Prædiken Helligtrekongers Søndag - Værløse kirke

Først hører vi om de vise mænd fra Østerland at da de ser barnet hos dets
mor Maria, falder de ned og tilbeder det og åbner deres gemmer og frembærer rige gaver.
Straks efter hører vi at Jesus som voksen bliver døbt i Jordanfloden af
Johannes Døber, og derefter bliver han ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.
Djævelen tager Jesus med op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens
riger og deres herlighed, og så lyder den frygtelige fristelse: ”Alt dette vil jeg give dig,
hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Men Jesus afviser fristelsen: ”Vig bort, Satan!”
Hvilket syn hengiver vi os til? Hvor vender vi os hen? Hvad giver vi lov til at
fylde vores sind og vores tanke og vores liv? Hvem tilbeder vi? Ham der lover os magt i
verden og over verden og livet, eller ham der er Guds hemmelige og uendelig sårbare
visdom?
Lad os til sidst igen høre ordene fra Visdommens Bog. Lad os høre dem som
underteksten under fortællingen om de vise mænd der ledes af den nye stjerne og
kommer for at tilbede den nyfødte konge:
Visdommen er en glans af det evige lys,
et pletfrit spejl, der viser Guds virken,
et billede af hans godhed.
Skønt hun kun er én, formår hun alt,
skønt hun hviler i sig selv, gør hun alting nyt.
I slægt efter slægt flytter hun ind hos fromme sjæle
og gør dem rede til at være Guds venner og profeter, (…).
For hun er skønnere end solen
og overgår ethvert stjernebillede.
Amen.