- Et anderledes bogkatalog - Overgrunden

At skrive om sin mor
Af Hjørdis Varmer, forfatter
Mange har nok leget med tanken om at nedfælde
noget af familiens historie i en bog.
Der skal mod til at gå tæt på det, der også er
ens egen historie, og det tager tid og kræfter
at afdække en fortid, som man også nødvendigvis
må forholde sig til, før man kan
skrive om den. Her fortæller én, der faktisk
har gjort det.
Alle har en fortid. Nogle fortrænger den,
andre skriver om den - blandt andet jeg.
Det begyndte på en pudsig måde: Da
min mor nærmede sig de 100 år, blev
hun mere åbenmundet, end hun før
havde været. Hver gang jeg besøgte
hende, dykkede vi sammen ned i
hendes erindrings dyb. Hun fortalte
om sin barndom og ungdom, ligesom
hendes ægteskab med min far samt min
og min brors barndom tit var på tapetet.
Dette førte efterhånden til, at jeg aldrig
besøgte hende uden at være bevæbnet
med kuglepen og blok, og mens hun
fortalte, noterede jeg. Hun var på det
tidspunkt næsten blind, og hørelsen var
heller ikke, hvad den havde været, men
hukommelsen var der ikke noget i vejen
med.
Samtidig med, at dette skete, blev jeg
kontaktet af en af mine kusiner, som jeg
ikke havde set i næsten 60 år. Kirsten
fortalte om sine brogede oplevelser i
familiens skød, og satte mig senere i
forbindelse med sin halvbror, Henning,
min fætter, som jeg i en fjern fortid i min
barndom havde kendt.
Disse berigende begivenheder og min
mors glimrende hukommelse hjalp
mig, så jeg kunne samle den mosaik,
der siden blev til den første bog om min
slægt og min oldemor, Johanna. Bogens
titel blev: Johanna fra Småland, men før
den så dagens lys, havde jeg rejst i min
svenske families fodspor i løbet af et par
somre for at prøve at finde ud af mere
om mine ukendte oldemorbrødre og
oldemostre.
Jeg fik samtidig mere viden om, hvem
tipoldemor og tipoldefar var; og
hvordan Johanna havde forladt den
beskedne soldatertorp i Småland, hvor
hun voksede op, og rejst den lange vej
til Danmark. Mine researchrejser førte
mig så nordligt som til Kiruna, da mine
oldeonkler havde været med til at bygge
malmbanen; den bane som skulle føre
den kostbare jernmalm til udskibning i
Narvik.
Det blev en spændende periode i mit
liv, men også krævende. Notaterne
hobede sig op, min søgen på internettet
og i gamle aviser og skudsmålsbøger
tog tid - og jeg var ret sejrsstolt, da
bogen endelig lå færdigtrykt og klar til
udgivelse primo 2006. Men så fangede
bordet.
Jeg havde meget mere at fortælle
og regnede med at ’behandle’ de
næste 15 år – fra 1940 til 1955 i en lille
Artikel
pamflet på 100 – 150 sider. Men dér
havde jeg forregnet mig, både med
hensyn til omfang og med hensyn til
vanskeligheden af at samle stoffet til
en helhed. Anden verdenskrig krævede
sit. Familiens historie skulle væves
behændigt sammen med de faktuelle
begivenheder – og sidst, men ikke
mindst, skulle fortællingen om Johannas
efterkommere være så vedkommende,
at andre end fætrene og kusinerne
kunne få glæde af at læse den.
Efter nogen vaklen valgte jeg – blandt
andet fordi jeg i sagens natur selv er en
af hovedpersonerne i bogen - at skrive i
3. person datid. At skrive den i 1. person
var at komme for tæt på, så jeg valgte at
skrive om den pige, jeg var engang. Det
blev til en beretning, som dels handler
om den store verden, dels prøver at gå
ind bag de personer, der har omgivet
mig i min barndom og ungdom, og især
bag personen Ågot, min mor. Hendes
sorger og glæder, tvivl og handlemåde
og til tider lidt hårdhændede adfærd
har det ligget mig stærkt på sinde at
skildre så ærligt og redeligt og levende
som muligt.
Hun er i dag 102 år, og er i løbet af det
sidste års tid gået mere ind i sig selv
end tidligere. Mediterende. Men vi taler
stadig af og til om ’gamle dage’.
Det var i sidste øjeblik, jeg fik hende til
at fortælle om sit lange liv. I dag ville
det ikke være muligt.
8 | Artikel Artikel, Trunte Lunte, Vadis | 9
Trunte Lunte
FORLAGET
Trunte
Lunte
Anne Holst Moulvad
Anne Louise Laugesen
TIL TANDLÆGE
Trunte Lunte
FORLAGET
Trunte
Lunte
Anne Holst Moulvad
Anne Louise Laugesen
I CIRKUS
Udkommet på Forlaget Vadis