P 6 PORTRÆT // <strong>LIVT</strong>AG #2 – 2011 AF Merete Rømer Engel, journalist — FOTO Christian Grønne Navn Charlotte Knuth Alder 47 år Familie Gift med Lars og mor til Cecilie og Martin på 22 og 19 år. Bevægelseshandicap Charlotte fik whiplash, da hun var 37 år. Efter 17 år i det samme firma, havde hun dagen før ulykken sagt ja tak til et nyt spændende job. Hun holder for rødt lys, hører hvinende bremser og bliver påkørt bagfra. Har med det samme ondt i nakken og er helt stiv. På hospitalet får hun en krave på og besked om at holde sig i gang. Charlotte starter hurtigt på arbejde igen. Går til en fantastisk fysioterapeut og alverdens undersøgelser, men det bliver værre og værre, og fire måneder efter ulykken er hun nødt til at melde sig syg. Langsomt erkender hun, at hun aldrig kommer tilbage til sit nye job. Uddannelse/job Er uddannet inden for forsikring. Har arbejdet 17 år i Tryg og skulle i sit nye job have været med til at starte en ny afdeling op for Købstædernes Forsikring. Er i dag på førtidspension. Tager smertestillende receptpligtig medicin tre gange om dagen. Ordner lidt derhjemme, kører bil med automatgear (for at skåne højre arm) og klarer mindre ærinder samt madlavning. Interesser Tidligere var ridning hendes store passion. Nu går hun korte ture med familiens to hunde, dyrker familielivet og elsker at rejse – bilturene i Europa er blevet byttet ud med charterferier. Erstatningen blev brugt på drømmerejsen til Hawaii sammen med familien. Vi vurderer ofte hinanden ud fra fx profession, handicap og pengepung. Men som mennesker rummer vi hver især meget mere. Hvordan oplever du dig selv med dit bevægelseshandicap blandt ikke-handicappede? Jeg har aldrig tidligere følt mig talt ned til. Men det har chokeret mig meget, hvor nedladende jeg er blevet behandlet både i sundhedssystemet og det kommunale system. Ni ud af ti i det etablerede system virkede som om, de ikke troede på, at jeg havde det så dårligt, som jeg fortalte. Det har været meget ydmygende at møde så megen mistro. Man kommer let i en offerrolle, hvor man ikke orker at sige fra. I dag har jeg min pension og skal ikke gå tiggergang. Det er en helt anden situation. Jeg føler mig igen som et frit menneske og er faktisk trods smerter lykkelig med min dejlige familie. Hvad har været din største udfordring? At erkende at jeg ikke kunne arbejde mere og at holde selvværdet oppe. Hvordan har du forsøgt at løse det? Erkendelsen har været en meget lang proces, fordi arbejdet har været så stor en del af min identitet. Omkring selvværdet fandt jeg ud af, at hvis jeg tog min mand med til alle undersøgelserne og helst i slips og jakkesæt, så talte de helt anderledes til mig. Derudover forsøgte jeg at fokusere på de positive ting. Det havde den uheldige effekt, at da jeg fx var i arbejdsprøvning, gik der lang tid, inden det gik op for dem, hvor ondt jeg egentlig havde, fordi jeg underdrev altid. Omvendt har det nok været godt for mig, at jeg ikke har dvælet så meget ved smerten. Har du nogle idéer, du kan bringe videre? Skriv dagbog, indtil du har fået din pension eller dit fleksjob, ellers er det umuligt at huske, hvordan du har haft det i forskellige situationer. Lån lydbøger på biblioteket. En hund at gå tur med kan også anbefales. Tag en ven med til undersøgelser og møder. Og til allersidst – undersøg om du kan få plads på <strong>PTU</strong>'s gymnastikhold for whiplash-patienter. Det har givet mig nyt håb sammen med Aleksanderteknik (en teknik til at finde bedre balance og bevægelsesfrihed), som jeg går til regelmæssigt.
Livtag bringer en række medlems portrætter. Dette er nummer seks i serien. <strong>LIVT</strong>AG #2 – 2011 7
Change language