Prædiken Helligtrekongers Søndag - Værløse kirke

HELLIGTREKONGERS SØNDAG (1. TEKSTRÆKKE).
Værløse Kirke, den 6.1.2013.
Salmer: 362 - 1 - 507 / 136 - 474 - 138.
Læsninger: Esajas’ Bog 60:1-6. Titusbrevet 3:4-7. Matthæusevangeliet 2:1-12.
Visdommen er en glans af det evige lys,
et pletfrit spejl, der viser Guds virken,
et billede af hans godhed.
Skønt hun kun er én, formår hun alt,
skønt hun hviler i sig selv, gør hun alting nyt.
I slægt efter slægt flytter hun ind hos fromme sjæle
og gør dem rede til at være Guds venner og profeter, (…).
For hun er skønnere end solen
og overgår ethvert stjernebillede.
Sådan læser vi om visdommen i Visdommens Bog. Visdommens Bog er et af de skrifter vi
kalder apokryfe. Vi har disse skrifter ved siden af Det Gamle Testamente, men Luther
siger at de også er gode og nyttige at læse.
Visdommen fremstilles i Visdommens Bog og også i selve Det Gamle
Testamentes skrifter billedligt som en kvindeskikkelse.
I Ordsprogenes bog taler Visdommen selv. Ved skabelsen var hun ved Guds
side som hans fortrolige.
I Visdommens Bog er Visdommen som et spejl der viser os hvem Gud er:
” Visdommen er en glans af det evige lys, et pletfrit spejl, der viser Guds virken, et billede
af hans godhed. Skønt hun kun er én, formår hun alt, skønt hun hviler i sig selv, gør hun
alting nyt.”
Da Jesus er blevet født i Betlehem, kommer der vise mænd østfra. De har set hans stjerne
gå op. De har set stjernen som et tegn på at en ny konge er født. Stjernen er et tegn, men
han selv overgår ethvert stjernebillede. De vise mænd er kommet for at se ham og vise
ham den ære der tilkommer ham. De er kommet for at tilbede jødernes nyfødte konge.

De vise mænd har ikke Guds visdom. De er kun mennesker, og de har kun
menneskers visdom. Vi kalder dem vise, men de er i virkeligheden det der med et
gammeldags ord hedder magere.
De har iagttaget livets og verdens gang og himmellegemernes bevægelser. De
har tænkt over det de har set. De er stjernetydere der prøver at forstå hvordan alting
hænger sammen og nå til indsigt. Iagttagelse, forståelse, indsigt, det er menneskers vej og
deres vej.
Vi kan sige at da de vise mænd drages af stjernen over Betlehem og
kommer for at se og tilbede Marias nyfødte barn, da er det de menneskeligt vise fra
den store verden - fra den hedenske verden - der drages og føres til at se og erfare
selve Guds visdom. De føres fra indsigt til åbenbaring.
Det nyfødte barn, Marias barn, mennesket Jesus, er Guds visdom. Det der
bliver sagt om Visdommen i Visdommens Bog, passer på ham. Han er ”en glans af det
evige lys, et pletfrit spejl, der viser Guds virken, et billede af hans godhed.”
Paulus taler da også om ”Kristus som Guds kraft og Guds visdom,” og han
siger, at Kristus ”er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og
forløsning.”
Verdens vise kommer for at tilbede det barn der er Guds visdom. Men hvad er da Guds
visdom? Hvad skal vi sige mere?
I den beretning om de vise mænd fra Østerland som vi hører på denne
Helligtrekongers søndag, stilles den nye konge over for den siddende konge, kong
Herodes.
Kong Herodes er en jordisk konge. Han er en konge af denne verden. Han har
magt. Da han hører om at en ny konge er født, ser han det som en trussel mod sin magt,
og han vil gøre alt for at beholde magten.
Over for de vise mænd foregiver kong Herodes at have andre hensigter end
han i virkeligheden har, og sidenhen går han til det yderste for at komme denne nye
konge til livs.
Da de vise mænd er draget hjem uden at være kommet tilbage til Jerusalem,
og Maria og Josef er flygtet til Egypten med deres barn, lader kong Herodes alle drenge på
to år og derunder i Betlehem og omegn slå ihjel.
Næppe er Jesus kommet til verden, før vi ser al verdens ondskab og brutalitet
samlet i én eneste voldsom magtdemonstration. Så kan vi ikke være i tvivl. Så har vi set

hvad verden og vi mennesker i verden stræber efter og bygger på: magt og magt og atter
magt, magt der om nødvendigt sættes igennem og forsvares med vold.
Guds visdom er det modsatte af magt. Den nye konge står over for den gamle
konge. Den gamle konge er som alle andre konger og magthavere i denne verden - også
som vi små magthavere i vores små verdener.
Den nye konge er kongen uden magt. Den nye konge er en modsigelse af
al jordisk magt. Den nye konge er det som aldrig før er set i kød og blod. Han er lyset
og livet. Han er det spejl hvori Guds kærlighed spejler sig rent. Gud er kærlighed, og
han er kærlighed.
”Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud
allerede før tidernes begyndelse, havde bestemt skulle føre os til herlighed.” Sådan siger
Paulus det.
Han kom som et værgeløst barn, en fattig vandringsmand, en korsfæstet. Han
opsøger og bliver hos de fortabte og lovløse, de gudsforladte og gudløse. Han vil ikke
andet end give ethvert menneske det som ingen andre kan give.
Hvad er det som ethvert menneske fortjener, ene og alene ved at være et
menneske, og som intet andet menneske kan give det? Hvad er det der gør et menneske
til et sandt?
Det er ubrudt nærvær, uendelig omsorg, grænseløs overbærenhed, hovedløs
anerkendelse, kærlighed der ikke er andet end kærlighed. Hvem er han der alene kan give
alt dette og mere til? Han er ud over al menneskelig visdom. Ud over alle menneskelige
mål. Han er en forrykt. Han er den rene kærligheds rene elsker.
Læg mærke til dette: Det er uendelig kærlighed der gør os til sande og frie
mennesker, og det er kun Gud der i Kristus kan give mennesket uendelig kærlighed.
Hvad skal vi så bruge alt dette til? Vi skal ikke ”bruge” det til noget. Der er ikke noget vi
kan planlægge. Vi får ikke en ny målsætning. Der er ikke noget vi skal gøre. Vi bliver ikke
anderledes ved det vi gør. Vi bliver anderledes ved det vi er.
den vi tilbeder.
Hvad bestemmer det vi er? Hvordan forandres vores væren?
Ved det vi ser. Ved det vi betragter. Ved det vi fordyber os i. Ved det eller ved
Læser vi bare de første få afsnit af Matthæusevangeliet, ser vi en voldsom
modsætning blive udfoldet. Simpelthen den altafgørende modsætning i vores liv.

Først hører vi om de vise mænd fra Østerland at da de ser barnet hos dets
mor Maria, falder de ned og tilbeder det og åbner deres gemmer og frembærer rige gaver.
Straks efter hører vi at Jesus som voksen bliver døbt i Jordanfloden af
Johannes Døber, og derefter bliver han ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.
Djævelen tager Jesus med op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens
riger og deres herlighed, og så lyder den frygtelige fristelse: ”Alt dette vil jeg give dig,
hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Men Jesus afviser fristelsen: ”Vig bort, Satan!”
Hvilket syn hengiver vi os til? Hvor vender vi os hen? Hvad giver vi lov til at
fylde vores sind og vores tanke og vores liv? Hvem tilbeder vi? Ham der lover os magt i
verden og over verden og livet, eller ham der er Guds hemmelige og uendelig sårbare
visdom?
Lad os til sidst igen høre ordene fra Visdommens Bog. Lad os høre dem som
underteksten under fortællingen om de vise mænd der ledes af den nye stjerne og
kommer for at tilbede den nyfødte konge:
Visdommen er en glans af det evige lys,
et pletfrit spejl, der viser Guds virken,
et billede af hans godhed.
Skønt hun kun er én, formår hun alt,
skønt hun hviler i sig selv, gør hun alting nyt.
I slægt efter slægt flytter hun ind hos fromme sjæle
og gør dem rede til at være Guds venner og profeter, (…).
For hun er skønnere end solen
og overgår ethvert stjernebillede.
Amen.