Beretning 2009 (pdf) - Lægeforeningen

Beretning 2009 

Overlægeforeningens 

repræsentantskabsmøde 

Hotel Munkebjerg, Vejle 

lørdag d. 3. oktober 2009 kl. 10

Indholdsfortegnelse 

Fremtidens overlægefunktion 2 

Arbejdsvilkår 5 

Hospitalsplaner, fusionsprocesser og fælles akut modtagelse 10 

Opgavevaretagelse, faggrænser, delegation 12 

Bibeskæftigelse 14 

Patientklagenævnet og autorisationsregler 15 

Overlægers lederuddannelse 17 

Privat – offentligt samspil i sundhedsvæsenet 18 

Sundhedsforsikringer – brugerbetaling 20 

EU: Sundhedsdirektiv og arbejdstidsdirektiv 22 

Afbureaukratisering 23 

Forebyggelse og sundhed 24 

Lægemiddelområdet 25 

Mediepolitik 26 

Ugeskrift for Læger 26 

Internationalt lægesamarbejde 27 

Akademikernes Centralorganisation 28 

Forberedelse af overenskomstforhandlingerne i 2011 

– evaluering af OK 08 29 

Lægeforeningen, FAS, Overlægeforeningen og nye organisationsstrukturer 30 

Repræsentantskabets størrelse og sammensætning 31 

Bestyrelsen 31 

Nyhedsbrev 32 

Medlemstal 32 

Overlægeforeningen regionalt 32 

Overlægeforeningens lokale tillidsrepræsentanter 34

Forord 

Dette er bestyrelsens beretning for perioden 

siden sidste ordinære repræsentantskabsmøde 

3. oktober 2008. 

Beretningen udsendes til alle Overlægeforeningens 

medlemmer med henblik 

på at orientere om foreningens aktiviteter 

og holdninger til såvel sundhedspolitikken 

som arbejdsvilkårene for medlemmerne. 

Beretningen kan også ses på www.laeger.dk 

under Lægeforeningen/FAS/Overlægeforeningen. 

Beretningen er på dagsordenen ved repræsentantskabsmødet, 

som afholdes lørdag 

den 3. oktober 2009 kl. 10 på Hotel 

Munkebjerg ved Vejle. Bestyrelsen opfordrer 

til aktiv deltagelse i debatten om beretningen, 

så bestyrelsen kan blive vejledt 

om repræsentanternes og medlemmernes 

synspunkter på foreningens arbejde og 

den politik, som bestyrelsen arbejder efter. 

Overlægeforeningens repræsentantskabsmøder 

er åbne for alle foreningens 

medlemmer. Det er dog kun repræsentanter 

eller suppleanter, der møder i stedet 

for repræsentanter, der har stemmeret. 

Forud for repræsentantskabsmødet afholdes 

fredag den 2. oktober årsmøde i 

FAS ligeledes på Hotel Munkebjerg. Emnet 

i år er: »Produktionsfokusering i det 

danske hospitalsvæsen – den økonomiske 

styring, kvalitet og vilkår for uddannelse, 

klinisk forskning og arbejdsmiljø.« Det 

nærmere program for årsmødet kan ses 

på www.laeger.dk. 

Erik Kristensen 

Formand for Overlægeforeningen 

1

2 

Fremtidens overlægefunktion 

Fremtidens hospitaler vil være præget af 

større enheder med afdelinger, der kan 

være placeret på fl ere geografi er, og af 

en stadig stigende specialiseringsgrad. 

Samtidig vil der også i fremtiden være en 

voksende privat hospitalssektor. Det fremskyndes 

bl.a. af ventetidsgarantien med 

udvidet frit valg efter en måneds ventetid 

og de ca. en mio. sundhedsforsikringer, der 

kan ventes endnu fl ere af, især hvis også 

den offentlige sektor udviser interesse for 

denne forsikringstype som en del af overenskomsterne 

(bruttolønsfi nansiering). 

De seneste 10-15 år er antallet af overlæger 

desuden mere end fordoblet. Overlægefunktionen 

har samtidig gennemgået 

en betydelig udvikling, hvor nye og differentierede 

opgaver møder overlægen som 

ledere på hospitalerne. Ledelsesopgaven 

er i dag langt mere kompleks med et 

bredt sæt opgaver i patientbehandlingen, 

vedrørende forskning og udvikling, drift 

og ledelse af andre personalegrupper på 

afdelingen. Overlæger varetager samtidig 

i stigende omfang vagtopgaver. Der er i 

takt med denne udvikling sket en differentiering 

af den enkelte overlæges funktioner 

og ledelsesansvar i afdelingerne. 

»Bestyrelsen har vurderet, at der 

er behov for at skabe en ny fælles 

stillingsstruktur for overlæger og 

samtidig tegne klare linjer for deres 

funktioner og indhold i overlægestillingerne« 

Overlægeforeningen har derfor igennem 

det sidste par år foretaget en analyse 

af de nuværende overlægekategorier, 

hvad angår muligheden for at varetage de 

ledelsesmæssige og faglige funktioner 

I den skriftlige beretning for 2008 er en 

række af de eksisterende problemstillinger 

knyttet til de nuværende stillingskategorier 

i overlægegruppen nærmere beskrevet, 

og der var en debat herom på repræsentantskabsmødet 

3. oktober 2008. 

Bestyrelsen har vurderet, at der er behov 

for at skabe en ny fælles stillingsstruktur 

for overlæger og samtidig tegne klare 

linier for deres funktioner og indhold 

– herunder ledelsesindhold på forskellige 

niveauer - i overlægestillingerne. Den nuværende 

udvikling, hvor arbejdsdelingen 

bliver tegnet forskelligt fra region til region 

og fra hospital til hospital, vil blive 

forstærket, hvis ikke der etableres en ny 

stillingsstruktur, der er tilpas fl eksibel til 

at kunne håndtere de mange og vidt forskellige 

ledelsesopgaver, som overlæger 

skal varetage i klinikken, samtidig med 

at overlæger virker som højtkvalifi cerede 

specialister og indgår i vagtfunktioner. 

Bestyrelsen har derfor udarbejdet et 

forslag til en fremtidig model for overlægefunktionen. 

Forslaget har været omtalt 

i Ugeskrift for Læger d. 30. marts 2009 

og kan endvidere læses på Læger.dk. Forslagets 

essens er en opdeling i tre overlægekategorier 

samt mulighed for modulansættelse:

Overlægen 

• er hospitalsansat speciallæge, 

• har den daglige kliniske ledelse af patientforløb 

og dermed det faglige ansvar 

for patienten hele døgnet, 

• bidrager til den faglige udvikling i hele 

afdelingen og varetager uddannelsesopgaver, 

• er tilknyttet et eller fl ere team med en 

faglig ledelse udøvet af en funktionsansvarlig 

overlæge, 

• kan have vagtforpligtelse, 

• er 

– enten ansat til varetagelse af specifi 

kke opgaver i henhold til en stillingsbeskrivelse 

i en varig stilling, 

– eller ansat til at varetage specifi kke 

opgaver i moduler med en fi kseret 

tid, hvis opgaveindhold i henhold til 

stillingsbeskrivelsen kan justeres med 

passende varsel. Overlægen er samtidig 

personligt ansvarlig for at løse 

et arbejdsproblem/vagtproblem ved 

fravær 

• kan ved ansættelse på modulvilkår 

kombinere offentlig hospitals ansættelse 

med ansættelse i den private hospitalssektor, 

med ansættelse ved fl ere offentlige 

hospitaler samtidigt eller med et 

virke som privatpraktiserende speciallæge 

i speciallægepraksis. 

Den funktionsansvarlige overlæge 

• indgår i det kliniske arbejde, 

• udøver en veldefi neret klinisk ledelsesfunktion 

og/eller en koordinerende 

ledelsesfunktion i relation til klinisk arbejde 

for et eller fl ere team bestående 

af andre personalegrupper herunder 

andre overlæger, 

• indgår i et klinisk lederteam under ledelse 

af den ledende overlæge 

• kan have vagtforpligtelse 

• kan have ledelsesansvar for et fagligt 

ekspertområde eller et speciale og kan 

overordnet plan- og tilrettelægge det kliniske 

arbejde inden for dette område, 

• kan have til opgave at sikre tværgående 

koordinering af det kliniske arbejde inden 

for egen afdeling og mellem denne 

og andre afdelinger, 

• kan varetage personaleledelse/administration, 

driftsledelse m.v. efter delegation 

fra den ledende overlæge, 

• kan have ansvar for uddannelse, forskning, 

kvalitet, registrering etc. 

• ansættes i en selvstændig stillingskategori. 

• afl øser den nuværende specialeansvarlige 

overlæge. 

Den ledende overlæge 

• har det endelige ansvar for afdelingens 

kliniske ledelse og for den driftsøkonomiske, 

personalemæssige og strategiske 

afdelingsledelse, 

• har fokus først og fremmest på den 

samlede ledelsesopgave, 

• leder afdelingens kliniske ledelsesteam 

med de funktionsansvarlige overlæger, 

der fastlægger de klinisk-faglige retningslinjer 

og har ansvaret for at disse følges, 

• leder afdelingsledelsesteamet med ledere 

fra andre relevante personalekategorier 

vedrørende personaleledelse, 

driftsøkonomisk ledelse og strategisk 

ledelse i afdelingen, 

• rekrutteres inden for et af afdelingens 

specialer, men er normalt ikke funktionsansvarlig 

for et speciale, 

3

4 

• kan kombinere klinisk ledelse/arbejde 

ved i sine andre ledelsesopgaver at 

trække på forskellige former for stabspersonale, 

og 

• ansættes tidsbegrænset. 

Modulansættelse 

Ansættelsesformen indebærer, at hele 

ansættelsen sker i et vist antal moduler, 

f.eks. ti moduler pr. uge svarende til en 

heltidsansættelse (37 timer). Der kan ske 

ansættelse i både færre og fl ere end ti moduler, 

hvormed der er tale om en mere 

fl eksibel ansættelsesform. Man kan både 

imødekomme overlæger, der ønsker at 

aftale en højere gennemsnitlig arbejdstid 

og overlæger, der ønsker færre timer f.eks. 

med henblik på at også at kunne arbejde 

i privat regi. 

»Modulansættelse kan være med 

til at løse såvel problemer med 

merarbejde på afdelingen som bibeskæftigelse 

i den private sektor« 

I forbindelse med ansættelsen aftales 

det nærmere indhold i modulerne. Modulerne 

kan have forskelligt fagligt indhold. 

Således kan et modul omfatte f.eks. en 

klinisk funktion, forsknings- og udviklingsarbejde, 

uddannelsesopgaver eller 

administrative opgaver. Inden for den aftalte 

ramme er den enkelte overlæge selv 

ansvarlig for varetagelse af funktionerne. 

Modulansættelsens elementer fastlægges i 

en stillings- og funktionsbeskrivelse. 

Denne ansættelsesform kan være med 

til at løse såvel problemer med merarbejde 

på afdelingen som bibeskæftigelse i 

den private sektor. Endelig vil den kunne 

være med til at sikre et reelt indhold i begrebet 

kontaktlæge sammenlignet med 

forholdene i dag. 

Inspirationskilden til denne model er 

den britiske »consultant-ordning«. Den er 

nærmere beskrevet i artiklen i Ugeskrift 

for Læger, d. 23. juni 2008: »Kan den 

britiske consultant model bruges i Danmark?« 

Debatoplægget om fremtidens overlægefunktion 

har været offentliggjort med 

henblik på diskussion i medlemskredsen 

og andre politiske fora. Det fremlægges 

nu på repræsentantskabsmødet den 

3. oktober 2009. Bestyrelsen anbefaler, 

at forslaget vedtages med henblik på, at 

bestyrelsen kan arbejde videre med konkretisering 

og realisering af forslaget og 

påbegynde forhandlinger med Danske 

Regioner.

Arbejdsvilkår 

Globaliseringen med dens stigende konkurrence 

har medvirket til, at der i den 

offentlige debat igennem de sidste ti år 

har været øget generel fokusering på arbejdsmiljø, 

såvel det fysiske som det psykiske. 

Tilsvarende er arbejdsvilkårene i 

sundhedsvæsenet i stigende grad under 

pres som følge af øget konkurrence mellem 

hospitaler om knappe ressourcer og 

krav om effektiviseringer, fusioner og 

omstruktureringer. 

»I 1999 udførte Læge foreningen 

arbejdsmiljøundersøgelser, som 

utvetydigt demonstrerede problemer 

med arbejdsmiljøet i hospitalssektoren 

for både overlæger 

og yngre læger. I det forløbne 

tiår er der intet, som tyder på, 

at miljøet er blevet bedre« 

Arbejdsmiljørådet udgav i 2008 en 

hvidbog om »Virksomhedens sociale 

Kapital« (K. Gylling Olesen et al 2008), 

hvor man defi nerer »Virksomhedens sociale 

kapital som den egenskab, der sætter 

organisationens medlemmer i stand til 

i fællesskab at løse dens kerneopgaver«. 

Studier fra såvel den offentlige (inkl. hospitalssektoren) 

som den private sektor 

viser, at et godt arbejdsmiljø er i stand 

til at øge både produktivitet og kvalitet. 

Nøgleord i den sociale kapital er samarbejde, 

tillid og retfærdighed. 

I 1999 udførte Lægeforeningen ar- 

bejdsmiljøundersøgelser, som utvetydigt 

demonstrerede problemer med arbejdsmiljøet 

i hospitalssektoren for både overlæger 

og yngre læger. 

I det forløbne tiår er der intet, som tyder 

på, at miljøet er blevet bedre. Det er 

bl.a. betinget af de økonomiske forhold, 

herunder den aktivitetsbaserede fi nansiering, 

den politiske og administrative 

håndtering af fusionsprocesserne på sygehusene 

samt arbejdsmængden. 

På denne baggrund iværksatte Overlægeforeningen 

i samarbejde med arbejdsmedicinsk 

afdeling, Århus Sygehus, en 

spørgeskemaundersøgelse vedrørende 

overlægers arbejdsvilkår i sommeren 

2008. Undersøgelsesresultaterne er separat 

udsendt med denne beretning. 

Den positive konklusion af undersøgelsen 

2008 er, at 90 pct. af overlægerne 

udtrykker tilfredshed med arbejdet og 

fi nder arbejdsopgaverne meningsfulde. 

Denne glæde ved professionen opvejer 

dog ikke det basale problem, at stor arbejdsmængde 

og højt tidspres udgør en 

stor belastning for de fl este overlæger. 

Hver tredje overlæge oplever konstant 

tidspres. For ikke-ledende overlæger og 

kvindelige overlæger skyldes det især belastninger 

i forbindelse med vagtarbejde, 

mens især ledende overlæger og specialeansvarlige 

overlæger beskriver, at de aldrig 

eller sjældent kan nå at løse deres arbejdsopgaver, 

som derfor hober sig op. 

Dette forhold sættes i relief af resultaterne 

fra en anden, samtidig undersøgelse 

blandt andre højt uddannede offentligt 

ansatte i Århus Amt og Århus Kommune, 

5

6 

som fi k stillet de samme spørgsmål, og 

som viste sig at have en væsentlig mindre 

grad af belastninger på jobbet sammenlignet 

med overlægerne. 

Resultaterne fra arbejdsvilkårsundersøgelsen 

bør sammenholdes med en analyse 

foretaget af Lægernes Pensionskasse, 

hvor den hyppigste årsag til helbredsbetinget 

pensionstilkendelse i perioden 

1997 – 2007 er psykiske lidelser - ca. 42 

pct. for kvindernes- og 33 pct. for mændenes 

vedkommende. I diagnosegruppen 

psykiske lidelser udgør depression ca. 62 

pct. Det skal understreges, at pensionstilkendelserne 

omfatter alle lægekategorier 

(FAS;PLO;YL). 

Disse fund er i overensstemmelse med, 

at et stort antal henvendelser til det kollegiale 

netværk også betinges af psykiske 

årsager. Denne udvikling har medvirket 

til, at bestyrelsen har afsat midler på budgettet, 

således at medlemmerne i visse arbejdsrelaterede 

situationer kan ydes psykologbistand. 

»Den positive konklusion er, at 

90 pct. af overlægerne udtrykker 

tilfredshed med arbejdet og finder 

arbejdsopgaverne meningsfulde. 

Denne glæde opvejer dog ikke det 

basale problem, at stor arbejdsmængde 

og højt tidspres udgør en 

stor belastning« 

En mulig forklaring kunne være, at 

overlæger/læger generelt har vanskeligt 

ved at sige fra, men accepterer alle de tilførte 

arbejdsopgaver. 

»Er den herostratisk berømte ‚Flinkeskole‘ 

blevet et for dominerende 

adfærdsmønster blandt overlæger?« 

Produktionen må ikke gå ned af hensyn 

til afdelingernes økonomiske grundlag, 

og samtidig kommer der en øget 

mængde administrative opgaver, registreringer 

etc. 

Er den herostratisk berømte »Flinkeskole« 

blevet et for dominerende adfærdsmønster 

blandt overlæger? 

Først når lægernes arbejdsmæssige kapacitet 

er overskredet, kommer reaktionerne. 

Dette fænomen kan også være en 

medvirkende årsag til, at fl ere overlæger i 

dag ønsker en tidligere pensionering end 

ved undersøgelsen i 1999. Således viser 

den nye undersøgelse, at næsten halvdelen 

af overlægerne (44 pct.) ønsker at 

gå på pension, før de fylder 67 år. I 1999 

svarede 24 pct., at de ønskede at gå på 

pension, før de fyldte 65 år. 

Det er i denne forbindelse vigtigt at 

erindre, at der ved økonomiaftalen i 2009 

mellem Finansministeren og Danske Regioner 

er afsat 37,5 mio. i 2009. kr. til indførelsen 

af Den Danske Kvalitetsmodel. 

Herefter 112,5 mio. kr. årligt i perioden 

2010 – 2012. Det må derfor være et krav, 

at disse midler benyttes til at dække en 

produktionsnedgang i etableringsfasen, 

således at dette bureaukratiske tiltag ikke 

bliver en yderligere belastning af arbejdsmiljøet. 

Der bør foretages en analyse af 

de daglige driftsomkostninger i form af 

tabt produktionsværdi (DRG-tab) grundet 

nedsat klinisk aktivitet. Endvidere 

burde der allerede nu foreligge et skøn

! 

1 

TON 

! ! 

Ikke tid nok 

til arbejdsopgaver 

37/29 

Arbejdet 

hober sig op 

46/38 

Konstant tidspres 

30/31 

Stressende 

dagligt arbejde 

14/38 

Kilde: Overlægers arbejdsvilkår. En spørgeskemaundersøgelse 

blandt Overlægeforeningens medlemmer sommeren 2008 

For mange opgaver 

og for lidt tid 

1. 

2. 

3. 

Procentdel af overlæger, som angiver, at de oplever 

de nævnte forhold altid/ofte eller sommetider. 

Når ikke alle 

arbejdsopgaver 

42/31 

Kommer bagud 

35/36 

? ? ? Hyppige 

forstyrrelser 

38/33 

Arbejde nok til 

at fylde dagen ud 

98/1,4 

7

8 

over gevinsten ved indførelsen af Den 

Danske Kvalitetsmodel. Det har man beklageligvis 

hidtil fravalgt fra såvel regeringens 

som Danske Regioners side. 

Arbejdsvilkårsundersøgelsen demonstrerer, 

at der i arbejdstilrettelæggelsen i 

hospitalssektoren mangler en mulighed 

for at måle og monitorere arbejdsbelastningen 

pr. tidsenhed. Arbejdsmiljøloven 

udstikker retningslinjer for den maksimale 

længde for den daglige arbejdstid – 13 

timer – men intet om belastningsgraden. 

Hvor går grænsen mellem travlhed og 

nedslidning med udbrændthed og efterfølgende 

depression? 

Ved OK-08 forsøgte bestyrelsen at lappe 

på denne problemstilling ved at indføre 

delvagten på hverdage, som indebærer, 

at en overlæge er i vagt med tilstedeværelse 

frem til kl. 21. på hverdage. Denne 

vagtform forudsætter, at der i forvejen er 

en speciallæge i vagt, og den er tænkt som 

en afl astning i en periode af døgnet, hvor 

belastningen statistisk er størst. 

Overlægeforeningen må med stor undren 

konstatere, at det politisk-administrative 

apparat ikke udviser en generelt 

større interesse for arbejdsmiljøet, når det 

kommer til konkret handling, specielt da 

det i ovenfor nævnte hvidbog er vist, at 

produktivitet og kvalitet påvirkes positivt 

af et godt arbejdsmiljø. 

Det er ligeledes tankevækkende, at der 

i »Aftale om regionernes økonomi for 

2010« mellem Regeringen og Danske Regioner 

ikke er en omtale af arbejdsmiljøet 

i den danske hospitalssektor, endsige afsættes 

midler til en forbedring eller analyse 

heraf. Derimod forekommer der en 

hyppig brug af gloser som effektivitetsgevinster, 

effektiv styring, øget produktivitet 

og effektivitet, bedre ressourceanvendelse. 

Kort og godt produktionsfokusering 

i en helt uhørt grad, og en sprogbrug 

der nærmest forudsætter, at personalet 

er robotter. Forhåbentlig er der tale om 

en »forglemmelse« og ikke et udtryk for 

regeringens holdning til det sundhedsfaglige 

personale i almindelighed og menneskelige 

værdier i særdeleshed. 

Det er bemærkelsesværdigt, at den ene 

af økonomiaftalens parter, nemlig Danske 

Regioner i 2007 udgav skriftet »Kvalitet 

i regionerne – regionerne som attraktive 

arbejdspladser«, som indeholder alle 

de politisk korrekte gloser med hensyn til 

et godt arbejdsmiljø. Der er behov for en 

større sammenhæng mellem ord og gerninger. 

Det forekommer på denne baggrund 

særdeles vedkommende, at FAS-medlemsmødet 

2009 har emnet: 

»Produktionsfokusering i det danske 

hospitalsvæsen – den økonomiske styring, 

kvalitet og vilkår for uddannelse, klinisk 

forskning og arbejdsmiljø« 

Den Norske Overlægeforening har i 

foreningens tidsskrift »Overlegen« juni 

2009 direkte frarådet medlemmerne at 

tage ansættelse i bestemte navngivne områder 

grundet dårlige arbejdsforhold. Skal 

vi i Danmark til at synliggøre de enkelte 

institutioners arbejdsmiljømæssige standarder? 

Dette vil være i overensstemmelse 

med tidsånden, der præges af love og regler. 

Mange politikere er jo glade for markeringer 

med stjerner, smileys, udhængning 

i gabestok etc. – så hvorfor ikke, når 

det drejer sig om noget så centralt som de 

enkelte institutioners arbejdsmiljø?

Fire ud af fem overlæger har været involveret i en 

klagesag. En fjerdedel føler sig meget eller særdeles 

meget påvirket af klagerne. En fjerdedel tænker ofte 

eller meget ofte på klagesager i det daglige arbejde. 

#*§ 

Godt en tredjedel af kvindelige 

overlæger og godt en fjerdedel af 

mandlige overlæger oplever, at 

arbejdet i høj eller meget høj grad er 

følelsesmæssigt belastende. 

50 pct. af overlægerne har bibeskæftigelse ved 

siden af hovedbeskæftigelsen. 75 pct. bruger op til 

20 timer om måneden på bibeskæftigelsen. 54 pct. 

af de mandlige overlæger og 34 pct. af de 

kvindelige overlæger har bibeskæftigelse. 

90 pct. udtrykker tilfredshed med deres arbejde. 90 pct. oplever, at de får den respekt og prestige, som de fortjener 

på deres arbejde. 

67 

Et arbejdsliv med pres, prestige 

og klager 

44 pct. af overlægerne ønsker at gå på pension, 

før de fylder 67 år. 

Kilde: Overlægers arbejdsvilkår. En spørgeskemaundersøgelse 

blandt Overlægeforeningens 

medlemmer sommeren 2008. 

9

10 

Hospitalsplaner, fusionsprocesser 

og fælles akut modtagelse 

De økonomiske rammer for hospitalsplanerne 

er nu lagt fast. Kvalitetsfondet vil 

i perioden 2009 – 2018 yde 25 mia. kr., 

hvortil kommer regionernes egenfi nansiering 

på 15 mia. kr. dvs. samlet 40 mia. 

kr. Hertil kommer muligheden for, at regionerne 

kan optage lån på 12,5 pct. af 

den samlede ramme. Egenfi nansieringen 

kommer fra de ordinære anlægsrammer, 

hvor det forventes, at regionerne fra 2010 

årligt hensætter 1 mia. kr. efter bloktilskudsnøglen. 

»Overlægeforeningen støtter den 

kritik, der er kommet fra ekspertudvalget 

af hospitalsplanerne i 

såvel Region Hovedstaden som 

Region Sjælland. Begge regioner 

har forsømt at centralisere behandlingen 

og samle akutberedskaberne 

på færre enheder« 

Disse økonomiske rammer skal vurderes 

i lyset af, at regionernes oprindelige 

ansøgninger havde en beløbsramme på 70 

mia. kr., hvilket har resulteret i en betydelig 

reduktion af de oprindelige planer. Overlægeforeningen 

er fortsat bekymret for, 

om de økonomiske rammer vil muliggøre 

et fremtidssikret sygehusvæsen. Tillige 

efterlades en betydelig usikkerhed vedrørende 

muligheden for vedligeholdelse og 

modernisering af de sygehuse, der ikke 

skal renoveres eller evt. fornys helt. En 

tilførelse af 2,5 mia. kr. årligt i en 10-årig 

periode er ikke imponerende, specielt når 

den nuværende nedslidte stand af hospitalsbygningerne 

tages i betragtning. 

Overlægeforeningen støtter den kritik, 

der er kommet fra ekspertudvalget af hospitalsplanerne 

i såvel Region Hovedstaden 

som Region Sjælland. Begge regioner 

har ifølge udvalget forsømt at centralisere 

behandlingen og samle akutberedskaberne 

på færre enheder i det nødvendige omfang. 

På den baggrund bifalder Overlægeforeningen, 

at en godkendelse af hospitalsplanerne 

og den tilhørende økonomiske 

støtte til nye byggeprojekter i de to regioner 

henvises til fase 2 efter en betydelig revision 

af de nuværende projektforslag. 

»Region Hovedstaden er tilsyneladende 

kendetegnet ved en overordentlig 

høj grad af politisk detailstyring, 

som forhindrer de enkelte 

institutioner i at opnå det nødvendige 

ledelsesmæssige råderum« 

Strukturændringer giver af forskellige 

grunde anledning til problemer af både 

faglig og menneskelig karakter. God ledelse 

på det overordnede politisk-administrative 

plan kan minimere disse risici. 

Fravær af denne ledelsesmæssige kvalitet 

giver anledning til problemer, hvilket især 

har kunnet iagttages i Region Hovedstaden. 

Overlægeforeningen har haft talrige

og stor set resultatløse forhandlinger i regionen 

i forbindelse med konsekvenserne 

af regionsdannelsen. Regionen er tilsyneladende 

kendetegnet ved en overordentlig 

høj grad af politisk detailstyring, 

som forhindrer de enkelte institutioner i 

at opnå det nødvendige ledelsesmæssige 

råderum, f.eks. aftaler om honorering af 

frivilligt ekstraarbejde eller komplekse ledelsesmæssige 

opgaver. Resultatet af den 

politiske topstyring i hovedstaden er, at 

det administrative apparat kommer til at 

fremstå rådvildt og beslutningssvagt. 

Fusionsprocesserne i Region Hovedstaden 

har endvidere givet anledning til 

nogle uheldige forløb på sammenlægning. 

Det efterlader indtryk af, at det administrative 

og ledelsesmæssige niveau ikke 

selv forstod egne organisatoriske konstruktioner. 

Efter at regionen ikke har 

fået sine hospitalsplaner godkendt af Det 

Rådgivende Udvalg og regeringen, må 

man vel nærmest konstatere, at regionen 

de facto er sat under administration. 

Region Sjælland er for så vidt angår hospitalsplanlægningen 

i samme situation, 

men der har dog her været en større villighed 

til at forhandle om vilkårene for de 

medlemmer, der har været berørt af strukturreformen 

i deres ansættelsesforhold. 

Det skal samtidigt anføres, at Overlægeforeningen 

i andre regioner har iagttaget 

en stigende samarbejdsvilje om konkrete 

projekter, hvilket vi fra foreningens 

side gerne vil kvittere for. 

Overlægeforeningen støtter en kvalitetsforbedring 

af de akutte funktioner som beskrevet 

i rapporten: »Styrket akutberedskab« 

(2007) udgivet af Sundhedsstyrelsen. 

Formålet er i henhold til rapporten: 

»Høj ensartet faglig kvalitet, sammen- 

hængende patientforløb og optimal udnyttelse 

af ressourcerne uanset tid og sted.« 

Konstruktionen har i realiteternes verden 

- uanset de gode intentioner - afsløret 

en række problemfelter, både hvad 

angår normeringen med yngre læger og 

overlægernes arbejdsvilkår. Udviklingen 

har forårsaget fl ere henvendelser til 

Overlægeforeningen og har resulteret i en 

drøftelse i bestyrelsen. På et efterfølgende 

møde med tillidsrepræsentanterne blev 

problemerne nærmere analyseret bl.a. 

med deltagelse af repræsentanter for hospitaler, 

som allerede har etableret denne 

organisationsstruktur. Baseret på disse 

drøftelser har bestyrelsen påpeget en 

række problemområder i forbindelse med 

denne afdelingstype. Disse er beskrevet i 

en artikel i Ugeskrift for Læger. 10. august 

2009: »Er de nye akutmodtagelser kvalitets- 

eller besparelsesprojekter?« 

»Det er som om, at ønsket om et 

større samarbejde mellem somatik 

og psykiatri forbliver indholdsløse 

udsagn« 

Der er ikke tvivl om, at konstruktionen 

på nogle områder teoretisk set har 

potentialet til et kvalitetsløft, men der 

mangler åbenlyst konsekvensanalyser af 

strukturen. Og det må stærkt beklages, 

at psykiatrien ikke er medtaget i denne 

strukturomlægning. Det er som om, at 

ønsket om et større samarbejde mellem 

somatik og psykiatri forbliver indholdsløse 

udsagn. 

11

12 

Opgavevaretagelse, faggrænser, delegation 

Varetagelsen af de kliniske opgaver i et 

moderne sundhedsvæsen skal ske på en 

måde, der sikrer patienten både en høj 

behandlingskvalitet og en høj grad af sikkerhed. 

Endvidere skal der udvises samfundsøkonomisk 

ansvarlighed. Den hurtige 

teknologiske udvikling og de dermed 

øgede terapeutiske muligheder samt personalesituationen 

betinger, at opgavevaretagelsen 

ikke alene kan baseres på tidligere 

tiders faggrænser. Overlægeforeningen 

støtter denne udvikling, hvilket allerede 

blev tilkendegivet ved FAS-konferencen 

2008, der netop handlede om mulighederne 

for ændret opgavevaretagelse. 

Disse grundvilkår er imidlertid ikke 

ensbetydende med, at der skal ændres på 

det endelige entydige behandlingsansvar. 

Det skal fortsat være placeret hos lægen. 

Den nuværende lovgivning muliggør da 

også delegation i næsten alle henseender. 

Kun nogle ganske få områder er undtaget 

mulighed for delegation, eksempelvis 

udstedelse af dødsattester og andre retslige 

dokumenter samt receptskrivning. 

Sundhedsstyrelsen har ganske detaljeret 

beskrevet de nærmest uanede muligheder 

for lægers delegation af opgaver, muligheder 

som klart illustrerer, at der ikke er 

behov for ændring af autorisationsloven. 

»Disse grundvilkår er imidlertid 

ikke ensbetydende med, at der skal 

ændres på det endelige entydige 

behandlingsansvar. Det skal fortsat 

være placeret hos lægen« 

»Overlægeforeningen finder, at løbende 

justeringer af opgavefordelingen 

er nødvendig i en moderne 

sundhedssektor« 

Den offentlige sundhedsdebat har i 

det sidste år været præget af en intens 

diskussion om såkaldt »opgaveglidning«, 

hvis reelle indhold primært har været et 

ønske fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) om 

at fl ytte faggrænser. DSR har bl.a. ønsket, 

at sygeplejersker skal kunne udskrive recepter 

og i relation hertil på længere sigt 

formentlig ønsket at etablere ekspertsygeplejersker 

med selvstændig praksisret. 

Det er paradoksalt, at denne selvstændige 

praksisret angiveligt er beregnet for 

patienter med kroniske lidelser, da det er 

disse patientkategorier der som oftest har 

fl ere lidelser og er i behandling med et 

større antal medicinske præparater, med 

deraf følgende vanskeligheder med at 

vurdere indikationerne og konsekvenserne 

af medicinregulationer. Konsekvensen 

af forslaget kan derfor meget vel blive, at 

denne komplekse gruppe patienter får en 

ringere behandling end andre patienter. 

Overlægeforeningen fi nder, at løbende 

justeringer af opgavefordelingen er nødvendig 

i en moderne sundhedssektor, men 

også at dette skal ske uden ændring i autorisationsloven, 

inklusive muligheden for 

at uddelegere retten til medicinregulering 

indenfor nærmere angivne retningslinjer. 

Kun derved sikres en entydig ansvarsfordeling 

i patientbehandlingen.

Som led i trepartsforhandlingerne 

forud for OK-05 blev der nedsat en »task 

force« med det formål at beskrive de gode 

eksempler på ændret opgavevaretagelse, 

der allerede forekommer i den danske 

hospitalssektor. Dette med henblik på en 

generel inspiration af den danske sundhedssektor. 

Resultatet forventes publiceret 

i efteråret 2009. 

Emnet har fortsat stor politisk bevågenhed 

både i Folketinget og i Danske 

Regioner. 

Det er Overlægeforeningens holdning, 

at opgaveomlægninger skal involvere alle 

de sundhedsfaglige professioner og ikke 

kun læger og sygeplejersker. Også hvad 

angår SOSU-assistenter, lægesekretærer 

og serviceassistenter er der behov for 

løbende at overveje opgavevaretagelsen. 

I den forbindelse bør endvidere overvejes 

nye uddannelser. Eksempelvis kunne 

operationsteknikere være en mulighed for 

at sikre, at sygeplejerskernes ressourcer og 

kompetencer udnyttes bedre end i dag. 

For lægeprofessionens vedkommende 

må man beklage, at opgaveglidningen er 

gået i den forkerte retning. Der er f.eks. 

overført for meget sekretærarbejde til 

lægerne grundet dårligt fungerende ITsystemer, 

dårlige modeller for dikteringssystemer, 

dårligt fungerende systemer for 

talegengivelser, registreringer etc. Det er 

beklageligt, at både de tidligere amter og 

de nuværende regioner ikke har været 

forudseende nok med hensyn til nødvendigheden 

af opgaveglidning. De har ikke 

har haft indsigt nok i betydningen af at 

have tilstrækkeligt med veluddannede lægesekretærer. 

Overlægeforeningen skal derfor kraftigt 

opfordre medlemmerne til at vurdere 

afdelingernes arbejdstilrettelæggelse med 

henblik på, om andre faggrupper kan inddrages 

i større omfang end hidtil og specielt 

være opmærksomme på det idékatalog, 

som udvalget vil udsende i efteråret 

2009. 

»Overlægeforeningen skal derfor 

kraftigt opfordre medlemmerne til 

at vurdere afdelingernes arbejdstilrettelæggelse 

med henblik på, om 

andre faggrupper kan inddrages i 

større omfang end hidtil« 

Det skal samtidigt understreges, at 

Overlægeforeningen hilser den nuværende 

kliniske udvikling indenfor sygeplejen 

velkommen, hvor uddannelsen mere og 

mere forlader generalistuddannelsen til 

fordel for specialesygeplejersker, som det 

eksempelvis ses indenfor anæstesi, kardiologi 

og gastroenterologi. En tendens 

der er i overensstemmelse med den faglige 

udvikling. Endvidere vil det for mange 

sygeplejersker skabe karrieremuligheder, 

som er klinisk relevante. Dette i modsætning 

til i dag, hvor et karrieremæssigt 

avancement består i at forlade det patientnære 

arbejde. 

13

14 

Bibeskæftigelse 

Bibeskæftigelse er et emne, der har fyldt 

meget i Overlægeforeningen det sidste 

års tid. Det skyldes, at man fra arbejdsgiverside 

især i Region Hovedstaden i fl ere 

situationer har forsøgt at begrænse adgangen 

for overlæger til at have bibeskæftigelse 

ved siden af hovederhvervet på 

et offentlige drevet hospital. Ikke mindst 

bibeskæftigelse på privathospitaler har 

stået for skud. Det gælder både i en række 

konkrete sager og i forbindelse med udarbejdelsen 

af vejledninger fra såvel Danske 

Regioner som de enkelte regioner og 

hospitaler. 

Overlægeforeningen har imidlertid 

afvist alle de ekstra begrænsninger, som 

især Rigshospitalet og dermed Region 

Hovedstaden har søgt at indføre i strid 

med gældende aftaler. Det er en klar overenskomstmæssig 

ret for overlæger at have 

bibeskæftigelse inden for rammerne af 

den aftale om oplysningspligt, som Overlægeforeningen 

har aftalt med Danske 

Regioner. 

Ifølge en enquete, som Overlægeforeningen 

fi k gennemført i 2007 blandt foreningens 

medlemmer, havde 73 pct. af de 

overlæger, der svarede på undersøgelsen, 

bibeskæftigelse af en eller anden art. Den 

omfatter bl.a. bibeskæftigelse på private 

hospitaler, andre offentlige hospitaler, 

egen praksis, speciallægekonsulentansættelse, 

attestudskrivning, undervisning og 

vikararbejde. 

»Overlægeforeningen har bl.a. i en 

sag fra Rigshospitalets Hjertecenter 

afvist, at forhold som konkurrence 

om personaleressourcer, viden om 

produktions- og personaleforhold, 

prispolitik og andre forhold, der 

er tilgængelige for tredjepart, kan 

bruges som argument for at forbyde 

overlæger at tage bibeskæftigelse 

på privathospitaler« 

For Overlægeforeningen er der ingen 

tvivl om, at overlæger først og fremmest 

skal leve op til at kunne varetage deres 

hovedbeskæftigelse på betryggende vis. 

Men det er og bliver overlægens egen sag, 

om vedkommende ønsker at have bibeskæftigelse, 

og sikre, at det er foreneligt 

med hovedbeskæftigelsen. Ansættelsesmyndighedens 

opgave er at påtale det, 

hvis de skønner, at der er uforenelighed. 

Herefter må det nærmere vurderes i dialog 

mellem ledelse og overlæge, hvordan 

situationen håndteres. Det er en ganske 

klar og logisk opgavefordeling. 

Overlægeforeningen er indforstået 

med, sådan som vi har aftalt med Danske 

Regioner, at bibeskæftigelse ikke må indebære 

habilitets- eller interessekonfl ikter 

i forhold til hovedbeskæftigelsen. Bibeskæftigelsen 

må heller ikke lægge for stort 

beslag på den ansattes arbejdskraft eller 

stride imod det såkaldte »værdighedskrav« 

(decorum). Men Overlægeforeningen 

har bl.a. i en sag fra Rigshospitalets

Hjertecenter klart afvist, at forhold som 

konkurrence om personaleressourcer, 

viden om særlige produktions- og personaleforhold, 

prispolitik og andre økonomiske 

forhold, der i øvrigt er tilgængelige 

for tredjepart, uden videre kan bruges 

som argument for at forbyde overlæger at 

tage bibeskæftigelse på privathospitaler. 

Overlægeforeningen fi nder det rimeligt, 

at overlæger skal oplyse om deres bibeskæftigelse. 

Det er helt i overensstemmelse 

med, at overlæger naturligvis har 

en loyalitetsforpligtelse overfor hovedarbejdsstedet. 

Men det er og bliver uacceptabelt, 

at arbejdsgiver skal forhåndsgodkende 

bibeskæftigelsen. Omvendt siger 

Overlægeforeningen også til medlemmerne, 

at hvis de er i tvivl om forenelighed 

mellem bibeskæftigelse og hovedtjeneste, 

bør de spørge arbejdsgiver – altså nærmeste 

leder – og hellere en gang for meget. 

For det er helt klart, at det er overlægen, 

der bærer ansvar og konsekvens, hvis det 

skulle vise sig, at det sagligt kan godtgøres, 

at der er uforenelighed. 

»Overlægeforeningen finder det 

rimeligt, at overlæger skal oplyse 

om deres bibeskæftigelse. Det er 

helt i overensstemmelse med, at 

overlæger har en loyalitetsforpligtelse 

overfor hovedarbejdsstedet« 

Overfor Danske Regioner har Overlægeforeningen 

i øvrigt opfordret til, at tidspunktet 

for, hvornår en overlæge senest 

skal orientere sin arbejdsgiver om bibeskæftigelse 

er, når overlægen påbegynder 

sin bibeskæftigelse. Populært sagt senest 

»når kniven tages i brug overfor patienten«. 

En præcisering på dette område vil 

være hensigtsmæssig for at hindre nye 

fortolkningstvister. 

Men bibeskæftigelse er givet et emne, 

som Overlægeforeningen kommer til at 

arbejde mere med set i lyset af, at privathospitalerne 

nok er kommet for at blive, 

samt at ventetidsgarantien på en måned 

er genindført pr. 1. juli. 

Patientklagenævnet og autorisationsregler 

Overlægeforeningen har i gennem fl ere år 

påpeget det nuværende klagenævns utilstrækkelighed 

på en række områder. Det 

er derfor tilfredsstillende, at Ministeriet 

for Sundhed og Forebyggelse har taget 

initiativ til en »ny klage- og disciplinærordning 

for sundhedsområdet, herunder 

etablering af en patientombudsmandinstitution«. 

Ministeriet har nedsat en 

arbejdsgruppe, hvor Lægeforeningen er 

repræsenteret. Kommissoriet for arbejdsgruppen 

lægger følgende principper til 

grund for arbejdet: Sundhedspersonalets 

og patienternes retsikkerhed, klageorganerne 

er uafhængige, klageorganet skal 

systematisk bidrage til læring i hele sundhedssystemet. 

Ministeriets intention er at 

fremlægge et lovforslag i efteråret 2009, 

der kan træde i kraft hurtigst muligt og 

forventeligt inden udgangen af 2010. 

15

16 

En af de alvorligste disciplinære sanktioner, 

som en læge kan rammes af, er 

autorisationsfratagelse. Det kan være 

midlertidigt eller permanent. Den midlertidige 

fratagelse kan ske administrativt 

og skal efterfølgende følges op af en sag 

om endelig fratagelse eller tilbagegivelse 

af autorisationen, mens den endelige fratagelse 

beror på en domstolsafgørelse. 

Beklageligvis indeholder autorisationsloven 

ikke nogen tidsfrist for prøvelse af 

den midlertidige autorisationsfratagelse, 

og der er tilfælde, hvor der på nuværende 

tidspunkt er gået mere end tre år, inden 

der påbegyndes en domstolsbehandling. I 

denne periode kan den pågældende ikke 

udøve sit erhverv. 

»Det er tilfredsstillende, at Ministeriet 

for Sundhed og Forebyggelse 

har taget initiativ til en »ny 

klage- og disciplinærordning for 

sundhedsområdet, herunder etablering 

af en patientombudsmandinstitution« 

I sådanne tilfælde er det meget vanskeligt 

at se nogen forskel på en midlertidig 

og en varig fratagelse – bortset fra den 

reducerede retssikkerhed omkring den 

midlertidige. Den manglende tidsfrist har 

tilsyneladende endvidere den konsekvens, 

at myndighederne ikke betragter en afklaring 

af, om grundlaget for midlertidig fratagelse 

er til stede, som en hastesag. 

»Beklageligvis indeholder autorisationsloven 

ikke nogen tidsfrist 

for prøvelse af den midlertidige 

autorisationsfratagelse, og der er 

tilfælde, hvor der på nuværende 

tidspunkt er gået mere end tre år, 

inden der påbegyndes en domstolsbehandling« 

Overlægeforeningen anerkender, at der i 

enkelte specielle og heldigvis sjældne situationer 

kan være behov for en hurtig administrativ 

afgørelse, nemlig i de tilfælde hvor 

en læge af myndighederne skønnes at være 

til umiddelbar fare for patienterne. Men 

afgørelsen bør efter Overlægeforeningens 

opfattelse i sagens natur være ganske tidsbegrænset 

og på maksimalt tre måneder. 

Afgørelsen bør desuden uden unødigt ophør 

følges op af myndighederne med henblik 

på en nærmere prøvelse af grundlaget 

for den midlertidige autorisationsfratagelse, 

herunder en vurdering af om fratagelsen 

skal gøres varig eller ej. Det må herudover 

være et ubetinget krav, at den endelige afgørelse 

henhører under domstolene. 

FAS og Overlægeforeningen er pt. involveret 

i fl ere konkrete sager om midlertidig 

autorisationsfratagelse forstået på 

den måde, at vi yder konkrete medlemmer 

advokatbistand. Det sker uden hensyntagen 

til de indholdsmæssige omstændigheder 

i sagen, netop fordi der er en række 

principielle problemer knyttet til autorisationsfratagelsen, 

som er af interesse for 

alle foreningens medlemmer. 

Der er fra fl ere interessenters side udtrykt 

utilfredshed med klagesystemet, hvilket

giver anledning til optimisme med hensyn 

til, at der sker ændringer, men Overlægeforeningen 

nærer en vis bekymring for, at fl ere 

af de af vore kritikpunkter ikke vil blive løst 

på en for os tilfredsstillende måde. 

Særligt den såkaldte gabestok er en anstødssten, 

hvor myndighederne efter Overlægeforeningens 

opfattelse ikke har formået 

Overlægers lederuddannelse 

Ledelsesuddannelsen for overlæger (OLAU) 

fungerer som et samarbejdsprojekt mellem 

Danske Regioner og Overlægeforeningen. 

Der er gennemført et eksternt review af 

uddannelsen af Dansk Sundhedsinstitut. 

Et review der i vidt omfang konkluderer, 

at OLAU fungerer godt på det nuværende 

monofaglige grundlag. På arbejdsgiverside 

har der været ønske om at gøre uddannelsen 

tværfaglig, men reviewet giver ikke grundlag 

for støtte til dette ønske. 

Der påpeges dog også nogle muligheder 

og forbedringer og justeringer. På den baggrund 

er det blevet besluttet at foretage 

en revision af uddannelsen, så den fortsat 

matcher samfundets forventninger til 

overlæger og stadig er et attraktivt tilbud. 

Rapporten med reviewet kan ses og hentes 

på www.dsi.dk under publikationer. 

Kurserne var i 2008 den mest populære 

lederuddannelse blandt overlæger. Med 

udgangspunktet i det eksterne review er 

målet bl.a. at skabe et sammenhængende 

ledelsesuddannelsesforløb, at koordinere 

OLAU med de regionale tilbud, med videreuddannelsens 

kurser og den fl eksible 

masteruddannelse for ledere samt ikke 

mindst at sikre en høj kvalitet. OLAU vil 

at afbalancere hensynet til offentlig indsigt 

med alvorlige fejl overfor lægernes retsfølelse. 

Det ses bl.a. i den tilbagevendende agurketid, 

hvor »gabestokken«, som fi ndes på 

Sundhedsstyrelsens og Patientklagenævnets 

hjemmesider, bliver anvendt til en helt urimelig 

hetz mod navngivne læger af dele af 

pressen i et forsøg på at holde oplaget højt. 

også i revideret form være en uddannelse 

rettet specifi kt mod overlæger. 

Arbejdet ledes af en styregruppe bestående 

af repræsentanter for parterne. I forbindelse 

med revisionen af uddannelsen 

er styregruppens sammensætning ændret, 

således at der nu indgår en repræsentant 

fra hver af de fem regioner, og Overlægeforeningen 

har fi re repræsentanter: Erik 

Kristensen, Lone Susanne Jensen, Helge 

Fasting og Lise Møller. Danske Regioner 

har en repræsentant, som varetager formandskabet, 

og Yngre Læger deltager 

med en observatør. Danske Regioner og 

Lægeforeningens Uddannelsessekretariat 

varetager sekretærfunktionen. 

Pr. 1. maj 2009 har styregruppen ansat 

en uddannelsesleder, der har til opgave 

at forestå udviklingen af kurserne. 

Det er endvidere besluttet at nedsætte en 

faglig sparringsgruppe, der har til opgave 

at støtte uddannelseslederen med nyudviklingen 

af OLAU både med hensyn til 

indhold, form og struktur. Planen er, at et 

endeligt program for et revideret OLAU 

kan fastlægges i januar 2010, og at der 

også her kan træffes beslutning om igangsættelse 

af ændringerne i uddannelsen. 

17

18 

Privat – offentligt samspil i sundhedsvæsenet 

Overlægeforeningen har i fl ere år påpeget 

behovet for uafhængige analyser 

af de fi nansielle forhold for den private 

hospitals- og kliniksektor, idet debatten 

i vid udstrækning har været baseret på 

ideologiske og til tider udokumenterede 

påstande. 


at den danske velfærdsmodel kræver, at 

der på det sundhedspolitiske område foreligger 

fri (gratis) og lige adgang, dvs. at 

sygdomme behandles ens efter den bedste 

vidensbaserede metode uafhængigt af 

patienternes økonomiske formåen. Det 

fi ndes uden betydning, om udbyderen af 

sundhedsydelser er privat eller offentlig. I 

Danmark er der en lang tradition for samarbejde 

mellem offentligt og privat regi på 

sundhedsområdet, jf. hele den primære 

sundhedssektor. 

Det må imidlertid være et ufravigeligt 

krav, at der foreligger ensartede fi nansierings- 

og konkurrencevilkår for de to 

sektorer. Netop disse vilkår har været 

genstand for en til tider meget ideologisk 

præget debat. Som anført har Overlægeforeningen 

i fl ere år efterlyst en sober 

uafhængig analyse af bl.a. de økonomiske 

forhold for de to sektorer. Lægeforeningen 

iværksatte og betalte en analyse af 

disse forhold i 2008. Lægeforeningen bad 

Dansk Sundhedsinstitut om at foretage 

denne analyse. Rapporten udkom i februar 

2009 med titlen: »Analyse af privat 

offentligt samspil i Sundhedsvæsnet« (kan 

læses på www.dsi.dk). 

»I Danmark er der en lang tradition 

for samarbejde mellem offentligt 

og privat regi på sundhedsområdet. 

Det må imidlertid være et 

ufravigeligt krav, at der foreligger 

ensartede finansierings- og konkurrencevilkår 

for de to sektorer« 

Ifølge DSI-rapporten skal der ske en 

nedjustering af betalingen til den private 

sektor med 10 – 20 pct. i henhold til den 

af ministeren fastsatte betaling på 95 pct. 

af DRG-værdien ved aftalen i 2006. Rigsrevisionen 

kommer ikke overraskende til 

samme konklusion, idet denne instans 

udbad sig DSI-rapporten. Imidlertid 

fremgår det af den efterfølgende debat, 

at der ikke blandt sundhedsøkonomer er 

enighed om beregningsgrundlaget. Således 

anfører professor i sundhedsøkonomi 

Kjeld Møller-Petersen i Ugeskrift for 

Læger 2009;171(24):2052 en række relevante 

indvendinger mod de økonomiske 

præmisser, som danner grundlaget for 

DSI-rapporten. 

Det må konkluderes, at en komparativ 

analyse af de to sektorer er ganske vanskelig, 

da denne på nuværende tidspunkt forudsætter 

en skønsmæssig fastlæggelse af 

fl ere faktorer, hvilket giver mulighed for 

ideologiske og ikke verifi cerbare præmisser/ 

udsagn. Dette aktuelle grundvilkår 

bør imidlertid ikke udvirke, at analyserne 

opgives. Overlægeforeningen vil arbejde 

for at sikre et bedre fremtidigt bereg-

ningsgrundlag, hvilket er nødvendigt, da 

der ikke foreligger indikationer på, at den 

igangværende markedsgørelse af sundhedssektoren 

vil aftage, jvf. beretningens 

afsnit om EU’s sundhedsdirektiv. 

Et stærkt omdiskuteret emne i forbindelse 

med markedsgørelsen har været, om 

de fi nansielle mekanismer har givet anledning 

til et indikationsskred. At indikationerne 

for en bestemt medicinsk behandling 

eller operation ændres med tiden er 

vel både ønskværdigt og forventeligt, idet 

dette er udtryk for en forskningsbaseret 

medicinsk udvikling. Den absolutte forudsætning 

må imidlertid være, at behandlingen 

er livsforlængende eller forbedrer 

livskvaliteten – eller begge dele. 

Når politikerne skaber en økonomisk 

incitamentsstruktur, der fagligt set ikke 

er særlig gennemtænkt, evt. favoriserende 

bestemte behandlinger, er der intet forkert 

eller overraskende i, at der behandles fl ere 

patienter, forudsat at de behandlede patienter 

har en helbredsmæssig fordel. Det 

overordnede etiske problem opstår, hvis 

de politisk etablerede incitamentsstrukturer 

er medvirkende til en skævvridning, 

idet visse patienter får et fortrin i forhold 

til andre patientkategorier i en sektor, der 

generelt er præget af begrænset kapacitet 

grundet bl.a. en generel personalemangel, 

eller hvis behandlingen ikke gavner patienterne. 

DSI-rapporten har ikke undersøgt, om 

der forekommer indikationsskred eller 

overbehandling ved overførsel af operationer 

fra den offentlige til den private sektor. 

I en tidligere DSI i rapport: »Indikationsændringer 

ved meraktivitet. Undersøgelse 

af 1,5 mia. puljen« (2008) er det 

vist, at meraktivitet i forbindelse med 

nedbringelse af ventelister gav en ændring 

i patientsammensætningen for følgende 

syv diagnoser: Hoftealloplastik, 

knæalloplastik, åreknuder, grå stær, brok, 

nedsunken livmoder og høreforbedrende 

operation. Om de sandsynliggjorte ændringer 

i indikationerne har haft klinisk 

betydning blev ikke undersøgt. 

Diskussionerne viser tydeligt, at i en 

lang række kliniske situationer er fastlæggelsen 

af indikationer præget af et overordnet 

klinisk skøn, også i situationer 

hvor der foreligger guidelines. 

»Det virker derfor som en usædvanlig 

høj grad af eskapisme, når 

de sundhedspolitiske ordførere for 

V og K alene gør stigningen i antallet 

af ortopædkirurgiske operationer 

til et spørgsmål om lægeetik« 

Overlægeforeningen fi nder, at en medvirkende 

løsning på disse problemer vil 

være en ophævelse af ventetidsgarantien 

på en måned. I stedet bør man etablere 

patientrettigheder, der sikrer alle patienter 

behandling indenfor maksimalt tre 

måneder, der inkluderer både undersøgelses- 

og behandlingsperioden. Hertil 

kommer, at der bør ske en revurdering 

af rehabiliteringen, idet kommunerne på 

nuværende tidspunkt ikke har kunnet varetage 

den opgave, de er overdraget med 

kommunalreformen. 

En differentieret ventetidsgaranti vil 

medvirke til en reduktion af de økonomiske 

incitamenters indfl ydelse, men vil ikke 

eliminere problemet. 

19

20 

Det virker derfor som en selv for politikere 

usædvanlig høj grad af eskapisme 

eller måske endnu værre manglende indsigt 

i sundhedsvæsnets basale mekanismer, 

når de sundhedspolitiske ordførere 

for V og K alene gør stigningen i antallet 

af ortopædkirurgiske operationer til et 

spørgsmål om lægeetik. De demonstrerer 

derved en manglende forståelse for sammenhængen 

mellem kapacitet, indikation, 

incitament og afregning. 

Sundhedsforsikringer – brugerbetaling 

Finansiering af sundhedssektoren er et 

generelt problem for alle lande i OECD 

(Organisationen for Økonomisk Samarbejde 

og Udvikling). Det nuværende 

fi nansieringsmønster i OECD er heterogent, 

og en blandt fl ere muligheder er 

de private sundhedsforsikringer. Denne 

fi nansieringsform, i mange forskellige 

modifi kationer, er udbredt i OECD. 

Den store udbredelse af sundhedsforsikringer 

bevirkede, at »The OECD 

Health Project « fandt det nødvendigt 

at foretage en samlet analyse af sundhedsforsikringer, 

i det omfang dette var 

muligt. Vanskelighederne betinges af de 

store forskelle i landenes sundhedsvæsener, 

hvad angår organisation, fi nansieringskilder 

samt de talrige modifi kationer 

af sundhedsforsikringer. I 2004 udkom 

rapporten: »Private Health Insurance in 

OECD Countries« Ingen senere analyser 

er foretaget, og det kan ud fra de betydelige 

tekniske vanskeligheder formodes, 

at undersøgelsen heller ikke umiddelbart 

bliver gentaget. 

Ifølge OECD-rapportens konklusioner 

har de private forsikringsordninger 

ikke bevirket en højere kvalitet, hvilket 

bl.a. forklares ved manglende økonomi- 

ske incitamenter til kvalitetsforbedringer. 

Forsikringerne har ikke reduceret de offentlige 

udgifter, men har stimuleret til en 

kapacitetsudvidelse, dvs. en samlet kapitaltilførelse. 

Forsikringerne har medvirket 

til en større valgmulighed og imødekommenhed 

i de eksisterende sundhedssystemer. 

Endelig viser analysen, at politisk 

intervention/regulering kan medvirke 

til et samfundsmæssigt hensigtsmæssigt 

mønster for udbydere af private sundhedsforsikringer. 

Disse analyseresultater er vel i det store 

og hele i god overensstemmelse med 

mønsteret i Danmark. Hvad angår resultatet 

fra DSI analysen (2009) fremgår det, 

at der i 2007 blev tilført sundhedssektoren 

758 mio. kr. via forsikringsordningen. 

Herfra skal fratrækkes 340 mio.kr., som 

udgør værdien af skattefradraget. Nettobeløbet 

udgør således 418 mio.kr. Hertil 

kommer, at visse grupper af Sygeforsikringen 

Danmark kan få tilskud til operationer, 

men hvor præmierne ikke er fradragsberettigede. 

Det er vel heller ikke usandsynligt, at 

konkurrencen fra det private system har 

bidraget til, at det offentlige system har 

været nødt til at vise en større grad af

imødekommenhed, bl.a. ved indførelsen 

af det udvidede frie sygehusvalg 1. juli 

2002. 

OECD-rapporten understreger værdien 

af politikernes intervention for at 

sikre et hensigtsmæssigt adfærdsmønster. 

Efter Overlægeforeningens opfattelse 

bør denne intervention sikre, at patienterne 

har fri og lige adgang til behandling, 

samt at der etableres patientrettigheder, 

hvad angår ventetiden, der samlet ikke må 

overstige tre måneder, inkluderende både 

undersøgelses- og behandlingsperioden, 

men i øvrigt differentieret under hensyntagen 

til den kliniske situation. 

Sundhedsforsikringerne er kommet 

for at blive og formentlig med en fortsat 

stigende udbredelse. Debatten har i Danmark 

primært drejet sig om muligheden 

for skattefradragsmulighed af præmieudgiften, 

som er mulig i dag. På netop 

dette område er den politiske styring af 

sundhedssektoren nødvendig, men disse 

forhold må vurderes som led i den generelle 

indkomst- og skattepolitik, herunder 

fradragsmulighederne generelt. Ligeledes 

bør adgangen til at tegne sundhedsforsikringer 

vurderes, dvs. med eller uden 

forudgående helbredserklæring, idet forsikringsordningen 

primært fi ndes i den 

erhvervsaktive del af befolkningen. 

»Selv i økonomiske opgangstider 

bruger Danmark færre midler til 

sundhedssektoren end sammenlignelige 

lande« 

I forbindelse med diskussionen af fi - 

nansieringskilderne til det danske sundhedsvæsen, 

herunder skævvridning af den 

frie og lige adgang, bør medtages brugerbetalingen, 

som ifølge OECD’s seneste tal fra 

2007 udgør 15 pct. i Danmark – inklusiv 

medicin og tandlægebesøg. Udtagelse af 

emner til brugerbetaling er historisk betinget 

uden nogen form for rationale, udover 

at medicinbetaling vel er simpelt at administrere. 

Det sundhedspolitiske mantra om 

fri (gratis) og lige adgang bør med disse 

præmisser tages med visse modifi kationer. 

Brugerbetaling er et tilbagevendende 

politisk debatemne. Indstillingen er undertiden, 

at brugerbetalingen skal øges 

(specielt lægebesøg som en adfærdsregulerende 

foranstaltning). Til andre tider er 

ønsket, at der skal ske en omfordeling i 

den nuværende model. Emnet bør imidlertid 

analyseres som led i en generel 

diskussion af sundhedssektorens fi nansieringsgrundlag 

inklusivt brugerbetaling 

som tidligere nævnt. I denne sammenhæng 

bør indgå en vurdering af, om ikke 

det offentlige hospitalssystem bør have 

muligheden for at behandle patienter via 

forsikringssystemet (»private wings«). 

Det er Overlægeforeningens forventning, 

at økonomien i den danske sundhedssektor 

fremover vil forblive stram, 

ikke mindst i de kommende år med en 

formentlig fortsat fi nanskrise. Det bør 

dog i den forbindelse understreges, at 

Danmark selv i gode økonomiske opgangstider 

bruger færre midler til sundhedssektoren 

end sammenlignelige lande, 

når der alene ses på midler til sundhedssektoren, 

og når udgifterne til socialsektoren 

udelades af sundhedsbudgetterne. 

21

22 

EU: Sundhedsdirektiv og arbejdstidsdirektiv 

Sundhedsdirektivet: 

EU har ingen entydig lovgivning på sundhedsområdet, 

hvorfor det igennem de sidste 

ti år har været nødvendigt med afgørelser 

fra EF-domstolen for at få klarlagt 

unionsborgernes ret til sundhedsydelser i 

andre EU-lande på hjemlandets regning. 

Allerede i 2004 fremsatte kommissionen 

forslag til patientrettigheder som en 

del af servicedirektivet. Dette direktiv 

var imidlertid i sig selv så kontroversielt, 

at vedtagelse ville være uigennemførligt, 

hvis patientrettighederne skulle være en 

del heraf. En fortsættelse af de nuværende 

forhold ville imidlertid medføre, at 

EF-domstolen på sundhedsområdet ville 

blive politisk bestemmende på bekostning 

af parlamentet og ministerrådet. 

På denne baggrund fremsatte Europakommissionen 

i juli 2008 »Direktivet om 

patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende 

sundhedsydelser«. Forslaget 

blev 1.behandlet i parlamentet 23. april 

2009 og vedtaget med et spinkelt fl ertal på 

20 stemmer. Direktivet skal herefter behandles 

i Ministerrådet og senere tilbage 

til yderligere godkendelse i parlamentet. 

Hvorledes det nyvalgte (juni 2009) parlament 

vil forholde sig til det vedtagne direktiv 

er på nuværende tidspunkt uafklaret. 

Hovedprincipperne i direktivet er: 

Hvis behandlingen sædvanligvis betales 

af nationalstatens sundhedssystem, har 

EU-borgere ret til behandling i andre EUlande. 

Ved hospitalsbehandling kan det enkelte 

land indføre et system for forhåndsgodkendelser. 

Patienten skal selv betale og 

får efterfølgende udgiften refunderet sva- 

rende til behandlingens kostpris i hjemlandet. 

Patienter skal have stillet information 

til rådighed vedrørende retten til grænseoverskridende 

behandling. Dette skal ske 

via oprettelse af nationale kontaktsteder, 

der tillige skal kunne oplyse om kvaliteten 

de pågældende behandlingssteder. 

Sundhedsdirektivet vil formentlig blive 

lige så omdiskuteret som servicedirektivet. 

Den hjemlige debat har været præget af 

den traditionelle venstre – højre ideologiske 

opfattelse. Endvidere har Danske Regioner 

været modstander af direktivet. Områdets 

følsomhed hænger blandt andet sammen 

med det dilemma, at sundhedsydelserne på 

den ene side er tæt sammenhængende med 

nationalstaternes velfærdsydelser, som falder 

udenfor EU’s indfl ydelse, mens sundhedsydelser 

på den anden side defi neres 

som tjenesteydelser og derfor er omfattet 

af EU’s indre marked. 


at etablering af patientrettigheder på 

europæisk plan er en nødvendighed, hvilket 

også rækken af EF-domme tydeligt 

tilkendegiver. Denne udvikling fordrer 

desuden etablering af et sæt fælles operative 

principper indbefattende kvalitet, 

sikkerhed, pleje, kvalitet, klageadgang og 

patientsikkerhed indenfor EU. Disse krav 

fremgår også af direktivforslaget. 

»Det er Overlægeforeningens holdning, 

at etablering af patientrettigheder 

på europæisk plan er en 

nødvendighed«

Patientrettighederne kan desuden medvirke 

til en yderligere udbygning af det 

europæiske medicinske samarbejde. Det 

vil i stigende grad blive nødvendigt at rejse 

spørgsmålet om, hvorvidt vi i fremtiden 

skal kunne tilbyde alle former for behandling 

og diagnostik i Danmark. Allerede i 

dag sendes patienter med sjældne og komplicerede 

sygdomme til udlandet, og en 

sådan udvikling behøver derfor ikke kollidere 

med kravet om fri og lige adgang til 

sundhedssektoren. 

Etableringen af et sundhedsdirektiv vil 

på længere sigt kunne få en ikke ubetydelig 

indfl ydelse på organisationen af den 

danske sundhedssektor. Fra Overlægeforeningens 

side vil vi nøje følge direktivets 

videre skæbne i EU-systemet og håber på 

en snarlig politisk klarifi cering af Europapolitikken 

på sundhedsområdet. 

Afbureaukratisering 

En afbureaukratisering af den offentlige 

sektor har periodevis været et fremherskende 

tema i den politiske debat, emnet 

indgår endvidere i regeringsgrundlaget. 

Det må desværre nøgternt konstateres, at 

ønsket om afbureaukratisering er karakteriseret 

ved at være uden et reelt indhold. 

Man kan endvidere få mistanke om, at det 

aktuelt er forbundet med en vis portion 

»valgfl æsk« op til det forestående regionsvalg 

i november 2009 og den allerede så 

småt indledte valgkamp i relation til næste 

folketingsvalg. 

Arbejdstidsdirektivet 

Forslag til ændring af dette direktiv har nu 

været til behandling i EU, siden det blev 

fremsat af kommissionen i 2004. Der har 

været udarbejdet fl ere alternative forslag 

til et nyt direktiv, sidst ved Europaparlamentets 

2. behandling af forslaget i december 

2008. Der er indtil nu ikke opnået 

enighed mellem Europaparlamentet og 

ministerrådet. Der eksisterer derfor fortsat 

en uafklaret situation på dette område. 

Man må håbe, at forslaget til sundhedsdirektiv 

ikke kommer til at lide samme 

skæbne. 

»Det vil i stigende grad blive nødvendigt 

at rejse spørgsmålet om, 

hvorvidt vi i fremtiden skal kunne 

tilbyde alle former for behandling 

og diagnostik i Danmark« 

»Det må desværre nøgternt konstateres, 

at ønsket om afbureaukratisering 

er karakteriseret ved at 

være uden et reelt indhold« 

Offentligt ansatte udgør en ikke ubetydelig 

vælgergruppe, og der kan spores en 

vis fornyet interesse fra nogle af de politiske 

partiers side i den offentlige debat. 

Således har Det Konservative Folkeparti 

inviteret Lægeforeningen til en drøftelse 

23

24 

af emnet efter at have været ganske passive 

på området i de otte år, man har haft 

regeringsmagten. Det er den samme regering, 

der vil indføre Den Danske Kvalitetsmodel 

uden at kunne redegøre for de 

bureaukratiske konsekvenser. 

Det bør være muligt at fi nde modeller 

for kvalitetssikring og dokumentation, 

der ikke fordrer etablering af store tunge 

bureaukratier. Dette kunne eksempelvis 

være i form af stikprøvekontroller o. lign. 

Imidlertid arbejder tidsånden, herunder 

politikernes hang til udstedelse af et stigende 

antal regler og love, imod en afbu- 

Forebyggelse og sundhed 

Den sociale ulighed i sundhed er særdeles 

veldokumenteret. Uanset om der analyseres 

på uddannelse, etnicitet, indtægtsforhold 

eller stilling fremkommer det 

samme billede af ulighed. Der er ligeledes 

demonstreret aftagende sundhed fra socialgruppe 

1(de økonomisk bedst stillede) 

til socialgruppe 5, hvor grupperne 4 og 5 

udgør 60 pct. af den danske befolkning 

i år 2000, dvs. at der også foreligger en 

social gradient, hvad angår sundhed. 

Da retten til sundhed er en del af Menneskerettighedernes 

artikel 25, har emnet 

også haft en vis politisk bevågenhed. Det 

begyndte i 1984 med regeringens tilslutning 

til WHO’s program om »Sundhed 

for alle«, senere efterfulgt af regeringens 

forebyggelsesprogram, 1989, regeringens 

folkesundhedsprogram, 1999, og helt aktuelt 

regeringens forebyggelseskommission 

2009. Hertil kommer etableringen af 

satspuljerne. 

reaukratisering. Dette vil desuden kræve, 

at der fra politisk side blev udvist en større 

tillid til sundhedspersonalet, samt at 

politikerne primært beskæftigede sig med 

den overordnede politik og ikke med enkeltsager, 

som i en række tilfælde dikteres 

af medierne, uden at disse nødvendigvis 

placeres i en større sammenhæng. 

Det overordnede problem er, at »Hovedrengøringen« 

i de offentlige store hierarkier 

ikke blot kan klares med en simpel 

regelsanering, men kræver en direkte kulturændring. 

»En intensivering af forebyggelsesindsatsen 

er både en menneskelig 

og en økonomisk samfundsmæssig 

nødvendighed« 

Det må imidlertid konstateres, at trods 

den store viden om emnet er der en betydelig 

mindre viden om problemets løsning. 

De hidtidige politiske initiativer har 

da også haft en beskeden indfl ydelse med 

hensyn til en reduktion af problemets 

omfang. 

En intensivering af forebyggelsesindsatsen 

er både en menneskelig og en økonomisk 

samfundsmæssig nødvendighed. 

Overlægeforeningen støtter derfor de 

vidensbaserede initiativer, som Forebyggelseskommissionen 

fremsatte i rapporten 

fra 2009. Det er imidlertid skuffende, 

at Regeringen hidtil har været tilbagehol-

dende med hensyn til iværksættelse af 

rapportens forslag. 

Samme holdning kom til udtryk med 

fjernelsen af den lovpligtige lægeundersøgelse 

i forbindelse med ind- og udskolingsundersøgelser 

af alle børn. Denne 

lovændring har allerede - til trods for tilkendegivelser 

om at det ikke var kommunernes 

hensigt - medført nedlæggelse og 

manglende genbesættelse af lægestillinger 

i kommunerne. 

»Overlægeforeningen finder det 

uacceptabelt, at patienter ikke får 

den rehabilitering, der er nødvendig 

for at opnå et godt behandlingsresultat« 

Lægemiddelområdet 

I forbindelse med den nye struktur i Lægeforeningen 

er der nedsat et »Lægemiddel 

og Medicoudvalg«. Der blev til udvalget 

udover de politiske repræsentanter 

udpeget et medlem med særlig indblik i 

medicoteknik samt et medlem med særlig 

indblik i patientsikkerhed. Bl.a. med baggrund 

heri har spørgsmålet om patientsikkerhed 

fået en fremtrædende plads i 

udvalgets arbejde. Foreningen har dermed 

fulgt op på Sundhedsministeriets 

initiativer omkring patientsikkerhed. 

Overlægeforeningen støtter en øget 

indsats omkring registrering af bivirkninger 

og utilsigtede hændelser med det sigte 

Overlægeforeningen ser endvidere med 

bekymring på det mønster, der tegner sig 

vedrørende den del af rehabiliteringsindsatsen, 

som varetages af kommunerne, hvor 

der tilsyneladende forekommer betydelige 

forskelle i kommunernes indsats. Det rejser 

spørgsmålet, om kommunerne evner at varetage 

denne del af forebyggelsen. 

Kommunalreformen har efter alt at 

dømme efterladt forebyggelsesindsatsen i 

et tomrum, da opgaven blev fl yttet fra de 

nedlagte amter til kommunerne. Om årsagen 

er manglende økonomi eller mangel 

på medicinsk specialviden i kommunerne, 

vides ikke. Men uanset hvad forklaringen 

er, fi nder Overlægeforeningen det uacceptabelt, 

at patienter ikke får den rehabilitering, 

der er nødvendig for at opnå et 

godt behandlingsresultat. 

at øge patientsikkerheden. Det bør i den 

forbindelse anføres, at man samtidig må 

kræve, at adgangen til indberetning skal 

være nem, samt at der fra Lægemiddelstyrelsens 

side sikres en løbende tilbagemelding, 

således at de indberettende læger 

kan se et direkte praktisk formål med 

indsatsen. 

For at fastholde lægers uvildighed i relation 

til industrien har udvalget støttet arbejdet 

i det nystartede »Nævnet for Selvjustits 

på Lægemiddelområdet«. I nævnets 

grundlag er fastlagt et regelsæt for lægers 

samarbejde med lægemiddelindustrien. 

Formålet er f.eks. ved forhåndsgodken- 

25

26 

delse af fælles aktiviteter mellem industri 

og læger at sikre en rimelig balance mellem 

et arrangements faglige indhold og 

de dertil knyttede sociale aktiviteter. 

Mediepolitik 

Samfundsdebatten herunder den sundhedspolitiske 

debat præges dels af internationaliseringen 

og dels den elektroniske 

udvikling på medieområdet med adgang 

til mange tv-kanaler, netaviser, hjemmesider, 

specielt fra lobbyist-organisationer. 

Hertil kommer gratis-aviser osv. Alt i alt 

en udvikling der giver talrige nyhedskilder. 

Endvidere medfører den teknologiske 

udvikling, at informationen og debatten 

foregår meget hurtigt. Som omtalt 

under afsnittet om afbureaukratisering 

er der heller ikke tvivl om, at mediernes 

omtale af enkeltsager i et stigende og uacceptabelt 

omfang sætter dagsordenen for 

Folketinget – beklageligvis ikke omvendt. 

Mediemæssigt må det konstateres, at 

sundhedsstof sælger aviser. Dette er nu 

engang de politiske vilkår for sundheds- 

Ugeskrift for Læger 

Ugeskrift for Læger er ikke overraskende 

i samme økonomiske situation 

som andre medier betinget af stigende 

distribuerings- og trykningsomkostninger 

kombineret med vigende annonceindtægter. 

I Lægeforeningens bestyrelse arbejder 

I fremtiden vil det forventes, at udvalget 

får øget fokus på patientsikkerhed inden 

for det medicotekniske område. 

debatten i Danmark. For at Overlægeforeningen 

bedre kan håndtere disse politiske 

grundvilkår har Overlægeforeningen 

pr. 1. august 2009 ansat journalist Ole 

Felsby, som indgår i samarbejdet med de 

øvrige AC-medarbejdere fra FAS sekretariatet, 

der betjener Overlægeforeningen. 

Mediernes større tyngde i den offentlige 

debat har fået vore søsterorganisationer 

i Sverige og Norge til at etablere 

selvstændige tidsskrifter. Lignende overvejelser 

har vi også haft i den danske 

Overlægeforening, men foreløbigt valgt 

at afstå herfra. Vi afventer indtil videre 

udviklingen og reorganiseringen af Ugeskrift 

for Læger og vil fremover vurdere 

værdien af det nyetablerede blad Danmarks 

Læger, Lægeforeningens regionale 

magasin. 

man p.t. med en nøjere analyse af tidsskriftets 

fremtid, både hvad angår de økonomiske 

forhold og selve bladets form. 

I denne gennemgang indgår hele diskussionen 

om samspillet mellem net og 

print, hvor der er fl ere modeller. Hertil

kommer overvejelser om et tættere samarbejde 

på det videnskabelige område med 

det engelsksproget Danish Medical Bulletin, 

som, hvad den videnskabelige del 

angår, har et udviklingspotentiale både på 

grund af sproget og en høj »impact factor«. 

Baseret på de internationale erfaringer 

er det Overlægeforeningens holdning, at 

man på nuværende tidspunkt har behov 

for at råde over et trykt medie for kunne 

få de politiske synspunkter frem samt til 

fremme af det danske videnskabelige miljø. 

Dette skal så ske i et eller andet samarbejde 

med en netudgave. 

Internationalt lægesamarbejde 

Overlægeforeningen deltager i det nordiske 

overlægesamarbejde (Nordöl), i 

den europæiske speciallægeorganisation 

UEMS samt i et vist omfang i CPME 

(den permanente komite for europæisk 

lægesamarbejde). 

Overlægeforeningen besluttede i 2009 at 

melde sig ud af den europæiske overlægeforening 

AEMH. Baggrunden for beslutningen 

er, at Overlægeforeningen ikke fi nder, 

at der kommer tilstrækkelige resultater 

ud af arbejde i AEMH. Det er bestyrelsens 

opfattelse, at Overlægeforeningen skal gå 

aktivt ind i arbejdet i CPME og i UEMS. 

Inden møderne i de internationale organisationer 

fastsættes delegationernes 

mandat i Lægeforeningens internationale 

udvalg, hvor Overlægeforeningen/FAS er 

repræsenteret af Erik Obel fra bestyrelsen 

og overlæge Runa Sturlason. 

Uanset hvilken model, der bliver resultatet 

af dette omfattende arbejde, skal 

den være økonomisk bæredygtig. På dette 

område er der sket en række tiltag med 

hensyn til omkostningsreduktion omfattende 

distribuering, papirkvalitet, sideantal 

og antal udgivelser (aktuelt 43 numre 

årligt). 

Overlægeforeningen støtter, at man i 

Lægeforeningen strækker sig meget langt 

for at tilvejebringe et økonomisk grundlag 

for en fortsat drift af et værdifuldt 

tidsskrift, specielt set i lyset af at målinger 

viser, at Ugeskrift for læger læses af ca. 

100.000 personer. 

Der blev afholdt møde i det nordiske 

overlægesamarbejde Nordöl 12. – 13. juni 

2009 i Helsingborg. Blandt emnerne var 

opgaveglidning mellem personalegrupper 

i sundhedsvæsenet, overlægers arbejdsvilkår, 

forhandlingssituationen i landene 

samt drøftelse af det internationale samarbejde. 

I UEMS afholdes der to møder årligt, 

et i foråret og et i efteråret. På forårets 

møde i Bruxelles i april 2009 var direktivet 

om grænseoverskridende sundhedsydelser 

et centralt punkt. UEMS’ indsats 

i høringsfasen har givet pote, idet UEMS’ 

forslag til ændringer langt hen af vejen er 

blevet indarbejdet i direktivet. 

På forårets møde blev det derudover 

bl.a. drøftet, hvordan UEMS kan forbedres 

organisatorisk, så de 38 specialistsektioner 

og de såkaldte »boards«, 

27

28 

som er arbejdsgrupper under sektionerne, 

får mere indfl ydelse på og indsigt 

i rådets arbejde. Lægeforeningen er repræsenteret 

i rådet ved Runa Sturlason. 

På årsmødet den 21. september 2009 

Akademikernes Centralorganisation 

I beretningsperioden er der sket fl ere ændringer 

i AC, ligesom Lægeforeningens 

ændrede opbygning har medført justeringer 

i formen under hvilken, Overlægeforeningen 

er repræsenteret. 

Den største ændring indtraf i efteråret 

2008, hvor Ingeniørforeningen udmeldte sig 

af AC. Detaljer vedrørende denne beslutning 

undlades, men det skal blot konstateres, at 

dette medførte en grundig diskussion i AC’s 

besluttende organer om de gensidige forventninger 

til det fremtidige AC-fællesskab, 

og ikke mindst en skærpet fælles bevidsthed 

om de mere fremadrettede fællesnævnere. 

På det offentlige forhandlingsområde, 

hvor AC gennem de seneste år er blevet 

en stadig mere central spiller, forventes 

ikke væsentlige ændringer. På baggrund 

af, at evalueringen af OK-08 har været 

positiv, både hvad angår resultat og proces, 

forventer vi også ved de kommende 

forhandlinger at være en del af fællesskabet, 

om end de endelige beslutninger 

først træffes i 2010. 

På det private område har AC en væsentlig 

mindre synlig funktion. AC »sidder 

dog med« i mange sammenhænge, hvor 

medlemsorganisationernes interesser skal 

i Domus Medica for de danske UEMSrepræsentanter 

i specialistsektioner og 

boards vil der være et temaoplæg om 

grænseoverskridende sundhedsydelser. 

varetages; og det forventes, at interessevaretagelsen 

på det private arbejdsmarked 

for akademikere skal tydeliggøres først og 

fremmest gennem påvirkning af lovgivningsmæssige 

initiativer. 

Internt skiftede AC i foråret formand, 

idet Sine Sunesen fratrådte for at tiltræde 

en stilling i KL. Efter en grundig proces 

i medlemsorganisationerne valgtes overlæge 

Erik Jylling som formand; og med 

Overlægeforeningens kendskab til Erik 

Jylling har vi store forventninger til, hvad 

hans indsats kan betyde. Også fordi AC’s 

bestyrelse har besluttet sig for et »hovedeftersyn« 

med fokus på såvel vedtægter 

som organisationsopbygning. Dette forventes 

klar til repræsentantskabsmødet til 

efteråret. 

Lægeforeningen er i AC’s bestyrelse 

repræsenteret ved Overlægeforeningens 

næstformand, medens YL’s formand sidder 

i det vigtige forhandlingsudvalg. Internt 

koordineres arbejdet i fællesudvalget: 

AC-udvalget hvor både Overlægeforeningen 

og YL er repræsenteret.

Forberedelse af overenskomstforhandlingerne 

i 2011 – evaluering af OK 08 

Forarbejdet til de næste overenskomstforhandlinger 

er allerede begyndt både 

internt og i de forhandlingsfællesskaber, 

som Overlægeforeningen er medlem af 

– KTO (Kommunale Tjenestemænd og 

Overenskomstansatte) og AC (Akademikernes 

Centralorganisation). I forberedelserne 

indgår naturligt en evaluering af 

erfaringerne fra de seneste forhandlinger 

i 2008. 

Forhandlingerne i 2008 var overordnet 

karakteriseret ved, at den økonomiske ramme 

blev relativt stor. Dette kom især organisationernes 

– heriblandt Overlægeforeningens 

– egne forhandlinger med Regionernes 

Lønnings- og Takstnævn (RLTN) til gode, 

idet rammen til egne forhandlinger udgjorde 

4,5 pct. (svarende til 184,9 mio. kr.) mod 

3,6 pct. i ved forhandlingerne i 2005. 

Forhandlingerne resulterede blandt 

andet i endnu en vagtform for overlæger 

– delvagt på hverdage, som er en supplerende 

tilstedeværelsevagt frem til kl. 21.00. 

Delvagten på hverdage var en delvis imødekommelse 

af de regionale arbejdsgiveres 

ønske om speciallægers tilstedeværelse på 

sygehuset om aftenen, idet RLTN på linje 

med de forudgående overenskomstforhandlinger 

havde stillet krav om normaltjeneste 

frem til kl. 23.00. 

Dette krav fra RLTN forventes naturligvis 

fremsat på ny ved OK 11 og bestyrelsen 

har på sin side også nogle overvejelser 

om reformering af overlægernes 

vagtforpligtigelse/arbejdstilrettelæggelse, 

som er vokset frem ved knopskydning fra 

OK02 og frem, og som nu består af seks 

forskellige vagttyper. 

Forberedelsen af overenskomstfornyelserne 

frem til afl evering af de konkrete 

krav til AC primo maj 2010 sker i dialog 

mellem bestyrelsen og de regionale talsmænd 

samt øvrige tillidsrepræsentanter. 

Endelig skal kravene inden fremsendelse 

til AC behandles på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde 

i Overlægeforeningen 

ultimo marts 2010. 

Som et projekt i overenskomstperioden 

2008-2011 blev det aftalt mellem RLTN, 

Yngre Læger og Overlægeforeningen at 

søge at afdække kravene til fremtidens arbejds- 

og vagttilrettelæggelse for speciallæger. 

Hensigten var at opfordre sygehusene 

til i projektform at afprøve en ny arbejdstilrettelæggelse 

med mulighed for evt. at 

aftale afvigelser fra overenskomsten. 

Der er kun fremsendt ganske få projektforslag, 

og projektets parter har derfor 

besluttet primært at beskrive erfaringerne 

med et udvalg af de fælles akut modtageenheder, 

som er ved at blive etableret landet 

rundt, og hvor organiseringen er meget 

forskelligartet. Erfaringerne herfra vil 

også indgå i parternes overvejelser i forbindelse 

med overenskomstfornyelsen. I 

arbejdet med at beskrive erfaringerne er 

Dansk Sundhedsinstitut (DSI) involveret. 

Der er planlagt strukturerede interviews 

med nøglepersoner på sygehuse, der har 

etableret fælles akutte modtageenheder. 

Ved OK 08 var den samlede økonomiske 

ramme relativt høj på 12,8 pct. 

29

30 

Samfundsøkonomien er grundet den fi - 

nansielle krise af en sådan karakter, at det 

på nuværende tidspunkt må forudses, at 

det kan blive vanskeligt at nå den samme 

generelle ramme, også selv om læger fort- 

sat befi nder sig i en gunstig beskæftigelsessituation. 

Til gengæld vil der fortsat 

være gode muligheder for individuelle 

forhandlinger. 

Lægeforeningen, FAS, Overlægeforeningen og 

nye organisationsstrukturer 

Lægeforeningens nye struktur har fungeret 

i ca. halvandet år, og FAS’ nye struktur 

i godt et halvt år, således at der på nuværende 

tidspunkt kan drages nogle erfaringer 

vedrørende funktionsdygtigheden. 

Placering af formændene fra FAS, PLO 

og YL i Lægeforeningens bestyrelse har 

bidraget til en styrkelse af Lægeforeningen 

betinget af muligheden for en tættere 

koordinering af de politiske aktiviteter på 

alle niveauer i Domus Medica. Konstruktionen 

afspejler endvidere det politiske 

arbejdes karakter, idet den traditionelle 

sondring mellem stands- og sundhedspolitik 

og fagpolitik er ude af trit med virkeligheden, 

idet disse tre områder rummer 

et betydeligt overlap. Et forhold den nye 

konstruktion tager højde for. Samarbejdet 

i Lægeforeningens bestyrelse har været 

tilfredsstillende, men opgørelser i indkøringsperioden 

viser ikke overraskende, at 

det har været nødvendigt at bruge en del 

tid på drøftelse af interne emner. Et forhold 

der både kan og skal reduceres. 

For FAS’ vedkommende har ændringen 

medført, at hovedparten af FAS’ 

funktioner nu er placeret i de ti forhandlingsberettigede 

foreninger, og dermed er 

FAS omdannet til en paraplyorganisation 

primært med orienteringsfunktion. Forandringen 

er en nødvendig og hensigtsmæssig 

slankning af den politiske struktur og 

en tiltrængt forbedring, som har reduceret 

dobbeltarbejdet. Omlægningen sikrer 

et fortsat samarbejde vedr. FAS-sekretariatet 

og mulighed for samarbejde på andre 

områder, såfremt dette ønskes af en af 

de ti forhandlingsberettigede foreninger, 

eksempelvis i relation til forhandlinger. 

For Overlægeforeningens vedkommende 

har de overordnede strukturændringer 

og arbejdet i Lægeforeningens bestyrelse 

givet en arbejdsforøgelse og medført en 

ændring af bestyrelsens arbejdsform. En 

række arbejdsopgaver har tidligere per 

tradition været placeret hos formanden. 

Grundet den markant større arbejdsbyrde 

er dette ikke længere muligt. Bestyrelsesarbejdet 

er blevet moderniseret med 

etablering af en »arbejdende bestyrelse«, 

hvor samtlige bestyrelsesmedlemmerne 

varetager specifi kke områder. Endvidere 

er der nu mere tale om et »formandskab«, 

hvor samarbejdet mellem formand og 

næstformand er ganske tæt.

Repræsentantskabets størrelse og 

sammensætning 

Valgproceduren til det nuværende repræsentantskab 

baseres på, at de fem regioner 

hver udgør èn valgkreds, dvs. uden 

relation til de enkelte hospitalers størrelse 

og geografi ske fordeling i regionen. 

Efter de gældende vedtægter vælges 

der en repræsentant per 60 medlemmer 

(ekskl. pensionister). En ratio der har den 

forudsætning, at der på beslutningstidspunktet 

i 2006 ønskedes et repræsentantskab 

på ca. 70 medlemmer. 

Overlægegruppen er vokset jævnt igennem 

de senere år, således i år 2000: 3424 

erhvervsaktive medlemmer år, 2005: 4154 

erhvervsaktive medlemmer og 2009: 5318, 

hvilket automatisk giver et større repræsentantskab, 

aktuelt 93 repræsentanter. 

Ved valget her i foråret 2009 har det været 

vanskeligt i nogle regioner at rekruttere 

et tilstrækkeligt antal kandidater, således at 

suppleantpladserne kunne dækkes. 

Udviklingen og de konkrete rekrutteringsproblemer 

rejser derfor spørgsmålet, om repræsentantskabet 

er ved at blive for stort? 

Bestyrelsen 

Bestyrelsens medlemmer i beretningsperioden 

har været Erik Kristensen (formand), 

Mogens Hüttel (næstformand), 

Lone Susanne Jensen, Lise Møller, Carsten 

Lenstrup, Erik Obel, Helge Fasting, 

Mogens Tangø og Poul Anders Hansen. 

Endvidere deltager Poul Jaszczak som 

Hvilken størrelse giver de bedste debatmuligheder 

og sikrer tillige medlemsdemokratiet. 

Et forslag kunne være et repræsentantskab 

med 60-65 medlemmer. 

Desuden bør det vurderes, om de pågående 

strukturændringer på hospitalsområdet 

medfører en uhensigtsmæssig 

fordeling af repræsentationen, idet de 

meget store enheder kan besætte hovedparten 

af kandidaterne. Et alternativ kunne 

være, at den enkelte region blev opdelt 

i valgkredse baseret på de eksisterende 

hospitalsenheder for at sikre, at sammensætningen 

af repræsentantskabet afspejler 

sygehusstrukturen i regionerne. 

Bestyrelsen ønsker en vejledning fra 

repræsentantskabet vedrørende en passende 

størrelse og fordeling for et effektivt 

repræsentantskab med henblik på 

fremlæggelse på et senere repræsentantskabsmøde. 

FAS‘ 3. repræsentant i Lægeforeningens 

bestyrelse samt FAS‘ politiske redaktør 

for UFL Jesper Brahm. 

31

32 

Nyhedsbrev 

Efter hvert bestyrelsesmøde udsendes et 

nyhedsbrev, der i kort form beskriver hovedpunkterne 

fra møderne. Nyhedsbrevet 

udsendes pr. mail til alle medlemmer, 

der har tilmeldt sig og kan også fi ndes på 

www.laeger.dk 

Medlemstal 

Overlægeforeningen har pr. 1. juli 2009 

6.188 medlemmer, hvoraf 5372 er erhvervsaktive 

medlemmer. Antallet af 

erhvervsaktive medlemmer er således 

fortsat stigende, idet antallet er øget med 

849 medlemmer det seneste år. En stor 

del af denne stigning skyldes ændringen 

Overlægeforeningen regionalt 

I forbindelser med regionernes dannelse 

pr. 1. januar 2007 besluttede Overlægeforeningen 

i konsekvens heraf at ændre 

struktur for den lokale/regionale interessevaretagelse. 

Femten amtsrepræsentanter 

blev erstattet af på nuværende tidspunkt 

43 lokale repræsentanter og to suppleanter. 

Antallet har været støt stigende som 

følge af, at tillidsrepræsentanterne har 

fået stadig fl ere opgaver. 

En tillidsrepræsentant dækker sædvanligvis 

en større sygehusenhed, men der er 

inden for vedtægternes rammer mulighed 

Bestyrelsen opfordrer alle medlemmer 

til at tilmelde sig nyhedsbrevet via hjemmesiden. 

i FAS` vedtægter, som medfører, at alle 

medlemmer af FAS skal være tilknyttet 

en forhandlingsberettiget forening i FAS. 

Tidligere kunne man som overlæge være 

medlem af FAS uden samtidigt medlemskab 

af Overlægeforeningen. 

for den nødvendige lokale tilpasning. Alle 

lokale repræsentanter bliver formelt anmeldt 

som tillidsrepræsentanter over for 

regionen. Den lokale repræsentant er valgt 

som tillidsrepræsentant for overlæger ansat 

efter såvel overenskomst for overlæger 

som aftale vedrørende lægelige chefer. 

Overlægeforeningen har ingen valgte 

tillidsrepræsentanter, som indgår i MED 

strukturen, idet de repræsenterer en ledergruppe 

(deriblandt de ledende overlæger), 

og hvor de øvrige personaleorganisationer 

opfatter alle overlægerne som ledelsesrepræ-

sentanter. Hermed er Overlægeforeningens 

lokale tillidsrepræsentanter ikke automatisk 

med i den medarbejderinformationsstrøm, 

som øvrige tillidsrepræsentanter får og dermed 

har mulighed for at påvirke. 

Overlægeforeningen har bl.a. derfor i 

foråret rettet henvendelse til de fem regioner 

med henblik på at orientere om 

foreningens tillidsrepræsentantstruktur, 

uddelegering af forhandlingskompetence 

samt drøfte funktionsvilkårene i form af 

tid og evt. honorering. 

I alle regioner har de lokale repræsentanter 

iblandt sig valgt en talsmand som 

koordinerende bindeled mellem foreningen 

og tillidsrepræsentanterne i de enkelte 

regioner. Bestyrelsen har nu som 

ovenfor nævnt valgt formelt at orientere 

regionerne om talsmandsfunktionen, og 

der stilles samtidig på repræsentantskabsmødet 

forslag om, at funktionen som regional 

talsmand indskrives i foreningens 

vedtægter med følgende ordlyd: 

»De lokale repræsentanter vælger iblandt sig 

en regional talsmand, som varetager overlægernes 

interesser overfor regionens centrale myndigheder i 

sager, der vedrører overlægernes forhold regionalt. 

Overlægeforeningens medlemmer af de regionale 

koordinationsfora jf. standardvedtægten for 

Lægeforeningens regionale repræsentationer § 3, 

udpeges af og blandt Overlægeforeningens tillidsrepræsentanter 

– sædvanligvis talsmanden i 

regionen.« 

De lokale talsmænd er: 

• Region Hovedstaden – Hans Stimpel 

– Frederiksberg Hospital 

• Region Sjælland – Birgit Kijne - Distriktspsykiatrien 

Center Nord Region 

Syddanmark – Peter Lindholm 

– Odense Universitetshospital 

• Region Midtjylland – Jens Frandsen 

– Randers Regionshospital 

• Region Nordjylland – Anne Haase Juhl 

– Aalborg Sygehus 

Kontakten mellem bestyrelsen og de lokale 

repræsentanter udvikles bl.a. gennem 

afholdelse af kurser/seminarer. I beretningsperioden 

har der været afholdt seminar/kursus 

den 3. – 4. november 2008 på 

Hotel Hesselet ved Nyborg, 23. februar 

2009 på DSB kursuscenter Østerport og 

den 25. – 26. maj 2009 på Hotel Hesselet. 

Det planlægges at afholde et tilsvarende 

seminar/kursus den 9. – 10. november 

2009. 

33

34 

Overlægeforeningens lokale 

tillidsrepræsentanter 

Region Nordjylland 

Valgkreds 1: 

Sygehus Vendsyssel 

(Hjørring, Frederikshavn, 

Brønderslev) 

Valgkreds 2: 

Sygehus Himmerland 

(Hobro, Farsø, Thisted, Ny.M) 

Valgkreds 3: 

Sygehus Aalborg 

(Aalborg, Dr.Lund,Brovst) 

Med.og psyk.afdelingerne, 

samt børneafd. og laboratorieafdeling 

Kir.afdelingerne, anæst og 

øjenafdeling 

Region Midtjylland 

Valgkreds 1: 

Viborg (inkl.psyk) og Skive 

Sygehuse 

Lasse Strand, Sygehus 

Vendsyssel 

Hansjörg Selter, Sygehus 

Thy-Mors 

Anne Haase Juhl, Århus Uni. 

hosp/Aalborg afsnit Syd 

Finn Redke, Århus Uni.hosp/ 

Aalborg afsnit Syd 

Steen Olesen, Regionshospitalet 

Viborg 

Valgkreds 2: 

Sygehusenheden Vest Niels Hald, Regionshospitalet 

Herning 

Valgkreds 3: 

Århus Sygehus, Skejby 

Sygehus og Psykiatrihospitalerne 

i Århus samt Horsens, 

Brædstrup, Odder, Silkeborg 

og Randers Sygehuse 

Jens Frandsen, Regionshospitalet 

Randers 

Stedfortræder: Lars Bolvig 

Hansen, Århus Uni.hosp./ 

Århus Sygehus 

Region Syddanmark 

Valgkreds 1: 

Sygehus Lillebælt 

(Vejle/Give Sygehus) 

Valgkreds 2: 

Sygehus Lillebælt 

(Kolding/Fredericia Sygehus) 

Hanne Dalsgaard, Vejle 

Sygehus 

Erling Andreasen, Kolding 

Sygehus 

Valgkreds 3: 

Sydvestjydsk Sygehus Vivian Bertelsen, Esbjerg 

Sygehus 

Valgkreds 4: 

Sygehus Sønderjylland Per Helligsø, Aabenraa 

Sygehus 

Valgkreds 5: 

OUH Svendborg Sygehus Jon Laurits Rasmussen, OUH 

Svendborg Sygehus 

Valgkreds 6: 

Odense Universitetshospital Peter Lindholm, Odense 

Universitetshospital 

Valgkreds 7: 

Psykiatrisk Sygehus Vest Ubesat 

Valgkreds 8: 

Psykiatrisk Sygehus Midt Ubesat 

Valgkreds 9: 

Psykiatrisk Sygehus Øst Karin Byrsting, Odense 

Universitetshospital

Region Sjælland 

Valgkreds 1: Psykiatrien 

(Distrikt Køge og Roskilde, A) Birgit Kijne, Distrikt 

Afdelingen for Børn og Unge) Roskilde 

(Distrikt Næstved, Distrikt B) Flemming Werner Kristen- 

Maribo, Afdelingen for regisen, Psykiatrien i Oringe 

onsfunktion) 

(Distrikt Slagelse, Distrikt Ubesat 

Holbæk, Retspsykiatrien) 

Valgkreds 2: 

Sygehus Nord Roskilde/Fakse Charlotte Wilken-Jensen, 

Roskilde Sygehus 

Valgkreds 3: 

Sygehus Nord Køge Frank Birger Jørgensen, Køge 

Sygehus 

Suppleant Charlotte Paltved, 

Køge Sygehus 

Valgkreds 4: 

Sygehus Nord Holbæk/ Carl Henning Sonnenschein, 

Kalundborg 

Holbæk Sygehus 

Valgkreds 5: 

Sygehus Syd John Larsen, Næstved 

Sygehus 

Valgkreds 6: 

Sygehus Syd Slagelse Lise Schleiss, Slagelse Sygehus 

Valgkreds 7: 

Sygehus Syd Nykøbing F og Ole Piculell, Nykøbing F 

Nakskov 

Sygehus 

Region Hovedstaden 

Valgkreds 1: 

Rigshospitalet, Neurocentret, 

Hovedortocentret 

Rigshospitalet, Abdominalcentret, 

Diagnostisk Center 

Hjertecentret, Juliane Marie 

Centret, Finsenscentret 

A) Martin Ballegaard, Rigshospitalet 

B) Allan Rasmussen, Rigshospitalet 

C) Jens Juel Thiis, Rigshospitalet 

Valgkreds 2: 

Bispebjerg Nan Margrethe Sonne, Bispebjerg 

Hospital 

Peder Klement Jensen, Bispebjerg 

Hospital 

Valgkreds 3: 

Hvidovre Gorm Jensen, Hvidovre 

Hospital 

Valgkreds 4: 

Amager Hospital 

Søren Avnstrøm, Amager 

Hospital 

Valgkreds 5: 

Frederiksberg Hospital Ubesat 

Valgkreds 6: 

Herlev Henrik Møller, Herlev Hospital 

Henrik Vibits, Herlev Hospital 

Valgkreds 7: 

Gentofte Henrik Møller, Gentofte 

Hospital 

Valgkreds 8: 

Glostrup Hospital Lone Morsel-Carlsen, Glostrup 

Hospital 

Valgkreds 9: 

Bornholm Ole Peter Andersen, Bornholm 

Hospital 

Valgkreds 10: 

Nordsjællands Hospital Flemming Pedersen, Hillerød 

Sygehus 

Valgkreds 11: 

Psykiatrisk Center Ubesat 

Nordsjælland 

Valgkreds 12: 

Psykiatrisk Center Bispebjerg Poul-Erik Carlsen, Psykiatrisk 

Center Bispebjerg 

Valgkreds 13: 

Psykiatrisk Center Sct. Hans Susanne Helmstedt, Psykiatrisk 

Center Sct. Hans 

Valgkreds 14: 

Psykiatrisk Center Rigshospitalet 

Valgkreds 15: 

Psykiatrisk Center Amager 

Valgkreds 16: 

Psykiatrisk Center Gentofte 

Psykoterapeutisk Center 

Stolpegård 

Peter Winning Jepsen, Psykiatrisk 

Center Rigshospitalet 

Kim Nalders, Psykiatrisk 

Center Amager 

Anne-Marie Brodersen, 

Psykiatrisk Center Gentofte 

Valgkreds 17: 

Psykiatrisk Center Glostrup Michael von Buchwald, 

Psykiatrisk Center Glostrup 

Valgkreds 18: 

Psykiatrisk Center Ballerup Susanne Udengaard Gydesen, 

Psykiatrisk Center Ballerup 

Valgkreds 19: 

Psykiatrisk Center Frederiksberg 

Valgkreds 20: 

Psykiatrisk Center Hvidovre Ubesat 

Torben Lindskov Hansen, Psykiatrisk 

Center Frederiksberg 

35

36 

Færøerne 

Valgkreds Færøerne Hans Jákup Simonsen, Landssygehuset 

Torshavn

Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen. 

Overlægeforeningens bestyrelsesmedlemmer i beretningsperioden: 

Erik Kristensen (formand) 

Mogens Hüttel (næstformand) 

Lone Susanne Jensen 

Lise Møller 

Carsten Lenstrup 

Erik Obel 

Helge Fasting 

Mogens Tangø 

Poul Anders Hansen

Foreningen af Speciallæger 

Kristianiagade 12 

2100 København Ø

Beretning 2009 (pdf) - Lægeforeningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?