Forført af reality, af Charlotte Vinæs og Anja Kjær: - UCC-diplom

Charlotte Vinæs og Anja Kjær: Forført af reality
Det er det gennemgående konkurrenceplot, der med producenternes forudbestemte spændingsbuer
og vendepunkter, der fungerer som selve seriens rygrad. Omkring disse buer udspiller de andre
plotniveauer sig, således at den samlede dramatiske fremdrift i serien skabes i samspillet mellem
fem plotniveauer: 16
- konkurrencer
- overlevelse
- intriger
- seksuel tiltrækning
- interventioner
I andet fortælleplan viste vores analyse, at det i høj grad er via de amatøragtige kameravinkler og
bevægelser, at de professionelle kamerafolk får programmet til at virke autentisk. Billederne er engang
imellem ude af fokus, noget man ikke ville forvente af en professionel produktion. Men igen
her er det med for at skabe en illusion. Det må ikke virke for ”fint” og professionelt, hvis vi skal tro
på, at det vi ser, er sandheden. Billedbeskæringen får os til at føle, vi er en del af programmet. Der
bliver anvendt utrolig mange nærbilleder og vi kommer helt tæt på de personer, vi møder. Samtid
føler vi, at vi pga. at de lidt pudsige vinkler, der filmes i, er til stede på øen og har mulighed for at
smugkigge over skulderen og gennem tremmerne i buret, når deltagerne taler og betror sig.
Ved at se RE synes vi, at få adgang til sandheden om, hvordan deltagerne er i virkeligheden, og på
den måde kan reality på en måde opleves som mere virkeligt end virkeligheden selv. Den medierede
virkelighed er mere virkelig end den umedierede 17 . RE kan vi altså med andre ord kalde en ”iscenesat
realisme”, hvilket er ganske ulogisk, da det jo netop er 2 modstridende begreber. Og det er netop
dét, vi synes, er vigtigt, at eleverne reflekterer over. Vi er nødt til at åbne eleverne øjne for, at reality
iscenesættes som ”live”, men i virkeligheden er en produktion som er optaget længe før, den vises.
De skal have et kendskab til den effektive postproduktionen, hvor der bl.a. lægges stor vægt på
klipning, som forstærker de følelser og holdninger, som producenterne vil have, at seeren skal opleve.
Krydsklipningen bruges flittigt, især for at sætte deltagerne op mod hinanden – er de enige eller
uenige. Det bruges også til at understege forskellene i fokusområderne mellem de to hold, hvor paradisoerne
udstilles som luksusdyr, der kun fokusere på det negative ved de primitive forhold, sat
op mod udfordrernes positive indstilling og udsagn om, at det hele nok skal gå, og at de har gjort
det godt.
Lydsiden er i den grad stemningsskabende. Der anvendes underlægningsmusik, som forstærker de
følelser, deltagerne har, og der anvendes effektlyde, fx et tikkende ur, for skabe en følelse af stress
hos seeren. Dermed skabes der mulighed for identifikation mellem seeren og deltagerne. Vi mærker
på egen krop, hvordan de medvirkende har det.
16 De levende billeders dramaturgi, s. 407
17 Peter Heller Lützen: ”Medieanalyse og relevans – grundbog i medieanalyse”, s. 69
6
2010