Hent publikationen i pdf (til print)

Rapport
om
effektvurdering
af læplantningsordningen
Direktoratet
for Fødevareerhverv
(læhegnsrapport, 2005.doc. )

KAPITEL 1. HVAD ER EFFEKTMÅLING 3
1.1 Generelt 3
1.2 Målsætning 4
1.3 Analysegrundlag 5
KAPITEL 2. KLIMATISK OG BIOLOGISK BAGGRUND FOR LÆPLANTNING 6
2.1 Klimatiske og biologiske forhold 6
2.2 Jorden 9
2.3 Jordens produktivitet (arealproduktivitet) 12
KAPITEL 3. LÆPLANTNINGENS HISTORIE 13
KAPITEL 4. OVERSIGT OVER ÅRSAGSSAMMENHÆNGE VEDRØRENDE VIND OG
LÆHEGN 19
4.1 Vind, temperatur og luftfugtighed 19
4.2 Læhegn til beskyttelse af landbrugsafgrøder 21
4.3 Jord- og vinderosion 24
4.4 Klimatiske virkninger 27
4.5 Virkninger for plantevæksten 28
KAPITEL 5. LÆHEGNENES KONSTRUKTION SAMT MILJØMÆSSIGE OG
VÆKSTMÆSSIGE FORHOLD 31
5.1 Læhegnenes konstruktion 31
5.2 Fragmentering af landskabet 33
5.3 Korridorer, biotoper og habitater 33
5.4 Miljøkrav til korridorer og småbiotoper 35
KAPITEL 6. RETSREGLER OG RETSTILSTAND VEDRØRENDE FORMÅL MED
LÆPLANTNING 36
6.1 Generelt 36
6.2 Lovgivning om læplantning 36
6.3 Delkonklusion vedr. formål med læplantningsordningen 40
1

KAPITEL 7. ADMINISTRATIVE FORHOLD 41
7.1 Generelt 41
7.2 Tilskudsgrundlag 41
7.3 De danske Plantningsforeningers organisation og arbejde 43
KAPITEL 8. HVAD KOSTER LÆHEGN, HVOR MANGE KM LÆHEGN PLANTES OG
HVILKE LANDMÆND FORETAGER LÆPLANTNING 44
8.1 Omkostninger 44
8.2 Finanslovsbevillinger 46
8.3 Hvor mange km læhegn plantes 48
8.4 Hvilke landmænd foretager læplantning 50
KAPITEL 9. ØKONOMISK ANALYSE OG EFFEKTVURDERING 51
9.1 Generelt 51
9.2 Beregninger af merudbytte ved læplantning i den enkelte mark, grundberegning 52
9.4 Grundlag for samfundsøkonimisk analyse 58
9.5 Samfundsøkonomisk og privatøkonomisk effektvurdering 59
KAPITEL 10. RESUMÉ OG KONKLUSION 67
10.1 Resumé 67
10.2 Konklusion 72
10.3 Hovedkonklusion. 73
OVERSIGT OVER LITTERATUR. 75
2

Kapitel 1. Hvad er effektmåling
1.1 Generelt
Formålet med at foretage en effektmåling af en offentlig tilskudsordning som læplantning er at
danne grundlag for en vurdering af, om det offentlige får nok for pengene ved at yde tilskud til
ordningen. Den vigtigste forudsætning er, at aktiviteten overhovedet er samfundsøkonomisk
rentabel og politisk ønskelig. Er det pengene værd? Dernæst kan analyseresultatet resultere i tre
former for svar.
Den omhandlede aktivitet (læplantning) er privatøkonomisk så gunstig, at offentlige tilskud
næppe vil øge aktiviteten tilstrækkeligt.
Aktiviteten er samfundsøkonomisk ønskelig, men privatøkonomisk så ugunstig, at kun
offentlige tilskud vil kunne sikre et samfundsøkonomisk/politisk ønskeligt aktivitetsniveau.
Tilskudsordningen er samfundsøkonomisk ønskelig, men kan fokuseres bedre, således at
man kan opnå en tilstrækkelig aktivitet for færre penge.
Svaret på disse spørgsmål er komplekst, og der vil ikke i denne publikation blive formuleret
konkrete forslag til beslutning, men alene blive præsenteret et beslutningsgrundlag.
Effektmåling er ikke noget veldefineret begreb. Derfor er det nødvendigt at definere, hvad der i den
foreliggende sammenhæng forstås ved effektmåling. Først bemærkes, at dette ikke er en
brugerundersøgelse, som det kendes fra de fleste evalueringer af offentlige tilskudsordninger, hvor
man ved interviews, spørgeskemaer m.m. søger at måle de forskellige interessenters grad af
tilfredshed/ikke-tilfredshed med ordning x. Værdien af sådanne undersøgelser kan være tvivlsom,
idet kærneydelsen i en offentlig tilskudsordning er, at det offentlige forærer penge til brugeren. Det
vil være undtagelsen, at brugeren er utilfreds med at få penge forærende. Det indgår følgelig ikke i
denne rapport, i hvilket omfang brugerne måtte være glade for læplantningsordningen.
Effektmålingen vil blive foretaget i to dele:
Den første del er et forsøg på at beskrive og indsnævre de mange naturvidenskabelige vilkår
og sammenhænge på området. Det er svært, og det er især svært at sætte økonomiske tal på.
Den anden del er en cost-benefit analyse af de privatøkonomiske og samfundsøkonomiske
fordele/ulemper ved læplantningsordningen.
I den foreliggende sammenhæng er forskellen mellem den samfundsøkonomiske og den
privatøkonomiske beregning især, at der i den privatøkonomiske beregning medregnes offentlige
tilskud. Der kan endvidere være tale om at medregne eventuelle positive eller negative eksterne
effekter som miljø, mulighed for jagt, landskabelig forarmelse m.m. Den privatøkonomiske effekt
er beregnet før skat. Beregningerne er foretaget i faktorpriser samt i faste priser og dermed ved
anvendelse af realrenten. Der er ikke taget hensyn til, at den danske stat får 50 % refusion af EU.
I den foreliggende sammenhæng opfattes effektmåling som et forsøg på at finde ud af i hvilket
omfang den målsætning, som det offentlige har fastsat for ordningen, opfyldes. Det forudsætter, at
målet med ordning x er klart defineret, hvilket langt fra altid er tilfældet. Dernæst skal graden af
3

målopfyldelse kunne måles. Det kan ske enten i fysiske måleenheder f.eks. km, grader Celsius eller
økonomiske enheder/penge.
I princippet er måling i fysiske enheder det mest relevante og mest præcise. Det er de fysiske
forhold, der sætter rammerne for vores liv. Problemet er, at det ikke på fornuftig og èntydig måde er
muligt at sammenveje kilo, meter, grader Celsius m.m. til et fælles, fysisk udtryk. Den næstbedste
løsning er at foretage sammenvejningen økonomisk, dvs. ved anvendelse af et prissystem.
Det geniale ved et markedsstyret prissystem er, at det matematisk set sammenvejer de
prioriteringer, som findes i samfundet. Der findes talrige, meget raffinerede matematiske modeller,
som med stor nøjagtighed beviser dette. Den praktiske prisdannelse er imidlertid i høj grad styret af
den indkomst- og formuefordeling samt øvrige sociale strukturer, som findes i det samfund, som
analyseres. De priser, som findes, er derfor et øjebliksbillede af samfundets prioriteringer dvs. ikke
nødvendigvis et langvarigt udtryk.
1.2 Målsætning
Det er en forudsætning for en meningsfuld måling at effekten af en tilskudsordning, at det er
politisk fastlagt, hvilket/hvilke mål lovgiver ønsker opnået med ordningen. Det forudsætter, at det i
loven er bestemt, hvilket/hvilke mål, der ønskes opnået. Formålet med ordningen kan være uddybet
i den tilhørende bekendtgørelse.
Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at formålet med en tilskudsordning fremgår af lovteksten. I
nogle love og/eller bekendtgørelser er tillige angivet hvilke midler/instrumenter, der kan eller skal
anvendes til at opnå formålet. I nogle love angives intet formål med tilskudsordningen, medens der i
andre love angives mulighed for tilskud til et eller flere instrumenter (f.eks. i 1998-læplantningsloven,
som aldrig trådte i kraft angives, at formålet er, at ”nedsætte vindhastigheden over arealer,
der anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage, planteskole og
lignende”).
Nedsættelse af vindhastigheden kan næppe være et formål, men derimod et middel til at opnå et
eller flere formål, som ikke omtales. Formålene med læplantningslovene og bekendtgørelser er
skiftende og i visse tilfælde uklare. I det juridiske afsnit, kapitel 6, foretages en gennemgang og
fortolkning af tilskudsordningens formål i de forskellige love og bekendtgørelser.
En særlig problematik er utilsigtede sideeffekter af tilskudsordningen, de såkaldte eksternaliteter,
dvs. effekter, som falder uden for målsætningen. Disse kan enten være positive (external
economies) eller negative (external diseconomies). Hvad, der i denne forbindelse er positivt eller
negativt, er ikke entydigt. Hvad èn person eller gruppe af personer betragter som positivt, kan en
anden person eller gruppe af personer betragte som negativt.
Ved en offentlig tilskudsordning er det en politisk afgørelse, hvad der er positivt, og hvad der er
negativt. Det bør i videst muligt omfang undgås, at der skabes eksterne effekter ved en
tilskudsordning. Det er imidlertid oftest ikke muligt. Hvis den eksterne effekt anses for politisk
ønskelig og af en vis størrelse, bør den inddrages som en del af målsætningen, således at der ikke
længere er tale om en eksternalitet, dvs. effekterne internaliseres. Er den eksterne effekt politisk
uønsket, bør den reduceres mest muligt. Det kan imidlertid vise sig mere bekosteligt end at leve
med den pågældende eksterne negative effekt.
4

1.3 Analysegrundlag
Denne rapport er ikke et videnskabeligt dokument. Som analysegrundlag er anvendt videnskabelige
artikler, praktiske håndbøger og vejledninger, samtaler med branchefolk, populærvidenskabelige
fremstillinger m.m. Det indebærer, at de forskellige anvendte informationer ikke har samme
dokumentationsværdi. Såfremt der alene blev anvendt videnskabeligt dokumenteret information,
ville der komme store huller i informationsgrundlaget. Herved ville det blive meget vanskeligt at
drage brugbare konklusioner. Rapportens analyse og konklusion er følgelig et praktisk bud på, hvad
der kunne være effekten af læplantning.
5

Kapitel 2. Klimatisk og biologisk baggrund for læplantning
2.1 Klimatiske og biologiske forhold
Det danske landskab er et kulturlandskab. Af landets 4,4 mio. ha dyrkes 2,7 mio. ha eller ca. 61 %
som landbrug, medens 0,5 mio. ha eller godt 11 % dyrkes som skov. Tilsammen dyrkes altså 3,2
mio. ha eller 72 % af landets samlede areal som land- og skovbrug. Dette indebærer, at landet i
meget høj grad er præget af, hvordan denne dyrkning finder sted. Enge, marsk, hede, klitter, moser
og søer mv. udgør yderligere 0,5 mio. ha eller 11 %. Disse er også kraftigt påvirket af menneskelig
aktivitet, herunder at betydelige arealer af disse landskabsformer tidligere er blevet er inddraget til
anvendelse til landbrugsformål, jf. nedenfor. Byer udgør 4 %.
Der findes meget lidt oprindelig natur, og selv disse områder er præget af menneskets
tilstedeværelse. Det er menneskets løbende indgriben i naturen, der fastholder og udvikler
landskabet. Hvis man teoretisk forestillede sig, at mennesket helt forsvandt, må det antages, at
naturen meget langsomt ville bevæge sig tilbage mod en ligevægtstilstand, som må sidestilles med
den tilstand, som fandtes før mennesket satte sit præg på landet. Hvis man ønsker at måle effekten
af et menneskeligt indgreb i naturen f.eks. læplantning, er det vigtigt at gøre sig forestilling om, i
hvilken retning naturen vil bevæge sig uden det pågældende indgreb.
Det mest realistiske bud på, hvordan de klimatiske og biologiske forhold ville være i et sådant
Natur-Danmark, er formentlig at antage, at det ville være nogenlunde som i oldtiden før mennesket
fik nogen væsentlig indflydelse på naturen. Der vil nedenfor blive foretaget en beskrivelse af
klimatiske og biologiske forhold i oldtiden og menneskets fremadskridende indflydelse på naturen.
Samtidig bør man være opmærksom på, at også en natur uden mennesket langsomt ville ændre
ligevægtstilstand. Der ville altså ikke være tale om en stationær ligevægt, som er uforanderlig.
De første spor af mennesker i Danmark stammer fra 8.000-9.000 år f. Kr. Undersøgelser viser, at
klimaet stort set var som i dag, idet der dog i den mellemliggende periode har været
temperatursvingninger på et par grader. Det oceaniske danske klima favoriserer generelt en
succession, hvis endemål er lys, åben skov.
Ligevægtstilstanden for den danske natur er følgelig i det væsentlige skov. Modsætningen til skov
ville være græssteppe, hede eller ørken. Den simpleste anvendelige grænsebetingelse for om der
udvikles skov, hede, steppe eller ørken er det såkaldte indstrålingsindex for tørke.
Index`et beskriver forholdet mellem nettoindstrålingen og den energi, som kræves til fordampning
af den årlige nedbør. Er indexværdien 1 udtrykker, at nedbør og fordampning balancerer. Er
index`et over 1 er der nedbørsunderskud, og er index`et under 1, er der nedbørsoverskud. En
indexværdi på 1–2 favoriserer hede og steppe, medens en værdi på 0,33–1 favoriserer skov. Det
danske indstrålingsindex ligger gennemsnitligt på 0,7.
Variationer for jordbundsforhold, lokalklima og mikroklima betyder, at der er egne og lokaliteter i
Danmark, hvor index`et balancerer omkring et nedbørsunderskud. Lokalt kan fordampningen være
højere. Et index under 1 baseret på årsmiddelværdier er ikke udtømmende for forudsætningen for
udvikling af skov, idet der kan være sæsonsvingninger i løbet af året. Endvidere er der andre
væsentlige faktorer, som kan føre til steppe, hede eller klitter. Det kan dreje sig tørkeperioder,
6

frostperioder, vindhastighed, jordbundsforhold, erosion eller græsning. På våd bund kan udvikles
moser, kær og strandenge.
Temperaturen var i perioden 8.000-4.000 år f. Kr. nogle grader højere end i dag. På den tid fandtes
planter, som i dag har deres nordgrænse i Mellemeuropa. Fra ca. 4.000 år f. Kr. faldt temperaturen
langsomt til den temperatur vi har i dag. Der har været mindre temperatursvingninger med en
forholdsvis varm periode i middelalderen og senere den såkaldte lille istid i 1600–1700 tallet.
Efter isen havde trukket sig tilbage omkring 9.500 år f. Kr., indtræder den såkaldte holocænperiode,
som vi stadig befinder os i. Siden holocænperiodens start er der til stadighed sket såvel ændringer i
havspejlsniveau (eustasi) som ændringer i landniveau (isostasi). Fra 7.000 år f. Kr. begynder landet
langsomt at få det nuværende geografiske omfang, men eksempelvis bestod Thy og Vendsyssel
fortsat omkring 5.000 år f. Kr. af en række mindre øer.
Grundvandspejlets beliggenhed i forhold til jordoverfladen har stor betydning for jordfugtigheden
og dermed for vegetationen. Svingninger i grundvandstanden afspejler endvidere, hvor stort
nedbørsoverskuddet eller nedbørsunderskuddet er, jf. ovenfor. Dette er tilsammen afgørende for
vegetationens hydrologiske levevilkår.
Da sand har en meget dårligere evne til at tilbageholde vand end ler (den såkaldte
retensionskapacitet) vil hydrologiske ændringer påvirke vegetationen langt hurtigere og kraftigere
på sandjord end på lerjord. Det er således omkring for perioden 4.500-4.000 år f. Kr. observeret, at
der i tørre perioder har været hyppige lynantændte brande på den sandede, næringsfattige jord i
Vestjylland, medens noget tilsvarende ikke er observeret i landsdele med mere leret og næringsrig
jord.
Det er endvidere observeret, i indsamlede prøver af pollen fra 4.000-4.500 år f. Kr udgør pollen fra
græs, urter og dværgbuske knap 20 % på sandjord, medens pollen fra disse plantearter udgør under
5 % på lerjord. De nævnte observationer antyder, at den oprindelige vegetation på den sandede,
næringsfattige jord i Vestjylland har tenderet mod steppe og hede, medens vegetationen på den
mere lerede og næringsrige jord i det øvrige land har tenderet mod skov.
Det bemærkes, at hydrologien i vort nuværende landskab er stærkt påvirket af bl.a. dræning,
indvinding til drikkevand eller vanding. Flere geografiske analyser peger på, at arealdækningen af
vådområder er faldet fra oprindeligt over 20 % af landskabet til 2-4 % i løbet af de sidste 200 år.
Bestanden af store pattedyr synes at forsvinde relativt tidligt i holocæn. Således forsvinder vildhest
og europæisk bison i det første årtusind af holocæn. Elg og urokse uddør 6.000-3.000 år f. Kr. på
øerne og omkring 2.000 år f. Kr. i Jylland. Losens uddøde 5.000-4.000 år f. Kr. Bjørnen uddøde
800-400 år f. Kr., medens ulven fandtes næsten til vor tid.
Det synes ikke endeligt dokumenteret, at de store pattedyr uddøen skyldes menneskelig aktivitet,
men det forekommer overvejende sandsynligt. Teorien understøttes af, at de store pattedyr i U.S.A.
f.eks. bisonoksen forsvandt i løbet af nogle få århundreder efter den europæiske kolonisering.
På planteområdet synes en frugtbar analytisk tilgang at være en kategorisering af planter efter deres
tilgang til forskellige grader af forstyrrelser og potentiel produktivitet. Således synes
forstyrrelseselskende planter at have vundet frem allerede fra jæger- og samlersamfundet fra ca.
7

4000 år f. Kr. Forstyrrelseselskende planter er eksempelvis planter, hvis frøspredning sker via
forstyrrelse fra dyr eller mennesker. Forenklet udtrykt kan planter opdeles i tre kategorier:
pionerplanter, som har en hurtig vækst og frøsætning som tilpasning i forstyrrede miljøer,
konkurrenceplanter, som har en hurtig og dominerende vækst i produktive/næringsrige
miljøer og
nøjsomhedsplanter, som har særlig evne til at klare en kronisk mangel på næringsstoffer og
derfor er særlig egnede til at klare sig i uproduktive miljøer.
Omkring år 4000 f. Kr. ændres samfundet langsomt fra et jæger- og samlersamfund til et
landbrugssamfund. Jagt og fiskeri har fortsat betydning. Allerede på de første
bondestenalderpladser i Danmark afspejles en bred landbrugsøkonomi med husdyrbrug med kvæg,
svin, får og geder samt kornavl af hvede og byg. Befolkningen var især koncentreret på de mere
næringsrige jorde. Jorden anvendtes især til husdyrgræsning, medens kornarealet pga. de primitive
landbrugsredskaber var lille.
Det antages, at markerne kun blev kortvarigt dyrkede og dernæst overladt til regeneration. Det
antages, at ny jord blev inddraget ved afbrænding af skov og hedearealer. Det er uklart, hvornår
gødskning tages i brug, men det kan være sket 3.000-2.000 år f. Kr. Fra omkring år 1.300 f. Kr.
findes spor af stalde med båseskillerum. Samtidig synes markerne at blive mere permanente.
Gødskning og græsning betød transport af næringsstoffer fra græsningsarealerne til agrene og
bebyggelsen. Hermed igangsattes en langsom udpining af de permanente græsningsarealer.
Udpiningen var særlig udtalt i Vestjylland, hvor hedeafbrænding meget tidligt blev taget i brug ved
udnyttelsen af lyngarealerne. Hedeafbrænding forøger tabet af næringsstoffer væsentligt.
Det generelle tab af næringsstoffer, som landbruget medførte, illustreres af den allerede meget
tidligt forøgede erosion og belastning af søerne med fosfor, som findes i fossile borekerner fra
søsedimenter. Det skønnes, at en landbrugsejendom i ældre jernalder behøvede ca. 3 ha til
korndyrkning, ca. 30 ha til høslæt og 30–60 ha til græsning. Husdyrenes græsning har derfor præget
landskabet langt mere end agerbrug. Endvidere skabte opstaldning af husdyr om vinteren behov for
store arealer til produktion af foder.
Op gennem yngre jernalder og vikingetiden ca. fra år 200-1100-tallet blev landmændene stort set
bofaste. Jorden opdeltes i udmarken og indmarken. Udmarken var skov, krat, hede m.m., som
anvendtes til græsning for husdyr, jagt, indsamling af gavntræ og brænde m.m. Indmarken blev i
princippet dyrket, men de dele, som var vandlidende, skrånende mv., dyrkedes ikke. Gødskning
blev anvendt og i bestemte områder udvikledes en dyb, næringsrig muld, som blev fastholdt i brug.
Fra 1100-1700-tallet sker der landskabsmæssigt relativt lidt. Opdelingen i udmark og indmark
findes fortsat. I de dyrkede dele af indmarken ligger jorden brak i 5 år og dyrkes i 5 år. Der
anvendes tillige sædskifte for den dyrkede jord.
I den enkelte landsby var der dyrkningsfællesskab for landsbyens dyrkningsområde. Landskabet er
stort set uændret i hele perioden, idet der dog som følge af stor hugst bliver stadig mindre produktiv
skov. Anvendelsen af naturgødning fra udmarken som gødskning i indmarken samt græsning
indebar en transport af næringsstoffer fra udmarken til agrene i indmarken. Hermed skete en
8

langsom udpining af græsningsarealerne. Udpiningen var særlig udtalt i Vestjylland, hvor der tillige
i udtalt grad blev anvendt hedeafbrænding i forbindelse af udnyttelse af lyngarealerne.
Siden senmiddelalderen var herremænd og fæstebønder fælles om at udnytte skovene. Skoven
opdeltes i overskov eller underskov. Overskoven var de høje træer som eg, bøg og ask, som tilfaldt
herremændene. De havde tillige eneret på at opfede såkaldte skovsvin, som levede af nedfaldne
frugter, nødder, agern, olden m.m. i skoven. Endvidere anvendtes skoven til græsning af kvæg.
Fæstebønderne havde ret til at udnytte den såkaldte underskov ved styning af træer og buske ned til
roden, hvorfra træet/busken så kunne sætte nye stammer.
Den fortsatte styning af underskoven indebar, at skovene i løbet af 1600–1700-tallet forvandledes
fra højstammet skov til lav kratskov uden, at skovarealet blev formindsket. Der opstod derfor et
betydeligt behov for import af tømmer. Op mod 1700-tallet begyndte derfor forsøg med
skovdyrkningsformer, der ikke var baseret på den traditionelle bondeskov, der alene var baseret på
træernes evne til at skyde op igen efter hugst. Der gjordes forsøg med såning og plantning samt med
fredning af selvforyngende arealer. Græssende husdyr samt hjortevildt i skovområder var fortsat et
problem.
I 1763 startede kronen et omfattende skovplantningsprogram under ledelse af den tyske skovekspert
von Langen og den danske overjægermester von Gram – den såkaldte Gram – Langenske
Forstforordning. Ifølge programmet skulle skovdrift baseres på velafgrænsede bevoksninger
(afdelinger) med ensartede og ensaldrede træer samt mangeårig planlægning med hensyn til
foryngelse, pleje, udtynding og sluthugst.
Endvidere skulle skovgræsning af husdyr ophøre og vildtbestanden reduceres kraftigt. Samtidig
medførte øget efterspørgsel efter agerjord og brænde, at de fleste af bøndernes underskovs- og
græsningslodder blev ryddet og omdannet til agerjord. Omkring 1800-tallet var Danmarks skovareal
reduceret til 4 % af landets areal. Idag er andelen 11 %. Disse skovslagtninger var den vigtigste
årsag til, at kronen i 1805 indførte fredskovpligten.
Fredskovspligten indebar bl.a., at alle overskove skulle bevares, og at alle former for skovgræsning
blev forbudt. Fredskovene blev afgrænset ved retlinede stendiger, og der var ikke længere offentlig
adgang til skovene.
Som følge af gode kornpriser opstod der op mod midten af 1850-tallet især hos de østdanske
godsejere et stigende pres for at tillade ophævelse af fredskovpligten på de næringsrige jorde i
Østdanmark mod at plante et tilsvarende areal skov på de næringsfattige vestjyske hedearealer.
Disse vestjyske arealer havde været udpint gennem århundreder og var derved blevet omdannet til
lynghede, som kun kunne brødføde en ganske beskeden befolkning.
2.2 Jorden
Jorden egnethed til landbrugsformål, dens bonitet, er både natur- og kulturbetinget. Forskellen
mellem den naturbetingede bonitet og den samlede bonitet, incl. den kulturbetingede bonitet,
betegnes bonitetsdifferencen. Bonitetsdifferencen udtrykker således, hvor meget mennesket har
forbedret, evt. forringet, jordens egnethed til landbrugsformål i forhold til de naturgivne
forudsætninger. Jordens bonitet afhænger bl.a. af:
dens næringsstofstatus,
9

dens vandforsyningsevne
dens afvandingstilstand
dyrkningssystemet
det teknologiske stade samt
socioøkonomiske faktorer.
Hertil er klimaet, jf. nedenfor, naturligvis af afgørende betydning. Det er vigtigt at gøre sig klart, at
jordens bonitet ikke er en konstant størrelse.
Den menneskelige aktivitet har afgørende indflydelse på udviklingen i boniteten. Eksempler på
menneskets indgriben i jordens bonitet er f.eks. dræning, vandingssystemer, gødskning, kalkning,
læplantning, pløjning, dyrkning og afbrænding. Systematiske landsdækkende opgørelser over
jordens potentielle dyrkningsværdi, kaldet bonitetsmatrikler, har været anvendt i de sidste 350 år.
Hovedformålet med en sådan bonitering var at danne grundlag for jordbeskatning. Inden
systematiske opgørelser af boniteten anvendtes plovskat og opgørelser af mængden af udsæd som
udtryk for det produktionspotentiale, som kunne beskattes.
Omkring enevældens indførelse i 1660 iværksættes et systematisk arbejde med henblik på at skabe
et grundlag for jordbeskatning. De ældste matrikler fra 1662 og 1664 var baseret på de afgifter, den
såkaldte landgilde, som fæstebønderne betalte godsejerne. Landgilden, som udtrykkes i en række
naturalieydelser, blev omregnet til et fast mål, tønder hartkorn. I løbet af 1680´erne blev udarbejdet
en ny matrikel, den såkaldte 1688-matrikel.
I modsætning til landgilde bestod den af en egentlig opmåling af landbrugsjorden. Opmålingen
hvilede på en opmåling af agerjorden og en vurdering af dens produktionspotentiale. Endvidere
opmåltes de øvrige jordresourcer som eng, græsningsarealer, skov m.m. I vurderingen af agerjorden
indgik jordbundsforhold og ydeevne, men også en vurdering af dyrkningssystemet f.eks., hvor tit
jorden henholdsvis var i drift/hvile.
I vurderingen indgik eksempelvis om landsbyen havde trevangsbrug (1 års hvile og 2 års drift),
græsmarksbrug (halvdelen til dyrkningen og halvdelen til hvile) eller alsædebrug (dyrkning hvert
år).
I forbindelse med udskiftningen i perioden 1775-1810 ændredes dyrkningssystemet radikalt. Der
var derfor behov for en ny vurdering af jordens bonitet. Det skete internt i de enkelte landsbyer. Der
eksisterer derfor i dag ikke data, der muliggør sammenlignende analyser. Udskiftningen medførte
imidlertid, at der blev behov for en nyvurdering af jorden og produktionspotentialet som grundlag
for den fremtidige jordbeskatning. Det blev derfor i 1802 besluttet at skabe en ny matrikel. Den
trådte i kraft i 1844 og kaldes derfor 1844–matriklen.
I den nye matrikel søgte man at sætte sig ud over den tidligere matrikels tidsbundne begrænsninger
og dyrkningsspecifikke hensyn. Vurderingen af jorden blev baseret på en skala fra 0-24.
Opmålingen skulle ske ved anvendelse af geometriske metoder. Ved taksering af agerjorden skulle
der tages hensyn til jordens ” indvortes godhed og naturlige beskaffenhed”. Jorden skulle vurderes
ud fra dens fysiske beskaffenhed. Målet var at vurdere alle jorde med forskellige egenskaber, og der
skulle etableres prøveudtagningshuller for hver to tønder land. Det vides ikke, om man har vurderet
mere end muldlagets tykkelse og indikatorer som jordens farve, lugt og struktur.
10

Jordens fysiske egenskaber synes at have været det vigtigste i boniteringsarbejdet. Eng- og
græsningsarealer samt heder takseredes ikke efter jordbundens fysiske egenskaber, men efter
antallet af hølæs eller antallet af græssende kreaturer. På hedearealerne var denne produktion oftest
lavere end kornproduktionen, hvorfor disse arealer oftest blev takseret lavt. Dette gælder selv om
jordens fysiske og kemiske egenskaber ikke altid var markant anderledes end på andre jorde.
Som referenceramme for takseringen anvendtes landets bedste jord til dyrkning – den såkaldte
idealjord. Denne jord karakteriseredes af en overjordstykkelse på ca. 25-30 cm Den skulle have en
sammensætning på ca. 1/3 muld, 1/3 sand, 1/6 ler og 1/6 kalk. Der blev tillige udført
prøvetakseringer for jord med taksterne 20, 16, 10 og 3.
Man mente på det tidspunkt, at man havde skabt et eviggyldigt udtryk for jordens ydeevne og
dermed et retfærdigt og eviggyldigt beskatningsgrundlag. Derfor blev der sat store resourcer ind på
at skabe dette grundlag. Boniteringsarbejdet var færdigt i 1820, men bl.a. efterfølgende
beregningsarbejde bevirkede, at matriklen først sattes i kraft i 1844. Efter krigen i 1864 fik
Danmark tildelt nogle landområder ved Ribe og Kolding samt Ærø. Disse områder skulle boniteres.
Der var allerede på dette tidspunkt en vis formodning om, at boniteten ikke var eviggyldig, men at
denne kunne ændre sig over tiden. I forbindelse med boniteringen af de nye områder blev der derfor
foretaget sammenlignende omboniteringer på Fyn og Jylland. Disse viste bonitetsstigninger på
henholdsvis 3 % og 16 %.
Det var hermed påvist, at den menneskelige aktivitet kunne forbedre jordens produktivitet. De
anvendte kilder giver ikke mulighed for at skelne mellem driftstekniske og kulturtekniske
forbedringer. I perioden 1800-1870 blev høstudbyttet 3-4 doblet. Samtidig blev landbrugsarealet
imidlertid udvidet væsentligt. Der foreligger således ikke tal for udviklingen i arealproduktiviteten,
men det synes uden for al tvivl, at arealproduktiviteten blev øget meget væsentligt i perioden.
Årsagen vurderes at være den menneskelige aktivitet.
For lerjord er der bl.a. tale om dræning af vandlidende arealer, medens sandjordene blev forbedret
ved mergling, gødskning og forbedret jordbehandling. En undersøgelse af sammenhængen mellem
1844–boniteten og foldudbyttet i år 1900 viser, at sammenhængen er bedst på øerne, medens
spredningen var væsentlig større i Jylland. Især for de laveste bonitetsklasser 2-8 var udbytterne
væsentligt større end i 1844-boniteringen. Det antyder, at jorde med den ringeste naturgivne bonitet
har det største forbedringspotentiale.
I 1903 indførtes ejendomsskyld som grundlag for en jordbeskatning, som tager udgangspunkt i
jordens handelsværdi. Det synes i en længere årrække at have mindsket interessen for bonitering af
jorden.
I 1949 nedsattes en ny boniteringskommission. Boniteten skulle ansættes på en takstskala på 1–100,
hvor den bedste bonitet var 100. Ved boniteringen valgte man kun at undersøge jordens fysiske
parametre, idet disse i modsætning til de kemiske sjældent forandres. Der blev foretaget 25.000
prøveboniteringer, men i 1970 blev det konkluderet, at det blev for dyrt og tidkrævende at
gennemføre den nye bonitering.
11

2.3 Jordens produktivitet (arealproduktivitet)
Traditionelt opdeles produktivitet, dvs. totalproduktiviteten, i tre elementer, som modsvarer de tre
produktionsfaktorer:
jord,
arbejdskraft og
realkapital.
Jord forstås i denne sammenhæng som såvel fysisk jord som råstoffer f.eks. malm, olie, grus og
sand.
Arbejdskraft er den menneskelige arbejdskraft, medens realkapital er de maskiner og andre
arbejdsredskaber, der er fremstillet af mennesker. Der er især foretaget mange undersøgelser af
arbejdsproduktiviteten - produktiviteten pr. person, men der er tillige foretaget målinger af
kapitalproduktiviteten. De målinger, der er foretaget af jordens produktivitet – arealproduktiviteten,
synes derimod oftest ikke at udskille de to andre produktionsfaktorer.
De målinger af stigninger i udbyttet pr. ha af f.eks. hvede indeholder således traditionelt også
udviklingen i de to andre produktivitetselementer, arbejdskraft og kapital. Opgørelser af
udviklingen i udbyttet pr. ha kan således ikke anvendes til at udtrykke udviklingen i jordens
produktivitet. Ovenfor under pkt. 2.1 og 2.2 er det dokumenteret, at jorden har sin egen
produktivitetsudvikling. Den bliver stadig bedre ved korrekt behandling, ligesom den kan forringes
ved ukorrekt behandling.
12

Kapitel 3. Læplantningens historie
Da agerbruget i stenalderen for omkring 6000 år siden vandt frem påbegyndes en levemulighed for
en voksende befolkning en udvikling, der langsomt førte til, at store dele af den naturlige
skovbevoksning forsvandt. I vikingetiden blev situationen alvorlig. Skiftende love i 1500-, 1600- og
1700-tallet søgte at forhindre yderligere ødelæggelser. Nogen gavn har lovindgrebene nok haft, men
fælles for dem alle var, at de sjældent blev overholdt. Krigstilstande forværrede situationen. Det var
både danskerne selv og fjenden, der ryddede store skovområder i Danmark.
Skove forsvandt i hele Danmark, men værst gik det ud over Midt- og Vestjylland.
Denne udvikling fik nogle alvorlige virkninger i et kystnært land som Danmark, hvor vinden er en
allesteds værende realitet.
Når vinden kan få frit spil, og hvor plantedækket er svagt, udtørres jorden og jordfygning bliver et
tilbagevendende problem. Det gik værst ud over det træløse Jylland med de særlig følsomme
sandede jorder. Den tidligere dyrkbare jord i Midt- og Vestjylland blev med tiden omdannet til
hede.
Ødelæggelsen af agerjorden førte i 1500-1700-tallet til, at hovedparten af Vestjyllands jorder blev
opgivet som landbrugsjord. I Østdanmark var situationen gunstigere til dels på grund af den bedre
jord og til dels på grund af, at de sten- og jorddiger, der var oprettet i forbindelse med samlingen af/
udskiftningen af bøndergårdene, gav en vis beskyttelse mod vinden.
I 1800-tallet starter indsatsen for landskabets og skovenes bevarelse i Danmark. Af stor betydning
for bevarelsen af de danske skove blev indførelsen af den såkaldte fredskovspligt, som forbød den
systematiske rydning af skove, og som blev indført i 1805. Derved sikrede man de sjællandske og
fynske skove, men i størstedelen af Jylland kom indsatsen 300 år for sent.
I lyset af den tidligere skovrigdom fødtes ideen om gennem plantning af træer at beskytte Jylland
mod hede- og ørkendannelse. De første skridt var anlæg af statslige læhegn, nåletræsplantager og
beplantning af klitarealer.
I midten af 1800-tallet begyndte man opdyrkningen af den jyske hede. Hedebonden havde måttet
tilpasse sig lyngens og vejrligets hårde liv, og de begrænsede dyrkningsmuligheder heden gav dem.
Opdyrkningen af heden førte til en indsats for at forbedre produktions- og vækstbetingelser for
afgrøder.
Det Danske Hedeselskab blev etableret i 1866 og havde bl.a. opdyrkningen af den jyske hede som
mål.
Enrico Mylius Dalgas blev den kendteste af de personer, der gik ind i sagen om opdyrkning af
heden og plantning af læhegn. Dalgas var officer og deltog i krigen 1848-1850 og i krigen 1864.
Efter en lang karriere i artilleriet blev Dalgas overført til tjeneste som ingeniør i vejvæsenet. Enrico
Mylius Dalgas var medstifter af Det danske Hedeselskab og var selskabets første direktør til sin død
i 1894.
13

Dalgas så plantning af læhegn som et alternativ til egentlige skove og plantager til at skabe læ og
bedre vækstbetingelser. Læplantningen startede som et rent jysk projekt, og det vedblev det at være
i mange år. Opdyrkningen af den jyske hede og læplantningssagen er historisk tæt forbundet.
Dalgas havde forudsætninger for at arbejde for opdyrkningen af heden og plantningssagen. Som
officer i hæren havde han lært organisation og lederskab. Gennem arbejdet som vejingeniør havde
han fået et tilbundsgående kendskab til landskabs- og jordbundsforhold, som var forudsætningen for
at kunne rådgive om opdyrkningen af heden og plantningsindsatsen, og han kendte hedebonden og
hans vilkår. Han havde kontakter i og uden for landbruget.
Det var ganske karakteristik for Dalgaskredsen, at de ikke selv kom fra landbruget, og at de som
han arbejdede frivilligt og gratis for sagen. Dalgas og de andre foregangsmænd havde et
engagement og evnen til at begejstre.
Plantningssagen blev en jysk folkesag med stor og bred deltagelse. Det var karakteristisk, at
deltagelsen fra landbruget, selvom det i høj grad var til fordel for den lille hedebonde, blev initieret
af godsejere og proprietærer og planteskolefolk. De generelle landbrugsorganisationer kom først
(som organisationer) langt senere ind i billedet.
Den oprindelige tanke havde været, at medlemskontingentet til Hedeselskabet skulle bruges til
finansieringen af planteindkøb. Da plantningssagen havde vist levedygtighed overtog staten
finansiering. Lodsejerne blev inddelt i lokale og regionale distrikter med en forretningsfører, der
stod for den gratis uddeling af plantemateriale. Forretningsføreren var oprindelig ulønnet, og han
kom oprindeligt fra samfundets daværende top. Foreningernes geografiske opdeling omfattede ofte
en eller flere kommuner.
I den første tid kom plantematerialet fra private planteskoler. Den måde man organiserede
uddelingen af det gratis plantemateriale var en af forudsætningerne for plantningssagens succes.
Selve entreprenør- og plantningsarbejdet påhvilede lodsejerne. Det var et hårdt slid uden
mekanisering at bearbejde hedejorden. Det var kun de få store bønder, der havde ansat arbejdskraft
til at udføre plantearbejdet. Hedebonden måtte udføre arbejdet ved siden af det daglige hårde
arbejde på gården.
I 1902 dannedes plantningsforeningernes paraplyorganisation ”De Samvirkende
Plantningsforeninger”, i dag ”Landsforeningen De danske Plantningsforeninger”.
Da Dalgas og kredsen omkring ham faldt væk, var det afslutning på en epoke og med disse pionèrer
faldt det frivillige arbejde på organisationsniveau også væk.
I slutningen af 1930´erne blev Danmark hærget af voldsomme storme og sandfygninger, og det blev
igen åbenlyst, hvor udsat Danmark var for vinderosion og dens skadevirkning.
1930´ernes store arbejdsløshed gjorde det nødvendigt at iværksætte beskæftigelsesforanstaltninger.
Da læplantningen var arbejdskrævende og en stor samfundsgavnlig folkesag, blev en af statens
foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden oprettelse af det såkaldte ”Flyvende Korps”. Det
Flyvende Korps blev oprettet i 1937/1938 under socialministeriet. Korpset bestod af unge
14

arbejdsløse, der med statslig lønkompensation arbejdede på den jyske hede med den primære
opgave at plante læhegn.
Hedeselskabets væsentligste funktion indtil oprettelsen af Det Flyvende Korps havde været at
forvalte de statslige tilskud. I 1938 fik Det danske Hedeselskab ansvaret for Det flyvende Korps
aktiviteter. Det var starten på en ny epoke for Hedeselskabet, som på statens vegne blev både
tilskudsforvalter og entreprenør. I kraft heraf overtog Hedeselskabet snart efter
planteskolevirksomheden og blev leverandør af plantemateriale til læplantningen. Derved kom
Hedeselskabet til at indtage en dobbeltrolle som formidler af tilskud til planter og som leverandør af
disse. Trods en stigende kritik igennem årene bevarede Hedeselskabet denne monopolstilling indtil
1988.
Det flyvende Korps blev nedlagt i 1963, da den store arbejdsløshedsperiode var overstået. Man
skønner, at korpset plantede, hvad der svarer til omkring 43.000 km læhegn og 20.000 ha
småplantninger. Uden indsatsen fra Det flyvende Korps havde det ikke været muligt at anlægge
hegn i den størrelsesorden. Men også efter nedlæggelsen af Det Flyvende Korps blev der givet
tilskud til entreprenør- og plantningsarbejdet til de kollektive læhegn. Man vendte således aldrig
tilbage til de tider, hvor man ved anlæg af de kollektive læhegn skulle udføre plantningsarbejdet
selv eller for egen regning.
Læhegn lever ikke evigt. Storme i 1960´erne afslørede ligesom i 1930´erne, at mange gamle læhegn
var udtjente og fulde af huller. Samtidig var mange tidligere læhegn forsvundet som følge af
landbrugets strukturudvikling. Perioden var ligeledes præget af faldende plantningsaktivitet, ikke
mindst som en følgevirkning af nedlæggelsen af Det flyvende Korps.
Stormene i 1960´erne afslørede, at det traditionelle læhegns levetid var relativt kort, og at
nåletræeshegn ikke var så robust som ønskeligt. Det blev landskonsulent i læplantning Frode
Olesen, der blev initiativtager til en modernisering af læhegnene, så de bedre kunne modstå vind og
sygdomme. Han blev i denne forbindelse initiativtager til flerrækkede hegn i et forsøg på at
effektivisere lævirkningen.
Læhegnene skiftede karakter fra monokulturer af nåletræer, tjørn og seljerøn til flerrækkede
løvtræeslæhegn med mange arter. For at frembringe den landskabelige læ blev de nye læhegn
plantet som et fælles projekt i et geografisk afgrænset område. Den mest epokegørende fornyelse og
effektivisering af de danske læhegn var et nyt system med hegnsprojekter som en videre udvikling
af den kollektive læplantning. Egnsprojekter omfatter mindst 20 km 3-rækkede læhegn og
forudsætter, at næsten alle lodsejere inden for et område tilslutter sig planen og slutter sig sammen i
plantningslaug.
Egnsprojekter sigter mod at skabe et hovedsystem af hegn på en hel egn, der kan suppleres med
individuelle plantninger i tilknytning til egnshegnet. Egnshegnet har fordele både i
planlægningsfasen, hvor der ved en samlet plan kan opnås større effektivitet i lævirkningen og i
udførelsen, hvor en samlet planmæssig indsats af materiel og mandskab muliggør en rational
arbejdsgang, og hvor omkostningerne reduceres. De individuelle læhegn var billige for staten i den
forstand, at der kun blev givet tilskud til plantematerialet.
Der blev i perioden 1963-1976 ydet en årlig bevilling på 3 mio. kr. til læplantning om året på
finansloven.
15

I halvfjerdserne oplevede Danmark igen voldsomme jordfygninger, der på ny satte fokus på
læhegnenes betydning for bekæmpelse af erosion og for vilkårene for og udbyttet af
landbrugsproduktion i Danmark.
I 1974 kom der bevillinger til fra en ny kilde, idet der for første gang blev mulighed for EU-støtte til
læplantning. Der blev ydet EU-støtte til plantning af 2000 km 3-rækkede læhegn, men alene til de
vestjyske amter, hvor risikoen for vinderosion er særlig stor. Der var således ikke tale om et
landsdækkende projekt. EU-finansieringen fortsatte i 1976, men nu som en permanent,
landsdækkende EU-ordning med national medfinansiering.
Indtil 1976 havde tilskudsordningen alene haft hjemmel i en bevilling på finansloven. Praktiske og
administrative hensyn, herunder EU-tilskudsmidlerne tilsagde, at tilskudsmulighederne blev fastsat
ved lov. I 1976 vedtoges den første lov om læplantning. Der blev dog tale om en videreførelse af
den hidtidige forvaltning. Tilskudsordningen blev landsdækkende, men det siges i bemærkningerne
til lovforslaget, at læplantningens hidtil har haft særligt sigte på de jyske hedeegne. Denne erklæring
findes ikke i de mange efterfølgende læplantningslove. Loven udløb automatisk i 1981/1982.
I loven sondres der mellem kollektive læplantningsarbejder og anlæg af andre lægivende hegn, hvor
der ikke var muligt at deltage i kollektiv læplantning (individuelle læhegn). Tilskuddet var
væsentligt mere favorabelt for anlæg af kollektive, hvor der blev ydet tilskud omkostninger,
inklusiv udgifterne til entreprenør–og anlægsarbejder, medens der for de individuelle læplantninger
kun blev ydet tilskud til erhvervelse af plantemateriale. Denne sondring og tilskudspolitik blev
opretholdt indtil nye regler i 2002 tilskudsmæssigt ligestillede de 2 slags læplantninger.
Det var en betingelse for at opnå tilskud for såvel kollektive som individuelle læhegn, at der blev
opnået en lægivende virkning på landbrugsarealer, hvorved der blev skabt vilkår for højere
produktionsudbytte.
Omkring 1976 blev de generelle landbrugsorganisationer involveret i læplantningssagen.
1976-loven blev forlænget flere gange. I 1988 vedtages en ny lov. Tilskudsordningen ophørte med
at være tidsbegrænset. Ved 1988-loven omlægges administrationen af loven. Den stigende kritik,
specielt fra landbrugsorganisationerne, af Det danske Hedeselskabs monopolvirksomhed, førte til en
omlægning. Det blev overvejet i forbindelse med 1988-loven at henlægge administrationen til det
daværende Landbrugsministerium. Imidlertid blev administrationen henlagt til Fællesudvalget for
Læplantning, i dag Landsforeningen De danske Plantningsforeninger. Det skete på forsøgsbasis,
men ordningen blev permanent og her ligger administrationen fortsat. Det bemærkes, at man ved
omlægningen i 1988 herved fastholdt, at administrationen skulle placeres i privat regi.
Ved omlægningen af administrationen blev Hedeselskabets monopol som administrator og
entreprenør ved anlæg af kollektive læhegn med statstilskud ophævet. Der blev således frit
entreprenørvalg, hvilket skulle sikre den fri konkurrence, og at statsligt støttede anlægsopgaver blev
udført med lavest mulige omkostninger.
Som noget nyt indeholdt 1988-loven et formål med læhegn. Det fremgår, at læhegn skal tjene til at
nedsætte vindhastigheden over landbrugsarealer, det vil sige at varetage hensyn af landøkonomisk
16

karakter. Plantninger, der skal give læ til for eller pynte på landbrugets produktionsbygninger,
idrætsanlæg eller lignende blev ikke tilskudsberettiget.
Efter næsten 100 år uden egentlig lovregulering fulgte en række nye love og ændringslove. Allerede
efter 5 år ændres 1988-loven. Der blev et politisk krav om, at bæredygtighed skulle integreres i
landbrugspolitikken og også indenfor læplantning.
I 1993 ændres 1988-loven. Med ændringen i 1993 bliver tilskudsordningerne ændret væsentligt.
Med lovændringen blev der åbnet mulighed for at yde tilskud til de såkaldte supplerende
løvtræsplantninger af overvejende løvfældende træer og buske, der etableres samtidig med og i
tilknytning til anlæg af læhegn. Formålet med ændringen er 2, nemlig en optimering af hegnenes
lægivende virkning og samtidig fremme læhegnenes effekt på landskabs- og naturforhold til gavn
for flora og fauna. Med 1993-loven indførte man en sondring mellem begreberne læhegn og
læplantning. Læplantningsbegrebet blev det overordnede begreb, omfattende såvel de traditionelle
læhegn som supplerende løvtræsplantninger.
Fem år senere ændres læplantningsloven på ny. Denne lov trådte imidlertid aldrig i kraft. Med
lovændringen ønskede man, at tilskudsordningen i højere grad tog hensyn til miljø, naturen, flora og
fauna. Med loven blev der åbnet mulighed for beplantninger omkring tekniske anlæg i forbindelse
med jordbrugsbedrifter og anlæg af de såkaldte supplerende vildtplantninger. Disse begreber blev
omfattet af begrebet læplantning. Ændringen var et brud med 100 års tilskudspolitik, idet det
historiske krav om, at plantningen skal have et produktionsforbedrende og erosionsbekæmpende
formål, blev opgivet. Man fraviger de historiske formål for at kunne give tilskud til beplantninger
omkring bl.a. gylletanke og andre tekniske anlæg.
Man opretholder hovedformålet om, at beplantningen skal have lægivende virkning, det vil sige, at
de såkaldte supplerende løvtræsplantninger og vildtplantninger skal anlægges samtidig og i
tilknytning til de såvel kollektive og de individuelle læhegn. Her skal ”i tilknytning til” forstås
således, at disse plantninger skal indgå i en samlet plan. Hvis reglerne var blevet gennemført ville
de have betydet en styrkelse af læhegnets sideeffekter, uden at det historiske overordnede formål
om at skabe læ for landbrugsproduktionen og at bekæmpe erosion var blevet nedprioriteret.
Loven åbnede ligeledes mulighed for forhøjet tilskud til læplantning på økologiske marker og i
SFL-områder.
EU-kommissionen kunne imidlertid ikke godkende at yde tilskud til flere af de nyindførte
foranstaltninger, herunder beplantninger omkring tekniske anlæg og de såkaldte supplerende
vildtbeplantninger. Man besluttede derfor at udsætte lovens ikrafttræden og afvente vedtagelsen af
EU`s landdistriktsstøtteforordning, som ville åbne mulighed for at yde tilskud til de nye
foranstaltninger, der var indeholdt i 1998-loven. Da landdistriktsstøtteforordningen blev vedtaget
besluttes det, at tilskudsreglerne om læhegn skulle fastsættes i landdistriktstøtteloven og i det
danske landdistriktsprogram.
Vedr. landdistriktsstøtteloven og de tilhørende bekendtgørelser henvises til det juridiske kapitel
(kap. 6).
I følge FAO udgør vinderosionen fødevareforsyningsmæssigt et af de største problemer for verdens
fødevareproduktion. Mest udsatte er områder med sandede jorder, manglende nedbør og stærke
17

vinde på tidspunkter samt områder, hvor plantedækket er for svagt til at modstå jordfygning af
muldjord og såkorn. I disse områder er erosionen en alvorlig trussel mod fødevareproduktionen.
Det kan være svært i dag at forestille sig, at Danmark hører til de udsatte områder for vinderosion
og ødelæggelse af landbrugsjorden. Set i historisk lys skønnes det, at 1/4-1/5 af det danske
landbrugsareal har risiko for vind- og jorderosion.
18

Kapitel 4. Oversigt over årsagssammenhænge vedrørende vind og læhegn
Da læplantningen startede i perioden 1860-1880 var den teoretiske viden om vind og læ beskeden.
Den teoretiske viden indskrænkede sig formentlig til ”commonsense” viden om, at en hæk skaber
læ og dermed beskyttelse af afgrøderne. Det havde været kendt i mange århundreder fra urtehaver,
klosterhaver, æblegårde og flere andre steder.
Der vil i nærværende kapitel ikke blive givet en egentlig historisk redegørelse for læhegnets
tekniske udvikling. Der vil alene blive givet en redegørelse for den ældre læhegnstype, som
udvikledes fra omkring 1860 op til ca. år 1900 og den nyere type, som i Danmark blev taget i
anvendelse i løbet af 1970´erne og 1980´erne.
De første læhegn havde alene til formål at skabe læ, medens de nyere hegnstyper i stadig højere
grad tilstræbes at være polyfunktionelle, således at også andre målsætninger end læskabende
virkning forfølges. Indholdet af kapitlet gør ikke krav på at være egentligt videnskabeligt
dokumenteret. Noget af den eksisterende viden om læhegn er videnskabeligt dokumenteret, medens
andet bygger på erfaringer, antagelser og ”commonsense”. Der vil ikke i fremstillingen blive
henvist til dokumentationsgrundlaget, men der er naturligvis anvendt kildemateriale, som vurderes
som valide.
Som det fremgår af kapitel 2 om de klimatiske og biologiske forhold, er den oprindelige vegetation
i Danmark et åbent skovlandskab. Jordens bonitet er klart ringere vest for den jyske højderyg,
hvilket sammen med, at vestenvind er den fremherskende vindretning bevirker, at Vestjylland er
mest udsat for vind- og jorderosion.
4.1 Vind, temperatur og luftfugtighed
Danmarks Meteorologiske Institut beregner på grundlag af observationer i 30 års-perioder -
standardnormalperioder - standard normal værdier baseret på komplette og homogene serier af
klimaparametre. Den seneste afsluttede observationsperiode er 1961-1990, hvor der på 63
observationssteder er foretaget observationer hver 3. time, i alt 111.032 værdier. Der er således tale
om statistisk overordentligt valide tal. Vindhastigheden måles i 10 meters højde, medens
temperaturen måles i 2 meters højde.
Danmark og især Jylland er beliggende på grænsen mellem store havområder, Nordsøen og
Atlanterhavet og det kontinentale fastland bestående af Europa og Asien. Det indebærer, at det
danske klima er stærkt præget af den vind, der dannes ved sammenstødet mellem de to klimatiske
områder. Danmark ligger i vestenvindsbæltet, og vindretningen og årstiden er helt afgørende for
vejret, der bestemmes af den dominerende vindretning. Sammenlignet med andre lande på samme
breddegrad som Danmark som f.eks. Sibirien i Rusland eller Hudsonbugten i Canada har Danmark
et relativt varmt klima. Det skyldes den varme Golfstrøm, der har sin oprindelse i det tropiske hav i
Caribien.
Danmark har et udpræget kystklima med mildt og fugtigt vejr om vinteren og køligt og ustadigt vejr
om sommeren. Vejret i Danmark er stærkt påvirket af nærheden til såvel havet som kontinentet. Det
betyder, at vejret veksler afhængigt af vindretningen.
19

Vestenvinden er den dominerende vindretning. Det betyder, at lavtryk med blæst og regn
bevæger sig fra vest nord om Danmark. I forbindelse med lavtrykspassagerne blæser det -
ofte kraftigt - på sydsiden af lavtrykket og normalt kraftigst efter, at fronten er passeret.
Samtidig følger kold luft. De fleste storme optræder om efteråret og tidligt på vinteren, hvor
temperaturforskellen mellem det kølige Skandinavien og det varmere Sydeuropa er størst.
Observationerne fra Danmarks Meteorologiske Institut viser, at udtrykket ”vestenvind” på
forskellige geografiske områder i realiteten er vind fra vestnordvest til vestsydvest dvs. en
forskel i den mest fremtrædende vindretning på forskellige geografiske lokaliteter på op til
45 grader. Det er en vigtig observation, fordi læhegn så vidt muligt skal plantes på tværs af
den fremherskende vindretning.
Østenvinden er ikke så hyppig som vestenvinden. Den optræder især sidst på vinteren og om
foråret, derfor ofte kaldt ”påskeøsten”. Den kommer fra det store kontinent mod øst og
dermed indebærer østenvinden kontinentalt vejr dvs. koldt vejr om vinteren og varmt vejr
om sommeren. Denne vejrsituation er ret stabil og kan give koldt/varmt og blæsende vejr i
dage-eller ugevis.
Søndenvinden medfører koldt vejr om vinteren og varmt vejr om sommeren. Da vinden
kommer fra syd indeholder den ofte fugtighed og medbringer derfor ofte dis og tåge, jf.
afsnittet om luftfugtighed nedenfor.
Nordenvinden er den mindst hyppige vindretning. Kommer vinden fra nordvest dvs. fra
havet er det en mere kold og tør udgave af vestenvinden. Kommer den fra nordøst er det en
koldere og mere tør udgave af østenvinden. Nordøstenvinden er den koldeste vind i
Danmark.
Stille højtryksvejr optræder, når lavtrykkene bevæger sig uden om Danmark. Om sommeren
medfører det, at jorden opvarmes, og at det derfor bliver varmere og varmere. Det medfører
stille og skyfrit vejr. Om vinteren medfører det normalt koldt, klart og stille vejr.
Vindhastighed. Det er en almindelig opfattelse, at det blæser mest i Vestjylland. Denne
opfattelse er imidlertid ikke uden videre rigtig. Ifølge DMI´s målinger blæser det
nogenlunde lige meget på alle udsatte kystområder i alle dele af landet f.eks. Skagen,
Thyborøn, Kegnæs, Røsnæs og Christiansø, medens det blæser væsentlig mindre inde i
landet. Det antyder, at vinden især dæmpes af landskabet, herunder af bakker, skove, læhegn
og andre beplantninger, jf. nedenfor.
Vindens bølgebevægelser. Det er formentlig en almindelig opfattelse, at vinden bevæger sig
“lige ud”. Det er imidlertid ikke rigtigt. Vinden bevæger sig i bølger ganske som bølger på
havet. Derfor anvender meteorologerne de samme matematiske modeller til at beskrive
vindens bevægelser, som skibsingeniører og oceanografer anvender til at beskrive
bølgebevægelser i havet. Det indebærer formentlig, at en ubeskyttet jordoverflade vil
tendere mod at danne bølgeformede ophobninger, som det kendes fra stranden og fra klitter.
Bølgebevægelserne indebærer bl.a., at vinden “slår ned” dvs. periodisk blæser oppe fra og
ned mod jorden på samme måde, som bølger i havet slår ned mod havbunden og derved
skaber den riflede sandbund, som kendes fra stranden. Alle bølger er ikke lige store/kraftige
ganske, som det kendes fra havet.
20

Stormskader i bl.a. skove og plantager sker oftest ved, at vinden slår ned midt i
skoven/plantagen, og derved rammer de relativt svage træer. Når der først er slået hul på
skoven/plantagen, kan skaden hurtigt brede sig ved efterfølgende vindbølger. Noget
tilsvarende gælder for landbrugsområder, dvs. er der først slået hul, vil vind- og jorderosion
hurtigt brede sig.
Temperatur. Middeltemperaturen i Danmark varierer fra ca. 0,0 grader i januar/februar til
omkring 15,7 grader i august. Temperaturforskellen mellem de enkelte vejrstationer er 1
grad eller derunder. Om vinteren er det varmest ved kysterne, medens temperaturforskellen
fordeler sig mere uklart om sommeren.
Luftfugtighed. Luftfugtighed måles dels som relativ luftfugtighed og dels som absolut
luftfugtighed. Den relative luftfugtighed udtrykker luftens mætningsgrad målt i procent. En
relativ luftfugtighed på 80 % udtrykker således, at luften kan optage endnu 20 % vand,
inden vandet udskilles i form af skydannelse, regn eller tåge. Luften kan indeholde
betydeligt mere vand ved høj temperatur end ved lav temperatur. Det indebærer, at luft, der
afkøles, vil være tilbøjelig til at afgive regn eller danne skyer. Omvendt vil luft, der
opvarmes f.eks. af solen, kunne optage mere vand. Resultatet vil være, at regn og skyer
forsvinder. Den relative luftfugtighed er højest om vinteren, knap 90 % og lavere om
sommeren, ca. 75 %. Det betyder imidlertid ikke, at luften indeholder mere vand om
vinteren end om sommeren, tværtimod, jf. det efterfølgende.
Den absolutte luftfugtighed er luftens indhold af vand målt som gr./m 3 luft. Det
gennemsnitlige indhold af vand er 6,9 gr./m 3 , medens det er højest i juli og august, 10,2, og
lavest i januar og februar, 4,3 og 4,2 gr./m 3 . Den absolutte luftfugtighed er ikke
overraskende højere ved havet end inde i landet.
4.2 Læhegn til beskyttelse af landbrugsafgrøder
Et læhegn er en lang, smal beplantning af træer og/eller buske, der har til formål at skabe
vindbeskyttelse for det tilstødende areal. Formålet med læet er at fremkalde mere gunstige
vækstbetingelser for vegetabilske landbrugsafgrøder. Det sker dels ved en direkte fysisk lævirkning
for planterne, dels ved en påvirkning af temperatur og luftfugtighed og endelig ved en fysisk
beskyttelse mod jord- og vinderosion.
Læet har desuden en række andre virkninger, som ikke er rettet mod landbrugsafgrøder. Disse andre
virkninger kan i betydeligt omfang opnås uden, at lævirkningen for landbrugsafgrøderne forringes.
Der er især tale om virkninger for miljøet, flora, fauna og landskabelig skønhed m.m. Som det
fremgår nedenfor, er der imidlertid en reèl konflikt mellem en ren landbrugsøkonomisk målsætning
på den ene side og en mere bred miljøpolitisk målsætning på den anden side. Der er således ikke
tale om, at alle delformål landbrug, miljø, naturformål, jagtformål og landskabelig skønhed m.m.
kan forenes i en højere fælles målsætning. Der må tages stilling til, hvilke formål der skal
prioriteres.
Nedenfor vil først blive beskrevet den læforanstaltning, der alene har til formål at skabe de mest
gunstige vækstbetingelser for landbrugsafgrøder. I det efterfølgende kapitel 5 vil de miljømæssige
og andre ikke landbrugsøkonomiske forhold blive beskrevet.
21

Læhegnet plantes principielt på tværs af den fremherskende vindretning. Som det fremgår af
afsnittet om vind ovenfor, er vestlig vind den mest fremherskende i Danmark. Det gælder i
særdeleshed i det vestlige Jylland. Hegnene plantes derfor helt overvejende i retningen nord-syd.
Læet i en bestemt afstand bag hegnet eller anden lægiver måles ved den procentvise nedsættelse af
vindhastigheden i forhold til den frie vinds hastighed. Det tal er Læprocenten. Halvtreds procent læ
betyder således, at vindhastigheden er reduceret til halvdelen af den hastighed, vinden ville have,
hvis hegnet ikke var til stede. Læprocenten er i princippet uafhængig af vindhastigheden. For bl.a.
levende hegn gælder dog, at selve hegnet i modsætning til f.eks. en murstensmur kan påvirkes ved
høje vindhastigheder, således at lævirkningen ændres/nedsættes.
Det antages, at løvfældende hegn er mere påvirkelige af stærk vind end hegn af nåletræ. Ifølge
sagens natur bærer løvfældende hegn alene løv i sommerhalvåret. Disse hegn har følgelig en
reduceret læprocent i vinterhalvåret, ca. 70 % af læprocenten om sommeren. Nåletræer antages at
have uændret læprocent hele året. Læzonen defineres som det areal, hvor vinden er nedsat som
følge af læhegnet.
Læets udstrækning og intensitet inden for læzonen er afhængig af lægivers højde og tæthed. For en
god lægiver strækker læzonen sig ud til en afstand på 25-30 gange hegnets højde i læsiden og ca. 5
gange hegnshøjden i vindsiden. I afstanden to gange hegnets højde er læprocenten op til 70–80 %
læ. Læprocenten er derefter aftagende. I afstande på 20 gange hegnshøjden er læprocenten ikke over
20 %. Nogle kilder anfører særskilt, at i en afstand på 10 x højden vil læet være nogenlunde den
samme læprocent.
Det antages derfor nedenfor, at der inden for et begrænset område er proportionalitet mellem
læprocenten og afstanden fra hegnet. Denne antagelse indebærer, at få høje læhegn eller flere lave
læhegn vil yde samme læprocent for et givet areal. Denne antagelse synes ikke at være endeligt
dokumenteret. Kilder anfører endvidere, at vindhastigheden tillige nedsættes højere oppe end
hegnets højde.
Nedsat vindhastighed er konstateret i op til 3–4 gange hegnets højde. Det har bl.a. betydning for
læhegnets evne til at yde beskyttelse mod bygningsskader. Det understreges, at disse
lovmæssigheder alene tænkes at gælde inden for et begrænset areal på den enkelte ejendom eller
nogle få ejendomme, idet der, jf. nedenfor, antages at gælde andre, mere omfattende,
lovmæssigheder for meget store, kollektive læplantninger.
For at opnå den størst mulige læzone skal læhegnet anlægges på tværs af den fremherskende
vindretning, således at læzonen udgår et rektangel. Såfremt læhegnet ikke ligger på tværs af
vindretningen, vil læzonen i stedet udgøre en rombe, hvorved læzonens areal formindskes.
Ud fra en almindelig betragtning skulle man antage, at det tætteste hegn ville yde det bedste læ. Det
er ifølge de anvendte kilder imidlertid ikke tilfældet. I denne forbindelse anvendes begrebet
hulprocent. I princippet er der ingen virkningsmæssig forskel mellem levende hegns og kunstige
læskærmes virkning.
For kunstige læskærme gælder, at hulprocenten kan måles mere objektivt. Hulprocenten angiver
hularealets andel af lægivers samlede areal. F.eks. har en lægiver som en massiv murstensmur har
en hulprocent på 0 %. En sådan lægiver yder imidlertid kun en meget lille læzone og giver tillige
anledning til hvirveldannelse og vindnedslag.
22

Læhegn med en hulprocent på under 35 % anses derfor ikke for egnede som lægiver for
landbrugsafgrøder. En hulprocent på 35-50 % anses for velegnet til landbrugsafgrøder, idet det
giver en jævn og langtrækkende virkning uden store hvirveldannelser. Læhegn med en hulprocent
på over 65 % anses for mindre egnede, fordi lævirkningen er for ringe. En særlig problemetik er
læhegn, der er åbne forneden. Der er typisk tale om ældre læhegn, der ikke er blevet vedligeholdt.
Disse hegn har ringe lævirkning og kan endog bevirke en direkte negativ lævirkning, idet hullerne
virker som dyser/tragte, som øger vindhastigheden gennem hegnet nær jorden. Læhegnets bredde
synes ifølge kilderne ikke at have nogen væsentlig betydning for læprocenten og dermed for
lævirkningen.
I princippet kan en lægiver bestående af f.eks. en enkelt række planter, granrafter eller
forskalningsbrædder med en passende hulprocent og tilsvarende højde have samme gunstige
lævirkning som et 7-10 m bredt levende læhegn. Det bemærkes dog, at læhegn bestående af flere
rækker planter synes at være mere robuste end f.eks. et 1–rækket læhegn af nåletræ.
Læhegnets længde er ifølge de anvendte kilder uden væsentlig betydning for lævirkningen.
Således antages to læhegn på henholdsvis 500 m og 1000 m at have samme læprocent under
forudsætning af, at begge hegn har samme højde og samme hulprocent. Dette synes
imidlertid ikke at gælde for meget korte læhegn.
For korte hegn vil selv ved en relativ beskeden ændring af vindretningen bevirke, at en
relativt stor del af læzonen ændres til vindzone.
For meget lange hegn vil en mindre ændring af vindretningen næppe have større betydning.
En tommelfingerregel siger, ved en hegnslængde på indtil 50 m vil en fordobling af hegnets
længde indebære en firedobling af det beskyttede areal.
Generelt konkluderes, at lange hegn giver bedre læ, og at læet er betydelig mindre
påvirkeligt over for ændring af vindretning ved lange end ved korte læhegn.
Læhegnets profil har betydning for dets evne til at bremse vinden. Hegnet skal være så
lodret som muligt. Hegn med en flosset eller takket overlinie menes at være mindre
tilbøjelig til at fremkalde hvirvler og vindnedslag end hegn med en lige overlinie. Læhegnet
skal altså ikke klippes som en havehæk.
Hældende terræn. Vinden tilpasser sig i vidt omfang landskabet form. Som en
tommelfingerregel anføres, at såfremt terrænet stiger mindre end 8 grader har læhegn stort
set samme virkning som over vandret terræn. Særligt høje vindhastigheder kan forekomme
foran og over højdedrag samt i et område på højdedragets læside, hvor der kan dannes
hvirvler og vindnedslag. Den gunstigste placering af læhegn er derfor i vindsiden nedenfor
højdedragets top og i læsiden i nogen afstand fra toppen.
Afbrydelser og åbninger i hegn. Større åbninger i læhegn kan være en konsekvens af selve
hegnets plantning i terrænet. Det kan imidlertid også skyldes dårlig vedligeholdelse f.eks.
udgåede træer eller buske, at hegnet er blevet bart for neden eller vejgennemføringer. I
sådanne tilfælde opstår vindkanaler, hvor vindhastigheden kan overstige den frie vinds
hastighed med op til 20 %. Et dårligt læhegn kan altså gøre mere skade end gavn.
23

Vejgennemføringer, indkørsler o.l. kan med fordel placeres i et hjørne, hvor to hegn støder
sammen vinkelret på hinanden.
Store, sammenhængende læhegnssystemer. Undersøgelser viser, at meget omfattende
læplantninger yder mere læ end blot summen af de enkelte plantninger.
Der er foretaget to målinger af vinddæmpningen ved to linier vest-øst tværs over Jylland:
Linie 1 startende på den jyske vestkyst ud for sydspidsen af Rømø til Åbenrå og
Linie 2 startende på vestkysten ud for Varde til østkysten noget nord for Fredericia.
Linie 1 ligger i Nordslesvig, der i perioden 1864-1920 var tysk, medens linie 2 hele tiden har ligget
i dansk område. Det er formentlig årsagen til, at der blev plantet mange læhegn i Danmark i
regionen omkring linie 2, medens der ikke blev plantet læhegn i Tyskland i regionen omkring linie
1.
Målingen er foretaget inden, der senere blev foretaget læplantning i den sydligste del af Jylland
omkring linie 1. Målingerne viser, at vinden ved linie 2 hurtigt aftager ind i landet, og at den efter
ca. 10 km kun er ca. 50 % af vinden ved kysten. Vinden ved linie 1 aftager meget langsommere, og
når ikke væsentligt under 75 % af vinden ved kysten.
Der følgelig en meget tydelig forskel på de regioner, hvor der er plantet læhegn og regioner, hvor
der ikke er plantet læhegn. På Enrico Dalgas tid talte man om, at “landskabets ruhed” bevirkede en
øget lævirkning sammenlignet med læet fra det enkelte hegn. I nærværende rapport antages det, at
teorien er sand, således at store, regionale læplantninger dæmper vinden væsentligt og dermed
nedsætter risikoen for vind- og jorderosion væsentligt.
Skove yder i princippet samme læ som læhegn dvs. 25–30 gange højden. Er skoven således 20 m
høj, er læet ca. 30 x 20 = 600 m. Det antages dog, at læet vokser med skovens bredde, således at
læet kan vokse til 50 x højden ved en meget bred/dyb skov. I dette tilfælde bliver læet således 50 x
30 = 1500 m. Herefter øges læet ikke uanset skovens størrelse.
4.3 Jord- og vinderosion
Erosion er nedbrydning af kulturjord, som sker ved påvirkning af vind eller vand. I Danmark er især
sandflugt og jordfygning relevant.
Sandflugt er vindens transport af sand fra havklitter og indsande ind på kulturjord. Sandflugt
var tidligere et stort problem. Idag bekæmpes det især af klitvæsenet, men er også relevant i
relation til læplantningsordningen.
Jordfygning er afblæsning af muld fra dyrkede marker. I dette tilfælde flytter vinden både
sand, finjord, ler og humus. Vinden kan over store arealer fjerne 2-3 cm af pløjelaget i en
enkelt fygestorm. Der sker herved en sortering af materialet, således at ler og humus
forsvinder i luften, medens de grove og værdiløse kvartskorn ophobes i grøfter og i
markskel.
Endvidere kan jorden overlejres af flyvesand. Herved forringes jordens frugtbarhed og
vandholdende evne kraftigt. Fygesandet kan endvidere danne driver på marker og veje. Målinger
foretaget ved en omfattende jordfygning i 1969 viste, at driverne kun indeholdt ca. 40 % af de
24

oprindelige plantenæringsstoffer (gennemsnit af 9 målinger). En enkelt måling viser et væsentligt
lavere indhold af næringsstoffer. Jordføgne marker bliver hule på midten, “tallerkenformede”, fordi
fygesandet lægger sig i markskellene, jf. afsnit 4.1. ovenfor, hvor vindens bølgebevægelser er
beskrevet.
Jordfygning medfører jævnligt, at arealer med bl.a. vårsæd og roer må sås om. Mere alvorligt er det,
at overlejring med fygesand kan indebære mere varige skader. Forsøg viser, at overlejring med
flyvesand nedsætter udbyttet på græsmarker med 30–40 %.
De skader, der sker gradvis, vurderes til at være det mest alvorlige problem ved vind- og
jorderosion. De finsandede jorde er mest udsat for større tab af muld, og tåler det samtidig dårligere
end jord med stort lerindhold. Det er anslået, at 450.000 ha dansk landbrugsjord er særlig udsat for
jord- og vinderosion. Det drejer sig således om knap en fjerdedel af den danske landbrugsjord. Det
drejer sig stort set alene om landbrugsjord beliggende i Jylland vest for den jyske højderyg.
Materialetransporten ved stærk vind i klitten er stor. Det er konstateret, at der over en stribe på 60
cm kan transporteres 500 g. sand/minut. Det svarer til, at der på en dag kan fjernes jordlag svarende
til 150 m 3 sand/ha plus muld, som ikke kan opmåles
Jordfygning opstår ved et samspil mellem en række faktorer. Høj vindhastighed i forbindelse med
tør luft medfører ikke nødvendigvis udtørring, såfremt jordoverflade er tilstrækkelig
modstandsdygtig. Såfremt jorden har en skorpet overflade, der er Vintergrønne marker e.l. øges
jordens modstandsdygtighed. Hvis jordbehandlingen af marken giver anledning til en stærk
findeling af jorden, kan risikoen være til stede selv ved ret lav vindhastighed.
Generelt anses der at skulle være opfyldt fire betingelser for at sand- og jordfygning starter:
Jorden er løs, tør og ret stærkt findelt.
Jordens overflade er glat og uden plantedækning af betydning.
Marken skal have en vis udstrækning uden læ.
Vindhastigheden skal være høj nok til at sætte jord- og sandpartiklerne i bevægelse. Vinden
skal ca. 2 m over jorden have mindst kulingstyrke, ca. 8 m/sekund.
Fygningsprocessen kan forløbe som følger. Flytningen af jordpartikler sker på tre forskellige måder:
Partikler af størrelsen 0,1–0,5 mm løftes af vinden op i 20–30 cm højde, hopper og rammer
jorden igen med stor kraft. Dette bombardement frigør flere korn, knolde o.l. afslides,
hvorved fygningen forstærkes.
De større kvartskorn over 0,5 mm drives hen over marken og danner sammen med de
hoppende partikler driver af flyvesand ved markskel og hegn.
Det helt fine materiale, ler og humus suges højt op i luften som svævestøv og kan føres
mange km bort. Det er dette fine materiale, som indeholder plantenæringsstofferne. Det
udgør 10–40 % af muldlaget.
Der er større fare for fygning i store marker end i små.
Bekæmpelse af jordfygning kan ske på to forskellige måder:
25

man kan enten hæmme vinden ved læplantning, eller
man kan gøre marken mere modstandsdygtig over for vinden.
Læplantning. Som nævnt ovenfor nedsætter læhegn vindens energi i en afstand op til 25-30 gange
hegnets højde. Det bevirker også, at de fygende sandkorn og andet materiale holdes i ro eller
bremses. Også i tilfælde, hvor virkningen ikke rækker ud over hele arealet begrænses skaderne,
fordi fygningen i dette tilfælde må starte fra et nyt udgangspunkt, og derfor ikke når at udvikle sit
fulde omfang og intensitet.
Når hegnene er lange nok, og vinden kommer nogenlunde vinkelret ind, fremkommer et læ på 25-
30 gange hegnets højde, hvor vinddæmpningen er mindst 20 %, jf. ovenfor.
For at der skal opstå fygning skal vindhastigheden målt i 2 meters højde være mindst 8 m/sekund,
dog afhængigt af jordtypen. På udsatte steder f.eks. Hvide Sande, Thybørøn og Skagen Fyr er
vindhastigheden ifølge Danmark Meteorologiske Institut imellem 13 og 20 % af tiden i 10 m højde
11 m/sekund eller derover. Inde i Jylland f.eks. Karup, Foulum og Billund er vindhastigheden i
under 2 % af tiden over 11 m/sekund.
Der findes ikke statistik særligt for vind mellem 8 og 11 m/sekund. Ifølge andre kilder vurderes det,
at vindhastigheden i marts, april og maj er over 8 m/sekund i 7 % af tiden. Disse tal antyder, at en
nedbringelse af vindhastigheden med 20 % f.eks. fra 9-7 m/sekund vil være tilstrækkeligt til at
forhindre sand- og jordfygning. En nærmere gennemgang af DMI´s meget store materiale vil kunne
belyse dette yderligere.
I den foreliggende sammenhæng vurderes det, at læhegnene i meget vidt omfang er i stand til netop
at bringe vindhastigheden ned under den kritiske hastighed på ca. 8 m/sekund. Dette gælder dog
ikke på meget udsatte steder som f.eks. Skagen, Thyborøn og Hvide Sande, hvor der tillige bør
anvendes andre metoder.
Såfremt vinden ikke kommer vinkelret på hegnet forkortes læzonen væsentligt, jf. ovenfor. Uanset,
at den fremherskende vindretning er vest, er der ganske stor forskel på den fremherskende
vindretning ved de enkelte vejrstationer, f.eks.
nordvest: Borris og Fjaltring,
vest: Kandestederne, Billund og Roskilde,
sydvest: Skrydstrup, Omø og Gniben
Der er således op til 90 graders forskel på den fremherskende vindretning ved de forskellige
observationsstationer.
Læhegnerne skal følgelig ikke plantes i retningen nord- syd i alle tilfælde, men på tværs af den
fremherskende vindretning i det pågældende lokalgeografiske område.
Hensigtsmæssig jordbehandling. Fast sammenkittede jordpartikler på over 1 mm kan som
hovedregel ikke transporteres af vinden. Derfor bør jordens krummestruktur beskyttes og fastholdes
bl.a. ved at undgå enhver overflødig eller for dyb pløjning. Undersøgelser antyder, at når 1/5 af
jorden er dækket af opragende partikler eller plantedele vil jorden sandsynligvis ikke fyge.
Reduceret jordbehandling med undladelse af pløjning kan fra erosionsbeskyttelsessynspunkt være
en løsning. Vintergrønne marker giver ligeledes god beskyttelse. Agerretning på tværs af den
26

fremherskende vindretning skulle også være en virksom foranstaltning. Det er vigtigt at så, medens
jorden endnu er fugtig. Lange, smalle marker med læhegn imellem på tværs af den fremherskende
vindretning giver god beskyttelse.
Det mest hensigtsmæsssige er at henvende begge principper samtidig.
4.4 Klimatiske virkninger
Læ har virkning dels ved rent fysisk at beskytte mod blæst og storm. Det har betydning som
beskyttelse mod jordfygning, som beskrevet ovenfor. Læet beskytter endvidere planter og
bygninger rent fysisk mod skader eller ødelæggelse.
Læet påvirker imidlertid også mikroklimaet i de enkelte marker. I læzonen bag læhegnene dannes et
mikroklima i de jordnære luftlag, som er anderledes end klimaeet uden hegn. Det ændrede
mikroklima dannes også ved almindelig vindhastighed dvs. i alt 95 % af tiden.
Fordampning. I vindstille vejr vil luftfugtigheden nær jorden normalt stige, hvorved fordampningen
fra jorden mindskes. Når det blæser blot med almindelig vindhastighed, øges fordampningen, og
vinden vil til stadighed føre fugtigheden bort, hvorved den relative luftfugtighed falder. Det
indebærer, at fordampningen fra jorden stiger og jorden afkøles. Fordampningen og afkølingen
stiger med stigende vindstyrke. Såvel den relative som den absolutte luftfugtighed vil derfor være
højere i læ. Ved lav luftfugtighed og vandmangel tvinges planternes blade til at lukke
spalteåbningerne tidligere end planter i læ. Med samme tilgængelige vandmængde kan planter i læ
derfor fortsætte stofopbygningen i længere tid og med større effektivitet end planter uden læ.
Ved forsøg med kunstige læskærme over en ti-årig periode var den potentielle vandbesparelse i
afstanden 2 gange hegnhøjden 25 %, medens besparelsen i 5 gange hegnshøjden var 20 %. I
afstanden 10 gange højden er der 10 % lavere fordampning.
Fordampning forudsætter naturligvis, at der er tilstrækkelige mængder vand til, at fordampningen
kan finde sted. Det er vurderet, at gennemsnitsplante behøver en nedbør på ca. 500 mm om året,
svarende til et gennemsnit pr. dag på 1,37 mm.
I maj og juni, hvor fordampningen er størst, er fordampningen gennemsnitlig 3 mm/dag. Den
danske nedbørsnormal er 712 mm om året. Nedbørsmængden fordeler sig imidlertid ujævnt på
forskellige geografiske områder, f.eks. i 1998:
Sønderjyllands Amt: 1.020 mm,
Viborg Amt: 857 mm,
Vestsjællands Amt: 678 mm
Tilfældigvis (og heldigvis) er nedbørsmængden størst i Vestjylland, hvor den ringeste/sandede jord
findes, medens nedbøren er mindre i den øvrige del af landet, hvor jorden er bedre.
Endvidere fordeler nedbøren sig ujævnt over året. Nedbørsmængden er mindst om vinteren, foråret
og forsommeren, jævnt stigende fra 38 mm i februar til 55 mm i juni. I april og maj er den
gennemsnitlige daglige nedbørsmængde henholdsvis 1,37 mm og 1,60 mm, dvs. meget tæt på
planternes daglige behov på 1,37 mm. Der er stort set ikke overskudsvand til fordampning.
Nedbørsmængden og fordelingen på geografiske områder svinger fra år til år.
27

Der kan derfor være år, hvor nedbørsmængden især i de kritiske måneder i forsommeren er for lille
til af tilfredsstille planternes behov. Der henvises til behandlingen af begrebet indstålingsindex i
kap. 2. Den gennemsnitlige vindhastighed, vindretninger og disses fordeling over året er forskellig
for de forskellige geografiske områder. Endelig er der forskel på de gennemsnitlige og maksimale
vindhastigheders fordeling over årene.
Jordens evne til at holde på vandet afhænger af jordtypen, dvs. jordens retensionskapacitet jf. kap 2.
Det er skønnet, at sandjord kan indeholde ca. 60 mm nedbør, medens lerjord kan indeholde ca. 120
mm. Når fordampningen overstiger nedbøren, dvs. indstrålingsindex`et overstiger 1,0, er planterne
henvist til tærer på vandreserven. Øget vindhastighed, (f.eks. storm), vil hæve fordampningen
væsentligt. Det i sådanne tilfælde af afgørende betydning at strække vandreserven så langt som
muligt. Hertil er læhegn velegnede. Besparelsen i fordampning i gennemsnit for arealet for 0-20
gange hegnets højde svarer ifølge de anvendte kilder til 0,5–0,7 mm nedbør/døgn.
Ved mindre fordampning bevares mere varme i jord og planter. Det nedsatte luftskifte i læ bevirker
en højere temperatur dagtimerne. Temperaturen i læ i dagtimerne skønnes at være godt 1 grad
højere, medens temperaturen kan være uændret eller lidt lavere om natten.
4.5 Virkninger for plantevæksten
De klimatiske virkninger af læ er som helhed positive for plantevæksten. Dog er den lavere
koncentration af CO2 som følge af nedsat luftskifte mindre gunstig. Læ vil normalt bevirke, at der
kan høstes et større udbytte pr. arealenhed. Der er tale om en række faktorer, som alle bevirker mere
gunstige vækstforhold, bl.a.:
bedre vand- og varmebalance,
større saftspænding
mere effektiv fotosyntese
mindre mekanisk/fysisk vindskade
længere vækstsæson
Endvidere skulle den større døgnvariation i temperatur bevirke en mere effektiv fotosyntese, da den
lave nattemperatur begrænser åndedrætstabet hos planterne om natten. Der regnes som omtalt med,
at læet bevirker en temperatur forhøjelse på 1–1,5 grader, hvilket svarer til klimaforholdene 200–
300 km sydligere end Danmark. Det har ganske særlig betydning for f.eks. grøntsager, der dyrkes
ved den pågældende afgrødes nordgrænse.
Mekanisk/fysiske vindskader er især af betydning for frugttræer, grøntsager samt kartofler og roer.
Merudbyttet vurderes i de anvendte danske kilder til gennemsnitligt 6 % for almindelige
landbrugsafgrøder f.eks. korn inden for et areal på 25-30 gange hegnets højde. Disse vurderinger
stammer fra 1970`erne. Der regnes under danske forhold med merudbytter på 5–10 % afhængig af
jordbundsforhold, lokalt klima eller afgrødeart. Merudbyttet er dog væsentligt større for frugt og
grøntsager. Der er eksempler på udbyttestigninger på 25–30 %.
Merudbyttet synes at være større ved dyrkning af majs end for korn. Det antages, at merudbyttet er
størst på sandjord og i vindudsatte områder. Merudbyttet er størst tæt ved hegnet, idet der dog er et
direkte udbyttefald helt inde ved hegnet, 1-2 m. Faldet helt inde ved hegnet skyldes antagelig, at
28

afgrøden får mindre lys, og at hegnet er en alvorlig næringskonkurrent til afgrøden. Der kan også
konstateres et beskedent merudbytte ved hegnets vindside.
I den foreliggende sammenhæng ses der dog bort fra merudbytte i vindsiden. Udenlandske
undersøgelser viser ofte langt større merudbytter end danske undersøgelser. En stor australsk
undersøgelse vedr. en række lande viser eksempelvis merudbytter på op til 20–25 % for vinterhvede
og byg. De anvendte udbyttetal stammer bl.a. fra forsøg i Australien, Sibirien og USA. Der indgår
også danske tal i undersøgelsen. De højere udenlandske tal skyldes antagelig, at målingerne er
foretaget i geografiske områder med mere ekstreme vind- og vejrforhold end de danske.
I de nedenfor i kapitel 9 foretagne beregninger er der regnet med et merudbytte på 6 %. De 6 % er
en konservativ vurdering, idet nyere vurderinger indebærer merudbytter på 7 % og nogle endog 10
%. For varmekrævende afgrøder er merudbyttet højere. Nogle afgrøder viser betydelig højere
merudbytter f.eks.:
gulerod 30 %
jordbær 30 %
kløvergræs 20 %
bederoer 15.
I kapitel 9 vises følsomhedsanalyse af virkningerne af højere merudbytter. I beregningerne er det
endvidere forudsat, at det fuldt udvoksede læhegn er ca. 10 m højt. Der er ikke fundet egentlig
undersøgelser af det fuldt udvoksede læhegns højde, men ifølge fagfolk er dette et rimeligt skøn.
Højden er ikke kun afhængig af det anvendte plantemateriale, jf., nedenfor, men tillige af de vindog
øvrige klimaforhold, som læhegnet lever i.
Der synes at være tale om, at læhegn, der lever under gunstige vind- og klimaforhold bliver mere
end 10 m højt, medens læhegn, som er meget vindudsatte, og som lever i et barsk klima i øvrigt,
bliver lavere end 10 m.
Ulemper ved læplantning. Den største ulempe ved læplantning er formentlig det arealtab, som selve
plantningen kræver. Ved de gamle, 1-rækkede hegn af nåletræ var arealtabet begrænset. Ved de nye
hegn med blandede træer og buske på 7–10 meters bredde er arealtabet ganske betragteligt. Såfremt
hegnet er 10 m bredt, er arealtabet 1 ha/km hegn. Såfremt hegnet ikke vedligeholdes effektivt, kan
bredden vokse til f.eks. 15 m, hvorved arealtabet bliver 1,5 ha/km hegn.
Der er alene tale om et økonomisk spørgsmål, idet de nye hegn ud fra andre hensyn synes at være
særdeles effektive. Der henvises til afsnittet om hegnenes konstruktion og økonomi.
Den nedsatte fordampning indebærer, at jorden udtørrer senere om foråret, hvilket kan udsætte
forårsarbejdet. Den natlige temperatursænkning kan indebære øget risiko for frostskader. Hegnene
kan være smitteveje for planteskadegørere og vandringsveje for ukrudt. Det bemærkes dog, at de
ukrudtsarter, som kan leve i hegnet, almindeligvis ikke lever godt i den åbne mark. Der henvises til
afsnittet om ledelinier i landskabet.
Arbejdsteknisk går udviklingen i retning af stadig større marker samt anvendelse af stadig større
landbrugsmaskiner. En undersøgelse, som er beskrevet i afsnittet herom, viser, at det i høj grad er
hobby- og deltidslandmænd samt pensionister, som planter læhegn, medens fuldtidslandmændene
29

er tilbageholdende med at plante læhegn. Det kunne tolkes som et udtryk for, at
fuldtidslandmændene finder, at fordelen ved store marker og store, effektive landbrugsmaskiner
mere end opvejer de fordele, der er ved læplantning.
Dertil findes, såvidt det har kunnet konstateres, ingen opgørelse af, hvor mange kilometer læhegn,
der pløjes ned uden at blive erstattet af et nyt hegn. Der kan således være tale om, at mange
fuldtidslandmænd fjerner de gamle læhegn uden at erstatte dem med nye hegn.
4.6 Viden om læplantning
Den viden, der findes om læplantning, forekommer i ret høj grad baseret på praktisk erfaring,
ligesom der ofte er tale om ældre viden. Det gælder eksempelvis Frode Olesens værk:
”Dyrkningssikkerhed, Klimaforbedring, Landskabspleje” fra 1979. Der findes betydelige mængder
udenlandsk forskning om læplantning. Denne viden er imidlertid vanskelig at overføre til danske
forhold især på grund af andre klima- og jordbundsforhold, plantemateriale m.m.
Dette indebærer i den foreliggende sammenhæng, at de anvendte parametre i høj grad må fastsættes
på grundlag af skøn. Som nævnt synes det behæftet med usikkerhed, hvor stort merudbyttet for
forskellige afgrøder ved anvendelse af et læhegn med en given højde er. Endvidere synes der ikke at
foreligge egentlige, systematiske målinger af læhegns højde under forskellige vind- og andre
klimaforhold. Vedr. valg og udvikling af egnet plantemateriale, anlæg og vedligeholdelse af læhegn
m.m. er der også behov for yderligere viden.
Ved revisionen af Læplantningsloven i 1989 blev der bevilget et mindre beløb til forskning i
læplantning. Beløbet blev administreret af Landsforeningen, De danske Plantningsforeninger.
Pengene er bl.a. blevet bevilget til en række projekter vedr. læplantning på Forskningscenter for
Skov og Landskab. Bevillingen blev afskaffet i forbindelse med en ændring af læplantningsloven i
2002. Fra Landsforeningen, De danske Plantningsforeninger, Forskningscenter for Skov og
Landskab m.fl. er det tilkendegivet, at bortfaldet af den lille bevilling er uheldig.
30

Kapitel 5. Læhegnenes konstruktion samt miljømæssige og vækstmæssige
forhold
Fra læplantningens start omkring 1860–1870 indtil omkring 1980/1990 var formålet med
læplantning alene den landøkonomiske fordel ved dyrkningssikkerhed, et forhøjet udbytte samt
bekæmpelse af erosion. I løbet af 1980`erne og 1990`erne har især miljømæssige målsætninger bl.a.
som følge af ændret lovgivning i stadig stigende grad spillet en rolle for formålet med læplantning.
Det er en politisk beslutning hvilket/hvilke formål, der skal opnås ved en offentlig tilskudsordning.
Det er derfor uheldigt, at det, som det fremgår af det juridiske afsnit, i de senere års lovgivning og
tilhørende bekendtgørelser har været skiftende og i enkelte tilfælde uklart, hvad formålet med det
offentlige tilskud til læplantning er.
I begyndelsen af udviklingen hen mod varetagelsen af andre målsætninger end de rent
landøkonomiske og erosionsbemæmpende synes det at have været den almindelige opfattelse, at
opnåelse af de øvrige målsætninger var en slags gratis sidegevinst, som ikke påvirkede
hovedmålsætningen.
Opfattelsen synes med andre ord at have været, at der var tale om external economies uden negative
bivirkninger eller øgede omkostninger. Som det det vil fremgå nedenfor, er der konflikter mellem
de forskellige målsætninger/virkninger. De forskellige virkninger vil blive gennemgået nedenfor.
5.1 Læhegnenes konstruktion
Oprindelig blev anvendt læhegn af poppel og pil. Fra omkring 1860`erne plantedes i stedet læhegn
fortrinsvis af nåletræ. I løbet af 1960`erne ophørte man med at plante 1–rækkede læhegn af nåletræ.
Det skyldtes, at disse læhegn har en forholdsvis kort levetid (ca. 50 år). Endvidere bliver træerne
efter en kortere årrække ofte åbne i bunden, ligesom nogle træer døde af en smitsom rodsyge.
Afløseren for nåleræeshegnet blev det 3–rækkede delvis løvfældende læhegn. De første blev plantet
i begyndelsen af 1960`erne, og fra 1967 blev der næsten udelukkende plantet løvtræeslæhegn ved
de kollektive plantninger. Idèen med det flerrækkede løvtræeslæhegn er, at læhegnet består af tre
former for vækster:
buske og småtræer
ammetræer
bestandstræer
Det skulle indebære, at man kombinerer en hurtig vækst med robusthed og en lang levetid. Det er
centralt, at der vælges træer og buske, som trives godt sammen, og som danner et hele uden huller.
Buskene skal danne bundlæ. Buskene skal være skyggetålende. Formålet med buskene er
endvidere, at de skal hindre eller hæmme vækst af ukrudt, f.eks. kvikgræs, i læhegnet.
Formålet med ammetræerneer, at de hurtigt skal give læhegnet højde og samtidig beskytte og skabe
bedre vækstbetingelser for de blivende bestandtræer træer og buske i de første år efter plantningen.
Der skelnes mellem mindre bestandstræer, 2–6 m, og større bestandstræer på op til 20 m.
31

Anvendelse af løvfældende planter til læhegn forudsætter, at læhegnet er mindst 3–rækket. Et 1–
rækket læhegn er ikke en realistisk mulighed. Det skyldes, at et 1–rækket løvfældende læhegn ikke
kan præstere en hensigtsmæssig hulprocent i bunden, i midten og i højden. Anvendelse af
løvfældende læhegn forudsætter et nært samarbejde mellem buske, som giver læ i bunden, små
bestands- træer, som giver læ i midten og store bestandstræer, som giver læ i højden.
Valg af plantemateriale er et omfattende emne, som kun omtales kort. Der vælges helt overvejende
planter af dansk proveniens. Argumentet herfor skulle være, at disse har vist, at de er gode til at
overleve i det danske klima. Træer kan opdeles i lystræarter og skyggetræarter efter deres evne til at
tillade eller hindre lysgennemgang og således være en god eller dårlig nabo i læhegnet. Lystræarter
bør anvendes.
I løbet af 1970`erne og 1980´erne indførtes i Danmark endnu bredere læhegn (6–10 rækker). Disse
læhegn er ikke en dansk opfindelse. Allerede før anden verdenskrig indførtes sådanne læhegn bl.a. i
USA som værn mod altødelæggende sandstorme i det amerikanske kornbælte. Der er næpppe tvivl
om, at de brede læhegn funktionalitetsmæssigt er bedre end de smalle læhegn. Problemet ved disse
hegn er, at de er dyre at etablere, og at læhegnenes store arealforbrug medfører fald i produktivt
areal og samtidig mindre EU–arealstøtte. Dette behandles nærmere i kapitel 9.
De enkeltrækkede læhegn bestående af nåletræer, ofte sitkagran, ses stadig i store dele af
Vestjylland. Som omtalt ovenfor bestemmes et hegns lævirkning alene af hegnets højde og
hulprocenten.
Hegnets bredde er således uden indflydelse på lævirkningen. Det enkeltrækkede læhegn er langt den
billigste hegnstype. Det enkeltrækkede hegn er billigt at plante, ca. 15.000 kr./km og 300 kr./km i
årlig vedligeholdelse.
Endvidere er arealforbruget minimalt, bredde ca. 2-3 m. Et 1-rækket hegn kræver følgelig 0,1 ha/km
læhegn. Et 1-rækket nåletræeshegn holder ifølge Hedeselskabet i ca. 50 år.
Der skal altså foretages afskrivninger på hegnet. Det er et problem ved disse hegn, at træer ikke
sjældent går ud, hvorved der opstår hul i hegnet. Det er, jf. ovenfor, særdeles uheldigt for
lævirkningen. Endvidere gælder, at træets død ofte skyldes en smitsom rodsyge, som normalt
overføres til et efterfølgende nyplantet nåletræ. Det er altså ikke tilrådeligt at erstatte udgåede
nåletræer med nye nåletræer. Derimod kan der problemfrit plantes løvfældende træer eller buske
som erstatning.
Et andet problem ved nåletræeshegn er, at de ofte bliver åbne forneden. I dette tilfælde dannes en
vindsluse for neden i hegnet, som kan bevirke, at hegnet gør mere skade end gavn. Endelig er det et
problem, at et nåletræeshegn på grund af faren for rodsygen normalt ikke bør/kan udskiftes med et
nyt nåletræeshegn.
På længere sigt må det derfor forventes, at stadig flere nåletræeslæhegn udskiftes med delvis
løvfældende læhegn. 1–rækkede nåletræeshegn har kun ringe betydning for udbredelse af flora og
fauna. Endelig er hulprocenten for lav, dvs. hegnet er for tæt.
I de seneste 20-25 år har flerrækkede læhegn af fortrinsvis løvfældende træer og buske vundet
meget frem, og i dag er de næsten eneherskende ved nyplantning i Danmark. Ifølge de gældende
32

tilskudsregler kan læhegn være op til 10 m brede og indeholde op til 7 rækker træer og buske.
Mindst 75 % af planterne skal være løvfældende.
Ifølge beskrivelser og foretagne interviews er denne type hegn en særdeles god lægiver med en
optimal hulprocent. Flere kilder har anført, at hegn af nåletræ ofte er for tætte, dvs. at hulprocenten
er for lille.
Et problem ved løvfældende hegn er, at lævirkningen falder til ca. 70 % af lævirkningen af
bladbærende planter, når planterne taber bladene. Det brede delvist løvfældende hegn er et meget
fleksibelt hegn. Det kan efter plantningen efter ejerens ønske udvikles til høje hegn med den
ønskede hulprocent, der tager optimalt hensyn til landøkonomiske og erosionsbekæmpende formål.
Hegnet kan imidlertid også efter plantningen udvikles til et lavere og mere tæt hegn, som tiltrækker
flora og fauna, herunder vildt som fasaner og harer, men som er landbrugsøkonomisk mindre
interessant end de høje mere åbne hegn. Denne fleksibilitet indebærer, at tilskudsgiver/staten, ikke
kan vide, hvilken type læhegn der senere vil blive udviklet.
Disse læhegn er meget dyre. Således koster et 3–rækket hegn ifølge Hedeselskabet 60.000 kr./km
og 500 kr./km/år i vedligeholdelse, medens et 7-rækket koster 105.000 kr./km og 700 kr./km/år. Der
er ikke oplyst nogen maksimal levetid for disse hegn. I den foreliggende sammenhæng regnes med,
at hegnene har en levetid på 100 år, dvs., der foretages afskrivninger.
5.2 Fragmentering af landskabet
Fragmentering af landskabet indebærer, at oprindeligt sammenhængende leveområder for dyr og
planter (biotoper) splittes i isolerede områder uden forbindelse med omliggende naturområder,
såkaldte fragmenter. Det kan f.eks. være en lille stump skov omgivet af marker til alle sider. Denne
opsplitning er oftest en følge af menneskelig aktivitet f.eks.:
bygning af veje
jernbaner
dæmninger
kornmarker
bymæssige bebyggelse.
Fragmenteringen har betydelige negative konsekvenser for flora og fauna:
Fragmenteringen indebærer et arealtab for den vilde flora og fauna.
De tilbageværende fragmenter vil i høj grad komme til at bestå af kantareal, hvorved
livsbetingelserne for flora og fauna ændres.
Fragmenteringen indebærer, at flora og fauna isoleres, således at genetisk udveksling
standser og populationer muligvis uddør.
5.3 Korridorer, biotoper og habitater
Korridorer i landskabet er grønne forbindelseslinier bestående af buske og/eller træer, men det kan
også være f.eks.:
en å
en grøft
33

en vejrabat eller
et udyrket markareal.
I den foreliggende sammenhæng behandles alene korridorer af buske og/eller træer. Der skelnes
mellem:
spredningskorridorer og
habitatskorridorer.
Spredningskorridorer defineres som smalle, oftest liniære arealer igennem hvilke dyr og planter,
herunder mikroorganismer, kan spredes. Spredningen kan ske enten ved direkte bevægelse fra den
ene ende til den anden eller ved bevægelser afbrudt af pauser. For større dyr vil der ofte være tale
om det samme individ. I særdeleshed for planter, men også for mikroorganismer, er der tale om, at
spredningen sker over flere generationer. Spredningskorridorerne kan være menneskeskabte f.eks.
læhegn eller de kan være naturskabte, f.eks. vandløb.
Et habitat er et sammenhængende naturområde, hvor arter af dyr og planter har taget blivende
ophold. Et habitat kan bestå af flere biotoper f.eks. et vandløb sammenhængende med en mose og et
skovområde. En biotop er et sammenhængende naturområde af en bestemt karakter f.eks. et
vandløb eller en mose. Flere biotoper kan tilsammen udgøre et habitat. Habitatskorridorer er en
korridor, hvor visse arter af dyr eller planter har taget blivende ophold, eller biotopen kan selv være
et habitat.
Ifølge de anvendte kilder sker en række forandringer, når en del af et tidligere sammenhængende
naturområde fragmenteres til en selvstændig, isoleret biotop. Ofte vil antallet af individer af nogle
arter f.eks. egern og hasselmus overleve på kort sigt, men falde på længere sigt og til sidst helt
uddø. Samtidig vil antallet af kantarter øges.
Såfremt en planteart uddør f.eks. på grund af frost om vinteren, synes den næppe nogensinde at
vende tilbage. Samlet vil der ske en drastisk reduktion af antal arter af såvel dyr som planter.
Småskove på over 20 ha synes at klare sig nogenlunde. Helt isolerede skovfragmenter på 1 ha og
derunder udvikler sig hurtigt til et kanthabitat med en ringe artsrigdom. Såfremt skovfragmentet
ligger mindre end 500 m fra skov, synes artsrigdom i højere grad at blive bevaret.
Det bemærkes, at en række insektarter er i stand til at sprede sig over væsentligt større afstande end
de nævnte 500 m. Generelt synes den genetiske variation at blive reduceret i den fragmenterede
biotop. Det synes at kunne påvises, at reduktionen i den genetiske variation ikke i sig selv er årsag
til, at en række arter reduceres eller uddør. Der synes snarere at være tale om, at de ændrede
levevilkår i biotopen ikke egner sig til de pågældende arter.
Minimumsgrænsen for små, velfungerende skovbiotoper synes at ligge på ca. 20-30 ha. De helt små
skovbiotoper synes dog at kunne tjene som skjul/midlertidigt opholdssted for en række jagtbare
vildtarter med stor aktionsradius.
Dyrernes aktionsradius og spredningsafstand synes at afhænge af dyrets størrelse, således at større
dyr har større aktionsradius og spredningsafstand. Eksempelvis regnes med, at rådyr har en daglig
aktionsradius på 2 km og en maksimal spredningsafstand på 250 km Trods den konstaterede
34

artsfattigdom i isolerede småbiotoper kan disse derfor være interessante fra et jagtmæssigt
synspunkt.
Om sprednings- og habitatskorridorer i form af læhegn siger kilderne samstemmende, at de helt
smalle 1–rækkede læhegn har mindre betydning som spredningskorridor end bredere hegn, men at
de i lighed med markskel og grøfter har en vis betydning som habitatskorridor især for fugle, som
lever i det åbne land.
En undersøgelse foretaget af Johnson og Adkisson viser, at godt 90 % af fuglearten, blue jay,
vælger at følge læhegnene muligvis for hurtigt at kunne søge skjul. Andre undersøgelser viser, at
mindre pattedyr som f.eks.mus, egern, jordegern og flagermus tiltrækkes af læhegn. Ifølge
jagtlitteraturen har læhegn en positiv virkning på bestanden af bl.a. agerhøne, fasan og hare. Nogle
kilder anfører, at især kantbevoksning til læhegn har betydning som redeskjul for bl.a. jagtbart vildt.
De brede læhegn på 7-10 m synes at tiltrække dyr og planter i højere grad end de helt smalle hegn.
Dog synes egentlige skovplanter ikke at kunne gro i læhegnene, og hegnene kan derfor ikke fungere
som spredningskorridorer for skovplanter.
Korridorbrud, dvs. at hegnet (eller anden korridor) afbrydes, synes af stor betydning. En
undersøgelse viser eksempelvis, at markrotter kan overskride korridorbrud på op til 4 m, medens
brud væsentligt over 4 m synes prohibitiv for rotternes vandring. Noget tilsvarende er påvist for
snegle.
5.4 Miljøkrav til korridorer og småbiotoper
Småbiotoper i form af beplantninger op til 1 ha er præget af artsfattigdom, med mindre de ligger i
umiddelbar nærhed af en skov eller er forbundet med et læhegn. Dog synes især kantbevoksning
ved læhegn at kunne danne redeskjul for bl.a. jagtbart vildt.
I den foreliggende behandles alene korridorer i form af læhegn. De krav, der stilles læhegn, ud fra
miljø- og naturmæssige adskiller sig fra de krav, der stilles ud fra landbrugsøkonomiske formål. De
miljø- og naturmæssige krav kan skitseres som følger:
Fragmentering af landskabet skal undgås. Korridorbrud skal undgås eller i det mindste holdes
under 4 m. Derimod er hegnenes placering i forhold til vindretningen uden betydning. Øst–vest
er lige så godt som nord–syd
Læhegnene skal være så brede som muligt, gerne bredere end lovens maksimum på 10 m.
Vedligeholdelse af hegnene i form af klipning i siderne bør undgås.
Der bør overvejende plantes løvfældende træer og buske uden, at nåletræer nødvendigvis helt
bør undgås. Høje træsorter bør undgås, idet de ofte vil tage lyset fra buske og bundvegetation.
35

Kapitel 6. Retsregler og retstilstand vedrørende formål med læplantning
6.1 Generelt
Forudsætningen for at foretage en effektvurdering af en offentlig foranstaltning er, at det i
retsgrundlaget for foranstaltningen oplyses, hvilket formål der søges opnået med foranstaltningen.
Ifølge udvalgte vejledninger gælder følgende:
I Fødevareministeriets Lovvejledning, 3. udgave, marts 2003, bilaget side 84 oplyses (citat):
”Det er ikke et krav, at en lov skal have en formålsbestemmelse”.
I Justitsministeriets Vejledning om lovkvalitet, september 2000, side 3–4, fremgår (citat):
”Indeholder et lovforslag en bestemmelse om lovens formål, bør bestemmelsen i
almindelighed placeres først i loven”. Herudover udtaler vejledningen sig ikke om
formålsbestemmelser.
I Finansministeriets vejledning, Forvaltning af tilskud, maj 1996, side 48 fastsættes (citat):
”En grundlæggende forudsætning for, at der kan blive tale om en god tilskudsforvaltning, er,
at målsætningen med at yde det pågældende tilskud defineres så præcist som overhovedet
muligt i lovens målsætningsparagraf. Af bemærkningerne til lovforslaget bør det det fremgå,
hvilke kriterier der er for målopfyldelelse”.
6.2 Lovgivning om læplantning
Indtil den første lov om tilskud til læplantning fra 1976 var statsligt tilskud til læplantning alene
baseret på en årlig bevilling, tekstanmærkning, i Finansloven. Tilskudsordningen blev administreret
af Det danske Hedeselskab, som tillige havde eneret på udførelse af læplantningsarbejder. Der
synes ikke at have foreligget en instruks e.l. fra landbrugsministeriet om, hvorledes ordningen
skulle administreres.
Nedenfor vil blive foretaget en kort gennemgang af de vigtigste love og bekendtgørelser.
1. Lov nr. 245 af 12. maj 1976 om tilskud til læplantning.
Anledningen til at udarbejde en egentlig lov om læplantning var, at dette gav mulighed for at
modtage EU-tilskud til læplantning. Loven indeholder ikke en formålsbestemmelse, ligesom
den ikke fastsætter, hvad der skal forståes ved læhegn. Det fremgår imidlertid af
bemærkningerne til lovforslaget, at ordningen tager særligt sigte på Jyllands tidligere
hedeegne. Der henvises endvidere til de (dengang) senere års omfattende og tiltagende
forekomster af jordfygning og vindskader, som dels blev tilskrevet ændringer i
arealudnyttelsen og dyrkningsteknik og dels en forringelse af den samlede læeffekt
forårsaget af de ældre læhegns fremskrevne forfald. Ifølge loven kunne der ydes indtil 50 %
tilskud til etablering af læhegn. Til individuel læplantning blev ydet indtil 50 % tilskud til
indkøb af planter og indtil 30 % tilskud til arbejdets udførelse. Loven blev administreret af
Det danske Hedeselskab, som fortsat også havde eneret på at foretage læplantning.
2. 3 love 1977, 1981 og 1987
I perioden 1977-1987 vedtages tre ændringslove vedr. læplantning. Alle love er af teknisk
karakter og uden betydning for lovens formål.
36

3. Lov nr. 812 af 21. december 1988 om læhegn.
Om formålet med loven fastsættes i § 1, stk. 1, nr. 1,
at læhegn: ”anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, der
anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartnere, frugtplantage, planteskole og
lignende,”
Loven definerer læhegn som sammenhængende beplantninger af træer og buske med indtil 7
planterækker og en bredde på ikke over 10 m.
I bemærkningerne til lovforslaget oplyses, at læplantning modvirker sandflugt og
jordfygning og derved giver større sikkerhed for landbrugsproduktionen, der også øges
noget. Det oplyses endvidere, at læhegn også bevirker en nedsættelse af vindhastigheden ud
over de lokale læzoner og derved medvirker til et bedre miljø for plante–/dyreliv og for
mennesker.
Begreberne kollektiv og individuel læplantning præciseres, herunder at der kun kan ydes
tilskud til individuel læplanting, såfremt deltagelse i kollektiv læplantning er
uhensigtsmæssig eller ikke mulig. I bemærkningerne til lovforslaget oplyses, at læhegnene –
ud over det land-brugsmæssige hovedformål - oftest er positive landskabseelementer, og at
de er egnede til at tjene som spredningskorridorer for vildtet.
Da disse miljømæssige virkninger ikke er omtalt i lovteksten som en del af lovens formål,
antages det, at der er tale om en faktuel oplysning om en positiv sideeffekt af læplantning.
Loven indebar endvidere, at administrationen af loven blev flyttet til Landsforeningen De
danske Plantningsforeninger, samt at Hedeselskabets eneret til at udføre
læplantningsopgaver ophævedes.
4. Bekendtgørelse nr. 548 af 15. august 1989 om tilskud til plantning af læhegn.
Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser af betydning for lovens formål.
5. Lov nr. 475 af 30. juni 1993 om læhegn og tilskud til læplantning.
Der er tale om en ændringslov til 1988–loven. Herved ændres bl.a. lovens titel til
ovenstående titel. Ved loven indføres begrebet ”supplerende, lægivende
løvtræesplantninger”, som kan etableres 1) samtidig med og 2) i tilknytning til etablering af
læhegn med det formål at fremme læhegnets lægivende virkning samt virkning for
landskabs- og naturforhold.
Herved bliver ”læplantning” det overordnede begreb, som består af delbegreberne
1)”læhegn” og 2)” supplerende, lægivende løvtræesplantninger ”.
6. Bekendtgørelse nr. 248 af 11. april 1994 om tilskud til læplantning.
I bekendtgørelsen defineres læplantning som læhegn med indtil 7 planterækker af en bredde
af ikke over 10 m samt supplerende lægivende løvtræespalntninger, der anlægges til
opfyldelse af lovens formål.
7. Lov nr.284 af 27. april 1994 om ændring af statskrav
Loven er alene af teknisk karakter og uden betydning for lovens formål
37

8. Lov nr. 15 af 14. januar 1998 om ændring af lov om læhegn og tilskud til læplantning.
Det er bemærkelsesværdigt, at loven blev vedtaget af Folketinget og kundgjort i Lovtidende,
men aldrig sat i kraft. Loven bemyndiger ministeren til at sætte loven i kraft ved
bekendtgørelse. Denne bemyndigelse blev ikke anvendt, jf. nedenfor vedr. notifikation.
Ifølge lovens § 1, nr.3, ændres (hoved-) lovens § 1,stk.1, nr. 1, om (hoved-) lovens formål,
således, at læhegn:
”1) anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, herunder med anlæg,
der anvendes i forbindelse med jordbrugsproduktion mv.” Herved udvides
tilskudsgrundlaget til også at omfatte plantning omkring tekniske anlæg i forbindelse med
jordbrugsproduktion (der tænkes især på afskærmning af gyllebeholdere). Endvidere
indføres begrebet ”supplerende, lægivende vildtbeplantning”, som der kan gives tilskud til,
såfremt de indgår i kollektive læplantningsprojekter. Det præciseres, at virkning for
landskabs- og naturforhold er et delmål, men at de landbrugsmæssige formål er fortsat
hovedformålet.
Ved den efterfølgende notifikation meddelte EU–Kommissionen, at læplantning omkring
tekniske anlæg samt supplerende, lægivende vildtplantninger ikke kunne godkendes af EU–
Kommissionen som berettigede til EU-refusion. På denne baggrund besluttede ministeren/
departementet ikke at sætte loven i kraft, men i stedet afvente iværksættelsen af
Landdistriktsprogrammet i 2000.
Lov nr. 338 af 17. maj 2000 om støtte til landdistrikterne (Landdistriktsstøtteloven)
Loven er en rammelov for en lang række ordninger. Læplantning behandles kun kort. I
lovens tekst, § 2, stk. 1, nr. 4., litra c) angives alene, at der kan gives tilskud til plantning af
læhegn. Der er ikke i lovens tekst angivet noget formål med ordningen. Loven anvender
udtrykket: ”læhegn” og ikke udtrykket: ”læplantning”. Ifølge lovens
ikraftstrædelsesbestemmelser, § 28, stk.2, nr. 4), ophæves lov om læhegn og tilskud til
læplantning, jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov nr. 15 af
14. januar 1998, med undtagelse af Kapitel 1 og 3. Som anført ovenfor under pkt. 8 blev
1998–loven aldrig sat i kraft. Det indebærer, at alene er 1996–lovbekendtgørelsens kapitel 1
og 3, fortsat er i kraft. I 1996–loven fastsættes i Kapitel 1, § 1, stk. 1
” § 1. Ved læhegn forståes i denne lov en sammenhængende plantning af træer eller buske
med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke over 10 m, der anlægges med det formål at
nedsætte vindhastigheden over arealer, der anvendes eller agtes anvendt til landbrug,
frilandsgartneri, frugtplantage, planteskole og lignende.”(Stykkets nr. 2 og 3 er her udeladt).
Denne bestemmelse uddyber og præciserer den meget korte bestemmmelse i
Landdisktriktsstøtte loven, som er omtalt oven for. Som omtalt ophæver
Landdistrtiktsstøttelovens § 28 bl.a. 1996–lovens Kapitel 2. Kapitel 2, § 14, stk 2, i 1996–
loven lyder:
”Stk. 2. Tilskud kan ydes
-til anlæg af kollektive læhegn,
-anlæg af individuelle læhegn eller
38

-anlæg af supplerende lægivende løvtræesplantninger”(udelades – ikke relevant her).
Herved ophæves den hidtidige hjemmel til at yde tilskud til supplerende
løvtræesplantninger.
Det forhold, at 1998–loven aldrig er trådt i kraft indebærer endvidere, at det er uklart, om
der i Landdistriktsstøtteloven er hjemmel til at yde tilskud til plantninger omkring tekniske
anlæg i forbindelse med jordbrugsproduktion eller supplerende, lægivende
vildtbeplantninger.
I bemærkningerne til lovforslaget om landdistriktstøtte nævnes, at læplantning foretages bl.
a. for at beskytte mod vinderosion og for at forbedre biotopforholdene omkring
produktionsarealerne. Derimod omtaler bemærkningerne ikke supplerende
løvtræesbeplantninger, supplerende, lægivende vildtbeplantninger eller småbiotoper uden
direkte forbindelse med læhegn.
9. Bekendtgørelse nr. 842 af 21. september 2001 om tilskud til lægivende og
biotopforbedrende beplantning
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af lov nr. 338 af 17. maj 2000 om støtte til
landdistrikterne (landdistriktstøtteloven). Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1) og 2) kan
der ydes tilskud til:
”1) hegn, som er sammenhængende beplantninger af træer og buske bestående af mindst 75
% løvfældende planter med 5–7 planterækker og ikke over 10 m brede, og/eller
småbeplantninger, som er mindre end 0,5 ha eller under 20 m brede og bestående af mindst
75 % løvfældende planter.
”Bestemmelsen i nr. 1): ”og/eller” er bemærkelsesværdig, idet der herved for første gang
åbnes mulighed for at yde tilskud til beplantninger uden relation til jordbrugsproduktionen.
Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1 gælder:
”§ 2. Lægivende og biotopforbedrende beplantninger er beplantninger, der anlægges med
det formål at give læ for jordbrugsarealer og/eller virke som forbindelseslinier i landskabet
og øge andelen af småbiotoper på jordbrugsbedrifter samt fremme offentlighedens adgang.
Biotopforbedrende beplantninger kan endvidere anlægges omkring tekniske anlæg”.
Ifølge § 15, Stk. 1, nr. 3 ydes forhøjet tilskud, såfremt der i forbindelse med etablering af et
læhegn etableres en trampesti, hvorpå offentligheden kan færdes.
10. Bekendtgørelse nr.353 af 29. maj 2002 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til
lægivende og biotopforbedrende beplantninger
Ifølge bekendtgørelsen ændres bestemmelsen om, at plantningen skal være 5–7 rækker til 1–
7 rækker. Endvidere ophæves bestemmelsen tilskud til offentlighedens adgang (trampestier).
11. Bekendtgørelsenr. 1101 af 12. december 2002 om tilskud til lægivende og
biotopforbedrende beplantninger
I bekendtgørelsens § 2 præciseres ordningens formål:
39

”§ 2. Lægivende og biotopforbedrende beplantninger er beplantninger, der anlægges med
det formål at give læ for jordbrugsarealer og/eller virke som forbindelseslinier i landskabet
og øge andelen af småbiotoper.”
Endvidere ophæves definitionerne af begreberne kollektive, henholdsvis individuelle
læplantningsprojekter. I stedet skelnes mellem beplantningsprojekter, som foreståes af
ejeren/forpagteren selv, og beplantningsprojekter, der foreståes af et plantningslaug.
De tilskudsberettigede aktiviteter er uændrede.
6.3 Delkonklusion vedr. formål med læplantningsordningen
Uanset forskellige juridiske iklædninger, jf. også kapitel 3, er formålet med læplantningsordningen
fra ophævelsen af Det flyvende korps i 1963-1988-loven at bekæmpe vind- og jorderosion i de
tidligere hedeegne i Jylland samt at øge jordbrugsproduktionen.
I 1988-loven fastholdes lovens jordbrugsmæssige hovedformål, men i lovens bemærkninger
omtales ordningens miljømæssige sidegevenster.
Læhegn defineres som indtil 10 m brede hegn. Herved defineres lovens formål i realiteten til som et
delformål også at omfatte miljømæssige formål. 1998–loven er en juridisk/teknisk præcis lov, som
uddyber og præciserer, at ordningen ud over det landbrugsmæssige hovedformål tillige har et
miljømæssigt delformål. Da EU-Kommissionen ikke kan godkende tilskud til nogle af lovens
formål, vælger Danmark at afvente den kommende landdistriktsstøtteordning.
Landdistriktsstøtteloven er en rammelov, hvis nærmere regler skal fastsættes i bekendtgørelse.
Ifølge den seneste bekendtgørelse sidestilles lovens to formål:
1. at skabe læ for landbrugsarealer og
2. og/eller at skabe forbindelseslinier i landskabet og øge antallet af småbiotoper.
Det er således ikke længere en forudsætning for tilskud, at læplantningen har et
erosionsbekæmpende eller landbrugsøkonomisk formål.
40

Kapitel 7. Administrative forhold
7.1 Generelt
Fra den første læplantningslov blev vedtaget i 1976-1988 blev ansøgninger om tilskud til
læplantning behandlet af Det danske Hedeselskab. Det var ligeledes Hedeselskabet, der udførte de
fleste plantningsopgaver og foretog kontrol af plantningernes gennemførelse. Det var en uheldig
sammenblanding af interesser. Det blev ændret ved 1988-loven.
Ifølge 1988–loven blev behandlingen af ansøgninger om tilskud til læplantning med virkning fra
1989 overdraget til De danske Plantningsforeninger, hvor opgaven har været placeret siden.
Plantningsforeningerne fik tillige overdraget tilsyn og kontrol med projekternes gennemførelse.
Plantningsforeningernessekretariat, der foretager den praktiske sagsbehandling, er beliggende i
Give i Jylland.
Kontrol- og tilsynsopgaven indebærer bl.a. kontrol af, at plantningsopgaven er gennemført i
overensstemmelse med det givne tilsagn om tilskud samt, at der er dokumentation for de afholdte
udgifter. Opgaven indebærer endvidere kontrol af, at den tilskudsberettigede vedligeholdelse (3 år)
gennemføres samt at læhegnet opretholdes i det forudsatte antal år, jf. i øvrigt nedenfor.
Der blev især lagt vægt på kontrol af etablering af læhegnet samt de tre års pligtig vedligeholdelse,
dvs. den tilskudsberettigede periode. Den fysiske kontrol blev med bekendtgørelse nr. 1101 af 12.
december 2002 overført til Plantedirektoratet, medens den administrative kontrol fortsat foretages af
Plantningsforeningernessekretariat.
Hermed synes der at være blevet etableret en arbejdsdeling, som er i overensstemmelse med god
forvaltningsskik. Administrationen sker under tilsyn af Fødevareministeriet, Direktoratet for
Fødevareerhverv.
7.2 Tilskudsgrundlag
Tilskudsgrundlaget har i perioden fra ikraftsættelse af 1988-loven til 2002 været klart opdelt i
kollektive og individuelle læplantningsprojekter. For perioden 1976-1988 er tilskudsreglerne ikke
klart belyst, men det antages, at reglerne stort set har svaret til de regler, som var gældende fra
1988.
For en mere detailleret beskrivelse henvises til det juridiske afsnit, kap. 6. Nedenfor foretages alene
en mere grov/forenklet beskrivelse, som anvendes ved den talmæssige effektmåling, jf. senere
kapitler. I stort set hele analyseperioden, 1976 til nu, har tilskudsgrundlaget været mere gunstigt for
kollektive end for individuelle projekter.
Ved bekendtgørelse nr. 1101 af 12. december 2002 blev de to projektformer tilskudsmæssigt
ligestillet, idet det dog alene er en mindre del af finanslovbevillingen, der kan anvendes til
individuelle læplantningsprojekter.
Nedenfor beskrives den tilskudsmæssige opdeling i kollektive og individuelle projekter, som har
været gældende i stort set hele analyseperioden. Tilskuddet blev med virkning fra 2002 nedsat fra
50 % af tilskudsgrundlaget til 40 %.
41

Der kan ydes tilskud til læhegn, som er en sammenhængende plantning af træer og/eller buske.
Læhegnet kan indeholde op til 7 planterækker, og det må maksimalt være 10 m bredt. Der
foreligger ikke bestemmelser om læhegnets minimale længde. Der ydes endvidere tilskud til
småbeplantninger på op til ½ ha, som maksimalt må være 20 m brede.
Mindst 75 % af de anvendte arter af træer/buske skal være løvfældende. Tilskuddet omfatter ikke
moms, værdi af eget arbejde samt udgifter ved anvendelse af eget materiel. De anvendte plantearter
skal endvidere være godkendte af Fødevareministeriet. Oversigt over godkendte plantearter findes
som bilag til læplantningsbekendtgørelsen.
Placering og vedligeholdelse af læhegn på eller i nærheden af naboskel skal/kan aftales mellem
naboer. Der kan være tale om fælleshegn, hvor skellinien går inden for læhegnets ydergrænser eller
egne hegn. Det bemærkes, at læplantningsloven i modsætning hegnsloven også indeholder regler
om ”indre hegn”, dvs. hegn, som ikke ligger i skel.
Læplantningsordningen er en tilskudsordning under landdistriktstøtteloven. Den danske stat
modtager derfor 50 % refusion af udgifter, som afholdes til tilskud til læplantning.
Kollektive projekter:
Projektet skal gennemføres af en gruppe af landmænd, herunder forpagtere, og der skal
foreligge en kollektiv plan for læplantningen. Projektet skal omfatte plantninger på arealer,
der udgør et geografisk sammenhængende område. Plantningene skal supplere hinanden og
tilsammen udgøre en natur- og jordbrugsmæssig forbedring for hele området.
Plantningen skal foreståes af en plantningsforening/plantningslaug. Vedtægterne for
plantningsforeningen/lauget skal være godkendt af Landsforeningen, De danske
Plantningsforeninger, før tilsagn om tilskud kan gives, jf. nedenfor.
Et kollektivt projekt skulle indtil bekendtgørelse nr. 1101 af 12. december 2002 omfatte
mindst 20 km læhegn og mindst 20 forskellige tilskudsmodtagere. Denne bestemmelse blev
ophævet ved bekendtgørelsen. Det eneste krav til kollektiv læplantning er herefter, at
projektet skal foretages af et læplantningslaug.
Der ydes tilskud til omkostninger til indkøb af planter, entreprenørmæssige omkostninger
ved hegnets etablering, andre fællesomkostninger ved projektets gennemførelse samt
omkostninger ved 3 års vedligeholdelse af læhegnet. Læhegnet har indtil bekendtgørelse nr.
1101 af 12. december 2002 skullet opretholdes i minimum 10 år. Efter ændringen skal
læhegnet opretholdes i minimum 15 år.
Individuelle projekter:
Indtil bekendtgørelse nr. 1101 af 12. december 2002 blev der alene ydet tilskud på grundlag
af udgifter til indkøb af planter, medens der ikke blev ydet tilskud til øvrige
etableringsomkostninger samt vedligeholdelse.
Læhegnet skulle/skal ligeledes opretholdes i minimum 10-15 år. Begrundelsen for den
mindre gunstige tilskudsordning for individuelle læhegn var, at læeffekten ved individuelle
42

læhegn vurderedes som lavere end ved kollektive læhegn samt, at
etableringsomkostningerne pr. km individuelt læhegn blev vurderet højere end kollektivt
læhegn.
Det er blevet vurderet at læhegn, som ikke indgår i et større plantningssystem, fungerer
virker mindre effektivt som spredningkorridorer for flora og fauna, ligesom individuelle
læhegn blev vurderet som mindre effektive til bekæmpelse af erosion. Det forekommer
imidlertid at være læhegnets/hegnenes længde og konstruktion og ikke projektets
organisatoriske rammer, der er afgørende for læhegnets/hegnenes effektivitet.
Med virkning fra 2002 er tilskudsgrundlaget for individuelle projekter ændret, således at
tilskudsgrundlag og tilskudsprocent er det samme for kollektive og individuelle projekter.
7.3 De danske Plantningsforeningers organisation og arbejde
Landsforeningen De danske Plantningsforeninger, er opdelt i 10 regionale foreninger med hver sin
formand og selvstændige bestyrelse. De danske Plantningsforeninger forestår driften af sekretariatet
i Give. Medlemmer af plantningsregioner er de enkelte plantningsforeninger/laug, men kan også
være enkeltpersoner. De danske Plantningsforeninger tilbyder at yde konsulentbistand i valg af
planter til læhegn samt etablering og vedligeholdelse af læhegn. Konsulentbistanden tilbydes til
såvel plantningsforeninger som til enkeltprsoner.
43

Kapitel 8. Hvad koster læhegn, hvor mange km læhegn plantes og hvilke
landmænd foretager læplantning
8.1 Omkostninger
Den helt overvejende operatør vedr. læplantning har lige fra idèens start været Det danske
Hedeselskab. Hedeselskabet er fortsat den helt overvejende operatør vedr. læplantning, men har
ikke længere monopol på opgaven. Vedr. Hedeselskabets rolle henvises i øvrigt til det historiske
afsnit. Som følge af Hedeselskabets centrale rolle er det valgt at anvende selskabets
priskalkulationer i den foreliggende sammenhæng. Nedenstående prisoplysninger hviler derfor
udelukkende på Hedeselskabets oplysninger.
Generelt er læhegn billigere pr. plante at etablere, jo bredere hegnet er. Det skyldes dels, at den
første række planter skal betale startomkostningerne (kapacitetsomkostningerne) f.eks. tilkørsel,
transport af maskiner og mandskab, og dels at der altid er mest ukrudt i yderrækkerne. Endvidere
gælder, at brede hegn danner et bedre mikroklima, hvorved tilvæksten hos planterne øges.
Tabel 8.1. Omkostninger ved etablering af læhegn, 2003–priser.
Type Etablering Årligt vedligehold Kommentar
7-rækket, delvis løvfældende 105.000 kr./km 700kr./km Levetid kendes ikke
3-rækket, delvis løvfældende 60.000 kr./km 500 kr./km Levetid kendes ikke
1-rækket, sitkagran 15.000 kr./km 300 kr./km 50 års levetid
Kilde: Hedeselskabet.
Der er ikke fra Hedeselskabet angivet nogen levetid for de nye brede hegn, idet der jo ikke
foreligger tilstrækkelige tidsmæssige erfaringer. Det synes dog at være den almindelige opfattelse,
at de nye brede hegn har en væsentlig længere levetid end de gamle 1–rækkede nåletræeshegn. I
den foreliggende sammenhæng antages det, at levetiden for de brede hegn er 100 år. Det har især
betydning for fastsættelsen af afskrivningerne.
Omkostningerne ved hegnets etablering fordeler sig således:
Eksemplifiseret ved et 3–rækket hegn ved kollektiv plantning og 3 års pleje incl. jordarbejde,
planter, plantning fordeler omkostningerne sig således:
Arbejdskraft 30 %: Plantning, manuel ukrudtsbekæmpelse samt efterplantning
Planter 25 %: I planteskolen vil en væsentlig del af omkostningerne være arbejdskraft.
Maskinstation 30 %: Jordarbejde og mekanisk ukrudtsbekæmpelse.
Administration og rådgivning mv. 15 %: En overvejende del af beløbet går til rådgivning af
lodsejerne.
Som det fremgår, er den overvejende del af omkostningerne udgifter til arbejdskraft.
Kollektive projekter omfatter normalt mange lodsejere – op til 100 eller flere – og dermed et stort
antal ofte sammenhængende læhegn, som etableres under samme tilskudsaftale. Herved opnås en
arbejdsmæssig og administrativ besparelse hos entreprenøren og plantningsforeningerne. Der er
ikke fundet beregninger eller kalkulationer over besparelsernes størrelse. Som det fremgår andet
sted i nærværende rapport er kollektive plantninger mere effektive både ud fra et
44

landbrugsøkonomisk og ud fra et miljø- og naturmæssigt synspunkt. Det skyldes, at de kollektive
læhegnsbeplantninger sædvanligvis er væsentligt større end de individuelle.
Tilsagn om tilskud til kollektive læplantningsprojekter bevilges af Landsforeningen De danske
Plantningsforeninger efter det såkaldte rotationsprincip. Efter rotationsprincippet tildeles bevilling
til et kollektivt læplantningsprojekt til en lokal plantningsforening efter et køsystem, som hidtil har
indebåret, at en lokal forening har måttet vente et antal år før læplantnings tilskud kunne bevilges
og plantning iværksættes.
Hedeselskabet skønner, at de individuelle projekter er 15-100 % dyrere end de kollektive. Når de
individuelle projekter målt i beløb pr. projekt i kilometer læhegn ikke hidtil har været dyrere end de
kollektive, skyldes det iflg. Hedeselskabet, at der efter de hidtidige tilskudsregler alene er givet
tilskud til selve planterne under de individuelle projekter, medens der ved de kollektive projekter
tillige har været givet tilskud til entreprenørarbejdet og 3 års vedligeholdelse. Ifølge de nye
tilskudsregler gives der også tilskud til bl.a. entreprenørarbejde ved de individuelle projekter,
således at de kollektive og de individuelle projekter er blevet tilskudsmæssigt ligestillet.
Ved den tilskudsmæssige ligestilling mellem de to projektformer er tilsagnsbeløbet pr.
tilskudsmodtager ændret væsentligt. Hvor tilsagnsbeløbet pr. tilskudsmodtager tidligere var størst
for den kollektive plantningen er beløbet efter ligestillingen størst ved den individuelle læplantning.
Der henvises til tabel 8.2.
Tabel 8.2. Tilskud pr. tilskudsmodtager ved individuel og kollektiv læplantning i 2000-2005,
1.000 kr. (2000–2003 er regnskabstal, medens 2004 og 2005 er budgettal)
2000 2001 2002 2003 2004 2005
Individuel læplantning 3,2 4,8 2,8 12,8 13,8 13,8
Kollektiv læplantning 14,7 16,1 10,8 7,6 8,7 8,8
Kilde: Finanslovsforslag 2005
Hedeselskabet vurderer, at et tilskudsloft pr. km plantet læhegn ikke ville have nogen væsentlig
effekt. Der foreligger ikke nogen egentlig undersøgelse heraf. Begrundelsen for vurderingen er, at
lodsejeren selv skal betale 60 % (tidligere 50 %) af projektets omkostninger, og at dette er
tilstrækkeligt incitament til at opnå en tilfredstillende omkostningseffektivitet. Det vurderes, at dette
synspunkt næppe er holdbart. Den enkelte lodsejer og den enkelte plantningsforening, incl. De
danske Plantningsforeninger, er stillet overfor en meget stor entreprenør, der i praksis har monopol
på bl.a. læplantning i Danmark.
Erfaringsmæssigt medfører en sådan markedsstruktur normalt ikke en samfundsøkonomisk optimal
prisdannelse. En sådan markedsstruktur medfører sædvanligvis en overnormal profit. Det kunne
derfor overvejes at fastsætte et maksimalt tilskudsbeløb pr. kilometer læhegn. Ulempen ved en
sådan regel er dog, at omkostningerne kan have en tendens til automatisk at vokse til det tilladte
maksimum.
Endvidere har De danske Plantningsforeninger anført, at sænkningen af tilskuddet fra 50-40 % samt
forskellige ændringer i lov og bekendtgørelse fra 2001 og fremefter, jf. kapitel 6, i væsentlig grad
har kølnet landmændenes interesse for læplantning.
45

Plantningsforeningerne fremhæver, at i 2000, hvor tilskudsprocenten var 50 %, og bevillingen var
40 mio. kr., var rotationstiden (ventetide) 10 år. I 2004, efter lovændringen med en tilskudsprocent
på 40 % og en bevilling på 16 mio. kr., er rotationstiden faldet til 5 år.
Eksempelvis Plantningsforeningernes region Fyn meddelt, at der ikke i 2005 på rimelig måde kan
etableres kollektiv plantning på Fyn. Plantningsforeningerne forudser, at det kan blive vanskeligt at
udnytte bevillingsrammen i de kommende år.
Der har dog i 2003 været et tilstrækkeligt antal ansøgere til, at de bevilgede penge bliver anvendt.
Der synes følgelig ikke at være behov for at hæve tilskudsprocenten. Hedeselskabet understreger, at
et vigtigt bidrag til omkostningseffektivitet er enkle, logiske administrative tilskudsbetingelser og –
regler. Det anføres, at reglerne før 2001-bekendtgørelsen stort set opfyldte dette.
I læplantningsbranchen skønnes, at der er behov for plantning af ca. 1000 km læhegn/år. Der er tale
om såvel nyplantning som erstatning af gamle hegn. Skønnet må betragtes som usikkert, ligesom
grundlaget for skønnet ikke er klart. I de seneste 5 år har bevillingerne til læplantning svinget
mellem knap 20 og 40 mio. kr. Der henvises til oversigten over bevillinger i de enkelte år nedenfor
for nærmere detailler. Med en tilskudsprocent på 50 % (som netop er nedsat til 40 %) svarer dette til
en plantningsaktivitet på 40-80 mio. kr./år.
I tabel 8.3 findes en oversigt en oversigt over, hvor mange km læhegn, der kan plantes inden for de
senere års bevillinger.
Tabel 8.3. Plantningsniveau, km læhegn, ved forskelligt bevillingsniveau og læhegnstype.
Type læhegn Aktivitesniveau Aktivitesniveau
40 mio. kr./år 80 mio. kr./år
7-rækket, delvis løvfældende, antal km/år 380 km/år 760 km/år
3-rækket, delvis løvfældende, antal km/år 665 km/år 1.330 km/år
1-rækket, sitkagran 2.665 km/år 5.330 km/år
Egne beregninger ved anvendelse af læpalantningspriser i tabel 8.1.
8.2 Finanslovsbevillinger
Som det fremgår af det historiske afsnit, har der været givet offentlige tilskud til læplantning siden
slutningen af 1800-tallet. I de første mange år var der alene tale om tilskud til indkøb af planter. I
den foreliggende sammenhæng vil der alene blive set på bevillingene fra 1986 og fremefter.
Læplantning er en meget langsigtet investering med en levetid på 50-100 år. Derfor er det ikke ud
fra et klimatisk/biologisk synspunkt afgørende, om et læplantningprojekt gennemføres et par år før
eller senere. Derimod er stabilitet og forudsigelighed vedr. de offentlige bevillinger vigtigt for en
optimal kapacitetsudnyttelse af læplantningskapaciteten. Det gælder i særdeleshed planteskolernes
produktion af småplanter til læhegn. Det tager 3 år at producere en plante til læhegn, og der er ingen
væsentlig alternativ anvendelse af planterne.
En pludselig og kraftig forøgelse af bevillingen til læplantning vil bevirke højere priser, men der
kommer ikke flere planter af den grund. Udbuddet af småplanter til læplantning er på kort sigt
fuldstændig uelastisk. Omvendt vil en pludselig og væsentlig reduktion af bevillingen indebære, at
planteskolerne vil brænde inde med planter, som ikke kan sælges.
46

Hos den altovervejende entreprenør, Hedeselskabet, er der derimod formentlig en vis fleksibilitet,
idet kapaciteten formentlig i vidt omfang vil kunne overføres til andre plantningsopgaver f. eks.
skovplantning, naturgenopretningsprojekter og vandreguleringsopgaver Især af hensyn til
planteskolernes produktion af planter vurderes det som vigtigt, at bevillingerne er stabile og
forudsigelige.
Tabel 8.4 Oversigt over finanslovsbevillinger 1986-2003.
Finansår Bruttotilsagn (dvs. annulerede,
tilbageførte beløb ikke fratrukket)
mio.kr.
Udbetalinger
mio. kr.
Brutto
tilsagn/udbetalinger
i faste priser
mio.kr.
2003 19,2 n.a. n.a.
2002 20,7 n.a. n.a.
2001 17,9 20,6
2000 36,9 40,2
1999 40,6 36,6
1998 30,3 23,4
1997 28,6 26,6
1996 n.a. 27,7
1995 n.a. 23,4
1994 n.a. 23,4
1993 n.a. 16,6
1992 n.a. 18,7
1991 n.a. 21,9
1990 n.a. 20,6
1989 n.a. 23,0
1988 n.a. 26,6
1987 n.a. 22,0
1986 n.a. 15,1
Kilde: Diverse finanslove.
Som det fremgår af tabel 8.4 er der for perioden 1986-2001 angivet udbetalte beløb, medens der for
perioden 1997-2003 er angivet bruttotilsagn dvs., at annulerede/tilbageførte beløb ikke er fratrukket.
Endelig er der for perioden 1997-2001 angivet begge beløb. Dette talgrundlag er ikke helt
tilfredsstillende, men det bedst opnåelige.
Forskellen mellem tilsagn og udbetalinger har to årsager. For det første er der en forskel, som
skyldes forskellig periodisering. For det andet kan angivelse af bruttotilsagn indebære, at en del af
beløbet aldrig er blevet anvendt. Vedr. det sidste spørgsmål oplyser De danske
Plantningsforeninger, at alle annulerede/tilbageførte beløb anvendes som tilskud til en anden
tilskudsansøger.
Der skulle altså ikke på længere sigt være forskel på brutto- og nettotilsagn. Forskellen som følge af
periodisering er på længere sigt uden betydning for en vurdering af aktivitetsniveauet. Tallene må
derfor anses for at være fuldt valide set over nogle år.
47

Som det endvidere fremgår af tabel 8.4, svinger finanslovsbevillingen til læplantning ganske meget
fra år til år. Det indebærer uhensigtsmæssigt store svingninger i læplantningsaktiviteten. Det gælder
i særdeleshed for planteskolerne, idet det tager 3 år at producere en læplantningsplante.
8.3 Hvor mange km læhegn plantes
Set over en længere årrække plantes ifølge de anvendte kilder omkring 800 kilometer læhegn om
året. Der er ikke tale om en egentlig plantningsstatisstik, men om et beregnet tal. Som det fremgår
af tabel 8.3, har den årlige finanslovsbevilling til læplantning været stærkt svingende. Der regnes
som et groft skøn med, at der i perioden 1986-2003 er givet et gennemsnitligt statstilskud på 25
mio. 2003–kr.
Endvidere regnes med at tilskudprocenten i hele perioden har 50 %. Det sker af hensyn til
sammenligneligheden, uanset at tilskudprocenten på det seneste i en kort periode har været 40 %.
Under disse forudsætninger kan der som eksemplifikation foretages konsekvensberegninger for tre
typer af læhegn:
7–rækkede løvfældende hegn
3–rækkede løvfældende hegn
1–rækkede hegn af nåletræ, sitka.
Omkostningerne ved etablering af de tre typer læhegn er henholdsvis 105.000 kr., 60.000 kr. og
15.000 kr./km læhegn.
Der er gennem en længere årrække sket en ophobning af gamle, nedslidte 1–rækkede læhegn af
nåletræ. Det skønnes i branchen, at omkring 20 % af læplantningerne går til erstatning af udslidte
læhegn. Der regnes i nedenstående regneeksempel, tabel 8.5, med, at 20 % af plantningerne går til
nyplantning af gamle hegn.
Der regnes med, at 1–rækkede hegn af nåletræ kan holde i 50 år, medens de brede løvfældende
hegn kan holde i 100 år. I en ligevægtssituation, hvor hegnene udskiftes regelmæssigt efter 50 år,
henholdsvis 100 år, vil reinvesteringen alene udgøre 2 %, henholdsvis 1 % af bruttoinvesteringerne.
Tabel 8.5. Oversigt over læplantningspotentiale for tre forskellige typer af læhegn under
forudsætning af en årlig finanslovsbevilling på 25 mio. kr. i 2003-kr. og en tilskudsprocent på
50.
Investeringsgrundlag Antal km læhegn
1-rækket læhegn, bruttoinvetering, 50 mio. kr. 15.000 kr. 3.334 km
1-rækket, nettoinvestering, 0,8 x 3334 km 2.667 km
3–rækket læhegn, bruttoinvestering, 50 mio. kr. 60.000 kr. 833 km
3–rækket, nettoinvestering, 0,8 x 833 km 666 km
7–rækket læhegn, bruttoinvestering, 50 mio. kr. 105.000 kr. 476 km
7–rækket, nettoinvestering, 0,8 x 476 km 381 km
Kilde: Egne beregninger.
I en undersøgelse foretaget af Geografisk Institut, Københavns Universitet, omkring Gadbjerg,
Jylland, fandtes i årene 1950-1995 følgende procentvise anvendelse af nåletræer til læplantning,
tabel 8.5
48

Tabel 8.6. Anvendelse af nåletræer til læplantning i Gadbjerg ,Jylland, 1950, 1972 og 1995.
Plantning - år Antal hegn Antal m Procent nåletræer
1950 239 42.150 95 %
1972 326 49.977 90 %
1995 325 44.923 5 %
total 890 137.050 Vejet gns.teknisk mulig, men
ikke analytisk relevant
Kilde: Geografisk Institut, Københavns Universitet samt egne summationer.
Som det fremgår af tabel 8.1 er de 1–rækkede hegn af nåletræ langt de billigste at etablere, men
også de 3–rækkede løvfældende hegn er væsentlig billigere pr. km end de 7–rækkede hegn.
Som det fremgår af tabel 8.6 er der i perioden 1972-1995 sket en dramatisk fravælgelse af
anvendelsen af nåletræ til læplantning. De store omkostningsforskelle ved overgangen fra
anvendelse af nåletræer til løvfældende træer og buske skal sammenstilles med hegnenes
landbrugsøkonomiske rentabilitet på den ene side og andre målsætninger på den anden side.
I tabel 8.7. er foretaget en vejet gennemsnitsberegning af omkostningerne pr. km plantet læhegn i
Gadbjerg i 1950, 1972 og 1995. jf. tabel 8.6.
Tabel 8.7. Vejet gennemsnit af omkostninger i faste priser, 2003–kr./km plantet læhegn i
Gadbjerg, Jylland, i 1950, 1972 og 1995 fordelt efter anvendelse af nåletræer henholdsvis
løvfældende træer/buske som plantemateriale.
%vægt x pris/km Summation, pris/100 km Vejet gns.pris i Planteart
i kr.
2003–kr./km læhegn
95 % x 15.000 kr. 1.425.000 Nåletræ
5 % x 105.000 kr. 262.500 Løvfældende
1950, vejet gns. 1.687.500 16.875
90 % x 15.000 kr. 1.350.000 Nåletræ
10 % x 105.000 kr. 1.050.000 Løvfældende
1972, vejet gns. 2.400.000 24.000
5 % x 15.000 kr. 75.000 Nåletræ
95 % x 105.000 kr. 9.975.000 Løvfældende
1995, vejet gns. 10.050.000 100.500
Kilde: Geografisk Institut, Københavns Universitet, Hedeselskabet og egne beregninger.
Ifølge foreliggende oplysninger, jf. tabel 8.6. ovenfor, plantes der i dag alene brede læhegn med fra
3 rækker til syv række. Der regnes derfor med, at den gennemsnitlige investering pr. km læhegn i
2003–kr. har været mindst 75.000 kr. Der kan foretages følgende grove estimat over læplantningens
omfang. Der regnes med, at 20 % af plantningerne går til erstatning af gamle, nedslidte læhegn
(reinvestering), således at nettoinvesteringen er 80 % af bruttoinvesteringen.
49

Tabel 8.8. Groft skøn over gennemsnitligt antal km læhegn/år plantet i 1986-2003, faste 2003–
kr.
1. FL–bevilling/år 25 mio. kr. Groft skøn
2. Aktivitet incl. tilskud, 2 x 25 mio. kr. 50 mio. kr. Konsekvensberegning
3. Gennemsnitlig omkostning pr. km læhegn 75.000 kr. Groft skøn
4. Antal plantet km, 50 mio. kr. : 75.000 kr. 667 km/år Konsekvensberegning
5. Reinvestering, 0,2 x 50 mio. kr.: 75.000 kr. 133 km/år Groft skøn samt konsekvensberegning
Nettoinvestering (pkt. 4–pkt. 5) 534 km/år
Kilde. Div. Finanslove, Hedeselskabet samt egne beregninger.
8.4 Hvilke landmænd foretager læplantning
Der foreligger ikke en statistisk opgørelse af, hvilke typer af landmænd der vil foretage læplantning.
Det ansøgningsmateriale, som findes hos De danske Plantningsforeninger, kunne i et vist omfang
anvendes til at foretage en statistisk opgørelse. En sådan undersøgelse ville være meget
resourcekrævende samtidig med, at ikke alle de ønskede oplysninger findes i materialet.
Geografisk Institut på Københavns Universitet har imidlertid foretaget en lille undersøgelse, som
belyser, hvilke grupper af landmænd, der foretager læplantning. Undersøgelsen er ikke næppe
repræsentativ for landet som helhed. Dens resultater stemmer imidlertid overens med de
iagttagelser, der i øvrigt er gjort. Den giver antagelig et realistisk billede af landmændenes adfærd i
relation til læplantning.
Undersøgelsen er foretaget i området omkring Gadbjerg i Jylland. I undersøgelsen er foretaget
registrering af læplantningsaktiviteter i perioden 1987-1997 fordelt på fuldtidslandmænd,
deltids/hobbylandmænd, pensionister og andre jordbesiddere.
Tabel 8.9. Oversigt over hækplantningsaktivitet i Gadbjerg, Jylland, fordelt efter
landmændenes erhvervsfrikvens, 1987-1997.
Type
Antal %-fordeling Plantet total Gennemsnit Gennemsnit
landmænd landmænd af længdei m /
/
landmænd
landmand m Ejendoms
areal, m/ha
fuld tid 5 23 2010 402 8
deltid 9 41 4450 494 19
pensionist 6 27 2400 400 27
andre jordbesiddere 2 9 1145 573 35
total 22 100 10.005 455 16
Kilde: Københavns Universitet, Geografisk Institut.
Det fremgår af undersøgelsen, jf. tabel 8.9, at fuldtidslandmænd foretager mindst læplantning,
medens deltidslandmænd, pensionister og andre jordbesiddere foretager betydelig mere læplantning
pr. ha. I følge undersøgelsen angav kun 14 % æstetiske/landskabsmæssige grunde, som den
primære årsag til deres beslutning at foretage læplantningen. I 18 % af tilfældene var plantningen
ifølge undersøgelsen erstatning af et gamle, nedslidte læhegn.
50

Kapitel 9. Økonomisk analyse og effektvurdering
9.1 Generelt
Analysen i de foregående kapitler falder overvejende i følgende dele:
En beskrivelse og analyse af de evolutionsmæssige og naturgivne rammer omkring klima,
vind og læ.
En kort historisk redegørelse og en kort beskrivelse af de administrative rammer for
ordningen.
En beskrivelse og analyse af de juridiske rammer og målsætninger for
læplantningsordningen.
En beskrivelse og analyse af de fysiske og biologiske sammenhænge om virkninger af vind
og læ.
Derimod er der ikke hidtil gjort forsøg på at binde observationerne sammen til en helhed og
dermed måle effekten/effekterne af læplantningsordningen. Det vil blive forsøgt i nærværende
kapitel. Sammenbindingen vil blive søgt foretaget i monetære mål (penge). Det er forbundet med
en række både principielle og praktiske vanskeligheder. Principielt findes der (mindst) to former
for måling:
ordinal måling og
cardinal måling (note 1).
For en række af de nedenfor beskrevne observationer vedr. læplantning foreligger en ganske vist
ofte usikker cardinal måling f.eks. læhegns virkning på udbyttet i marken. For andre observationer
f.eks. mange miljøsammenhænge foreligger alene ordinale målinger f.eks. naturkorridorers
betydning for flora og fauna i.e. en naturkorridor medfører øget flora og fauna sammenlignet med
en situation uden korridor.
En endnu vanskeligere målevariant er subjektive udsagn som:
bedre end,
dårligere end,
smukkere end.
De subjektive udsagn er også i høj grad knyttet til miljø- og især landskabsmæssige forhold. At et
fænomen er vanskeligt eller umuligt at måle indebærer ikke, at fænomenet er mindre
betydningsfuldt. F.eks. kunne man fryse eller have det for varmt længe før termometeret blev
opfundet.
En anden vanskelighed er sammenbindingen af forskellige observationer. Det kan ske ved fysiske
mål f.eks. efter vægt og rumfang. Ofte vil anvendelse af et bestemt fysisk mål føre til helt
meningsløse resultater. I den foreliggende sammenhæng forekommer det mest hensigtmæssigt at
note 1: Ordinal måling er den simpleste form for måling f.eks. : a er større end b, c er tungere end d, is er koldere end
vand m.m. Ved ordinal måling er det således ikke muligt at afgøre, hvor meget større, tungere, koldere et objekt er end
et andet objekt. Ved cardinal måling kan det måles, hvor meget større, tungere, koldere osv. et objekt er end et andet.
Det forudsætter bl.a. en måleskala, som skal være ækvidistant.
51

anvende et monetært mål, penge. Det giver imidlertid også store vanskeligheder. F.eks. er det
meget vanskeligt og ofte direkte umuligt at sætte en bestemt pris målt i penge på et bestemt miljø-
/naturmæssigt forhold.
I nogle tilfælde kan det være en art løsning at se på, hvad en bestemt aktivitet koster. Hvis
samfundet f.eks. bevilger 200 mio. kr. til at føre en å tilbage til sit oprindelige løb, udtrykker det i
en vis forstand den samfundsmæssige pris på miljøet omkring åen. Endvidere kan f.eks. miljøets
værdi i visse tilfælde måles residualt f.eks. hvis det samme produktionsudbytte kunne være opnået
ved en billigere foranstaltning end den valgte, men med et ringere miljø til følge. Vælges en dyrere
løsning kan prisforskellen i en vis forstand udtrykke prisen på miljøet (note 2). Såfremt der som
ved læplantning er delvis privat medfinansiering, er der større sikkerhed for, at omkostningerne
udtrykker en egentlig markedspris. Det vurderes derfor, at de nedenfor beregnede kapitaliserede
priser er et realøkonomisk udtryk for markedsprisen for læhegn.
Analysen nedenfor falder i tre dele:
Måling af virkningen af læhegn på udbyttet i den enkelte mark.
Forsøg på måling/vurdering af læhegns virkning på større geografiske områder.
Forsøg på måling/vurdering af læplantning betydning for miljømæssige forhold.
9.2 Beregninger af merudbytte ved læplantning i den enkelte mark, grundberegning
Et eksempel på fysiske sammenhænge, der agtes anvendt, er målinger af det merudbytte i den
enkelte mark, som læplantning bevirker. Der foreligger nogle få danske og mange udenlandske
undersøgelser. De udenlandske undersøgelser er oftest foretaget under andre vind- og øvrige
klimaforhold, andre jordbundsforhold end de danske. Det synes vanskeligt at overføre disse til
danske forhold.
Nedenfor anvendes derfor overvejende danske observationer bl.a. Olesen 1979 og Skejby 1998. Det
indebærer, at materialet er meget lille og derfor forbundet med stor usikkerhed. Resultaterne er
ingenlunde èntydige. Det skyldes dels almindelig observations- og måleusikkerhed. Dels har læet
forskellig virkning for forskellige afgrøder, forskellige geografiske vind- og klimaforhold,
forskellige jordbundsforhold m.m. Hertil kommer naturligvis selve læanordningens fysiske
udformning. Nedenfor gøres nogle antagelser, som antages at være gennemsnitlige for danske
forhold vedr. merudbytte ved læplantning i den enkelte mark.
Tidligere blev der udelukkende plantet 1–rækkede hegn som regel af nåletræ, ofte sitkagran. Disse
hegn blev i 1970`erne og 1980`erne afløst af, brede flerrækkede hegn overvejende af løvfældende
træer og buske. Grundlaget for denne ændring synes at være praktiske observationer, snarere end
videnskabelige eller økonomiske overvejelser.
Begrundelsen var bl.a., at hulprocenten i nåletræeshegn er for lav, og at dette følgelig giver
anledning til turbulens. Endvidere dør nåletræerne ikke helt sjældent og efterlader så et hul i hegnet.
Det er ofte ikke muligt at plante et nyt nåletræ samme sted, idet dødsårsagen ofte er en smitsom
rodsyge, som overføres til det nye nåletræ. Endelig danner ældre nåletræslæhegn ofte huller i
bunden, således at læhegnet ved en art vindsluseeffekt virker imod sin hensigt.
note 2: I den økonomiske teori anvendes begrebet ” offeromkostning”. Det er eksempelvis, det rentetab en person er
villig til at lide for at holde sig likvid med f.eks. 100.000 kr., således at personen vil kunne honorere uforudsete udgifter.
52

Omkostningen herved kan ikke beregnes direkte, men det kan konstateres og måles, at personen er villig til at afstå fra
en renteindtægt af en bestemt og målelig størrelse. Herved fås en skyggepris (offeromkostning) for det pågældende
gode.
Der foretages beregninger for 3 forskellige former for læhegn:
Et 8,5 m bredt, 7–rækket, 10 m højt læhegn overvejende af løvfældende træer og buske.
Et 3,0 m bredt, 3–rækket, 10 m højt læhegn overvejende af løvfældende træer og buske.
Et 2,0 m bredt, 1-rækket, 10 m højt læhegn af sitkagran.
Beregningerne hviler på følgende forudsætninger: Hegnets længde er mindst 250 m langt og 10 m
højt. Hegnet er plantet på tværs af den fremherskende vindretning. Det vil i Danmark – især i
Vestjylland – sige nord–syd. Der ses bort fra, at der også er en vis begrænset lævirkning på hegnets
vindside. Hegnet er velpasset. Det vil bl.a. sige, at hegnets oprindelige bredde fastholdes.
De fleste undersøgelser viser, at lævirkningen er ca. 25 gange hegnets højde, i den foreliggende
sammenhæng altså 250 m. Merudbyttet for korn er observeret til gennemsnitligt 6 %, idet
lævirkningen ikke er lige stor på hele arealet. Det er et forsigtigt skøn. Som anført ovenfor, er der
blevet argumenteret for, at merudbyttet i Danmark snarere er 7 % eller endog 10 %. Det forudsættes
herefter, at merudbyttet er gennemsnitligt 6 %.
Der er regnet med, at merudbyttet ved 1–rækkede nåletræslæhegn er 1 %–point lavere, dvs. 5 % fra
merudbyttet skal fradrages det mistede udbytte, som skyldes, at en del af marken anvendes til
læhegn.
Endvidere ydes der ikke hektarstøtte/enkeltbetaling til arealer med læhegn, hvorfor også den
mistede hektarstøtte skal fratrækkes. Det kan undre, at der ikke ydes hektarstøtte til læhegnsarealet,
idet læhegn er en integreret del af produktionsapparatet i lige så høj grad som den øvrige del af
marken.
Der regnes med et udbytte på 5.000 kg korn/ha. Der regnes med en kornpris på 0,90 kr./kg, jf. tabel
9.1.
Statstilskuddet er sat til 50 % af omkostningerne ved læhegnets etablering og tre års
vedligeholdelse. Det skyldes, at statstilskuddet fra ordningens start i 1976, bortset fra de seneste 2-3
år, har været 50 %. Det vurderes, at 50 % tilskud er det mest retvisende analysegrundlag. Der er
ingen maksimumsgrænse for projektomkostningernes størrelse.
Tabel 9.1. Udbytte for korn, 1 ha, uden læhegn.
Udbytte pr. ha, 0,5 kg x 10.000 m 2
5.000 kg
Kornudbytte 0,90 kr. x 5.000 kg 4.500 kr.
Note: De i denne tabel og i de øvrige tabeller i dette kapitel anvendte priser og standardudbytter mv. stammer
Budgetkalkuler 2002 samt Håndbog i driftsplanlægning, begge: Landbrugets Rådgivningscenter 2002.
Udbytteberegninger ved 1-, 3-, og 7–rækkede læhegn.
Nedenfor i tabel 9.2 er foretaget en opstilling og beregning af de anvendte konstanter vedr. det 1–
rækkede nåletræslæhegn. For de 3–og 7–rækkede læhegn vil alene blive anført beregningsresultater.
53

Beregningen er foretaget for et markareal på 1 ha, incl. læhegn, på 250 m x 40 m (= 10.000m 2 ),
hvor læhegnet er placeret ved den korte side. Læhegnsarealet udgør følgelig 2 m x 40 m = 80 m 2 .
Ved beregning af kornudbyttet skal følgelig fradrages kornudbytte for 80 m 2 . De sparede variable
omkostninger, udsæd, gødning m.m., vedr. de 80 m 2 beregnes ud fra FØI`s regnskabsstatistik, hvor
de variable omkostninger er opgjort til 3.021 kr./ha. Herfra skal trækkes 116 kr. vedr.
rentebelastning, således at de variable omkostninger opgøres til 2.905kr./ha. Haktarstøtten udgjorde
2.454 kr./ha i beregningsåret.
Tabel 9.2. Merudbytte pr. ha ved et 10 m højt og 2 m bredt 1–rækket nåletræslæhegn.
Markareal incl. læhegn 10.000 m 2
Læhegnets areal 80 m 2
Markens nettoareal 9.920 m 2
Værdi af kornudbytte excl. Læeffekt, 0,5 x 9.920 m 2 x 0,09 kr. 4.464,00 kr.
Merudbytte 0,5 kg x 9.920 m 2 x 0,90 kr. 223 20 kr.
Sparede omkostninger 0,008 x 2.905 kr. 23,24 kr.
Mistet udbytte 0,5 kg x 80 m 2 x 0,90 kr. -36,00 kr.
Mistet haktarstøtte 0,008 x 2.454 kr. -19,63 kr.
Merudbytte pr. ha 190,81 kr.
Kilde: Landbrugets Rådgivningscenter: Håndbog i driftsplanlægniing 2002 og Fødevareøkonomisk institut: Økonomien
i landbrugets driftsgrene 2002 samt egne beregninger.
I tabel 9.3 er foretaget en tilsvarende beregning for 3– og 7–rækkede delvis løvfældende læhegn.
Der er ikke vist mellemregningr, men beregningerne er udført på tilsvarende som i tabal 9.2
Tabel 9.3. Merudbytter pr. ha for 10 m højt, henholdsvis 8,5 m brede 3– og 7–rækkede delvis
løvfældende læhegn.
Merudbytte pr. ha for 3–rækket læhegn 218,17 kr.
Merudbytte pr ha for 7–rækket læhegn 123,15 kr.
Kilde: Som tabel 9.2.
Der regnes med en tidshorisont på 100 år og med, at de 3– og 7-rækkede løvfældende læhegn har en
levetid på 100 år og de 1–rækkede nåletræslæhegn 50 år. For nåletræerne skal der følgelig foretages
en reinvestering efter 50 år.
Det forudsættes, at læhegnene først giver tilstrækkeligt læ efter 5 år. For nåletræslæhegnet gælder
følgelig, at der ikke er nogen lævirkning fra det 51.-55. år. Merudbyttet og vedligeholdelse skal
tilbagediskonteres til nutidsværdi for den 100–årige periode. Reinvesteringen i nåletræslæhegnet
skal tilbagediskonteres fra det 50. år. Der regnes i faste priser.
Der anvendes realrenten, som fastsættes til 2 % p.a. Til beregning af nutidsværdien anvendes den
almindelige formel for en annuitet:
P = A x 1
1
1+
r
r
n
54

, hvor P er nutidsværdien, A er ydelsen(= merudbytte), r er realrenten = 0,02 og n er antallet af
terminer = 100. Vedligeholdelsesomkostningerne og reinvestering af nåletræslæhegn omregnes til
nutidsværdi på tilsvarende måde. Beregningerne foretages dels uden statstilskud og dels med
statstilskud på 50 % til læhegnets etablering og 3 års vedligeholdelse.
Selve beregningerne er foretaget i regneark (Excel) og det er følgelig ikke muligt at vise
mellemregningerne.
I tabel 9.4 er foretaget en oversigt over tidshorisonter og priser for de tre læhegnstyper. Som det
fremgår af statens udgifter til tilskud pr. km læhegn væsentligt større ved de brede læhegn end ved
de smalle.
Tabel 9.4. Oversigt over tidshorisonter samt omkostninger pr. km til læhegnenes etablering
og vedligeholdelse.
Læhegnets
levetid
1–rækket nåletræslæhegn
3–rækket løvfældende
læhegn
7–rækket løvfældende
læhegn
Kilde: Hedeselskabet
Periode med
Lævirkning
Investeringomkost./
km læhegn
Vedligeholdelsesomkost./år/km
læhegn
2 x 50 år 2 x 45 år 15.000 kr. 300 kr.
100 år 95 år 60.000 kr. 500 kr.
100 år 95 år 105.000 kr. 700 kr.
Etablering af læ for èn ha kræver, jf. overfor, plantning af 40 m læhegn. Omkostningerne pr. ha til
etablering og vedligeholdelse af læhegnet udgør følgelig 4 % af de beløb, som fremgår af tabel 9.4.
I tabel 9.5 er foretaget et regneeksempel til illustration af beregningen af nettomerudbyttet.
Tabel 9.5. Regneeksempel vedr. beregning af nutidsværdi af merudbytte, investering og
vedligeholdelse vedr. 3–rækket delvis løvfældende læhegn. Tidshorisont: 100 år, realrente: 2
%
Bruttomerudbytte, nutidsværdi 8.451 kr.
Investering -2.400 kr.
Veligeholdelse, nutidsværdi -862 kr.
Merudbytte, netto 5.189 kr.
Kilde: Tabel 9.2, 9.3 og 9.4 samt egne beregninger.
Note: Nutidsværdien af vedligeholdelse i 100 år på 862 kr./ha er beregnet ved en
tilbagediskontering af den årlige vedligeholdelsesudgift på 20 kr. multipliceret med
kapitalieringsfaktoren 43,09985 for 100 år, jf. annuitetsformlen ovenfor.
I tabel 9.6 er foretaget en beregning af nutidsværdien af nettomerudbyttet for en 100–årig periode af
de tre former for læhegn. Beregningen er foretaget dels uden tilskud samfundsøkonomisk
55

eregning) og dels med statstilskud på 50 % (privatøkonomisk beregning). Beregningen er som
nævnt foretaget i regneark og mellemresultater kan følgelig ikke vises.
Det fremgår af tabellen, at forskellen i merudbytte mellem de to smalle er meget begrænset og
følgelig ikke signifikant, når beregningsusikkerheden tages i betragtning. Derimod forekommer
forskellen mellem de to smalle læhegn på den ene side og det brede 7–rækkede læhegn på den side
at være klart sigfikant. Forskellen kan tages som omkostningen ved den ekstra miljøgevinst ved det
7–rækkede læhegn. Ved en sammenligning mellem de to smalle læhegn er det især interessant, at
nutidsværdien af merudbyttet for de to typer læhegn for alle praktiske formål er den samme, men at
det 3–rækkede delvis løvfældende læhegn vurderes at være betydelig mere robust end det 1–
rækkede nåletræslæhegn.
Tabel 9.6. Nutidsværdi af nettomerudbytte (dvs. efter fradrag af investering og
vedligeholdelse) uden og med tilskud (50 % af etablering og af 3 års vedligeholdelse) pr. ha
for 1–, 3–og 7–rækkede læhegn. Tidshorisont: 100 år, realrente: 2 % p.a.
Læhegnstype Prod.faktor Nutidsværdi af mer- Nutidværdi af merudbytte
uden tilskud udbytte med tilskud
1–rækket, 2 m bredt,
1,05 5.703 kr. 6.182 kr.
10 m højt, nåletræ
3–rækket, 3 m bredt,
10 m højt,
løvfældende
7–rækket, 8,5 m bredt
10 m højt,
løvfældende
Kilde. Tabel 9.2, 9.3 og 9.4 samt egne beregninger.
1,06 5.189 kr. 6.423 kr.
1,06 –575 kr. 1.565 kr.
9.3 Følsomhedsanalyse for bruttomerudbytte og realrente
Det er ovenfor anført, at merudbyttet ved læhegn kunne være højere end de anvendte 6 %. Et
merudbytte på 7 % er næppe urealistisk, når det tages i betragtning, at iagttagelserne vedr. de 6 % er
25-30 år gamle, og at de nye læhegn forekommer mere effektive. Nedenfor i tabel 9.7 er foretaget
beregninger af virkningerne af alternative merudbytter, 6, 7 og 10 %, henholdsvis 5, 6 og 9 %.
Produktivitetsforskellen på 1 %–point mellem det smalle læhegn af nåletræ og de bredere
løvfældende læhegn er således opretholdt.
Tabel 9.7. Oversigt over nettomerudbytter målt i kr. ved alternative
produktivitetsforudsætninger
Produktivitetsgevinst 0,05 0,06 0,07 0,09 0,10
1-rækkede nåletræslæhegn 190,81 kr. 235,45 kr. 369,37 kr.
3–rækkede
218,17 kr. 262,63 kr. 396,01 kr.
løvfældende læhegn
7-rækkede løvfældendelhegn 123,15 kr. 166,62 kr. 297,00 kr.
Kilde: Tabel 9.2, 9.3 og 9.4 samt egne beregninger
Ved de hidtidige beregninger er forudsat en realrente (rente med fradrag af inflationen) på 2 % p.a.,
og der regnes i faste priser. Det er sket med den begrundelse, at forskellen mellem udbyttet i
løbende priser og faste priser på langt sigt er nogenlunde den samme som forskellen mellem den
nominelle rente og realrenten.
56

Spørgsmålet om valg af realrente er lidt mere kompliceret. Realrenten er udtryk for tidspræferencen
og ifølge vækstteorien idèelt set udtryk for det merafkast fra produktionsfaktorerne (jord,
arbejdskraft og reakkapital), som sker som følge af reale (faste priser) produktivitetsforbedringer.
Den danske reale vækst har på langt sigt ligget i overkanten af 2 %. Derfor er det valgt at anvende
en realrente på 2 %.
Føde vareøkonomisk Institut har i sin regnskabsstatistik valgt at anvende en realrente på 4 % til
beregning af rentebelastningen vedr jord, bygninger og maskiner/inventear, dvs. alle
produktionsfaktorer med undtagelse af arbejdskraft. Det forekommer at være et højt rentekrav.
Tabel 9.8. Følsomhedsanalyse for nutidsværdi af nettomerudbytte i faste kr. for 1–, 3–og 7–
rækkede læhegn uden og med tilskud ved alternative bruttoudbytteprocenter og realrenter.
Tilskudsprocent 0 50 0 50 0 50
1–rækkede
Merudbytte 5 % 5 % 6 % 6 % 9 % 9 %
Realrente 2 % 5.703 kr. 6.182 kr. 7.346 kr. 7.825 kr. 12.274 kr. 12.753 kr.
Realrente 4 % 2.543 kr. 2.948 kr. 3.412 kr. 3.817 kr. 6.019 kr. 6.425 kr.
Realrente 6 % 1.214 kr. 1.589 kr. 1.758 kr. 2.134 kr. 3.391 kr. 3766 kr.
3–rækkede
Merudbytte 6 % 6 % 7 % 7 % 10 % 10 %
Realrente 2 % 5.189 kr. 6.423 kr. 6.902 kr. 8.136 kr. 12.039 kr. 13.274 kr.
Realrente 4 % 1.209 kr. 2.421 kr. 2.102 kr. 3.314 kr. 4.779 kr. 5.991 kr.
Realrente 6 % -419 kr. 771 kr. 133 kr. 1.322 kr. 1.788 kr. 2.977 kr.
7–rækkede
Merudbytte 6 % 6 % 7 % 7 % 10 % 10 %
Realrente 2 % -575 kr. 1.565 kr. 1.100 kr. 3.340 kr. 6.123 kr. 8.263 kr.
Realrente 4 % -2.767 kr. -667 kr. -1.895 kr. 205 kr. 723 kr. 2.823 kr.
Realrente 6 % -3.635 kr. -1.573 kr. -3.095 kr. -1.034 kr. -1.477 kr. 585 kr.
Kilde: Tabel 9.2, 9.3 og 9.4 samt egne beregninger.
I Finansministeriets ”Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”
anbefales en real kalkulationsrente på 6 %. Renten er fastlagt på grundlag af afkastet af aktier over
en længere årrække. Formålet med finansministeriets kalkulationrente er især anvendelse ved
analyse af konkrete projekter, hvor projektets rentabilitet ønskes sammmenlignet med anternativ
anvendelse af kapitalen. Såfremt de sammenlignede projekter har nogen samme levetid er
kalkulationsrentens størrelse uden væsentlig betydning, idet kapitaliseringsfaktoren bliver den
samme.
Problemet ved fastsætte kalkulationsrenten er især to. Det ene problem er, at en forud fastsat
realrente til forlods aflønning af den investerede kapital (jord og realkapital) bliver bestemmende
for aflønningen af arbejdskraften, der således bestemmes residualt. Dette problem er mindre
væsentligt i den foreliggende sammenhæng.
Det andet problem er, at den anvendte realrente i høj grad er bestemmende for om nutidsværdien af
investering fremtræder som gunstig eller mindre gunstig, og endog om nutidsværdien bliver positiv
eller negativ. Det gælder i særdeleshed for investeringer med lang levetid som f.eks. læplantning.
En høj kalkulationsrente kan derfor virke som ”projektdræber” for projekter med lang levetid.
57

I tabel 9.8 ovenfor er foretaget en følsomhedsanalyse, hvor nutidsværdien af af nettomerudbyttet i
faste priser analyseres under alternative forudsætninger om realrenter og det fysiske merudbytte i
marken. Som det ses, kan stort ingen forudsætninger om det fysiske merudbytte i marken opveje et
realrentekrav på 6 %. Især det 7–rækkede læhegn fremtræder som økonomisk særdeles ugunstigt
ved høj rente, men også ved lavere rente fremtræder det helt brede læhegn som økonomisk
ugunstigt, jf. ovenfor. De to smalle læhegn er, jf. ovenfor, økonomisk, helt jævnbyrdige ved
lavrente, medens det 3–rækkede læhegn er noget mere rentefølsomt end det 1–rækkede.
Det ses endvidere, at nutidsværdien stiger kraftigt for alle typer læhegn selv ved forholdsvis
moderate stigninger af bruttoudbyttet i den enkelte mark. Det skyldes især, at omkostningerne
forbliver uændrede ved stigninger i bruttoudbyttet, dvs. at omkostningerne virker som en fast
omkostning.
Samlet vurderes, at valg af en meget høj kalkulationsrente er problematisk ved analyse af
nutidsværdien af investeringer med lang levetid. Anvendelse af en høj kalkulationrente, som
adskiller sig væsentligt fra samfundets vækst og produktivitetsudvikling, skønnes at kunne føre til
konklusioner om, at investeringer generelt set bør fravælges. Det er formentlig en forkert
konklusion.
9.4 Grundlag for samfundsøkonimisk analyse
En cost–benefit-analyse på grundlag af merudbyttet i den enkelte mark under afsnit 9.2 kan udgøre
en del af grundlaget for en analyse af effekterne på samfundsplan. På grundlag af analyserne i de
foregående kapitler findes der at være nedenstående også andre elementer i en sådan analyse. Af
hensyn til sammenligheden arbejdes der i alle tilfælde med en tilbagediskontering til nutidsværdi,
kapitalisering, for en periode på 100 år. For investeringer med kortere tidshorisont regnes med
reinvestering, når investeringen er nedskrevet til 0, således at investeringen incl. reinvestering får en
samlet levetid på 100 år.
I den foreliggende sammenhæng er det forudsat, at tidshorisonten er 100 år. Det sker vel vidende, at
f.eks. de skovpolitiske beslutninger, der blev truffet i sidste halvdel af 1700–tallet, jf. kap. 2, fortsat
er af afgørende betydning. Investeringer med en levetid på væsentligt mere end 100 år er f.eks.
afvanding, opfyldning af vandlidende arealer og udretning af å-løb. Sådanne investeringer er
imidlertid ikke evige. Som beskrevet i kap. 2 vil naturen ganske, ganske langsomt søge tilbage mod
sin naturgivne ligevægt.
Tidshorisonten for denne proces er ukendt. Teknisk/matematisk er det naturligvis muligt at
tilbagediskontere investeringer med en længere levetid f.eks. 300 år eller evig levetid. De
økonomisk, videnskabelige analyseinstrumenter som f.eks. tilbagediskontering, dvs. kapitalisering,
er næppe egnet til sammenligning af alternative investeringer, der rækker væsentlig længere end
100 år. Det kan eksempelvis skyldes teknologisk forældelse, dvs. at der efter at investeringen er
foretaget, findes en teknologisk/økonomisk mere rentabel måde at løse det omhandlede problem på.
Investeringen vil derfor ikke længere blive bragt i anvendelse, uanset om den måtte fungere teknisk
upåklageligt Som eksempel herpå kan nævnes den tidligere opdeling i indmark og udmark, som var
agronomisk velbegrundet, stadig fungerer, men som der er fundet en teknologisk mere effektiv
løsning på. En investering kan også blive politisk forældet.
58

Det vil sige, at den politiske målsætning, der var grundlag beslutning om investeringen, er blevet
ændret (som eksempel herpå kan nævnes Skjern Å–projektet). Det store kanalprojekt, der blev skabt
i 1950´erne, fungerede teknologisk upåklageligt, da det for få år siden af miljøpolitiske årsager blev
besluttet at føre åen tilbage til sit oprindelige løb.
9.5 Samfundsøkonomisk og privatøkonomisk effektvurdering
Som beskrevet ovenfor i kapitel 6 har målsætningen/erne i de seneste 5-10 år været stadig mere
skiftende og uklar. Der har i stigende grad været tale om, at ordningen (i miniformat) er blevet en
politisk kampplads, hvor landbrugsøkonomiske interesser møder miljø- og landskabspolitiske
interesser. Ovenfor er det valgt at foretage økonomiske analyser tre former for læhegn:
7–rækket, 8,5 m bredt, 10 m højt løvfældende læhegn
3–rækket, 3m bredt, 10 m højt løvfældende læhegn
1–rækket, 2 m bredt, 10 m højt læhegn af nåletræ (sitka)
Som det fremgår af tabel 9.6 ovenfor synes der at være en signifikant forskel på det kapitaliserede
afkast i den enkelte mark af de 7–rækkede læhegn på den ene side og de 1- og 3-rækkede på den
anden side. Tallene skal ikke tages for bogstaveligt, idet usikkerheden naturligvis er betydelig. I
betragtning den usikkerhed, der måtte findes om problemer vedr. hegn af nåletræ, findes det, at de
umiddelbare, særlige økonomiske fordele ved 1–rækkede læhegn af nåletræer ikke at være
dokumenterede.
Det bemærkes endvidere, at det ved beregningerne er forudsat, at træerne er 10 m høje. Dette
indebærer, at den landbrugsøkonomiske gevinst fremtræder som ganske fordelagtig. Såfremt
læhegnet plantes overvejende af miljømæssige, herunder jagtmæssige, grunde, ville man formentlig
vælge et væsentligt lavere læhegn, hvor den nederste del af læhegnet ville være væsentlig mere tæt.
Herved ville det landbrugsøkonomiske udbytte blive reduceret betragteligt samtidig med, at
omkostningerne ved læhegnets etablering ville være uændrede. Relationerne mellem de
samfundsøkonomiske og de privatøkonomiske afkast ved de tre typer læhegn ville imidlertid være
de samme.
Det ville således fortsat være de to smalle læhegn, der ville de landbrugsøkonomisk mest rentable,
medens det helt brede læhegn ville være det mindst rentable.
Ved ovenstående beregninger er regnet med, at læhegnet er fuldt virksomt ind til læhegnet pludselig
ophører med at fungere (”sudden death”). Baggrunden for denne forudsætning er, at læhegnet i de
første mange år af sin levetid bliver mere og mere effektivt. Det ville derfor ikke være meningsfuldt
at foretage løbende afskrivninger, således som det f.eks. sker med maskiner og
produktionbygninger. Der er endvidere forudsat, at læhegnene først er fuldt virksomme 5 år efter
plantningstidspunktet.
Der forekommer at være 6 målelementer vedr. læplantning:
Produktivitetsfremme i den enkelte mark, samfundsøkonomisk og privatøkonomisk
Kollektiv produktivitetsfremme
Sikring mod vind- og jorderosion
Miljømæssige forhold, flora og fauna m.m.
59

Landskabelige forhold
Jagtmæssige forhold
Ad. 1. Produktivitetsfremme i den enkelte mark
Som det fremgår ovenfor har det 1-rækkede nåletræes hegn det højeste beregnede afkast såvel
samfundsøkonomisk som privatøkonomisk. Som anført ovenfor under afsnit 9.1 er forskellen i
forhold til de 3–rækkede hegn så forholdsmæssig lille, at den de beregningstekniske forudsætninger
taget i betragtning ikke kan anses for signifikant.
I denne forbindelse bemærkes, at de angivne beregningsresultater kunne give indtryk af en ganske
høj grad af nøjagtighed. De angivne tals nøjagtighed angiver alene beregningernes nøjagtighed, men
ikke de bagved liggende forudsætninger. De angivne tal er alene grove estimater af mulige
middelværdier med en ukendt, men formentlig stor spredning.
De to læhegnstyper må følgelig anses for landbrugsøkonomisk ligestillede, også fordi det lidt højere
afkast ved det 1–rækkede hegn formentlig opvejes af det 3–rækkede hegn større robusthed. Det
forekommer, jf. ovenfor, at det 3–rækkede hegn utvivlsomt har større værdi som spredningskorridor
for flora og fauna end det 1–rækkede nåletræeshegn, jf. nedenfor.
Derimod synes det utvivlsomt, at der landbrugøkonomisk er en signifikant forskel mellem de to
smalle hegn på den ene side og det brede 7–rækkers hegn på den anden side. Medens det brede
hegn giver et negativt kapitaliseret samfundsøkonomisk afkast på lidt under 0 kr./ha, giver de to
smalle hegn et positivt kapitaliseret samfundsøkonomisk afkast på godt 5.000 kr./ha.
Privatøkonomisk indsnævres forskellen pga. statstilskuddet mellem de to smalle hegn til ca. 500
kr./ha.
Den kapitaliserede, privatøkonomiske forskel mellem de to smalle hegn på den ene side og det
brede hegn på den anden side er omkring 5.000-6.000 kr./ha. Der er tale om en virkelig signifikant
forskel. Det må antages, at den kapitaliserede forskel pr. ha i et vist omfang vil slå igennem på
ejendomsprisen, når ejendommen handles.
For en ejendom på f.eks. 100 ha må den driftsmæssigt betingede handelsværdi teoretisk antages at
være (100 ha x 5.000 kr. =) ca. 0,5 mio. kr. højere for en ejendom med ejendom med smalle hegn
end for en ejendom med 8,5 m brede hegn eller en ejendom uden læhegn.
Såfremt det samfunds- og privatøkonomiske gevinstpotentiale beregnes på aggregeret
samfundsniveau ud fra en forudsætning om et årligt statstilskud på 25 mio. kr. og dermed et
investeringspotentiale på 50 mio. kr., og under forudsætning af et tilstrækkeligt antal ansøgere
foretages et regneeksempel i tabel 9.9.
Vedr. ansøgningspotentiale oplyses, at der under den hidtidige tilskudsordning med 50 % tilskud
har været ca. 7 års ventetid på projekter med tilskud. På baggrund af regneeksemplerne ovenfor i
indeværende kapitel kan opstilles nedenstående regneeksempel.
60

Tabel 9.9. Regneeksempel kapitaliserede gevinster og tab uden og med tilskud ved
investeringer i læplantning ved 1–rækkede (nåletræ), 3– (løvfældende) og 7–rækkede
(løvfældende) læhegn under forudsætning om anvendelse af en årlig finanslovsbevilling på 25
mio. kr., tilskudsprocent 50 og tilstrækkeligt antal ansøgere.
Antal km læhegn Kapitaliset (tilbagediskonteret)
merudbytte, 1 km hegn = 25 ha læ
1–rækket, bruttoinvest.
3.334 km
1–rækket, nettoinvest.
2.667 km
3–rækket, bruttoinvest.
833 km
3–rækket, nettoinvest.
666 km
7–rækket, bruttoinvest.
476 km
7–rækket, nettoinvest.
381 km
uden tilskud
25 x 3.334 km x 5.703 kr. = 475
mio. kr.
25 x 2.667 km x 5.703kr. = 380
mio. kr.
25 x 833 km x 5.189 kr. = 108
mio. kr.
25 x 666 km x 5.189 kr. = 86
mio. kr.
25 x 476 km x (– 575 kr.) = -14
mio. kr.
25 x 381 km x (– 575 kr.) = –5
mio. kr.
Kilde: Egne beregninge samt tidligere tabeller i kapitel 9.
Kapitaliseret (tilbagediskontere)
merudbytte, 1 km hegn = 25 ha læ
med tilskud
25 x 3.334 km x 6.182 kr. = 515
mio. kr.
25 x 2.667 km x 6.182 kr. = 412
mio. kr.
25 x 833 km x 6.423 kr. = 134
mio. kr.
25 x 666 km x 6.423 kr. = 107
mio. kr.
25 x 476 km x 1.565 kr. = 19
mio. kr.
25 x 381 km x 1.565 kr. = -15
mio. kr.
Som det fremgår af regneeksemplet i tabel 9.9 er der stor forskel på såvel den kapitaliserede gevinst
ved de forskellige typer læhegn. Det skyldes dels den store forskel på den kapitaliserede rentabilitet
af de 1–rækkede nåletræeshegn og de 3–rækkede løvfældende hegn på den ene side og den
kapitaliserede rentabilitet af de 7–rækkede løvfældende læhegn på den anden side, jf. tabel 9.6 og
9.8 ovenfor.
Det skyldes imidlertid også de store omkostningsforskelle ved de forskellige hegnstypers etablering.
Disse forskelle bevirker, at gearing – ratio mellem investeringsomkostninger/tilskud og out-put
påvirkes. Herved fremtræder det 1–rækkede læhegn som mere rentable i den forstand, at der kan
plantes væsentlig flere kilometer læhegn for de samme penge, medens forholdet mellem
rentabiliteten for de to smalle læhegn pr. km læhegn ikke påvirkes væsentligt. Det forekommer
imidlertid næppe at være en farbar vej at plante 1–rækkede nåletræshegn på længere sigt, idet der
som anført ovenfor er en række problemer med de 1–rækkede nåletræslæhegn.
2. Kollektiv produktivitetsfremme
Det er en generel antagelse hos blandt læplantningseksperter, at det læ, der skabes ved kollektiv
læplantning, genererer mere læ end summen af det læ, der skabes ved læplantning i den enkelte
mark. Som tidligere nævnt henviser Frode Olesen (1979) til Martin Jensen (1949), der har foretaget
har foretaget måling af vindhastigheden ved to linier tværs over Jylland, jf. kapitel 4.
Undersøgelsen viser, at vindhastigheden ved kysten inde over land dæmpes med ca. 50 % i områder
med læhegn, medens vindhastigheden inde over land kun dæmpes med ca. 20 % i områder uden
61

læhegn. Der er ikke givet noget estimat for, hvor stor en produktivitetsstigning denne regionale
vinddæmpning medfører i den pågældende region.
I den foreliggende sammenhæng regnes forsigtigvis med, at den regionale produktivitetsstigning
kan sættes til 1 % i de regioner, der er særligt udsatte for vind. De mest vindudsatte områder er
Jylland vest for den jyske højderyg, i alt ca. 450.000 ha. I dette område findes den helt overvejende
del af læplantningerne.
Ovenfor er beregnet, at en stigning i arealproduktiviteten på 6 % øger produktionen af korn med
120 kg/ha. En yderligere stigning i arealproduktiviteten på 1 % vil følgelig indebære en
produktionsstigning pr. ha på 20 kg. Værdien af denne produktivitetsstigning kan eksemplifiseres
som følger:
Tabel 9.10. Regneeksempel vedr. kollektiv, regional læplantning, årligt merudbytte pr. ha
i mio. kr. (faste priser)
Stigning pr. ha 1 % 20 kg
Produktionsstigning for 450.000 ha
450.000 ha x 20 kg =
9.000.000 kg
Værdistigning pr. 1 %: 9.000.000 kg x 0,90 kr. = 8,1 mio. kr.
Kilde: Tabel 9.2 og egne beregninger.
Da alle omkostninger vedr. etablering og vedligeholdelse af læhegnene er medregnet ovenfor ved
de individuelle projektberegninger kan det beregningsteknisk forudsættes, at læhegnene holder
uendeligt længe. Under denne forudsætning og en realrente på 2 % vil kapitaliseringsfaktoren være
50,0 (= 100 %: 2 %). Den kapitaliserede værdi af produktionsforøgelsen, P, bliver følgelig:
P = = 8,1 kr. x 50,0 = 405,0 mio. kr.
Såfremt der regnes med, at merudbyttet ved kollektiv plantning er højere, f.eks. 2 %-point, vil
merudbyttet naturligvis fordobles i forhold til ovenstående. Det ville være ren regnemekanik, men
ikke udtryk for noget observativt, måleligt udsagn. Da der ikke synes at foreligge egentlige
målinger vedr. merudbytte ved kollektiv plantning, synes det mest rimeligt at fastholde et
konservativt skøn på 1 % merudbytte ved kollektiv plantning.
Ad. 3. Sikring mod vind- og jorderosion.
Der er ikke fundet større, systematiske undersøgelser af skader ved jorderosin i Danmark. Derimod
foreligger en række enkeltobservationer vedr. jord- og sandfygning og en række historiske
beretninger. Disse informationer forekommer enslydende og seriøse. Der henvises i øvrigt til
beskrivelserne i de foregående kapitler.
Ad. 4. Miljømæssige forhold, flora og fauna m.m.
Det er vanskeligt at sætte pris på miljøet. Også inden for miljøområdet findes imidlertid hårde og
bløde og hårde mål, midler og øvrige parametre. Såfremt det drejer sig om øldåser, nitratnedsivning,
pesticider m.m. samt effekterne heraf, er det, selv om det er vanskeligt, muligt at foretage
nogenlunde objektive målinger og dermed sætte priser på og følgelig skabe grundlag for at foretage
62

ealistiske regneeksempler af de kapitaliserede privatøkonomiske (med tilskud) og
samfundsøkonomisk (uden tilskud) gevinster og/eller tab. Det gælder imidlertid ikke de mest bløde
miljømål som naturoplevelse ved flora og fauna og landskabelig skønhed.
Der er med udgangspunkt i velfærdsteorien opstillet nogle teoretiske, grafiske og/eller matematiske
modeller, som er interessante, men hvor målbarheden er problematisk. Der finder i stigende grad
anvendelse af målemetoder, hvor man f.eks. har søgt at måle naturværdien ved at multiplicere
antallet af besøgende i en skov på en søndag med transportomkostninger og en konstrueret timeløn,
(skyggeprisen), pr. besøgende.
En variant af denne metode er at måle folks (hypotetiske) betalingsvillighed. En anden variant er
”husprismetoden”, dvs. en opgørelse af i hvilket omfang miljømæssigt eller erhvervsmæssigt
atraktive/ikke-aktraktive områder genererer højere/lavere ejendomspriser. Disse metoder kan på sigt
vise sig interessante, men har det til fælles, at de er kostbare at anvende.
Derimod er en måling af pris og mængde og dermed værdi ud fra en sædvanlig, håndværksmæssig
økonomberegningstilgang meget vanskelig. En veldefineret efterspørgselsfunktion er vanskelig at
etablere, men udbudsfunktionen målt i værdi, ikke nødvendigvis i mængder, er velkendt. Et bud på,
hvad prisen på miljøet i sådanne tilfælde kunne være, at det er de omkostninger, som man
samfundsøkonomisk og privatøkonomisk er villig til at betale for det (offeromkostningerne).
Denne fremgangsmåde er velkendt bl.a. fra nationalregneskabet. Skulle man f.eks. udtrykke den
økonomisk værdi af politiets arbejde foreligger et tilsvarende problem som på dele af miljøområdet,
idet det heller ikke på politiområdet er muligt at opstille en sædvanlig efterspørgselsfunktion. Der
findes kun en udbudsfunktion. Til sammenligning er de umiddelbare kunder hos politiet dvs.
modtagerne af bøder, knippelslag eller fængselstraf næppe egnede til at danne baggrund for en
efterspørgselsfunktion. Politiets effektivitet skal også måles ved det, der ikke sker, og det er næsten
umåleligt. Det mindst dårlige mål for værdien af politiets arbejde er derfor en opgørelse af, hvad det
koster.
Som nævnt ovenfor kunne en af vejene ud af problemet være at måle værdien af miljøgevinsten
residualt.
Som ovenfor nævnt kunne en af vejene ud af problemet være at søge at måle værdien af
miljøgevinsten ved offeromkostningerne. Det antages, at der ved plantning af et billigt læhegn,
f.eks. 1–rækket sitkagran kan skabes en kapitaliseret landbrugsøkonomisk udbyttegevinst på kr.
U(basis) pr. ha. Omkostningerne incl. vedligeholdelse og reinvestering efter 50 år, levetid i alt 100
år, er Omk(min) pr. ha.
Såfremt der i stedet plantes et 7–rækket, 8,5 m bredt løvfældende læhegn opnås fortsat en
kapitaliseret landbrugsøkonomisk udbyttegevinst på kr. U(basis), men tillige en miljøgevinst, M(8,5
m). Omkostningerne pr. ha er Omk(min) plus meromkostningerne ved etablering og
vedligeholdelse af det brede læhegn, Omk(M,8,5). Meromkostningerne, Omk(M,8,5), antages at
udtrykke offeromkostningerne ved miljøgevinsten.
Der ses i denne forbindelse bort fra, at der formentlig er en mindre miljøgevinst også ved det 1–
rækkede læhegn. På baggrund af regneeksemplerne ovenfor foretages nedenfor regneeksempler
vedr. offeromkostningerne ved miljøgevinsten ved henholdsvis 3– og 7-rækkede læhegn.
63

Tabel 9.11. Miljøforbedringsudgifter/ha ved 3–rækkede, løvfældende læhegn
Uden tilskud
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha, for 1–rækket læhegn 5.703 kr.
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 3-rækket læhegn -5.189 kr.
Miljøforbedringsudgifter ved 3-rækket læhegn pr. ha 514 kr.
Med tilskud
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 1–rækket læhegn 6.182 kr.
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 3–rækket læhegn -6.423 kr.
Miljøforbedringsudgifter ved 3-rækket læhegn pr. ha -241 kr.
Tabel 9.12. Miljøforbedringsudgifter pr. ha ved 7–rækkede, løvfældende læhegn.
Uden tilskud
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 1–rækket læhegn 5.703 kr.
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 7–rækket læhegn -(-575 kr.)
Miljøforbedringsudgifter ved 7–rækket læhegn pr. ha 6.278 kr.
Med tilskud
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 1-rækket læhegn 5.703 kr.
Nutidsværdi af afkast i marken pr. ha for 7–rækket læhegn -1.565 kr.
Miljøforbedringsudgifter ved 7–rækket læhegn pr. ha 4.138kr.
Kilde: Egne beregninger og tidligere tabeller i kapitel 9
Som følge af den usikkerhed, der følger af, at de exogent fastsatte konstanter, især arealproduktiviteten,
er delvist arbitrært fastsatte, kan det næppe konkluderes, at der er ekstra
miljøforbedringsudgifterne ved det 3–rækkede læhegn sammenlignet med det 1–rækkede læhegn.
Miljøgevinsten ved det 3–rækkede læhegn er ”gratis”, dvs. external economies. Derimod
forekommer det helt utvivlsomt, at miljøforbedringsudgifterne ved det brede 7-rækkede
løvfældende læhegn med miljøforbedringsudgifterne på 4.000-6.000 kr./ha er signifikant højere end
de to andre læhegnstypere.
Som anført ovenfor vil et 10 m højt og 40 m langt læhegn med passende hulprocent generere læ for
1 ha. Et 1 km langt læhegn vil følgelig genere læ for 25 ha. Miljøforbedringsudgifterne pr. km
læhegn beregnet på grundlag af samme principper som ovenfor derfor følgende:
Tabel 9.13. Miljøforbedringsudgifter/km læhegn.
Nutidsværdi uden tilskud af miljøforbedringsudgifter pr. km
For 3-rækket læhegn 25 x 514 kr. 12.850 kr.
Nutidsværdi med tilskud i af miljøforbedringsudgifter pr. km
For 3–rækket læhegn 25 x 241 kr. 6.025 kr.
Nutidsværdi uden tilskud uden miljøforbedringsudgifter pr. km
for 7-rækket læhegn 25 x 6.278 kr. 156.950 kr.
Nutidsværdi med tilskud af miljøforbedringsudgifter pr. km
for 7–rækket læhegn 25 x 4.138 kr. 103.450 kr.
Kilde: Egne beregninger og tidligere tabeller i kapitel 9.
64

Som skønnet i Kapitel 8 antages det, at der gennemsnitligt brutto vil blive plantet omkring 660 km
læhegn om året. Heraf vil ca. 130 km erstatte gamle, udtjente læhegn. Det antages endvidere, at alle
gamle læhegn, som erstattes, er smalle læhegn af nåletræ. Det indebærer, at der ved plantning af
brede læhegn vil blive en miljøgevinst også ved reinvestering. Der kan herefter foretages
nedenstående regneeksempel over de årlige miljøforbedringsudgifter ved plantning af 660 km
læhegn. Det antages som ovenfor, at der ikke er nogen væsentlig miljøgevinst ved plantning af 1rækkede
læhegn af nåletræ.
Tabel 9.14. Miljøforbedringsudgifter ved årlig plantning af 660 km 3– og 7–rækkede
løvfældende læhegn
Nutidsværdi uden tilskud af miljøforbedringsudgifter ved plantning
af 660 km 3–rækket læhegn: 660 km x 12.850 kr. = 9 mio. kr.
Nutidsværdi med tilskud af miljøforbedringsudgifter ved plantning
af 660 km 3–rækket læhegn: 660 km x -6.025 kr. = 4 mio. kr.
Nutidsværdi uden tilskud af miljøforbedringsudgifter ved plantning
af 660 km 7–rækket læhegn: 660 km x 156.950 kr. = 104 mio. kr.
Nutidsværdi med tilskud af miljøforbedringsudgifter ved plantning
af 660 km 7–rækket læhegn: 660 km x 103.450 kr. = 68 mio. kr.
Kilde: Tidligere tabeller i kapitel 9 samt egne beregninger
Det er sandsyndsynligt, at de 3-rækkede, løvfældende læhegn virker bedre som
spredningskorridorer for flora og fauna end de 1–rækkede nåletræeshegn. Såfremt det er sandt, er
der tale om, at der kan opnås en praktisk taget omkostningsfri miljøgevinst ved plantning af 3–
rækkede læhegn i stedet for 1-rækkede nåletræeshegn. Den undersøgte litteratur og samtaler med
branchefolk understøtter en antagelse om, at jo bredere læhegnet er, jo mere miljøvenligt er det.
Problemet ved de brede, 7–rækkede læhegn er, at de er meget dyre både samfundsøkonomisk (uden
tilskud) og privatøkonomisk (med tilskud). Det er et politisk spørgsmål, om man ønsker at anvende
så relativt mange penge på at fremme de mest miljøvenlige læhegn. Endvidere er det
bemærkelsesværdigt, at landmændene i vid udstrækning vælger at plante de 7–rækkede læhegn, når
der ikke er nogen privatøkonomisk gevinst ved denne for læplantning.
Dette kan muligvis være en del af forklaringen på, at det mest er hobbylandmænd, deltidslandmænd
og pensionister, der planter læhegn, medens fuldtidslandmændedne synes at fravælge læplantning.
Nogle kilder anfører, at den miljømæssige gevinst ved de 7–rækkede læhegn er begrænset
sammenlignet med de 3–rækkede læhegn.
Ad 5. Landskabelige forhold.
Der er mange forskellige opfattelser af, hvad der er et smukt landskab. Det er derfor ikke muligt at
opstille blot et groft kvatitativt mål. Der vil derfor ikke i dette afsnit blive gjort forsøg på at opstille
mål for landskabelig skønhed.
65

Det kan konstateres, at landbrugets arealanvendelse og strukturudvikling har medført, at
infrastrukturen uden for byerne, antal veje og stier, er blevet reduceret i de sidste 50 år. Det skyldes
bl.a., at strukturudviklingen i landbruget medførte færre og større marker, sammenlægning og
nedlæggelse af landbrugsejendomme samt ændring af driften fra alsidig til mere ensidig drift og
valg af afgrøder. Endvidere har transportformerne ændret sig således, at al blot lidt
længererækkende transport er blevet mekaniseret og det meste tillige motoriseret.
Herved er behovet for adgangsveje og stier blevet formindsket. En undersøgelse i Vejle-området
viser, at ved sammenligning af et målebordblad (kort) fra 1950 og det tilsvarende kort fra 1988 er
mere end 40 % af alle veje og stier blevet sløjfet. Det indebærer, at menneskers muligheder for at
færdes i terrænet er blevet reduceret, og at landskabet har fået et mere ensartet og monotont præg.
Plantning af brede læhegn vil modvirke den landskabelige monotoni, som landbrugets
strukturudvikling medfører. I læhegnsbekendtgørelsen af 21. september 2001 indførtes en regel om,
at der kunne gives forhøjet tilskud med 10 %-point til læhegnsprojekter, hvor der blev etableret en
sti, benævnt ”trampesti”, langs læhegnet. Reglen om tilskud til trampestier blev afskaffet ved
bekendtgørelsen af 29. maj 2002.
Nogle landskabsplanlæggere finder, at læhegn giver landskabet et monotont præg, og at læhegnene
hindrer udsigten til de åbne vidder.
Ad 6. Jagtmæssige forhold
Nogle danske kilder viser, at læhegn kan være transportkorridorer og levesteder for mindre pattedyr
som mus, egern, rotte og flagermus. Derimod synes læhegn ifølge disse kilder kun i begrænset
omfang at danne hjemsted for jagtbart vildt.
For en ikke dansk fugleart er det konstateret, at fuglen synes at have tendens til at følge læhegn og
lignende bevoksning under flyvning og herved udnytte mulighed for skjul. Der kunne være tale om,
at visse fuglearter følger læhegn under flyvning for lettere at kunne søge skjul. Ifølge
jagtlitteraturen har læhegn derimod afgørende betydning for bestanden af visse arter af jagtbart
vildt, navnlig agerhøne, fasan og hare, der bl.a. kan udnytte kantbevoksningen op til læhegnet som
skjul og redested.
Isolerede småbiotoper med skov på 1–2 ha synes i følge nogle undersøgelser ikke at være egnede
som egentligt hjemsted for jagtbart vildt med mindre biotopen er beliggende mindre end 500 m fra
en egentlig skov. Jægernes store interesse for at etablere småbeplantninger, vildtremiser o.l.
antyder, at jægernes praktiske erfaringer er anderledes end resulterne af de omtalte undersøgelser.
Vildt med stor aktionsradius f.eks. rådyr synes dog under alle omstændigheder at kunne udnytte
disse småbiotoper som skjul. Isolerede småskove på 20 ha og derover synes at kunne danne et
selvstændigt habitat for flora og fauna bl.a. vildt.
66

Kapitel 10. Resumé og konklusion
10.1 Resumé
a Effektmåling
Effektmåling er i den foreliggende sammenhæng et forsøg på at måle effekten af den samfundsøkonomiske
og privatøkonomiske virkning af offentlige, økonomiske indgreb f.eks. i form af
tilskudsordninger. Der er tale om et pilotprojekt. Ambitionen er at måle effekten i tal/penge. Der er
således ikke tale om at foretage brugerundesøgelser, holdningsundersøgelse o.l., som alene
udtrykker borgerens tilfredshed/ikke tilfredshed med det offentlige, økonomiske tiltag. Der er ikke
tale om videnskabeligt dokumenterede undersøgelser. Det skyldes bl.a., at kilderne i ikke ringe
udstrækning er brancheerfaringer og samtaler, som ikke er nedskrevet eller videnskabeligt
dokumenteret. I det omfang, det har været muligt, bygger rapporten på et videnskabeligt grundlag.
b. Klimatisk og biologisk grundlag
Danmarks klimatiske og biologiske grundtilstand er lys åben skov. Jorden vest for den jyske
højderyg er væsentlig ringere og mere udsat for vind end i resten af landet. Det indebærer, at denne
del af landet er særlig udsat for forringet produktivitet som følge vind, men omvendt indeholder det
procentuelt største potentiale for produktivitetsforbedringer ved læplantning. Dette område er ca.
450.000 ha, især beliggende vest for den jyske højderyg.
I dag er det danske landskab et kulturlandskab, som i høj grad er menneskeskabt. I løbet af
middelalderen og i 16-1700-tallet blev jorden stadig mere udpint f.eks. ved hedeafbrænding som
dyrkningsform eller stadig transport af husdyrgødning fra udmarken til indmarken, ligesom det
meste skov, bl.a. som følge af forbrug til brænde og afbrænding til agerbrug, var forsvundet op til år
1750.
I sidste halvdel af 1700–tallet startedes omfattende skovplantningsprogrammer, og i 1805 indførtes
fredsskovpligten.
I løbet af de sidste 200 år er landskabet ud over den omfattende skovplantning blevet stærkt
påvirket af menneskelig indgriben hovedsagelig med det formål at forbedre mulighederne for at
drive landbrug ved dræning, vanding og indvinding af jord samt indvinding af drikkevand. I løbet af
de sidste 200 år blev knap 20 % af Danmarks jord ændret fra vandlidende arealer til landbrugsjord.
Det indebærer, at hydrologien i dag er langt fra den grundtilstand, som omtales ovenfor. Det antages
i denne rapport, at såfremt de vedvarende indgreb i den danske natur teoretisk set måtte ophøre,
ville naturen ganske langsomt bevæge sig tilbage mod sin fortidige grundtilstand dvs. lys åben
skov. Såfremt det ønskes at opretholde den nuværende kulturtilstand, vil det forudsætte en
permanent menneskelig indsats at opretholde denne tilstand.
Der er foretaget flere boniteringsmålinger af Danmarks landbrugsjord. Formålet med målingerne
var at danne grundlag for beskatning. Det interessante i den foreliggende sammenhæng er, at
jordens bonitet ikke er stationær, men ændres til det bedre eller ringere afhængig af, hvorledes
jorden anvendes. Sammenligninger mellem bonitetsmålinger sandsynliggør, at landbrugsjord bliver
bedre, såfremt den dyrkes hensigtsmæssigt.
Læplantningen er et element i den meget omfattende indsats for at forbedre og udvide Danmarks
landbrugsjord.
67

c. Administrative forhold
Fra slutningen af 1800–tallet blev der ydet tilskud til læplantning. Det skete ved en årlig bevilling
på finansloven, men herudover var området ikke lovreguleret.
Den første læplantninglov, som var gældende fra 1976-1988, blev administreret af Det danske
Hedeselskab. Hedeselskabet behandlede ansøgningerne om tilskud til læplantning, bevilgede
pengene, leverede planterne og udførte den helt overvejende del af plantningsarbejdet. Dette blev
ændret ved lovændringen i 1988, hvor behandling af ansøgninger samt kontrol blev overgivet til
Landsforeningen De danske Plantningsforeninger. I 2001 blev den fysiske kontrol overgivet til
Plantedirektoratet.
d. Hvad koster læhegn
Der er stor prisforskel på læhegn. Et 7–rækket, delvis løvfældende læhegn koster således 105.000
kr./km, et 3-rækket 60.000 kr./km og 1–rækket nåletræeshegn 15.000 kr./km Det indebærer, at der
med et statstilskud på 25 mio. kr. og en tilskudsprocent på 50 % pr. år netto, dvs. efter fradrag for
erstatningsplantning for gamle læhegn, kan plantes enten 380 km 7–rækket læhegn, eller 665 km 3–
rækket læhegn, eller 2.665 km 1–rækket nåletræeslæhegn.
Finanslovbevillingerne har i de seneste 15 år svinget fra 17-40 mio. kr. om året. Udsvingene er ofte
store fra år til år. Det er planlægningsmæsigt uheldigt, at udsvingene er så store. Det gælder i særlig
grad for planteproducenterne, idet det tager 3 år at producere en læhegnsplante.
e. Klima og vindforhold
Det danske klima er præget af landets beliggenhed på grænsen mellem det atlantiske havområde og
det europæiske og asiatiske kontinent. Klimaet er endvidere præget af den varme golfstrøm.
Danmark har et udpræget kystklima med mildt og fugtigt vejr om vinteren og køligt og ustadigt vejr
om sommeren.
Vestenvinden er den dominerende vindretning. Den næsthyppigste vindretning er østenvind, som er
hyppigst sidst på vinteren og om foråret. Vinden bevæger sig i bølger ganske som bølger på et hav.
Bølgebevægelserne indebærer, at vinden hyppigt blæser oppe fra og ned, ”slår ned”. Vinden
tenderer mod at danne en riflet jordoverflade ganske som den riflede sandbund, der kendes fra
stranden. Disse vindnedslag kan forvolde store skader.
Middeltemperaturen i Danmark varierer fra 0,0 grader i januar/februar til 15,7 grader i august. Den
relative luftfugtighed er højst om vinteren og lavest om sommeren, medens den absolutte
luftfugtighed er mere end dobbelt så stor om sommeren end om vinteren. Luftfugtigheden er
imidlertid svingende. Især i maj/juni, hvor væksten er på sit højeste, kan der opstå perioder med
tørke. Midlertidig tørke indebærer, at planternes spalteåbninger lukkes og væksten standser eller
forsinkes.
f. Læhegn
Et læhegn er en lang, smal beplantning af træer og/eller buske, der har til formål at skabe
vindbeskyttelse for det tilstødende areal/læ. Formålet med læet var oprindelig alene at forebygge
erosion og fremkalde mere gunstige vækstbetingelser for vegetabilske landbrugsafgrøder. Det sker
dels ved fysisk lævirkning for planterne, dels ved en påvirkning af temperatur og luftfugtighed og
endelig ved en fysisk beskyttelse mod vind- og jorderosion. I forhold til den oprindelige målsætning
68

om øget landbrugsproduktion var de (positive) miljøeffekter, som læhegnene skabte, eksterne
effekter (external economies).
Læprocenten er den procentvise nedsættelse af vindhastigheden, som læhegnet bevirker. Ved
løvfældende læhegn reduceres lævirkningen i vinterhalvåret til ca. 70 % af virkningen i
sommerhalvåret. Læzonen er det areal, hvor vinden er nedsat.
Hulprocenten angiver hularealets andel af lægivers samlede areal. En hulprocent på 50-65 % anses
for optimal, idet et for tæt læhegn medfører hvirveldannelser. Læhegnets bredde synes at være uden
betydning for lævirkningen. Meget korte læhegn (under 3–500 m) giver ringere læ, men ellers synes
læhegnets længde uden betydning for læet i den enkelte mark. Læets udstrækning er ca. 25-30 x
læhegnets højde.
Læet bevirker, at luftfugtigheden nær jorden stiger. Det bevirker, at planterne sjælnere tvinges til at
lukke spalteåbningerne. Endvidere øges temperaturen med 1-1,5 grader. Læhegnet skal plantes på
tværs af den fremherskende vindretning. Store, sammenhængende læhegnssystemer giver større
lævirkning end summen af lævirkningen i den enkelte mark. Erosion er nedbrydning af jordstruktur,
herunder kulturjord, som sker ved påvirkning af vind eller vand. Der kan være tale om bl.a. sand–
og jordfygning. Sandede jorde er mere udsatte end jorde med højt lerindhold. Vintergrønne marker
øger jordens modstandsdygtighed.
Ifølge danske kilder er merudbyttet ved læplantning for almindelige afgrøder som korn ca. 6 %. For
frugt og grøntsager er merudbyttet langt højere. Flere udenlandske undersøgelser viser højere
merudbytte end de (få) danske undersøgelser.
g. Miljømæssige effekter af læhegn
Fra læplantningens start i 1860–70 indtil ca. 1975-1980 blev næsten udelukkende plantet 1–
rækkede læhegn af nåletræ. Fra dette tidspunkt blev i stigende grad plantet flerrækkede læhegn
overvejende af løvfældende træer og buske.
Der ydes til tilskud til op til 10 m brede læhegn. De flerrækkede løvfældende læhegn er især
karakteriserede ved, at de miljømæssige effekter er betydeligt større end ved 1–rækkede
nåletræeshegn. Derimod synes de landbrugsøkonomiske effekter stort set at være de samme, idet
det dog benærkes, at de 1–rækkede nåletræslæhegn synes mindre robuste end de flerrækkede
løvfældende læhegn.
I regneeksemplerne i kapitel 9 er der regnet med 1-, 3– og 7-rækkede løvfældende læhegn. De brede
læhegn virker som spredningskorridorer for flora og fauna. De bredeste læhegn fungerer tillige som
habitatskorridorer, dvs. virker som egentlige, selvstændigt fungerende levesteder for flora og fauna.
Læhegnene er fortrinsvis levesteder for mindre pattedyr som mus, rotter, egern og flagermus, men
også for større dyr, herunder jagtbart vildt. Der kan endvidere være tale om, at visse fuglearter
følger læhegnet for hurtigt at kunne søge skjul.
Læhegnene danner ikke levesteder for egentlige skovbundsplanter. Småbiotoper på 1–2 ha, som
ikke er forbundet med korridorer, og som ligger mere end 500 m fra skov, synes at være
miljømæssigt af begrænset effekt. Dog kan sådanne isolerede småbiotoper danne skjul for fugle og
dyr, herunder jagtbart vildt, samt være landskabeligt pyntelige.
h. Forskning
69

Udarbejdelsen af denne rapport har vist, at der trods den meget lange danske læplantningstrradition
er betydelige huller i den faktuelle, dokumenterede viden om de landbrugsøkonomiske og miljmæssige
virkninger af læplantning. En del af denne rapport hviler følgelig på generelle, ikke egentligt
dokumenterede antagelser.
Det vurderes, at der for relativt beskedne forskningsmidler, ville være muligt at øge
dokumentationsgrundlaget væsentligt.
i. Regneeksempler, grundberegning.
Der er foretaget landbrugsøkonomiske regneeksempler for tre typer læhegn:
1-rækket læhegn af nåletræ, bredde 2 m
3-rækket læhegn, delvis løvfældende, bredde 3 m
7-rækket læhegn, delvis løvfældende, bredde 8,5 m
De tre regneeksempler sammenstilles med en nulsituation uden læhegn. Der er alene taget hensyn
til effekterne i den enkelte mark, dvs. excl. de synergiske effekter af lokal eller regional art, som
behandles særskilt. Det er forudsat, at merudbyttet er 6 % ved løvfældende læhegn og 5 % ved 1rækkede
nåletræeslæhegn. Der er foretaget beregninger af det samfundsøkonomiske (uden tilskud)
og af det privatøkonomiske (med tilskud) afkast. Beregningerne er foretaget dels for merudbyttet i
det enkelte driftsår og dels som det kapitaliserede merudbytte. Realrenten er sat til 2 %.
Kapitaliseringen er foretaget ved anvendelse af den almindelige formel til beregning af
nutidsværdien af en annuitet.
P = A x
1
1
1+
r
r
n
Hvor P er nutidsværdien, A er ydelsen, r er realrenten (= 0,02) og n antallet af terminer (= 100 år
ved løvfældende læhegn og 50 år ved læhegn af nåletræ). Under disse forudsætninger fremkommer
nedenstående resultat:
Læhegnstype Produktivitetsfakt
or
7-rækket, bredde 8,5 m, 10
m højt, løvfældende
3-rækket, bredde 3,0 m, 10
m højt, løvfældende
1-rækket, bredde 2,0 m, 10
m højt, nåletræ
Kilde: Tabel 9.6.
Nutidsværdi af
afkast i
marken/ha
uden tilskud
Nutidsværdi af afkast i
marken incl.
tilskud/ha,
med tilskud
1,06 -575 kr. 1.565 kr.
1,06 5.189 kr. 6.423 kr.
1,05 5.703 kr. 6.182 kr.
Det er centralt at være opmærksom på, at læplantning er en meget langsigtet investering. Det
vurderes, at en tidshorisont på mindst 100 år er relevant.
70

Som det fremgår, er det beregnede kapitaliserede afkast uden og med tilskud i den enkelte mark ved
det 7-rækkede løvfældende læhegn 0 eller direkte negativt. Omvendt ligger det kapitaliserede afkast
af det 1-rækkede nåletræeslæhegn og det 3-rækkede løvfældende læhegn begge i intervallet 5.000-
6.000 kr. Der er således signifikant forskel på det landbrugsøkonomiske afkast mellem de to smalle
læhegn på den ene side og det brede læhegn på den anden side. Forskellen mellem de to smalle
læhegn viser sig ved, at der for de samme tilskudskroner, 25 mio. kr., kan plantes ca. 3.300 km 1rækket
læhegn eller ca. 800 km 3-rækket læhegn. For det 7-rækkede løvfældende læhegn kan der
kun plantes knap 500 km læhegn.
Det lokale/regionale merudbytte ved kollektiv plantning, dvs. ud over merudbyttet i den enkelte
mark, er skønsmæssigt sat til 1 %-point, men er formentlig højere, jf. observationen om
vinddæmpning i Sønderjylland med og uden læhegn. Såfremt merudbyttet beregnes alene for de
mest vindudsatte arealer i Jylland, ca. 450.000 ha, skønnes det kapitaliserede merudbytte at være ca.
400 mio. kr.
Det er vanskeligt at foretage en økonomisk måling af værdien af en materiel/fysisk miljøforbedring.
I denne rapport er det valgt at eksemplifisere en sådan beregning residualt, dvs. forskellen mellem
de kapitaliserede meromkostninger mellem de brede og de smalle læhegn. Dette residual er den
merpris, som samfundet, henholdsvis brugerne/tilskudsmodtagerne har været villige til at betale
(offeromkostning) for at opnå miljøgevinsten ved de brede læhegn.
Dette residual er formentlig det nærmeste man kan komme til en markedspris for miljøet i den
foreliggende sammenhæng. Det vil sige, at der foretages en sammenligning af kapitaliserede
omkostninger mellem det mindst miljøvenlige, smalle 1-rækkede nåletræeslæhegn med læplantning
med det 3-rækkede læhegn, henholdsvis det mest miljøvenlige, dvs. 7-rækkede løvfældende
læhegn.
Miljøeffekten af de 1-rækkede nåletræeslæhegn er sat til 0, hvilket formentlig er en noget
konservativ vurdering. For det 3-rækkede læhegn er de kapitaliserede meromkostninger uden
tilskud pr. km læhegn knap 13.000 kr. medens de til svarede meromkostninger uden tilskud for de
7-rækkede læhegn er godt 150.000 kr. Forudsættes plantet 660 km læhegn/år, incl. reinvestering på
20 % til erstatning af gamle nåletræeslæhegn, er de årlige, kapitaliserede, miljømæssige
samfundsøkonomiske (uden tilskud) henholdsvis privatøkonomiske (med tilskud) meromkostninger
knap 10 mio. kr. for de 3-rækkede læhegn og godt 150 mio. kr. for de 7-rækkede læhegn.
j. Følsomhedsanalyse for realrente og bruttomerudbytte
Den foretagne følsomhedsanalyse, jf. tabel 9.8, viser, at nutidsværdien af investering i læplantning
er særdeles følsomme overfor ændringer i den anvendte kalkulationsrente (realrente). Anvendes en
realrente på 6 % og et bruttomerudbytte på 6 eller 7 % (1–rækket nåletræslæhegn 5 eller 6 %) vil
ingen investeringer i læplantning være rentable. Anvendes grundberegningens forudsætning om en
realrente på 2 % fremkommer et analyseresultat, som forekommer mere realistisk, hvor de 1– og 3rækkede
læhegn er rentable. Anvendes en realrente på 4 % og et bruttomerudbytte på 6 % (5 %)
opnås et ebsledent, men dog positivt, afkast for de 1– og 3–rækkede læhegn. For de 7–rækkede
læhegn vil afkastetet være klart negativt.
Forudsættes bruttomerudbyttet at stige fra grundberegningens 6 % til f.eks. 7 % (ved realrente 2 %)
sker en kraftig stigning i investeringens nutidsværdi. Det skyldes, at bruttoudbyttet stiger moderat,
men at omkostningerne forbliver uændrede. Såfremt bruttomerudbyttet forhøjes til 10 % bliver
71

entabiliteten særdeles tilfredsstillende og endog det 7–rækkede læhegn opnår en tilfredsstillende
rentabilitet.
10.2 Konklusion
a. Grundlaget for rapporten er såvel videnskabelige observationer som andre kilder som f.eks.
brancheobservationer, vejledninger og samtaler. Såfremt der alene blev anvendt videnskabelige
kilder, ville der blive for mange huller i det samlede observtionsbillede. Det vurderes, at selv
relativt beskedne forskningsmidler formentlig ville kunne forbedre den videnskabelige
dokumentation. Denne rapport er et forsøg på at give et bud på et helhedsbillede af, hvad de
samlede effekter af læplantningsordningen kunne være.
b. Danmark har en klimatisk og biologisk grundtilstand som lys åben skov. Jorden er væsentlig
ringere vest for den jyske højderyg. Klimaet skabes af sammenstødet mellem et varmt, atlantisk
kystklima med milde vintre og kølige, regnfulde somre og et fastlandsklima skabt af det europæiskasiatiske
kontinent med kolde vintre og varme, tørre somre. Den fremherskende vindretning er
vestenvind. Det indebærer, at landet i høj grad er udsat for vind- og jorderosion. De lette, sandede
jorde i Vestjylland er mest udsatte.
c. Det danske land er i høj grad et kulturlandskab, som er skabt af menneskelig aktivitet. Det
indebærer, at landets nuværende tilstand ligger meget langt fra landets grundtilstand. Såfremt al
menneskelig aktivitet teoretisk set ophørte, må det antages, at landet langsomt ville søge tilbage
mod sin grundtilstand. Såfremt det ønskes at opretholde den nuværende kulturtilstand, forudsætter
det følgelig en permanent menneskelig indsats at opretholde denne tilstand. Beskyttelse mod vindog
jorderosion findes at være det mest grundlæggende formål med læplantningsordningen.
Beskyttelse mod erosion er en meget langsigtet investering. Tidshorisonten er næppe under 100 år.
Om den tilsyneladende modsætning mellem landbrugsøkonomiske og miljømæssige målsætninger
konstateres, at begge målsætniger er menneskeskabte. Der er tale om et politisk valg.
d. Læplantningsordningen er et element i at opretholde dette menneskeskabte kulturlandskab. Skal
der foretages en måling af effekten af en tilskudsordning, er det en forudsætning, at der er fastsat en
klar målsætning for ordningen. Målsætningen med læplantningsordningen har været skiftende. Fra
1860-70 til 1930´erne var målsætningen alene erosionsbekæmpende og landbrugsøkonomisk, fra
1930`erne til 1963 var målsætningen tillige beskæftigelsesmæssig, fra 1963 til medio 1980`ene var
den igen alene erosionsbekæmpende og landbrugsøkonomisk, medens den fra 1990`erne tenderer
mod at være mere miljømæssig.
e. Alle de tre beskrevne typer læhegn, de 1–, de 3– og de 7–rækkede kan løse de oprindelige
opgaver at beskytte mod erosion og at øge det landbrugsøkonomiske afkast. Privatøkonomisk og
samfundsøkonomisk er de smalle læhegn i forhold til disse målsætninger de mest rentable. Det
skyldes dels, at de smalle læhegn er billigst at etablere og dels at arealforbruget er væsentlig mindre
ved de smalle læhegn end ved de brede læhegn.
f. De fleste anvendte kilder finder, at de brede 7-rækkede læhegn kan fungere som egentlige
habitatskorridorer for flora og fauna, medens de smalle læhegn især kan fungere som
spredningskorridorer. De brede læhegn synes følgelig at være de mest miljøvenlige. Småbiotoper og
mindre læhegn uden korridorforbindelse har begrænset miljømæssig effekt. Det er af stor
betydning, at læhegnene er forbundne som korridorer i landskabet. Læhegnene synes at give
levegrundlag for bl.a. små pattedyr som mus, rotte, egern, flagermus og som skjul for visse
72

fuglearter. Læhegn og eventuelt tilhørende bevoksede kantaraler synes endvidere at være af
betydning for jagtbart vildt, især agerhøne, fasan og hare, men antagelig også for råvildt.
Landbrugsproduktionsmæssigt synes der ikke at være den store forskel på merudbyttet mellem de
brede læhegn og de smalle læhegn forudsat, at læhegnene er tilfredsstillende vedligeholdt.
Der synes ikke at være tale om, at læhegnene udgør smitteveje for skadelig flora, fauna eller
mikroorganismer. Det skyldes antagelig, at de skadelige organismer, der kan leve i læhegnet, lever
dårligt i den åbne mark.
g. I grundberegningen anvendes et bruttomerudbytte på 6 % (5 % for 1–rækkede nåletræsløhegn).
Regneeksemplerne for grundberegningen viser, at det kapitaliserede samfundsøkonomiske (uden
tilskud) og privatøkonomiske (med tilskud), landbrugsøkonomiske afkast for de brede, 7–rækkede
løvfældende læhegn er henholdsvis ca. 600 kr./ha og ca. 1.600 kr./ha. For de 3-rækkede
løvfældende læhegn er de tilsvarende tal 5.000 kr./ha og ca. 6.500 kr./ha, medens afkastet for 1–
rækkede læhegn af nåletræ er ca. 5.700 kr./ha og ca. 6.200 kr/ha.
Det synes utvivlsomt, at det brede 7–rækkede læhegn har et ringere landbrugsøkonomisk afkast end
de to smalle læhegn. Miljøforbedringsudgiften ved det 7–rækkede læhegn (udgiftsforskellen
mellem det 1–rækkede nåletræslæhegn og det 7–rækkede læhegn) bliver ca. 4.000 kr. (med tilskud)
til ca. 6.000 kr. (uden tilskud). Forskellen i afkast på de to smalle læhegn er så beskeden, at det
næppe kan afgøres, hvilken type læhegn der er mest rentabel.
Det vurderes dog, at det 3–rækkede læhegn er mere robust end det 1–rækkede. Endvidere er det 3–
rækkede læhegn formentlig noget mere miljøvenligt. Den samfundsøkonomiske (uden tilskud) og
privatøkonomiske (med tilskud) kapitaliserede meromkostning ved de brede 7–rækkede og mest
miljøvenlige læhegn er beregnet til henholdsvis 150.000 kr./km og 100.000 kr./km.
h. Den foretagne følsomhedsanalyse anvender realrenter på 2, 4 og 6 % samt bruttomerudbytter på
6, 7 og 10 % (1 %-point lavere for 1–rækkede nåletræslæhegn). Anvendelse af en højere realrente
viser en dramatisk forringelse af rentabiliteten. Anvendelse af en (urealistisk høj) realrente på 6 %
bevirker, at stort set ingen læhegn kan opnå tilfredsstillende rentabilitet ved dette rentekrav. En
forhøjelse af bruttomerudbyttet til 7 eller 10 % bevirker en kraftig forøgelse af rentabiliteten, som
bliver meget tilfredsstillende ved et rentekrav på 2 %.
10.3 Hovedkonklusion.
Det danske landskab er et kulturlandskab. Landets grundtilstand er lys åben skov. Klimaet er præget
af vestenvind, som sammen med de sandede jorde i Vestjylland indebærer, at problemerne som
følge af vind- og jorderosion især koncentreres vest for den jyske højderyg. En af de
menneskeskabte foranstaltninger til at modvirke denne erosion er læplantning.
Alle de tre beskrevne typer læhegn, de 1-, de 3– og de 7–rækkede, kan bidrage løse det oprindelige
formål at beskytte Vestjylland mod vind- og jorderosion og øge det landbrugsøkonomiske udbytte.
Det landbrugsøkonomiske afkast af de 1- og de 3–rækkede læhegn er større end afkastet af de brede
7–rækkede læhegn. Det skyldes, at arealforbruget ved de 7–rækkede læhegn er større, og at de er
dyrere at etablere.
Beregningerne viser, at de 1–rækkede nåletræeslæhegn og de 3–rækkede delvis løvfældende læhegn
ved en realrente på 2 % og et bruttomedudbytte ved læplantning på 6 % (1–rækkede læhegn 5 %)
73

har et landbrugsøkonomisk tilfredstillende afkast. De 7–rækkede læhegn har et
landbrugsøkonomisk afkast omkring 0 Kr. De foretagne følsomhedsanalyser viser, at en højere
realrente f.eks. 6 % indebærer, at ingen læhegn bliver landbrugsøkonomisk rentable, medens
forudsætninger om et højere bruttomerudbytte f.eks. 7 % eller 10 % øger rentabiliteten dramatisk.
Den oprindelige læplantningsaktivitet var alene rettet mod erosionsbekæmpelse i Vestjylland. I de
seneste 20–30 år er læplantningsaktiviteten blevet udbredt til hele landet dvs. også til områder, der
kun i begrænset omfang er truet af vind- og jorderosion. I de senere år har de miljømæssige
virkninger af læhegn ved en gradvis ændring af formålet med lovgivningen fået en stærkere
placering i reglerne om tilskud til læplantning. Ved de seneste regelændringer er de miljømæssige
formål blevet ligestillet med de oprindelige landbrugsøkonomiske og erosionsbekæmpende formål.
De miljømæsssige virkninger er vanskelige at måle, men det vurderes, at læplantning kan have
betragtelige miljømæssige effekter. Denne sideeffekt af læplantning er imidlertid forbundet med
ekstra omkostninger. Der er tale om et valg mellem de smalle, relativt billige læhegn, der især
fremmer de oprindelige erosionsbekæmpende og landbrugsøkonomiske formål, og de bredere og
dyrere læhegn, som må anses for at have de største miljømæssige effekter.
Læplantning er en meget langsigtet investering, som rækker ud over den enkelte generation.
74

Oversigt over litteratur.
1. Barr and Gillespie. Estimating hedgerow length and pattern characteristics in Great Britain
using.
2. Countryside Survey data, 2000.
3. Bird, P.R.: Tree windbreaks and shelter benefits to pasture in temperate grazing systems,
1998.
4. Brandle and Hintz: Windbreak Technology, 1986.
5. Center for forskning og udvikling i landdistrikter, Samarbejdsmodeller inden for forvaltning
og landskab i landbrugslandet, 2003.
6. Cleugh, H. A. m.fl.: Direct mechanical effects of wind on crops, 1998.
7. Cleugh, H.A.: Effects of windbreaks on airflow, microclimate and crop yields, 1998.
8. Dalgaard, Tommy m.fl.: Indikatorer for det åbne land, 2002.
9. Danish Meteological Institute: Observed air temperature, humidity, pressure, cloud cover
and weather in Denmark – with climatological standard normals, 1961–90. Technical report
99–5, 1999.
10. Danish Meteological Institute: Observed wind speed and direction in Denmark – with climatological
standard normals, 1961–90. Technical Report 99–13, 1999.
11. Danmarks Miljøundersøgelser: Barrierer i landskabet – betyder de noget for de vilde dyr?,
2002.
12. Danmarks Miljøundersøgelser: Fragmentering og korridorer i landskabet, 1998.
13. De danske Plantningsforeninger: Vedligeholdelse af løvtræshegn.
14. De danske Plantningsforeninger: Ansøgningsskema: Ansøgning om tilsagn om tilskud til
læplantning, 2002.
15. De danske Plantningsforeninger: Bag hegnet, 2002.
16. De danske Plantningsforeninger: Klagevejledning vedrørende Bekendtgørelse om lægivende
og biotopforbedrende plantninger, 2002.
17. De danske Plantningsforeninger: Læplantning, Ejererklæring, 2002.
18. De danske Plantningsforeninger: Samtlige årsberetninger 1978-2003 incl., dvs. det tidsrum,
hvori foreningerne har administreret læplantningsordningen.
19. De danske Plantningsforeninger: Vejledning, ansøgning om tilsagn/tilskud til individuel
læplantning, 2002.
20. De danske Plantningsforeninger: Vilkår og bestemmelser for ydelse af tilskud til kollektiv
plantning, 2002.
21. Direktoratet for Fødevareerhverv: Aftale mellem Direktoratet for Fødevareerhverv og
landsforeningen De danske Plantningsforeninger vedrørende administration af tilskud til
lægivende og biotopforbedrende beplantninger, 2002.
22. Direktoratet for Fødevareerhverv: Hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer, 2003.
23. EU–Kommissionen DG VI: Kommissionens beslutning af 26. IV 1994 om
skovbrugsforanstaltninger i landbruget i Danmark i medfør af Rådets forordning (EØF) nr.
2080/92, 1994.
24. EU–Kommissionen DG VI: Rådets Forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om
støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for
Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, 1999.
25. EU–Kommissionen DG VI: Rådets Forordning nr. 2080/92 af 30. juni 1992 om en
fællesskabsordning med støtte til skovbrugsforanstaltninger i landbruget, 1992.
75

26. EU–Kommissionen, DG VI: Kommissionens beslutning af 29/09/2000 om godkendelse af
programmeringsdokumentet for udvikling af landdistrikterne i Danmark for
programmeringsperioden 2000–2006, 2000.
27. EU–Kommissionen, DG VI: Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar
2002 om gennemførelser til Rådets forordning (EF) 1257/1999 om støtte til udvikling af
landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings-og Garantifond for Landbruget, 2002.
28. EU–Kommissionen, DG VI: Working document – Standing Forest Committee, Regulation
no 2080/92, Denmark: Modification af the national forest programme, 1998.
29. EU–Revisionsretten: Special report no. 14/2003 from the Court of Auditors concerning the
measurement of farm incomes by the Commission, 2004.
30. EU-Kommissionen, DG VI: Kommissionens forordning (EF) nr. 963/2003 af 4. juni 2003
om ændring af forordning (EF) nr. 445/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets
forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske
Udviklings- og Garantifond for Landbruget, 2003.
31. EU-Kommissionens DG VI: Brev til Strukturdirektoratet: Modification af the Danish
afforestation programme under Regulation (EEC) n. 2080/92, 1998.
32. Finansministeriet: Forvaltning af tilskud, 1996.
33. Finansministeriet: Samtlige finanslove 1986-2003.
34. Finansministeriet: Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske
konsekvensvurderinger, 1999.
35. Folketinget/Fødevareministeriet: Landdistriktsstøtteloven, lovforslag med bemærkninger
samt bekendtgørelser vedr. læplantning med hjemmel i landdistriktsstøtteloven, 2000 og
senere.
36. Folketinget/Fødevareministeriet: Samtlige love og bekendtgørelser vedr. læplantning siden
den første lov om læplantning i 1976.
37. Fødevareministeriet: Vejledning i lovarbejdet, 2000.
38. Fødevareminsteriet: Lovvejledning, 2003.
39. Hedeselskabet: Div. Tidsskriftsartikler.
40. Hedeselskabet: Windbreaks and agroforestry, 1993.
41. Hornslet bogtrykkeri: Vildt og jagt i Danmark, 2004.
42. Institut pour le dèveloppement forestier: Planting and maintaining hedges, 2001.
43. Justitsministeriet: Vejledning om lovkvalitet, 2000.
44. Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole: Læ og læplantning, 1991.
45. Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole: Samfundsøkonomiske konsekvenser af en omlægning
til økologisk jordbrug, 1997, (metoder til effektmåling).
46. Kort, John: Benefits of Windbreaks to Field and forage, 1988.
47. Kristensen, Søren Pilgaard m.fl.: Analysis of changes in a shelterbelt network landscape in
central Jutland, Denmark, 2002.
48. Kristensen, Søren Pilgaard: Hedgerow planting activities by Danish farmers: a case study
from central Jutland, 2001.
49. Landbrugets Rådgivningscenter: Budgetkalkuler, 2002.
50. Landbrugets Rådgivningscenter: Håndbog i driftsplanlægning, 2002.
51. Landbrugets Rådgivningscenter: Håndbog i planteavl, 2002.
52. Landbrugets Rådgivningscenter: Landbrugsnatur – en dyrkningsvejledning, 2003.
53. Landbrugets Rådgivningscenter: Levende hegn, 2001.
54. Landbrugets Rådgivningscenter: Merudbytte ved læhegn.
55. Landbrugets Rådgivingscenter: Oversigt over landsforsøgene 2004, 2004.
56. Landsudvalget for Driftsøkonomi: Prognose for landbrugets driftsresultater, 2002.
76

57. Lomborg, Bjørn: Verdens sande tilstand, 2002.
58. Madsen, Sven H. m.fl.: Resultatetmåling, 2001.
59. Marshall, J.K.: Effects of shelter on growth of turnips and sugar beet, 1973.
60. Miljø- og Energiministeriet: Samfundsøkonomisk analyse af bortskaffelse af borespåner
behæftet med oliebaseret boremudder fra olieplatforme, 2002, (metoder til effektmåling).
61. Miljø- og Energiministeriet: Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprojekter, 2000.
62. Miljø- og Energiministeriet: Vejledning om miljøkonsekvensvurdringer af lovforslag og
andre regeringsforslag, 2001 (metoder til effektmåling).
63. Miljøministeriet, Skov og Landskab: Design og plantevalg i bredere løvtræslæhegn, 2002.
64. Miljø- og Energiministeriet, Skov og Landskab: Anden generation løvtræslæhegn, 2001.
65. Miljø- og Energiministeriet, Skov og Landskab: Forbruget af træer og buske i Danmark,
2001.
66. Miljø- og Enrgiministeriet, Skov og Landskab: Status for 21 jyske læhegn, 1997.
67. Miljø- og Energiministeriet, Skov og Landskab: Vildtplantning – Evaluering af
Vildtplantningsordningen 1986–1997.
68. Miljøministeriet, Skov og Landskab: Værdisætning af statslig skovrejsning, En huspris
analyse. (Metoder til effektmåling).
69. Miljøstyrelsen: Hvad koster støj? – værdisætning af vejstøj ved brug af husprismetoden,
2003, (metoder til effektmåling).
70. Mishan E.J.: Cost – benefit analyses, 1971.
71. Norske justitsministerium: Lovteknikk og lovforberedelse, 2000.
72. Nuberg, I.K.: Effect of shelter on temperate crops: a review to define research for Australian
conditions, 1998.
73. Olesen og Bennetzen: Jordfygningen i april 1980, 1980.
74. Olesen, Frode: Dyrkningssikkrhed, Klimaforbedring, Landskabspleje, 1979.
75. Olesen, Frode: Undersøgelser vedrørende lævirkning, 1965 og 1966.
76. Politiken: Jagtbog, 2002.
77. Politiken: Træer og buske i skov og hegn, 1958.
78. Rich, T.C.G. m.fl.: A comparison of four methods used to survey hedgerows: The Cardiff
Hedgerow Survey 1998, 2000.
79. Russell and Grace: The effect of shelter on the yield of grasses in southern Scotland, 1979.
80. Skov- og Naturstyrelsen: Træer og buske til skovbryn, læhegn og vildtplantninger,
beskrivelse af arter samt tilskudsliste, 1994.
81. Syddansk universitetsforlag: Foranderlige landskaber, 2002.
82. Teknologirådet: Pris på miljøet?, 2003
83. Trafikministeriet: Samfundsøkonomisk manual – anvendt metode og praksis på
transportområdet, 2003, (metoder til effektmåling).
84. Truong and Pease: Vetiver hedgerow: A hedge for environmental protection and landscaping,
2001.
85. Tybirk et al.: Botanical conservation values in Danish hedgerows, 2001.
77