2 Nummer 4/2012 - Beder-Malling Idrætsforening

Når historien om kvinden, der blev
grebet i ægteskabsbrud, er så populær,
skyldes det formodentlig, at den
passer så fint i deres kram, som
gerne vil have medhold i, at Jesus
var tolerant; for han ville jo ikke kaste
med sten, men bad dem, der havde
lyst til det, om at overveje, om de
nu også var de rette til det. Han var
tolerant, og det er det fineste, man
kan være.
Alligevel er spørgsmålet, om ikke den
tolerance, der blev ophøjet til ideal
efter religionskrigene i 1600-tallet,
i nutiden er degenereret til holdningsløshed,
og om ikke den i dag
i virkeligheden bare betyder, at de
andre er mindreværdige personer,
man nedladende tåler, eller som er
så ligegyldige, at man ikke engang
gider tage dem alvorligt nok til at sige
dem imod. Spørgsmålet er, om ikke
en sådan overbærenhed ret beset er
ensbetydende med foragt, og om den ikke
ødelægger ethvert forhold imellem mennesker
og både fordærver dem, der på det
højere plan nådigt finder sig i andre, og
dem, der på det lavere plan er nødt til at
finde sig i, at andre finder sig i dem.
Og dog er den overbærende tolerance
måske også et udtryk for, at vi kender
vores eget glashus og derfor ikke har
svært ved at undskylde en type som
hende i teksten: Herregud, hun havde
da sikkert båret sig rædsomt ad. Men
der skal dog nok have været adskilligt,
som talte til hendes undskyldning. Måske
havde hun en solfattig barndom og en trist
opvækst bag sig, og troligt nok var der så
en eller anden samvittighedsløs fyr, som
havde lokket hende på glatis. Og da hun
nu gennemgående var uheldig, så slap
hun naturligvis heller ikke godt fra det her,
men blev taget ”på fersk gerning”. Kort
sagt: hun trak altid nitter i livets lotteri, og
det er da undskyldeligt! Altså bør vi være
tolerante. Og hvem véd, hvor godt vi selv
havde klaret os, dersom vi ikke havde haft
helt anderledes trygge kår og været langt
heldigere end hun? Vi må være overbærende!
William Blake:
” Kvinden grebet i ægteskabsbrud”
Men når man undskylder andre, er det
oftest sig selv, man er ude på at forsvare.
Glashuse er skrøbelige. Det undlader
ikke at gøre indtryk, det, som Jesus
sagde til jøderne: Den, som er ren, kan
jo begynde med at kaste med sten! Det
nager i bevidstheden, og derfor betaler vi
undskyldningernes og tolerancens skat til
umoralen. Derfor hævder vi os ved den
overbærenhed, der hos de holdningsløse
er tegn på usikkerhed, og derfor foragter
vi andre ved at undskylde dem, fordi vi
grunden foragter os selv og til stadighed
må tænke på, hvor begunstigede vi er, og
hvor heldige vi har været.
De tolerante holder sig ”synderinden” fra
livet ved at være overbærende, og de
moralske beskytter sig selv ved at løfte
pegefingeren. Og er det måske ikke i
orden? Skal loven og moralen da ikke
tages alvorligt? Ja, har vi ikke tilmed
Vorherre med os heri? Nok tilgav han jo
synderinden; men han advarede hende
dog også: Synd ikke mere! Det sagde
han. Og så skal vi vel også sige det?
Nej, det er netop det, vi ikke skal! For der
er nu engang en verden til forskel
på, om han siger sådan til os, eller
vi siger det til hinanden.
Vores forfædre, som levede i en kultur,
hvor det stort set kun var kristne,
der skulle finde sig i hinanden,
brugte ofte det udtryk, at man ikke
måtte ”synde på nåden”. Det betød,
at når man i tro havde taget imod
nåden, så måtte man ikke mere
begå de synder, der gøres med
viden og vilje; for ellers faldt man
atter ud af nåden. Også i et afkristnet
samfund er denne tankegang
stadig almindelig, selv om ordene
selvfølgelig nu falder anderledes, og
den forudsætter jo i virkeligheden, at
Guds nåde ikke er afgørende, men
derimod vores egne gode gerninger,
og det kan jo være rimeligt nok, så
længe man har de andre i tankerne
og er ude på at bygge sit moralske
selvforsvar op.
Men spørgsmålet skal selvfølgelig vendes
om:
Hvad blev der af dig og mig, hvis vi ikke
havde nåden at synde på? Findes der
noget andet? Menneskers tolerance har
snævre grænser – især de tolerantes! –
overbærenhedens tøjrslag er kun kort, og
den selvbeskyttende moralisme når også
hurtigt det punkt, hvor den ikke engang
gider formane, men bare afskriver os.
Derfor bliver der kun nåden tilbage at
synde på, og den er netop ikke tolerant!
Den fordømmer rigtignok ikke; men den
dømmer, ikke til straf, men bare ved at
lade os se os selv, som vi er, uden mulighed
for undskyldninger. Den er Guds løfte
om, at han på trods af, hvordan vi er, vil
vide af os og vil os det vel.
Hvis vi siger til vores næste: Gå så bort og
synd ikke mere! – så er det enten latterligt
eller også en ualmindelig modbydelig
måde at kaste med sten på. Men når Gud
siger os det samme, så er det ikke det
samme, men noget ubetinget glædeligt,
fordi det er ham, der siger det.
Malthe Madsen
Nummer 4/2012 1