Blad november 2005 - Maritimt Center Ærø

November 2005 JAGTPÆLEN 7. årgang, nr. 1+2+3+4
Formandens spalter
Så er sommeren overstået og efteråret og vinter på
vej. Der har været mange spændende fartøjer i vore
havne, - hovedsagelig hollændere. De gamle danske
sejlskibe ligesom fravælger Ærø, det er egentligt
ganske tankevækkende, når man ser hvordan de
flokkes om træskibsbroen i Svendborg. Der ligger
de gratis og har et godt miljø, og det vil jeg egentlig
gerne ønske Svendborg tillykke med. Der er ingen
tvivl om, at det er en af de største attraktioner i byen.
Træskibsbroen bliver besøgt af mange tusinde
mennesker hvert år.
Jeg har været i Stockholm og set ”Stockholmbriggen”,
- en nybygget stor brig. Fantastisk imponerede
hvad man formår i landene omkring os. Det
er ikke lang tid siden man søsatte en
”Ostindienfarer” i Gøteborg. I Norge, Tyskland,
Holland, - ja i alle de lande vi normalt sammenligner
os med, kan der stables projekter på benene. Jeg
ved godt, at der rundt omkring herhjemme også renoveres
flere skibe, og vi har fregatten ”Jylland”,
men det er ligesom at her i landet er det mere eller
mindre en museal opgave at varetage den maritime
kulturarv og ikke så meget en folkelig forlystelse.
BONAVISTA er faktisk et godt eksempel på, hvordan
sendrægtighed er en svøbe: Nu skal man måle stød-
INDHOLD:
fordelingen op af garneringen, det reg-
Formandens spalter ..............................................................side 1
Formandens beretning fra Generalforsamling 2005 ...........side 2
Redaktørens tilståelse ...........................................................side 2
Retableringen af jagtpæle i Kleven Havn .............................side 3
En landkrabbes sejltur med CONNIE .....................................side 4
Ærø Rundt med SAMKA..........................................................side 7
Vandets betydning for skibsfarten ........................................side 8
Foredraget ved Generalforsamling ......................................side 9
Sidste vinters arrangementer ................................................side 10
Galionsfigur fjernet ..............................................................side 11
Et liv som Syndig Tolder.......................................................side 11
Marstal i St. Petersborg........................................................side 12
Visions- og strategimøde ......................................................side 12
Vinden Drar 2005 .................................................................side 14
Amerikansk Lotteri................................................................side 15
Portræt af verdens ældste tankskib SEBONG..........................SIDE 16
ner man med, der går et års tid med; -jamen for pokker
da, få sendt renoveringsopgaven i udbud, og lad
den skibstømrer, der får opgaven om det, det ved de
meget mere om.
Der er ingen tvivl om, at vi skal ha’ en debat om,
hvor man skal bruge resurserne i fremtiden, - om
det udelukkende skal være til bevaring og renovering
af de gamle skibe, eller om der skal støttes op
om nybyggede kopifartøjer. Jeg ved godt, at det sidste
i nogens øre nærmest er kættersk tale, men det er
vigtigt at holde den håndværksmæssige gen-bank vi
har ved lige, og give kommende generationer af
skibstømrer, sejlmagere og andre relaterede håndværk
muligheden for at være med til at bygge et rigtigt
skiv.
Det er lidt ligesom om, at den maritime kulturarv
ikke har samme politiske bevågenhed som den bygningsmæssige,
det er faktisk kun et symbolsk beløb
der er afsat til bevaring og vedligehold af vore sejlende
repræsentanter for dansk skibsbygnings formåen
gennem tiderne.
Jeg har gjort mig den tanke, at hvis man havde en
pendant til byfornyelseslovgivningen gældende for
gamle skibe, så ville verden i den sammenhæng se
noget lysere ud.
Venlig hilsen, Formanden
1

Generalforsamling.
Bestyrelsens beretning. For året 2004
”Det er så sjette gang vi er samlet til generalforsamling
i Maritimt Center Ærø.
Medlemsskaren er nogenlunde konstant, ca. 170- 180
stk. De er for øvrigt meget stabile til at møde op både
til GF og foredragene der køre hen over vinteren, tak
for det.
På generalforsamlingen sidste år blev I præsenteret
for et habilt underskud. Der lovede vi jer, med røde
ører, at få bragt økonomien på rette kurs igen, og det
er heldigvis lykkedes, der er slået en prop i hullet og
pumperne har lænset, så nu flyder vi højt på vandet
igen.
En af konsekvenserne ved tilretningen af økonomien
er, at der ikke bliver holdt Maritime Dage i Ærøskøbing
fremover, for i de seneste år har det givet underskud,
og det kan vi selvfølgelig ikke fortsætte med, så
nu satset der på Øhavets Dag, som er sidste søndag i
august.
I 2004 var vi med på Sydhavsregattaen og Thisen Race,
som var et flot arrangement, som blev afholdt i forbindelse
med Marstal Søfartsmuseums 75 års jubilæum.
Det samarbejde er der lagt op til at fortsætte med. Sydhavsregattaen
afvikles i forbindelse med Øhavets Dag,
hvor skibene ankommer til Marstal om lørdagen.
Vi var sidste år flot repræsenteret ved reggataen, Søren
Nissen med ”Connie” blev man of the match, han
viste alle de andre navnebrættet, denne tur var for øvrigt
annonceret som en medlemssejlads, - der var kun
en tilmeldt???
Som noget nyt sejlede ”Connie” hver onsdag medlemssejladser,
det var der ikke meget interesse for.
Redaktørens tilståelse.
Det er forunderligt, at Formanden i sine spalter ikke kommer ind
på, at dette nummer faktisk er den første (og eneste) Jagtpæl i
2005. Bladet er trods alt bindeledet mellem medlemmerne, og det
er også foreningens ”ansigt” udadtil.
Vi burde her i november allerede være klar med nummer tre eller
endda nummer fire, men sådan er det altså ikke blevet. Der er
mange forklaringer på, at Jagtpælen er udkommet med et års
forsinkelse, - og alle forklaringerne er lige ringe. Men jeg forsøger.
• Der har indtil nu manglet stof til bladet, og der er jo ingen
fornuft i at ofre trykning, arbejde og porto på bladet, hvis
der ikke er ret meget indhold. (Jeg kom vist for øvrigt i
sidste nummer af Jagtpælen til at rose skribenterne for de
mange indlæg, der var den gang. Det betyder altså ikke, at
jeg har nok, men modtager gerne alt hvad I kan komme i
tanke om at skrive). På ”strategimødeet” i begyndelsen af
maj (se andet sted i bladet) enedes vi også om, at frekvensen
af udsendelsen af Jagtpælen ikke nødvendig skulle
være på tre til fire numre om året, men at bladet udkom-
2
”Meta” sejlede sit sædvanlige program og det fortsætter,
det er rart når noget lykkes.
”Mjølner” startede paketfart op igen, det fortsætter i
år, så der er muligheder nok for at komme på vandet.
Så deltog vi som vanligt i æbleracet, der arbejder vi på
at komme med mere, eventuelt indcharter tonnage,
hvis vi kan få samlet nogle flere der vil deltage, ud
over den faste stok der er nu, - sig til hvis I vil med,
enten som handlende eller bare som deltager.
Som nævnt før er der stort fremmøde til foredragene.
Det er primært Jan Ahrents, der står for det, det er en
ubetinget succes, selv om vi er begyndt at tage entré.
Så har vi i forbindelse med et visionsseminar, udarbejdet
et aktivitets- og idekatalog til de ærøske havne,.
Det må ikke have været ret godt, da ingen af havnene
har gjort brug af det, men vi mener nu nok, der er en
del, der kan bruges. Hvis der er medlemmer der er
interesseret i at arbejde med nogle af de tanker der er i
kataloget, skal de bare gi´ et praj.
Så er der vort lille blad ”Jagtpælen”. Der vil vi gerne
have, hvis der er nogle flere, som vil komme med indlæg,
det er rart med dem vi får, dem takker vi meget
for, men der er plads til flere.
Så skal redaktøren da også lige ha´ et lille hip, han
lægger en god del af hans efterhånden rimeligt lange
liv i, at sørge for at det som binder en forening som
denne sammen nemlig bladet kommer på gaden, tak
for det.
Jeg vil på bestyrelsens vegne takke medlemmer, sponsorer,
samarbejdspartnere og alle andre, der viser foreningen
interesse.
I aften er det som ved alle andre arrangementer festudvalget
der trækker det store læs, så en stor tak til
dem, - uden dem måtte vi ha madpakker med”.
SKÅL, Formanden
mer, når der er noget at skrive om, men dog helst et par
gange.
• En anden bortforklaring er, at jeg ikke synes, jeg har haft
tid til at afse de vel nok 20 - 25 timer, det immervæk tager
at få et nummer
sendt ud. Der skal
jo også ordnes jolle, Mon Mon de de de nu nu også
også
hus og have og trotrotro r r på på den den forfor-
slappes af ind imel- kl kl aring….
aring….
lem...
Men jeg vil dog gøre mit
bedste og forsøge at holde
liv i bladet, ikke mindst
med hjælp fra en trods alt
pæn skare af bidragsydere
af større eller mindre indlæg.
Venlig hilsen
Redaktøren

Retableringen af jagtpæle i Kleven Havn
af Henry Lovdall Kromann, Kleven Bådelaug
Den gamle Kleven Havn har igennem Naturturisme I/S
i Det Sydfynske Øhav modtaget midler fra Mål 2 projekter
til at retablere historiske havnefaciliteter, som
skal ske fra 2004 til 2006
Kleven Havn er beskrevet i en undersøgelse af kystkulturmiljøet,
hvor man ønsker at restaurere den gamle
havn, der blev selvstændig havn den 1. januar 1850,
men lang tid før blev den anvendt som havn dog uden
moleanlæg. I havnen findes flere gamle bevaringværdige
brugsting, der blev anvendt for at fortøje og vedlige-
Her er fem frivillige i gang med at beslå egestolperne med søm. De fem er , Harald Stærke, Peter Pelle, Carsten
Landro, Kim og Thor
holde datidens skibe. Blandt dem er jagtpæle
også kaldet Duc d'Alber, der blev
anvendt til fortøjning af jagter og større
sejlskibe i vintermånederne. I 1850 var
37 mindre sejlskibe hjemmehørende i
Ommel-Kragnæs. I perioden 1910-14
var mellem 30-40 skibe på 60-250 tons
hjemmehørende der.
Disse ”jagtpæle”, der er bygget op af
stolper i egetræ, blev beslået med søm på
den del, der var under vandoverfladen
for ikke, at de skulle nedbrydes af pæleorme.
Alle pæle blev slået ned i bunden
med håndkraft. Man regner med at der
omkring 1910 var 15 jagtpæle i havnen.
I dag er der kun 7 tilbage.
Man har nu retableret 5 pæle, hvor der
så bliver 2 tilbage af de oprindelige. Kleven
Bådelaug har med frivillig arbejdskraft slået 73500
søm i de 25 nye egetræspæle, der skal anvendes. Jagtpæle
er en sjælenhed i Danmark, og derfor skal disse
bevares i Kleven Havn.
Der er en gammel svedekasse, der blev anvendt i forbindelse
med udskiftningen af bord i de hjemmehørende
skibe i Ommel Kragnæs, hvor plankerne blev gennemdampet,
så de var klar til at blive bøjet i rette form
til skibene. Denne svedekasse er en af de sidste i Danmark,
- om ikke den sidste, hvorfor
den skal restaureres, hvilket skal ske
i den nærmeste fremtid, så den kommer
til at stå med det oprindelige
udseende. Desuden vil murstensbygget
kogekar blive retableret. Og til
sidst er der afsat et mindre areal til
lejrplads.
På brohovedet var der tidligere et
gangspil, der blev anvendt, når skibe
skulle kippes (kølhales) for at blive
kalfatret eller bundsmurt eller på
anden måde vedligeholdt.
Marstal Søfartsmuseum står for
overvågning af restaureringsarbejdet
af Kleven havn.
Med de tiltag der er sket, er havnen
absolut et besøg værd.
Henry Lovdall Kromann
3

Hurra for CONNIE! Der har gennem tiderne været bragt en del beskrivelser i Jagtpælen af rejser, som er foretaget om bord på den smukke Lynæskutter
CONNIE. Det har været en fornøjelse for redaktøren at modtage en velskrevet og underholdende beretning, som kan bringes over flere numre
af bladet, - det letter unægtelig arbejdet med at få et blad på gaden, at der er nogen, der leverer stof!
Nu er der igen dukket en herlig rejseberetning op fra CONNIE, og denne gang er den skrevet af en ikke-sømand, og det bliver den bestemt ikke ringere
af.
Jeg har desværre været nødt til at redigere lidt i det modtagne materiale for at få det overført til det program, som Jagtpælen skrives i. Der er dog
ikke ændret i teksten, men kun en lille smule på opsætningen.
Så læn jer tilbage, tag læsebrillerne på og nyd den kommende beretning, som bringes i dette og følgende nummer af Jagtpælen.
Af Jeppe Broder Nissen
BEGYNDELSEN
Lørdag den 18. september 2004 var jeg med Lene og drengene
i Maribo for at overvære en kaproning på Maribosøerne.
Ikke at jeg er specielt interesseret i kaproning – eller
sport i det hele taget! – men denne dag skulle niece Lotte
deltage; det måtte vi jo over og heppe på! Til vores glædelige
overraskelse var også nevø Mads og Nette tilstede, og
sidstnævnte overrakte mig et kort med flg. ordlyd:
Jeg var vel sådan noget som 5 sekunder om at svare ja, hurtig
i aftrækket har jeg jo aldrig været…
Baggrunden for turen var den, at Søren gennem flere år har
fungeret som en slags konsulent og rådgiver i forbindelse
m ed b y ggeriet af en b rig i Sto ckho lm ,
”Stockholmsbriggen”, som den pudsigt nok kaldes. Ydermere
er han efterhånden en af de få i Skandinavien, som
ved hvordan man søsætter sådan et stort træskib, så derfor
skulle han op og bistå med dette projekt. Det skal vist være
noget farligt fint noget med kronprinsesse Victoria som
skudens gudmor og hvad ved jeg. Men altså, for at forene
det nyttige med de sjove, havde han inviteret 2 venner og
så altså mig med på turen.
4
_____________________________
Så kom den svære ventetid. Om jeg glædede mig? Hold da
op, hvor kan sådan 10 måneder dog føles lange – tiden kan
kun gå for langsomt! Men endelig oprandt lørdag d. 2. juli.
Som et barn på juleaftensdag vågnede jeg kl. 5.30, det var
mig platumuligt at sove længere. Tænk at der kan være så
meget adrenalin i kroppen. Jeg har jo ganske vidst været
med Connie en enkelt gang før, men det var ”kun” fra
Svendborg til Ærøskøbing. Egentlig langdistancesejllads
har jeg aldrig prøvet før, så spændingen var til at tage og
føle på!
Kl. 7.15 kunne jeg ikke vente længere. Ud i Volvoen og af
sted til Kragenæs. Joh, derude på den solbeskinnede ”rhed”
lå hun jo for anker. Hun var dagen i forvejen gået fra Ærøskøbing
til Svendborg for at samle et besætningsmedlem
op. En hastig opringning på mobilen, og kl. 8 lå hun ved
kaj. Hurtigt fik vi forsyningerne (øl!) ombord og så var vi
undervejs til Stockholm og – for mig – eventyret!
SKIBET
Connie er en dejlig pige, derom hersker ingen tvivl! Født i
Lynæs i 1939 er hun jo efterhånden en alderstegen dame på
65, men still going strong, buttet og frodig som hun jo er.
Efter 36 års arbejdsliv som fiskerbåd, blev hun i årene efter
1981 forvandlet til den dejligste lystsejler, som tænkes kan.
Til at flytte sine 27 tons har hun dels sejlene, dels den skønneste
Hundestedmotor (”Hunden”) på 80 heste. Den vækker
opsigt, hvorend hun kommer! Og så favner hun jo let 4
mand uden at de behøver at sidde lårene af hinanden. Jo,
Connie er en dejlig pige!
BESÆTNINGEN
Chefskipper Søren har jeg kendt længe, nærmere betegnet i
godt og vel 51 år på nuværende tidspunkt. For så gammel
er jeg, og han er min storebror. Skibstømrer med hud og
hår, en knalddygtig sømand, og i alle måder et utroligt behageligt
menneske. Mærkeligt at tænke på, at han som
dreng så sin største fornøjelse i at plage livet af sin lillebror
med alle de besynderlige torturinstrumenter, han kunne
finde på at lave: Hals- og håndjern eller gabestokke for blot
at nævne nogle. Ikke desto mindre kan jeg altså godt lide
ham.
Det samme gælder de to andre besætningsmedlemmer, som
jeg af gode grunde ikke kendte i forvejen.
Niels Julsrud er boghandler i Assens og en meget flink
(Fortsættes på side 5)

(Fortsat fra side 4)
marsvinene tumle sig. Ikke underligt at de kaldes Tumle-
mand, som det var en fornøjelse at være sammen med. re: Vupti, op og vise rygfinne, hvorefter man tumler sig
Folk som beskæftiger sig med bøger har automatisk en ned igen. Og så ta’r vi den lige en gang til for prins Knud!
plads i mit hjerte, for bøger er godt! Derudover er han Herligt syn, så er der jo stadig liv i vore farvande. Lidt
ivrig lystsejler, har selv en Lynæskutter med Hundested- betagende var det også at gå under Storstrøms- og Farømotor.
Sidst, men ikke mindst, er han togentusiast om en broen, de ser godt nok imponerende ud nedefra
hals og kører damptog på Sydfyn, så han er jo helt rigtig. Ud på eftermiddagen var vi kommet gennem Grønsund
Christian Albertsen er derimod mere problematisk. Ma- og var altså ude i Østersøen. Nu skulle sejlene sættes.
tros på færgen mellem Ærøskøbing og Svendborg, det er ”Hunden” blev stoppet og op kom sejlene. Det skete der
jo hæderligt nok. Men så er han kommunalpolitiker, soci- ikke så meget ved. Faktisk skete der stort set ingenting.
aldemokrat oven i købet. Værst af alt: Han drikker Mini- Vinden var så flov (lidt sømandssprog har jeg da tilegnet
mælk – og kan li’ det! Det kunne jo nok give anledning til mig) at ”farten” lå på knap en mil i timen. Nuvel, sybarit-
bekymring for en liberal skolelærer af jysk herkomst. Nej, ter som vi jo er, gjorde vi det vi er bedst til: Vi nød! Vi
for at være seriøs: Christian er alle tiders gut med et al- nød kaffen, vi nød småkagerne og vi nød stilheden. Vandrig
svigtende humør! Jeg tror man skal gøre sig umage dets klukken langs skibssiden og et dejligt glas rødvin
for at være i dårligt humør i hans selskab.
inden vi kastede os over aftensmaden. Som før nævnt var
Fjerdemanden var jo så mig selv, som hunden sagde. Som jeg udset til at være frimand, men denne første aften slap
meget landlig skolelærer begrænser mine nautiske kund- jeg med ”skrækken”. Vi kunne sætte os til bords med
skaber sig stort set til, at jeg, hvis jeg gør mig umage, kan Nettes pragtfulde, hjemmelavede pizza. Ahh!
kende forskel på et kompas og et lommeur. At sætte mig Pizzaen blev fortæret og -døjet, men vinden ville stadig
til at navigere et skib ville være ensbetydende med at sæt- ikke være med. Ergo måtte Søren i kælderen og starte
te skibet på grund – i heldigste fald. Det gjorde nu ikke ”Hunden”, vi skulle jo gerne nå Sverige.
noget, da alle de tre andre var kompetente navigatører.
Ergo blev jeg udnævnt til frimand, hvilket groft sagt dækker
over kok, opvasker, kaffemager, messingpudser o.
lign. Faktisk en dejlig rolle.
Fælles for os alle var (og er) at livet skal nydes i fulde
drag, at rødvin er godt ligesom også øl, whisky og god
mad er, så fællesskabet var jo i orden. At både Niels og
Christian også er rygere gjorden dem jo ikke ringere set
med mine øjne. Der stod Søren lidt alene. Det gjorde nu
ikke så meget, eftersom al rygning naturligvis foregik på
dækket.
Med denne brogede, men alligevel homogene, dagdriverbande
tøffede Connie frejdigt af sted mod Sverige.
DAG 1. Lørdag d. 2. juli
Og frejdig havde Connie al mulig grund til at være. Vejret
var, set med landkrabbens øjne, perfekt: Klart solskin, Klokken var efterhånden blevet 20.30 da vi endelig havde
vindstille og et vandspejl som et stuegulv. Sådan blev det Møns klint agten om bagbord. Et betagende syn set nede-
faktisk ved hele ugen, så jeg skal forsøge at undgå at fra. Sidste gang jeg så klinten var det fra en DC3, altså
kommentere vejret i resten af beretningen. Jeg vil dog noget ovenfra, men det er en anden historie. Og så var det
ikke love helt at kunne undgå det. Med sine stabile 6 mil i farvel til Danmark, foran os lå kun åbent vand. Måske er
timen stampede Connie op imod Storstrømmen, som vi det rutine for de andre, men for mig var det meget nyt og
nåede ved middagstid. Her så jeg for første gang i mit liv meget spændende. Dog ikke mere spændende, end at jeg
bestemte mig for at nappe et par timer på øjet; jeg havde
nemlig på forhånd gjort op med mig selv at jeg ville opleve
natten til søs.
Og det gjorde jeg så. Kom på dækket ved 01-tiden, hvor
Søren havde vagten. Sikken en nat! Mod nord var himlen
nærmest blodrød, ikke noget med totalt mørke på denne
årstid. Det er som om det virkede stærkere herude på havet
end det gør på land. Horisonten rundt sås masser af
lanterner, Østersøen er åbenbart et ret trafikeret farvand.
Og stadig en havoverflade som et parketgulv – og så alligevel
ikke: Qua de mange skibe kom der ret ofte nogle
dejlige kølvandsdønninger, som vuggede Connie på kærligste
vis. Så kunne man da mærke at man var på vandet.
(Fortsættes på side 6)
5

(Fortsat fra side 5)
Det var en dejlig oplevelse at stå der på dækket i sommernatten,
det giver tid og ro til at tænke tanker.
Kl. 03 blev Søren afløst og vi tørnede begge ind for at sove
som små grise (som Søren ynder at udtrykke det) lige til det
for alvor blev dag.
DAG 2. Søndag d. 3. juli
Klokken er 8.15. Morgenmaden og ikke mindst morgenkaffen
er nydt, morgensmøgen røget på det solbeskinnede fordæk
og alt er velvære! Til bagbord har vi Sveriges sydspids,
Sandhammaren og langt ude til styrbord skimtes Bornholm.Havet
er stadig fladt som en pandekage. Jeg ved godt
at jeg indledningsvis prøvede at love, at jeg så vidt muligt
ikke ville kommentere vejret, men her og nu er det nødvendigt.
Vi er nemlig nu ved at begive os ud på Hanöbugten,
som også kaldes Nordens Biscaya, altså et farvand som kan
vise sig temmelig krasbørstigt. Forbavselsen over det rolige
vejr var derfor ret stor hos de erfarne søulke, hvorimod jeg
uerfarne tillod mig at tage det som en selvfølge.
Ret hurtigt har vi fundet ud af, at måltiderne er noget ganske
særligt. Frokosten var derfor heller ikke ringe: Sild og snaps
som indledning, og så ”det løse” – og sådan vedblev det
hele ugen! Således kunne hver dag være en søndag.
Ellers er der ikke meget at berette om denne søndag. Med
240 omdrejninger i minuttet dunkede Conni støt over Østersøen.
Endelig, ved 17.30-tiden, fik vi landkending da vi passerede
Utklippan. Som består af to, små øer, Södraskär og
Norraskär. Utklippan svarer rigtig godt til sit navn: Beliggende
ca. 16 km. fra kysten har det været en ensom tjans at
være fyrmester der. Den sidste af slagsen forlod da også
øerne i 1972, hvorefter der nu kun er en fuglebseobserveringsstation
og en lille gæstehavn.
Så kom min debut som kok, idet jeg stod for tilberedningen
af hakkebøfferne med bearnaisesauce, hva’behar! Det lykkedes
vist så nogenlunde. Bagefter blev der serveret friske
jordbær på agterdækket. Til slut aftenkaffe og en whisky
mens vi dampede ind i solnedgangen over Kalmarsund! Åh
ja, godt!
DAG 3. Mandag d. 4. juli
Kl. ca. 02 passerede vi en af Europas længste broer, Kalmarsundbroen,
eller Ölandsbron, som svenskerne kalder
den. Den er godt og vel 6 km. lang og et imponerende syn,
6
ikke mindst ved nattetide. Desværre er billedet jo noget rystet
p.g.a. den lange lukkertid, der var nødvendig, men man
kan da godt få et indtryk af broens vældige dimensioner.
Kort forinden vi ”ramte” broen observerede vi et klippeskær,
som grangiveligt lignede en U-båd. Øjeblikkeligt var
vi enige om, at den måtte tilhøre whisky-klassen, hvilket
naturligvis nødvendiggjorde, at vi alle måtte have a wee
dram.
Således styrket gik jeg under dæk og sov et par timer.
Ved 5-tiden var jeg atter på dækket, også denne gang sammen
med Søren, som lovede mig, at jeg i dag skulle få en
rigtig jomfru at se. Det lød jo forjættende, og det blev også
en forjættende oplevelse.
BLÅ JUNGFRUN
Midt i Kalmarsund ligger en næsten cirkelrund klippeknold,
som rejser sig ikke mindre end 86 meter over
havet. På afstand virker den blågrå, heraf navnet, men
kommer man tæt på, ser man at den består af rød granit.
Ifølge geologerne er granitten ret ung, kun ca. 1.4
millioner år (!) Det blålige skær skyldes det mørke lav,
som dækker store dele af øen. Oprindelig kaldtes øen
for Blåkulla, som, foruden at betyde ”Lille blå bakke”,
er navnet på det sted, hvor Satan mødtes med sine
hekse Skærtorsdag aften. På øen findes et sted, som
kaldes ”Dansegulvet”, hvor Lucifer ifølge folketroen
skulle have afholdt sine skabrøse fester. Sammenhængen
mellem navnet Blåkulla og Satans virke på
øen blev efterhånden for meget for søfolkene, som
ofte blev ramt af uheld og dårligt vejr, derfor ændredes
navnet til Den blå Jomfru – det lyder da også mere
uskyldigt. Fra 1904 begyndte en 22 år lang voldtægt af
jomfruen, idet man begyndte at bryde den røde granit,
som var et efterspurgt byggemateriale over hele Europa.
I 1926 lykkedes det endelig for magtfulde borgere
at få standset denne voldtægt, og øen har siden hen
været nationalpark.
Følg med i næste nummer af Jagtpælen og få indblik i, hvordan en
agtværdig skolemester behandler en blå jomfru.
Fortsættes i næste nummer.

ÆRØ RUNDT
Medlemssejlads med M/S SAMKA
af David Thomas
Lørdag morgen påmønstrede
jeg SAMKA. Min opgave om
bord var at lære skibet at kende
og blive fortrolig med dets
”finurligheder”, så jeg ved andre
lejligheder kan påmønstre
som skipper. Jeg opdagede hurtigt,
at min erfaring fra skonnerten
FREIA og Hundested glødehovedmotor
var en klar fordel,
når der skulle manøvreres
med SAMKA, som har sin egen reaktionstid.
Men alt det er en anden historie. Vores planlagte afgangstid
var kl. 10.00 lørdag den 18. juni fra Marstal. Da der
kun kom fem gæster, udsatte vi afgangen til kl. 10.30 i
håb om, at et par ekstra gæster ville dukke op. Men desværre
var der ikke flere, der mødte op, trods vores forsøg
på at ”high jacke” en håndfuld af Marstalfærgens passagerer.
Så vi startede ud med fem passagerer.
Vejrguderne var med os og leverede det flotteste vejr til
en sejltur rundt om Ærø. Vinden var NW 5 til 8 m/s og
med masser af SOLSKIN OM BORD.
Vi sejlede sønder ud fra Marstal, med den gode gamle
Alpha diesel regelmæssigt tøffende af sted med mig til
rors. Det var en skøn følelse at føre et skib; med omstyring
, gashåndtag, kobling og med hånden på det gamle
rat. Der er altid en forventningsfuld spænding i forbindelse
med den endelige afgang.
Ved anduvningsbøjen blev farten sat op til fuld frem og
den gamle 4-cylindered Alpha diesel hamrede af sted
med dens dybe brummende lyd. Kursen blev sat vestover
mod Vejnæs Nakke. Langt ude i Marstal Bugt lå der en 3
-mastet fuldrigger til ankers, og efter nærmere øjesyn
opdagede vi, at det var GEORGE STAGE. Ved en mindre
ændring rettede vi kursen ind mod denne skønne profil på
vandet, så vi kunne se nærmere på hendes flotte liner. Vi
gjorde kur til denne skønne dame med en sløjfe rundt og
behørig hilsen. Men ak, det afstedkom ingen reaktion så
selv om hun er en af de flotteste piger på havet, følte vi
os så nu lidt fornærmede. Til mandskabets forsvar må det
dog nævnes, at samtlige var i fuld sving med dagens dont
om bord på GEORGE STAGE.
Efter vores kurmageri til GEORGE STAGE og rundingen af
Vejsnæs Nakke tøffede vi videre nordpå langs Ærøs vestkyst
og nød synet af Ærø fra søsiden i den tidlige sommersol.
De friske grønne nuancer fra den mangfoldige
flora langs skellene og de små skove stod i stærk kontrast
til de rektangulære linie af landmændenes marker. Voderup
klints stepper stod tydeligt og så så maleriske ud mod
det dybt blå hav og den lyseblå himmel.
Da vi nåede hovedet ved Skjoldnæs, holdt vi tæt ind under
land for at tage arbejdet på den nye golfbane nærmere
i øjesyn. Vi kunne dog ikke se ret meget - bare et par maskiner
der drønede frem og tilbage. Når alle 18 huller er
færdige forstiller jeg mig, at det bliver en af de flotteste
golfbaner, vi har i Danmark. Med det skønne naturområde,
Næbet, tæt om styrbord satte vi kursen mod Birkholm
og Mørkedybet.
Vi var nu på vej sydover ned gennem det sydfynske øhav
med Ærø om styrbord og alle de andre øer om bagbord;
Avernakø, Drejø , Skarø, osv. At det var sommer, var vi
ikke i tvivl om; ikke kun pga. af vejret, men farvandet var
tæt besat med mange fritidsbåde, der ligeledes var ude og
nyde det flotte weekendvejr og de skønne naturoplevelser,
sejladser byder på . De flagrede frem og tilbage mellem
øerne som sommerfugle og små bier, og et par små
kursændringer var indimellem nødvendige til at overholder
vigepligten.
Øen Birkholm, der marker begyndelsen af Mørkedybet,
var for vores tur en markering af begyndelsen til slutningen
af en dejlig lørdags sejltur. Efter en spændende og
interessant sejltur gennem Mørkedybet drejede vi styrbord
over ved ballonen og stod ind mod Marstal. Vi gled
stille og roligt ind i haven 4½ time efter
afgang, og SAMKA blev lagt til
kajs ved værftet som vanligt.
Alle ombord havde haft mange dejlige
og seværdige oplevelser, og gæsterne
gik glade i land – flere beriget med en
sommerkulør. Personligt fik også jeg,
– ”en gammel sejlskibsmand” bl.a. i
det sydfynske, mange nye erfaringer
og oplevelser med på vejen fra denne
tur.
Her til slut vil jeg opfordre alle der bor
på Ærø, og som får chancen for en ”Øomsejling”:
– GRIB DEN!! I skylder
jer selv den oplevelse at se jeres
”hjemland” udefra, - der er ikke mange
steder i verden, hvor det kan lade sig
gøre.
Hilsen David Thomas
7

Sidste år i forbindelse med Sydhavsregattaen, som fandt sted i weekenden 17. - 18. september, udlovede Maritimt Center Ærø en
præmie til det skib (besætning), som kunne skrive noget om ”Vandets betydning for skibsfarten”, - et emne, som redaktøren i
mange år har ønsket at læse noget begavet om. Konkurrencen blev vundet af s/y MULLER, men der var rigtig mange gode indlæg.
Maritimt Center Danmarks koordinator var også med på Sydhavsregattaen, og på det skib han sejlede med, havde man forfattet
en længere essay om emnet. Jagtpælens læsere skal ikke snydes for oplevelsen af at læse Anker Lauritzens opfattelse af
”Vandets betydning for skibsfarten:
Vandets betydning for skibsfarten.
Af Anker Lauritzen
En typisk opgave hvor man kan forvente at opgavestilleren –
den søfartsengagerede – efterspørger et bestemt svar.
Men er det svar nu alligevel så åbenlyst ? Er vandet, denne
samling brint- og iltmolekyler virkeligt så vigtigt ?
Vi ved alle at 75% af jordens overflade er dækket med vand.
Men gør det på nogen måde vandet praktisk, anvendeligt eller
betydningsfuldt? Har søfarten overhovedet nogen fordele af
alt det vand?
Lad os starte med at kigge på om alt det vand overhovedet
kan bruges til noget.
Er der overhovedet noget at sejle på ?
• Ishavet dækker meget store dele af jordens overflade
på de høje bredder. Det meste af Ishavet er
ikke farbart – resten vanskeligt farbart – og helt
uinteressant for skibsfarten.
• På den sydlige halvkugle finder vi ”Sydhavet” (S
-Atlanten / S -Pacific) opad Ishavet. Sydhavet er
”kun vand”, der er intet land – og derfor er der
naturligvis ingen som helst grund til at sejle der.
• På nordlig halvkugle har vi Nordatlanten – her
kan man godt nok sejle ”steder hen” – men på
grund af vejrforholdene burde det simpelthen
være forbudt at sejle her store dele af året – og
kun få benytter det da også i vinterhalvåret.
• Vandarealet af alle jordens søer er talt med i de
75%. En stor del af disse søer har ingen forbindelse
med de omgivende farvande og er derfor
uinteressante. Resten er typisk for små, for kolde
og placeret midt inde i en eller anden dødssyg
skov.
• En ikke ubetydelig del af de øvrige farvande er
så lave at man ikke kan sejle på dem.
• Større og større vandarealer er ”Forbudte områder”
for skibsfarten og derfor kun til besvær.
• Der findes stadig farvande der er så ringe opmålte,
at det ikke kan anbefales at sejle der.
• Det døde hav er også med og endnu et ligegyldigt
vandareal. Det døde hav er så saltholdigt at
man kan gå på det – hvorfor i alverden så sejle
der?
Sådan kunne man let blive ved. Lidt farbart vand er der naturligvis
– dele af det Sydfynske Øhav for eksempel.
Er vandet nu praktisk?
Nogle vil hævde at vandet er et praktisk opholdssted for fiskene.
Muligvis – men har det nogen betydning for skibsfarten?
Med kvoter og overfiskning er fiskerflåden efterhånden reduceret
til det rene ingenting.
De få tilbageværende fiskefartøjer har i øvrigt en fantastisk
evne til at ligge i vejen for de andre skibe på det begrænsede
farbare vand, der nu er. Uden vand ville vi være fri for den
form for chikane. Og uden vand ville vi stadig have tørfisk.
8
Uden vand ville vi naturligvis være nødt til at sætte hjul på
skibene. Det ville være et klart teknologisk fremskridt. Jeg vil
påstå at mange skibe allerede i dag burde have hjul på. Fx
Marstalfærgen, som jo stort set kører på bunden hele vejen.
Min påstand er, at det stadigvæk er skibe, selvom de får hjul
på.
De forskellige ord for ”skib” er ikke på nogen måde knyttet til
begrebet vand.
• Det danske ord ”fartøj” dækker også luftfartøj.
• Et rumskib er vel også et skib ?
• Det engelske ord ”vessel” som dækker alle former
for skibe – betyder i sin grundbetydning blot
”beholder”- og dækker i engelsk sprogbrug alt
der kan indeholde noget.
Vand eller ej – så er et skib et skib!
Nogen vil så fremhæve vandets rekreative værdi. Og det er da
rigtigt at der i Danmark findes 1000-vis af lystfartøjer. Men
sejler de? Næ – de fleste af dem sejler kun få dage om året –
resten af tiden ligger de i havn – og ejerne bruger dem kun
som platform for kaffe (eller øl)drikning. Med andre ord :
nøjagtig det samme som uproblematisk foregår i de danske
kolonihaver – langt fra vandet.
Uden vand er der en lang række fordele for skibsfarten. Lad
mig blot anføre:
• Man ville ikke have nogen problemer med at
holde skibene tætte
• Det ville ikke være nødvendigt med hovedparten
af søfartslovgivningen, som ingen alligevel kan
forstå eller hitte hoved og hale i.
• Hvis man kommer for sent til færgen, kan man
løbe efter den
• Det ville blive langt lettere for rederierne at overholde
udmønstringsperioderne
• Farvandsafmærkningen ville altid være på plads
og i orden
• Havforureningen ville kunne køres bort på en
skraldebil
• Vandskræk og søsyge ville ophøre med at eksistere
• Drukneulykker ville helt kunne undgås
Næ, min påstand er, at al tale om vandets betydning for skibsfarten
er udtænkt af en lobby – eller måske nærmere en hemmelig
loge - bestående af visse søfartskredse, marinebiologer,
de dele af medicinalindustrien der fremstiller søsygemedicin,
jurister i søfartsstyrelsen og andre vandafhængige interesser.
Disse mennesker himler konstant op om vandets betydning og
må for at få deres påstande til at virke, pålægge os almindelige
søfolk et hav af begrænsninger……….
Anker Lauritzen

Generalforsamling 2005
Af Sven Leerskov Mathiesen
På side 2 blev formandens (bestyrelsens) beretning ved Generalforsamling
2005 bragt, og her følger lidt mere.
Generalforsamlingen blev holdt i Marstal Sejlklubs lokaler
fredag den 4. marts med ganske pænt fremmøde. Der var mødt
omkring 65 - 70 medlemmer.
Der har efterhånden i foreningens seks år lange levetid indsneget
sig nogle traditioner i forbindelse med generalforsamlingen.
Menuen er blevet fast: sprængt oksebryst med peberrodssauce,
is til dessert og kaffe med kage. Der er også tradition
for et foredrag, og vi har været heldige at skaffe nogle interessante
emner i alle årene.
I år havde Festudvalget i Maritimt Center Ærø lavet om på
rækkefølgen af emnerne, således at foredraget kom efter spisningen,
men før kaffen. Årsagen til denne ændring havde været
et par pip fra medlemmerne ved de forrige generalforsamlinger
om, at det var for sent at spise, hvis man skulle vente til
efter foredraget. Mange var blevet hundesultne inden maden
blev serveret, og nogle gange trippede kabysfolkene nervøst
rundt om gryderne, mens de ventede på, at foredragsholderen
skulle blive færdig. Derfor havde udvalget besluttet, at i år
skulle vi spise før foredraget. Det kom der ikke noget godt ud
af! For det første var klokken temmelig mange, før foredraget
kunne starte, og for det andet har mange medlemmer det sådan,
at når vommen er fyldt, vil det være godt med et lille
hvil.. Derfor var der flere af medlemmerne, som sad og nikkede
noget under foredraget, så fra næste år gør vi, som vi plejer:
Først Generalforsamling, derefter foredrag og så til retterne.
Foredragsholderne vil i fremtiden få tildelt en afmålt tid til
deres indlæg på 30 - 40 minutter, også for at kabyssen ved,
hvad de har at rette sig efter.
Historiske skatte på havbunden
Foredraget i år var som sædvanlig meget interessant, og emnet
var: Historiske skatte på havbunden. Foredragsholderen var
marinarkæolog og dykker Birger Thomsen. Han har været
ansat ved Nationalmuseet, og en af hans faste opgaver var at
undersøge havbunden for eventuelle arkæologiske værdier før
et større byggeri
som for eksempel
Storebæltsbroen
eller udbygning
af havne bliver
iværksat. Og gennem
de mange år
Birger Thomsen
har ”støvsuget”
havbunden for
a rk æo lo gis k e
værdier, har han
og hans kollegaer
gjo rt m an ge
spændende og
værdifulde historiske
fund.
Ud fra mine sparsomme
notater
skal jeg her komme
med et kort
Marinarkæolog og dykker Birger Thomsen
referat af Birgers
indlæg:
Over 25.000 skibsvrag i danske farvande
Der findes mere end 25.000 vrag i de danske farvande. Den
oplysning kom lidt bag på mange af tilhørerne, - jeg havde
under ingen omstændigheder turdet gætte på et tal, der overhovedet
kom i nærheden. De officielle undersøgelser og registreringer,
som for eksempel Farvandsvæsenet havde offentliggjort
gennem årene, viste kun en brøkdel af de vrag, der
eksisterede. Man var nemlig kun interesseret i vrag, som eventuelt
kunne være til gene for skibstrafikken, og derfor var det
kun vrag på dybt vand, man beskæftigede sig med. I Køge
Bugt for eksempel var der kun registreret vrag uden for 6meter
kurven. Og naturligt nok findes mange af vragene på
ganske lavt vand, hvor der nu om dage ikke er nogen skibstrafik.
Birger og hans kollegaer overtog for en del år siden en tidligere
toldkrydser, som de skulle bruge til at sejle rundt og undersøge
havbunden for vrag. En toldkrydser var ikke det bedste
valg som fartøj, når man nu skulle i kontakt med lokalbefolkningen
for at få oplysninger frem. Toldkrydseren blev derfor
byttet ud med et fiskeriinspektionsfartøj, HAVØRNEN, men det
var heller ikke noget godt valg i visse havne. Men efter et
stykke tid blev folk klar over, at Birger og hans folk hverken
var toldere eller fiskerikontrollører, og det åbnede op for noget
mere information fra lokalbefolkningerne rundt omkring, hvor
de nåede frem. På den måde fik de kendskab til en hel del
”ukendte” vrag og fund. De benyttede sig også i udstrakt grad
af helikopter, når de skulle undersøge for vrag på lavt vand .
Selv om vraget har ligget gemt i sandet i århundreder, kan et
trænet øje alligevel spotte noget som indikerer, at her er der
sandsynligvis et eller andet, som er værd at undersøge nærmere.
Opmåling under vand
Når vraget er lokaliseret, og hvis der bevilliges penge til det,
skal vraget opmåles og fotograferes, mens det stadig ligger
under vand. Det kan være ganske besværligt, fordi det meste
af det udstyr, der bruges bliver ødelagt af saltvand og ikke
mindst det fine sand, som trænger ind alle vegne. Birger fortalte
en del om dateringen af fundene. Han sagde, at kulstof 14
- metoden ikke egner sig til datering af ”historiske” vrag, men
er udmærket til ting man finder, som stammer tilbage fra vikingetiden.
Han nævnte et par eksempler på fund, som dateres
ud fra udseende eller materialesammensætning. De fandt for
eksempel en jernplade, som var underlig grå på den ene side.
Det var en plade fra en cementeret ferskvandstank, og ud fra
det kunne de sige skibet var fra efter omkring 1875. Det sammenholdt
med arkiver gjorde, at de kunne fastslå, at skibet var
LIDEN DORTHE fra Bornholm, som var sejlet ned ved Drogden.
Et andet eksempel var et fund af et spygat med blyforing, som
sammen med andre oplysninger tidsfæstede vraget til omkring
1720. Fund af kridtpiber er også gode tidsindikatorer, ligesom
lænsepumper fremstillet af lindetræ giver et fingerpeg om
1700-tallet. Huggede amningsmærker kan nogle gange give
svar på skibets nationalitet. (Der er forskel på dansk, engelsk
og svensk fod). Fundet af et låg fra en tønde er alle tiders redskab
til tidsbestemmelse. Her er der ofte indhugget symboler
eller tekst, og det kan være med til at tidsbestemme vraget og
måske endda med til, at man kan sætte navn på det forliste
skib.
Krigsskibet DANNEBROG
Birger fortalte en ganske interessant historie om DANNEBROG.
(Fortsættes på side 10)
9

(Fortsat fra side 9)
år tager vi igen foredraget før middagen!
Det var det første skib, som blev bygget efter en tegning, som
var godkendt af kongen, og vi er nu tilbage omkring 1692,
hvor der var ved at komme system i bygningen af skibe i Dan-
Nogle punkter fra debatten ved Generalforsamlingen
Generalforsamlingen blev overstået uden de store sværdslag.
mark, og man var i stand til at udvikle og forbedre skibsbyg-
Der var genvalg til bestyrelsesposterne over hele linien, og
ningen.
navnene på medlemmerne kan ses på side 15. Regnskabet
Den 4. oktober 1710 lå den danske flåde opankret i Køge blev godkendt uden bemærkninger, og det glæder selvfølgelig
Bugt, da svenskerne kom i angrebsformation. DANNEBROG var kassereren, men foreningen har også en kompetent revisor, -
bevæbnet med mere end 100 bronzekanoner, og han var det så her en tak til Jan Mortensen for hans råd og hjælp til års-
eneste skib, der kunne vende og kæmpe mod svenskerne. regnskabet.
DANNEBROG fyrede en bredside af, men desværre op mod luv,
Der var få spørgsmål og bemærkninger under ”eventuelt”. Jeg
og det startede en brand på skibet. DANNEBROG ankrede og
vil dog nævne en kommentar/opfordring fra Peter Lund. Han
forsøgte at få slukket branden, men ilden nåede krudtlageret
spurgte, om MCÆ kunne hjælpe med til, at det blev muligt for
og skibet eksploderede og sank, og ud af den 600 mand store
turister og besøgende på Ærø at leje eller låne en båd, for bare
besætning overlevede kun ni mand! Hændelsen er illustreret
at ro eller sejle en lille tur. Det er jo lidt mærkeligt for en turist
med en datidig ”tegneserie”, som var ganske dramatisk. De
at komme til en ”søfarts-ø”, og så er der ingen mulighed for at
følgende år efter svenskekrigen blev der bjærget en del, blandt
komme ud at sejle. Ganske vist er der i en periode organiseret
andet kanoner, men ellers blev vraget glemt indtil 1873, hvor
sejlads med METHA, og det er muligt at leje en stor sejlbåd hos
nogle lodser fandt skibet og bjærgede noget mere. Så gik det
Ærø Yacht. Men hvad med den farmand, der kunne tænke sig
igen i ”glemmebogen” frem til en gang i 1970'erne. Efterret-
at leje en lille jolle for at ro eller sejle en tur med sine børn i et
ninger for søfarende bragte på et tidspunkt i 70’erne position
par timer? Har han mulighed for at leje en lille 14 fods jolle
på et vrag, og det viste sig at være DANNEBROG og undersø-
med påhængsmotor eller tilsvarende? Næh, - så vidt jeg ved,
gelserne fortsatte med Søværnets hjælp. For øvrigt er statuen
er der ingen steder på Ærø, hvor man kan leje en sådan båd.
af Hvidtfeldt på Langelinje fremstillet af bronze fra DANNE-
Det problem har været rejst før, og det ender altid med at no-
BROG S kanoner.
gen siger, at det er for besværligt og bureaukratisk at udleje
Birger Thomsen fortalte om flere interessante fund af vrag og småbåde, men mon nu også det har sin rigtighed? Bestyrelsen
undersøgelser, som han har været med til at foretage, og det i MCÆ vil ikke gå ind i udlejningsbranchen, men vi vil da
var meget spændende at høre om. Det var bare synd for tilhø- opfordre nogen til at tage ideen op, så vi til næste år har et par
rerne (og også for Birger), at han først fik lov at komme med joller i hver havn på Ærø at tilbyde turister til udlejning. Det
sit foredrag efter at sløvheden oven på middagen havde sæn-
må da for pokker kunne lade sig gøre!!
ket sig over mange af tilhørerne. Men som nævnt, - fra næste
Sidste vinters arrangementer
Det er blevet fast nu, at der i januar - februar i Maritimt Center Ærøs regi bliver arrangeret to aftenarrangementer. Det passer fint
med, at sidst i januar - først i februar er der faldet lidt ro over folk efter julens udskejelser og familiebesøg, - og fastelavnsarrangementerne
truer endnu kun langt forude.
Forgangne vinter havde Jan Ahrenst sammensat en filmaften med temaet ”dykning”. Der blev vistnok vist en fire fem film over
det emne, og der var alt lige fra dykning i Grønland til perlefiskeri i Vestaustralien. Aftenen startede med at Kaj A. Jensen fra
Søndergade kommenterede en film, som han selv havde været med til at ”få i kassen”. En del af filmen viste dykkerudstyrs udvikling
lige siden Middelalderen og op til nymodens grej. Kaj havde for øvrigt udviklet en lungeautomat, som også var i brug i
filmen, og Kaj lagde i filmen krop til demonstration af meget af udrustningen. Sørgeligt nok døde Kaj Jensen alt for tidligt her i
forsommeren, og vi vil komme til at savne hans gode ideer og entusiasme her i Maritimt Center Ærø.
Vinterens andet arrangement var et lysbilledeforedrag ved tidligere leder af Told- og Skatmuseet Holger Munchaus Petersen.
Jeg havde desværre ikke mulighed for at følge foredraget, men de der var med, syntes det havde været ganske interessant. Der
blev vistnok fortalt om en legendarisk toldkrydser, og dens galionsfigur, som forestillede en ørn. Denne beretning inspirerede en
af tilhørerne, Karen Cowan, så hun gik hjem og fandt et gammelt avisudklip omhandlende tyveri af en galionsfigur. Mere om
det på næste side...
10
Dykkere i alle aldre overværede
filmaftenen om dykning

Efter Karen Cowan fra Danmarksgade i Marstal havde overværet foredraget med Holger Munchaus Petersen kom hun i tanke om, at hun
havde et gammelt avisudklip liggende. Udklippet omtalte et tyveri af en galionsfigur, som Karen Cowans oldefar bjærgede midt i Nordsøen
for mange mange år siden. Redaktøren kan desværre ikke se, hvornår udklippet stammer fra, men på bagsiden af artiklen om galionsfiguren
er der et billede fra ”sporten”, hvor Frank Arnesen scorede det danske sejrsmål efter oplæg af John Eriksen, - så mon ikke vi er
midt i firserne et sted?
Her følger omtalen fra Fyns Amts Avis:
Galionsfigur fjernet for 60 år siden
”I forbindelse med restaureringen af de to galionsfigurer
på Jens Hansens Søfartsmuseum i Marstal, er erindringen
dukket frem om en tredje galionsfigur, der er sporløst forsvundet
- den har dog aldrig tilhørt museet af den simple
grund, at museet ikke eksisterede, da fundet blev gjort og
episoden fandt sted.
Det var den tidligere museumsformand Jens Hansens bedstefader,
skibsfører Lorents Hansen, der nytårsnat 1863 i
Nordsøen bjergede en galionsfigur forestillende en admiral,
men ellers har man ingen anelse om identiteten.
Galionsfiguren blev taget med til Marstal og senere anbragt
i haven til det hus, hvor nu fhv. telefonmontør Hans
Pedersen og hustru Laura Pedersen, der som ca. fem-årig
pige ses på dette billede ved siden af galionsfiguren.
Men den fik ikke lov til at stå i fred i haven. Omkring
1921 indfandt en mand sig. Han foregav at komme fra
Kronborg museet, og hans beskæftigelse var konservering
af galionsfigurer. Følgelig tog han galionsfiguren med
sig, men den har aldrig været på Kronborg, og ingen har
blot den mindste anelse om, hvor den befinder sig.
Selv om det er 60 år siden, den er forsvundet fra Marstal,
mener museets leder Erik Kromann, at det måske kan være
gavnligt at holde øjnene lidt åbne, hvis man under rejser
skulle støde på galionsfigurer. Den er let kendelig,
siger han”
Pensioneret tolder, søværnsmand, forsikringsagent og meget mere, Mouritz Sloth er stadig leveringsdygtig i små anekdoter og (sande?) historier
fra den gang, han arbejdede i Statens tjeneste. Her følger et par stykker:
Denne er fra 1962
Jeg var om bord på VINDHUNDEN, populært kaldet Hønsehuset,
vel nok den grimmeste skibstype, der nogensinde har
været i Søværnet. Det blev bygget i 1944 som landgangsfartøj
til tjeneste i Stillehavskrigen. Danmark fik det i Marshall
hjælp efter krigen. Det indgik i flådens tal i 1954 og blev
ombygget til minelægger, - udgik i1964. Besætningen var på
75 mand - topfart opgivet til 12 knob, - vi nåede nu aldrig
over 8 knob.
Denne begivenhed er fra en patrulje i Østersøen. Vi fik ordre
til at gå til Rønne for at holde weekend. Næstkommanderende
var bornholmer og temmelig kolerisk. En af de værnepligtige
havde absolut ikke opfundet noget som helst, så da han
kom og skulle i land var fristelsen for stor. Han blev spurgt,
om han nu havde husket at veksle til bornholmerdollars, for
ellers kunne han ikke købe noget. Det havde han jo ikke,
men han fik at vider, at det kunne han sikkert få hos næstkommanderende,
- han har nok nogle, han er jo bornholmer.
Så han gik til NK, der jo troede, han gjorde nar af ham, så
NK’s udgydelser kunne høres over hele skibet, og der blev
ikke brug for bornholmerdollars i denne omgang. Weekenden
blev brugt til vagt og rengøring.
NK skulede jo lidt efter os, men sagde ikke noget….
Kantinesnak i hyggekrogen
En dag sad nogle kollegaer og snakkede om, hvad de ville
være i deres næste liv.
En ville være skraldemand i Marstal. Jo, sagde han, jeg har
hørt, at de kun kører med skrald den 29. februar, og så er det
endda kun bæreposer, de henter.
En ville være dværg, for så er bajerne jo meget større. En fra
Marstal ville være tvilling. Jo, sagde han, så er vi jo to om at
betale.
En ville være præst. Jeg har hørt, at de kun arbejder søndag
formiddag, og så kunne han jo tage afspadsering i julen.
En ville være folketingsmand. Han havde set udsendelser fra
Folketinget, og når der var debat, sad der kun en fire fem
stykker, og de enten sov eller læste avis.
Og den sidste, ja han ville være tolder, for han kunne ikke
forestille sig at finde et arbejde, hvor han skulle lave mindre,
end han gjorde nu.
Mouritz Sloth
11

Marstal i St. Petersborg
Redaktøren har gennem nogen tid i arbejdes medfør rejst til St. Petersborg
i Rusland. Vi er jo alle i bund og grund nogle hjemmefødninger,
så da jeg fandt en restaurant/bar/natklub, som hedder Marstall
Bar, er det sted naturligvis blevet fast base på rejserne. Stedet serverer
noget glimrende mad, og der er vistnok også letpåklædt underholdning
sidst på aftenen, men det har jeg aldrig været med til. (På
seneste rejse i september, havde jeg fruen med.)
Marstall Bar er et besøg værd og ligger på набережная канала
Грибоедова д.5 - tæt ved Blodskirken
Visions– og strategimøde for Maritimt Center Ærø,
afholdt på SAMKA 30. april 2005
Der var indkaldt til Visions- strategimøde i Maritimt gange om året, - eller efter behov.
Center Ærø. Jeg tror vores formand gennem hans ar- •
bejde eller hans politiske interesseområde havde lært,
at det er sundt en gang imellem at ”vende bøtten” og
se på, hvad det egentlig er, vi har gang i, når det drejer
sig om foreningens arbejde og virke. Derfor havde han
•
arrangeret møde for bestyrelse og festudvalg, hvor
emnerne på dagsordenen i hovedtræk var
”b es tyrels ens arb ejd e”, ”ko mm ando v eje”,
”forventninger”, udvikling og fornyelse” og andre
relevante emner.
•
Der var desværre kun mødt seks M/K fra bestyrelse
og festudvalg, men vi fik en livlig og frugtbar debat, -
nok mest takket være en fast styring af mødet. Vi har •
ikke hidtil været gode nok til at få lavet fyldige referater
af vore bestyrelsesmøder og lignende. Men nu er
Agnete fra festudvalget blevet tilknyttet som fast referent
til vore møder, og det er hun rigtig god til.
Agnete fik sin debut som referent ved ovennævnte
visions- og strategimøde. Her bringer vi en sammenskrivning
af referatet, så medlemmerne kan
få en fornemmelse af, hvad der rører sig i hove-
Kommandoveje: Henrik Steen og Jan Ahrenst
er bindeled mellem bestyrelse og festudvalg.
Formanden skal orienteres, før festudvalget
iværksætter et arrangement.
Alle arrangementer og aktiviteter skal som minimum
kunne bære sig selv økonomisk!! Men
det er vigtigt, at vi har det godt, da det hele baserer
sig på frivillig arbejdskraft.
Hvad angår udvikling og fornyelse, skal vi få de
enkelte fokusområder til at fungere, inden vi
starter nye projekter.
Skal vi løfte den maritime kultur, skabe tilbud:
Vi blev enige om, at der skal skabes nogle flere
børneaktiviteter om sommeren, gerne som dem,
der er i Svendborg. Disse aktiviteter kan forgå
på SAMKA, Eriksens Plads og Værftet i Ærøskøbing.
Varighed et par timer hvert sted. Formanden
vil tage kontakt til Skårup Seminarium, om
de er interesseret i, som i Svendborg, at tilrettelægge
og stå for aktiviteterne. Maja Kjær vil
tage kontakt til pædagogseminarierne med samderne
på bestyrelse og festudvalg:
me tilbud. Vi tager aktiviteterne op på bestyrel-
• Hyppigheden af bestyrelsesmøderne skal holdes sesmøderne i vinterens løb.
på det niveau, som det er nu, nemlig fire fem
(Fortsættes på side 13)
12
Redaktøren med frue ved Marstall Bar

(Fortsat fra side 12)
• Hvor skal kræfterne lægges i den kommende tid?
Her blev vi enige om forskønnelse af Eriksens
Plads. Vi skal satse noget på Øhavets Dag samt
aktiviteter i Marstal og Ærøskøbing. Vi skal få fast
VM for smakker i Ærøskøbing en gang hver forsommer.
Så skal vi have to arrangementer om vinteren
i form af foredrag og film hen i januar - februar.
• Vi havde også Generalforsamlingen oppe at vende,
og vi fik opstillet nogle retningslinier for forløbet.
Her kan nævnes, at foredrag igen skal finde sted før
spisning, og der skal tildeles en afmålt tid til foredraget.
Vi behøver ikke nødvendigvis fællessang
og musik, da mange gerne vil sidde og snakke sammen.
Og så vil vi slutte en times tid tidligere end
hidtil, så bustransport hjem sker klokken 23 og ikke
som hidtil til midnat.
Dette var et udpluk af, hvad der blev berørt på strategi og
visionsmødeet, og vi var alle enige om, at det var et godt
møde, som vi må gentage hvert forår.
Sven Leerskov Mathiesen
SAMKA er en herlig ramme om et møde. Her er fem af deltagerne i visions-
strategimødeet, afholdt på SAMKA 30. april 2005
I Jagtpælen december 2003 havde vi en længere beretning om ARTEMIS. Ole Jakobsen fra Søvænget i Marstal havde
leveret en del billeder og information om skibet. ARTEMIS har prøvet lidt af hvert i sit lange liv. Det er alt lige fra hvalfanger
over en tilværelse som minestryger under anden verdenskrig ude i det Indiske Ocean, mange år som fragtskib
og nu endelig som tremastet bark under hollandsk flag.
Det herlige billede nedenfor viser ARTEMIS eller POL, som han hed den gang, på en god dag med seks døde hvaler
langs siden.
13

Vinden Drar 2005
Af Sven Leerskov Mathiesen
I år blev det nordiske arrangement Vinden Drar afviklet
på Strynø i dagene 26. juni til 3. juli.
Nu kender jeg ikke lige så meget til detaljerne for foreningen
Vinden Drar, men så vidt jeg har forstået er det
et møde, der finder sted hvert år på skift i Norge, Sverige,
Finland og Danmark. Det handler om, at museumsfolk
og andre, der elsker gamle joller og både kan mødes
og vise deres klenodier frem. Samtidig bliver der
lejlighed til at stifte bekendtskab med værtslandets særegne
skikke og traditioner.
Da jeg nu har en ganske bitte jolle og Strynø ikke ligger
så forfærdelig langt væk, besluttede jeg mig for at sejle
over og deltage en dags tid. Det kræver ikke meget udstyr
for at deltage, bare et lille telt, en sovepose, en pakke
rugbrød og en spegepølse, - ja og så lidt drikkelse.
Våd tur til Strynø
Jeg tog hjemmefra godt middagstid i strålende solskin
og næsten havblik og havde mere eller mindre forberedt
mig på at blive nødt til at ro det meste af vejen fra
Marstal til Strynø. Jeg havde sat alle fire sejl på den
lille 12’ Lynæs fra 1960 og en halv times tid efter afgang
kom der en ganske lille smule luft, - godt nok fra
den forkerte retning, men hellere krydse end ro. Det
endte selvfølgelig med, at der kom mere og mere luft
og jeg kunne ikke uden videre komme til at mindske
sejl. Jeg blev også nødt til med meget korte mellemrum
at lænse, fordi essingen havde det med at komme under
vand, når jeg var for langsom til at slække på skøderne.
Der kom også godt med vand gennem skroget, for jollen
havde stort set ikke været ude at blive rørt inden
min udflugt.
Vinden stod i NNØ og var frisket til vel nok en 8 - 10
m/s, og det er lige lovlig meget for en utæt lille overrigget
jolle, og der var efterhånden også kommet noget sø
øst for Strynø. Så der var ikke andet for end at løbe helt
op i strandkanten og bjærge ned og endda tage et reb i
smakkesejlet. Men så var det til gengæld en fornøjelse
at høvle af sted de sidste par mil op til Strynø havn. Her
fandt jeg en plads langs sydsiden af molen, hvor jollen
tilsyneladende lå nogenlunde fornuftigt. Strynø Havn er
meget urolig ved østlige vinde, og de skibe der lå inde i
havnen, havde det ikke alle lige godt.
i deres leg. Så verden er endnu ikke helt af lave, når
børn stadig kan få lov til at boltre sig og lave farlige
lege.
Foredrag om Øhavet. Ålespisning på Strynø Kro
Om aftenen var der et foredrag i Smakkecenterets bådebyggerværksted.
Det var strynboen, forfatteren og præsident
for Danmarks Naturfredningsforening Poul Henrik
Harris, som gav et glimrende foredrag om Øhavet
og ålefiskeri. Det gav mig straks lyst til en gang stegte
ål, som vi plejede at kunne få det på Strynø Kro. Nu var
kroen lige genåbnet med et par friske unge værter, og
selv om jeg først kom på kroen tæt på klokken 22 kunne
de fremtrylle en herlig stor portion stegte ål. Til de
stegte ål har kroen et stort udvalg af hjemmelavede
bjesk, - men jeg kan ikke lige huske hvilken en af dem,
der var bedst.. Så stor ros til Strynø Kro.
Nogle af tilhørerne til foredrag om Øhavet og ålefiskeri
Drivkvaser
Fra Ærø deltog også et par fartøjer, nemlig Navigationsskolens
travalje og Marstal Søfartsmuseums drivkvase
ANNE KAROLINE. Til hver dag var der planlagt
Stemning som i 1970'erne
forskellige arrangementer. Den dag jeg var på Strynø
I forbindelse med smakkecentret på Strynø er der en fin skulle der være fiskeri med ålevod, og der skulle være
teltplads, så jeg fandt en god plads og fik slået teltet op kapsejlads mellem drivkvaserne. Henning Terkelsen
og tørret alt grejet. Arrangementet havde på det tids- havde lastet sin motorbåd med Tommy Christensen fra
punkt været i gang i fire dage, og der var en rigtig hyg- Marstal Søfartsmuseum og hans far Jens samt Anker
gelig stemning på pladsen. Det var lidt lige som at blive (Post) Hermansen. De gutter skulle nemlig bemande
sat tilbage til den gang i 1970'erne. Der var mange af ANNE KAROLINE på dagens sejlads. Jens Christensen
deltagerne, som stadig var klædt og havde frisurer og havde, da han var yngre, fisket meget med ålevod, og
skæg som for 30 år siden. Noget af det jeg bedst kunne var nok den eneste, der vidste, hvad det gik ud på. Der-
li’ ved opholdet var at se, at børnene stadigvæk er nysfor var han blevet bedt om at holde et foredrag om figerrige
og i stand til at lege og underholde sig selv uden skeri med ålevod, inden det gik løs på havet. Det klare-
hjælpemidler ude fra. Ungerne klatrede rundt og lavede Jens i fin stil. Der var ud over ANNE KAROLINE et
de en masse farlige ting, mens forældrene eller bedste-
(Fortsættes på side 15)
forældrene roligt så til uden de skulle ind og blande sig
14

JAGTPÆLEN
medlemsblad for Maritimt Center
Ærø.
Udkommer, hvis der er stof nok,
fire gange om året, nemlig januar,
april, august og november.
Oplag: ca. 230 eksemplarer
I redaktionen:
Indtil videre, Sven Leerskov Mathiesen
Græsvængevej 44
5960 Marstal, tlf. 6253 3355
E-mail: sven-l-m@post4.tele.dk
Maritimt Center Ærø
Bestyrelsen 2003:
Formand:
Christian Albertsen
Risemarksvej 17
5970 Ærøskøbing
Tlf. 62522369
Mail chin@post.tele.dk
Næstformand:
Kaj Hald
Barkvej 13
5960 Marstal
Tlf. 62531614
Mail hald@mail.tele.dk
Kasserer:
Sven Leerskov Mathiesen
Græsvængevej 44
5960 Marstal
Tlf. 62533355
Mail sven-l-m@post4.tele.dk
Sekretær:
Charlotte Aabye
Vestergade 1
5970 Ærøskøbing
Tlf. 62521300
Mail cma@arre.dk
Øvrige bestyrelsesmedlemmer:
Jan Ahrenst
Bregninge Møllevej 4
5970 Ærøskøbing
Tlf. 62581890
Søren Nissen
Lindsbjergvej 3
5970 Ærøskøbing
Tlf. 62521476
Mail. reiter@wanadoo.dk
David Thomas
Øster Bregninge 30
5970 Ærøskøbing
Tlf: 62582223
Suppleanter:
Povl Madsen
Søtoften 1
5970 Ærøskøbing
Tlf. 62521320
Mail: p_madsen@get2net.dk
Henrik Steen
Præstens Vej 3
5970 Ærøskøbing
Tlf. 62533171
Mail: henrik-steen@get2net.dk
Revisor:
Jan Mortensen
Syrenvej 10
5960 Marstal
(Fortsat fra side 14)
par drivkvaser mere, men til trods for de bedste intentioner blev der ikke fanget
nogen fisk. Men deltagerne så ud til at hygge sig.
Tommy Christensen og far Jens rigger af efter fiskeri med ålevod. (Det er Tommy til venstre)
Mere om ”Vinden Drar”?
Det kan tænkes, at der senere i Jagtpælen skrives noget mere om, hvad ”Vinden
Drar” er for en størrelse. Ole Mortenssøn fra Langelands Museum bor på Strynø,
og han var en af arrangørerne af dette års møde. Det er muligt, han kan overtales
til at fortælle lidt mere om det flotte arrangement?
Jan Ahrenst vil i januar 2006 arrangere en filmaften med temaet:
”Danske undervandsbåde”. Arrangementet vil finde sted på Navigationsskolen
i Marstal. Datoen er endnu ikke endeligt fastsat, - så hold godt
øje med annonceringen.
Jan har efterhånden ry for at finde frem til god og lødig underholdning, -
det være sig foredrag eller filmarrangementer!
Amerikansk Lotteri
Ved vores årlige generalforsamling er det blevet en tradition at afholde Amerikansk
Lotteri. En festlig begivenhed hvor alle sidder og håber, at netop deres nummer
udløser ”gaven”. Mellem de heldige vindere – og dem er der mange af – finder
der efterfølgende en morsom gaveombytning sted. Mange går derfor hjem med lige
netop deres højeste ønske under armen. Når det er muligt for os at opretholde traditionen
med Amerikansk Lotteri skyldes det, at der er mange gavmilde bidragsydere.
Der skal her lyde en STOR tak til alle, der i år har givet gaver hertil. De er med
til at støtte Maritimt Center Ærø samt bakke op om vigtigheden af at komme til
generalforsamlingen - for man kan kunne jo være den heldige vinder af – ja det er
altid årets overraskelse!
Endnu en gang mange tusinde tak til år 2005s gavegivere:
Bolighuset Søby. Bregninge Mølle. Byhistorisk forening. Connies lysfabrik.
FAF. Finn’s bageri. Ærø Golf. Høkeren, Skovby. Klinik for Fodterapi v. Jette
Nielsen. Jørbæk Design. Jørgen Ørum. Kajakklubben. Karla Krull. Marstal
Søfartsmuseum. Pronto Pizza. Røde Kors Ærøskøbing. Søby Cykelforretning.
Told- og Skat museet, København. Zinck’s Blomster og brugskunst, Søby.
Ærø Catering. Ærø Kunstforening. Ærøskøbing Museer. Øboens Olieprodukter.
Øens Grill og Spisehus. Aase Steensen. Søassurancen.
15

Verdens ældste aktive tankskib: m.t. SEBONG
Vi har denne gang æren af at præsentere lidt af en verdenssensation, nemlig et aktivt tankskib, som netop
har rundet sin 100 års fødselsdag.
Nu om dage, er det ikke nemt at være et tankskib. Hvis man er bare den mindste smule stor, skal man være
bygget med dobbelt skrog for at få lov til at overleve. Hvis ikke, skal man udfases, altså hugges op,-
og sidste chance for at sejle rundt som glad enkeltskroget tankskib er 2010.
SEBONG er ikke særlig stor, kun omkring 180 tons dødvægt, så han får lov at leve videre uden at falde for
myndighedernes hårde dom.
SEBONG blev afleveret den 12. maj 1905 fra Motola Verkstad A.B. i Sverige som pram eller lægter. Fremdrivningen
bestod i bogstavelig forstand af to heste. Lægteren var bygget til at fragte træ og tømmer på de
svenske kanaler fra skovområderne til savværkerne, så der var ikke installeret maskineri.
SEBONG kom til Danmark i begyndelsen af 1990-erne, indkøbt af Eigil Skov fra Hesselager. Senere blev
skibet købt til Marstal af Simon Grydehøj og lå oplagt ved Marstal Søndre Skibsværft i et stykke tid.
Hans Jørgen Hansen, Marstal overtog skibet og fik det chartret ud til Alba Shipping som bunkerstankskib
i Københavns havn. På rigtig travle dage kunne han nå at bunkre fem skibe i døgnet. Hver operation tog
cirka fem timer inklusiv lastning/losning og transport til og fra reden.
SEBONG er på 180 TDW og måler 30 meter i længden og seks meter i bredden. Maskineriet er en meget
speciel Caterpillar på 265 hk.
Nu er SEBONG solgt til Fornæs Skibsophug i Grenå, men han slap for skærebrænderne, da den nye ejer så
en mulighed i at bruge SEBONG til opsamling af olierester og lignende fra de skibe, som hugges op. Derfor
kan det forventes, at SEBONG får sig en sejltur ind imellem med en last spildolie fra Grenå til Kommunekemi
i Nyborg.
Det siges, at navnet SEBONG stammer fra forbogstaverne i olieselskaberne: SHELL, ESSO,BP, OK, Norsk
Hydro og GULF.
Sven Leerskov Mathiesen
16