Den besværlige eller den velsignede alderdom? Aristoteles ... - mbbio

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
Alderdommen er ikke, hvad den har været …
• OLDETOPIA
• Bag om Oldetopia
• Lærervejledning
• Feedback
Den besværlige eller den velsignede
alderdom?
Aristoteles: “De ældre er egoister”
I det antikke Grækenland blev ungdommen og skønheden hyldet. Derfor kunne
man umiddelbart forestille sig at synet på ældre og alderdom i denne kultur ville
være negativt. Denne kilde, “Retorik” af filosoffen Aristoteles (384-322 f. Kr.),
bekræfter da også denne forestilling.
Aristoteles (384-322 f. kr.) Græsk filosof, logiker og naturforsker.
Studerede i Athen ved Platons Akademi og underviste senere bl.a.
Alexander den Store. Hans efterladte skrifter er overvejende
forelæsningsmaterialer og noter brugt til undervisning.
Aristoteles var af den overbevisning, at mennesket ligesom alle andre
levende væsener er en hensigtsmæssig skabning. Toppunktet i sjælens
udvikling er det 49. år, mens kroppen allerede topper i 30-35 års alderen.
Derfor er mennesket bestemt til at løse opgaver, inden det bliver 50 år, og
årene herefter er uhensigtsmæssige og mindreværdige. Som det fremgår af
kilden, mente han, at efterhånden som et menneske lever sit liv, ophobes
der en række fejl i det, og derfor har et gammelt menneske betydelig flere
fejl end et ungt menneske. Samtidig mente Aristoteles, at aldring skyldes et
varmetab af en medfødt mængde varme.
I det følgende uddrag af Aristoteles’ “Retorik” fremgår det, at der næsten ikke er nogen grænser
for, hvor mange negative psykiske egenskaber, han tillægger det gamle menneske. Samtidig
skinner hans biologiske opfattelse af aldringen igennem.
Fra: Aristoteles’ Retorik XIII
Page 1 of 11
“De ældre, og de som har lagt den modne alder bag sig, har på de fleste punkter næsten den
modsatte karakter af de unges. Fordi de har levet i så mange år og har været ude for flere bedrag
og selv har begået flere fejl, og eftersom det meste menneskeværk falder ringe ud, går de ikke
helhjertet ind for noget og er “til overmål” mindre interesseret i alting, end de burde.
De “tror nok”, men “ved ikke”, og i deres tvivlrådighed tilføjer de altid et “vel nok” eller “kan
være” og siger alting på den måde, aldrig noget med bestemthed.
Og de er ondskabsfulde; ondskabsfuldhed består nemlig i at anskue alting fra dets dårligste side.
Og de er desuden mistroiske af manglende tiltro til deres medmennesker, og deres manglende
tiltro skyldes erfaringen.
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
Af samme grund hverken elsker eller hader de fuldt ud, men i overensstemmelse med Bias’ råd
elsker de, som skulle de komme til at hade, og hader, som skulle de komme til at elske.
Og de er smålige, fordi de er blevet ydmyget af livet; for de begærer intet stort eller usædvanligt,
men kun hvad der er nødvendigt for at leve.
Og de er påholdende, for det er en af livets fornødenheder at eje noget, og hvor svært det er at
erhverve noget, og hvor let at sætte det over styr.
Og de er bange af sig og tilbøjelige til altid at tage frygten på forskud; deres måde at være på er
nemlig stik modsat de unges. De er nedkølede, hvor de unge er varme. Alderen har faktisk banet
vejen for frygtsomheden; thi frygt er en slags nedkøling.
De hænger ved livet og særlig henimod deres livsaften. Ens ønsker er jo rettet mod det
fraværende, og vi begærer det stærkest, som vi må savne.
De er egoister, mere end de burde, - også det er en slags smålighed, - og de lever ikke for det ædle,
men for det nyttige i højere grad end de burde, netop på grund af deres egoisme. Det nyttige er
nemlig et personligt gode, det ædle et gode slet og ret.
De er snarere skamløse end generte; eftersom de nemlig ikke tænker så meget på det ædle som på
det fordelagtige, bekymrer de sig ikke om, hvad folk mener.
På grund af deres erfaring er de skeptiske over for fremtiden; det meste af, hvad der sker, er jo
ikke meget værd. I hvert fald ender det meste med at blive ringere. En grund mere er at søge i
deres frygtsomhed.
De lever mere i erindringen end i håbet, for den resterende del af livet er kort og den tilbagelagte
lang, og håbet er rettet mod det kommende, erindringen mod det forbigangne. Heri ligger også
grunden til deres snakkesalighed; de taler nemlig ustandseligt om fortiden, fordi de har glæde af at
mindes.
Deres vredesudbrud er heftige, men uden kraft, og af deres ønsker og drifter er nogle svundet bort,
andre er svage, så at de hverken beherskes af noget begær eller handler ud fra noget andet motiv
end ønsket om vinding. Derfor betragtes mænd i denne aldersklasse som besindige for deres
drifter er svækket, og de er kun slaver af vinding.
Og de lever mere efter forud anstillet beregning end umiddelbart efter deres karakter. En
beregning ser nemlig på det fordelagtige, medens karakter er et spørgsmål om moral. De
uretfærdigheder, de gør sig skyldige i, er dirigeret af ond vilje, ikke af mangel på mådehold.
Page 2 of 11
De gamle er også tilbøjelige til at føle medlidenhed, men ikke af samme grund som de unge. De
unges medlidenhed skyldes menneskelige grunde, de gamles kommer af svaghed. De tror nemlig,
at alverdens ulykker hænger over deres hoveder, og det disponerer en form for medfølelse. Derfor
er de også tilbøjelige til at jamre og er hverken vittige eller lattermilde. Hang til jammer og
jeremiader er jo det modsatte af at være lattermild.
Sådan er altså de unges og de ældres væsen. Da alle mennesker gerne låner øre til ord, der
stemmer overens med deres egen tankegang, og til folk der ligner dem selv, er det derfor ikke
svært at se, hvilke ord vi skal bruge, for at både vi selv og det, vi siger, kan gøre den rette
virkning.”
Aristoteles’ Retorik, B XIII 1-16, overs. Thure Hastrup. Museum Tusculanum 1983, København.
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
At gøre fyldest hos en kvinde
Aristoteles negative syn på gamle folk, blev dog allerede i den græske oldtid udfordret af blandt
andre Aristoteles’ egen lærer Platon (427-347 f. Kr.). I dialogen Staten skildrer Platon et noget
mere positivt og nuanceret billede af alderdommen.
Det følgende uddrag fra Staten er en samtale mellem Sokrates (ca. 470-399 f. Kr.) og den gamle
Kefalos, som Sokrates genfortæller:
Platon (427-347 f. Kr.). Græsk
filosof.Elev af Sokrates. Grundlagde i
380 erne sit Akademi i Athen (kaldet
Europas første universitet). De fleste
af Platons skrifter har, som Staten,
form af dialoger.Politikens
Filosofileksikon, Red. Poul Lübke,
Politikens forlag A/S, 1983,
København.
Fra: Platons Staten
Sokrates (470-399 f. Kr). Græsk
filosof. Har ikke nedskrevet nogen
værker, da han formidlede sine tanker
mundtligt, men hans tanker er blevet
formidlet videre af bl.a. Platon.Blev af
den Romerske stat tvunget til at begå
selvmord ved at drikke et bæger
skarntydesaft. Han blev anklaget for
ikke at anerkende statens guder, men
der er stor sandsynlighed for at den
egentlige årsag var politisk.Politikens
Filosofileksikon, Red. Poul Lübke,
Politikens forlag A/S, 1983,
København.
Page 3 of 11
“- Kære Kefalos, svarede jeg, jeg forsikrer dig for, at jeg for min del nyder at tale med rigtig
gamle mennesker. Det er jo dem man skal høre på og lære af - det er ligesom de har tilbagelagt en
lang vej, som vi måske også selv skal gå - og så må vi spørge dem, om hvordan vejen er, stenet og
besværlig, eller let og magelig. Det ville glæde mig i høj grad at høre, hvad du mener derom, nu
da du er kommet så højt til års - du som “står på alderdommens tærskel” som digteren siger. Er
livets vej trang og svær, eller hvordan vil du betegne den?
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
- Det skal jeg såmænd svare dig på, Sokrates, hvis du vil høre min personlige mening. Det hænder
jo tit, at en kreds af os gamle træffer sammen, efter ordsproget om at “lige børn leger bedst”. De
fleste af os beklager sig i høje toner over, at de savner ungdommens fornøjelser; de opfrisker
minderne om den tids galante eventyr, om sold og lækre middage, og hvad dertil hører; det piner
dem, at de nu er afskåret fra den slags formentlige herligheder, og de synes, at dengang levede de -
i modsætning til nu! Der er også dem, der jamrer over at deres familie behandler dem som aflægs,
og derfor bryder de ud i jeremiader over alderdommen og giver den skylden for alle deres
genvordigheder. Men jeg mener nu, Sokrates, at de skyder forbi med deres beskyldning. For hvis
skylden lå hos alderdommen, ville jeg og alle mine jævnaldrende være lige ilde stedt. Ikke desto
mindre har jeg truffet adskillige, der ikke følte det således.
Jeg overværede f.eks. engang, at én spurgte digteren Sofokles: “Hvordan har du det med det
sexuelle, Sofokles? Er du stadig i stand til at gøre fyldest hos en kvinde?” “Vor Herre bevares”
svarede Sofokles, “jeg priser mig lykkelig over, at jeg er kommet ud over den slags, ganske som
en slave, der er sluppet væk fra en grusom herres tyranni”. Jeg fandt, at det var fornuftigt talt, og
det finder jeg stadig væk. For når man kommer højt op i årene, har man dejlig fred for den slags
uro; det er en sand befrielse. Lidenskaberne taber deres magt over en og falder til ro, ganske som
Sofokles følte det. Hans ord om frigørelse fra de grusomme herrers tyranni er som talt ud af mit
hjerte. Den virkelige grund til de andres bryderier og ærgrelser med deres familie, det er ikke
alderen, Sokrates, men en helt anden ting: vedkommendes egen karakter. Hvis man er et vel
afbalanceret og fredsommeligt mennesker, er alderen ikke nogen særlig tung byrde; men for den
ubeherskede er såmænd både alderen og ungdommen brydsom nok, Sokrates.
Jeg blev helt begejstret for hans svar, men da jeg gerne ville holde ham til ilden, sagde jeg:
- Jeg er bange for, at der er mange som ikke vil give dig ret i hvad du siger dér, Kefalos. De vil
påstå at når du bærer din alderdom så let, skyldes det ikke din karakter, men din rigdom; for de
rige har mange adspredelser.
- Det er sandt nok, svarede han, det vil de indvende. Der er også noget rigtigt i det, men ikke så
meget som de selv tror. Det belyser historien om Themistokles fortræffeligt. Da en mand fra
Serifos ville ydmyge ham ved at påstå overfor ham at han ikke skyldte sig selv, men sin fødeby
Athen sit ry, så svarede han: “Du har ret; jeg ville ikke være blevet berømt hvis jeg var fra Serifos
- og du heller ikke, selv om du var fra Athen!” Den historie kan også anvendes mod dem, som
uden at være rige føler sig besværet af alderdommen: selv en forstandig mand ville have svært ved
at affinde sig med den dobbelte byrde af både alderdom og fattigdom, men den ufornuftige bliver
aldrig tilfreds, selv om han er nok så rig.”
Platon Staten, overs. Otto Foss, Museum Tusculanum,1999, 1. bog 328e-330 a.
Her fremstilles de ældre som en visdommens kilde, man kan spørge til råds og lære af. Nok
beklager de gamle sig over deres alder, savner ungdommens glæder, og føler at de levede mere
dengang. Men samtidig fremhæves fordele, der er kommet med alderen. For eksempel seksuel
selvkontrol. Sofokles føler sig som en slave, der er sluppet væk fra en grusom tyran - nemlig
lidenskaberne.
Det gamle Rom
Page 4 of 11
I Romerriget havde de ældre en stor indflydelse på styret og nød dermed noget større respekt, end
alderdommen gjorde det i det antikke Grækenland. Senatet¹ , som oversat betyder ældsteråd, var
en rådslående forsamling, der havde politisk betydning både i Den romerske Republik og senere i
Det romerske Kejserrige.
Den romerske statsmand Cicero (106-43 f. Kr.) dannede, ligesom Platon havde gjort det i
antikkens Grækenland, en positiv modpol til Aristoteles syn på alderdommen. Dette kommer til
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
Cicero, Marcus Tullius (106-43 f. Kr.).
Romersk taler, politiker, skribent og
filosof. Skrev sine filosofiske værker
når han ikke var aktiv i politik.
Politikens Filosofileksikon, Red. Poul
Lübke, Politikens forlag A/S, 1983,
København.
følgende:
udtryk i hans værk om alderdommen, Cato Maior de
Senectute. Cicero var ca. 62 år, da han skrev værket. I
uddraget fra værket har Cicero lagt ordene i munden på
den 84-årige Cato den ældre i samtale med to yngre
mænd, Scipio og Laelius. Cato den ældre tilbageviser,
punkt for punkt, de grunde der skulle være til, at
alderdommen skulle være ulykkelig:
¹Senat: oprindeligt via gammelfransk fra latin
“Senatus” betydende “samling af gamle”. Fra senex
som betyder ældre. Senatet i Rom havde i Republikken
300 medlemmer - Senatorerne.
Fra: Ciceros filosofiske skrifter, V, Cato
Maior de Senectute.
“Sagen er den, at der, når jeg tænker nærmere over det,
alt i alt er fire grunde til, at man anser alderdommen for
at være ulykkelig. Man siger for det første, at den
drager os bort fra aktiv virksomhed, for det andet, at
den svækker legemet, for det tredje, at den berøver os
næsten alle nydelser, og for det fjerde, at der ikke er
langt igen fra den til døden.” Afsnit 15
Cato tilbageviser derefter hver af disse grunde.
Angående den manglende aktive virksomhed, siger han
“…I ser i hvor høj grad alderdommen, så langt fra at være træg og uvirksom, tværtimod er
arbejdsivrig og altid optaget af at sætte et eller andet i værk, naturlig nok noget, der i hvert enkelt
tilfælde ligger i forlængelse af, hvad man har beskæftiget sig med i sit tidligere liv. Og så er der
endda dem, der også udvider deres viden, som vi f.eks. ved det om Solon [embedsmand i Athen i
det 6. årh. f.Kr.]. Han berømmer sig, som bekendt, i et af sine digte af, at han ældes, imedens han
hver dag lærer noget! Jeg har gjort det samme med græsk, som jeg har lært mig på mine gamle
dage. Jeg har kastet mig ud i dette studium med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe
følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra
min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et
instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig dét! Med
hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats.
Men for nu at vende mig til den anden påståede fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik
ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller
elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette
sin aktivitet efter, hvad man kan magte.” Afsnit 26-27.
Om berøvelsen af nydelser:
Page 5 of 11
“Vi kommer nu til den tredje indvending, man havde at gøre mod alderdommen, og som gik ud
på, at den må give afkald på livets nydelser. Men hvilken skønnere gave kan dog vel alderdommen
skænke os end at befri os fra det, som er ungdommens og manddommens største byrde? Lyt
engang, I to ypperlige unge mænd, til hvad Archytas fra Tarent i sin tid havde at sige om den ting
(…) Han hævdede, at kødets lyst var den mest dødbringende ulykke naturen havde bragt over
menneskene; det grådige ønske om at tilfredsstille den er det, som pisker lidenskaberne til
ubændig og hensynsløs udfoldelse. Det er dette, der avler landsforræderi og fører til katastrofer for
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
staterne og lokker folk til at føre hemmelige samtaler med fjenden. Der eksisterer overhovedet
ingen udåd, ingen forbrydelse, mennesker ikke er i stand til at begå for sansernes lyst. Hvad andet
end kødets lyst er det, der fører til utugt, ægteskabsbrud og andre skændsler af samme slags. Det
bedste guddommen eller naturen har skænket mennesket, er dets klare forstand, men denne
guddommelige gave har ingen dødeligere fjende end kødets lyst. Thi hvor begæret er eneste herre,
er der ingen plads for selvtugt, og i lystens rige kan dyden intetsteds fæste bo.” Afsnit 39-40.
… og endelig Catos tilbagevisning af det sidste punkt:
“Tilbage har vi så det fjerde moment, som man mener i ganske særlig grad må plage og bekymre
den aldersklasse, jeg tilhører: dødens nærhed. Og det er jo sandt, at døden ikke kan være så langt
væk fra alderdommen. Men hvor må det dog være et ulyksaligt gammelt menneske, der ikke i
løbet af et langt liv har indset, at døden ikke er værd at ængstes for. Døden, som enten er aldeles
ligegyldig, hvis den udsletter sjælen totalt, eller oven i købet attråværdig, hvis den fører sjælen til
det sted, hvor den skal leve i al evighed. Nogen tredje mulighed kan jo i hvert fald ikke
fremskaffes! Hvorfor skulle jeg være bange for noget, hvis jeg enten ikke bliver ulykkelig efter
døden, eller ligefrem lykkelig? Hvem er vel for øvrigt så dum, at han anser det for givet, at han vil
være i live, når det bliver aften, ganske lige meget hvor ung han er. Tværtimod er de unge år
meget mere udsat for at rammes af døden end vor aldersklasse: de unge bliver lettere syge, er som
regel mere medtaget og vanskeligere at få raske igen. Derfor er det kun et fåtal, der bliver virkelig
gamle. Hvis det ikke var sådan, ville livet blive levet bedre og med større visdom. Thi det er hos
de gamle, man finder den forstandig tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem,
hvad var der så blevet af staten og samfundet?” Afsnit 66.
Ciceros filosofiske skrifter, V, Cato Maior de Senectute. Overs. Thure Hastrup, G.E.C. Gads
forlag 1972.
Det indtryk, Cicero giver af de ældre og alderdom i Rom, er altså yderst optimistisk og positivt.
Cato fremhæver, at man i alderdommen ikke blot holder sig i gang, men også får tid til at tilegne
sig ny viden. Man savner flere kræfter - men ikke mere end man savnede flere kræfter, da man var
ung. Det handler om at bruge de kræfter man har. Hos Cicero fremhæves endnu en gang det
positive i at give afkald på kødets lyster og på lidenskaberne. Lidenskaberne medfører, som det
ses i kilden, katastrofer såsom landsforræderi og andre forbrydelser! Derfor kan det naturligvis
kun ses som en fordel at slippe for denne lidenskabernes byrde. Til sidst fremhæves dødens
nærhed som noget, de ældre frygter. Men som Cato siger: enten udslettes sjælen totalt eller også
kommer den til et bedre sted. Hvad er der så at frygte?
Beowulf
Page 6 of 11
I det oldengelske heltedigt Beowulf, på dansk Sangen om Bjovulf, findes brudstykker hvori de
ældre skildres. Sangen om Bjovulf består af mange sange, i alt 3180 vers, og som i ethvert andet
epos er ønsket det, at alt bliver inddraget i fortællingen.
De begivenheder, der skildres, finder sted i begyndelsen af 500-tallet. Her herskede kong Roar i
sin hal, hos danerne, som nok var oldtidens Lejre. Men begivenhederne finder også sted hos
gøterne, som formodentligt holdt til i det sydlige Sverige. Det er dog tvivlsomt, om
begivenhederne har fundet sted i den historiske virkelighed. Imidlertid afslører digtet, hvordan
synet var på f.eks. alderdommen, eller måske rettere, hvordan synet på de gamle burde være.
Digtet blev sandsynligvis formet i 700-tallet i England, og det havde sin oprindelse i den
mundtlige tradition. Selve håndskriftet er ca. fra år 1000, og må nok regnes for at være en afskrift
af en afskrift. Det er altså ikke en kilde til synet på ældre i den danske oldtid, men nok snarere et
udtryk for englændernes syn på de gamle danere i krigersamfundet.
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
Fra: Sangen om Bjovulf.
En af heltene, Grendel, er død:
“Det varede kun kort, før de vise mænd,
som sammen med Roar stod og så på vandet,
blev vidne til hvirvlernes vilde kogen,
en grød af blod. De gråsprængte gamle
talte med hinanden om den tapre helt
og mente ikke, manden kom igen,
at han sejrsbevidst ville vende tilbage
til sin fornemme fyrste;” (l.1591-1598)
En anden gang fester de:
“…vi satte os sammen i salen til festen.
Der var sang og glæde; den gamle skjoldung,
med talløse tanker, fortalte det fjerne;
snart hilste hærmanden harpens fryd,
glædestræet, snart gav han en sang,
rigtig og sorgfyldt, snart berettede han snildt
en forunderlig historie, den storsindede konge;
snart begyndte tillige den gamle kriger,
alderdomstynget, at tale om ungdom,
styrke i striden; der var storm i hans sind,
nu han gammel af vintre genkaldte meget.” (l. 2104-2114)
Til sidst er Bjovulf selv blevet gammel:
“Bjovulf holdt sin hævdetale
for sidste gang: “Jeg har gennemlevet mange
opgør i ungdommen; endnu en fejde
vil jeg føre som erfaren folkevogter,
udøve heltedåd, hvis det onde hadedyr
søger mig ud fra salen i jorden.” (l. 2510-15)
Sangen om Bjovulf. I dansk gengivelse ved Andreas Haarder. G.E.C. Gad. København 1984.
Digtet tegner et stærkt billede af de ældste danere som ærefulde, tapre krigere med mandsmod til
det sidste. Som sagt er digtet dog af engelsk oprindelse og siger dermed ikke så meget om
danskernes syn på deres ældre.
Tab og fornedrelse
Et dansk eksempel på beskrivelse af alderdommens karaktertræk i dette digt fra middelalderens
Danmark - finder vi i digtet “Om menneskets levned” en dansk beskrivelse af menneskets aldring
og dermed kroppens forfald. Vi bevæger os fra ungdom til voksenliv og videre til alderdom for til
sidst at ende ved døden.
Fra Middelalderdigtet: “Om menneskets levned”
“Når du går over 14 år
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
Page 7 of 11
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
I dette spejl, som for mig står
Ser jeg mig udi og kruser mit hår,
Mine ting står mig til lige [passer mig].
Både rød og hvid haver Gud mig skabt,
For hovmod haver jeg det fortabt,
For ingen vil jeg vige.
Når du går over 50 år
Jeg er nu vorden stærk og fro,
Det kendes på mine næbbede sko,
Mine klæder haver mange løde [farver]
Hvo mig tør bryde et ord imod,
Mit sværd skal lægge ham for min fod,
Intet venskab skal han nyde.
Når du bliver gammel
Af alle er jeg nu forsmået [ringeagtet]
For gods og penninge er fra mig gået,
Mig vil nu ingen kende.
De jeg satte fordum højt til bord,
Til mig tale de ej nu et ord,
Det må mit hjerte brænde.
Når du er død
Nu ligger jeg her, er vorden død,
Åvé over sådan legems nød,
Min krop den usle dåre
Snart skal bæres af huset ud,
Og orme de avles mellem kød og hud,
For mig skulle I eder vare [vogte].”
Fra Middelalderdigtet: “Om menneskets levned” af Hr. Michael:
I: Hanne Mikkelsen: Kalkmalerierne i Birkerød Kirke. Birkerød Lokalhistoriske Forening, 1996.
I starten af digtet fornemmer man ungdommens kraft og mod på livet og i digtets andet vers
oplever vi den mere velovervejede, respekterede stridsmand. I tredje vers går det pludselig ned ad
bakke og man føler ensomheden, magt- og ærestabet strømme ud af den del af digtet der
omhandler alderdommen. Denne ydmygende fase skal man igennem inden man til sidst ligger
kold og død i jorden. Hvis man ser digtet i sammenhæng med det man kender til
samfundsforholdene i middelalderens Danmark er det dog ikke så mærkeligt at alderdommen
kunne opfattes så negativt. De fleste boede på landet og var afhængige af jordens afgrøder. Derfor
var det vigtigt at alle kunne bidrage med arbejdskraft og når man blev ældre og svagelig blev man
pludselig en byrde for familien.
1800-tallets syn på de ældre
Page 8 of 11
Tankesættet fra antikkens filosoffer har inspireret mange forfattere gennem tiden. I 1800-tallets
litteratur om alderdommen kan man genfinde både Aristoteles’ negative og Ciceros positive syn
på aldring. Et eksempel på det første, er følgende psykologiske beskrivelse af den ældre:
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo...
Fra: „Von dem Alter des Menschen überhaupt und dem Marasmus senilis
insbesondere. Arch f d physiol 1809
“Først mister oldingen sin hukommelse, siden hen bliver indbildningskraften ufrugtbar, og til sidst
sløves også dømmekraften. Han bliver snakkesalig, vranten, fordømmer nutiden og berømmer
fortiden. Han lader en verden hendø, han ikke længere kan fatte, søger ro og kaster sig i armene på
den stille natur, ved hvis skønhed han fornøjer sig.”
Af: Philites, CA. „Von dem Alter des Menschen überhaupt und dem Marasmus senilis
insbesondere. Arch f d physiol 1809 9, 100-101. Oversættelse: Henning Kirk, i: Da alderen blev
en diagnose. Munksgaard 1995, s. 114.
Den positive modpol til denne beskrivelse, er den engelske læge Maclachlan, der med forbillede i
Cicero giver følgende skildring af alderdommens psykiske fortrin:
Fra: “Practical treatise on the diseases and infirmities of advanced life.”
“Alderdommen er menneskesindets smukkeste og højst værdsatte tilstand og giver de gunstigste
betingelser for selvforædling; og udnyttes den intellektuelt og moralsk, som den kan i enhver
klasse, da vil den blive det lykkeligste og højeste vilkår, som menneskenaturen med dennes
nuværende stedfæstelse kan erfare.”
Af: Maclachlan, D: “Practical treatise on the diseases and infirmities of advanced life.” London,
Churchill, 1863, p. 18, oversættelse: Henning Kirk, i: Da alderen blev en diagnose. Munksgaard
1995, s. 117
Ligesom i antikken var der nogle, der betragtede den ældre som en verdensfjern negativ olding,
mens andre så alderdommen som en smuk og forædlende tilstand.
Nyere syn på alderdom
“Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen
Når jeg bliver gammel
Skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind
At du kan fange det lis’ så let
Som en dreng med et net på en bambuspind
Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og spise mandler med mynthe-stænk
Og æbler med lommekniv i solen
Når jeg bliver gammel
Skal bugten være så fuld af liv, der hvor solen går ned
For intet liv gemmes væk
For at forsvinde helt alene med sin ensomhed
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
Page 9 of 11
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, His...
Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bar
Der hvor havet slår ind over molen
Og dele rødvin med memoirer
Med de andre gamle i solen
Når jeg bliver gammel
Skal byen kende til kærlighed, der hvor solen går ned
Der er et lys, der rækker helt ind til land
På den anden side af ensomheden
Når jeg bliver gammel
Så er du gammel selv
Gnags, 1989. ©SingSing Musikforlag
Sådan skrev Peter A.G. Nielsen i 1989. En alderdom på en bænk i solen, hvor en fredfyldt tilstand
indfinder sig kan være en forestilling om, hvad der skal ske, når man bliver gammel.
At ældes med ynde?
Et er, hvordan alderdommen opleves udefra. Hvordan et samfund ser på sine gamle. Noget andet
er, den helt eksistentielle erfaring, som den enkelte oplever ved at blive gammel. Eva Smith,
professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet (f. 1942), har skrevet en artikel om,
hvordan hun selv oplever det at ældes. Her er et lille uddrag af artiklen:
Fra: “At ældes med ynde”
“Bliver vi mere egoistiske med årene? Jeg har i hvert fald bemærket, at vi bliver mere afstumpede.
Jeg har bemærket det med flere, der er lidt ældre end os. Det er som om deres følelser er blegnet.
De føler ikke længere så stærkt, som de gjorde engang.
Jeg læste engang om en kvinde på hvis gravsten, der stod: Hun troede, at alting ragede hende. Jeg
tænkte, at det kunne der have stået om mig.
Jeg har engageret mig voldsomt i min omverden. Råbt op, når noget forekom mig urimeligt eller
uretfærdigt. Af og til har det ikke gavnet dem, jeg ville hjælpe. Men på det seneste har jeg
bemærket, at mine følelser ikke så let kommer i kog.
Det gælder navnlig de negative følelser: vrede, foragt, afsky. De kommer ikke på samme måde.
Og hvis de gør, vifter jeg dem ofte af med en skuldertrækning. -Hvis folk vil opføre sig tåbeligt
eller utiltalende, er det deres sag.
Og de, der kommer i klemme? Jeg kan ikke rigtigt engagere mig, som jeg kunne engang.
Page 10 of 11
Min bekymring er, at det samme skal ske med de positive følelser. At kærlighed, ømhed, glæde
også vil blegne.
Man taler om at dø “mæt af dage”. Da jeg var ung, syntes jeg, det lød meget rart. Nu ved jeg ikke
rigtigt. Det betyder vel, at man simpelt hen ikke gider mere. Ikke én dag til. Selv ikke en dag fyldt
med glæde. F.eks. en dag man skal tilbringe sammen med sine børn.
I tegneserien “Radiserne” siger Nuser ofte: “En ny dag truer”. Jeg forstår ham. Fremtiden truer.”
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
06-05-2010

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, His...
Eva Smith: “At ældes med ynde”. Oldetopia - en udstilling om alder og aldring, Katalog.
Medicinsk Museion, 2007.
Hører til under: Aldring i mentalitetshistorien, Historie
Artikler og Temaer
• Biologi
Alderen i mindste detalje
Den aldrende befolkning
Den aldrende krop
• Historie
Alderdommen i medicinhistorien
Aldring i mentalitetshistorien
Drømmen om et evigt liv
• Oldetopia i pressen
• Udgivelser
© 2010 Oldetopia Design by bit2b
http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/
Page 11 of 11
06-05-2010