VT eksamen 2012.pdf - sociologisk-notesblok

Sociologiens videnskabsteori Vintereksamen 2012/2013 

Når epistemologi og ontologi skal på vægten 

Indholdsfortegnelse 

Indledning (342;343)………………………………………………………………….…………………………....2 

Problemformulering (342;343)……………………………………………………………………………..….2 

Valg af teoretikere (342;343)……..………………………………………………………….………...........3 

Læsevejledning (342;343)…..…………………………………………………………………….................3 

Socialkonstruktivismen og Luhmann (342)………………………………………………………………..4 

En virkelighed i systemer (343)………………….………………………………………………….....6 

Kommunikationen i fokus (342)…………………………………………………………................7 

Erkendelsesteoretisk og ontologisk konstruktivist (342;343)………………………….….8 

Kritisk realisme og Bhaskar (343)…………………………………………………………………………..….9 

En transitiv og intransitiv dimension (342)…………………………………………………….….9 

En dyb, niveaudelt og differentieret virkelighed (343)……………………………………..10 

Ontologisk realist og delvis konstruktivist (342;343)………………………………..………12 

Kritisk realisme som en moderat form for konstruktivisme (342)……………………….……13 

At give én dimension forrang frem for én anden (343)………………………………………......14 

Refleksivitetsproblemet (342)……………………………………………………………………………..….14 

En ukontroversiel Luhmann? (343)…………………………………………………………………..……..15 

Hvorfor udforske en virkelighed, der er uobserverbar? (343)……………………………..…..15 

Fængslet i en empirisk ontologi (342)………………………………………………………………………16 

Hønen eller ægget? (342)………………………………………………………………………………………..16 

Et ufuldendt alternativ (343)……………………………………………………………………………………16 

Konklusion (342;343)……………………………………………………………………………………….……..17 

Litteraturliste (342;343)……………………………………………………………………………….…….…..19 

Side 1 af 19



Indledning 

Hvordan skal vi forstå den sociale virkelighed? Er den åben og formbar eller fast og uaf-‐ 

hængig, og kan den virkelige virkelighed i det hele taget observeres? 

Der er igennem den videnskabsteoretiske historie blevet stiftet bekendtskab med diver-‐ 

gerende forståelser af den sociale virkelighed der går på(der drejer sig om, hvorvidt 

denne kan forstås som en social konstruktion, hvor menneskenes sociale praksis beto-‐ 

nes som virkelighedsgenererende, eller som en objektiv bevidstuafhængig omverden, 

bestående af kendsgerninger (Larsen & Pedersen 2011:761). Den centrale ontologiske 

diskussion baseres således på, om den virkelighed, vi mennesker lever i, er skabt af soci-‐ 

ale processer eller eksisterer uafhængigt af os. 

De fleste videnskabsfilosofiske retninger og sociologiske teoridannelser indeholder on-‐ 

tologiske antagelser, da det forekommer svært at undgå at blotlægge ontologiske forud-‐ 

sætninger for den videnskab, man bedriver (Ibid.:472). Hvor ontologien drejer sig om at 

noget er til, altså læren om det værende, beskæftiger epistemologien sig med, hvordan 

noget er til, og indbefatter således læren om viden samt undersøgelsen af, hvordan 

denne erkendelse opnås (Hviid, Rasmussen & Nedergaard 2012:21). Det er derfor essen-‐ 

tielt at sondre mellem disse to centrale dimensioner inden for videnskabsteorien, når 

man opererer med forståelsen af den sociale virkelighed. 

Nærværende opgave har til formål at beskæftige sig med disse to ovennævnte diverge-‐ 

rende sociale virkelighedsbetragtninger ved at tage udgangspunkt i henholdsvis social-‐ 

konstruktivismen og den kritiske realisme, repræsenteret ved henholdsvis Niklas Luh-‐ 

mann og Roy Bhaskar. Dette med henblik på at vurdere begge retningers ontologiske og 

epistemologiske overvejelser i forståelsen af den sociale virkelighed. 

Problemformulering 

Hvordan kan socialkonstruktivismen og den kritiske realisme, repræsenteret ved hen-‐ 

holdsvis Niklas Luhmann og Roy Bhaskar, placeres epistemologisk såvel som ontologisk i 

deres forståelse af den sociale virkelighed? Og hvilke kritikpunkter er i forlængelse af 

dette relevante at konfrontere de to teoretikere med? 

Side 2 af 19



Valg af teoretikere 

Socialkonstruktivismen er et komplekst felt at navigere i, og indeholder en bred vifte af 

forskellige grene, der dog udtaler sig om enslydende aspekter. Derfor vælger vi at tage 

udgangspunkt i den danske filosof Finn Collins udlægning af socialkonstruktivismen med 

henblik på at danne os et overblik over feltet, for herefter at indskrænke vores fokus til 

den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann som repræsentant for denne 

retning. Dette på grund af, at Luhmanns syn på den sociale virkelighed tager udgangs-‐ 

punkt i, at ting og fænomener skabes gennem social praksis, hvilket vi ser som oplagt at 

holde op imod Bhaskars mere nuancerede virkelighedsbillede, der på trods af at inde-‐ 

holde konstruktivistiske elementer, desuden er baseret på en ”dybere” ontologisk rea-‐ 

lisme. Vi har således valgt at lade den britiske filosof Roy Bhaskar repræsentere kritisk 

realisme, idet han regnes som grundlægger af denne retning – hermed vil Bhaskar og 

kritisk realisme i det følgende blive behandlet som synonymer. 

Læsevejledning 

Nærværende opgave er delt op i tre dele. I den første del redegøres der for de to viden-‐ 

skabsteoretiske retninger, henholdsvis socialkonstruktivismen, ved inddragelse af Luh-‐ 

manns systemteori, og den kritiske realisme repræsenteret ved Bhaskar. Dette med 

henblik på at redegøre for, hvorledes disse placerer sig epistemologisk såvel som onto-‐ 

logisk i deres forståelse af den sociale virkelighed. I del to holdes Luhmann og Bhaskar 

op imod hinanden, hvorunder der foretages en vurdering af deres ontologiske og epi-‐ 

stemologiske standpunkter, samt hvorledes disse to dimensioner vægtes forskelligt af 

de to teoretikere. Endeligt i del tre, konfronteres Luhmann og Bhaskar med relevante 

kritikpunkter. 

Side 3 af 19



Socialkonstruktivismen og Luhmann 

Grundlæggende set er socialkonstruktivismens opståen forårsaget af en reaktion mod 

realismen og andre gængse forestillinger indenfor det forrige århundredes tænkning, 

hvor især troen på en objektiv erkendelse har været skydeskive. Socialkonstruktivismen 

kan derved forestilles at have provokeret mange med dette opgør (Collin 2009:11ff). 

Socialkonstruktivismen placerer sig et sted imellem filosofi og samfundsvidenskab og 

beror på den grundopfattelse, at mennesket lever i en socialt konstrueret verden (Lar-‐ 

sen & Pedersen 2011:631). 

Det er typisk for den moderne socialkonstruktivisme at trække på klassiske filosofiske 

argumenter, hvor den tyske filosof Immanuel Kant (1724-‐1804) står som en central skik-‐ 

kelse med sin forståelse af virkeligheden (Collin 2009:14). Virkeligheden er ifølge Kant 

blot en afspejling af vores menneskelige ’erkendeapparat’ – ikke virkeligheden, som den 

er ’i sig selv’ (Ibid.). Virkeligheden er som vi opfatter den og derfor er det meningsløst at 

stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt et billede af denne er korrekt. Socialkonstruktivis-‐ 

men kendetegnes således ved typisk at være relativistisk, idet man anerkender at viden 

er socialt frembragt og dermed et forgængeligt produkt (Buch-‐Hansen & Nielsen 

2005:34). Tilmed kan socialkonstruktivismen angives som en videnskabsteoretisk tilgang 

med et kritisk perspektiv 1 , der rummer en dekonstruktivistisk tendens, som ønsker at 

pille den eksisterende orden fra hinanden og vise, at den ikke er uomgængelig (Collin 

2012:338). Ifølge socialkonstruktivismen er det altså ikke muligt at tilskrive sociale fæ-‐ 

nomener en endegyldig sandhed, da disse vil være kontekstuelt og historisk forankret – 

populært kaldet kontingente størrelser (Ibid.:335). 

Den socialkonstruktivistiske virkelighedsforståelse afhænger i høj grad af, hvordan vi be-‐ 

skriver den. Dette kan illustreres ved the cookie-‐cutter argument, hvor virkeligheden 

skabes på samme måde som en kage fremstilles. Det er nemlig først når virkeligheden 

tager form ud fra den bestemte måde hvorpå ’kagen´ er blevet ’skåret’, at den får en 

praktisk betydning for det sociale. Det er altså gennem vores begrebsapparat, at virke-‐ 

ligheden får strukturer (Lippert-‐Rasmussen 2012:512). 

Den danske filosof Finn Collin (f. 1949) identificerer fire forskellige former for socialkon-‐ 

struktivisme illustreret i nedestående figur (Figur 1). De fire positioner opdeles i hen-‐ 

holdsvis den erkendelsesteoretiske konstruktivisme og den ontologiske konstruktivisme, 

1 Dette kritiske perspektiv er primært er kendt for at være kritisk overfor naturgivne og definitive sandhe-‐ 

der i samfundet 

Side 4 af 19



hvor der endvidere skelnes mellem, hvorvidt fokus lægges på den fysiske-‐ eller sam-‐ 

fundsmæssige virkelighed (Collin 2009:24). Erkendelsesteoretiske konstruktivister hæv-‐ 

der at viden om den sociale virkelighed er en konstruktion. Det er vores dagligdags og 

videnskabelige viden om verden der er socialt konstrueret og denne kan ikke blot ses 

som en afspejling af en ’uafhængig’ virkelighed -‐ vores viden er netop med til at konsti-‐ 

tuere den samfundsmæssige virkelighed 2 (Ibid.:29). Ontologiske konstruktivister mener, 

at selve den sociale virkelighed er en konstruktion og er typisk opdelt mellem dem der 

mener, at den fysiske virkelighed er konstrueret og dem, der blot ser den sociale virke-‐ 

lighed som en konstruktion 3 (Ibid.). 

Erkendelsesteoretisk 

konstruktivisme 

Ontologisk 

konstruktivisme 

Fysisk virkelighed Samfundsmæssig virkelighed 

Vores (videnskabelige og daglig-‐ 

dags) erkendelse af den fysiske 

virkelighed er et produkt af sam-‐ 

fundsmæssige omstændigheder. 

Den fysiske virkelighed er et 

produkt af vores (videnskabeli-‐ 

ge) erkendelse af den. 

Side 5 af 19 

Vores (videnskabelige og dagligdags) er-‐ 

kendelse af den samfundsmæssige virke-‐ 

lighed er et produkt af samfundsmæssige 

omstændigheder. 

Den samfundsmæssige virkelighed er et 

produkt af vores (videnskabelige eller dag-‐ 

ligdags) erkendelse af den. 

Figur 1. Collins skema over forskellige typer af socialkonstruktivisme (Collin 2012: 337) 

Der er få socialkonstruktivister der hævder at den fysiske virkelighed er konstrueret. Et 

interessant aspekt ved socialkonstruktivismen er netop her, at disse gør op med den al-‐ 

mene antagelse om, at naturen per definition ikke er menneskeskabt 4 (Collin 2012:335). 

Dog anlægger de fleste socialkonstruktivister typisk en begrænset form for konstrukti-‐ 

visme. Ontologiske konstruktivister anfægter almindeligvis, at det udelukkende er den 

sociale virkelighed der er konstrueret, men at der eksisterer en uafhængig fysiske virke-‐ 

lighed (Ibid.:341). Denne ontologiske antagelse deler den tyske sociolog Niklas Luhmann 

(1927-‐1998), der repræsenterer den nyere gren inden for socialkonstruktivismen, og 

derfor er en interessant teoretiker at tematisere. 

2 Der eksisterer altså kun den viden der regnes for viden, hvilket munder ud i, at det der er sandt eller 

falsk altid er relativt 

3 Det er her væsentligt at holde in mente, at det ikke er samfundsforskere der konstruerer viden, men 

’menige’ aktører (Collin 2009:29) 

4 Den erklærer ting, som normalt antages at være uafhængigt eller ’naturligt’ eksisterende, for at være 

sociale konstruktioner



En virkelighed i systemer 

Luhmann indtager en særlig position i diskussioner om konstruktivismen med sin radika-‐ 

le komplekse systemteori 5 , der opstår som et opgør mod den klassiske fysiks ideal om 

simple elementer. Han søger at iagttage den sociale virkelighed ved at tage udgangs-‐ 

punkt i en skelnen mellem systemer og deres omverden 6 (Aakvaag 2008:230). Baggrun-‐ 

den for denne skelnen ligger i, at både opretholdelsen og konstruktionen af systemerne 

ifølge Luhmann kun kan ske ved afgrænsning til omverdenen (Luhmann 1989:15ff). Det 

er således forestillingen om en absolut grænse mellem system og omverden, der mulig-‐ 

gør en differentiering mellem indenfor og udenfor. Dog bør systemerne ikke forstås som 

fuldstændigt upåvirkelige, idet omverdenen kan irritere – det vil sige gøre forsøg på æn-‐ 

dring eller påvirkning af systemet, hvilket omdannes til en form for information, som 

systemet kan anvende og bearbejde internt i systemet (Luhmann 1989:16): ”[…] they 

[…] burden one another reciprocally” (Ibid.: 110:11-‐13). Grænsen opretholdes da ved, at 

systemet iagttager sig selv i forhold til dets omgivelser (Ibid.:18ff). Overordnet set ar-‐ 

bejder Luhmann med fire hovedtyper af systemer, henholdsvis; maskiner, organismer, 

psykiske og sociale systemer. Hertil er Luhmann særligt optaget af sidstnævnte, som 

desuden kan opdeles i yderligere tre hovedtyper, henholdsvis; interaktionssystemer, 

organisationssystemer og samfundssystemet, hvoraf sidst omtalte dækker over alt fra 

lokale til globale samfund (Aakvaag 2008:232). Derudover tager han udgangspunkt i de 

to chilenske biologer Humberto Maturana og Francisco Varelas teori om autopoietiske 

systemer, der går på, at et levende system opretholder sig selv ved løbende at reprodu-‐ 

cere sig igennem interaktion med omverdenen (Collin 2009:90f). Denne tanke overfører 

han til selve systemet og dets omverden, hvor systemerne ifølge Luhmann iagttager de-‐ 

res omverden (Collin 2012:369). Systemerne omskaber omverdenens elementer og bru-‐ 

ger dem løbende i sin gendannelse -‐ systemer er herved autonome, idet de former sig 

selv, men de er ikke autarke, dvs. de skaber ikke sig selv ud af intet 7 (Collin 2009:91). 

Luhmann fremstiller de sociale systemer som værende lukkede systemer, idet intet fra 

omgivelserne kan ”slippe ind” (Aakvaag 2008:235). I stedet oversætter systemerne om-‐ 

verdenens signaler til egne interne koder bygget ud fra kriterier (Collin 2012:369). Iagt-‐ 

5 Den amerikanske sociolog Talcott Parsons (1902-‐1979) introducerer i 1937 et komplekst systembegreb, 

der især inspirerer Luhmanns systemanalyser i komplekse teoretiske sammenhænge (Collin 2009:90) 

6 Skillelinjen mellem disse bør dog ikke forstås som værende af fysisk eller materiel karakter i form af for 

eksempel brede mure, men i stedet som kriterier for adgang til systemet (Luhmann 1989:16) 

7 En pointe er her, at et system ikke kan forstås i isolation fra dets omverden, hvilket står som kontrast og 

kritik af det newtonske ideals metode, hvor forståelse opnås ved eksperimentelt at isolere et system fra 

dets omverden (Collin 2009: 90) 

Side 6 af 19



tagelser sker ved, at et system markerer en forskel, hvorfor systemet kun kan se, hvad 

den kan se med denne forskel -‐ den kan altså ikke se ’sig selv’ mens den iagttager. Luh-‐ 

mann kalder dette fænomen en blind plet. Grænsen mellem hvad vi kan se og ikke kan 

se, udgør de ting vi tager for givet og ikke sætter spørgsmålstegn ved – vi er altså ikke 

opmærksomme på at vi har en blind plet (Bertilsson 1998:36). Virkeligheden beskrives 

således på forskellige niveauer der er irreducerbare i forhold til hinanden (Collin 

2009:90). Lidt banalt sagt er det, der findes i verden, altså kun det som kan iagttages ved 

iagttagelser. 

Systemet oversætter omverdenens signaler til sin egen interne kode. Dette betyder, at 

ét socialt system udvikler lige så lidt om virkeligheden, som andre systemer gør. Der ek-‐ 

sisterer herved en virkelighed uafhængig af vores observationer, men vi har altså ikke 

nogen umiddelbar adgang til den 8 (Hagen 2007:403). Her er altså tale om et redskab til 

at håndtere virkeligheden og ikke repræsentere den (Collin 2012:369). Erkendelse bliver 

hermed en konstruktion af virkeligheden. Her kan der trækkes tråde til den kantianske 

erkendelsesteori der tydeligt har inspireret Luhmanns systemteori (Collin 2009: 96). 

Ifølge Kant findes der kun den verden, som vi oplever den, hvilket udgør den eneste og 

egentlige virkelighed. Hos Luhmann ser vi noget lignende: Ethvert system eksisterer i en 

omverden, hvilken man kan benævne systemets specifikke ´verden i sig selv' (Collin 

2009:97). 

Kommunikationen i fokus 

Mennesket udgør ifølge Luhmann ikke en enhed, men derimod en kombination af et 

biologisk system og et psykologisk system og er herved ikke en del af samfundet og ej 

heller sociologiens genstandsområde (Collin 2012:370). Luhmann forfægter her en anti-‐ 

humanistisk filosofi og mener, at opfattelsen af mennesket som subjekt er en fejltagelse 

(Collin 2009:93f). Mennesket udgør dog en del af samfundssystemets omverden, men 

ikke systemet selv (Ibid.). Individer er dog ikke er helt uden betydning, idet samfundet 

ikke kan eksistere uden sin kontekst af individer, og omvendt kan individer heller ikke 

eksistere uden et fysisk miljø (Ibid.). Det dynamiske ved Luhmanns decentrering af sub-‐ 

jektet er, at han i stedet for at iagttage subjektet eller subjektets handlinger, iagttager 

kommunikation. Samfundet består ifølge Luhmann af kommunikation, der avler kom-‐ 

8 Ifølge den autopoietiske systemteoretiske opfattelse er erkendelsens gentand altid omformet, så den 

passer til organismens systembetingelser 

Side 7 af 19



munikation 9 (Collin 2009:94). 

Erkendelsesteoretisk og ontologisk konstruktivist 

Luhmann kan klart og udtrykkeligt placeres som erkendelsesteoretisk socialkonstrukti-‐ 

vist. Dette, som redegjort for tidligere, kan begrundes ved, at Luhmanns teori er bygget 

op omkring de erkendelsesmæssige strukturer – det kommunikative. Ifølge Luhmann 

eksisterer der en uafhængig fysisk virkelighed, som den samfundsmæssige virkelighed er 

indlejret i (Collin 2009:95). Jævnfør Collins skema kan man placere Luhmann i feltet, der 

repræsenterer den ’erkendelsesteoretiske konstruktivisme’ i forhold til den ’samfunds-‐ 

mæssige virkelighed’. Da et samfund i Luhmanns forstand består af kommunikation, der 

avler kommunikation, og herved er socialt konstrueret, kan man anfægte, at Luhmann 

også er ontologisk socialkonstruktivist -‐ altså med hensyn til den sociale virkelighed 

(Ibid.). Uanset hvad er det bemærkelsesværdigt, at epistemernes perspektiver fylder en 

del mere end selve ’det værende’ -‐ altså det ontologiske -‐ hos Luhmann. 

9 Ved at fokusere på kommunikation undgår Luhmann at inddrage andre størrelser uden for systemet, 

som mennesket. Luhmann definerer i denne forbindelse mennesket som adressat for kommunikation 

(Collin 2009:94) 

Side 8 af 19



Kritisk realisme og Bhaskar 

Realistisk videnskabsteori er en videnskabsfilosofisk retning der peger på, at virkelighe-‐ 

den eksisterer uafhængigt af den individuelle observatør og dennes viden derom. Hvor-‐ 

vidt denne virkelighed kan afdækkes af videnskaben, eller mere præcist i hvilken grad, 

har tilhængere af denne retning dog tendens til at være uenige om. Blandt de mest 

skeptiske findes den nyere videnskabsfilosofiske gren inden for realismen; Kritisk rea-‐ 

lisme, som anskuer virkeligheden til kun at være tilnærmelsesvis mulig at afdække af 

teori og empiri (Wad 2012:375). 

Grundlaget for denne retning blev formuleret i 1970’erne af den engelske videnskabsfi-‐ 

losof Roy Bhaskar (f. 1944). Hans intention var at påvise at empirismen, der ifølge 

Bhaskar udgør en central bestanddel af positivismen, hviler på en implicit og ontologisk 

antagelse, som er ude af trit med virkeligheden og den videnskabelige praksis 10 

(Ibid.:376). De klassiske empirister kombinerede empirisk realisme med den opfattelse, 

at enkeltfænomener kan forklares ved at henvise til generelle love, som kan forklare det 

observerede. Denne forståelse af kausalforklaring ønskede Bhaskar at gøre op med 11 . 

Dette eftersom han mener, at forklaringer ud fra empiriske regelmæssigheder intet for-‐ 

klarer, idet fænomener, begivenheder og observationer udelukkende udgør ”toppen af 

isbjerget”, og at observerbarhed dermed ikke kan udgøre et kriterium for eksistens 

(Ibid.). 

En transitiv og intransitiv dimension 

Før vi fordyber os mere i Bhaskars ontologiske nytænkning, finder vi det relevant først at 

behandle den skarpe skelnen han foretager mellem vores viden (epistemologi) og selve 

erkendelsen af den (ontologi) – bedre kendt som en skelnen mellem den transitive og 

den intransitive dimension. Dette på baggrund af, at forholdet mellem ontologi og epi-‐ 

stemologi hos Bhaskar er karakteriseret ved dynamiske sammenhænge, samt at disse to 

poler ikke kan reduceres til hverken den ene eller den anden (Ibid.:21f). 

10 Denne form for empirisme, som Bhaskar i de spæde år af sit omfattende forfatterskab modsætter sig, 

er den empiriske realisme, der mener, at virkeligheden er udtømt af det, som kan iagttages. Hvad der ikke 

kan iagttages findes altså ikke, hvilket gør observerbarhed til et kriterium for eksistens (Buch-‐Hansen & 

Nielsen 2005:13) 

11 Bhaskar foretager det radikale brud med empirismens ontologi og kausalforståelse på baggrund af 

transcendentale argumenter ved at tage udgangspunkt i det videnskabelige eksperiment. Han argumente-‐ 

rer her for eksperimentets irrationalitet, hvis empirismens ontologi accepteres. Empiristerne begår ifølge 

Bhaskar således en epistemologisk fejlslutning ved at reducere virkeligheden til det, der kan observeres 

(Ibid.:14f,23) 

Side 9 af 19



Den transitive dimension indeholder vores viden om verden, og består ifølge Bhaskar af 

videnskabens råmaterialer; teorier, begreber, paradigmer, beskrivelser, osv., som er til 

stede på et givent tidspunkt. Kritiske realister anerkender at vidensproduktion er histo-‐ 

risk betinget samt en menneskelig aktivitet, der foregår i sociale sammenhænge. Hertil 

kommer, at den videnskabelige proces indgår i komplekse relationer til andre aktiviteter 

og sammenhænge i den sociale verden (Ibid.:22). Desuden er viden aldrig definitiv – for 

efter som viden ikke er en direkte refleksion af det den omhandler, er der altid mulighed 

for at denne viden kan blive erstattet af en ny. Kritiske realister betragter således al vi-‐ 

den som et social produkt – eller en transitiv konstruktion på grundlag af eksisterende 

viden – hvorfor de kan anskues som værende delvis på linje med den erkendelsesteore-‐ 

tiske konstruktivisme (Ibid.:102). Ydermere forfægter den kritiske realisme også episte-‐ 

mologisk relativisme, idet de anerkender at viden er socialt frembragt og dermed et for-‐ 

gængeligt produkt. Dette bevirker at man aldrig kan finde en ”endegyldig” sandhed om 

virkeligheden, og dermed gør vores viden om verden usikker og fejlbarlig (Wad 

2012:381). De kan dog ikke antages at forfalde til total relativisme, idet ikke alle viden-‐ 

skabsforklaringer anses som værende lige gyldige. Kritiske realister tror på en rationel 

dømmekraft, hvilket gør mennesket i stand til refleksivt at kunne afgøre, hvilken viden-‐ 

skabelig forklaring der virker mest overbevisende i forhold til den intransitive virke-‐ 

lighed. Kriterierne for dette er dog ikke fastsat (Buch-‐Hansen & Nielsen 2005:34). 

Den intransitive dimension består af intransitive objekter, som videnskaberne har til 

formål at generere viden om. Disse objekter eksisterer uafhængigt af menneskers viden 

om dem, og ændrer sig dermed ikke i takt med videnskabens ændrende forståelse af 

dem. Viden er altså reducerbar til hvad det handler om, og udgør dermed et objekt med 

sit eget niveau af social kausalitet (Ibid.:22). Selvom viden, som tidligere angivet, er so-‐ 

cialt konstrueret, er viden altså samtidig en viden om ’noget’, hvorfor den må afvises 

som værende en ting som forskere frit kan konstruere, idet den er afhængig af sociale 

omstændigheder. 

En dyb, niveaudelt og differentieret virkelighed 

Vi vil i det følgende se nærmere på Bhaskars ontologiske virkelighed, som både er dyb, 

niveaudelt, åben og differentieret. Virkeligheden omfatter ifølge Bhaskar hele tre onto-‐ 

logiske domæner 12 , henholdsvis; det empiriske, det faktiske og det virkelige domæne 13 

12 Jf. Bhaskars generative model for videnskabelig forklaring, som bygger på en tese om virkelighedens 

stratifikation (Buch-‐Hansen & Nielsen 2005:23ff) 

Side 10 af 19



(Ibid.:23ff). Det virkelige domæne har en central status og består af de ikke direkte ob-‐ 

serverbare strukturer og mekanismer, som under visse omstændigheder forklarer og 

bevirker faktiske hændelser, herunder begivenheder og fænomener, inden for det fakti-‐ 

ske domæne. Hændelser, der enten erfares eller ikke-‐erfares på det empiriske domæne, 

der netop udgøres af vores erfaringer 14 og observationer. De tre omtalte ontologiske 

strata af domæner er desuden emergente, hvilket vil sige, at de ikke kan reduceres til 

hinanden 15 . Kortfattet refererer stratifikation altså til simultane kausale virkninger af 

forskellige emergente niveauer der er forbundet med en lodret analogi, og er relateret 

til en kausal struktur. 

Virkelighedens strukturer og mekanismer er desuden hierarkisk opdelt i en række ni-‐ 

veauer: det sociale, (som forudsætter) det biologiske, (som forudsætter) det kemiske, 

(som forudsætter) det fysiske, som hver i sær hævdes også at være niveaudelte. Selvom 

disse forudsætter hinanden, er disse niveauer, ligesom domænerne, heller ikke redu-‐ 

cerbare, idet højere niveauers mekanismer og lavere niveauers mekanismer har forskel-‐ 

lige kausale potentialer og tilbøjeligheder, og dermed er hinandens emergende 

(Ibid.:29f). Det sociale niveau består ifølge kritiske realister af to niveauer; aktørniveauet 

og strukturniveauet, som heller aldrig kan stå i et ét-‐til-‐ét forhold til hinanden (Ibid: 

52,85). Argumentet ligger her i, at sociale strukturer altid vil være et produkt af forti-‐ 

dens menneskelige aktiviteter, som desuden altid vil være medvirkende til at reproduce-‐ 

re eller transformere disse (Bhaskar 1978:71f,74-‐78). Social struktur og handling ses så-‐ 

ledes som ”ontologiske distinkte niveauer, der gensidigt betinger og indvirker på hinan-‐ 

den, medieret gennem socialisering (fra samfund til individ) og reprodukti-‐ 

on/transformation (fra individ til samfund)” (Bhaskar 1979 i Wad 2012:396). 

Foruden at være stratificeret er virkeligheden også differentieret, idet den indeholder 

komplekse, strukturerede objekter, hvis kombinerede struktur besidder kausale poten-‐ 

tialer og tilbøjeligheder. Bhaskar gør her brug af en vertikal kausalforståelse 16 , der søger 

forklaringer i de niveaudelte underliggende mekanismer og strukturer, hvor der ikke fo-‐ 

13 Det er netop her, at den kritiske realisme adskiller sig væsentligt fra andre former for realisme, som den 

empiriske, der, som tidligere angivet, arbejder med et ”fladere” verdensbillede (Ibid.) 

14 Disse erfaringer på det empiriske domæne kan dog være misvisende, idet et fænomen på et givet do-‐ 

mæne kan fremstå forvrænget eller være af misvisende karakter i et andet, og dermed ikke nødvendigvis 

korrekt angive, hvordan virkeligheden egentlig er (Buch-‐Hansen & Nielsen 2005:25) 

15 hvilket betegner den kritiske realisme som værende en anti-‐reduktionistisk videnskabsteori (Ibid.) 

16 Bhaskar anvender her sin radikalt anderledes kausalitetsforståelse end den empiriske kausalitetsforstå-‐ 

else, som gør brug af en horisontal årsagsforklaring, hvor empiriske regelmæssigheder forekommer i stort 

omfang (Ibid.:26) 

Side 11 af 19



rekommer empiriske regelmæssigheder spontant. Vi har her med et multikausalt ver-‐ 

densbillede at gøre, samt en virkelighed der består af komplekse, åbne systemer af uen-‐ 

deligt mange samvirkende årsåger og virkninger, der ikke umiddelbart kan forklares ud 

fra beskrivende iagttagelser (Ibid.:28f,35). Kortfattet er differentiering altså forbundet 

med en vandret analogi, specielt med hensyn til den kausale effekt af generative meka-‐ 

nismer i åbne og lukkede systemer, hvor relationen mellem kausale potentialer og deres 

konsekvenser er kontingente – dvs. en mulighed, men aldrig determineret på forhånd 

(Ibid.:26). 

Ontologisk realist og delvis konstruktivist 

På trods af, at kritiske realister er af den opfattelse, at man hverken bør begå en epi-‐ 

stemologisk eller ontologisk fejlslutning, hvilket indikerer, at de selv bevæger sig mellem 

disse to yderpunkter, tildeles ontologien alligevel en større opmærksomhed end epi-‐ 

stemologien (Buch-‐Hansen & Nielsen 2005:23). Helt grundlæggende kan kritiske reali-‐ 

ster på baggrund af deres realistiske virkelighedsopfattelse der går på, at virkeligheden 

eksisterer uafhængigt af den individuelle observatør og dennes viden derom, kategori-‐ 

seres som ontologiske realister. Ydermere at denne ontologiske realisme er ’dyb’, idet 

virkeligheden både er stratificeret, niveaudelt, åben og differentieret. Kritiske realister 

kan dog også argumenteres for i nogen grad at tilslutte sig den ontologiske konstrukti-‐ 

visme idet de anderkender, at den sociale virkeligheds strukturer er et resultat af tidlige-‐ 

re menneskelige handlinger. Det er dog vigtigt at sondre mellem den fysiske og sociale 

virkelighed, når man omtaler kritiske realister som værende delvis konstruktivister, idet 

naturen ikke anses som værende en social konstruktion, da denne har en uafhængig ek-‐ 

sistens (Buch-‐Hansen & Nielsen 2005: 84). 

På baggrund af ovenstående redegørelser vil vi nu foretage en sammenligning af social-‐ 

konstruktivismens og den kritiske realismes forståelse af den sociale virkelighed med 

udgangspunkt i deres ontologiske og epistemologiske standpunkter. 

Side 12 af 19



Kritisk realisme som en moderat form for konstruktivisme 

Overordnet set tager de to retninger begge afstand fra positivismen. Luhmann fordi han 

mener, at forståelse ikke kan opnås ved eksperimentelt at isolere et system fra dets om-‐ 

verden, og Bhaskar på baggrund af en antagelse om, at der findes en dybere virkelighed 

end den observerede. Ydermere påpeger både Luhmann og Bhaskar at der eksisterer en 

fysisk uafhængig virkelighed, der ikke er konstrueret. 

Man kan anfægte, at Bhaskars erkendelsesmæssige konstruktivisme delvis er på linje 

med Luhmanns, idet den kritiske realisme betragter viden som et socialt produkt, eller 

nærmere betegnet som en transitiv konstruktion. Og Luhmann, at vores erkendelse af 

den samfundsmæssige virkelighed, altså vores viden, er et produkt af samfundsmæssige 

omstændigheder 17 . Tilmed forfægter både Luhmann og Bhaskar relativismen, idet de 

begge anerkender at viden er socialt frembragt, hvilket vil sige, at vi har at gøre med en 

kontekstbetinget og relationel forståelse af virkeligheden. 

I forhold til det ontologiske opererer Bhaskar med sociale virkelighedsstrukturer som et 

reproduceret produkt af tidligere individers sociale handlinger og interaktioner, mens 

Luhmann opererer med kommunikation der avler kommunikation, og dermed ligeledes 

er socialt konstrueret. Dog kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig 

kan beskrive Luhmann som værende ontologisk konstruktivist. Et modargument kunne 

være, at Luhmanns teori om autopoietiske systemer blot er et systems måde at erkende 

virkeligheden på, men ikke en beskrivelse af virkeligheden ’i sig selv’, hvorfor Luhmanns 

beskrivelse af virkeligheden altså ikke kan opfattes som ontologisk, som Finn Collin el-‐ 

lers hævder. Kritiske realister kan dog helt grundlæggende kategoriseres som værende 

ontologiske realister idet de mener, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af den indi-‐ 

viduelle observatør og dennes viden herom. 

På baggrund af ovennævnte vurdering kan man argumentere for, at kritisk realisme er 

en moderat form for konstruktivisme (Buch-‐Hansen & Nielsen 2005:85). Det er dog væ-‐ 

sentligt at holde in mente, at den kritiske realisme stadig tydeligt adskiller sig ved at 

bygge på en mere inkluderende og dyb ontologi. Ud fra Bhaskars optik kan socialkon-‐ 

struktivismen, ligesom positivismen, argumenteres for at operere med en flad virke-‐ 

lighedsopfattelse, der glemmer at tage højde for virkelighedens dybde. Dette leder os 

17 Hos Bhaskar gælder dette dog kun med hensyn til samfundsvidenskaben og ikke naturvidenskaben 

Side 13 af 19



videre til en vurdering af, hvorledes Luhmann og Bhaskar hver især vægter ontologi og 

epistemologi i forhold til hinanden. 

At give én dimension forrang frem for én anden 

Man kan argumentere for, at Luhmann tillægger epistemologien størst opmærksomhed, 

idet han bygger hele sin teori op omkring de erkendelsesmæssige strukturer og dermed 

vægter epistemologien højere end det ontologiske. Man får her et indtryk af, at han ikke 

ser en nødvendighed i at artikulere et ontologisk standpunkt. Modsat tillægger Bhaskar 

ontologien en større opmærksomhed, idet selve grundlaget for hans teori er møntet på 

en ontologisk nytænkning. Man kan her argumentere for, at Luhmann, ifølge Bhaskar, 

ikke har blik for, at der eksisterer en reel virkelighed. Ifølge Luhmann findes der nemlig 

kun én virkelighed inde i systemets subjektive erfaringsverden, hvor der hos Bhaskar 

findes en virkelighed uden for denne (Wad 2012:380). Ud fra Bhaskars markante hold-‐ 

ning til ontologiens uomgængelighed kan man således argumentere for, at Luhmanns 

nedprioritering af ontologien bevirker, at han overser væsentligheden i at enhver teori 

bør indeholde et stærkt ontologisk fundament. 

Følgende er en diskussion af, hvilke forcer og begrænsninger Luhmann og Bhaskar imø-‐ 

degår i deres forståelse af den sociale virkelighed. 

Refleksivitetsproblemet 

Socialkonstruktivismen støder både på erkendelsesmæssige og ontologiske problemer 

når de anfægter, at det der regnes for viden, eller at selve virkeligheden, er en konstruk-‐ 

tion. Man kan nemlig argumentere for, at det ikke er muligt at arbejde med en universel 

form for socialkonstruktivisme, hverken erkendelsesmæssigt eller ontologisk, idet dette 

uundgåeligt leder til refleksivitetsproblemet, der betyder, at en teori leder til selvmodsi-‐ 

gelser 18 (Collin 2012:372). Socialkonstruktivisternes eget standpunkt må også være un-‐ 

derlagt deres egen konstruktivisme, og deres virkelighedsopfattelse må dermed blot 

være en afspejling af sociale omstændigheder, hvis de skal kunne udtale sig om virke-‐ 

ligheden i sig selv (Ibid.). Socialkonstruktivisternes forsvar til denne kritik imødegås med 

to indvendinger: For det første, at kritikken begår en genetisk fejlslutning, hvilket vil si-‐ 

ge, at man slutter fra en teoris oprindelse til dens gyldighed (ibid.). Denne kritik imøde-‐ 

går socialkonstruktivisterne dog ved at postulere, at en teoris gyldighed sagtens kan væ-‐ 

re sand på trods af dens fremkost (Ibid.). For det andet, at teorier aldrig kan afspejle den 

18 Dette problem er velkendt indenfor filosofien siden Kant 

Side 14 af 19



egentlige virkelighed, da de blot er redskaber til af afbilde virkeligheden. Dette stand-‐ 

punkt udgør Luhmann en variant af, idet hans autopoietiske systemteori netop skal ses 

som er et redskab til håndtere virkeligheden og ikke repræsentere den. Luhmanns er-‐ 

kendelsesteoretiske konstruktivisme støder også på refleksivitetsproblemet i det øjeblik 

man anlægger en konstruktivistisk synsvinkel på hans egne teser. Hvis vi skal tage hans 

autopoietiske systemteori alvorligt, har Luhmann kun adgang til sine egne systemiske 

reaktioner på omverdenen, hvilket betyder, at han ikke kan udtale sig om systemer der 

ligger uden for hans nuværende iagttagelses grænser – han kan altså ikke udtale sig om 

andet end sin egen virkelighed. Problemets konsekvenser er ifølge Luhmann dog af uin-‐ 

teressant karakter, idet at refleksivitetsproblemet i hans optik ikke er en relevant stør-‐ 

relse (Collin 2009:97f). Dette betyder dog ikke, at problemet fordufter – tværtimod kan 

det ses som en svaghed, at Luhmann ignorerer at ’løse problemet’. 

En ukontroversiel Luhmann? 

Man kan desuden diskutere, hvorvidt Luhmanns konstruktivisme kan karakteriseres som 

værende ukontroversiel. Når Luhmann beskæftiger sig med en ontologisk konstrukti-‐ 

visme i forhold til den sociale virkelighed, kan man umiddelbart tale om en mindre kon-‐ 

troversiel konstruktivisme, end når vi har at gøre med den fysiske virkelighed (Collin 

2009:79). Dog kan man argumentere for at det er rimelig trivielt at hævde, at et sam-‐ 

fund består af menneskelige handlinger, og idet Luhmann udnævner samfundet til at 

være bestående af kommunikation, kan man også argumentere for, at dette kan ses 

som værende et makroskopisk systemaspekt af menneskelige handlinger (Ibid.:95f). På 

den anden side må vi holde in mente at vi jo netop har at gøre med en systemteori, hvor 

kommunikation er i fokus, og det netop er sproget, og ikke de menneskelige handlinger, 

der er konstituerende for de sociale processer. Man kan derfor ligeledes argumentere 

for at Luhmanns ontologiske konstruktivisme er ukontroversiel (Ibid.). 

Hvorfor udforske en virkelighed, der er uobserverbar? 

Ligesom Luhmann møder Bhaskar også nogle problematikker ved sin teori, som er op-‐ 

lagte at imødegå. I første omgang finder vi det relevant at betvivle, hvorvidt det giver 

mening at afdække en virkelighed, der ikke kan observeres. Hvis Bhaskars dybe og kom-‐ 

plekse virkelighed aldrig vil kunne observeres, idet vi har at gøre med abstrakte, teoreti-‐ 

ske og uobserverbare strukturer og mekanismer, hvorfor så bestræbe sig på at udforske 

virkelighedens dybder? Bhaskar taler om at virkeligheden er et åbent system, der består 

Side 15 af 19



af mange samvirkende årsager og virkninger, hvor mekanismer kun kan fremvise ten-‐ 

dentielle effekter og dermed ingen strukturelle determineringer. Hvis vi tager Bhaskars 

dybe virkelighedsbillede for gode varer, synes hans kausalitetsbegreb altså at fremstå 

som en lidt vag og uvidenskabelig størrelse, idet vi jo kun kan tilnærme os virkeligheden 

og aldrig afdække den fuldstændigt, hvilket man kan argumentere for danner et grund-‐ 

lag for at betvivle teoriens anvendelighed. 

Fængslet i en empirisk ontologi 

Det synes desuden som om, at Bhaskar bliver fanget i sin empiriske ontologi. Virkelighe-‐ 

den er indsnævret til kun at omhandle de fænomener der forekommer nu og her, hvor 

intet er umiddelbart – men kan man så overhovedet tale om strukturer? Og er det så 

ikke at blæse samtidig med at have mel i munden, jævnfør Bhaskars aktør/struktur-‐ 

overvejelser, når kritiske realister argumenterer for, at samfundet netop består af socia-‐ 

le strukturer? Man kan argumentere for, at Bhaskar selv anerkender sit eget problem 

ved at angive, at samfundet er afhængig af dets kontekst – men hvis samfundet er så 

integreret i denne kontekst, kan vi da overhovedet udtale os om noget generelt? 

Hønen eller ægget? 

Ydermere kan man argumentere for, at kritiske realister ikke tager højde for samfundets 

oprindelse, altså det sociale – for hvordan kan det sociale opstå, hvis der ikke eksisterer 

nogen til at gøre det socialt? Bhaskar angiver, at mennesket fødes ind i samfundet – 

hvilket indikerer at det sociale eksisterer før individerne – men giver det mening, når 

Bhaskar også angiver, at sociale strukturer altid vil være et produkt af fortidens menne-‐ 

skelige aktiviteter? 

Et ufuldendt alternativ 

I forlængelse heraf kan det diskuteres hvorvidt Bhaskar egentlig er i stand til at godtgø-‐ 

re, hvordan aktører og sociale strukturer rent faktisk indgår i de omtalte vekselvirknin-‐ 

ger. Som tidligere angivet har vi at gøre med to poler, der er ikke-‐reducerbare, men som 

samtidig fokuserer på relationer, vekselvirkning og dynamik mellem dem. Alligevel synes 

de dog at fremstå relativt adskilte, idet Bhaskars insisteren på strukturel kausalitet ser 

ud til at skabe et problem, idet det kun er menneskerne og ikke strukturerne, der har 

kapacitet, dvs. kausal kraft, til at forandre, og dermed agere som sociale aktører (Wad 

2012:398). Man kan på baggrund af dette fristes til at betvivle fuldendtheden af 

Side 16 af 19



Bhaskars ellers nuancerede og kvalificerede forsøg på at skabe et alternativ til den skar-‐ 

pe enten/eller-‐tænkning, som dualismer ellers er udtryk for. 

Konklusion 

Luhmann og Bhaskar bidrager med to forskellige forståelser af den sociale virkelighed, 

der bygger på henholdsvis en erkendelsesmæssig konstruktion og en helhedsorienteret 

virkelighedsbeskrivelse. Luhmann opfatter den sociale virkelighed ud fra en overordnet 

skelnen mellem system og omverden, hvor erkendelsens genstand altid omformes, så 

den passer til organismens systembetingelser. Erkendelse bliver hermed en konstruktion 

der ifølge Luhmann skal ses som et redskab til at håndtere virkeligheden og ikke at afbil-‐ 

de den ´i sig selv´. Når Luhmann hævder at den sociale virkelighed kun består af sociale 

konstruktioner, jf. the cookie-‐cutter argument, mangler der ifølge Bhaskar et substanti-‐ 

elt indhold i den rå virkelighed, som Luhmann kan siges at have ´rullet et kagejern´ ud 

over. Virkelighedsbegrebet er hos Bhaskar nemlig ikke åbent og formbart, som hos 

Luhmann, idet han anfægter en dybere ontologisk realisme der tager afstand fra en 

overfladisk virkelighedsopfattelse. 

Ved at tematisere berørings-‐ og brudflader mellem Luhmanns og Bhaskars ontologiske 

og epistemologiske standpunkter i forhold til den sociale virkelighed kommer det til ud-‐ 

tryk, at kritisk realisme kan betegnes som en bestemt form for konstruktivisme der be-‐ 

finder sig på linje med den epistemologiske og ontologiske konstruktivisme. Dette på 

baggrund af, at Luhmann og Bhaskar begge betragter viden som et social produkt. Til-‐ 

med forfægter de begge relativismen, idet de opererer med en kontekstbetinget og re-‐ 

lationel forståelse af virkeligheden. 

Selvom kritiske realister kan kategoriseres som værende ontologiske realister idet virke-‐ 

ligheden, ifølge dem, eksisterer uafhængigt af den individuelle observatør og dennes 

viden herom, kan de også kategoriseres som ontologiske konstruktivister, idet de desu-‐ 

den anerkender den sociale virkeligheds strukturer som et resultatet af tidligere menne-‐ 

skelige handlinger. Det kan dog diskuteres hvorvidt Luhmann overhovedet er ontologisk 

konstruktivist, idet systemernes erkendelse af virkeligheden ikke er en beskrivelse af 

virkeligheden ’i sig selv’ og dermed ikke kan opfattes som værende ontologiske beskri-‐ 

velser. 

Hvor Luhmann nærmest forsømmer ontologien, idet han har skabt en teori, der hoved-‐ 

sageligt er epistemologisk orienteret, rummer den kritiske realisme både ontologiske og 

Side 17 af 19



epistemologiske pejlemærker i en relativt kompleks helhedsforståelse, der på trods af 

en skarp skelnen mellem den transitive og intransitive dimension, alligevel giver den in-‐ 

transitive en forrang. Vægtningen af epistemologi og ontologi spiller således en betyde-‐ 

lig rolle i dannelsen af, hvordan teorierne forstår den sociale virkelighed. 

Afslutningsvis kan man anklage Luhmanns autopoietiske systemteori for at være selv-‐ 

modsigende, jf. refleksivitetsproblemet, idet hans konstruktivistiske synsvinkel også må 

gælde for hans egne teser. Han har altså ikke adgang til at udtale sig om andre virke-‐ 

ligheder end hans egen. Imidlertid er han ukontroversiel, idet han udnævner kommuni-‐ 

kation som værende den konstituerende faktor for de sociale processer. I forhold til 

Bhaskar, kan der stilles spørgsmålstegn ved anvendeligheden af hans teori, idet vi jo kun 

kan tilnærme os virkeligheden, men aldrig afdække den fuldstændigt. Ydermere ser 

hans insisteren på strukturel kausalitet ud til at skabe et problem, idet det kun er men-‐ 

neskerne og ikke strukturerne, der har kapacitet til at forandre, hvorfor man kan betviv-‐ 

le hvorvidt han godtgør hvordan aktører og sociale strukturer indgår i vekselvirkninger-‐ 

ne. 

Side 18 af 19

VT eksamen 2012.pdf - sociologisk-notesblok

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?