11. Halvtredserne - Danmarksgades Skole

DANMARKSGADES SKOLES HISTORIE 11
Ved Jørgen Broch
HALVTREDSERNE 1
Skolens naboer, en eksamenserindring
Danmarksgades Skole lignede i halvtredserne sig selv. Siden de store byggerier i 1910 og 1911,
var der ikke sket væsentlige ændringer.
Heller ikke eksamensordningerne havde undergået de store forandringer. De byggede på
skoleloven af 1903, hvor mellemskolen blev indført først og fremmest ved gymnasier, hvor den
tjente som en bro mellem folkeskolen og gymnasiet. Da der også åbnedes mulighed for at oprette
mellemskoleklasser i skoler uden gymnasium, vandt den hurtigt stor tilslutning, og med skoleloven
af 1937 blev mellemskolen en del af folkeskolen.
Efter femte klasse blev eleverne delt i eksamensmellemskolen og i den eksamensfri mellemskole
eller ”fri mellem”. De, der ønskede at gå i eksamensklasserne, skulle bestå en mellemskoleprøve.
Klarede børnene ikke den skriftlige prøve med tilstrækkeligt godt resultat, var der endnu en
mulighed for at gå op til en mundtlig prøve og derefter slippe gennem nåleøjet.
Det er klart, at børn, der ikke klarede disse krav ofte følte sig kasserede, og mange af dem forlod
derfor skolen, når de fyldte 14 år, dvs. efter 2. fri mellem eller som den i daglig tale kaldtes ”7.
klasse”. De mest modne kom straks i lære, men ofte brugte børnene et par år som cykelbude eller
arbejdsdrenge eller for pigernes vedkommende som ung pige i huset.
Den højeste eksamen man kunne tage i folkeskolen var realeksamen, ofte kaldt ”den lille mands
studentereksamen”. Den gav adgang til flere studier og var medvirkende til et højere
uddannelsesniveau for betydelige samfundsgrupper.
Der var altså ikke sket de store forandringer igennem 50 år. Men hvordan så der ud omkring
Danmarksgades Skole?
Den række huse, der ligger på skolens side af Danmarksgade fra Torvegade til Kirkegade, er der
ikke sket de store ændringer med. Kun den gamle skolebygning fra 1889 er blevet erstattet af en ny
bygning omkring 1970.
På sydsiden er forandringerne totale. Ikke en eneste af de daværende bygninger er bevaret.
Henne på hjørnet af Danmarksgade og Torvegade, hvor nu Hotel Britannia ligger, lå det gamle
Folkekøkken. I halvtredserne var det indrettet til boliger, men under et halvtag ud mod
Danmarksgade lå Fisketorvet, hvor der blev solgt fisk et par gange om ugen. Så lå der to lave
beboelsesejendomme, nummer 46 og 48. I gården bag nummer 48 havde malermester Brorson
Petersen sit værksted. Derefter var der to huse med både stue og første sal.
Danmarksgade 54-56 tilhørte A/S Fællesbageriet. Her virkede Bagermestrenes Rugbrødsfabrik. I
nummer 54 havde mælkehandler Vedstesen sit mejeriudsalg. Vedstesen havde en lille
bibeskæftigelse. I de perioder, hvor der ikke blev uddelt skolefrokost, den såkaldte Oslo-frokost, og
mælk, stod Vedstesen i lærernes cykelskur og solgte mælk og minirugbrød ved en planke han kunne
slå ned på tværs foran døren til cykelrummet.
Det var ikke alle elever, der kunne nøjes med det lille vareudbud i skolegården, så det var en
yndet sport at smutte over til ”Vedser” og handle, og derefter bestod sporten yderligere i at komme
tilbage til skolegården uden at blive set af gårdvagterne.
Brødfabrikken lå tilbagetrukket med en stor gårdsplads, og ud mod Danmarksgade var der bygget
en mur med en stor indkørsel i midten.
Nummer 58, der var en fireetages bygning, ejedes af Esbjerg og Omegns Brugsforening. Der var
dog ikke butik i ejendommen.
I det næste hus havde købmand Jensen sin lille butik. Også han havde en fast kundekreds blandt
skolens elever.

I nummer 62 var der en cykelsmed i kælderen. Bag denne ejendom var der en bagbygning med
flere boliger.
Nummer 64-66 var en ren udlejningsejendom med boliger i fire etager fra kælder til anden sal.
Helt henne på hjørnet i nummer 66 lå ”Den billige Kælder”, der blev drevet af gartner M. Gravesen.
Som man kan se, var den indre by spækket med små næringsdrivende. På nordsiden af
Danmarksgade var der manufakturhandler, slagterforretning og ligkistemagasin. Gik man længere
ned ad gaden fra Torvegade mod Banegården, stødte man på Rio Sko, som mange endnu kan huske,
en skiltemaler, endnu en malermester, rullestue, bager, produkthandler, glarmester, skomager,
mælkehandler, vaskeri og to købmænd og yderligere en gartner.
Så var der minsandten også en hestestald. Jernbanens vognmand bragte langt op i halvtredserne
banepakker ud med hestevogn, og hestene var opstaldet i Danmarksgade.
Jeg var selv elev på Danmarksgades Skole i skoleåret 1957-58. Jeg havde hidtil gået på Østre
Skole, men da vi kun var syv, der ønskede at fortsætte i realklassen, måtte vi flytte skole.
Efter en beskyttet tilværelse på det vi opfattede som byens bedste skole, fik vi nu kærligheden at
føle. Vi syntes, at der var rigtig mange lærere af den gamle skole. Vi fik H. R. Brandt til både
matematik og fysik. Selv om vores nye klassekammerater fortalte os, at Brandt var det rene vand nu
i forhold til, hvordan han havde været tidligere, syntes vi, at han var meget streng og kolerisk. Hans
lune gik især ud over de elever, der var usikre fagligt. Han gennemførte ofte de såkaldte
”blodbade”, hvor den ene elev efter den anden blev smidt ned fra tavlen, fordi de ikke kunne løse
den stillede opgave.
Men stort set var lærerne meget venlige og forstående. Der var mulighed for to valgfag. Det ene
var fransk, det andet geometri. Jeg valgte geometri, hvor vi havde Peter Chr. Kragh. Kragh kunne
godt være strid, men da vi havde to lektioner om ugen i faget, og pensum var meget lille, kunne vi
tillade os at bruge meget tid på udenomssnak. Vi skulle bare lade et ord falde om fodbold, så var
Kragh i sit es, og han fortalte ofte om sine egne bedrifter på fodboldbanen.
Til eksamen i matematik havde Kragh og jeg et fortrinligt samarbejde. Der var altid en
logaritmeopgave, og da jeg havde regnet den færdig, lå mit papir synligt ved bordkanten, mens jeg
havde kastet mig over en af de andre opgaver.
Meget mod reglementet gik Kragh op og ned ad gulvet, og da han passerede mit bord, kiggede
han ned på min løsning på den famøse logaritmeopgave. Jeg fangede hans blik, og så et
misbilligende træk i hans mundvige. Jeg var straks klar over, at opgaven var løst forkert. Derfor
begyndte jeg forfra på den, og da jeg var færdig lagde jeg bevidst papiret helt ud til kanten igen.
Da Kragh næste gang passerede, kiggede han ned, og jeg nåede lige at se en let nikken. Så var jeg
sikker på, at opgaven var klar til indføring.
Jeg boede i Englandsgade 34 og havde altså kun få minutters gang fra hjemmet til skolen. Jeg
havde ikke lyst til at møde før højst nødvendigt, så jeg styrede ud fra en radioudsendelse, der blev
sendt hver morgen to minutter i otte. Den bragte tips og ideer fra Statens Husholdningsråd. Når
udsendelsen begyndte, sprang jeg ud af døren og gik med hastige skridt hen mod skolen. Skolens ur
var altid to minutter bagefter, men ruten kunne ikke nås på fire minutter, den krævede fem. Jeg kom
altså et minut for sent hver dag hele det skoleår. Kragh var gårdvagt, og han jamrede over den flok,
der altid kom lidt for sent: ”Kunne I da ikke gå hjemmefra det minut tidligere?” spurgte han. Jeg
følte dog ikke, at problemet var så stort, for de lærere, vi skulle have i første time, var som regel
flere minutter om at få rejst sig på lærerværelset.
Der blev brugt mere rabiate metoder, da jeg næste år kom til at gå på Esbjerg Statsskole. Lige så
snart klokken ringede blev skoleporten lukket og gårdvagten noterede alle syndere, der fik pålæg
om at stille på rektors kontor næste morgen klokken 7.45. Da fik vi lært at være mere punktlige.
Offentliggjort i Pennerytteren 2005.