Til Jurmala i Letland - ALS Gruppen Vestjylland

store oceaner, som Atlanterhavet og Stillehavet, særligt under varmere himmelstrøg. Det var en stor
overraskelse for mig, at klumpfisk også optræder hyppigt i de danske farvande: Ofte fanger fiskerne
klumpfisk i deres garn om sommeren og Nordsøcentret får ofte indleveret klumpfisk, men de
overlever sædvanligvis kun et par dage. Endvidere findes der ofte døde klumpfisk langs de danske
kyster; klumpfisk, der har forsømt at søge mod varmere himmelstrøg i tide. Senere på dagen så vi
en planche udstilling om klumpfisk og utroligt nok kan klumpfisk blive tre en halv meter lang og
vægten kan passere 2.3 tons. Det vil sige at de kan være på størrelse med en flodhest!
Det var frokost tid, så vi gik i kantinen for at fouragere. Jeg må sige at jeg var skuffet over kantinen
i Nordsøcentret: De havde mest flade stegte fiskefileter og såkaldte søpølser (røde pølser) og anden
junkfood, i stedet for lækre fiskeretter med laks og kuller og jomfruhummere osv. Kokken må oppe
sig! De havde dog enkelte lækre fiskeretter, som den store silde tallerken og skippers store frokost
tallerken, som mine to hjælpere valgte. Jeg læste et eller andet sted at det var Claus Meyer der
havde lavet menuen, men det nægter jeg at tro! Claus Meyer gør vist ikke så meget i røde pølser....
Efter frokosten var vi til fodring i et andet akvarie, vistnok Jydske Rev. Det undrede mig at foderet
bare faldt lige ned til fladfiskene på bunden, så jeg spurgte damen om de aldrig brugte levende
foder? Nej, på Nordsøcentret havde de visse etiske regler, og en af dem var at de altid fodrede
fiskene med allerede dødt foder, selvom det faktisk ikke er ulovligt at fodre fisk med levende foder,
som rejer, blæksprutter, sild osv. Man må spørge om det er mere etisk korrekt at slå rejer,
blæksprutter, sild osv ihjel med kølle eller ved kvælning eller hvordan de nu ellers slår foderet ihjel,
end at blive spist levende på naturens egen måde?
Vi gik lidt rundt på må og få i Nordsøcentret, igennem det store plasticrør hvor sælerne svømmede
omkring. Det er sjovt, på grund af det tykke plasticglas i plasticrøret, så sælerne ekstremt fede ud!
Kom udenfor og så kaskelothval skelettet og det udendørs sælbassin, og så at sælerne var slanke og
adrætte. I sælbassinet skulle der være fordring senere, så vi gik ind igen og tog endnu et kig på
klumpfiskene og forskellige andre fisk i andre akvarier.
Vi ville lige se sæl fodringen inden vi forlod Nordsøcentret og vi kom lidt for sent, for der var
masser af mennesker men jeg fik en plads ved kanten af bassinet. Foderet bestod af stendøde sild,
jævnfør de etiske regler, som blev smidt ud i bassinet, altså sildene. Bagefter i det store plasticrør,
fik jeg lejlighed til at spørge sæl fodreren om hvordan de egentlig slog sildene ihjel, før de gav dem
til sælerne? Han forklarede at sildene blev fanget i store trawl og så blev de simpelthen suget op i
lastrummet på skibet, ved hjælp af en kæmpe støvsuger og ved sugningen mistede sildene livet. Jeg
må igen spørge om det er mere etisk korrekt at slå sildene ihjel i en kæmpe støvsuger, end at de
levende sild bliver spist af sælerne på naturens egen måde?
På vej ud købte jeg et hajgab, en køleskabsmagnet, som jeg aldrig siden har set. Måske fordi jeg
ikke har været i mit køkken siden december 2003? Jeg kan nemlig ikke komme derud i min store elkørestol
og jeg stoppede med at bruge den manuelle kørestol ved udgangen af 2003, fordi jeg ikke
kunne sidde i den mere. Nå, klokken var kun halv fire, så vi tog ned i selve Hirtshals for at finde en
cafe. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at vi skulle spise aftensmad i Hirtshals, for mine tre
hjælpere gad simpelthen ikke at spise flamberede jomfruhummerhaler med risotto, rødløg og
tomater på Pakhuset for anden dag i træk, forestillede jeg mig?
Vi parkerede ved den øvre ende af gågaden i Hirtshals og gik hele vejen ned til havet. Jeg har vist
aldrig været i Hirtshals før; de gange jeg har været i Norge har jeg fløjet eller, sidste gang, kørt i bil.