Nis og verdens bedste risengrød.pdf

Nis og verdens bedste Risengrød
af Cindy Kvarnø
Hvert år når julen nærmer sig, får alle nisser en forfærdelig lyst til
risengrød. Ja, nogle bliver så lækkersultne, at de næsten ikke kan tænke på
andet.
Sådan en nisse var lille Nis. Han var kun 217 år gammel, så han havde ikke
prøvet at være hjemmefra endnu. Men en aften, da alle de små nissebørn
skulle sove, fortalte nissemor historien om verdens bedste risengrød.
Grøden blev lavet i et hus, langt væk, på den anden side af skoven. Når
vinden stod i den rigtige retning, kunne man nogle gang dufte den her i
nisseby. De der havde været så heldige at smage grøden, glemte det aldrig,
så dejligt smagte den.
Men rejsen derhen var både lang og farlig, og man kunne kun komme ind til
grøden, hvis man kendte den hemmelige kode.
Nissebørnene sukkede. Den grød ville de gerne smage! En efter en faldt de i
søvn med et saligt smil om munden. Undtagen Nis. Hans mave rumlede, den
ville have risengrød.
Han trak nissemor i forklædet, ”Hvad er den hemmelige kode?” ”Det ved
jeg ikke” sagde nissemor ” Jeg har jo aldrig været der.” ”Årh, kom nu, sig
det!” Plagede Nis. Nissemor lo, og nev ham kærligt i kinden.” Jeg ved det
virkelig ikke, Nis. Men hvis det var mig, ville jeg nok prøve med – Glædelig
Jul! – Og læg dig så til at sove!”
Men Nis kunne ikke sove. Han måtte bare smage den risengrød! Så da alle
var gået til ro, og han kunne høre nissefars snorken gennem væggen, listede
han forsigtigt ud af sengen.
Han puttede lidt brød i lommerne, og så sneg han sig forsigtigt ud af det
lille nissehus.
Der var ikke ret langt over til skoven. Men selvom månen lyste klart, var der
meget mørkt derinde.
Nis kiggede tilbage mod huset. Han var lige ved at fortryde, men så syntes
han pludselig, at han kunne dufte den dejlige grød. Og uden videre tøven gik
han med raske skridt ind mellem træerne.
Da han havde gået lidt hørte han noget der peb. Piv, piv, piv sagde det. Nis
kiggede ned og der sad tre små skovmus. ”Hej små venner. Jeg hedder Nis,
hvad laver I?”” Hej nisse! Vi skulle finde nødder for vores mor, men ræven er
1

efter os, og nu er vi kommet alt for langt hjemmefra. Vil du ikke nok hjælpe
os?”
”Jo, selvfølgelig små venner.” Nis bukkede sig ned så de kunne hoppe op i
hans lomme, og så drog de sammen videre ind i skoven.
Længere inde i skoven mødte Nis tre Skovhuggere. Det rungede hult i
skoven, hver gang de ramte træstammerne, med deres store økser. De
svingede økserne igen og igen, mens de svedte, så man skulle tro, det var
sommer. ”Hej med jer!” Sagde Nis. ”Hvem er I?” ”Vi er kongelige
skovhuggere.” svarede de ” Jamen hvorfor fælder i træer midt om natten?”
Spurgte Nis. ”Jo, forstår du, Slottet skal bruge masser af brænde til vinteren.
Så vi bliver nødt til at arbejde nat og dag, hvis vi skal være færdige inden
juleaften.”
”Nå, så må jeg hellere lade være med at forstyrre jer”, sagde Nis og skyndte
sig videre.
Han havde ikke gået længe før han hørte den dejligste musik. Det lød som
om, det var vinden der spillede på sølvklokker. Og dér foran ham, så han fire
smukke alfer, der svævede rundt i lysningen i en yndefuld alfeballet. Nis var
stum af betagelse. Alferne svævede tæt hen til ham og rørte forsigtigt ved
hans nissehue. ”Hvor kommer du fra?” spurgte de i kor. ”Jeg kommer fra
nissebyen” sagde Nis. ”Jeg leder efter verdens bedste risengrød.” ”Nåeh, ja
den slags ved vi ikke noget om. Vi er vinteralfer, så vi lever af rimfrost og
månelys.”
”Øv!” fnøs Nis. ”Det bliver man da ikke mæt af. Godt jeg er en nisse! Nisser
ved nemlig, hvad der er godt! Hov, nu rumler min mave! Så må jeg vist se at
komme videre. Farvel med jer!” sagde han og vinkede. Alferne sendte leende
fingerkys efter ham og genoptog deres smukke dans.
Nis stak hånden i lommen efter et stykke brød til at dulme den værste sult.
”Av!” Han skreg højt, der var noget, der bed ham. Han kiggede forskrækket
ned i lommen. Der var ikke noget brød, kun tre små skovmus med tykke
maver. ”Lad vær’ med at nive”, peb de. ”Undskyld” sagde Nis. ”Jeg ville bare
have en bid brød. Jeg glemte helt, at I var i min lomme.” ”Nå, men det er vi
altså. Men nu kan du godt sætte os ned, for vi bor lige derhenne ved det
krogede træ.” Nis satte dem forsigtigt ned i skovbunden. Han kunne lige nå,
at høre en lille stemme råbe ”Tak for brødet!” Så var de pilet væk.
2

Nis rystede på hovedet og traskede videre ind i skoven. Pludselig stod der
tre skovbetjente foran ham. ”Hvem er du? Hvad laver du her i vores skov?”
Nis kiggede forskrækket på dem. De havde fine grønne uniformer på. ”Der
er nogle der går og knækker grene og skærer i barken på skovens træer. Og
det er vores job at passe på, at ingen ødelægger skoven!” sagde de, og så
meget bestemte ud. ”Undskyld, men det er altså ikke mig, jeg er bare på
gennemrejse,” sagde Nis. ”Men jeg har lige mødt nogle skovhuggere, der
fældede rigtig mange træer.” ”Ja, dem kender vi godt. De er gode mænd! De
fælder kun de træer, der står for tæt sammen. Så får de andre træer mere
lys og luft, så de bedre kan vokse. Det er godt for skoven!” ”Nå, men jeg har
altså ikke set andre røre ved træerne. Men hvis jeg ser noget, skal jeg nok
kalde på jer.” Sagde Nis. ”Det sætter vi stor pris på hr. Nisse! Fortsæt de
bare deres rejse!” Nis skyndte sig videre, lidt stolt over at blive kaldt hr. Han
var jo trods alt kun 217 år og stadig kun et barn.
Da Nis havde gået lidt, mærkede han noget koldt mod ansigtet. Han tørrede
sig på kinden med luffen. Den blev helt hvid. Pludselig var træerne omkring
ham dækket af glitrende rimfrost. Han kunne høre en lille fin latter, der kom
oppefra, og da han kiggede op så han fire bittesmå feer med sølvvinger, der
sværmede ud og ind mellem træerne.” Hej, nisse!”, fnisede de. ”Hej med
jer”, sagde Nis. Han rakte hånden ud for at fange én af dem. Men de var alt
for hurtige. ”Er det jer, der drysser rimfrost over skoven?” ”Ja, det er vores
arbejde. Er det ikke smukt?” Nis kiggede sig omkring. Månelyset glimtede i
rimen på de hvide træer og fik skoven til at ligne et eventyrland. ”Jo, det er
meget smukt!” måtte han indrømme. Feerne svirrede stolte med vingerne.
”Nå, men farvel lille nisse! Vi mangler stadig Vestskoven, så vi har travlt”. De
forsvandt som små lysglimt over trækronerne og Nis fortsatte sin tur gennem
skoven.
Lidt efter mødte han tre piger. Han vidste med det samme, at de var
prinsesser, for de havde smukke silkekjoler på og diamanter i håret. Og det
er kun prinsesser, der går i skoven i balkjoler. ”Hvad laver I dog her, så langt
fra slottet?” Spurgte Nis. ”Vi leder efter gran og mistelten i skoven.” Sagde
den ældste prinsesse. ”Ja, vi skal bruge det til at pynte op på slottet.” Sagde
den mellemste prinsesse.” Åh ja, og hvis der så kommer en prins, skynder vi
os at stille os under misteltenen. Så skal han nemlig kysse os!” Sagde den
yngste prinsesse. Nis lo højt. ”I kan da få et kys af mig!” ”Uf nej! Vrængede
prinsesserne i kor. Vi kysser kun ægte prinser og babyer. Gå med dig fjollede
nisse!” Nis skyndte sig fornærmet, videre.
3

Et par lysninger længere inde i skoven, mødte Nis tre gæve jægere. ”Hej
med dig lille fyr! Hvad hedder du?” Nis svarede dem, og spurgte dem hvad
de lavede i skoven midt om natten. ”Vi er på vildsvinejagt, der skal mange
vildsvin til for at mætte alle på slottet. Vi skal også skyde fasaner til forretten.
Så vi har travlt! Gå nu forsigtigt Nis, så du ikke skræmmer vores bytte væk.”
”Selvfølgelig” Sagde Nis og skyndte sig videre. De skulle nødig komme til at
tage fejl af ham og et vildsvin. Da han var kommet sikkert ud af skudlinien,
satte han tempoet ned igen.
Pludselig hørte han et råb. Hjælp, hjælp! ! Nis kiggede sig omkring efter
lyden, og dér ved den væltede træstamme, så han fire små buttede
kaninunger. Den ene sad fast under stammen og de tre andre hev og sled for
at få hende ud. ”Stop, stop”, lo Nis.” Hvad sker der her?” Kaninerne råbte i
munden på hinanden:” Vi legede fangeleg, og så ville vi kravle under
træstammen, men så sad hun fast. ”Jeg tror, du skal ud den samme vej, du
kom ind” sagde Nis. ”Der er ikke plads til små kaninrumper under dét træ”.
Han tog fat om bagbenene, trak forsigtig, og smut så var hun fri. Kaninerne
hoppede og dansede af glæde. ”Tusind tak nisse! Hvor skal du hen? Må vi
komme med?” ”Tjah,” sagde Nis ” Jeg leder efter verdens bedste risengrød
og der er stadig langt at gå”. ”Øv! Vi må ikke gå langt væk for vores mor.
Men tak alligevel!” ”Selv tak!” Sagde Nis og gik rask videre.
Hans mave rumlede højt! Så højt, at han ikke hørte, at der kom nogle imod
ham. Frem fra lysningen kom de smukkeste skabninger, han nogensinde
havde set. Tre snehvide enhjørninger med flagrende sølvmanker. På hver af
dem sad en vidunderlig smuk fe. Nis bøjede sig ærbødigt for de smukke
væsener. ”Op med hovedet fjollede nisse! Vi er ikke kongelige, vi er
daggryets feer. Hver morgen ridder vi rundt i skoven og gør plads til
morgenlyset.” Nis så sig omkring. Et gyldent skær fra øst, bredte sig
langsomt gennem skoven. Natten var ved at være forbi. Feerne kiggede
forskrækket ned på ham. ”Hvad er dog det for en uhyggelig lyd?” Hviskede
de. ”Åh, det må I meget undskylde!” Mumlede Nis. Det er min mave, der
længes efter risengrød. Jeg må hellere se at komme videre.” ”Ja, gør du
hellere det, inden du vækker hele skoven.” Lo feerne og fortsatte deres
ridetur gennem skoven. Nis så beundrende efter dem.
Han skulle lige til at gå videre, da der var en, der prikkede ham myndigt på
skulderen. Han vendte sig forskrækket om og så tre unge mænd i fine
klæder med dragne sværd. ”Hør min gode nisse, du har vel ikke set, nogle
4

prinsesser i denne skov?” ”Njoeh” sagde Nis ”Måske har jeg, men hvem er I,
og hvad skal I med prinsesser?” Han skævede forsigtigt til de lange sværd.
”Vi er kongens sønner og vi skal finde os nogle ægte prinsesser at gifte os
med. Vi kommer lige ovre fra den store dragegrotte, vi sloges med dragen i
tre hele dage og tre hele nætter. Til sidst faldt den i søvn. Men der var slet
ikke nogle prinsesser i dens hule og nu ved vi ikke hvor vi skal lede.” ”Nåeh,
sådan.” Sagde Nis. ”Jamen, hvis I følger mine spor tilbage gennem skoven,
så kan I ikke undgå at møde Prinsesserne. Men tænk jer om, de er helt vilde
med at kysse prinser. Jeg ville nok gå den anden vej, hvis jeg var jer.” ”Ha!”
Lo prinserne. ”Vi har kæmpet mod ildsprudlende drager, der skal mere end
en kyssegal prinsesse til at skræmme os!” Ja, ja sukkede Nis. Bare de ved
hvad de går ind til.
Pludselig så Nis noget bevæge sig ved siden af ham. Han stod op af en
træstub og oven på træstubben dansede tre små mus. De havde små skørter
på og sløjfer på halerne. ”Hej nisse! Vi er ægte dansemus. Vi plejer at danse
for prinsesserne på slottet, men de satte os her, mens de samlede gran, og
så glemte de os. Hvis ikke de finder os inden ræven kommer, bliver dette nok
vores sidste dans”. Store tårer trillede ned ad deres kinder, mens de
dansede. ”Bare rolig!” sagde Nis. ”Jeg skal nok hjælpe jer!” Han skyndte sig
at kalde prinserne tilbage. ”Hvad er der med dig nisse?, Hvorfor råber du
sådan op?” Spurgte prinserne. ”Jo” Sagde Nis. ”Disse dansemus er blevet
væk fra prinsesserne. Jeg er sikker på I vil få en belønning, hvis I bringer
dem tilbage.” Prinserne kiggede på hinanden. ”Glimrende idé nisse! Kom små
mus, I kan sidde på vores skuldre!” Dansemusene hvinede af glæde. ”Tusind,
tusind tak Nis!” ”Det var da så lidt” sagde Nis. Han vinkede til de forsvandt
mellem træerne, stolt siddende på hver deres prinse-skulder.
Nis gik videre og lidt senere kom han til en stor skovsø. Han troede ikke
sine egne øjne. Midt i skovsøen lå der et kæmpe sørøverskib! Nis gik
nysgerrigt nærmere. Pludselig vrimlede dækket med sørøvere, bevæbnede til
tænderne med knive og sværd. ”Splitte mine bramsejl! Hvad laver du i vores
skov?” Råbte piratkaptajnen, så højt at alle fuglene lettede fra træerne. ”Øh?
”Nis blev stum af skræk. ”Hvad så landkrabbe, kan du ikke svare? Jeg er
kaptajn skrål, skovsøens skræk. Hvis ikke du svarer bliver du kølhalet!” Nis fik
fremstammet sit navn, mens han kiggede skræmt på kaptajnen og de andre
sørøvere.” Je-jeg leder bare efter verdens bedste risengrød”. ”Sørøvere spiser
ikke risengrød, men kom ombord, så skal du få et stort krus rom.” Brølede
kaptajnen. Nis turde ikke sige nej, så han klatrede hurtigt ombord. Kaptajnen
5

præsenterede sine folk for Nis. Den første havde skæv næse og et drabeligt
sværd. Han havde engang sejlet på de syv have med kaptajn Rødskæg. Den
anden sørøver var kaptajnens kone, og hun var lige så frygtløs som sin
mand. Men den skrappeste var barske Olga. Selv kaptajnen blev bange for
hende, når hun blev vred. Heldigvis fandt Nis hurtigt ud af, at de ikke var så
slemme endda. Næ de var faktisk rigtig flinke. De sejlede ham til den anden
side af skovsøen, og de blev heller ikke sure da han sagde nej tak til rom. For
de vidste jo godt at nisser drikker nisseøl. Og så var der jo også mere rom til
dem selv. Da Nis satte fødderne på jorden igen, var han blevet rigtig gode
venner med alle sørøverne, og lovede at besøge dem igen på tilbagevejen.
Nis fortsatte fløjtende sin tur gennem skoven. Pludselig var der én, der trak
hans hue af. Han vendte sig hurtigt, men så kun en halespids, der forsvandt
bag et træ. ”Hov!” Råbte han. ”Kom så med min hue!” Han kunne høre
nogen le.
”Så kom og tag den!” Pludselig dukkede tre bittesmå trolde frem bag
træstammen. De dansede leende rundt om ham, mens de kastede huen frem
og tilbage mellem hinanden. Nis truede af dem: ”Kan I så lade være at
drille!” ”Næh, tænk det kan vi altså ikke, for vi er nemlig drilletrolde!”
vrængede de. Og så lo de, så tårerne trillede, mens de rullede rundt i
skovbunden, og holdt sig på maverne. Nis hev hurtigt huen til sig. ”Jeg siger
det til jeres mor!” ”Ha, det kan du ikke, for du ved jo ikke, hvor vi bor, og
vores mor har selv sagt, at drilletrolde skal drille! Ellers kunne vi jo ligeså
godt have været dengse-nisser!” Nu lo de små trolde så meget, at de fik
hikke. Nis opgav at tale fornuftigt med dem og gik lettere fornærmet videre.
Nu kunne Nis snart ikke vente mere. Hans mave skreg på risengrød!
Heldigvis var han endelig kommet til udkanten af skoven. Dér så han tre små
egern, der legede. ”Hej små egern! Jeg hedder Nis, hvad laver I?””Vi leger
fangeleg. Har du gaver med til os?” ”Næeh”, lo Nis. ”Gaverne tager
julemanden sig af. Jeg er bare en almindelig nisse. Men måske kan I hjælpe
mig med at finde huset med verdens dejligste risengrød? Det skulle være her
i nærheden.” Ja. det kan du tro Nis, følg efter os!” De hoppede og sprang fra
træ til træ. Nis fulgte med, så godt han kunne, nede på jorden.
Pludselig stod han foran en låge. Bag lågen kunne han se en lang buegang
af lys, der strålede ned på det tykke lag af sne der lå overalt. ”Er det her?
”spurgte Nis. De små egern nikkede ivrigt. ”Ja, kan du ikke dufte det?” Jo,
Nis kunne pludselig dufte kanel. Ah! Hans tænder løb i vand, og hans mave
rumlede faretruende. Han kunne næsten ikke vente.
6

Han skyndte sig gennem buegangen, og så stod han foran en stor dør.
Håndtaget sad alt for højt til, at Nis kunne nå. ”Bare rolig!” sagde de små
egern. ”Du skal bare banke på ruden og sige det hemmelige kodeord”.
”Jamen det kender jeg jo ikke?” snøftede Nis. ”Jo tænk dig nu om!” Nis
tænkte så det bragede, og pludselig kom han i tanke om, hvad hans mor
havde sagt. Han bankede ivrigt på ruden og råbte ” Glædelig jul!” Og straks
stod der tre små nisser inden for døren og smilede til ham. De klatrede op på
skuldrene af hinanden, så de kunne nå håndtaget, og vips var døren åben!
”Tusind tak” sagde Nis. ”Det var da så lidt smilede nisserne. Hvad hedder
du?” ”Jeg hedder Nis! Er det rigtigt, at verden lækreste risengrød er her?” ”Ja
det kan du tro!” Lo de og slog sig på maverne. ”Men først skal du se vores
juletræ og hilse på de andre nisser.” De trak ham ind i et stort rum, hvor der
stod det smukkeste juletræ, han nogensinde havde set. Det glitrede og
glimtede i den smukke julepynt. Nis så længe på det, stum af beundring.
Rundt om træet sad og kravlede en masse små nisser. ”Sig Velkommen til Nis
alle sammen.” ”Velkommen!!!” Råbte alle de små nisser.
Nu kunne Nis ikke vente længere, og selvom han var bange for at virke
uhøflig, spurgte han endnu engang efter den berømte risengrød.
”Kom med denne vej!” lo nisserne og trak ham med tilbage, hvor de var
kommet fra. De pegede op i loftet, og der så Nis en stor lem.” Er grøden
deroppe??” ”Selvfølgelig!” Lo nisserne. ”Kender du ikke sangen?” og så sang
de alle sammen ”på loftet sidder nissen”. ”Jo” sagde Nis. ”Men hvordan
kommer jeg derop?” ”Bare rolig, vi kalder på vores klatrenisse. Han skal nok
hjælpe dig!” ”Albert!” råbte de, og pludselig stod der en lille fræk nisse og
kiggede på Nis. ”Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør!” Han kravlede op ad
væggen og skubbede lemmen op. Så kastede han et reb ned til Nis. Duften
af risengrød bølgede ned mod dem og Nis skyndte sig op ad rebet.
Oppe på loftet sad en sød nissepige og rørte i en stor gryde risengrød.
”Gudskelov du kom!” Sagde hun. ”Grøden er lige blevet færdig. Vil du
smage?” ”Åh, ja tak!” sukkede Nis. Nissepigen rakte ham en skål dampende
varm grød, med masser af kanel og en smørklat, som det hører sig til. Nis tog
en skefuld, og straks bredte der sig et stort smil på hans ansigt. Rygterne
talte sandt! Det var verdens bedste risengrød! ”Åh, bare alle mine venner fra
skoven kunne smage den” Sukkede Nis. ”Jamen, det kan de da!” sagde
7

Nissepigen. ”Du skal bare invitere dem til den 24. december, for der danser vi
om juletræet, og så skal vi alle sammen have risengrød!
Rigtig God Jul
8