som pdf-fil

Savværksværktøjer
Savværksværktøjer
Båndsavens tandformer
Hvertandsklinger til almindelig skæring med 10 mm i tandafstand og
hverandentandsklinger til højkantskæring med 20 mm i tandafstand.
Savværksklinger er med større tandafstand og kan have andre tandtyper.
Tandformer for båndsavsklinger
Fig. 1 N Hvertandsklinge
Fig. 2 O Hverandentandsklinge
Fig. 3 LS Savværksklinge
Fig. 4 S Savværksklinge
Tandform N og O bruges i maskinsnedkeri.
Tandform O, LS og S bruges på savværker, hvor der på grund af
høje snit skal være god plads til spånen.
Valg af klinge
Ved bestilling af klinge opgives:
Længde
Bredde
Tykkelse
Tandform og tanddeling
Arbejdsretning
Længde
Længde
Opgiv altid maksimumlængden ved bestilling af nye klinger, så man
kan afkorte en klinge, hvis den skal repareres.
Når en klinge indsendes til reparation, skal maksimums- og minimumslængde
opgives.
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 1 af 10

Fig. 5 LS til grove dimensioner,
deling 30 mm og derover
Fig. 6 Til skæring af frisk, frosset
træ anbefales SB-tanding.
Fig. 7 Spånvinkel
Savværksværktøjer
Bredde
Klingens bredde bestemmes af maskinen. Størst mulige bredde = løbehjulets
bredde + tanddybden + 5 mm.
En godt vedligeholdt båndsavsklinge kan bruges, indtil der resterer
35% af udgangsmaterialet.
Tykkelse
Klingetykkelsen bestemmes af løbehjulets diameter.
For klingetykkelser under 1,47 mm skal tykkelsen være højst
1/1000 af løbehjulets diameter. For tykkere klinger ikke over 1/1200
af løbehjulets diameter.
Tandform - tanddeling
Til brede båndsave anbefales tandform LS med en tanddybde på ca.
30% af delingen. LS passer til alle træsorter og grove dimensioner -
tanddeling 30 mm og større.
Til mindre dimensioner fremkommer også tandform S, 20 og 25 mm
deling.
Den hindrer sammenklumpning og fastfrysning af spåner. Spånerne
knækkes, og spånafgangen lettes.
Det er en tommelfingerregel, at tanddybden skal være ca. 10 ×
tykkelsen.
For at få lang levetid på klingen skal alle tandbunde være pænt
rundede.
Man vælger tanddeling efter hvilke trædimensioner, man skal
skære.
Mindst to tænder skal samtidig være i indgreb i træet, ellers vibrerer
klingen. Går man fra udlagte til stukkede tænder, øges delingen
med ca. 40%.
Spånvinkel
Spånvinklen vælges således, at fremføringskraften bliver lille. Til
løse træsorter og stor spånafgang anbefales 25-30. Til hårde træsorter
skal man have 20-25 på stukkede klinger - og en noget mindre
spånvinkel på udlagte klinger.
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 2 af 10

Fig. 8 Lille tandbundsradius
Fig. 9 Stor tandbundsradius
Fig. 10 Uddeholms tandform
Savværksværktøjer
Klingens levetid
En båndsavsklinges levetid begrænses bl.a. af de revner i tandbundene,
som kan opnås ved klingetræthed.
For at undgå farlige spændingskoncentrationer er det vigtigt at
have en stor tandbundsradius.
Skærehastigheden bestemmes af løbehjulenes diameter og omdrejningstal.
Normal skærehastighed er 30 m/sek.
En højere skærehastighed giver et godt snit eller en højere fremføringshastighed,
men mindsker klingens levetid.
Fremføringshastigheden ligger i Skandinavien omkring 50
m/min.
Tandformen på Uddeholms båndsavsklinger
Ifølge Uddeholm dækker tre grundlæggende tandformer eller tandprofiler
de almene krav til savning af såvel friskt som lagret træ.
Den hovedsagelige forskel mellem disse tandformer gælder spånrummet
eller tandafstandene.
De tre tandformer N, O og S
Tandform N anvendes sædvanligvis på smalle båndsavsklinger, dvs.
på klinger op til 50 mm bredde. Det er en stærk tand, ofte meget anvendelig
til meget hårdt træ. Spånrummet er relativt lille, da tandafstanden
er lille.
Tandform O har tandafstande med plan bund og stort spånvolumen.
Den bruges til blødt træ med grov eller fiberagtig struktur. Ifølge
mange savbladsfabrikanter reduceres risikoen for tandbundsrevner
med denne planbundede udførsel.
Tandform S er sædvanligvis på brede båndsavsklinger, fortrinsvis
med stukkede tænder. Gennem den konvekse tandryg reduceres bagkantsvinklen
og tandafstanden (tanddelingen), hvilket er fordelagtigt
for stabiliteten.
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 3 af 10

Fig. 11 Tre grundlæggende
tandformer til brede båndsavsblade
ifølge SANDVIK
Savværksværktøjer
Tandformer på SANDVIK båndsavsklinger
Også SANDVIK har lanceret tre grundlæggende tandformer og kalder
dem S, LS og SB.
De tre tandformer S, LS og SB gælder for brede båndsavsklinger. Til
smalle båndsavsklinger har SANDVIK tandformen N.
Tandform S er ikke så almindelig, men anvendes til spinkle trædimensioner.
Tandafstanden t bør være 20 eller 25 mm.
Tandform LS anvendes fortrinsvis til brede båndsavsklinger med
en tandhøjde h = ca. 30% af afstanden t. Disse tænder egner sig til
alle træsorter og grove dimensioner. Afstand = 30 mm og opefter.
Tænderne LS får høj sidestabilitet, hvilket er nødvendigt for hårde
træsorter.
Tandform SB er en såkaldt spånbrydertand, som anvendes til savning
af friskt, stift træ (frossentræ). Tandhøjden h = ca. 30% af afstand
t.
Tandform
Savtændernes størrelse og form betyder meget for udfaldet af savningen.
Hvilke faktorer man må tage hensyn til ved valget af tandform,
fremgår af følgende opstilling:
Træets beskaffenhed
Hårdt, tørt og stift frossentræ kræver en stabil og kraftig tandform.
Bløde træsorter og friskt træ tillader svagere tænder, som giver
større spånrum.
Savsnittets retning og fiberretningen i træet
Afkortning giver større belastninger på tænderne end kløvning.
Bladets skærehastighed
Ved løse træsorter anvender man ofte høj skærehastighed og stor
fremføring. Herved kræves stort spånrum.
Fremføringshastighed
Stor fremføring giver store belastninger på tænderne og kræver
stabil tandform, som dog begrænses af kravet om øget spånrum.
Stukkede tænder kan sædvanligvis arbejde med højere skærehastighed
og større fremføring end udlagte.
Klingens tykkelse
Et tyndt savblad må i reglen have mere stabil tandform end et tykt.
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 4 af 10

Fig. 12 Fejlsøgningsskema
Savværksværktøjer
Skæredybden pr. tand
En forøgelse af skæredybden pr. tand, mens øvrige faktorer holdes
konstante, indebærer, at spånrummet må være større. Samtidig
øges skærekraften og belastningerne på klingen, hvilket der må
kompenseres for gennem en fremføring.
Vi har tidligere vist de tre tandformer S, LS og SB fra SANDVIK og
de tre tandformer, N, O og S fra Uddeholm (UHB).
Canada-tanden har spånbrydertænder, som er gunstige til savning
i råt, stivfrossent træ. Disse tænder knækker spånerne og hindrer
dem i at fryse fast ved ydervedens snitflade.
Fejltyper Årsag
Revner i tandbunden Al fejlagtig slibning og tandbundsudformning, der medfører øgede
spændinger i tandbunden.
Fejlagtig stukning, udlægning og/eller strækning, hvilket medfører
øgede spændinger i tandbunden.
For tyk klinge i forhold til løbehjulenes diameter.
For hård klingestrækning i forhold til bomberingen (hvælvningen).
Tandbunden for langt uden for hjulbane.
Revner i liv og ryg For hårdt spændt i klingestyr.
Glidning over løbehjulene.
Belægning (harpiks, savspåner etc.) på klingen eller løbehjulene.
For lille krumning i ryggen. Ryggen er blevet brændt og hærdet
gennem kontakt med maskinstativ og fundament.
Klingen løber stabilt, men for
langt fremme trods mindre hældning
Klingen løber stabilt, men for
langt tilbage trods maksimal
hældning
Klingen løber ustabilt og flytter
sig ved belastning
Klingen løber stabilt, men skærer
skævt
Klingen flytter sig hurtigt frem
og tilbage på hjulene
Klingens bagkant er for lang.
For stor spånvinkel.
Fejlagtig hjulbane.
Klingens tandkant for lang.
For lille spånvinkel.
Fejlagtig hjulbane.
Ujævn eller for lille strækning i forhold til bomberingen (hvælvningen).
Forkert spånvinkel. Hjulbanerne passer ikke indbyrdes.
Klingen er rilleformet eller skråslebet eller har udlægnings-/stukkeafvigelser.
Forkert indstilling eller dårlig vedligeholdelse af klingestyr.
Dårlig retning, ujævn strækning eller slidte løbehjul.
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 5 af 10

Fig. 13 Kontrol og retning af klingeryg
Savværksværktøjer
Retning
Af visse hensyn skal klingeryggen være en anelse længere end tandkanten.
Når klingen er lagt op på bænken, skal ryggen vise en let
konveks bue over hele klingelængden.
Ved kontrol med en lineal på 1500 mm skal ryggen på denne
strækning vise en krumning eller såkaldt pilhøjde på 0,4 mm. Den
lille krumning af klingen gør, at tandkanten får størst mulig spænding
og heraf stivhed og stabilitet under skæringen.
Hvis tandkanten ikke er tilstrækkelig spændt og urokkelig, vil
klingen løbe skævt og forårsage ujævne dimensioner på det materiale,
der er skåret.
Efter hver omslibning bliver klingen smallere, og klingeryggen forskydes
i tilsvarende grad mod løbehjulenes midterbane. Da disse er
hvælvede og dermed højere mod midten, bliver også afstanden noget
større mellem øverste hjuls højeste og nederste hjuls laveste punkt
end samme hjuls forkanter.
For at klingen ikke skal få sin største spænding i ryggen, må den
altså forlænges i tilsvarende grad.
Først kontrollerer man dog, om hele klingen er lige eller har samme
jævne kurve. Dette gør man bedst med klingen placeret med tænderne
mod retteren.
Hvis ryggen på en vis strækning ikke når frem til linealen, mærkes
denne strækning. Derpå anbringes klingen mellem valserne på
valseværket således, at valserne presser nogle cm fra ryggen.
Strækning
Strækning af klingen, dvs. forlængelse af klingemidten gennem
valsning, har til opgave at få klingen til under skæring ved normal
friktion og opvarmning samt med fornuftig maskinspænding at slutte
godt til om løbehjulets bane over hele sin bredde.
Fig. 14 For lidt strækning Rigtig strækning
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 6 af 10

Fig. 15 Stukningsforløb
Savværksværktøjer
Hjulbanerne er højere mod midten, og dette har til opgave at hindre
klingen i at vandre frem og tilbage over disse.
Har klingen ikke den midterforlængelse, som kræves, ligger den
kun an mod løbehjulets højeste punkt og har stor mulighed for at
løbe til siderne. Tandkanten får ingen stivhed, og klingen skærer
skævt.
Ved at tand- og rygkanterne er kortere end klingemidten, kan
klingen ved god maskinspænding ikke passere over hjulbanernes højeste
partier, eftersom maskinspændingen råder over de kræfter, som
for det meste søger at presse klingen bagud på løbehjulet.
En klinge, som længe har skåret normalt og ikke har været udsat
for nogen større overbelastning, får som regel en jævn, men utilstrækkelig
strækning. En sådan klinge skal valses forsigtigt i hele sin
længde en eller flere gange på midterpartiet.
Husk at kontrollere klingen efter hvert valsespor. Vær forsigtig
ved samlingen og lad valserne passere med et mindre tryk.
Stukning
Stukning af tandspidserne sker med håndapparat eller maskine. Begge
hjælpemidler er lige gode, men maskinen gør arbejdet mindre
krævende, og den indtjener en hel del tid, da den arbejder automatisk,
når den er indstillet.
Ved stukningen presses materialet på tandens øverste forkant ind
mod ryggen og op mod stukkestedet, hvorved det presses ud til siderne.
Dette sker ved, at en specielt slebet stukkepind sættes mod
forkanten på tanden.
Pinden drejes ca. 1/3 omgang. Stukkeambolten skal ligge an helt
ud mod tandspidsen. Før stukningen skal man smøre tandkanten
med vokskridt.
Ved helt ustukkede tænder bør man foretage stukningen i mindst
2 omgange.
I stukningsøjeblikket fastholdes tanden på det højeste punkt støttet
af stukkeambolten, som skal ligge plan mod tandryggen fra spidsen
og nedefter uden mellemrum.
Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Savværksværktøjer, side 7 af 10