Dec 2004 - Maritimt Center Ærø

December 2004 

JAGTPÆLEN 

Formandens spalter 

Så er det tiden for sidste nummer af ”Pælen” for i år. Året 

der er gået har været præget af mange såvel små som store 

begivenheder. 

I forbindelse med Marstal Søfartsmuseums 75 års jubilæum 

var der et mega sejlskibstræf i Marstal. Thiesen Regattaen 

ankom med hele armadaen af store charterskibe fra Tyskland 

og Holland. 

En noget mindre sejlads ”Sydhavsregattaen” med udgangspunkt 

fra Fåborg gjorde sit indtog i Marstal havn, - det var 

et imponerende skue. 

Et lokalt fartøj ”Connie” med skipper Søren Nissen gjorde 

en ualmindelig god figur i denne sejlads, da han løb med en 

af hovedpræmierne. I denne sejlads handlede det ikke kun 

om at sejle stærkt, der blev konkurreret i bla. lyrik, sømandskab 

og andre discipliner. På kajen var boder og Maritimt 

Center Ærø’s pandekageteam var i sving, der var aktiviteter 

på Marstal Søfartsmuseum, rundt i havnen og på Eriksens 

Plads. 

Dagen sluttede af med spisning og bal på MF ”Marstal”. 

Om bord på ”Samka” var også musik med en fantastisk 

stemning. Alt i alt et vellykket arrangement, med nogle 

ting, som selvfølgelig kan gøres bedre, men det evalueres 

der på. Det er håbet, at det kan blive en tilbagevendende 

begivenhed, om end ikke hvert år så hvert andet. 

Den 24 november var der foredragsaften på Navigationsskolen, 

Carsten Jensen fortalte om en roman, han er ved at 

fabrikere. Udgangspunktet er fire genrationer søfolk fra 

Marstal, - sikken nogle smagsprøver vi fik, og der er ingen 

tvivl om, at til næste jul 2005 vil romanen være at finde 

under mange juletræer. Arrangementet var ualmindeligt 

godt besøgt, det er rart at se så mange bakker op, når der 

sker noget. 

Som nogle måske har bemærket står der et ”ældre” dækshus 

på havnen i Marstal. Det er fra S/S ”ÆRØ” bygget 1875 

INDHOLD: 

Formandens spalter ..............................................................side 1 

Gøtakanal ............................................................................side 2 

RING-ANDERSEN, - et træskibsværft - en skibsbyggerslægt....side 5 

Marstal Sogns kirkeskibe ......................................................side 6 

Et liv som syndig tolder ........................................................side 9 

Pas godt på den! ...................................................................side 9 

”Vandets Betydning for Skibsfarten” ...................................side 10 

Vinterunderholdning i Maritimt Center Ærø .......................side 12 

Øhavets Dag i det Sydfynske Øhav ......................................side 13 

Maritim Kontakt - hvad er det? + Hilsen fra Redaktøren ....side 14 

Nyt fra Maritimt Center Danmark ........................................side 15 

Portræt af carolineren CAROLINE S .......................................SIDE 16 

6. årgang, nr. 4 

hos N.F Hansen i Kerteminde. Dækshuset var til 1. Klasses 

passagerer så det er jo ren luksus, trænger bare til en kærlig 

hånd og lidt vinduespudsning (Nå, - så let er det nok ikke, 

når det kommer til stykket...). 

I Ærøskøbing er dannet en fond omkring værftet med navnet 

”Udviklingsfonden Værftet” i fondens formålsparagraf 

står der blandt andet, at den maritime kulturformidling har 

en høj priotet, så det tiltag må vi byde velkommen og ønske 

god vind. Bestyrelsen har for øvrigt konstitueret sig med 

Frans ”Mortensen”, bedre kendt som Albertsen som formand 

og Claus ”Husbåd” Hansen som næstformand. 

Onsdag den 19. januar holdes der filmaften på Navigationsskolen, 

hvor temaet er ”dykning”, lige fra tung til let 

dykning, både fra før i tiden og op til vore dage. Onsdag 

den 9. februar er der ligeledes på Navigationsskolen et 

foredrag ved Holger Munchaus Petersen med emnet 

”Krydstoldvæsnet” (se mere inden i bladet) 

Så skal I sætte kryds i kalenderen for den 4. marts 2005. 

Da afholder Maritimt Center Ærø Generalforsamling. I år 

satser vi på som foredragsholder at få fat i Birger Thomsen, 

som er marinarkæolog og dykker. 

Til slut vil jeg på Foreningens vegne takke 

medlemmer, sponsorer og 

samarbejdspartnere for 

året der er gået, og ønske 

rigtig glædelig jul og godt 

nytår. 

Venlig hilsen, Formanden 

Læs også om Maritimt Center Ærø 

på: 

www.maritimcenter.dk 

1

Her afsluttes beretningen om CONNIES tur til Stockholm gennem Gøtakanalen i sommeren 2003. 

I sidste nummer af Jagtpælen var Søren Nissen med besætning startet på returrejsen fra Stockholm , og de var nået tværs over Vänern. Turen 

havde nået sit højdepunkt, - både bogstaveligt talt, men også mentalt. Man vidste, at nu var der ikke så mange dage tilbage af ferien, og krydsordsopgaverne 

var ved at være løst. En af deltagerne var nødt til at afmønstre for at passe sine opgaver i Danmark 

GØTAKANAL 

(fortsat fra forrige nummer) 

Torsdag d. 7/8 

Dagens etape deles op i Tøreboda, som er et trafikknudepunkt, 

og hvorfra Knud agter sig til Danmark med tog. 

Det med trafikknudepunkt kan man skam tage helt seriøst, 

idet der her foruden både vej- og jernbanebroer over 

kanalen også går en færge tværs over. Angiveligt verdens 

mindste - i hvert fald rummer den ikke mere end en 

barnevogn og et par cykler, men billetprisen er så også 

derefter: 25 øre! Foruden at proviantere her i Tøreboda 

bl.a. på torvet, så fortaber Annie sig også i et stort, gammelt 

magasin i flere etager hvor alskens rariteter, antikviteter, 

lopper og slige herligheder kappes om at være 

absolut uundværlige i enhver samlers liv. Jeg kender til 

stedet som har en lignende dragende effekt på min egen 

viv, og da jeg har fået en fornemmelse af svagheder hos 

Annie som kun vanskeligt lader sig skjule, så tager det 

mig ikke lang tid at opspore hende. Hun har end ikke 

forsøgt at skjule sit spor, men har skødesløst efterladt 

cyklen frit til skue i gården, og modstræbende må hun 

lade sig bortføre fra alle herlighederne - dog går der 

mindst en halv time med at løsrive sig. Havde hun fået 

frit spil, ville vi ikke have haft plads til os selv ombord i 

CONNIE. 

Efter at have fulgt Knud til stationen fortsættes færden 

mod Sjøtorp, som vi når efter en lang eftermiddag med 

mange sluser. Ankommet og fortøjet i den lille havn ret 

op ad det gamle kanalmuseum er der netop tid til at bese 

samme, hvor en flok motorentusiaster også har til huse i 

underetagen hvor en flot samling gamle - fortrinsvis 

bådmotorer - er udstillet. Om sommeren slæbes en del af 

de gamle glødehovedmotorer ud på kajen om lørdagen 

for at blive startet op til stor moro for turisterne. For en 

del år siden havde vi fornøjelsen at havne midt i fænomenet, 

idet vi uforvarende kom tøffende med vor egen 

Hundestedmotor ned ad kanalen - just på en lørdag! Da 

blev der halløj og stop for videre slusning - der er to 

kamre mere inden man slippes ud på Vánern. Omgående 

blev vi vinket over til museumskajen, hvor vi straks blev 

bordet af en horde nysgerrige motorfantaster, så vi først 

efter en rum tid kunne begive os videre, - hyggeligt og 

morsomt! Men denne dag var blot en torsdag, så alt var 

mere fredeligt, og afmatningen i turiststrømmen er også 

allerede mærkbar her inde i august. 

Fredag d. 8/8 

Efter at have passeret de to sidste sluser er vi nu færdige 

med Gøtakanalen, og turen går nu ud over Vánerns vidtstrakte 

vande, hvor vi igen er velsignet af bragende varme 

- og vindstille ! Til gengæld er det en fornøjelse at 

bade i søen som ikke er kold - en gevinst ved den varme 

sommer. Ved tidligere lejligheder har vandet været is- 

2 

nende koldt selv i Juli. Vánern er på størrelse med Sjælland, 

og betragter man omridset på et kort, har de to geografiske 

lokaliteter med lidt god vilje samme form. Ifølge 

sagnet er det da også den nordiske frugtbarhedsgudinde 

Gefion vi kan takke for den største ø i Danmark. Da 

den svenske kong Gylfe gav hende lovning på det land, 

hun kunne pløje ud på én nat, skabte hun sine fire sønner 

om til okser og spændte dem for ploven. Ved Langelinie 

i København kan det pompøse springvandsmonument 

beses til evigt minde om bedriften. Vánern består egentlig 

af to søer, nemlig Vármlandssjøn og Dalbosjøn adskilt 

af Lurø skærgård, der i syd går over i Ekens skærgård 

som er vor foretrukne passage mellem de to søer. 

Dels er det den korteste distance mellem Sjøtorp og 

Vánersborg i syd, og dels byder Ekens skærgård foruden 

naturskønhed og fine gennemsejlingsleder også på nogle 

udmærkede ankerpladser, dersom man vil dele strækket 

op i to. Men denne gang var tiden ved at være for knap 

til al for megen slendrian, - der er jo immervæk stadig et 

godt stykke vej til Ærø, så vi holdt på til kl. 21.30, hvor 

Vánersborg kunne anduves. 

De gamle sluser i Trollhättan fra 1844 til venstre i billedet 

er ikke i brug mere. De nye er fra 1916 

Lørdag d. 9/8 

Kl. 08.45 afgang fra havnen efter forudgående VHF opkald 

til broen om åbning for gennemsejling. Derefter 

igennem den sprængte kanal Karlsgrav til den første sluse 

ved Brinkenbergskulle, som fører os ud i selve Gøtaelven, 

som har sit udspring fra Vánern just øst for 

Vánersborg, men som p.g.a. nogle bratte fald ikke kan 

besejles før længere nede af strømmen. Her på Gøtaelven 

antager sejladsen en lidt anden karakter; dels er elven 

stor og bred, og dels er der sine steder en god medstrøm, 

- en strøm der koster diesel når man skal opstrøms! 

Og da der heller ikke er nogen hastighedsbegrænsninger 

indenfor vort fartpotentiale, skyder vi alt i 

(Fortsættes på side 3)

(Fortsat fra side 2) 

alt en udmærket fart på hen ved 8 mil i timen. Bortsét fra 

Trollháttan med sine fire store sluser og to broer er der 

kun én stor sluse ved Lilla Edet ( der hvor der laves køkkenruller 

o.l. i lange baner ) , og kun få broer, der kan 

forsinke sejladsen. 

Vejret er fortsat fantastisk, så i løbet af dagen bliver der 

også tid til en svalende dukkert i elven, mens vi med 

stoppet skrue driver mageligt af sted mellem de grønne 

bredder. Denne dag har vi atter fået et slæb på vejen ned 

til Gøteborg. En ældre sejlbåd med en dårlig motor bad 

om en tamp, og da vi jo skulle samme vej, var det ingen 

ulejlighed for os. Det udmøntede sig i et par flasker rødvin 

ved ankomsten til Gøteborg, hvor vore veje måtte 

skilles, da vi skulle vestpå, og den anden båd sydpå. Men 

forinden skulle vi tage afsked med Tom på behørig vis, 

inden han måtte stige ind i sin bil, som han havde haft 

parkeret dér siden turens begyndelse. Så ved 20 - tiden 

var det atter en velpudset besætning der kunne gøre sin 

entré i storbyens sydende sommeraften i søgen efter en 

passende restaurant. Men her stod byen på gloende pæle 

p.g.a. en kæmpe musikfestival i havnen, og aldrig har jeg 

oplevet et lignende menneskemylder, men efter at have 

siksakket gennem de fyldte gader, hvor ordensmagten 

havde assistance af massevis af ekstra hjælpere til at dirigere 

bus - og sporvognsdrift imellem strømmene af fodgængere, 

lykkedes det omsider at finde en fortovsrestaurant, 

hvor vi kunne vederkvæge os med store glas køligt 

fadøl i den varme sommernat, hvor man nemt kunne føle 

I den store turbinehal summer rækken af generatorer døg- 

sig hensat til sydlige himmelstrøg. Og efter en dejlig fiskeanretning 

kunne vi så atter begive os ned til vort lille 

hotelskib midt i begivenhedernes centrum, hvor vi siddende 

på dækket kunne indtage desserten ledsaget af den 

nys fortjente rødvin, Mens alt mylderet, larmen og lysene 

kunne betragtes fra første parket. Men hen ad midnat 

dæmpedes alt dog så meget at vi kunne få en rolig nat 

midt i den store by. Kontrasterne er sandelig store på 

sådan en rejse! 

Søndag d. 10/8. 

Da Tom er taget af sted om formiddagen går Annie og 

Finn på provianteringsindkøb, mens jeg tager 

’Elvsnabben’- de hurtige små personfærger der besørger 

trafikken frem og tilbage mellem de to byhalvdele på 

hver side af elven ud gennem den vidtstrakte havn. Målet 

er "Terra Nova", værftsområdet på Eriksberg på elvens 

nordlige bred, hvor der pågår et replikbyggeri af en stor 

ostindiefarer. Det fuldriggede skib blev bygget til det 

Svenske Ostindiske Kompagni i 1738 og gik i fart på 

fjernøsten, men på hjemrejse med fuld last fra Kina gik 

"Gøteborg" på grund i indsejlingen til hjemhavnen i 

1745 og totalforliste. I årene 1986 - 93 pågik arkæologiske 

udgravninger på vragpladsen, og tanken om at lade 

fartøjet genopstå tog sin spæde begyndelse. I de ti år der 

er gået siden da er projektet accelereret fra indledningsvis 

snak og en bar mark til handling og et stort værft, 

som har været et stort bidrag til Gøteborgs turistudbud. I 

år, d.6/6 kunne det delvist færdigbyggede skib så søsættes 

for færdigudrustning ved kaj. Selv om alle disse 

skibsprojekter rundt om i verden i deres væsen ligger i en 

anden kategori end den kommercielle hverdag, hvori jeg 

til daglig har mit virke, er det jo ganske interessant og 

uforpligtende at følge som tilskuer, og i sit stille sind 

give de forskellige karakter for faglighed og organisation. 

Efter at have set mig mæt på tømmer i svære dimensioner 

gik turen atter tilbage til båden, hvor Annie og 

Finn tålmodigt ventede efter nogle meget varme timer i 

byen. Hele dagen havde vi ventet på vind, men bortset 

fra lidt søbrise p.g.a. varmen var der ingen tegn på luft i 

vort favør, så vanen tro blev det atter til motorkørsel ud 

gennem den vidtstrakte skærgård ud for Sveriges største 

havn, og da vi endelig var helt ude i Kattegat og nærmede 

os rute T, var der ikke så meget som en kattepote til at 

forstyrre spejlbilledet af den nedgående sol. Kl. 00.30 

gled vi ind mellem molehovederne i Sæby havn efter 

godt en måned med det svenske gæsteflag under salingen. 

Mandag d. 11/8 

Afg. fra Sæby kl. 11 med en svag w-lig brise og høj sol. 

Endelig kunne vi sejle, om end det ikke gik bemærkelsesværdigt 

hurtigt, men rart at kunne hvile ørene lidt. 

Efterhånden drejede vinden dog mere og mere s-lig, og 

da strømmen samtidig satte nordi blev det desværre kun 

til lange krydsslag mod Læsø og tilbage mod Vendsyssel 

uden at avancere mod syd. Så modstræbende måtte vi 

æde Ålborg bugt for motor for kl.22/3o at kunne lægge 

os til hvile i fiskerihavnen i Bønnerup for en velfortjent 

(Fortsættes på side 4) 

3

nattesøvn. 

Tirsdag d. 12/8 

Endelig! Solen skinner som altid, men nu er vinden der 

endelig. En laber vestlig sommervind som tegner stabil 

lokker os til at hive sejl op allerede i yderhavnen, hvor 

der er smult at ligge i vindøjet mens gaflen bliver hevet 

op. Ude af hullet falder vi af og løber for vinden ned 

rundt Gjerrild og Fornæs mens de øvrige sejl bliver hevet 

op. Efterhånden som kursen går mere sydover bliver 

skøderne halet lidt til, og med moderat krængning begynder 

vi at tilbagelægge sømil ned langs Djurslands 

kyst i et meget tilfredsstillende tempo. Vist er det fint 

med en motor, men dette er ubetinget den bedste måde at 

rejse på - overhovedet! Hen på eftermiddagen flover vinden 

imidlertid af til noget nær vindstille, så da vi ved 18tiden 

ligger uden styrefart i Lindholm Dyb ud for Stavns 

fjord på Samsø må vi erkende at dagskvoten af luft er 

opbrugt. Men efter en så fin sejldag kan man også godt 

acceptere at skulle køre ind for motor, så jeg må atter i 

maskinrummet og få liv i bæstet, der i den forløbne måned 

stort set ikke har haft nogen pauser, og heller ikke 

har givet ét eneste forkert host eller hik. Hen under aften 

glider vi ind i en sommerfyldt Ballen havn, som helt forventeligt 

er overfyldt til bristepunktet, men da kreative 

fortøjningsvarianter nærmest er en kunstart vi dyrker, 

volder det intet besvær at parkere uden på fortøjningspælene, 

hvor vi så blokerer for tre fastliggere. Men vi 

tager chancen og satser på, at de bliver liggende natten 

over. Den midterste, som vi samtidig benytter som gangvej 

for at komme i land, er i øvrigt en gammel kending 

fra Marstal, Nemlig "Fru Mudde", nu "Frk. Meyer", tilhørende 

én af vore bekendte og kunde på bådebyggeriet. 

En kort telefonopringning til samme udløser da også kun 

et hjerteligt velkommen og en visit lidt senere nede ombord 

hos os. Endnu en fin dag går på hæld med en hyggelig 

aften og et glas til at gå til køjs på. Dette bliver 

samtidig vor sidste nat i båden, da morgendagen bliver 

hjemrejsedag - ferien er slut. 

Onsdag d. 13/8 

Gårsdagen skulle altså blive sejldagen, for i dag er det 

atter havblik. Nuvel da, vi tøffer altså nedover mod Fyns 

Hoved og Romsø og videre mod Sprogø. P.g.a. mastehøjden 

kan vi ikke passere under lavbroen over Vesterrenden 

men må østen om Sprogø og under hængebroen. 

Turen er lidt længere, men passagen under det fantastiske 

bygningsværk er nu belønning nok for de ekstra sømil 

- den bro er altså imponerende flot set nedefra. Det 

spejlblanke Storebælt giver os også mulighed for at nyde 

springere og en enkelt nysgerrig sæl, der betuttet observerer 

vor dunkende fremfærd på klos hold. Lidt nord for 

Hov på Langeland hører vi på VHF-en at "Caroline S" er 

på vej nordover og netop er ved at runde Thurø rev. Finn 

bliver naturligvis straks fyr og flamme, for det kære 

gamle skiv ligger nu hans hjerte nær, og som frivillig 

skipper på mange togter med den agtværdige caroliner 

har både han og også Annie tilbragt mange timer på broen 

af den bedagede coaster. Så vi tager kontakt, og efter 

passage af Smørstakkeløbet ved Lohals skærer vi over 

mod Fynssiden ved Elsehoved, hvor vi kan passere 

4 

"Caroline" på vinke- og prajehold. Hun ligger tillastet 

klædeligt i vandet og er på vej til Odense med sin nyre- 

Med Djursland om styrbord 

noverede maskine stabilt tøffende i maskinrummet. Det 

skrækkelige motorhavari havde nær slået benene væk 

under foreningen, men lykkeligvis er den gamle slæber 

nu i fart igen. Kunne det blot times vor egen "Samka" at 

den måtte få et lige så godt otium! 

Nu kører vi på ren rutine, og indsejlingen mellem Thurø 

og Valdemars Slot er velkendt efter årtiers sejlads i disse 

farvande. Men trods mangelen på overraskelser er det 

dog hver gang en fornøjelse at begive sig gennem dette 

farvand, for smukt er her jo som få steder i landet. Hver 

gang vi har været borte hjemmefra på togter hid og did, 

kan vi jo glæde os over at vi bor i så herlig en del af verden, 

at det ikke ligefrem er træls at vende hjem til Ærø 

igen. Et opkald til havnefogeden om formiddagen sikrer 

os reserveret kajplads ved ankomsten sidst på dagen, for 

der er stadig godt fyldt i de populære havne på øen, og af 

hensyn til losningen af bl.a. et halvt ton svensk granit fra 

et stenbrud er det ønskværdigt med en kajplads med tilkørselsforhold. 

Vi sejler ikke gerne i ballast - ballastrejser 

er tilsæt! 

Nette tager imod på kajen, og inden vi skilles og slæber 

af med vore køjesække indtager vi aftensmaden om bord 

for lige at lade det hele falde lidt på plads. Ude er godt - 

hjemme er bedst! 

”S” 

Her får vi lige igen plads til det flotte billede af connie og en 

svensk træhytte. (foto Finn Alkærsig)

RING-ANDERSEN 

– et træskibsværft – en skibsbyggerslægt 

Af Inga Birgitte Thomas 

Søfartsbyen Svendborg 

I og omkring Svendborg har der i flere århundreder ligget 

værfter. Der var gode muligheder for lokalt at skaffe rigelige 

mængder af tømmer til de mange nybygninger. 

Skibene forblev ofte hjemmehørende i Svendborg, og 

ikke så få af søfolkene, der tog hyre om bord var bosat i 

området, og forhyret af lokale redere. I nyere tid har 

mange også taget deres uddannelse her. 

Svendborg er stadig tæt knyttet til søfart, om end flere 

betingelser er forandret på mange områder. En stor del af 

den lokale befolkning er som førhen beskæftiget i maritime 

erhverv. Mange arbejder fjernt fra Svendborg ude på 

skibene og boreplatformene, andre arbejder lokalt på rederi- 

og shippingkontorer, ved uddannelsesinstitutioner 

med flere. 

Træskibsværftet Ring-Andersen foråret 1994. Værftet summer 

af aktivitet inden hovedparten af skibene stikker til søs på sejlsæsonens 

første tur. 

En af arbejdspladserne er Ring Andersens Træskibsværft. 

Det har eksisteret i over 135 år. Arbejdet bærer præg af 

håndværksmæssige traditioner, blandet med en tidssvarende 

udvikling, idet værftet til stadighed har vist sig i 

stand til at omstille sig til nye muligheder, når betingelserne 

for skibsbyggeriet og søfarten har ændret sig. 

Ring-Andersens Træskibsværft har stærke slægtstraditioner 

indenfor skibsbyggefaget. Værftet er i dag ledet af 

fjerde generation af slægten og femte generationsled følger 

i forfædrenes fodspor og er i lære derhjemme som 

skibsbygger. Værftets historie kan fortælles med udgangspunkt 

i de fire ledere – fra grundlæggeren til nuværende 

værftsejer. De har hver sat deres individuelle præg 

på værftet og tilsammen binder de en stærk tråd gennem 

skiftende tider. For dem alle gælder det, at arbejdspladsen 

og lederen vanskeligt kan adskilles. 

Fra Svendborg til Aberdeen 

Jørgen Ring-Andersen 

Træskibsværftet Ring-Andersen blev grundlagt i 1867 af 

den 24-år gamle skibsbygmester Jørgen Ring-Andersen. 

Han var søn af en sømandsfamilie fra Thurø. Efter konfirmationen 

tog han som mange andre drenge fra det århundred 

ud og sejle. Efter en kort sejltid gik Jørgen Ring- 

Andersen i lære som skibsbygger. Hans ambitioner bragte 

ham bl.a. til Aabenraa, som dengang var et af de store 

værftsområder. Jørgen Ring-Andersen blev opmærksom 

på, at udviklingen inden for skibsbyggefaget gik fra at 

bygge på klamp og til at bygge efter tegning. Disse nye 

færdigheder kunne han lære i Aabenraa. Jørgen Ring- 

Andersen var væk i fem år, før han vendte hjem til Thurø 

og byggede her to skonnerter. Men med optræk til krig 

var situationen ikke den bedste til at etablere sig som 

selvstændig i Danmark. Jørgen Ring-Andersen pakkede 

sin kamys 1 og rejste til Aberdeen. Her videreuddannede 

han sig i konstruktionstegning og skibsmåling og fik tilegnet 

sig en viden om, hvordan man byggede skibe i udlandet. 

Efter et par år i udlandet gik turen atter mod Danmark 

til Karrebæksminde og Skælskør. Efter godt og vel 

11 års uddannelsesforløb og erfaringsindsamling i ind- 

og udland vendte Jørgen Ring-Andersen tilbage til det 

sydfynske og grundlagde Træskibsværftet Ring- 

Andersen i 1867 på Frederikøen ved Svendborg - et godt 

etableringstidspunkt for et nyt værft. Så selv om Ring- 

Andersen ikke var det eneste værft i området, var der 

arbejde nok fra starten. Jørgen Ring-Andersen viste staks 

sin dygtighed inden for skibsbyggefaget og hans skibe 

blev hurtigt kendt som smukke og velsejlende. Værftet 

nød stor anerkendelse for godt håndværk og fandt udover 

nybygninger også beskæftigelse indenfor skibsforlængelser, 

reparations- og vedligeholdelsesarbejde. Men trods 

gode konjunkturer skete det, at der ingen ordre var. I sådanne 

perioder påbegyndte Jørgen Ring-Andersen nybygninger 

for egen regning frem for at ligge stille og 

uvirksom hen. Han håbede, at der, inden skibet var færdigt, 

ville dukke en køber op, hvilket som regel også skete. 

I Jørgen Ring-Andersens samtid blev det diskuteret om 

bygning af træskibe med sejl havde en fremtid, eller om 

jern- og stålskibe med motor helt ville få overtaget. Jørgen 

Ring-Andersen og P. M. Møller bidrog i debatten 

med hver deres synspunkter. 2 P.M. Møllers synspunkt 

var, at den nye teknologiske udvikling ville få overtaget, 

således at den danske handelsflåde i fremtiden ville bestå 

af dampdrevne jernskibe frem for sejlførende træskibe. 

Han mente, at skibe bygget hos Ring-Andersen allerede, 

inden de var færdigbyggede, var forældede. Overfor disse 

synspunkter tog Jørgen Ring-Andersen til genmæle. Han 

mente selvfølgelig, at det ikke stod helt så galt til for sejlskibene, 

da de både var uafhængige af kulpriserne, og at 

det var ombord på disse skibe, at man uddannede de bedste 

søfolk. Jørgen Ring-Andersen påpegede, at han ikke 

var blind for den teknologiske udvikling, men han frem- 


1 En kamys er en mindre værktøjskasse, som bæres på skulderen. I kassen har skibsbyggeren sit personlige værktøj, som han kan medbring hvor som helst. 

2 Svendborg Amtstidende 1899 

5

6 

Marstal Sogns kirkeskibe 

Af Ejnar Vestergaard 

Fotos Henning Therkelsen 

Vor store kulturskat, kirkebygningerne, er et spejl af de 

slægter, der har brugt dem. Ændringer i ejerforhold, ændringer 

i tro og liturgi med deraf følgende ændringer i 

bygningen, indretningen og inventaret taler sit tydelige 

sprog til enhver, der giver sig tid til at opholde sig i kirken 

og sætte sig ind i den. 

Det, der i dag er Marstal Sogn - øst for skiltet på Drejet 

og langs en linje nordpå gennem Gråsten Nor – har fra 

gammel tid hørt til Rise Sogn, og i en vis forstand kan 

man også sige, at marstallerne har præget Rise Kirke. 

Den tilbygning på nordsiden af koret, som i dag er kapel, 

skal i sin tid have været beregnet for folkene her 

ovre fra, og da koret i 1697 blev forlænget i øst, var det 

begrundet med stigende pladsmangel. Det var nemlig i 

handelspladsen Marstal, at befolkningstilvæksten fra 

midt i 1600-tallet kom på grund af den opvoksende søfart. 

Denne vækst og utilfredsheden med den lange kirkevej 

førte til, at marstallerne, ved andet forsøg, af kongen fik 

lov til at bygge egen kirke, indviet i 1738, og den var i 

hvert fald fra første færd en genspejling af det lokale 

samfund, også i den del af inventaret, som her er emnet: 

kirkeskibene. 

Men hvorfor egentlig hænge skibsmodeller op i en kirke? 

De findes jo i temmelig mange kirker, inde i landet 

så vel som ved kysten. En enkelt forklaring kan ikke 

gives. Nogle har været givet som en personlig tak fra 

personer, der har været i knibe, måske havsnød. Andre 

er tænkt som et minde om en person, et skib eller en 

begivenhed. Disse og flere andre anledninger er løbet 

sammen i en tradition eller et symbolsprog, og de behøver 

ikke længere en begrundelse. 

Således også med de syv kirkeskibe i Marstal Kirke. 3 

af dem har en højst lokal baggrund, 4 en mere generel 

tilknytning til søen, men alle er skænket eller tilvejebragt 

af Marstalsøfolk, og ophængt igennem hele kirkens 

levetid. Alle modellerne har de rigtige dimensioner, 

uanset at rigningen set nede fra kan virke lille. Og 

som det sig hør og bør, er der i skibene indlagt papirer 

med oplysninger om giver og ophængning, og hele flåden 

stævner mod altret. 

Om de 4 sidstnævnte skal kort bemærkes: 

I 1778, 40-året for kirkens indvielse, blev orlogsskibet 

KRONPRINSNS ØNSKE (skibets egen stavemåde) 

ophængt. Skibet er fuldrigget og har 2 kanondæk. Det 

måler 188 cm i højden og 185 cm i længden. Det blev 

skænket af 7 marstallere, og kronprinsen er den senere 

Frederik IV. 

Kirkens største (og landets næststørste) model er også 

en orlogsmand. 1804 ophængtes det ligeledes fuldriggede 

skib ÆRØE med 1 kanondæk. 1868 ændredes 

navnet til CHRISTIAN IX. Både ved sin historie og sin 

s t ø r r e l s e e r d e t n o g e t s æ r l i g t . 

I højden måler det 250 cm og 321 cm i længden. 

Det blev fundet drivende i Nordsøen først i 1800-tallet 

af Marstalsøfolk, som bragte det hjem. Da kirkeskibene 

CHRISTIAN IX 

i forbindelse med kirkebygningens istandsættelse i efteråret 

2004 skulle bæres ud, måtte de to øverste dele af 

CHRISTIAN IXs tredelte master fires af, for at vi kunne 

komme ud af kirken og ind i det gamle kapel. 

De to næste skibe bringer mindelser om Marstals store 

sejlskibstid, selv om det ikke er modeller af lokale skibe. 

Fuldriggeren IMMANUEL, der måler 95 cm i højden 

og 180 i længden ophængtes 1884. Det er bygget af 

skibstømrer Palle, og skænket af 21 navngivne personer. 

Den 4-mastede bark BETHEL, der er 155 cm høj og 

243 cm lang, blev ophængt 1932. Bygget af skibsfører 

H. Hay (rigningen) og skibstømrer I.C.Nielsen 

(skroget). 

De tre mere lokalt forankrede er: 

BETHEL 

(Fortsættes på side 7)


Den lille jagt, SEIER KRANDSEN, nærmest altret er en 

god illustration af Marstals tidlige handelsflåde. Ophængt 

1804, samme dag som ÆRØE. Målene er 103 cm 

høj og 132 cm lang. 

Det skib, der vel taler stærkest til kirkegæster i dag, er 

den 3-mastede jagtbyggede topsejlsskonnert HANS PE- 

TERS MINDE. Højde 130 cm høj og 185 cm lang. 

Skibsbygger Gorm Clausen, Marstal, byggede både modeller 

og rigtige skibe. Hans motiv til at bygge og skænke 

modellen står i det indlagte brev, som taler for sig 

selv: 

”Hans Peters Minde” som er ophængt i Marstal Kirke den 26. 

September 1943 er bygget og skænket til Kirken af Undertegnede. 

Vor Søn, Hans Peter, var lige fyldt 23 Aar og havde erhvervet 

sit Førerbevis, faaet Stilling som Fører af Tjalken ”Marianne” 

af Søby og overtog saa sin Post i Nakskov, hvorfra Skibet afgik 

til Hobro, men aldrig naaede frem. Den 25. marts 1941 stødte 

Skibet paa en Mine 4 Mil syd for Grenaa og gik i en forrygende 

Snestorm til Bunds, hvorved hele Besætningen omkom. 

Hans Peter Clausen, Marstal, 23 Aar, Letmatros Henry Skødt 

-Petersen, Aalborg, 21 Aar og Kaj Nielsen, Nybølle paa Lolland, 

16 Aar. 

Skibet blev senere bjærget, men ingen af de unge Mennesker var 

ved det eller er senere fundet, saa deres Grave er ubekendt. 

Fred med deres Minde 

Gorm Clausen og Hustru Cathrine Clausen 

HANS PETERS MINDE 

Nyeste model er carolineren HANNE HANSEN. Den er 

for sin tid lige så karakteristisk, som jagten er for sin, og 

er et af de ganske få ikke-sejlskibe i danske kirker. Det 

blev ophængt 1988 ved kirkens 250-års jubilæum, bygget 

af skibstømrer Henning Terkelsen og skænket af 

Skipperforeningen, Håndværkerforeningen, Marineforeningen, 

Fiskeriforeningen og Sejlklubben i Marstal. 

Højde 187cm, længde 105 cm. 

De 7 skibe har i kirkens istandsættelsesperiode aug. - 

dec. 2004 været taget ned. De største skulle fires ned 

med spil. På Søfartsmuseet har de (på nær den store orlogsmand) 

fået en grundig overhaling ved Villy Jørgen- 

sen og har bagefter været udstillet i museet til 

beskuelse i en nærmere og uvant position. 

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, 

at der er yderligere 3 kirkeskibe i Marstal. 

I missionshuset Bethesda befinder sig 

barkentinen BETHESDA, bygget og skænket 

ca. 1930 af BETHELs modelbyggere, og 

bramsejlsskonnerten EDEL, bygget 1936 og 

skænket 1954 af Peter Hansen. Også missionshuset 

Bethania i Ommel havde sit kirkeskib, 

fuldskibet BETANIA, som vi ikke ved 

ret meget om. Det forblev i huset en tid efter 

overgangen til beboerhus, men er nu indgået 

i Marstal Søfartsmuseums samlinger. 

Men i Ommel Kirke er der ophængt 3 skibe, 

som vi har gode oplysninger om. Og ligesom 

i Marstal har de baggrund i den lokale søfart. 

Ommel havn, der benyttedes af skippere fra 

Ommel og Kragnæs, rummede i 1877 51 

skibe forsikret i Ommel-Kragnæs Søassuranceforening. 

Også her var skibene der før kirken, 

som blev bygget 1894. 

Det ene skib, den 3-mastede fuldrigger MARIE, har 

hængt der fra kirkens opførelse. Det er bygget i 1892 og 

skænket til indvielsen af kirken af forhenv. skipper Hans 

Bager, Marstal. Målene er 131 cm i højden og 155 cm i 

længden. 

Forrest i kirken hænger modellen DANMARK, som er 

b y gget efter tegn in gern e til bark en tin en 

H.C.CHRISTENSEN helt tilbage i 1895 af skibsbygmester 

J.O.Christensen, søn af den kendte skibsreder 

H.C.Christensen. J.O.Christensen byggede det som legeskib 

til sine drenge. Først i 1948 blev skibet skænket til 

kirken til minde om den ene af sønnerne, 

H.C.Christensen, af dennes enke Anna Christensen. Modellens 

højde er 170 cm og længden 226 cm. 

Det nyeste skib blev hængt op så sent som søndag den 1. 

august 2004. Det er godt bevis på, at traditionen er spillevende, 

og at det symbolsprog, som kirkeskibene også 

er, stadig forstås trods kirkefremmedhed og materialisme. 

Skulle nogen tvivle herpå, blev tvivlen gjort til 

skamme, da forberedelserne til ophængningen begyndte. 


7


Først selve skibet. Jagten MARGRETHE af Marstal blev bygget i 1975 af skibstømrer Heine Kisby, Marstal, 

på bestilling af Inga Margrethe Bergenser, der ønskede at forære den til sin mand, skibsfører Poul Bergenser. 

I foråret 2004 skænkede fru Bergenser skibet til Ommel Kirke. Det fik den obligate gennemgang på Søfartsmuseet 

ved Villy Jørgensen og Tommy Christensen. Det er 72 cm højt og 88 cm langt. I lastrummet blev 

nedlagt det behørige papir med oplysninger om skibet og foræringen. 

Tilrettelæggelsen i kirken af dagen for ophængningen med overholdelse af skik og brug foregik med stor 

hjælp fra Erik B. Kromann, Søfartsmuseet. Og så skulle de forskellige kontaktes. Marineforeningens og 

Skipperforeningens fanebærere, de fire Ommelskonfirmander, der skulle bære skibet, musikanterne, Ommel 

Beboerforening, der påtog sig at stille telt op ved kirken til efterfølgende servering ved menighedsrådet – 

alle sagde omgående ja, ikke een var forhindret til den dag. Og der behøvedes kun en lille annonce om optoget, 

for at over 100 var klar til at gå med fra Ommel Nærbutik. Der blev rørt ved noget i folks hjerter. 

Søndagen oprandt med høj sol på alle måder. Under Erik B.Kromanns ledelse gik optoget turen til kirken, 

mens de der ikke var med, havde taget opstilling langs vejen for at se. Gudstjenesten med salmer og prædiken 

afpasset efter dagen og selve ophængningen ved Tommy Christensen, Søfartsmuseet, blev for alle i den 

næsten fyldte kirke en bevægende og ”rigtig” begivenhed. 

Af den omfattende litteratur om kirkeskibe skal kun nævnes de til artiklen benyttede bøger: 

Anders Hauge: Marstal kirke på Ærø.1988. Heri et afsnit om kirkeskibene af Erik B.Kromann. 

Henning Thalund: Fynske kirkeskibe. 1989. 

Samt Marstal Søfartsmuseums arkivkasse om kirkeskibe. 

Ejnar Vestergaard 

8 

MARGRETHE på vej til Ommel Kirke

Pensioneret tolder, søværnsmand, forsikringsagent og meget mere, Mouritz Sloth er stadig leveringsdygtig i små anekdoter 

og (sande?) historier fra den gang, han arbejdede i Statens tjeneste. Sidste gang stillede han en opgave til Jagtpælens 

læsere: 

Jeg havde en opgave til læserne i sidste nummer. Nu håber jeg ikke, at nogle af læserne har ligget søvnløse for at 

løse opgaven, den var: ”A æ u o æ ø i æ å”. Oversat til nydansk: ”Jeg er ude på øen i åen”. 

Hash-hunden og Murmeldyret 

Denne her er fra dengang, der blev ansat firbenet personale i Toldvæsenet. 

Den kollega denne historie handler om, var ikke særlig populær i det område, han gjorde tjeneste. Han var lidt for 

tjenstivrig og ikke særlig høflig. 

En mørk aften var han ude at køre tur med sin hash-hund. Den sad på forsædet ved siden af ham. 

Ved et lyskryds var der en mand, der kørte op på siden af ham. manden rullede vinduet ned og råbte: 

”Nåh, du er nok ude at køre tur med Murmeldyret”? 

”Det er skam ikke noget Murmeldyr, det er en Hash-hund”. 

Manden svarede: ”Det er ikke dig, jeg taler til , - det er hunden”, hvorpå manden skyndte sig at køre. 

Hundeføreren blev så ophidset, at han forfulgte manden. Efter en times nervepirrende kørsel bremsede manden op 

og slukkede bilens lygter med det resultat, at hundeføreren kørte op bag i ham. 

I et spring var hundeføreren ude af bilen og spurgte: ”Hvorfor bremser De og slukker lygterne”? 

Ved I hvad manden svarede? ”- Det plejer jeg altid at gøre i min garage”! 

Mouritz Sloth 

Da vi nu er i gang med historierne, kommer der en sød en her: 

PAS GODT PÅ DEN 

Der befinder sig en gruppe mænd i omklædningsrummet i en mondæn golfklub, da en mobiltelefon på bænken 

pludselig ringer. En af mændene sætter telefonen på medhør og begynder at tale: 

Manden: ”Ja, hallo!” 

Kvinden: ”Hej skat, det er mig. Er du i klubben?” 

Manden: ”Ja!” 

Kvinden: ”Jeg står inde i Magasin nu og har fundet den mest vidunderlige læderjakke! Den koster kun 

9.000 kr. Er det OK, at jeg køber den…?” 

Manden: ”Ja, selvfølgelig, …. køb du den blot, hvis du er så glad for den.” 

Kvinden: ”Jeg var i øvrigt inde forbi Mercedes-forhandleren og så på de nye 2005 modeller. Der var altså 

en af dem, som jeg er virkelig vild med.” 

Manden: ”Hvad koster den?” 

Kvinden: ”Kun 875.000 kr.!” 

Manden: ”OK, men til den pris skal det også være med alt ekstraudstyr!” 

Kvinden: ”Storartet! Åh jo, og lige en ting mere, ….. sommerhuset vi gerne ville have sidste år, står til salg 

igen. Nu skal de kun have 7,2 millioner for det!” 

Manden: ”Nå ja, .. men så klø på, og giv dem et tilbud, men du skal ikke byde mere end 6,8 millioner!” 

Kvinden: ”OK, vi ses senere! Jeg elsker dig!” 

Manden: ”Farvel, jeg elsker også dig!” 

Manden afbryder telefonen. De andre mænd i omklædningsrummet ser på ham med stor forbløffelse, da han spørger: 

”Øh, - er der nogen der ved, hvem der ejer denne her telefon?” 

Morale: Pas godt på din mobiltelefon 

9

I sidste nummer af Jagtpælen bragte vi en reklame for Sydhavsregatta’en, som fandt sted i weekenden 17. - 19. september 

2004. Arrangementet har allerede været omtalt i flere medier, så vi bringer ikke så meget om begivenheden her i Jagtpælen. 

Vi kan dog afsløre, at arrangementet uden tvivl var en succes! Vejret var fint, og der var et rimeligt fremmøde af skibe 

i sejladsen fra Faaborg til Marstal, selv om vi da gerne havde set endnu flere deltagere. (Det kommer der måske næste 

gang, hvis der annonceres i rigtig god tid?). Faaborg Havn havde forberedt et arrangement med fællesspisning og musik i 

teltet på Havnen, men spisningen måtte aflyses på grund af for få tilmeldte. Der kom dog efterhånden helt pænt ”gang” i 

teltet sidst på aftenen, og det fælles morgenbord lørdag før starten på sejladsen trak næsten fulde huse. 

Jagtpælens Redaktør efterlyste i annonceringen op til Sydhavsregattaen nogle bidrag fra de deltagende skibe, som gik ud 

på, at de (skibenes besætning) ved afslutningen af sejladsen skulle præsentere et bidrag i form af et vers, digt, historie 

eller lignende omhandlende: ”Vandets Betydning for Skibsfarten!” Maritimt Center Ærø havde sågar udsat en fin præmie 

til det skib, som gav det bedste bidrag. Det har nemlig i mange år været redaktørens højeste ønske, at læse noget om 

lige netop det emne. Der kom mange sjove og velskrevne bidrag, - sågar nogle stykker skrevet på tysk, så det var svært at 

vælge, hvilket skib, der skulle have præmien. - Men det blev MULLER, som fandt nåde for dommerkomiteens kritiske vurdering: 

For kvabber i land i mindre sko, 

er vand jo bare H 2O. 

At det kan bruges til andet end at drikke, 

det ved de stakkels fæhoveder ikke. 

Men vi som gør i vandet fart, 

vi ved, det kan være mindre rart. 

Det kan blive så arrigt, at det ligefrem hænder, 

at det viser os alle sine tænder. 

10 

MULLERs syn på: ”Vandets betydning for Skibsfarten” 

FYLLA lå også tæt på at vinde, men de prøvede gudhjælpemig 

på at bestikke dommeren, så de røg tilbage i køen. Men 

vi bringer trods alt deres bidrag til konkurrencen: 

FYLLA grublerier - under kunstnerisk frihed... 

Da Vorherre han skabte vandet 

og Ærø og Sydfyn blandt andet. 

Hans intention var bestemt ikke, 

At vandet skulle bruges til at drikke - 

ej heller til at blive våd 

derfor skabte han en båd. 

Båden skulle have navn som en kvinde 

og til fremdrift skabtes vinde. 

I dag har vi kapsejlet i de sydfynske vande 

og drukket rom af store spande. 

Nu går vi i Marstal ind - 

på en frisk sensommer vind. 

Med tanke på nutidens mange laster 

entrer vi et skib med mange master-. 

Den 3-masted’ skonnert blev navnet FYLLA givet 

og gi’r os mange gode oplevelser i livet. 

Besætningen på FYLLA 

Men det kan også være så stille og smukt, 

at vi føler for at hoppe i det lukt! 

Det kan komme dertil, - men det huer os ikke - 

at vi bliver nødt til af vandet at drikke. 

Det synes vi er noget værre smøl, 

og holder os fortrinsvis til øl! 

Hilsen fra besætningen på s/y MULLER 

Her gemmer FYLLA sig et sted langt inde i masteskoven Foto Henning Therkelsen


hævede stål og ikke jern som fremtidens skibsbygningsmateriale. 

Tiden skulle vise, at de to grundlæggere af to 

stadig velfungerede familiedynastier havde lige så meget 

ret som uret i deres synspunkter. 

Fra sejl til motor 

Johannes Ring-Andersen 

Jørgen Ring-Andersens helbred begyndte at svigte i 

1899 og sønnen Johannes Ring-Andersen blev kaldt 

hjem fra Lübeck for at hjælpe til på værftet, som han 

overtog ledelsen af to år senere efter farens tidlige bortgang. 

I udlandet havde den unge skibsbygger tilegnet 

sig viden om den nyeste teknologi indenfor faget og 

videreuddannet sig i konstruktionstegning. Han var derfor 

godt rustet til at grundlægge Stålskibsværftet på Frederiksøen 

i 1906.Ved denne lejlighed flyttede Træskibsværftet 

over til den nuværende plads på Frederiskøen. 

På Stålskibsværftet byggede Ring-Andersen 19 stålskibe, 

inden værftet af forskellige grunde blev afviklet som 

familieejet virksomhed i 1917 og blev omdannet til et 

aktieselskab med Johannes’ bror Jens Fisker som direktør. 

Tiden var rendt fra sejl som eneste fremdriftsmiddel, nu 

fik de fleste nybygninger fra Ring-Andersens træskibsværft 

ilagt hjælpemotor. Erfaringsbaseret viden om kunsten 

at bygge træskibe var til trods for den rivende teknologiske 

udvikling forudsætningen for nybygninger 

med hjælpemotor og reparations- og ombygningsarbejdet 

af ældre skibe – et arbejde som udgjorde en betydelig 

del af det daglige arbejde på værftet. Vigtigheden af 

at fastholde en arbejdsstab bestående af dygtige håndværkere 

og arbejdsmænd, der gennem mange år og flere 

skibe havde opbygget viden og færdigheder, understreges 

af de sjældne opsigelser. Både Jørgen og Johannes 

Ring-Andersen byggede hellere et nyt skib for egen regning 

end at miste dygtige folk, som det ville tage flere 

års oplæring at erstatte. 

Tradition og forandring 

Jørgen Ring-Andersen 

Jørgen Ring-Andersen, opkaldt efter sin farfar, var tredje 

generation på værftet. Jørgen Ring-Andersens tid er 

kendetegnet ved, at det i stigende grad blev vanskeligere 

at afsætte nybyggede træskibe. Ombygninger, vedligeholdelse 

og reparationer af ældre og nyere skibe var 

der imidlertid stadig stort behov for. Jørgen Ring- 

Andersen var udlært hjemme på værftet hos sin far og 

var med til at lægge kølen på flere nybygninger i sin 

læretid. Jørgen Ring-Andersen lærte skibsbyggefaget 

fra grunden hjemme på værftet. 3 Men udbruddet af Anden 

Verdenskrig betød, at Jørgen Ring-Andersen ikke 

kom til udlandet eller til andre værfter som faren og 

farfaren. Derimod arbejdede Jørgen gennem mange år 

sammen med sin far. Johannes videregav erfaringer til 

sønnen, erfaringer som var grundlaget for, at vigtige 

håndværks- og familietraditioner blev videreført. At 

besidde denne viden var en nødvendig forudsætning for, 

at den ældre træskibsflåde blev holdt sejlende. Mange af 

de ældre skibe blev rigget ned og fik ilagt motor. Det 

øgede skibenes rentabilitet, nu kunne de levere fragter 

med større præcision. 

Forankringen i traditionen gjorde, at det var muligt på 

en kyndig måde at bryde ned, hvad forrige generationer 

havde bygget, og forandre skibene til samtidens krav. 

Ombygninger, vedligeholdelse og reparationer blev 

værftets dagligdag. 

Kunsten at overleve 

3 Det sidste sejlførende stræskib, som løb af stabelen hos Ring - Andersen var LILLA DAN. Skibet blev bygget som en kopi 

af et fragtskib, idet Rederiet J. Lauritzens tanke med skibet var, at bruge det som skoleskib 

Restaurering, reparation og vedligeholdelse er i dag den væsentligste 

aktivitet hos Ring-Andersen. Kunsten at arbejde 

med træskibe er gået i arv generation efter generation på 

værftet. 

Her er der gang i beg-kogeriet 

Peter Ring-Andersen 

Den nuværende ejer af værftet er Peter Ring-Andersen 

som traditionen tro er udlært hos sin far på Frederiksøen. 

Efter Peter overtog værftet i 1987 fortsatte faren 

Jørgen Ring-Andersen sin daglige gang på værftet. Han 

deltog i arbejdet og videregav til glæde for mange gerne 

råd og vejledning med rod i de rige erfaringer, han havde 

høstet fra mange år i branchen. 

Op gennem 1970erne kom der i stigende grad flere og 

flere gamle træskibe til værftet for at blive ombygget fra 

fragtskibe til sejlførende charterskibe. En del af disse 

skibe er i sin tid enten bygget eller ombygget på Ring- 

Andersens træskibsværft. Ombygningsarbejdet ændrede 

nu karakter. I dag tilstræbes en tilbageføring til skibenes 

oprindelige udseende som sejlførende skonnert eller 


11

galease, mens tiden umiddelbar før var præget af nedrigninger 

og tilpasning til nyere teknologi. 

Endnu engang ser man, at værftet trækker på en solid 

håndværksmæssig tradition, der muliggør de mange vellykkede 

restaureringer. 

Fortiden i fremtiden 

En del af forklaringen på at Træskibsværftet Ring- 

Andersen har overlevet i mere end 135 år er ledernes og 

deres folks sans for at efterkomme, hvad rederne havde 

brug for i forskellige perioder og under varierende betingelser. 

Hver generation af skibsbyggerslægten har præget arbejdet 

på værftet på deres helt egen måde. Arbejdsopgaver er 

blevet omstillet så nødvendige forandringer på skibene 

kunne udføres, samtidig med at hver generation har lagt 

vægt på at videreføre kontinuiteten indenfor skibsbygge- 

Træskibsværftet Ring-Andersen blev grundlagt i marts 1867. Kontinuitet forenet 

med tilpasning til samfunds- og teknologiudviklingen har gjort det muligt for 

værftets fortsatte eksistens. 

12 

faget. Mens Jørgen Ring-Andersen stadig levede henviste 

Peter Ring-Andersen ofte til faren, når nogen stillede 

spørgsmål vedr. skibene og det håndværksmæssige. Jørgen 

Ring-Andersen besvarede tit spørgsmålene med ”min 

far sagde….” Det har også været af stor værdi, at man 

gennem årene har fastholdt en stabil stab af dygtige håndværkere 

og arbejdsmænd - mange var ansat ved værftet 

hele deres liv. Rent teknologisk set har skibstømrerarbejdet 

på et træskib ikke ændret sig synderligt, hvorfor kontinuiteten 

i viden og erfaring er en væsentlig faktor for, at 

værftet har overlevet de meget omskiftelige tider. 

En af de største forandringer som værftet har undergået er 

udviklingen fra nybygninger til restaureringer af gamle 

sejlskibe til nye formål. Synet på, hvad der er godt og 

skidt for et gammelt skib, har ændret sig. Tidligere var det 

en ulempe at eje et gammelt skib, en ulempe som måtte 

afhjælpes ved forskellige moderniseringer. I dag er 

alderen for træskibene mere en fordel. 

Rin g-And ersens træskibsværft h ar 

formået at følge med i disse skift men 

med rod i det oprindelige håndværk som 

er forudsætningen for at kunne; først 

bygge; så nedrigge; senere ombygge og 

nu restaurere skibe. Sagt med andre ord 

ligger værftets fremtid i dag i værftets 

fortid……… 

Inga Birgitte Thomas 

Inga Birgitte Thomas, født 1966. Trådt sine barnesko på 

Tåsinge og i Svendborg. Gift med Jan Ivan Ahrenst, mor 

til fire og bosat på Ærø. Museumsassistent på Orlogsmuseet 

siden 1989, bl.a. opbygget museets skoletjeneste. 

Studerer etnologi ved Københav ns Universitet og forsker 

i skibsbevaring i Danmark i slutningen af 1900-tallet 

belyst i en kulturhistorisk kontekst. Skrevet flere maritime 

artikler til forskellige tidsskrifter og bøger. Redaktør 

af antologien FREIA stålsko nnert fra Rø nne 1897-1997. 

Holdt div. foredrag om søfartsrelaterede emner bl.a. 

arkivspor fra sømænd og sømandsko ner, Holmens faste 

stok m.fl. Arrangeret maritimhistoriske konference i 

Marstal 2000 samt medarrangør af ICMM (International 

Council of Maritime Museums) konference i København 

2000. Undervist i slægtsforskning og museologi. 

Maritimt Center Ærøs vinterunderholdning 

Filmaften 

Onsdag den 19. januar 2005 klokken 1930 viser Jan Ahrenst en række gamle og nye film med temaet ”Dykning”. 

Der er blandt andet en for MCÆ specielt sammensat video om dykning på forliste U-både fra 1. og 2. verdenskrig, 

Krydstoldvæsenet 

Smugleri til søs har været kendt lige så længe som der har været told og afgifter på varer. 

Ved Rudkøbing toldsted blev Johan Jacob Gram Blom ansat på ”resultatsløn” i 1818. Han var så arbejdsom, at toldstedets 

indtægter øgedes dramatisk i hans embedsperiode. Blom afdækkede ikke kun smugleri og afgiftsomgåelser i 

købstaden og på landet men også til søs. Sammen med sine medhjælpere sejlede han de sydfynske vande tynde og 

talrige ulovligheder blev her afsløret. Resultaterne fra disse mange togter førte til grundlæggelsen af den samlede søgående 

kontrol i 1824. 

Kom og hør mere onsdag den 9. februar 2005 klokken 1930 på Navigationsskolen i Marstal, hvor tidligere leder af 

Told- og Skatmuseet Holger Munchaus Petersen fortæller Krydstoldvæsenets spændende historie. 

Generalforsamlingen i Maritimt Center Ærø foregår fredag den 4. marts i Sejlklubben i Marstal. Menuen er 

som vi ser frem til: oksebryst med peberrodssovs. Før spisningen kommer marinarkæolog og dykker Birger Thomsen 

og fortæller om ”Historiske skatte på havbunden”

Øhavets Dag i Det Sydfynske Øhav den 28. august 2005. 

af Charlotte M. Aabye 

Som medlem af Maritimt Center Ærøs bestyrelse er 

jeg blevet opfordret til at fortælle lidt om arrangementet 

Øhavets Dag i Det Sydfynske Øhav. 

Gennem flere år har man med stigende succes gennemført 

Fjordens Dag ved Odense Fjord. Inspirationen 

til Øhavets Dag og selv konceptet er funderet i 

Fjordens Dag. På initiativ af mål 2 projektet 

”Naturturisme i Det Sydfynske Øhav” ved projektleder 

Søren Lisbye og et tæt samarbejde mellem de sydfynske 

turistchefer det sidste år, er der blevet enighed 

om at afvikle Øhavets Dag 2005 på alle 4 destinationer 

med start sidste søndag i august. 

Det Sydfynske Øhav er et enestående naturområde 

med de mange øer, en rig fauna og flora samt et spændende 

natur- og kulturlandskab. Formålet med Øhavets 

Dag er : 

• - gennem aktiviteter at give lokalbefolkningen 

og områdets gæster et bedre kendskab til og forståelse 

for naturen, miljøet, kulturhistorien og 

og fritidslivet i Det Sydfynske Øhav 

• -at sætte fokus på et bedre natur- og og miljøgrundlag 

i Det Sydfynske Øhav, der kan styrke 

udbuddet af områdets aktiviteter og oplevelser i 

naturen 

• -at fremme turismen og bosætningen i Det Sydfynske 

Øhav. 

Det indledende arbejde er startet og det første koordinationsudvalgsmøde 

for Øhavets Dag blev afholdt i 

Svendborg den 4. november, hvor datoen for arrangementet 

blev fastlagt. Fra Ærø deltog Christian Albertsen 

fra Maritimt Center Ærø og jeg selv fra Ærø Turistbureau. 

Både Erik Kromann og Karen Margrethe 

Fabricius har meldt sig til den lokale styringsgruppe 

på Ærø. Generelt gælder at bestyrelsen for Maritimt 

Center Ærø, inklusiv festudvalget bakker op om projektet, 

hvilket blev besluttet på foreningens sidste bestyrelses 

møde den 2. november. Meningen er, at flere 

skal indrages i den lokale styringsgruppe, hvorfor der 

sidst i november, primo december vil blive udsendt 

indbydelser til foreninger, institutioner, skoler, andre 

grupper og enkeltpersoner, der har noget på hjertet 

inden for natur-, miljø- og friluftsområderne her på 

Ærø og Birkholm. 

Grundlaget for planlægningen og gennemførelsen af 

Øhavets Dag skal være et samarbejde mellem de lokale 

kommuner, lokale turistbureauer, Fyns Amt og 

Fyns Statsskovdistrikt og ikke mindst de mange lokale 

foreninger og organisationer, der har lyst til at deltage 

aktivt. 

Den lokale styringsgruppe på Ærø bliver ansvarlig for 

planlægningen og koordineringen af aktiviteterne på 

Ærø og Birkholm, tovholder i projektet er Ærø Turistbureau. 

Koordinationsudvalget, som består af repræsentanter 

fra Langeland, Fåborg, Sydfyn og Ærø har 

ansvaret for økonomien, de overordnede aftaler, godkendelser 

samt markedsføringen af arrangementet. 

Vi forventer at planlægningen af arrangementet skal 

forløbe i løbet af første halvår, at juli og august skal 

bruges til markedsføringen. 

Personligt mener jeg, at en fokusering på Det Sydfynske 

Øhav vil være et potentiale for os alle. Vi der kender 

øhavet og naturen ved, at det er et enestående naturområde 

i Danmark med de mange øer, en rig fauna 

og flora. Vi Ærøboer værdsætter det i det daglige, men 

med dette arrangement vil andre måske også kunne få 

lejlighed til at nyde og værdsætte vores Øhav. Mit håb 

er derfor, at her på Ærø og Birkholm vil der være 

mange foreninger og lokale som vil være interesseret, 

da det er meningen det skal være et årligt tilbagevendende 

arrangement. Et arrangement, hvor vi også kan 

arbejde på tværs af destinationerne, inddrage sejllads, 

havkajak, alle former for aktiviteter i naturen foruden 

alle øvrige tiltag, der kan løbe af staben netop denne 

dag, hvor vi starter kl. 10 og slutter kl. 16.00. 

Skulle nogen have interesse i at deltage eller høre mere 

om planlægningen af Øhavets Dag, er man derfor 

altid velkommen til at tage kontakt til undertegnet på 

cma@arre.dk , eller på Ærø Turistbureau 

telefon 62 52 14 36 

Charlotte M. Aabye 

Ægteparret Tom og Karla vender hjem efter en dejlig udflugt til 

en af de mange øer i det Sydfynske øhav. 

foto Jette Nielsen 

13

Maritim kontakt – hvad er det? 

Her i efteråret er udkommet det 26. nummer i skriftserien 

MARITIM KONTAKT, redigeret af Erik Gøbel. Udgivelsen 

indeholder blandede ”bolcher”. Et af bidragene 

er fra Mikkel Kühl og har særlig lokal interesse. 

Bogens indhold er: 

Anders Monrad Møller: Konsulatarkiver fra 1704 til 

1904. Agnete Nørskov Nielsen: Navigationsteknikker 

brugt på Asiatisk Kompagnis skibe til Indien og Kina 

1780-1800, herunder indførelsen af observeret længde. 

Anders Bloksgaard: En genfunden kilde til Redningsvæsnets 

historie – A. Andersens fremstilling. Else Hansen: 

Kilder til Fyr- og Vagervæsenets historie. Mikkel 

Kühl: ”Marstallerne solgte væk”. Marstals handelsflåde 

1914-1918. Jørgen Strange Lorentzen: Hjemsejlingen af 

U.S. Coast Guard Cutter Restorer i 1948. Nekrolog: Jens 

Lorentzen, 1934-2004. Erik Gøbel: Femtende og Sekstende 

Danske Maritimhistoriske konference 2002 og 

2004. 

De 125 sider er mættet med maritimt stof, smukt illustreret 

med billeder, tegninger og arkivalier. 

Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning 

blev nedsat ved den første maritimhistoriske 

konference i København i 1974 og har således 30 

års jubilæum i år. Derfor indbyder Kontaktudvalget til 

jubilæumsarrangement på Orlogsmuseet i København 

søndag den 12. december 2004 kl. 9.30-11.30. 

Kontaktudvalget er et samlende organ for institutioner, 

foreninger og enkelt-personer, der arbejder med maritime 

emner både på professionelt og fritidsniveau. Udvalget 

består af en række personer som repræsenterer forskellige 

sider af den maritime forskning i Danmark 

(museer, arkiver, fritidsforskere osv.). 

Kontaktudvalget er tillige dansk nationalkomite under 

Hilsen fra en glad Redaktør 

Det har været en fornøjelse denne gang at stå for at sætte 

Jagtpælen sammen, idet der har været stof nok til 16 sider 

tæt fyldt med spændende artikler fra tidligere og 

nytilkomne skribenter. Mange tak for det. Derfor har det 

været minimalt, hvad jeg selv skulle finde på at skrive til 

dette nummer. Meningen med et medlemsblad er netop, 

at det er medlemmerne, der bruger bladet til at komme 

frem med, hvad de har på hjertet. Så jeg håber flere skribenter 

vil komme ud af busken, og kontakte redaktøren, 

så deres indlæg kan blive bragt i kommende numre. 

Næste nummer af Jagtpælen kommer ud kort tid efter 

Generalforsamlingen, - så lad os sige, der er deadline den 

1. april. 

Vi har et hængeparti med artikelserien om Ærøs havnefogeder, 

men jeg lover, at næste nummer helt sikkert vil 

indeholde et portræt af Ærøskøbings havnefoged Peter 

Gregersen (så er du advaret Peter). Ole Jakobsen, som i Jagtpælens 

decembernummer 2003 havde skaffet oplysninger 

om ARTEMIS, har fået fat i flere oplysninger, som vi tager 

med i næste nummer. Det viser sig faktisk, at lille ARTE- 

14 

The International Committee for Maritime History. 

Kontaktudvalget arrangerer bl.a. maritime konferencer 

hvert andet år, hvor alle interesserede kan deltage – både 

fagfolk og fritidsforskere. På konferencerne kan deltagerne 

fremlægge igangværende eller færdige studier, 

hvorefter der udveksles erfaringer og ideer og gives inspiration. 

Konferencerne, som strækker sig fra fredag 

aften til søndag eftermiddag, tilstræbes afholdt skiftevis 

øst og vest for Storebælt. Den næste og 17. konference 

forventes afholdt øst for Storebælt foråret 2006. 

I 1980 etablerede Kontaktudvalget Forlaget Maritim 

Kontakt, som forestår udgivelsen af skriftserien MARI- 

TIM KONTAKT. I år er bind nr. 26 udkommet. I årenes 

løb er der udgivet bind med dels temanumre og dels 

numre med blandet indhold. Forlaget er organiseret som 

en selvejende institution. 

Til Kontaktudvalget er knyttet en interessekreds, hvor 

enhver interesseret kan tegne sig som medlem og dermed 

være med til at støtte den fortsatte maritime forskning. 

Medlemsgebyret andrager p.t. kr. 150 årligt for hvilket 

man modtager skriftet MARITIM KONTAKT (normalt 

et nummer om året) frit tilsendt, indbydelse til konference 

og eventuelle andre meddelelser. Henvendelse kan 

ske til: Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og 

Samfundsforskning, c/o Erik Housted, Dyvekes Alle 6, 

2300 København S eller 

forlaget@maritimkontakt.dk - men hav lidt tålmodighed 

hvis et svar undertiden lader vente lidt på sig: for hele 

Kontaktudvalget er der tale om ulønnet fritidsarbejde! 

Ydereligere oplysninger findes på Kontaktudvalget for 

Dansk Maritim Historie- og Samfundsforsknings hjemmeside: 

www.maritimkontakt.dk 

Inga B. Thomas, medlem af Kontaktudvalget. 

MIS under anden verdenskrig blev ombygget til minestryger 

ude i Bombay og strøg miner i den persiske 

bugt i en periode. 

Men ellers har vi ikke 

noget stof på lager, så 

kom endelig frem 

med noget skriveri, 

stort som småt 

er yderst velkomment. 

Venlig hilsen 

Redaktøren

JAGTPÆLEN 

medlemsblad for Maritimt Center 

Ærø. 

Udkommer, hvis der er stof nok, 

fire gange om året, nemlig januar, 

april, august og november. 

Oplag: ca. 250 eksemplarer 

I redaktionen: 

Indtil videre, Sven Leerskov Mathiesen 

Græsvængevej 44 

5960 Marstal, tlf. 6253 3355 

E-mail: 

Maritimt Center Ærø 

Bestyrelsen 2003: 

Formand: 

Christian Albertsen 

Risemarksvej 17 

5970 Ærøskøbing 

Tlf. 62522369 

Mail chin@post.tele.dk 

Næstformand: 

Kaj Hald 

Barkvej 13 

5960 Marstal 

Tlf. 62531614 

Mail hald@mail.tele.dk 

Kasserer: 

Sven Leerskov Mathiesen 

Græsvængevej 44 

5960 Marstal 

Tlf. 62533355 

Mail 

Sekretær: 

Charlotte Aabye 

Vestergade 1 


Tlf. 62521300 

Mail cma@arre.dk 

Øvrige bestyrelsesmedlemmer: 

Jan Ahrenst 

Bregninge Møllevej 4 


Tlf. 62581890 

Søren Nissen 

Lindsbjergvej 3 


Tlf. 62521476 

Mail. reiter@wanadoo.dk 

David Thomas 

Øster Bregninge 30 


Tlf: 62582223 

Suppleanter: 

Povl Madsen 

Søtoften 1 


Tlf. 62521320 

Mail: p_madsen@get2net.dk 

Henrik Steen 

Østergade 20 A 

5960 Marstal 

Tlf. 62533171 

Mail: henrik-steen@get2net.dk 

Revisor: 

Jan Mortensen 

Syrenvej 10 

5960 Marstal 

Nyt fra vores moderorganisation, 

MARITIMT CENTER DANMARK 

Æbleræs 2004. 

Igen i år holdt vi Æbleræs i Svendborg i 

år endda med godt vejr, masser af skibe 

og masser af folk. Det eneste der faktisk 

manglede var de tykke ærøske pandekager. 

”Connie af Ærøskøbing” deltog 

(som sædvanlig efterhånden) lastet med 

ærøske økologer (og deres produkter). 

Og handlen gik ivrigt over kajen. Senere 

dukkede ”Samka” op – med de Småborgerlige 

om bord. Et lille Carolinertræf 

var en realitet og Æbleræs gik over 

i hygge til ud på aftenen…. 

”Svendborg Classic Regatta” 

Classic Yacht Regatta ” blev aflyst i år 

og afløst at et ”Aflysningsbal” Da alle 

var enige om, at det er vigtigt med stævner 

for klassiske lystfartøjer i det sydfynske 

har en ny forening nu set dagens 

lys, nemlig foreningen ”Svendborg 

Æblekasseræs 

Classic Regatta”. Foreningen er en paraply 

af interesserede klubber og foreninger i området, lige fra alle sejlklubberne 

over Museet for Lystsejlads og Maritimt Center Danmark til Marineforeningen 

og Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer. Der er fuld gang i planlægningen af 

første stævne i det nye regi, det bliver fra 11. til 13. august 2005. 

Anker Lauritzen, koordinator Maritimt Center Danmark 

Fra Marstal Søfartsmuseum har Jagtpælen modtaget 

følgende melding: 

”Marstal Søfartsmuseum åbner ny stor særudstilling på fredag den 17. december: 

SKIBE I RUM SØ OG I SMULT VANDE, der viser ikke færre end 61 panoramaer 

med både, dampere, færger og sejlskibe, de fleste under sejl, desuden 

21 marinebilleder i blyant, 6 flaskeskibe og 3 pæreskibe – alt fremstillet af bådsmand 

Edward Stablewski, Kalundborg, der døde i 2002. Stablewski har tidligere 

skænket tre flotte panoramamodeller til Marstal Søfartsmuseum, to af rederiet 

H.C. Christensens Rio Grandefarere og Carolineren ANNE BIRTHE, der for øvrigt 

også er med i særudstillingen, både som model og på tegning. 

Skibsmodellerne er ikke fremstillet i glansbilledeudgave, men fantastisk naturtro 

eksempelvis med løberust fra spygatter, lænseporte og klys. Nogle af sejlerne 

har sat hele sejlgarderoben, andre kommer for mindsket sejlføring som den 

kendte Havrebark CLAUDIA af Marstal. Der er mange små fine detaljer som eksempelvis 

på model af Marstaljagten DE FIRE BRØDRE, der er udført med fuld 

sejlføring i magsvejr, her sidder skibsdrengen og skræller kartofler ude på forlugen. 

Stablewski har bl.a. været påmønstret rederiet Torms S/S ASLAUG, særdeles godt 

kendt under navnet MARTHA fra filmen af samme navn. ASLAUG er naturligvis 

blandt skibene i udstillingen. Skibene, der er fremstillet duvende i søen eller mosende 

i isen som isbryderen BRYDEREN, spænder i størrelse lige fra en smakkejolle 

og op til verdens største sejlskib gennem alle tider, den femmastede bark 

FRANCE II. Udstillingen kan ses på museet det næste år”. 

Erik Kromann 

15

16 

CAROLINE S af Svendborg 

Det gode skib CAROLINE S af Svendborg har gæstet Marstal 

flittigt i den forgangne sommer. Senest ved udgivelsen af bogen 

om HANNE S’ forlis. CAROLINE S deltog naturligvis også i festlighederne 

for Søfartsmuseet. Grunden til de mange besøg skal 

blandt andet søges i lysten til at dele nodehæfte med Marstal 

Småborgerlige Sangforening. CAROLINE S har så haft det svendborgensiske 

kor ”Fyraftenskoret” med – men nu er det heller 

ikke nok – så foreningen CAROLINE S er ved af oprettes sit eget 

”Sømandskor” 

CAROLINE S – drives ligesom Søsterskibet Samka af en forening. 

Foreningen CAROLINE S tæller ca. 200 medlemmer. Skibet 

sejler fortsat fragtfart og ligger i de stille perioder ved Maritimt 

Center i Svendborg. Udover fragtfarten sejles der med elever 

fra Svendborg Søfartsskole og HF Søfart, og så selvfølgeligt 

medlemssejladser, deltagelse i Svendborg Ildregatta, julemandsejlads 

og meget meget mere…. 

Foreningen kan kontaktes ved formand Jørgen H. Frederiksen: 

tlf. 62 21 70 41 

Fakta 

CAROLINE S er bygget på H.C. Christensens Staalskibsværft i 

Marstal i 1959 som JANTO. Har siden 1994 fungeret som sejlende 

fragt og museumsskib. Først som CAROLINE SAMSØ i en forening 

på Samsø, men blev i 2001 overtaget af den til formålet 

stiftede forening CAROLINE S af Svendborg. 

BRT ............................. 158 

NRT ............................. 79 

Dødvægt ...................... 240 t. 

Længde ........................ 33,48 m. 

Bredde ......................... 6,51 m. 

Dybgang ...................... 3,04 m. 

Maskine ....................... MaK MV 423 265 HK 

CAROLINE S (afleveret som JANTO) ved stabelafløbningen 

fra H.C. Christensens Staalskibsværft i Marstal , 1959 

Anker Lauritzen, koordinator for Maritimt Center Danmark i Svendborg

Dec 2004 - Maritimt Center Ærø

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?