Mere inklusion med bedre styring

2
Modelfoto :: Thinckstock.com
Case
”Karl” - fra mandsopdækning
til almen klasse uden støtte
”Karl” flyttede til en ny kommune
med sin familie. I løbet af
få måneder havde han fundet ud
i et mønster med både verbale
og fysiske konflikter flere gange
dagligt. Samtidig pågik der
en familiebehandling, da hans
forældre havde samme vanskeligheder
som skolen med hensyn
til hans adfærd. Skolen søgte og
fik støttetimer. Men PPR mente
ikke, at en mandsopdækning af
Karl var en holdbar løsning. De
kombinerede derfor støtten med
et særligt team af støttepædagoger.
Teamet er kendetegnet
ved, at de selv (på baggrund af
løbende drøftelser og sparring i
PPR) tilrettelægger deres indsats
og har kompetence til også at arbejde
med andet end det enkelte
barn – de kan også observere og
drøfte den pædagogiske praksis
i klassen.
Den særlige støttepædagog så
noget andet end skolen. Hun så
en drengegruppe med dybe og
indgroede konflikter. En forældregruppe
der pressede på for
at få ekskluderet Karl. Og frem
for alt så hun en dreng, der var
stærkt præget af sin rolle som
syndebuk. Han mødte nu hele
tiden omgivelserne med negative
forventninger og en udpræget
forsvarsposition. Han var holdt op
med at lytte.
Da Karl efter aftale med forældrene
bliver flyttet til en anden
almen skole, gør man grundige
forberedelser. Det nye lærerteam
lægger en plan sammen med
PPR. Støttepædagogen indgår
som en fleksibel ressource i
denne plan. Og kortene lægges
på bordet overfor både børn og
forældre i den nye klasse. De
mest ressourcestærke drenge
får målrettede ”mentor-opgaver” i
forhold til Karl.
I starten er Karl både usikker og
forundret. Hans nederlag er så
mange og så indlejret i hans adfærd,
at han skal hjælpes meget
i de første måneder. Men efter et
½ år konstaterer støttepædagogen
i sin statusevaluering: Karl er
nu så optaget af at udforske nye
relationer i klassen, at han ikke
har tid til at tale med mig. Jeg
interesserer ham ikke længere,
og han bruger nu lærerteamet i
stedet. Jeg foreslår, at støtten de
næste par måneder reduceres til,
at jeg kommer i klassens time og
drøfter adfærd og hensyn i hele
klassen (social træning). I dag er
al særlig støtte til Karl (og klassen)
ophørt.
Casen illustrerer, hvor forskellige
forløb en elev kan få på to
skoler i samme kommune. Det
rejser spørgsmålet om, hvilke
(minimums-) krav man stiller? I
den pågældende kommune har
bl.a. denne case givet anledning
til hvem der egentlig ”ejer”
støttetimerne? Casen illustrerer
nemlig betydningen af, at PPR
træder tæt på, og etablerer et
tæt samarbejde med lærerteamet
og hele klassen. Frem for
at acceptere den forrige skoles
mandsopdækning af Karl.