Transport af fostre og perinatalt døde børn. - DSOG

4. Transport af fostre og perinatalt døde 1
Introduktion:
Transport af fostre og perinatalt døde børn.
Med baggrund i relevante bekendtgørelser i Sundhedsstyrelsens pjece: ”Vejledning
om ligsyn og udstedelse af dødsattester mv.”(1) er Obstetrisk-Patologisk udvalg
om intrauterin fosterdød (DSPACs og DSOGs fælles arbejdsgruppe) enedes om
nedenstående anbefalinger i forbindelse med transport af fostre / perinatalt døde
børn til obduktion på andet sygehus.
Nedenstående regler gælder for transport inden for landets grænser af juridisk set
afdøde børn. Der eksisterer ikke regler for transport af aborter. Det er således op til
de lokalt implicerede fagfolk - på basis af lokale holdninger og erfaringer - at afgøre,
hvordan transporten mest hensigtsmæssigt kan foregå.
1. Definition af abort / dødfødt barn:
Ifølge Lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation, § 17 (1, p.
10) gælder følgende definition på skelnen mellem en abort og et dødfødt barn:
”...fostre, der kommer døde til verden inden udgangen af 28. svangerskabsuge,
anses for aborter, mens fostre, der kommer døde til verden efter det nævnte
tidspunkt, anses for dødfødte børn og indgår i fødselsstatistikken. Kun for så vidt
angår dødfødte børn kræves ligsyn og dødsattest. Har fosteret vist livstegn uden for
moderens liv, betragtes det, uanset om det er født før eller efter 28.
svangerskabsuge, som levendefødt, således at de almindelige regler om ligsyn og
dødsattest finder anvendelse, når livstegnene ophører.” (citat).
2. Hvordan og hvor længe opbevares afdøde fostre / børn?
a. Det afdøde foster / barn skal opbevares i et lokale med rumtemperatur på ikke
over 4°C indtil kort tid forud for begravelsen eller ligbrændingen (2).
Det hindrer ikke forældrene i at have barnet hos sig i perioder - men det bør
tilstræbes, at det afdøde barn så vidt muligt opbevares ved 4 °C.
b. Evt. begravelse eller ligbrænding skal ske senest 8 dage efter dødsfaldet
(dødsdagen medregnet), hvis kortere frist ikke er foreskrevet i sundhedslovgivningen
af specielle årsager (2).
Forlængelse af fristen kan dog i specielle tilfælde bevilges af kirkegårdsbestyrelse
eller embedslæge (2).

4. Transport af fostre og perinatalt døde 2
3. Hvordan og af hvem skal afdøde fostre / børn transporteres ?
a. Hvordan ?:
Afdøde fostre og børn skal transporteres i tæt, solid, dertil beregnet beholder eller
kiste.
I beholderen kan lægges isposer, der holder temperaturen nede under transporten.
Fostre skal ikke formalinfikseres, medmindre transporten forventes at vare flere
dage (fra f. eks Bornholm, Færøerne eller Grønland).
Transporteres beholderen som ”almindelig forsendelse”, skal den emballeres på en
sådan måde, at det ikke kan ses, at emballagen indeholder en kiste, og det skal
anføres, at den skal behandles med forsigtighed (3). Transportøren bør dog kende til
forsendelsens indhold.
b. Af hvem ? :
Det er ifølge embedslægeinstitutionen i København (4) ikke i lovgivningen
præciseret, hvem der må transportere afdøde personer, inkl. fostre og børn. Rent
juridisk er der således p.t. ingen begrænsninger.
Transporten af afdøde fostre og børn bør foregå i en lukket vogn og foretages typisk
af hospitalsansatte chauffører i interne hospitalstransportvogne, af bedemænd eller
af Falck - men også taxa- eller fragtselskaber kan i princippet benyttes.
I visse tilfælde (fra. f.eks. Bornholm, Færøerne eller Grønland) må transport foregå
som ”almindelig forsendelse” med skib eller fly.
c. Økonomi :
Transporten til og fra obduktion betales af rekvirerende sygehus (ikke af forældrene).
Transport med interne, lukkede hospitalstransportvogne synes generelt at være den
praktisk og økonomisk mest hensigtsmæssige mulighed - og vurderes etisk fuldt
forsvarlig.
Flere bedemandsforretninger vil være villige til at forestå økonomisk gunstig
transport.
Falck tilbyder den formentlig dyreste transport (p.t. ca. kr. 1.200,- pr. time) - og
repræsenterer således ikke umiddelbart den bedste transportløsning.
Obstetrisk-Patologisk Udvalg om intrauterin fosterdød, dec. 2002
Referencer:
(1) ”Vejledning om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v.” , Sundhedsstyrelsen, København,
1997 (seneste udgave).
(2) Kirkeministeriets Bekendtgørelse nr. 593 af 1.dec. 1975 (se i (1)).
(3) Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 (se i (1)).
(4) Telefonisk samtale med Gertrud Backe, Embedslægeinstitutionen, København den 31.10.02.