Mandø .indd - Esbjerg Kommune

4
HISTORIE
mandø bestod oprindeligt af to øer, som det ses på kortet
fra 1643.
I middelalderen lå bebyggelsen på den nordre del af øen,
Gl. Mandø. Den omtales første gang i kong Valdemars
Jordebog, 1241. Af senere kilder fremgår det, at den
havde egen kirke og udgjorde et sogn, og at befolkningen
primært levede af landbrug, der i senmiddelalderen
suppleredes med fi skeri.
En stormfl od, i 1500-tallet, ødelagde bebyggelsen, der
derefter fl yttedes syd på til den nuværende placering højt
i klitterne. Dele af den overlevende befolkning fl yttede til
Sønderho på Fanø. Fiskeriet fi k nu større betydning. I
1700-tallet begyndte Mandø’s mænd – ligesom
mændene på Fanø og Rømø – at tage hyre på sejlskibe,
og søfarten blev vigtig. Da den igen aftog, blev det
landbruget og til dels bierhverv, der gav til livets
opretholdelse. I hvert fald siden 1700-tallet forsøgte man
at beskytte afgrøden med mindre diger (toftediger – sommerdiger),
men først i 1880erne byggedes det første
havdige, og i 1937 det nuværende havdige.
Efter etableringen af havdiget har bebyggelsen bredt sig
også nord for Ny Mandø.
I 1639 byggedes den nuværende kirke, der afl øste den
ældre, der var blevet liggende på Gl. Mandø længere mod
nord. I 1741 købte Mandøboerne deres ø af kongen. Øst
for byen ligger de højestliggende marker, der er beskyttet af
deres eget dige.
Udsnit fra Anker Andersens manuskript “Mandø’s udvikling i 300 år fra halling til ø”
LANDSBYPLAN MANDØ BY
Kvindernes arbejde på Mandø - fra Anker Andersens arkiv
Kvindernes arbejde var mange, forskellige og årstidsbestemte. Dog var f.eks.
malkning en daglig opgave. Der malkedes 3 gange daglig. Om sommeren fl yttedes
køerne, som stod tøjrede, ud på marken. Om vinteren fodredes de 3 gange dagligt i
stalden.
I slutningen af 1800 tallet var der 16 kvinder, der drev landbrug. Antallet af kvinder,
der vævede var oppe på 9 i midten af 1800 tallet. Ang. vævningen var det sådan,
at i forårsvævningen anvendtes mest tvist, men man anvendte også gerne ren uld.
Der anvendtes også hør, da det var meget slidstærkt. Når lærredet skulle bleges,
blev det spændt ud og lagt på klitternes hjelme og marehalm, når der var solskin
- helst otte dage på hver side. Ved fuldmåne var det særlig godt at blege. I eftersommeren
begyndte vævningen af vadmel til arbejdstøj, klædninger m.m.
Udover fugle- og fi skeretter bestod føden af forskellige grødretter.
I store træopvarmede ovne bagtes hovedsagelig rugbrød, men også sigtebrød.
Man bryggede øl i baljer, i hvis var lagt fl ettede halmkviste. Der blev lagt sten på
halmkvistene, hvorefter der kom et bestemt kvantum malet malt og humle i og
derpå hældt kogende vand. Senere blev tilsat gær. Pakket ind i puder stod det til
næste dag, hvor gæren blev skummet af og gemt til næste gang. Øllet hældtes på
et anker og resten på fl asker.
Ost fremstilledes af sød- og kærnemælk. Kogt, siet og tilsat kommen og salt blev
det afkølet og lagt i pres - klar til brug. Der gives andre osteopskrifter på hjemmelavede
oste, som krævede lagring.
Fra hamrene kunne man hente op til 50 kg rødspætter. Nogle stegte man i fåretælle
- andre ristede man på tørvegløder. De var til mellemmadder og vinterbrug.
Røgningen foregik på den måde, at de letsaltede og tørrede bakskuld blev bundet
sammen to og to og hængt på træribber i en tønde. Der lagdes dække over og
fyret med tør annelgræs. De færdigrøgede blev lagt i tønder med halm imellem
lagene. Derved holdt de sig længere og bedre. Fisk til salg blev saltede.
Tællelys støbtes af talg fra bederne. Der anvendtes også tranlamper i både beboelse
og stald. Af sæljægere var 1-2. Sæler gav kød til bøf og tran til lamper.
I skumringen sad man stille. Uden lys mediterede og talte man sammen. En samtaleterapi
som styrkede og sammenbandt dem i både sorg og glæde over livet. De
blev derved afbalancerede og taknemmelige over deres kår. Det smittede af på
deres børn.