyrrelser, 

eller med fl ere psykopatologier 

kan have gavn af musikterapi. 

Musikterapi til børn og unge med psykopatologiske 

problemer ser ud til at være 

særligt effektiv, når teknikker fra forskellige 

musikterapeutiske retninger kombineres.” 

Gold, C., Wigram, T. & Voracek, M. (2006) 

Effectiveness of music therapy for children 

and adolescents with psychopathology: A 

quasi-experimental study. Psychotherapy Research, 

17(3): 289-296. 

Denne undersøgelse fokuserer på spørgsmålet, 

om individuel musikterapi udbudt 

ambulant er en effektiv behandlingsform 

for målgruppen, og om bestemte effektmål 

kan forudsiges, specielt vedr. livskvalitet, 

symptomer og kompetencer. 136 børn og 

unge indgik i undersøgelsen, nogle af disse 

fi k musikterapi, andre ikke. Der kunne 

ikke dokumenteres signifi kante forskelle 

mellem grupperne, om end livskvaliteten 

var højere i musikterapigruppen. Det viste 

sig, at effekten i høj grad afhang af, om pt. 

havde fl ere diagnoser og af disses sværhedsgrad. 

Undersøgelsen peger mao. på, 

at musikterapi kan være effektiv for nogle, 

men ikke alle klientgrupper inden for dette 

spektrum. 

De terapeutiske teknikkers funktion og betydning 

for positiv forandring er emnet for 

en selvstændig artikel: 

Gold, C., Wigram, T. et al. (2007). Predictors 

of change in music therapy with 

children and adolescents: The role of 

therapeutic techniques. Psychology and Psychotherapy: 

Theory, Research and Practice, 80(4): 

577-589. 

162 

Et vigtigt forskningsemne er ‘Predictors 

of change’: Hvad kan vi sige om hvilke terapeutiske 

behandlingsfaktorer, der medvirker 

til forandring? I denne undersøgelse 

blev 75 børn og unge med psykopatologiske 

lidelser vurderet før og efter deltagelse 

i individuel musikterapi med en ud af 15 

musikterapeuter i Wien og omegn. Forholdet 

mellem effekt (vurderet af forældrene) 

og terapeins indhold (beskrevet af terapeuterne) 

blev undersøgt vha den statistiske 

metode ‘general linear modeling’. 

Resultaterne peger på, at musikterapien har 

en bedre effekt på symptomer og belastningsgrad, 

når den begrænser sig til ‘rene’ 

musikterapiteknikker og ikke blander andre 

medier eller teknikker ind i forløbet, 

f.eks. legeterapi. Der kræves dog yderligere 

forskning for at afklare specifi kke teknikkers 

værdi som ‘prædiktorer’. 

Choi, A.-N., Lee, M. S. & Lee, J.S. (2007) 

Group Music Intervention Reduces Aggression 

and Improves Self-esteem in Children 

with Highly Aggressive Behavior: A Pilot 

Controlled Trial. Evidence-based Complementary 

and Alternative Medicine, Online: published 

January 2008 

Denne kontrollerede undersøgelse fokuserer 

på gruppemusikterapis mulige effekt 

på aggression og selvværd hos børn 

med meget aggressiv adfærd. 48 børn blev 

fordel på en forsøgsgruppe, der modtog 

gruppemusikterapi 50 minutter om ugen i 

15 uger, og en kontrolgruppe, som ikke fi k 

nogen behandling. Følgende måleredskaber 

blev anvendt: Child Behavior Checklist 

Aggression Problems Scale (udfyldt af 

forældrene), Child Aggression Assessment 

Inventory (udfyldt af lærere) og den meget 

anvendte Rosenberg Self-esteem Scale. 

Efter afsluttet behandling havde deltagerne 

i forsøgsgruppen en signifi kant reduktion 

i aggression ift kontrolgruppen, og 

alle effektmål var signifi kant lavere ift præ- 



testen, mens kontrolgruppen var uændret. 

Forfatterne konkluderer, at musikterapi 

“kan reducere aggressiv adfærd og forbedre 

selvværd hos børn med stærkt aggressiv 

adfærd” og anbefaler en RCT med en 

større sample. 

Afrunding 

Jeg begyndte denne oversigtsartikel med 

det skelsættende Cochrane-review fra 

2005. Jeg vil slutte af med at omtale en 

oversigtsartikel fra 2006, som er lagt bredere 

an og mindre strikt i sin metode, og 

måske derfor lettere at læse. Det drejer 

sig om den irske musikterapeut og forsker 

Jane Edwards’ korte gennemgang af 17 

kontrollerede undersøgelser og meta-analyser 

af musikterapi i psykiatrien, publiceret 

mellem 1988 og 2005. 

Edwards, J. (2006) Music therapy in the treatment 

and management of mental disorders. 

The Irish Journal of Psychological Medicine, 23(1): 

33-35. 

I Irland er musikterapi endnu ikke etableret 

som en anerkendt behandlingsform i psykiatrien, 

og det har derfor været Edwards 

magtpåliggende at dokumentere, hvor effektiv 

musikterapi kan være som komplementær 

behandlingsform – med særligt 

henblik på at imødekomme patienternes 

psykosociale behov og at udvikle deres individuelle 

sociale og kommunikative kompetencer. 

Edwards konkluderer: 

“Det demonstreres, at musikterapi kan 

være en gavnlig intervention for mennesker 

med psykiske lidelser. Musikterapi 

inviterer til og opmuntrer til deltagelse, 

også i forhold til mennesker på lavere 

funktionsniveauer, og der anvendes et 

nonverbalt medie, som er forbundet med 

positive associationer og som i de fl este 

tilfælde knytter an til livslange erfaringer 

med at bruge musik som selvudtryk og 

som kilde til velvære. Den eksisterende 

litteratur understøtter den påstand, at 

klinisk effekt kan opnås gennem brugen 

af musikterapi i forbindelse med veletableredestandard-behandlingsmetoder” 

(Edwards 2006).

5 - Psykiatrien - Region Nordjylland

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?