Maj 2011 - Søndermark Sogn

More documents

Recommendations

Info

eelt så ved de jo slet ikke, hvad de går ind til. Hvilken fremtid de går i møde. Jeg oplever, at konfirmanderne også er i en slags ingenmandsland. For i konfirmationen træder de jo ind i de voksnes rækker. Eller gør de? Og hvad vil det sige, at træde ind i de voksnes rækker? Dengang min farmor blev konfirmeret, fik hun en kommode i konfirmationsgave. Hendes kjole var sort. Det var mere praktisk. Kommoden blev pakket få dage efter hendes konfirmation, og så kom hun ellers ud at tjene, i den sorte kjole. Min far blev konfirmeret umiddelbart efter anden verdenskrig, og så kom han i lære. Jeg blev konfirmeret i 1980. Jeg fik et ur af mine forældre, og på min andendag fik jeg lov til at smage Martini og citronvand. Min datter blev konfirmeret sidste år. Hun fik en computer, som alle de andre. Og jeg kan se, at der er sket noget med hende siden konfirmationen. Hun er begyndt at blive voksen. Mit blik på min datter har ændret sig, efter at hun er blevet konfirmeret. Jeg er begyndt at tage hende mere alvorligt. Det er meget mærkeligt. Konfirmationen er et gammelt overgangsritual. En statusmarkør fra barn til voksen. Er der reelt brug for en sådan markør i dag, hvor barndommen siges at slutte i 10-års-alderen, og vi andre klæder os som børn og unge, selvom dåbsattesten reelt siger noget andet? Mit korte og meget kontante svar er: JA! Overgange kommer sjældent fra den ene dag til den anden. De sker glidende og på hver vores helt særlige måde. Men de er der. Og de er vigtige. Konfirmanderne er midt i en proces, hvor noget nyt er på vej. Noget nyt og spændende og helt vildt skræmmende. Noget tiltrækkende og frastødende. Der var engang én, der fortalte mig, at elastikken er spændt helt ud i forhold til os forældre. Men, fortsatte han, det kan godt være, at den er strakt ud. Måske endda helt ud til bristepunktet. Men så heller ikke længere. Elastikken er ikke sprunget. Den er ikke revet over. Vi forældre har en funktion, her hvor Ingenmandsland er en livsbetingelse, og elastikkerne er lange og til tider tyndslidte. Og konfirmationen har en funktion lige nu. Konfirmation betyder nemlig bekræftelse. I kirken bekræfter konfirmanderne selv dåbens ja. Det ja, forældre eller gudforældre, sagde, dengang de ikke kunne tale for sig selv. Hele dagen. Hele konfirmationen er en lang bekræftelse. Fra vi mødes første gang i begyndelsen af september og frem til den store dag i foråret. Konfirmationen er en proces, hvor vi har mulighed for at bemærke de forandringer, der sker, og ane det nye, der også er på vej. Konfirmanderne er på vej i livet. Jeg ved godt, at det er vi jo alle. Og som min far til tider siger til mig, så er det helt klart at foretrække frem for alternativet. Men lige der hvor konfirmanderne er lige nu, må jeg altså sige, at grunden er mere gyngende end på andre tidspunkter af livet. Og det giver en stor ensomhed og en stor tomhed at være lige der. Og det kan gøre, at det ganske enkelt er umuligt at rydde op på værelset. Kroppen vil ikke, som den skal. Når jeg ser på drenge i den alder, kommer jeg tit til at tænke på halvstore hundehvalpe, hvor poterne er alt for store til resten af kroppen. Proportionerne er slet ikke på plads endnu. De er kun lige på vej. De kan svagt anes og skimtes i det smukke ydre, der forsøger at dække over det skrøbelige sind. Afgrunden frem til voksenlivet og alle de krav, vi voksne stiller til dem, er uendelig dyb. Med alt hvad det medfører af frygt og angst. Og derfor er det så vigtigt at blive konfirmeret. Fordi vi også som voksne stiller op sammen med konfirmanderne og fortæller dem, i lidt pinlige taler, om deres fortrædeligheder, hvor højt vi elsker dem lige nu, og at vi vil fortsætte med at være der med dem, i deres fortsatte rejse på vej mod de mål, vi vel ikke engang selv helt altid har så klart i sigte. Og derfor er onsdagsmorgener hele året og helt frem til den store dag også så nødvendige. Fordi der er én dag om ugen, hvor der er plads til den langsomme opvågning med tankerne og drømmene halvvejs mellem søvn og vågen. Og det endda i et rum, der har lidt højere til loftet, end der sædvanligvis er, fordi det giver plads til at blive mødt af andet og mere end præsten. Og det er der brug for. Især på sådanne tidspunkter i livet. Også selvom det ikke siges højt. Men bare er en fornemmelse. Man kan holde sådan lidt for sig selv. Men tage med sig, videre i livet. k i r k e b l a d e t www.soendermarkskirken.dk
”Kære konfirmand! Dit konfirmationsord lyder: Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. det står i Mattæus evangeliet kapitel 28, vers 20.” Mange steder er det en tradition at konfirmanderne får et konfirmationsord, et bibelvers eller måske et salmevers af præsten ved deres konfirmation. Lige efter at de har sagt ja to gange. Først ”ja” til at de forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Så ”ja” til at de tror på Gud Fader den almægtige og på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre og på Helligånden. Derefter knæler konfirmanden og bliver velsignet, og derefter igen, kan præsten give konfirmanden et konfirmationsord. Tekst: <strong>Sogn</strong>epræst Birgitte Thun Foto: Flemming S Thun ”Dit konfirmationsord Jeg lader konfirmanderne selv vælge et bibelvers fra en lang liste. De opfordres til at få deres forældre til at læse med og hjælpe med at vælge i håb om at det kan give anledning til en snak om hvilke gode ord, deres datter eller søn skal have med fra denne dag og ud i livet. De må vælge og så giver jeg dem det, læser det for dem og rækker dem det nye testamente, som de får af kirken og hvor deres bibelvers er indskrevet. Indskrevet i salmebogen Gennem tiden er der mange konfirmander, som har fået et konfirmationsord. Og i mange generationer er bibel- eller salmeverset blevet skrevet ind i konfirmationssalmebogen på den forreste side. Måske er det præsten som gav dem ordet som selv har skre- lyder... ” vet det ind i salmebogen, eller det kan være forældre eller bedsteforældre, der har skrevet. I hjertet Nogen har lært deres vers udenad. Det er en god idé, for det vi bærer med os i hjertet, kan ingen tage fra os. Derfra kan det tages frem gang på gang uden at gå til. ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. En trøst når man føler sig alene. Jesus siger ordene til disciplene på Kristi himmelfarts dag - inden han omsluttes af en sky og farer til himmels. Det er således det allersidste disciplene ser til ham. Hans afskedssalut. Hans løfte til os. Til vores dåb og ved konfirmationen, ja hver dag. k i r k e b l a d e t 5 www.soendermarkskirken.dk
Page 1 and 2: Kirkebladet 5. - Onsdag morgen maj
Page 3: Hver onsdag morgen mødes vi. Stemn
Page 7 and 8: Ny messehagel Menighedsrådet arbej
Page 9 and 10: nder 20 Kristi Himmelfart torsdag d
Page 11 and 12: gudstjenester maj - Juni - Juli - A

Maj 2011 - Søndermark Sogn

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?