Pinsebevægelsen i 100 år - en slags folkelig katolicisme ?

Pinsebevægelsen i 100 år…
Pinsebevægelsen i 100 år - en slags folkelig katolicisme ?
Af lektor Ph.d Kurt E. Larsen
Den 1. januar 1901 dedicerede paven i Rom det nye århundrede til Helligånden ved at synge
“Kom Helligånd” på århundredets første dag. Den selvsamme dag - men på et helt andet
sted i verden - blev pinsebevægelsen til, da en amerikansk kvinde begyndte at tale i tunger.
Et århundrede efter kan man konstatere, at pinsebevægelsen blev 1900-tallets mest betydningsfulde
bevægelse i den kristne kirke. Der har aldrig før i kirkehistorien været en missionsbevægelse,
der er vokset så hurtigt. I dag er pinsebevægelsen - bredt forstået - den næststørste
af de kristne traditioner, kun overgået af den romersk-katolske kirke. I det følgende
ser jeg dog bort fra den karismatiske bevægelse i de gamle kirker og de utallige uafhængige
karismatiske kirker og focuserer på den klassiske pinsebevægelse.
Målet med artiklen er at pege på en - for nogen sikkert ret overraskende - tæt samhørighed
mellem den klassiske pinsebevægelse og romerkirken. Mange vil anse de to for at være hinandens
absolutte modpoler - man kan blot tænke på de afgørende forskelle i sakramentsynet
og i kirkeopbygning. Historisk har forholdet mellem de to også været meget belastet, idet
den romersk-katolske kirke ofte for pinsefolk har stået som indbegrebet af kirkelig traditionalisme
og ufrihed - ja som den “store skøge” fra Åbenbaringsbogen - mens katolikker til
gengæld ofte har anset pinsefolk for at være sværmeriske proselytmagere. Heroverfor står
så en ledende forskers vurdering af pinsebevægelsen som en slags folkelig katolicisme: “If
one is not prepared to consider Pentecostalism as a kind of popular Catholicism, a catholic
piety without the theological and juridical Überbau of the catholic Church, one would at least
have to see Pentecostalism as a denomination sui generis” 1 . I det følgende vil jeg påpege
nogle forhold i pinsebevægelsens baggrund og udvikling for nærmere at indkredse forholdet
mellem romersk katolicisme og pinsebevægelse.
Begyndelsen i 1901
På en bibelskole i Topeka, Kansas, i USA havde man studeret Apostlenes Gerninger og var
nået frem til at tegnet på at være døbt med Helligånden var tungetalens nådegave. Og kort
tid efter, i 1901, oplevede man, at een af eleverne talte i tunger. Det epokegørende ved denne
begivenhed var ikke, at hun talte i tunger. Det var ikke et ukendt fænomen i amerikanske
vækkelseskredse i 1800-tallet endsige i kirkens ældre historie 2 . Det nye var heller ikke, at
der lagdes en sådan vægt på Helligåndens dåb, for det var meget udbredt i slutningen af
1800-tallet i Holiness-bevægelsen. Det nye var kombinationen: Tungetalens gave som selve
tegnet på, at man var døbt med Helligånden. På grund af begivenhederne i Kansas, kan pinsebevægelsens
begyndelse fastsættes til 1901.
Holiness-bevægelsen som forløber
Den schweiziske ex-pinsepræst Walter Hollenweger, der er nestor inden for den videnskabelige
behandling af pinsebevægelsen på verdensplan, taler om pinsebevægelsens 5 rødder,
1 Hollenweger i: Kärkkainen, p. 230f. Se også Hollenweger 1997, p. 177. 184f
2 Synan 87ff. 110f. 237f Pedersen, p. 23.49ff. 85f. 95.
ICQUS nr. 4, 2001 157

Kurt E. Larsen
hvoraf de fire var taget i arv fra Holiness-bevægelsen, der fra 1867 var udbredt i mange
amerikanske kirkesamfund - og som igen i høj grad byggede videre på arven fra John
Wesley. Opstillingen kan diskuteres i detaljerne 3 , men utvivlsomt har han ret i at pinsebevægelsen
i høj grad byggede videre på Holiness-bevægelsen - som den store danske kender
af de internationale vækkelsesbevægelser, Elith Olesen, i øvrigt har gennemgået meget
grundigt i sin disputats fra 1996: “De frigjorte og trællefollet”. Holiness-bevægelsen var
kendetegnet af ønsket om et liv i størst mulig hellighed - et liv i fuld overgivelse til Gud.
Almindeligvis talte man i holiness-kredse om helliggørelse som en “second blessing” - en
begivenhed, adskilt fra omvendelsen (og naturligvis dåben), hvor man momentant oplevede
en frigørelse til et højere kristenliv. I 1800-tallets slutning, en tid med voksende velstand i
USA og med stigende vægtlægning på præsternes teologiske uddannelse og på kirkernes
sociale og kulturelle betydning, var holiness-bevægelsen på mange måder en reaktion. Man
ville genoplive “That Old Time Religion” fra vækkelsestiden. Langt på vej var der også tale
om en genoplivelse af træk fra metodismens vækkelse, idet man genoptog traditionen for
Camp Meetings, hvor stærke følelsesmæssige udbrud forekom som i metodismens storhedstid.
Igen forekom der tungetale og folk kunne råbe og gø ved møderne. De samme træk
forekom for øvrigt også i mormonernes sekt, der på den måde også kan ses som en - helt afartet
- del af det amerikanske vækkelsesmiljø. Allerede før 1900 var vægtlægningen på dåben
med Helligånd og ild og forventningen om en ny, kommende pinsetid så udbredt i
Holiness-kredse, at det var populært at benævne kirker “Pentecostal Churches of America”
eller “Pentecostal Holiness Church”. Det var altså ikke først begivenheden i Kansas, der
skabte pinsebevægelsens navn. Fra at tale om dåben med ild som en “third blessing” - efter
omvendelsen og helliggørelsen - var der ikke langt til hævdelsen af tungetalen som selve
tegnet på dåben med Helligånden 4 .
Der var på mange måder langt fra holiness-bevægelsen til romerkirken, men der var dog også
nogle fællestræk: Wesley var som nærmest højkirkelig engelsk præst præget af katolske
opbyggelsesbøger. Han - og hele hans tradition frem til pinsebevægelsen - var arminiansk i
sin teologi, dvs. lægger vægt på menneskets afgørelse og valg i omvendelsen. Den katolske
kirke har som bekendt noget af den samme tradition, modsat den lutherske kirke, der har set
dybere i syndens alvor 5 .
Inspiration fra Restoration-bevægelsen
Præsten Irving og hans katolsk-apostolske kirke, der sprang frem i 1830'ernes England ønskede
at genskabe det oldkirkelige menighedsliv. Her forekom også tungetale og profeti ved
gudstjenesterne. Irvingianerne var en udpræget restoration-bevægelse, og som sådan udgør
den en vigtig del af pinsebevægelsens forhistorie. Allerede navnet peger jo frem mod den
fløj af pinsebevægelsen, der kalder sig Apostolsk Kirke, der dog har voksendåb, mens Katolsk-Apostolsk
kirke med sin barnedåbspraksis stod folkekirken nær. Genrejsningstankegangen
har hele pinsebevægelsen fælles med Irving. Apostolsk Kirke har en stadigt stigende
3 Hollenweger 1997, p. 14. Madsen, p. 293, nævner med rette også som tros-helbredelsesbevægelsen og restoration-
bevægelsen som en del af pinsebevægelsens baggrund.
4 Se foruden Olesens nævnte bog, Synan p. 11ff. 49ff. 63ff. 82. 282 og Anderson, p. 12ff.
5 Synan, p. x og 3. Hollenweger 1997, p. 165.169 Kärkkäinen, p. 104ff. 119
158
ICQUS nr. 4, 2001

Pinsebevægelsen i 100 år…
grad af genrejsning af kirken som sin selvforståelse: Luther genrejste retfærdiggørelseslæren,
Calvin genrejste tanken om bibelsk menighedsorden, Wesley genrejste helliggørelseslæren,
med pinsevækkelsen kom åndsdåben og de åndelige nådegaver tilbage - og toppunktet
var Apostolsk Kirke, der genrejste de 5 tjenester til ledelse af kirken: apostel, profet,
evangelist, hyrde og lærer.
Der er på nogle punkter langt fra Apostolsk kirke til romerkirken, men ved ønsket om at
ville bygge menighedslivet op efter bibelske idealer kommer den alligevel til at minde om
romerkirken. Romerkirken lagde også vægt på vigtigheden af kirkens ydre orden og kontinuiteten
med det apostolske udgangspunkt, blot ved en vægtlægning på successionen. Ved
fokuseringen på den ydre kirkeorden adskiller begge sig fra den lutherske tradition, hvor
man traditionelt har anset kirkeordningsspørgsmål for adiafora 6 .
Den afrikanske baggrund
Blandt Hollenwegers fem rødder til pinsebevægelsen findes også “den sorte mundtlige
rod”. Lederen af bibelskolen i Topeka var Charles F. Parham - en hvid og ret racistisk indstillet
prædikant. Derfor måtte den sorte W. J. Seymour, søn af en negerslave, stå uden for
døren på bibelskolen, hvis han ville lytte med. Seymour tog pinsebevægelsens lærdom med
sig, da han i 1906 blev prædikant i en holiness-kirke i Los Angeles. Seymour skabte straks
splittelse i sin menighed med den nye lære om tungetale som tegnet, og han lejede så en
bygning i Azusa Street til sine møder. Los Angeles havde aldrig set et kirkeliv mage til det,
der udspillede sig hos Seymour. Der var møder næsten hele døgnet; folk råbte og skreg,
faldt omkuld, begyndte at tale i tunger, sang i Ånden, fik uddrevet onde ånder. Folk af begge
køn og alle aldre og racer og sociale lag prædikede og vidnede og bad.
Hvad der skete i Azusa Street var blandt andet dette, at pinsebevægelsen fik præg af den
mundtlige kultur i de afro-amerikanske miljøer. En vis arv fra de afrikanske religioner var
fulgt med negerslaverne over i de afro-amerikanske kirker, så der var blevet tale om en særlig
mødekultur i de farvedes kirker. Dans og trommer indgik i gudstjenesten, der også blev
præget af en høj grad af emotionalitet, bevægelighed, engagement og spontanitet. Pinsebevægelsen
har ikke “indført” disse ting, men blot videreført dem. Pinsebevægelsens særlige
budskab om nådegaverne passede dog specielt godt ind i dette miljø, for det begrundede
hvorfor alle kunne/ burde medvirke ved gudstjenesten. Pinsebevægelsens understregning af
Helligåndens umiddelbare ledelse og indgreb støttede også tanken om en spontan gudstjenesteform.
I den sorte, mundtlige kultur fik man et fromhedsliv og en gudstjenesteform, der
var ganske anderledes end det, der er vokset ud af en vesterlandsk, skriftlig kultur og inspireret
af en teologiprofessor som Martin Luther eller en jurist som Calvin. Hans Hauge
sammenlignede i Kr. Dagblad med rette Desmond Tutus medvirken på Danske Kirkedage i
2001 med LokalTV-gudstjenesterne fra Århus pinsemenighed. Sammenhængen skyldes ikke,
at Desmond Tutu tilfældigvis har samlet lidt inspiration op hos de mange pinsefolk i
Sydafrika, men fordi såvel han som pinsebevægelsen er af afrikansk rod. For afrikanerne
virker hele pinsebevægelsens stil og mundtlighed med rette hjemligt - og de er stolte af, at
6 Se jubilæumsbogen: Apostolsk Kirke i Danmark 1924-1974, Roskilde 1974, p. 12-20. Kärkkäinen, p. 99 Mad-
sen, p. 67ff
ICQUS nr. 4, 2001 159

Kurt E. Larsen
der endelig er et kirkesamfund, der kan siges at være vokset ud af en afrikansk kultur 7 . Som
det fremgår af følgende tabel vokser pinsebevægelsen specielt hurtigt på Afrikas kontinent 8 .
Figur 1: Pinsebevægelsen - fordelt på verdensdele
Verdensdel tilknyttede 1960 tilknyttede 1995 Vækst
Afrika 1.731.000 20.851.000 1204 %
Oceanien 68.000 754.000 1109 %
Asien 1.375.000 12.461.000 906 %
Amerika 7.872.000 68.345.000 868 %
Europa 1.123.000 3.345.000 298 %
i alt 12.168.000 105.756.000 869 %
Der er tilsyneladende langt fra afrikansk kultur til den vestligt prægede romerkirke. Men
den afrikanske forståelse af de åndelige kræfters betydning i verden giver en forbindelseslinje
til romerkirken, der via sit traditionsbegreb ikke har glemt den oldkirkelige forståelse
af livet som en kamp mellem Gud og Djævelen. Ad forskellige veje når begge traditioner til
et før-moderne standpunkt og dermed tættere på det bibelske.
Fra Azusa Street til verdens ende
Vækkelsen i Los Angeles i 1906 blev hastigt kendt ud over jorden. Det lå i vækkelsens selvforståelse,
at Helligånden var blevet udgydt på en særlig måde i endetiden, fordi der skulle
drives mission, og en stærk missionsvirksomhed blev følgen over hele jorden. Hjemme i
Azusa Street blev bevægelsen derimod ret kortvarig. Det kom til et brud mellem Parham og
Seymour. Racespørgsmålet og mødeformen adskilte dem, og Parham tog også afstand fra,
at møderne havde givet plads for folk fra okkulte bevægelser. Til gengæld kom Parham under
anklage for moralske fald 9 .
7 Synan, p.178ff Anderson, p. 15 Jongeneel 1992, p. 74f
8 Her - og i de følgende statistikker - stammer tallene fra World Christian Handbook, London 1997.
9 Synan, p. 100ff
160
ICQUS nr. 4, 2001

Pinsebevægelsen i 100 år…
Allerede fra første færd led den nye bevægelse under interne splittelser, moralske fald og en
vis leddeløshed i læremæssige spørgsmål. I USA blev det hurtigt sådan, at sorte og hvide fik
hver deres egne pinsekirker. Netop de splittelser, der var bevægelsens svage side, kan dog
også ses som dens styrke. Fordi alle pinsefolk i princippet var missionærer og prædikanter,
blev bevægelsen udpræget lægmandsorienteret - og dermed tog pinsebevægelsen mere end
noget andet kirkesamfund præg af sine omgivelser. Den blev meget opsplittet, netop fordi
den blev præget af det sociale lag, den race og subkultur, den enkelte virkede iblandt. Der er
på een måde langt fra den splittede pinsebevægelse til den hierarkiske romerkirke, men
begge kirker er dog fælles om i praksis at være “katolske” - således at der bliver plads til
folk med forskellig social, kulturel og sproglig baggrund. Katolsk tradition har været rummelig
med hensyn til fx spiritualitet og nye bevægelser - kirken skulle jo være “katolsk”.
Pinsebevægelsen forbinder man normalt ikke med rummelighed, men på sin vis er den det
dog. Fordi den ikke holdes sammen af nogen formuleret lære, findes der inden for bevægelsen
store læremæssige forskelle: Der findes pinsekirker, der afviser treenighedslæren og andre,
der praktiserer barnedåb 10 . Først og fremmest er bevægelsen rummelig, fordi den i så
høj grad har formået at tage skikkelse af den kultur, den virker i. De evangeliske kirker vil
også være “katolske” i den forstand, men bliver vist alligevel ofte mere fastlåste i deres udtryk
og virkeformer, jf. den udbredte danske tanke om orgelet som det helt selvfølgelige og
uerstattelige kirkemusikinstrument.
Fattige menneskers kultur er som regel mundtlig, og fra begyndelsen fik pinsebevægelsen
held til specielt at samle de fattige og marginaliserede i samfundet ind i egne menigheder
med egne ledere. I 1995 var pinsebevægelsen med 23 millioner tilknyttede den tredjestørste
kristne konfession i USA - efter den romersk-katolske kirke (59 millioner) og baptisterne
(43 millioner). Men USA er dog ikke længere pinsebevægelsens højborg, idet vægten er
flyttet til tredje verden, hvor tre fjerdedele af verdens pinsefolk boede i 1995! 11
Figur 2: Pinsebevægelsens højborge i verden
Tilknyttede pinsebevægelsen 1960 1995
Brasilien 1.532.000 30.953.000
USA 4.411.000 23.210.000
Nigeria 321.000 6.677.000
Indonesien 801.000 5.660.000
Zaire 284.000 3.490.000
Chile 739.000 2.961.000
10 Hollenweger 1997, p. 196 Anderson, p. 22.
11 Synan, p. 203 Shaull, p. 44. Ifølge WCH boede 47 % af pinsefolkene i USA, Canada og Europa i 1960, mens det i
1995 kun var 26%.
ICQUS nr. 4, 2001 161

Kurt E. Larsen
Det er karakteristisk, at pinsebevægelsen fortsat er vokset hos meget fattige og socialt udstødte
mennesker. I Brasilien har væksten været usædvanlig stor, og som grunde hertil kan
en række faktorer overvejes 12 :
1) Pinsebevægelsens budskab om omvendelse og et forvandlet liv i hellighed har gode sociale
følgevirkninger, bl.a. styrkes familiesammenholdet - derfor er der specielt mange
kvinder med - og man får i menigheden et (nyt) socialt netværk.
2) Pinsebevægelsen er meget lægmandsorienteret og bliver derfor også meget lokal. Budskabet
føres frem af mennesker fra deres eget miljø og på deres eget sprog. Både den katolske
kirke og de ældre protestantiske kirker i Brasilien har lidt under at være præget af udlændinge.
Med pinsebevægelsen er der for første gang tale om en virkelig brasiliansk kirke.
3) Det almindelige præstedømme betyder, at man kan bruges - det giver en værdighed til
mennesker, der ellers ikke regnes for meget.
4) Mennesker, der føler sig bundet af udefra kommende magter - fx sociale magtstrukturer
eller onde åndsmagter - vil være specielt modtagelige for pinsebevægelsens forkyndelse af
Jesu magt over alle onde magter. Netop i Brasilien er åndedyrkelsen voldsomt udbredt, ligesom
mange lever under stadigt mere håbløse sociale forhold. For folk, der i øvrigt ingen
muligheder ser, virker det stærkt at høre, at Gud er mulighedernes Gud. Det giver dem et
håb om, at Gud i dag - eller en anden dag - hører deres bøn og befrier dem. Det giver nyt
håb i håbløsheden.
5) Det understreger min pointe, at pinsebevægelsens højborg i dag er Brasilien - et land med
gammel katolsk tradition.
Pinsebevægelsen og katolsk tradition
Ser vi på pinsebevægelsens udbredelse i dag er det et faktum, at pinsebevægelsen er specielt
fremgangsrig i lande med en romersk-katolsk kirkelig tradition. Det kommer frem, når vi
sammenligner bevægelsens fremgang i forskellige lande i Europa:
Figur 3: Om pinsebevægelsen i Europas forskellige kirkelige traditioner
Land 1960 1995 Vækst
Lande med overvejende
Protestantisk tradition
Danmark 10.000 13.000
Norge 63.000 66.000
Sverige 127.000 178.000
Finland 62.000 91.000
12 Smith p. 21ff Shaull p.8ff. 90ff. 139ff. 154ff. 193ff Mortensen, p. 49.
162
274 %
ICQUS nr. 4, 2001

Storbrittanien 112.000 749.000
Tyskland 89.000 195.000
Pinsebevægelsen i 100 år…
Lande med katolsk tradition 869 %
Italien 23.000 410.000
Frankrig 59.000 221.000
Spanien 4.000 210.000
Lande med overvejende
Ortodoks tradition
Grækenland 2.000 7.000
Rumænien 62.000 360.000
Bulgarien 10.000 83.000
608 %
Bevægelsen fik forholdsvis ringe indgang i Danmark, efter at den kom hertil straks efter
1906. Det kunne hænge sammen med, at den ledende skikkelse, Sigurd Bjørner, skabte læremæssig
uro ved at afvise den dobbelte udgang og siden splittede bevægelsen ledelsesmæssigt,
da han blev apostel og i 1924 fik en del af bevægelsen forvandlet fra løst organiseret
pinsevækkelse til en centralt styret Apostolsk Kirke 13 . I de andre nordiske lande fik pinsebevægelsen
generelt en noget større indgang, men bevægelsens vækst siden 1960 er dog
langt større i europæiske lande med en katolsk baggrund. Desværre må vi lade det ellers
meget spændende spørgsmål om den mulige sammenhæng mellem den ortodokse (og den
orientalske) kirketradition og pinsebevægelsen ligge, og nøjes med at se på romerkirken.
Der kan være forskellige forklaringer på pinsebevægelsens stærke vækst i de katolske lande.
Der kunne være tale om et mangelsymptom inden for romerkirken. Måske vokser pinsebevægelsen,
fordi romerkirken har forsømt at lære lægfolket at bruge Bibelen, eller måske
fordi der nogle steder i den katolske kirke er en forfærdelig præstemangel.
Jeg vil dog mene, at man snarere skal søge forklaringen i nogle teologisk-strukturelle træk,
som pinsebevægelsen kan siges at have fælles med de romersk-katolske:
1) Den katolske kirke har aldrig glemt Helligånden og de ekstraordinære nådegaver. I middelalderen
erfarede folk som Ansgar, Bernhard, Hildegard og Frans de ekstraordinære nådegaver
som fx helbredelser og tungetale. Den folkelige katolicisme har en stærk tradition
13 Neiiendam 1958, p. 139 og Apostolsk Kirke i Danmark 1924-1974, Roskilde 1974 Madsen, p. 295
ICQUS nr. 4, 2001 163

Kurt E. Larsen
for vægtlægning på undere og helbredelser. Katolikker valfarter til bl.a. Lourdes for at blive
raske, det svarer nøje til at pinsefolk tager til møder med helbredelsesprædikanter. Derfor
har det også været katolsk tradition at bede om en fortsat pinse med udgydelse af Helligånden
og de åndelige gaver. Det viste sig da også, at den katolske kirke havde lettere ved at
tage imod og inkorporere den karismatiske bevægelse, da den opstod i 1960'erne. Man
kendte i forvejen dette anliggende og følte det ikke som noget helt fremmed; man var generelt
åben for flere typer af spiritualitet og liturgi - og via 2. Vatikanerkoncil var man blevet
mere opmærksom på at kunne opdage skatte hos andre traditioner og på at lægge mere vægt
på bibellæsning. Pinsebevægelsen lægger vægt på tungetalen som tegnet på Åndsdåben,
men i den katolske kirkes første mange hundrede år forekom tungetalen også ved gudstjenesten
- og pga. det katolske traditionssyn har det været lettere at acceptere, at det kom ind
igen 14 .
I protestantisk teologi har vi med rette set Helligåndens virke, overalt hvor mennesker lever
troens liv - også uden at de ekstraordinære nådegaver forekom. Det har givet et sundere syn
end det, man kan møde når pinsebevægelsens egne folk vurderer kirkehistorien. Hans P.
Pedersen fra den danske pinsebevægelse har skrevet en kirkehistoriefremstilling, og trods
mange spændende iagttagelser er det hans svaghed, at han fører alle ekstraordinære oplevelser
tilbage til Helligånden, også selvom de sker hos helt sværmeriske bevægelser, hvis lære
han typisk nok er tilbageholdende med at kritisere. I luthersk Helligåndsteologi understreger
vi mest - og med rette - at Helligånden er Sandhedens Ånd. Denne vægtlægning betyder ikke,
at Helligåndens ekstraordinære gaver har været helt glemt i luthersk tradition, og da slet
ikke hos Luther selv. Kun enkelte protestanter som B.B. Warfield har været direkte “cessationister”,
dvs tilhænger af det synspunkt, at de ekstraordinære nådegaver kun hørte aposteltiden
til. Alligevel er spørgsmålet dog om ikke denne side af Bibelens budskab alligevel
er blevet forsømt i vores tradition 15 .
2) Katolikkerne lægger vægt på konfirmationen som et selvstændigt sakramente, der formidler
Helligånden til konfirmanden. Dermed virker det ikke så fremmed, når pinsefolk tilsvarende
taler om en fra omvendelsen adskilt second blessing, en Åndsdåb 16 .
3) Katolikkerne har deres munkeregler og ordensvæsen for folk, der vil leve et mere indviet
og fuldkomment kristenliv - dermed er det heller ikke så fremmed for dem at møde pinsefolks
tale om et højere kristenliv i glæde og kraft 17 .
4) Den katolske kirke har sine helgener, der spiller en stor rolle i folkefromheden, og fokuseringen
på biskoppen/ paven. Pinsebevægelsen har tilsvarende en tradition for at fremhæve
den karismatiske lederskikkelse, der i øvrigt også ofte kaldes biskop (fx Afrika).
5) Den katolske kirke har forstået at gøre kirke og tro meget synlig i hverdagen: Krucifikser
ved vejen, korstegn før fodboldkampe og optog gennem byen. Pinsebevægelsen tager også
14 Pedersen, p. 69. 91ff Synan p. x. og 216. 235ff. 244ff Kärkkäinen, p. 79f. 228ff.
15 Kärkkäinen, p. 123f. 131. Pedersen, p. 26f. 52. 64. 167f. 174. Om cessationismen, se Max Turner: The Holy Spi-
rit and Spiritual Gifts Then and Now, revised ed., London 1999, p. 278ff
16 Madsen, p. Hollenweger 1997, p. 165 Kärkkäinen, p. 78 (note 85)
17 Kärkkäinen, p. 125
164
ICQUS nr. 4, 2001

Pinsebevægelsen i 100 år…
troen med ud blandt folket: Gademission, friluftsmøder og efterhånden en intensiv brug af
massemedier - og det virker ikke så usædvanligt i en katolsk sammenhæng som i lande,
hvor kristentroen er blevet gjort til noget mere “indre” 18 .
6) Katolsk teologi lærer, at Ånden også virker uden for kirken - og tilsvarende har pinsebevægelsen
en tro på Åndens direkte ledelse af mennesker gennem åbenbaringer og drømme
19 .
Emnet er stort; det er svært at drive teologi på en uteologisk bevægelse - og pladsen tillader
desværre ikke at gå nærmere ind i en drøftelse af de mange spørgsmål, disse iagttagelser
rejser. Jeg håber dog, at artiklen har givet en fornemmelse af, at kirkehistoriske linjer på
overraskende måder kan gå på kryds og tværs.
Litteratur:
Anderson, Allan: The Significance of Pentecostalism in the Third World, i: Mortensen,
Viggo (red.): The Charismatic Movement and the Churches, Aarhus 2001
Hollenweger, Walter J.: Charismatisch-pfingstliches Christentum - Herkunft, Situation.
Økumenische Chancen, Göttingen 1997.
Jongeneel, J.A.B. (red.) Pentecost, Mission and Ecumenism - Essays on Intercultural Theology
- Festschrift in honour of Professor Walter J. Hollenweger, Frankfurt am Main 1992
Kärkkäinen, Veli-Matti: Ad ultimum terrae - Evangelization, Proselytism and Common
Witness in the Roman Catholic Pentecostal Dialogue (1990-1997), Frankfurt am Main,
1999
Madsen, Ole Skjerbæk: Genoprettelse - En bog om Helligånden, kirken og den karismatiske
fornyelse, Kbh 1995
Mortensen, Viggo (red.): The Charismatic Movement and the Churches, Aarhus 2001
Neiiendam, M.: Frikirker og sekter, 4. udgave, Kbh. 1958
Pedersen, Hans P.: 2000 år med Helligånden, København 1999
Shaull, R. & Cesar, W. : Pentecostalism and the Future of the Christian Churches, Grand
Rapids 2000
Smith, Brian H.: Religious politics in Latin America, Pentecostal vs. Catholic, Notre Dame,
Indiana, 1998
Synan, Vinson: The Holiness-Pentecostal Tradition - Charismatic Movements in the Twentieth
Century, 2. udg., Grand Rapids 1997
18 Shaull, p. 18ff
19 Kärkkäinen, p. 74ff. 151f
ICQUS nr. 4, 2001 165