Bauckham, Richard. 2006. Jesus and the eyewitnesses : the ...

Bauckham, Richard. 2006. Jesus and the eyewitnesses : the
Gospels as eyewitness testimony. Grand Rapids Mich.:
William B. Eerdmans Pub. Co.
1/7
1. From the Historial Jesus to the Jesus of Testimony (1-11): Udtrykket den historiske Jesus
kan have tre forskellige betydninger: a) den jordiske Jesus (versus den ophøjede Kristus), b)
Jesus - sådan som evangelierne har berettet om ham, c) den Jesus, som den historiske forskning
finder bag kildernes skildring. I denne sidste betydning synes der at være en konflikt mellem
videnskaben og troen. Men RB vil vise, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet. Vejen
frem er begrebet vidnesbyrd.
Ifølge formkritikerne levede de mundtlige traditioner anonymt i menigheden og udviklede sig.
RB afviser denne opfattelse og vil vise, at der mellem Jesus og evangelisterne ikke var anonyme
mundtlige traditioner, men derimod øjenvidner. Det er på basis af deres vidnesbyrd, at
evangelierne er affattet.
2. Papias on the Eyewitnesses (12-38): Papias skrev sikkert sine bøger lige efter århundredskiftet.
Han tilhørte den tredje generation af kristne. Han fortæller i prologen om en ældre tid,
måske ca. år 80 eKr. Det interessante ved Papias’ prolog er bl.a., at han betoner øjenvidnesbyrdet
så stærkt. Han afspejler den opfattelse, at der var en iver efter at vide, hvad Jesus havde
sagt og gjort, og man opfattede disciplene som autoritative vidner helt til deres død. Formhistorikerne
havde dermed ikke ret i, at øjenvidnerne ved evangeliernes affattelse for længst var
døde, og at traditionerne var anonyme.
Papias foretrækker den levende røst frem for bøger. Det betyder ikke, at han foretrækker
mundtlig frem for skriftlig tradition. Men tanken er, at det personlige møde med en lærer gør
større indtryk end at læse dennes skrifter. Papias foretrækker med andre ord øjenvidnesbyrd.
For Papias er der ikke tale om en anonym kollektiv tradition fra menigheden. Ikke sådan at
forestå, at han kaster vrag på denne form for tradition. Men Papias vil afvise, at denne kollektive
tradition skulle erstatte øjenvidnesbyrdet fra individuelle navngivne vidner. Tilsvarende
bygger evangelierne ikke primært på kollektive anonyme traditioner, men netop på øjenvidnesbyrd,
vidnesbyrd fra navngivne individer.
3. Names in the Gospel Tradition (39-66): RB opregner i en tabel (65f) en række navne på
personer omtalt i de fire evangelier. Af skemaet fremgår det, at Matthæus og Lukas i en række
tilfælde overtager navne fra Markus, men de kan også udelade disse navne. Men den omvendte
udvikling findes ikke. Matthæus og Lukas navngiver ikke personer, som hos Markus er
anonyme. Q rummer ikke personnavne. I Matthæus’ særstof er der ét eksempel, men i Lukas’
særstof 11 navngivne personer. Og Johannes har fire eksempler.
RB’s tese er nu dobbelt: a) de omtalte personers navne er bevaret, fordi de blev kristne og tilhørte
den kristne menighed (givetvis i Jerusalem); b) de omtalte personer fremstod i den ældste
menighed som øjenvidner.
Et eksempel er Simon af Kyrene og dennes sønner. Simon af Kyrene nævnes som far til Aleksander
og Rufus (Mark 15,21). Hvorfor nævnes disse to? Man kan tænke sig, at de to sønner
har fortalt deres fars historie videre til menigheden. Matthæus og Lukas nævner ikke de to
sønner, vel sagtens fordi de ikke var selvstændige kilder for Matthæus og Lukas.
Det er påfaldende, at netop de beretninger, der rummer navngivne personer, også ofte indehol-

der en række detaljer, der egentlig ikke er nødvendige for fortællingerne. Stammer omtalen af
disse detaljer fra de givne øjenvidner?
4. Palestinian Jewish Names (67-92): Den israelske forsker Tal Ilan har samlet personnavne
på ikke færre end 3000 palæstinensiske jøder, som levede fra 330 fKr til 200 eKr. RB sammenligner
med navnene i evangelierne og ApG, og resultatet er bemærkelsesværdigt: En hitliste
over de opførte navne viser, at navnene på palæstinensiske jøder i evangelierne og ApG
korresponderer nøje med navnene på befolkningen i det hele taget i jødisk Palæstina, men ikke
med navnene på jøder i diasporaen. På den baggrund er der usandsynligt, at evangelister,
der levede i diasporaen har tilføjet deres samtids navne til traditionen. Navnene er altså næppe
en senere tids opfindelse, da evangelietraditionen levede uden for Palæstina. Konklusionen er,
at personnavnene i evangelierne fremstår som autentiske, og dermed kan det bekræftes, at de
nævnte personer i den ældste kirke har fungeret som øjenvidner.
5. The Twelve (93-113): RB’s pointe er, at de tolv var autoritative øjenvidner og tradenter i
urkirken. Listen over de tolv hos alle tre synoptikere fungerer som en omtale af øjenvidnesbyrdets
officielle korps, som har formuleret og offentliggjort den største samling evangelietraditioner.
Det er på basis af denne samling, evangelisterne har affattet deres værker.
Synoptikerne omtaler navnene på de tolv (Matt 10,2-4; Mark 3,16-19, Luk 6,13-16). De nævnes
ikke blot, fordi evangelisterne vil præsentere de personer, der indgår i fortællingerne. I så
fald er det underligt, at omkring halvdelen af de nævnte ikke ellers omtales ved navns nævnelse.
Men de nævnes, fordi de udgør den gruppe øjenvidner, som formulerede og autoriserede
de traditioner, som de synoptiske evangelier bygger på. De var ikke mindst dem, der fra begyndelsen
var øjenvidner og ordets tjenere (Luk 1,2).
6. Eyewitnesses ‘from the Beginning’ (114-154): Flere steder betones det, at de, der fra begyndelsen
havde været øjenvidner til Jesus (især de tolv), havde en særlig betydning i den
ældste kirke: ApG 1,21f; 10,36-42; Joh 15,26f; 2,11.
Lukas-prologen: Ordene oi` avpV avrch/j auvto,ptai (Luk 1,2) betegner førstehåndsvidner til begivenhederne.
Øjenvidner fortalte ikke blot af historisk interesse, men deres fortælling dannede
basis for forkyndelsen.
Øjenvidnesbyrdets inclusio i Markus-evangeliet: Peter nævnes først (1,16-18) og sidst (16,7).
Peter var til stede hos Jesus fra begyndelsen til afslutningen af Jesu virke. Hans øjenvidnesbyrd
omfatter hele Jesu liv. Han nævnes da også relativt hyppigt i netop Markus-evangeliet.
Øjenvidnesbyrdets inclusio i Johannes-evangeliet: Skriftet indledes med kaldelsen af en anonym
discipel (1,35), som må være yndlingsdisciplen. Og skriftet slutter med en omtale af denne
samme discipel (21,23). Yndlingsdisciplen kaldes umiddelbart før Peter, og ordene om
yndlingsdisciplen kommer i Joh 21 umiddelbart efter en omtale af Peter. Vi har altså i Johannes-evangeliet
at gøre med en petrinsk inclusio inden for yndlingsdisciplens inclusio. Ergo:
Vidnesbyrdet i Johannes-evangeliet stammer ikke fra Peter, men fra yndlingsdisciplen.
Øjenvidnesbyrdets inclusio i Lukas-evangeliet: Lukas er ene om at skildre nogle navngivne
kvinder i forbindelse med Jesu virke i Galilæa (8,2f). Og de nævnes også ved navns nævnelse
som vidner til Jesu opstandelse (24,10). Lukas har også den petrinske inclusio (4,38; 24,10),
der sikkert er overtaget fra Markus, men Lukas tilføjer altså en anden inclusio, omfattende
kvinderne.
Matthæus-evangeliet: Dette skrift savner en øjenvidnesbyrdets inclusio. Skikkelsen Matthæus
kaldes først til discipel i Matt 9, og han træder ikke ud i forhold til de andre disciple i afslut-
2/7

ningen af skriftet. Ergo: Matthæus-evangeliet synes ikke at betone øjenvidnesbyrdet i samme
grad som de tre øvrige evangelier.
RB dokumenterer forekomsten af øjenvidnesbyrds inclusio i to senere græske biografier. De,
der kendte øjenvidnesbyrdets inclusio, ville straks kunne identificere de forudsatte øjenvidner.
7. The Petrine Perspective in the Gospel of Mark (155-182): Markus skriver ud fra et øjenvidnes
perspektiv, og dette øjenvidne er sandsynligvis Peter. Peter har fortalt om disse begivenheder
i vi-perspektiv, og Markus gengiver det i et de-perspektiv.
Navnet Peter er nævnt særligt hyppigt i Markus-evangeliet. Nogle gange optræder Peter som
den typiske discipel (14,37f; 11,21; 1,36f). Der er også tilfælde, hvor Peter er talsmand for de
tolv (10,28). Men i nogle tekster går hans rolle videre, og der er fokus på Peter som individ
(8,29), især i Jesu forudsigelse af hans fornægtelse (14,30). Der er i Markus-evangeliet fokus
på Peters individualitet, men det fremgår samtidig, at Peter overalt optræder som en del af
gruppe.
Der er dog en undtagelse: Beretningen om Peters fornægtelse. Man kan undre sig over, at beretningen
om Peters fornægtelse har en så stor plads i alle fire evangelier, men disse fortællinger
skal ses i den større sammenhæng, hvor der også berettes om, hvorledes Peter bliver taget
til nåde. Det var kun på måde, han kunne indse, at det var nødvendigt, at Messias gik vejen til
korset. Man kan sagtens forestille sig, at Peter selv har fortalt om sin fornægtelse.
Der er i Markus-evangeliet et særligt petrinsk perspektiv, og der er god grund til at antage, at
Markus kendte traditionerne i den form, som Peter fortalte dem.
8. Anonymous Persons in Marks’s Passion Narrative (183-201): I Mark 14,43-52 fortælles om
to anonyme personer. Den ene hugger øret af ypperstepræstens tjener. Den anden flygter nøgen.
Theissen vil mene, at vi her har at gøre med eksempler på, at anonymiteten tjener til deres
beskyttelse. Fremgik navnene af den før-markinske passionshistorie, ville det være let at
anholde dem.
RB finder den samme tendens andre steder hos Markus. Den, der låner Jesus et æsel før indtoget
i Jerusalem, er påfaldende anonym i Markus-evangeliet. Markus vil vel dermed lade forstå,
at den, der låner Jesus et æsel, skal ikke komme i en vanskelig situation af den grund.
Hans navn nævnes derfor ikke. Noget tilsvarende gælder den mand, der udlåner sit hus til fejringen
af Jesu påskemåltid med disciplene. Disse personer kan være blevet medlemmer af menigheden
i Jerusalem, og de får gennem anonymiteten en beskyttelse.
Den beskyttende anonymitet gælder også den kvinde, der salver Jesus (Mark 14,3-9). Hun får
derimod et navn hos Johannes. Johannes kan i den forbindelse nævne Lazarus. Men han end
ikke omtales hos Markus. Omtale af ham vil i Markus’ situation være for farlig, mens situationen
er en anden på Johannes’ tid.
9. Papias on Mark and Matthew (202-239): Papias fortæller ifølge Euseb HE 3,39,14-16, at
Markus var Peters tolk; vi må forstå det sådan, at Peter anså Markus for at have et bedre græsk
sprog end ham selv. Ifølge Papias affattede Markus sit evangelium på basis af det, han havde
hørt fra Peter. Peter reciterede, og Markus skrev ned - i et forbedret græsk sprog.
Ifølge Papias gengav Markus direkte det, som blev fortalt af Peter. Markus gjorde det ordret.
Men det betød, at Markus-evangeliet ifølge Papias mangler en kronologisk rækkefølge af begivenhederne.
Men Markus fulgte nøje Peters gengivelse, idet Markus ikke selv havde været
øjenvidne.
Papias fortæller, at Matthæus skrev sit evangelium på hebraisk eller aramaisk, og enhver over-
3/7

4/7
satte de nedskrevne logia efter bedste evne, men det betød, at den oprindelige orden i
Matthæus-evangeliet blev ødelagt.
Papias finder den korrekte rækkefølge i Johannes-evangeliet.
10. Models of Oral Tradition (240-263): RB vil rehabilitere øjenvidnesbyrd i vurderingen af
den mundtlige tradition, som ligger mellem den historiske Jesus og affattelsen af evangelierne.
Det billede, formhistorikerne tegner af urmenigheden og den mundtlige tradition, må forkastes.
RB redegør for den metode, der er udviklet af Kenneth E. Bailey. Denne sondrer mellem traditioner,
der er informal uncontrolled (informal ingen identificerbar lærer, student etc.;
Bultmanns billede af urmenighedens mundtlige tradition), traditioner, der er formal controlled
(Gerhardssons billede af den mundtlige tradition) og informal controlled (uden identificer lærer
/ student, men kontrolleret af et fællesskab, f.eks. de ældste samlet til rådslagning). Fællesskabet
kontrollerer traditionen. Men der er inden for disse rammer med informal controlled
tradition på samme tid plads for fleksibilitet i fortællingen. Ifølge Kenneth E. Bailey er det
denne sidste model, som giver den bedste forklaring på den mundtlige tradition i den ældste
menighed.
11. Transmitting the Jesus Traditions (264-289): Formhistorikerne mente, at de første kristne
ikke sondrede mellem den historiske Jesus og den ophøjede Kristus. Men dette er ikke rigtigt.
Der var tværtimod blandt de kristne en klar bevidsthed om sondringen mellem fortid og nutid.
Det kommer bl.a. til udtryk deri, at før-påske-Jesus adskiller sig fra efter-påske-Jesus. Den historiske
Jesus kaldes f.eks. Menneskesønnen, men det gør den ophøjede Kristus sjældent. Og
evangelierne er at sammenligne med antikkens biografier, hvor der fortælles om fortidige personer.
Men hvorfor bevarede man ord af den historiske Jesus? Svaret er ganske enkelt: fordi menigheden
stod i den frelse, som var skaffet til veje af Jesus. Frelsens virkelighed forbandt de troende
med den historiske Jesus.
Memorering var vigtig i antikken. Memorering var ikke blot en evne, men en færdighed, som
kunne opøves ved forskellige teknikker. Og læreren kunne udtrykke sig på en sådan måde, at
det kunne lette memoreringen. Jesu ord er ofte formet som aforismer, hvilket letter hukommelsen
af dem. Det betyder også, at den præcise ordlyd er lettere at bevare med Jesus-ord end
ved fortællinger om Jesus. Jesus må have forventet, at hans disciple memorerede hans ord (jf.
Luk 9,44a), og at de traderede Jesu ord til andre.
12. Anonymous Traditions or Eyewitness Testimony? (290-318): RB betoner betydningen af
individer i overleveringen af Jesus-traditionen. Det var øjenvidner, som var disse traditioners
ophav. Og øjenvidnerne var garanter for Jesus-traditionens pålidelighed. Formkritikerne betoner,
at traditionerne var anonyme og tilhørte kollektivet, menigheden. Og også både Kenneth
E. Bailey og Dunn betoner dette kollektive aspekt, når de bestemmer Jesus-traditionen som
informal controlled. RB vil i stedet vise, at øjenvidnesbyrdet spillede en afgørende rolle for
Jesus-traditionen. Traditionerne var formal controlled. Kollektivet kan være modtager af
Jesus-traditionen, men ikke tradent. Som tradenter omtales udelukkende enkelt-individer.
Øjenvidnerne havde en kontrollerende funktion i menighederne. Man var interesseret i en troværdig
overlevering, og her var øjenvidnerne af uvurderlig betydning. De spillede givetvis en
rolle i mange menigheder, idet man skal tage i betragtning, at der var et netværk mellem disse
menigheder (gode veje, søveje etc.).

Et godt udtryk for øjenvidnesbyrdets betydning findes i 1 Kor 15,3-8. Paulus anfører en række
øjenvidner til tilsynekomsterrne, og korintherne kan kontrollere hans oplysninger, hvis de vil,
fordi mange af disse personer fortsat er i live. Øjenvidnerne var altså en kontinuerlig kontrol
af traditionen.
Med andre ord: En udelukkende kollektiv hukommelse forekommer ikke mht Jesus-traditionen.
På et tidspunkt er der naturligvis menigheder, hvori der ikke er øjenvidner. Da bliver Jesus-traditionen
en kollektiv erindring, men den baserer sig hele tiden på det overleverede individuelle
øjenvidnesbyrd.
13. Eyewitness Memory (319-357): Det er tydelig, at erindringen om Jesus har været stærk og
pålidelig, idet denne Jesus-erindring netop har de nævnte karakteristika. Øjenvidnerne gjorde
det muligt at have en kontinuitet i Jesus-traditionen mellem tiden før påske og tiden efter
påske. Det er klart, at Jesu opstandelse kastede et nyt lys over begivenhederne. Men det forhold
at der var øjenvidner, gjorde, at Jesus-traditionen blev præget af stabilitet. Jesus-traditionen
kunne ikke blive genstand for en vildt voksende fortolkning. Det er da også bemærkelsesværdigt,
at de enkelte traditionerne kun i begrænset omfang er blevet påvirket af en efterpåske-fortolkning.
Det forhold kan bedst forklares derved, at beretningerne allerede under Jesu
jordeliv havde fået en nogenlunde fikseret form, som så at sige overlevede den revolution,
som Jesu opstandelse udgjorde.
14. The Gospel of John as Eyewitness Testimony (358-383): Ifølge selvvidnesbyrdet er Johannes-evangeliet
affattet af et øjenvidne, som bestemmes som yndlingsdisciplen; sådan må
21,24f naturligt fortolkes. Pointen er nu, at det også i Johannes-evangeliet bliver understreget,
at dette skrift bygger på øjenvidnesbyrd.
15. The Witness of the Beloved Disciple (384-411): Alle fire evangelier er tættere på øjenvidnesbyrdet,
end man tidligere har antaget. Når øjenvidnerne var så vigtige, beroede det på, at de
både kunne rapportere om det hændte, men også fortolke det hændte. Man anså øjenvidner for
at være pålidelige informanter. Men det særlige ved Johannes-evangeliet er, at forfatteren selv
fremstår som øjenvidne. Han bygger ikke alene på andres øjenvidnesbyrd (som Markus og Lukas
gør), men han har sit eget øjenvidnesbyrd at henholde sig til.
Forfatteren af Johannes-evangeliet træder frem som øjenvidne allerede i Joh 1,14 (vi så hans
herlighed), men herefter skildrer forfatteren sig selv i tredje person som yndlingsdisciplen, og
det fremgår i 21,24f, at det er yndlingsdisciplen, der er forfatteren.
Johannes-evangeliet fremstår på den måde som et skrift, der er baseret på øjenvidnesbyrd. Også
i Johannes-evangeliet findes en inclusio mht øjenvidnesbyrdet. I Markus-evangeliet er det
Peter, der er nævnt først og sidst i fremstillingen, men i Johannes-evangeliet er det yndlingsdisciplen.
Han skildres lidt før Peter i begyndelsen af Johannes-evangeliet (1,35-40, den
anonyme discipel af Johannes Døberen), og han omtales lidt efter Peter i skriftets afslutning
(Joh 21).
Det fremgår i afslutningen, at Peters opgave er at give sit liv for Jesus, mens yndlingsdisciplens
opgave er at vidne om Jesus. Alt i alt fremgår det, at yndlingsdisciplen begyndte sin opgave,
førend Peter blev discipel, og han fortsatte sin aktivitet, efter at Peter havde fuldført sit
discipelskab. Ved at formulere sig således, gør evangeliet det klart, at yndlingsdisciplens vidnesbyrd
er den primære kilde bag skriftet.
Yndlingsdisciplen er omtalt følgende steder i Johannes-evangeliet: 1,35-40; 13,23-26; 19,25-
27.35; 20,2-10; 21,2.7.20-24 og måske i 18,15f. Yndlingsdisciplen optræder ganske ofte sam-
5/7

men med Peter. Pointen er, at de har hver deres opgave. For Peter betyder discipelskabet en
aktiv tjeneste. Han skal være hyrde og give sit liv. For yndlingsdisciplen betyder discipelskabet,
at han skal være det perceptive (indsigtsfulde) vidne. Om Peter gælder det, at han elsker
Jesus (og tjener Jesus). Om yndlingsdisciplen gælder det, at Jesus elsker ham (og det gør på en
særlig måde yndlingsdisciplen til et vidne). Peter skal ikke være hyrde for de andre disciple,
men for kirken efter Jesu opstandelse. Yndlingsdisciplen skal ikke vidne for de andre disciple,
men han skal aflægge vidnesbyrd for kirken efter Jesu opstandelse.
Portrættet af yndlingsdisciplen rummer fire karakteristika: (a) yndlingsdisciplen har et særligt
fortroligt forhold til Jesus (1,35-40; 13,23-26; 19,26f), (b) yndlingsdisciplen er til stede ved
nøglebegivenheder i Jesu liv (1,35.29; 19,35; 18,15f; 20,3-10), (c) de begivenheder, som yndlingsdisciplen
bevidner, beskrives med særlige detaljer (1,39; 13,26; 18,18; 19,33-35; 20,6-8;
21,9.11), (d) yndlingsdisciplen er fremstillet som den, der har indsigt i den åndelige mening
med begivenhederne, som er berettet.
16. Papias on John (412-437): Papias omtaler (i Euseb HE 3,39,3f) en række af Jesu disciple,
og det er sandsynligt, at han henter denne række fra Johannes-evangeliet, hvor de endda optræder
i den samme rækkefølge som hos Papias. Hvis den iagttagelse holder stik, kan yndlingsdisciplen
ifølge Papias ikke være Zebedæus-sønnen Johannes. For han nævnes meget
tidligt i Johannes-evangeliet, men sent i Papias’ rækkefølge. Papias har med andre ord ikke
været af den opfattelse, at Zebedæus-sønnen Johannes var identisk med yndlingsdisciplen.
For Papias kan yndlingsdisciplen være Presbyteren Johannes. Det vil kunne bekræftes af det
rygte, som omtales i 21,22f, at yndlingsdisciplen ikke ville dø før parusien. Et sådant rygte
ville være aktuelt for en discipel, som levede usædvanligt længe, og som levede, da Papias
skrev sine 5 bøger.
Ergo: Papias betragtede Presbyteren Johannes som forfatter af Johannes-evangeliet.
17. Polycrates and Irenaeus on John (438-471): Efesus-menigheden havde et særligt forhold
til yndlingsdisciplen. Men vidnesbyrdet fra Polycrates viser, at man i slutningen af det 2. årh
ikke identificerede ham med Zebedæussønnen, men med den i ApG 4,6 nævnte Johannes.
Tanken har givetvis været, at man opfattede presbyteren Johannes som yndlingsdisciplen og
dermed som forfatter af Johannes-evangeliet. Det kan samme dokumenteres hos Irenæus.
18. The Jesus Testimony (472-508): Alle fire evangelier er baseret på øjenvidnesbyrd om
Jesus. Jesus er i disse evangelier den bevidnede Jesus, the Jesus of testimony. Og netop begrebet
vidnesbyrd (“testimony”) er vigtigt til at forstå relationen mellem den historiske Jesus
og troens Jesus.
Der kan tales om vidnesbyrd i forskellige sammenhænge, fx juridisk med vidnesbyrd aflagt i
et retssal. Pointen er, at et vidnesbyrd i udgangspunktet skal mødes med tillid. Det er typisk
for unge forskere af evangelierne, at de tror, at jo mere kritisk man er, desto mere videnskabelig
er man. RB påpeger som svar herpå, at historikeren møder sine kilder med en fundamental
tillid og ikke med en fundamental skepsis. Et vidnesbyrd skal man fæste lid til, indtil det modsatte
er bevist.
Den bedste tilgang til evangelierne opnår man, hvis man forstår dem som vidnesbyrd. Og historikeren
må i udgangspunktet have tillid til disse vidnesbyrd. Øjenvidnesbyrd giver en insider-viden
om begivenhederne. Det er en viden fra en eller flere af de involverede parter. Øjenvidnesbyrd
tilbyder os derfor ikke blot observation, men også fortolkning af de bevidnede begivenheder.
Øjenvidnet forsøger at forstå det, der skete.
6/7

Summa: Vidnesbyrd er den passende kategori (historisk og teologisk), når vi beskæftiger os
med den historiske Jesus. “It is in the Jesus of testimony that history and theology meet”
(508).
7/7