23 medaljer ved World Master Games 2002 Året der gik 23 medaljer ...

Af Eva Henriksen, Foreningen af Havkajakroere
samt VKKC
Se det for jer: Hen over de småtoppede
bølger i læ af kysten kommer en flåde
af alle mulige forskellige slags havkajakker.
De stævner alle mod den lille havn,
som ligger med sine beskyttende moler og
byder velkommen.
Kort før havnen sker der imidlertid noget
højst besynderligt. Det ser ud, som om alle
disse prægtige kajakroere bliver grebet af
kollektivt vanvid. En slags lemmingegalskab,
som med uimodståelig kraft driver dem
mod deres egen undergang. Uden synlig
årsag kaster roerne sig i vandet. Dér ligger
de så og svømmer for livet de sidste 50-100
meter ind til kysten. Man må undre sig!
Hvad er det dog for et folk, der er kommet
over vigen i deres små både?
Det er såmænd havkajakfolket, der holder
sensommertræf.
Sensommertræf er i virkeligheden den
årlige generalforsamling, der bliver brugt
som anledning til at være sammen en hel
weekend. Og hvilken weekend!
Vi var ca. 40, som med vores havkajakker
og lejrudstyr kom og dominerede billedet
på Helgenæs Naturefterskole denne første
weekend i september. I løbet af ingen tid
var området fyldt op med både, telte og
våddragter, og fyrretræerne var plastret til
med vådt rotøj. Havkajakfolket var flyttet
ind.
Programmet bød på en del aktiviteter. Der
var kurser på forskellige niveauer, natroning,
erfaringsudveksling, workshops, orienteringsløb,
fællesspisning – ja, det var et
rigt program, og vi var meget, meget trætte
til sidst. En god træthed.
Orienteringsløbet strakte sig over ca. 15
km og varede 6 timer, når man regnede
ORIENTERINGSLØB
I HAVKAJAK
- som jeg oplevede det i mit første møde med kajakfolket til sensommertræf
år 2002
frokost og hjemtur med. Opgaverne på
de forskellige poster handlede om det, vi
havde lært – eller i hvert fald gennemgået
- under kurserne.
Vi var delt op i 4-mandsgrupper som
fulgtes ad og løste de forskellige opgaver
i fællesskab. Man kan endda sige, at fællesskabet
var en del af opgaverne, for på
vandet er det vigtigt, at vi er opmærksomme
på hinanden. Vi skulle da også lave
både makkerredning, bugsering og roning
med romakker på dækket. Vi fandt kompaskurser
og lavede grønlændervendinger
(jeg klarede første halvdel i fin stil, resten
var en smuk makkerredning), vi stod op
og roede (hrm! – mer’ makkerredning),
afprøvede forskellige roteknikker, tegnede
sømærker, diskuterede hypotermi og vinterudstyr
og meget andet. Alt i alt et o-løb,
som bragte os vidt omkring med hensyn
til færdigheder og sikkerhed. Og så var det
oven i købet sjovt.
Til sidst var vi ved at være ved vejs ende,
tøjet var næsten tørret på kroppen af os i
det gode vejr og den friske blæst, og frokosten
var indenfor rækkevidde. Vi manglede
bare den allersidste post lige før målet.
Gæt, hvad den gik ud på! „Hop i vandet og
svøm i land med kajakken”. Suk!! Så måtte
vi til det igen. Og observatøren sad tørt og
godt inde på land og havde fin udsigt til
det underholdende syn, mens vi væltede i
vandet og svømmede det bedste, vi havde
lært. Men da vi havde fået tørt tøj på og
fik åbnet madpakkerne, fandt vi det selv
lige så underholdende, og vi hyggede os
gevaldigt, mens vi sad og blev bagt af den
varme septembersol.
Weekendens program var tæt og intenst.
Alligevel var det ikke mere tæt end at vi
kunne udnytte pauserne til at få hilst på
hinanden, udveksle gode rohistorier og
små fif. Vi studerede hinandens kajakker
og udstyr, og jeg er meget, meget glad for,
at der ikke var muligheder for at købe, for
så havde jeg været meget fattig lige nu.
Men det handlede jo ikke om at købe,
det handlede snarere om at tage ved lære,
udveksle erfaringer, opdage løsninger på
vanskeligheder, man har bøvlet med, skabe
kontakter og meget, meget mere. Pauserne
på sådan et træf er mindst lige så givende
som programpunkterne.
Det var en dejlig oplevelse at mødes med
andre havkajakroere. Selv har jeg roet turbåd
i 10 år, og under mine mange langture
i min Raptus er jeg blevet overbevist om,
at det er en havkajak, jeg har brug for.
Her til sommer fik jeg så endelig anskaffet
mig en og tog min første havkajaklangtur
(uden ror), så det var fantastisk at mødes
med alle disse spændende og dejlige mennesker
og udveksle erfaringer. Det var især
dejligt at opleve, hvordan fokus er anderledes.
Konkurrencer var hér begrænset til
lidt godmodig styrkeprøve, for alle er klar
over, at på langtur med oppakning er
det nogle helt andre værdier, der tæller.
Ikke ét ondt ord om konkurrence og elitesport,
tværtimod, for havkajakken kan i
allerhøjeste grad indbyde til krævende og
udfordrende opgaver. Jeg glæder mig blot
over, at sporten har større bredde end blot
kaproningskonkurrence, og at jeg har fundet
ind i en sammenhæng, hvor jeg finder
de værdier, jeg selv trives bedst med.
KANO & KAJAK 4/2002 09