Printervenlig udgave

More documents

Recommendations

Info

BDI-sektor (biblioteks-, dokumentations- og informationssektor) vil finde fagrelevant stof deri. Hvert kapitel kan uden problemer læses for sig uafhængigt af de andre, og rækkefølgen, i hvilken kapitlerne læses, spiller ingen nævneværdig rolle. Dette er netop noget, der generelt udmærker dokumenttypen håndbog, og som kun sjældent fungerer og/eller ses realiseret i en traditionel monografi. EDITIONSFILOLOGI I DAG Indledningsvis og meget passende minder forfatteren os om på den ene side editionsfilologiens faglige tilknytningsforhold og på den anden side dens relevans: Skønt editionsfilologer såvel som litteraturforskere ofte er tilbøjelige til at glemme det, er editionsfilologien en del af litteraturforskningen [s. 19]. […] Kløften mellem litteraturforskningen og (editions)filologien har været markant de sidste 40–50 år. Vi har set en litteraturforskning med en højt udviklet teoretisk bevidsthed og et tilsvarende fortolkningsberedskab, men uden megen viden om, hvordan de tekster, som den arbejder med, er blevet til. Som basis for sin fortolkning af et værk vil en moderne litteraturforsker ikke sjældent vælge den første, den bedste udgave – dvs. den, der nu er at få hos boghandleren. Uvidende om tekstens tilblivelses- og overleveringsproblemer behandler fortolkeren denne tilfældige udgave, som om den var værket selv. Som om den var faldet ned fra himlen, ubesmittet af menneskelig fejlbarlighed og uberørt af filologiske emendationsprincipper [s. 21–22]. […] mangelen på editionsfilologisk viden eller refleksion gør litteraturforskeren forsvarsløs over for tilfældigheder, som han ikke selv kender til[…] [og udleverer vedkom- mende] til de interesser – ofte af ganske uvidenskabelig art – som ligger bag udgavens tilgængelighed på markedet [s. 22]. Jeg har set højt kvalificerede forskere basere deres analyser af litterære og filosofiske hovedværker på en udgave, som var uden tekstkritisk apparat, ja uden kritiske principper overhovedet, og ofte fuld af fejl. [s. 22] Såfremt man har en faglig tilknytning til humaniora, bør man efter min mening som et absolut minimum, uanset om man hører eller ikke hører til den nævnte, forholdsvis snævre målgruppe, læse de første fire kapitler. De er aldeles velskrevne og relevante på tværs af (først og fremmest) de humanistiske fag. Kapitel 1 (s. 15–42) handler bl.a. om forholdet mellem tekstkritikken og hermeneutikken, og forfatteren udreder en række centrale termer – bl.a. “værk”, “version”, “variant”, “tekst”, “dokument”, “tekstkilde”, “udgave”, “oplag”, “manuskript” og “håndskrift”. Kapitel 2 (s. 43–86) handler om udgavetypologi. Foruden at oplyse om de kriterier, ud fra hvilke typologier kan opstilles, gives her et kort omrids af dels den germanske, dels den angelsaksiske tradition. Følgende gennemgås inden for førstnævnte: den historisk-kritiske udgave, den kritiske udgave, studieudgaven, læseudgaven, skoleudgaven og arkivudgaven. Og følgende inden for sidstnævnte, dvs. den angelsaksiske ordning: faksimileudgaven, den diplomatariske udgave (herunder også paralleludgaver og kombinerede udgaver), variorumudgaven, regestudgaven, den integrale udgave, den genetiske udgave, den synoptiske udgave og klartekstudgaven.
REPLIQUE 2. årg. s. 83–87 Editionsfilologi Af Loránd-Levente Pálfi Kapitel 3 (s. 87–136) handler om grundtekstvalg. Her kommer forfatteren bl.a. ind på, hvorvidt man til en given udgivelse bør vælge den sidste fra forfatterens side autoriserede tekst (den modne forfatters perfektionerede version?) eller den tidligst producerede, som kan være undfanget mange årtier før, og som måske er præget af en ungdoms ild, kraft og lidenskab, som ikke er at finde i en “Ausgabe letzter Hand”. FAGLIGE PROBLEMSTILLINGER Kapitel 4 (s. 137–187) handler om tekstfejl og emendation. Med sidstnævnte forstås forskellige former for rettelser og forbedringer af den til udgivelse forudskikkede tekst. Omend kapitlet er velskrevet og interessant, fremkalder det en smule irritation hos mig som læser, at forfatteren ikke kan dy sig for at ride sin kæphest (noget, han ellers netop ikke gør sig i andre steder i bogen). Han gør meget ud af at tydeliggøre sin egen position og bandlyser bramfrit dem, som står et andet sted i denne disput. Et konkret, til nærværende formål konstrueret eksempel, som bygger på en autentisk historie skal belyse sagen: Der findes en roman, i hvilken der bl.a. forekommer en mand, altså en fiktiv person, hvis navn på et givent tidspunkt i romanens tilblivelseshistorie begyndte med A, men ikke var Adam, og siden blev ændret, samt en kvinde, ligeledes fiktiv, hvis navn på et givent tidspunkt i romanens tilblivelseshistorie begyndte med E (men ikke var Eva) og sidenhen blev ændret. På et vist tidspunkt under romanens tilblivelse nåede forfatteren frem til, at han alligevel ikke ønskede på en sådan måde at skære det ud i pap for læseren, at der altså henvistes til Bibelens Adam og Eva, og han besluttede, at de to personer skulle hedde Side 85 noget andet. Han gennemgik herpå hele manuskriptet og rettede alle forekomster af henholdsvis det ene og det andet navn på nær fire – han overså fire forekomster af mandens navn! Nuvel… ifølge Kondrup bør man som udgiver, dersom man har en ambition om at være videnskabeligt korrekt, ikke rette de fire forekomster af mandenavnet, som romanens forfatter vel at mærke har overset og altså uden tvivl selv havde rettet, havde han under sin gennemlæsning opdaget dem! Det tjener rigtignok Kondrup til ære, at han ærligt meddeler, at flertallet af udgivere i hvert fald på vore breddegrader i et sådant tilfælde uden at blinke ville foretage en stiltiende rettelse (eller for at være helt korrekt: fire stiltiende rettelser). Og man kan også sagtens følge Kondrups argumentation med henvisning til tekstsociologi osv., men at han i tekstsociologiens navn opponerer i et just sådant tilfælde, er i min optik for meget af det gode. Kapitlerne 5–10 er lidt tungere end kapitlerne 1–4 og appellerer i højere grad til de særligt interesserede. Editionsfilologi udmærker sig ved en påfaldende grundighed og er i øvrigt gennemgående skrevet i en elegant og rosværdig akademisk stil, som stedvis dog godt kan virke en anelse tør. Rent fysisk/visuelt er bogen en sand perle: omslag, opsætning, papirkvalitet osv., dvs. bogens udstyr, er af en i forhold til det danske bogmarked anno 2012 sjældent set perfektion og skønhed. Skal jeg absolut komme med kritik, er det i småtingsafdelingen. SKØNHEDSFEJL Jeg kunne godt have tænkt mig at få mere at vide dels om (fjendskabs?)forholdet mellem den postmoderne materialfilologi (New
Page 2 and 3: Replique, 2. årgang 2012 Redaktion
Page 6 and 7: Philology) og den traditionelle tek

Printervenlig udgave

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?