Nu med AEDér Der var forelskelse i AEDer, opgør med sygeplejerskerollen, begejstrede griseforskere, fremtidens trafikscenarier og en række andre komiske glimt fra livet på Skejby, da årets udgave af Skejby Revyen gik på scenen i slutningen af februar. Helt til sidste øjeblik blev der knoklet ihærdigt med detaljer og pointer. Først et par timer før premieren blev der holdt generalprøve med hvad sig hører af kiks og grineflip. Belønningen for de mange måneders arbejde – den sidste uge med en arbejdstid, Arbejdstilsynet aldrig ville godkende – kom da revyen gik af stablen. Folk lo de rigtige steder, pointerne gik rent ind og både publikum og revyholdet blev helt høje af stemningen. Tekst Anne-Mette Siem | Foto Tonny Foghmar
Sygeplejerske Susanne Hansen fra Q2 var i november to uger i Indien for at assistere ved operationer for grå stær på verdens største felt hospital. Trods rotter, opkast og nervøs mave er hun klar til at tage af sted igen. De gode oplevelser oversteg nemlig langt ubehaget. Patienten <strong>bliver</strong> bedt om at fokusere på sine hænder, mens der tages mål til den nye linse Rotter, opkast og tynd mave betyder intet – Det larmer, og det lugter, og du er på hele tiden. Folk glor konstant. Det er grænseoverskridende og bestemt ikke afslappende. Men det værste var rotterne om natten. Sådan siger 28årige Susanne Hansen, der sidste år i november arbejdede to uger som frivillig operationssygeplejerske i Indien på verdens største felthospital. Til daglig er hun sygeplejerske på det noget fredeligere infektionsmedicinske afsnit Q2 på Århus Universitetshospital, Skejby. Her har Susanne Hansen været ansat i lidt mere end et år med faste vagter og overenskomstmæssig løn. Der er jævnligt personalemøder og regelmæssig rengøring, og mangler afdelingen drop eller stiklagner, bestiller hun det. I byen Bodhgaya i det nordøstlige Indien arbejdede hun med kun en times pause midt på dagen sammen med 40 læger og 25 assistenter fra 7 morgen til 19 aften på at give nogle af de allerfattigste indere i landet synet tilbage. Slap materialerne op, var der ikke noget at gøre ved det. Rengøringen var sporadisk, og hun fik ikke en krone for anstrengelserne. Tværtimod kostede flybillet, forsikring og vaccinationer hende 10.000 kroner. Om natten sov hun på et værelse sammen med tre andre i en seng, der var for kort, mens rotter pilede rundt på gulvet <strong>efter</strong> krummer. – Det var virkelig grænseoverskridende. Virkelig! Men opholdet var alligevel alle pengene værd. At se hvor glade patien terne var for <strong>operationen</strong> kan ikke måles i penge, siger hun. To patienter delte kanyle I den fattige delstat Bihar i det nordøstlige Indien <strong>bliver</strong> cirka 25.000 indere hvert år i november opereret gratis for grå stær. Felthospitalet og tilhørende aktiviteter som for eksempel køkken og bad <strong>bliver</strong> finansieret af rigmænd, der som en del af deres religion giver penge til de fattige. Susanne Hansen havde ingen anelse om, hvad hun gik ind til, da hun med en veninde rejste fra det kølige Danmark til et noget lunere Indien. Hun havde hørt om lejren fra en kollega og syntes, det lød spændende. Det medmenneskelige aspekt passede også godt, for hun har ”altid haft lyst til humanitært arbejde.” Men mødet med den indiske virkelighed var noget hårdere end forventet. – Jeg blev psykisk påvirket af varmen, og fysisk havde jeg uro i maven på grund af de fremmede bakterier. At komme til operationslejren var ét stort kaos – larmende og beskidt, og det tog et par dage at vænne sig til det hele, fortæller hun. Langsomt gik det op for Susanne Hansen, at der var struktur i kaos. Selv om næsten 1000 køkkenfolk, plejeassistenter, guider og andre hjælpere tilsyneladende myldrede planløst rundt mellem hinanden, var det deres fortjeneste, at forundersøgelserne af de mange patienter foregik i den rigtige rækkefølge. Efter at have fået lagt blokade føres patienterne videre i systemet. En ny ligger allerede klar på briksen. De blev undersøgt for sukkersyge, fik blodtrykket tjekket, linsen målt, udleveret forebyggende antibiotika, øjenvipperne klippet, øjenomgivelserne desinficeret, og de skulle give tilladelse til <strong>operationen</strong> med et fingeraftryk. Det var nemlig de færreste patienter, der kunne skrive deres navn. Ud af Indiens 1,1 milliard indbyggere er hele 40 procent analfabeter, og blandt Indiens fattige er det næsten hver eneste. Efter at have kvitteret ’Ja tak’ med tommeltotten fik patienterne lagt en blokade omkring øjet, så selve <strong>operationen</strong> kunne udføres. Lægefagligt undrede det Susanne Hansen, at stort set ingen af patienterne fik infektioner. – Hygiejnen lever ikke op til danske standarder. Det var forbløffende, at det ikke gik værre, end det gjorde. Nogle gange brugte lægen den samme kanyle på to forskellige patienter, fordi der stadig var bedøvelse tilbage i sprøjten, fortæller hun. Patienterne var utroligt glade Men hvad angår infektioner, kommer operationslejren faktisk ud med et langt <strong>bedre</strong> gennemsnit end offentlige danske hospitaler. I Danmark får knap ti procent af patienterne en infektion i forbindelse med indlæggelse på sygehus. I operationslejren var infektionsraten trods de nøjsomme omgivelser nede på 0,08 promille, hvilket svarer til én patient ud af 12.000. Til gengæld er synet på den enkelte patient i Indien meget forskelligt fra vores. Susanne Hansen var overrasket over, hvor hårdt der blev talt til patienterne. De blev skældt ud, hvis de ikke lå helt stille. Der var sågar nogle af lægerne, der tjattede vredt til de gamle mennesker, hvis de vred sig nervøst på operationsbåren. På andre områder er der også store kulturforskelle. Mange mennesker er meget fattige, og enhver må klare sig, som han eller hun bedst kan. Det kommer også til udtryk i hospitalsverdenen. – I Indien kan en læge finde på at kræve bestikkelse, selv om patienten har ret til <strong>operationen</strong>, fortæller Susanne Hansen. Trods forskellene vil hun gerne til udlandet og arbejde igen. For belønningen var nogle fantastiske oplevelser, hun ikke ville være foruden. – Det var stort at se, hvor glade patienterne var for <strong>operationen</strong>. Jeg føler mig utrolig heldig, at jeg har fået lov til at hjælpe andre. Det var stort, at vi vidste, hvad operationerne betød for de her mennesker. De fik jo synet tilbage. Susanne Hansen er allerede ved at undersøge muligheden for at komme til Afrika i 2009. Til den tid har hun nok også glemt, at hun den sidste nat i toget kastede op i timevis <strong>efter</strong> at have spist noget fordærvet kylling. Lokalbedøvede patienter venter på gangen, inden de <strong>bliver</strong> ledsaget ind til operation. Tekst og foto Dav Jacobsen
Change language