Læs talen

Gudstjeneste søndag d. 24. Juni 2012-06-13
Dogmegudstjeneste – Hvad skal vi snart tro på?
Tema: Det evige liv – hvad skal jeg snart
tro på?
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«
Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?
Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde:
»Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du
være med mig i Paradis.« Lukas 23; 39 - 43
Det evige liv – hvad skal jeg snart tro på?
I dag handler det om det ultimative kristne håb.
Der er mange meninger om hvad der sker i efter døden.
Faktisk et virvar af meninger og antagelser, rodet sammen i én stor forvirring.
Selv de som kalder sig kristne er forvirrede og ved ikke rigtig hvad de skal tro på.
Ja, de tror godt nok på et liv efter døden i meget brede og generelle termer, men har
ingen ide om hvad kødets opstandelse går ud på, verdensdommen, Jesu genkomst, en ny
himmel og en ny jord. (Kan heller ikke nå at komme ind på alt dette i dag!)
Fordi vi ved så lidt om det er vi næsten nød til at lave nogle hjemmestrikkede løsninger
på vores uvidenhed.
Derfor er det heller ikke underligt at mange faktisk bliver overrasket når de begynder at
undersøge det det kristne håb om det evige liv.
De finder ud af at det kristne håb faktisk er meget anderledes end de først antog.
De tidlige filosoffer (fra Plato til Hegel) har meget klogt sagt at ”Hvad du tænker om
døden og livet efter døden, er nøglen til at tænke seriøst om alt andet i livet – og er
endda det største grundlag for alt andet der måtte tænkes om livet.”
Som kristen kan jeg helhjertet tilslutte mig det synspunkt!
Det, der kommer efter min død, afgør hvordan jeg bør tænke og handle før min død.
Derfor er emnet ikke kun et vigtigt anliggende for et hengemt håb som jeg forhåbentlig
kan finde frem når tiden er inde, men er også vigtigt for hvordan jeg griber livet an lige
nu, i dag og i morgen.
Hvis jeg fx ikke tror på noget som helst efterliv, så kan jeg jo ligeså godt blot bruge dette
liv på som man siger at ”spise, drikke og være glad.”
Nogle har sørget for at ordsproget udviklede sig lidt: ”Spis, drik, hor og vær glad!”
For vi kan dø i morgen, så lad os tillade os selv at være egoistiske og opnå størst mulig
personlig nydelse i øjeblikket.
Men håber jeg på en meningsfyldt tilværelse efter døden som på en eller anden måde er
forbundet med det nuværende liv, bliver jeg nød til at gribe mit liv i dag helt anderledes
an.
Som fx forholdet til tiden – tiden der går -, som min gamle mentor understregede er
”frelst i Kristus”.
Meningerne om livet efter døden kommer i alle former og størrelser.
Den universalistiske opfattelse af at alle religionerne og traditionerne grundlæggende
deler samme opfattelse af livet efter døden er faktisk helt forkert.

Der er en verden til forskel mellem en muslim, der tror at martyrer kommer direkte i
himlen og en Hindu, der omhyggeligt bearbejder sin karma og tror at han derved bliver
genfødt i en anden krop.
Der en verden til forskel mellem jøden, der tror at de retfærdige vil opleve kødets
opstandelse og en buddhist, der håber på efter døden at forsvinde som en dråbe i havet.
Der er altså mange antagelser om hvad der står på dødens dagsorden.
Det berømte maleri af Henry Alexander Bowler opsummerer problemet med titlen:
”Doubt: Can These Dry Bones Live?” (Se billede).
Titlen relaterer til Ezekiel 37 om dalen med de døde ben, der bliver kød og sener,
hvorefter Gud blæser sin Ånd ind i dem.
En ung kvinde læner sig op af John Faithful’s gravsten, som bærer teksten: ”Jeg er
opstandelsen og livet.”
På stenen til højre af står der ”Resurgam” – ”Jeg skal opstå”. Det stod i en periode på
mange gravsten.
Nede i venstre hjørne sidder en sommerfugl på John Faithful’s kranie – et virvar af
spørgsmål, antagelser og holdninger om døden.
Menneskets problem er skildret ved kvinden, som står der – fint klædt på, med en lille
buket blomster – og ser mistroisk på den afdødes skelet.
Hun både tror og tvivler på samme tid.
Dette er menneskets problem.
Vi er fanget i et dilemma: Vi kan ikke acceptere at livet blot skulle ophøre, men kan heller
ikke forstå at det vil fortsætte i en anden tilstand.
Billedet fortæller os at uanset hvor længe vi spekulerer, vil døden altid indtræffe og
trøsten vil altid være kold, som graven.
Som den fordømte Claudio i Shakespeares Measure for Measure siger: ”Ay, but to die, and
go we know not where; to lie in cold obstruction, and to rot;”
Man kan inddele nutidens opfattelser af hvad der sker efter døden:
For det første tror nogle slet ikke på at der er noget liv efter døden.
De tror på total udslettelse.
Det synspunkt om menneskets skæbne er da i det mindste klart og enkelt.
Kroppen rådner og mennesket udslettes totalt – der er kun John Faithfuls knogler tilbage.
Men ikke mange fastholder dette synspunkt, og mener i stedet at vi på en eller
anden måde genfødes.
Det er ikke kun hinduerne som tror på dette.
Boghylderne rundt omkring vidner om et religionsblanderi (New Age), hvori
reinkarnation blot er en af fællesnævnerne.
I en anden blanding af hinduisme, buddhisme og naturreligioner er der en tredje
antagelser, der går ud på at vi efter vores død optages i verden, vi absorberes i vinden, i
træerne, i vandet, i universet.
Som et anonymt digt af en nordirsk soldat lyder:
”Do not stand at my grave and weep; I am not there. I do not sleep. I am a thousend
winds that blow, I am the diamond glints on the snow. I am the sunlight in ripened
grain (modnede korn), I am the gentle autumn rain… Do not stand at my grave and
cry, I am not there. I do not die.”
Mange begravelsesinskriptioner støtter dette synspunkt.
Dertil kommer genoptagelse af ritualet med gaver til de døde: Fotografier, bamser,
blomster, som lægges i kisten.

Jeg læste om enke som lagde nogle kiks ned i sin mands grav, sammen med et ekstra par
briller og hans gebis!!
En anden enke havde lagt 2 sprayflasker med hårklæber til tupéen ned i kisten til sin
mand - de eksploderede så i kreamtorieovnen og bøjede ovnlugen.
En sidste antagelse indbefatter troen på spøgelser, på ånder, på kontakt med de døde.
Man tror det er løgn, men der er jo opstået en religion om Elvis.
På nettet kan man læse om hvordan kulten vokser, disciplene kaldes for ”elviter”, som
tilbeder Elvis som deres gud.
Deres præst fortalte på et tidspunkt: ”Det er 25 år siden vores Herre og Frelser, Elvis
Presley, fór til himmels. Han sidder nu på sin hellige trone og kigger ned på os.”
Præsten var selv en af de oprindelige 12 som bevidnede Elvis-visionen, som er
grundlaget for kulten.
De var nemlig samlede i Graceland, ved et Elvis-jubilæum: Vi delte historier om Elvis og
begyndte at græde. Pludselig sagde en kvinde: ”Elvis, hvis du bare var her, så kunne
vi…”.
Hun nåede ikke at sige mere før en stærk vind og røg fyldte rummet, hvorefter The King
åbenbarede sig for dem og sagde: ”Tak skal I ha’, tak skal I ha’”
Elvis fortsatte: Don’t cry all the time, like you ain’t nothing but a hound dog. Jeg er
her. Jeg er kongen. Jeg har hørt jeres råb. Jeg døde ikke sidste år, jeg vendte hjem
til himlen, hvor jeg har været siden begyndelsen og vil være indtil enden. Jorden
var endnu ikke parat til at modtage mig. Jeg vil at I 12 skal gøre dem parate. Gå ud i
verden og fortæl dem at Elvis er Herren. Fortæl dem at deres smerte og sorg kan
blive vasket bort, hvis de accepterer Elvis som deres herre og frelser og følger ham.
Led mine disciple og gør verden parat til at modtage mig.”
Det sagde Elvis til præsten!!
Det kan godt virke langt ude, men måske er det i virkeligheden ikke så langt fra de mange
danskere, der jævnligt snakker med de døde.
Jeg talte for mange år siden med en kvinde, hvis søn døde alt for tidligt.
Hver dag gik hun i sin dybe sorg ud til graven, for at tale med sin søn.
Det gik op for mig, at gennem samtalen med hendes døde søn krøb døden selv ind på
kvinden.
Hun endte nemlig med at sige: ”Mit højeste ønske er at ligge ved siden af min søn i
graven.”
Jeg gik rystet fra hendes hus.
Alt sammen blot for at sige at der er SÅ megen forvirring, når det drejer sig om livet efter
døden.
De fleste mennesker ved ikke hvad den kristne tro mener om livet efter døden.
Selvom de fleste troende har en idé om det, ved de ikke hvad opstandelse egentlig
betyder i den kristne tro, og hvorfor de kristne egentlig tror på det.
I dag skal du være med mig i Paradis.
Læs txt, Lukas 23; 39-43.
2 dødsdømte forbrydere er korsfæstet sammen med Jesus.
En besynderlig dialog mellem dødsdømte finder sted.
Samtalen foregår under en kvælning, så der er ikke tid til smalltalk.
Forbrydernes reaktion spænder vidt over menneskets forhold til døden.
Enten udviser vi kynisk foragt eller også gribes vi af angst og råber om hjælp.
Den første døende forbryder overvældet af smerte og vrede forkaster Jesus.

Den anden forbryder siger: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme
dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt
gjort.«
Udtalelsen afslører både syndserkendelse og på samme tid tro.
Efter dette siger han: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.”
Jeg synes disse ord er så gribende!
Ikke alene fordi de kommer fra én døende til en anden døende.
Heller ikke kun fordi de ord vandt ham evigt liv - på et hængende hår, som i en krimi,
hvor den røde ledning klippes over og alle reddes.
Men særligt pga den intimitet og nærhed der opstår mellem forbryderen og Jesus, som
gør samtalen så ægte.
Han er den eneste som henvender sig til Jesus ved kun benytte hans fornavn.
”Jesus, husk mig”
Intimiteten, situationen og ærligheden er noget helt særligt.
Forbryderens ord til Jesus viser os hvad ærlighed og enkelhed betyder for det åndelige
liv.
Viser at det ikke nødvendigvis handler om at bede længe nok, men at bede ærligt nok.
Viser at det ikke kun er indviklede bønner Gud besvarer, men at også enkle bønner når
hans hjerte.
Al religiøsiteten er skrællet af.
Gudstjenestens rum er et torturrum.
Nadveren er af rigtig kød og blod.
Jesus svarer: ”Sandelige siger jeg dig: I dag skal du være med mig Paradis.”
Der hvor smerten var størst var trøsten også størst.
Ingen ord kan være til større trøst for den som skal dø.
Igen, det er intimiteten, situationen og ærligheden, der giver ordene særlig vægt.
Jesus fik dermed ikke lov at dø isoleret, men allerede på vej i døden redder han dem han
dør for.
Forbryderen ved ikke at han befinder sig kun 2 meter fra verdenshistoriens tidsmæssige
og åndelige centrum, men han er ikke i tvivl om trøsten i løftet.
Jesus privilegerer forbryderen.
Lige nu i smerte, om kort tid i Paradis.
Ordene ligger gemt som en skat enhver os kan indløse når tiden er inde.
Udfordrende læsning!!!!! – og et hermeneutisk spørgsmål, altså hvordan vi skal tolke Jesu
udsagn?
Hvordan skal vi taget Jesu udtalelser som ”I dag skal du være med mig i Paradis” til os?
EX: På det teologiske seminarium havde vi en diskussion: ”Hvordan er himlen?” Vores
rektor, som kunne citere store dele af NT på græsk udenad stillede spørgsmålet i en
kaffepause - med et smørret grin. Jeg henviste til Åb. 7, hvortil jeg fik svaret: ”Det er kun
myter!”
Nå, ok, tænkte jeg. Tak fordi du lige har bestemt det!”
Men Jesus talte ikke i forkortelser der krævede en udlægning.
Jesus talte ikke kun imaginært om Paradis.
Kunne man forestille sig en spin-doktor, som ind imellem pludselig trådte ind på scenen
og sagde: ”Det Jesus mener er…” som fx i tilfældet med røveren på korset.
Da-da: ”Det Jesus mener, når han siger at du i dag skal være med ham i paradis er….”
Moses behøvede en kommunikationschef – og fik Aron.
Men Jesus – som skaber af lingvistikken - behøvede vel ikke en kommunikationschef?

Eller glemte Jesus at få organiseret en ordbog, så vi kunne tyde hans udsagn korrekt?
ELLER: Kunne det tænkes at mange af Jesu udtalelser har med ”troens væsen” at gøre, og
skal modtages af os i tro og i sin umiddelbare betydning – fordi hans udtalelser netop har
med vores tro at gøre – taler om en anden virkelighed, der kun kan gribes af troen?
Troens væsen som ifølge Heb. 11 har med håb og tillid at gøre.
Ting som man ikke ser.
Ja, Jesus trøster ham - som om han vil sige til ham: ”Mens du er i smerte, mens du dør har
jeg et håb til dig, som ikke tager smerten bort, men jeg giver dig et håb stærkt nok til at
bære dig igennem smerten bag om hvilken paradis venter dig – sammen med mig går vi
derind.”
Kunne man på nogen måde forestille sig at Jesus bare finder på ”et eller andet” for at
trøste ham?
Da ville Jesus bryde alle sjælesorgens etiske regler som handler om at du i mødet med
døden taler ærligt.
Som min bedstefar på sit dødsleje anstrengte sig for at formane sygeplejersken, som
tænkte at hun ville lindre hans dødleje ved at rulle et fjernsyn ind og stille for enden af
hans seng: ”Ud med det!” råbte min bedstefar.
Som om han ville sige: ”Jeg skal ikke dø til en comedy!”
Jesu løfte til røveren var ikke blot et velmenende, kammerateligt og bedøvende råd.
Det var ærligt, konkret og troværdigt.
Du skal i dag med mig i Paradis!
Om nogle få timer er det slut!!
Den anden røver reagerede helt anderledes og kunne såmænd ligeså godt have sagt:
”Fjog! Du tror da ikke på det pladder!”
Selvom vi ikke er så kyniske som ham, har vi ofte samme tilgang til løfterne: ”Myter! Det
kan man da ikke tro på!” og diskvalificerer på forhånd mange af Guds løfter om efterlivet.
Vi tager dem helt enkelt ikke til os.
Jeg nævner dette som indledning til det næste jeg gerne vil sige – som er biblens eget
umiddelbare udsagn – råt og uforsødet, uden videnskabeligt moms og papir – den opgave
vil jeg overlade til dig selv!!
Hvilket Paradis?
Biblen siger at den troende vil opleve en ny tilstand hvor den fulde glæde opleves i Guds
nærhed.
Jesus vil sige til den troende: ”Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv,
som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.” Matt. 25; 34.
Den som tror vil træde ind i et rige, hvor ”Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og
hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres
pande. Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra
solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder.”
Åb. 22; 3-5.
Disse ord på et dødsleje skal ikke forklares!!
”Skal vi så alle sammen tatoveres når der skal stå Jesus på alles pander?”
Hvis vi ikke forstår at det skal forkyndes os forstår vi det slet ikke.
Biblen udforsker faktisk Paradis i meget malende beskrivelser for os.
Den fortæller os at der vil være en ny himmel og en ny jord – en helt fornyet skabelse og
vi vil lede dér sammen med Gud.
”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke
længere huskes, og ingen skal tænke på det”. Esajas 65, 17

Peter skriver: ”Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor
retfærdighed bor.” 2. Pet. 3; 13.
Apostlen Johannes skriver om sit fremtidsyn i Åb. 21; 1: ”Og jeg så en ny himmel og en
ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt…”
Der vil blive en slags forening mellem det nuværende ved at Guds bolig kommer til
menneskene - men ved at det eksisterende erstattes eller formes ( 2 skoler: Lutheranere:
Ny himmel. De reformerte: Fornyelse af den eksisterende jord) efter Guds nye tanke med
jord og himmel.
Gud kommer ned og tager ”bolig hos menneskene”, v3.
Altså, en sammenfatning af himmel og jord i en ny skabelse, hvor vi vil leve i Guds
nærhed.
Paradis eller himlen omtales i biblen som et sted, akkurat ligesom i Jesu ord til røveren.
”Himlen er min trone, jorden min fodskammel” Es. 66; 1.
Jesus selv lærte os at bede: ”Vor Fader, du som er er i himlene” Matt. 6; 9
Jesus selv er taget hen til det ”sted”: ”han, som er faret op til himlen og sidder ved
Guds højre hånd.” 1. Pet. 3; 22
Den opfattelse af Paradis vi bliver præsenteret for er altså ikke bare en sjælelig tilstand.
Det virker snarere som om Jesus gerne vil have forbryderen til at håbe på et sted.
Stadig, han siger hverken til røveren eller os: ”Det er bare gas, bare noget jeg sagde”.
Han efterlader os ikke med forklaringer.
Som den elskende siger: ”Jeg vil give mit liv for dig” og ikke hvordan jeg helt konkret vil
give mit liv.
Skal vi lade manglende videnskabelige fakta afgøre at der IKKE findes et sådan sted?
Det går igennem hele Jesus-historien at Jesus er gået til et andet ”sted” – han blev i sin
himmelfart løftet op – forsvandt for deres øjne – til et andet sted.
Da Stefanus døde, under en regn af sten, råbte han: ”Nu ser jeg himlen åben og
Menneskesønnen, stå ved Guds højre side”.
Så ifølge Jesu ord til forbryderen, og ifølge de mange andre udsagn i biblen kan du faktisk
tillade dig at tænke om Paradis som et sted, uden at blive dømt psykotisk!!
Stefanus, psykotisk?
Så han bare symboler? Eller så han ind i en åndelig virkelighed, en åndelig dimension,
som Gud har skjult for vores øjne, men ikke desto mindre eksisterer i tid og rum?
Eller var Paradis bare et symbolsk løfte for forbryderen?
Jesus lever i det rum, i sit fysiske opstandelseslegeme for senere at vende tilbage.
Ud fra denne tanke at Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro
på mig! I min faders hus er mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt at jeg går
bort for at gøre en plads rede for jer? ( Jesus besvarer et hermeneutisk spørgsmål
”Hvordan skal jeg udlægge dit udsagn”) Og når jeg er gået bort og har gjort en plads
rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg
er.” Joh. 14; 1 – 3.
Jesu udtalelser leder os til at konkludere at Paradis eller Himlen allerede nu er et sted –
selvom stedet er ukendt, og det for vore sanser er umuligt at forstå.
På det sted vil vi findes os selv med vores nye opstandelseslegeme, der ligner Jesu
opstandelseslegeme - som han opstod på tredjedagen - gik gennem døre og spiste fisk.
Men det helt smarte ved vores nye opstandelseslegeme er at det aldrig vil ældes, være
svagt eller rammes af sygdom.
Gud elsker jo den fysiske verden som han har skabt i sit billede.

Ja, den er forvrænget, men tanken er at Gud perfektionerer sin skabelse i
overensstemmelse med det formål han skabte os til - til lov og pris for sin nådes
herlighed. Ef. 1; 6
Med disse briller på kan det heller ikke overraske os at det fysiske liv også går igen i den
nye virkelighed:
Vi skal spise og drikke: ”Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før
Guds rige kommer.” Luk. 22; 18
”Floden med livets vand” Åb 22; 1 – skal strømme gennem byens gader, hvor vi også ser
”Livets Træ” som bærer frugt 12 gange og hvis blade tjener til lægedom.
Vi er inviteret til bryllup, en stor fest, gensynsglæde.
Selvfølgelig er alle symbolerne en diskussion værdig, men det er troens væsen, troens
mad vi snakker om.
Vi skal altså spise, drikke, feste, socialisere - og for musikelskere er der også godt nyt:
Tilbedelse døgnet rundt.
Der kunne siges så meget mere om dette - læses så mange flere skriftsteder op.
Men hvad der er vigtigere end himmelbyens skønhed, vigtigere end det internationale
møde mellem kultur og race, vigtigere end fraværet af sygdom og smerte - mere vigtigt
end alt dette er Guds eget nærvær: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos
dem, og de skal være hans folk, og Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre hver
tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, eller
heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” Åb. 21; 3-4.
Fremfor alt skal vi se hans ansigt: ”Og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres
pande.” 22; 4.
Ligesom røveren blev trukket over i en anden virkelighed og virkeligt skulle være der
SAMMEN med Jesus i Paradis, således skal den troende.