22.09.2013 Views

Den tykke pige i vinduet

Den tykke pige i vinduet

Den tykke pige i vinduet

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Den tykke pige i vinduet

De seneste syv år er over 11.000 danskere blevet fedmeopereret. Charlotte Sigen blev en del af denne

statistik, da hun i februar i år lagde sig på operationsbordet. Det kirurgiske indgreb er en del af rejsen

mod et nyt liv. En rejse, der begyndte seks måneder tidligere, og som endnu ikke er slut.

Af: Jakob Bargmann & Rasmus Jørgensen

Hun får øje på sig selv i stormagasinets udstillingsvindue. Hun kan ikke længere genkende sit spejlbillede.

Foran hende står en stor kvinde i flade sko, og tøj, der er løst, flagrende og sort. Hun er ikke pæn.

- Det der, det er sgu da ikke mig. Hende den tykke der, det er ikke mig. Den pige der er ikke mig. Jeg er jo

nærmest helt massiv, tænker hun.

31-årige Charlotte Sigen står på gaden i Aalborg og har netop været til coach for at få vendt nogle ideer og

tanker omkring sit fremtidige arbejdsliv.

I halvanden time talte Charlotte og coachen om hendes karrieremuligheder, og Charlotte synes, at det har

været en god samtale.

Da Charlotte var på vej ud af døren, afslørede coachen, at han troede, deres samtale skulle handle om

noget andet.

- Jeg troede, du ville vejledes til at tabe dig. Og så kommer du og vil noget helt andet.

Det er sjældent, nogen så direkte har konfronteret Charlotte med hendes overvægt. Ordene har ramt

hende, da hun kort tid efter kigger ind på glasfacaden.

- Fuck, det er jo det, folk ser. Det er jo lige meget, hvor dygtig jeg er, og hvor meget jeg kan. Folk vil altid se

mig som tyk, tænker hun.

Erkendelsen rammer Charlotte. Hidtil har hun fornægtet sin overvægt. Hun er 165 cm høj og vejer 144 kg

denne dag i august i 2010.

Dette er historien om en af de mange svært overvægtige danskere, der vælger at få en gastric bypassoperation.

I daglig tale kaldes det kirurgiske indgreb en fedmeoperation.

I dag er Charlotte 33 år. Hun bor sammen med manden Michael i et hus i Vestbjerg nord for Aalborg.

Charlotte og Michael møder hinanden i 1995, på den dengang 17-årige gymnasiepiges sidste skoledag. Efter

en hel dag med rigelige mængder Gammel Dansk møder hun den ni år ældre Michael på værtshuset Polly´s.

De har været sammen lige siden.

Som 18-årig flytter Charlotte og Michael til Bruxelles. Charlotte arbejder som au pair, mens Michael bl.a.

arbejder som chauffør og har rengøringsjob. Efter et stop i Frankrig og i Aalborg, hvor Charlotte læser til

cand. mag i fransk og internationale studier, vender parret igen tilbage til Bruxelles i 2002. Charlotte er

levet ansat som praktikant ved Danmarks Faste Repræsentation ved EU. Parret beslutter at blive i

Bruxelles, da hun bliver ansat som korrespondent efter praktikforløbet.

Årene i udlandet byder på lange arbejdsdage. 90 timers arbejdsuge er ikke usædvanligt. Når parret har fri,

slapper de af med mad. Chokoladecroissanter, belgisk chokolade, cafe latté og pommes frites friteret i

hestefedt er blandt favoritterne.

Martini og gin før middagen er kutyme hjemme i det unge pars lejlighed, det er sådan, man gør i storbyen.

Den fede mad i hjemmet suppleres af Matador Mix, romkugler og lakrids på ambassaden, når der kommer

gæster fra Danmark. Ligesom arbejdet byder på forretningsmiddage og receptioner med overdådige

buffeter.

Livsstilen sætter sine spor på Charlottes krop. Tøjet begynder at stramme, men det er ikke et problem for

den unge karrierekvinde, der med en god løn nemt kan udskifte garderoben.

Det er i de fem år fra 2002 til 2007, at Charlotte for alvor vokser. Vægten stiger fra cirka 100 kg til 130 kg.

Parret flytter i 2007 til Charlottes barndomsby, Vestbjerg. Charlotte har netop født deres første barn,

Caroline, og nu vil de hjem for at være tæt på familien. Siden kommer Jennifer og Stephanie til.

Det er endnu nat, da Charlottes vækkeur ringer. Det er den 15. februar 2011. Klokken er tre. Charlotte har

lagt sit tøj parat aftenen før og bevæger sig mod badeværelset. Da hun er færdig under bruseren, tager hun

ikke make up på, som hun plejer. I dag vil intet være, som det plejer.

Charlotte er nervøs. Hun har kun været indlagt i forbindelse med sine fødsler. Aldrig har hun brækket en

arm eller er blevet syet. Charlotte er bange for narkosen og har flere gange tænkt på, at hun kan dø af

operationen.

Men det kommer ikke til at ske, har Michael beroliget hende. Michael, som er så svær at ryste.

Han sover, da Charlotte gør sig klar.

- Jeg vækker dig ikke i morgen tidlig. Jeg går bare, har Charlotte sagt til ham aftenen forinden.

Lidt i fire stikker hun hovedet ind på børneværelserne til sine sovende piger.

- Vi har gjort det godt. Hvis jeg ikke vender tilbage, skal det hele nok gå alligevel, tænker hun og sender

Caroline, Jennifer og Stephanie et sidste blik.

Alt er stille, da Charlotte få minutter senere vandrer de 50 meter ned ad villavejen. Stilheden afbrydes svagt

af hjulene fra Charlottes kuffert, som knitrer mod den snedækkede asfalt. Turen føles lang. Charlotte er på

vej til forældrenes hus, hvor mor Laila og lillesøster Natasja venter. De tager med som pårørende, når

Charlotte om få timer skal opereres på Mølholm i Vejle.

Charlotte havde egentlig aldrig overvejet at få en gastric bypass. Men mødet med coachen den dag i august

2010 satte gang i tankerne. Og hun gik efterfølgende på slankekur. I flere år har hun ikke kunnet tumle med

børnene på græsplænen. Der er ingen spontan leg mellem mor og døtre. I stedet foregår legen fra en

bekvem position i sofaen, der er hendes bedste ven.

Charlotte blev i forbindelse med sin tredje graviditet tilmeldt et kursus for overvægtige gravide kvinder, det

hedder ”små skridt.” Det er hun stadig. På kurset lærer Charlotte at tage små skridt mod en sundere livsstil.

Det gælder blandt andet om at knække sine brødvaner, væk med det hvide brød, frem med de små

tallerkner og aldrig gryden på bordet.

Sideløbende med de sundere spisevaner bliver Charlotte mere bevidst om den risiko, hun udsætter sig selv

for via sin kraftige overvægt. Tanker om blodpropper og død dukker frem i bevidstheden. Og hun frygter, at

døtrene vil blive mobbet på grund af hendes overvægt.

En uge efter mødet med coachen deltager hun for første gang i ”små skridts” motionsarrangementer.

Skovdalen i Aalborg er rammen om Charlottes første motion siden årene i Bruxelles. Iført sin mors løbesko

tager det hende cirka en time at gå de 2,4 kilometer i det bakkede skovlandskab ved Aalborg Zoo.

Efter et par måneder spørger diætisten, der er tilknyttet Charlottes læge, om hun har overvejet en

fedmeoperation. Charlotte har på det tidspunkt tabt sig cirka fem kg. Hun tager hjem og læser om

operationen. Hun mener ikke, at hun kan tabe sig nævneværdigt og holde vægten uden en operation.

To måneder senere arrangerer Privathospitalet Mølholm infomøde i Aalborg, hvor de fortæller om

mulighederne for en gastric bypass. Charlotte er med til mødet. Efter infomødet er hun ikke længere i tvivl.

Hun takker ja til en gastric bypass. De bliver enige om den 15. februar.

Julelysene skinner stadig, og der er buksbom i krukker, da Charlotte tjekker ind på Mølholm Privathospital i

Vejle klokken 6.30.

Montana-reoler, Arne Jacobsen-møbler, dæmpet snak og to fyrfadslys på en disk. Sygehuset fremstår ikke

som et sygehus. Det er ligesom at træde ind i et hjem, der er gulvtæpper, stearinlys og

lomsterdekorationer. Det er lidt amerikaniseret på den fede måde, som Charlotte husker det fra

amerikanske film. Hun føler sig tryg.

Charlotte er den første, som skal fedmeopereres den dag. Operationen er klokken otte.

- Du må gerne følge med, så skal jeg vise dig dit værelse. Den her kalder du i, hvis du har brug for hjælp og

derude er toilettet, forklarer damen, som viser Charlotte på plads.

- Det er ligesom, at tjekke ind på et hotel, tænker Charlotte.

Charlotte er helt rolig, da hun lidt efter står på vægten til kontrolvejning. 129 kg viser pilen. Hun har tabt de

otte procent, som før-fedmeopererede skal inden en operation. Havde pilen peget over 130 kg, var det

hjem igen.

99,98.. med en maske over ansigtet tæller Charlotte ned til narkosens bedøvelse. Mormor har fortalt

hende, at man altid skal tænke på noget rart, lige inden man skal i narkose. Sygeplejersken aer hende på

kinden, narkoselægen på armen. Charlotte tænker igen på sine børn og falder i en fantastisk søvn.

Imens sidder Laila og Natasja i venteværelset og drikker kaffe, spiser frugt og chokolade. De kigger på alle

dem, som kommer ind for at få lavet en operation. Hold da op, det er godt nok mange, tænker Laila.

Laila har været nervøs for operationen. Hun betragter en gastric bypass som et kæmpe indgreb og har hørt

en masse skrækhistorier. Hun ved, at mavesækken bliver meget lille, og at Charlotte efterfølgende ikke vil

kunne spise normalt. Fra nu af vil det være slut med store portioner og ædeflip i weekenderne, og så skal

hun dyrke motion for at holde kroppen i gang.

Men på den anden side har Charlottes liv været godt, så Laila trøster sig med, at det bliver det også efter

operationen. Hun har heller aldrig betragtet Charlotte som tyk, men bare som Charlotte. Jo, hun havde da

godt nok set, at Charlotte blev større og spurgte flere gange, når hun besøgte dem i Bruxelles, om parret

ikke skulle holde lidt igen med pommes frites og alt den mayonnaise.

Charlotte er tilbage på sin tosengs-stue, da hun vågner op efter operationen. Gennem en lille

vindueskarnap ser hun ud på sneen. Hun er træt, ligger i sin seng og retter blikket mod uret på væggen.

Hun ved, at narkosen vil være ude af kroppen klokken 12, men endnu er der to timer til.

Sygeplejersken har fortalt, at hun endelig må huske at bevæge sig lidt rundt. Charlotte møver sig over til et

lille bord ved karnappen og sætter sig ned. Det er svært at ramme tasterne på touch-screen-telefonen, da

hun ringer hjem til sin far, Søren. Ham, som har været allermest bekymret for operationen.

- Hej, det er mig. Nu er det overstået, lyder det fra Charlotte.

Efter endnu et par telefonsamtaler vakler hun ud på badeværelset, stadig døsig af narkosen. Hun løfter op i

sin hospitalsskjorte, nysgerrig efter at se resultatet af to timer i kirurgens hænder. Synet overrasker

Charlotte.

- Herregud, jeg er jo frisk igen i morgen!

Under flannel-skjorten gemmer sig fem små plastre på to gange to cm med en smule blod under.

Om aftenen sidder Charlotte, Laila og Natasja i hospitalets tv-stue. De ser serier, og stemningen er

afdæmpet. Klokken lidt i ti kører Laila og Natasja hen til deres bed and breakfast.

Charlotte går frem og tilbage på hospitalsgangen. Hun kigger på snevejret, stearinlysene og orkideerne. Der

er helt stille. Inden hun lægger sig til at sove, vil hun se dagens afsnit af Paradise Hotel.

Charlotte er ved at falde i søvn, da der opstår uro. Klokken er næsten 23. En mand på nabostuen er blevet

fedmeopereret samme dag. Han vejer 250 kg. Nu har han fået en blodprop. Charlotte hører lægerne løbe

ude på gangen, og hun kan se dem gennem den åbne dør fra sin stue. Hun følger virvaret fra sin seng. Det

er lidt uhyggeligt, men Charlotte føler sig tryg.

Charlotte sover godt. Allerede da hun trådte ind på Mølholm den morgen, lagde hun angsten væk. Og nu

har hun jo bare fem plastre på maven.

Næste morgen bliver Charlotte udskrevet. Med sig har hun sin journal.

Patienten er orienteret om operationens karakter, risici og herunder risiko for alvorlige komplikationer, der i

værste fald kan ende med dødelig udgang, står der på journalens første side.

Hjemme venter en overraskelse.

Hej ven, Vi taenker paa dig i disse dage- og haaber, at du snart er frisk igen. Vi glaeder os til at se dig til

foraaret.

Tillykke med dit nye liv.

Det er veninderne i Bruxelles, som overrasker med en blomsterhilsen.

Kortet varmer, men Charlotte vender hurtigt glæde til frustration. Det er ikke nemt at vænne sig til

flydende kost, som er menuen de næste tre uger.

Mens kosten står på supper fra Knorr, drikkeyoghurt og saftevand, tænker hun tilbage på, hvad andre

fedmeopereredes har sagt: ”Det er det bedste, jeg har gjort i mit liv,” ”aldrig har jeg oplevet noget så

fantastisk”

- Det er simpelthen løgn, tænker Charlotte. De første tre uger er som at gå igennem helvede og tilbage

igen, siger Charlotte om situationen dengang.

Med kraftig puls og koldsved står Charlotte på badeværelset. Hun husker ikke, hvordan hun er kommet

derud.

- Nu ringer jeg altså 112, siger hun til Michael.

Klokken er 23.57, og det er fire dage siden, hun lå på operationsbordet på Mølholm og talte ned fra 100.

Overlægen forklarede dengang, at hun skulle ringe efter en ambulance, hvis hun efterfølgende fik det skidt.

Da damen fra alarmcentralen hører, at Charlotte har fået en gastric bypass, er meldingen klar.

- Den er der om to minutter.

Charlotte ringer efter sine forældre. Hun vil gerne have sin mor med i ambulancen. Michael skal blive ved

pigerne, der ligger og sover.

Få sekunder senere står Laila og Søren i Charlottes entré. Laila fjerner febrilsk legesagerne, der ligger i

entreen.

- Det kan sgu da være lige meget Laila, siger Søren.

Ti minutter senere ankommer både en ambulance og en lægebil.

Er du bange, spørger lægen Charlotte, da hun på en båre er kommet op i ambulancen.

- Ja, svarer Charlotte. Pulsen falder hurtigt igen. Hun føler sig tryg i ambulancen. Det er professionelle folk.

På Aalborg Sygehus konstaterer de, at Charlotte lider af væskemangel. Med drop får hun tre liter væske ind

i kroppen i løbet af natten. Dagen efter udskrives hun.

Ugerne går. Charlotte får det bedre. De tre uger med smerte og flydende kost bliver vendt til motion og

vægttab. 14 dage efter operationen går hun to omgange i Skovdalen. Lægerne har sagt, at motion er vigtig.

Hun taber sig 2-3 kg om ugen de næste tre måneder. Til Sankt Hans har Charlotte tabt 40 kilo siden

livsstilsændringen begyndte i august 2010. Nu er hun tilfreds, selv om hun drømmer om at komme ned på

70 kilo. Det nye og lettere liv fejres med en fest for venner og familie.

I efteråret 2011 står Charlotte i baren ved den lokale halfest. Hun mærker, at mændene kigger på en anden

måde.

Hun har aldrig tidligere stået i bar. Der kunne jo komme uheldige bemærkninger.

Når veninderne tidligere tog i byen i Jomfru Ane Gade, var Charlotte aldrig med. Hun havde altid en

undskyldning.

- Det var ikke fedt at være den eneste, der ikke blev bagt på.

Charlotte og Laila kigger på et billede. De sidder i Charlotte og Michaels hus i Vestbjerg. Efterårsvinden

raser uden for den varme udestue. Det er oktober 2011. Der er cola light i glassene og fedtfattig

chokoladekage på fadet.

- Man husker det ikke sådan her, siger Laila.

På billedet sidder Charlotte ved et bord. Dobbelthage, runde hænder og overarmen ligger i folder. Røde og

lilla farver fylder det meste af billedet. Det er Charlottes tøj. I favnen har hun Jennifer, der lige er født.

Billedet er tre år gammelt. Charlotte har det fint med at se gamle billeder fra den tunge tid. Hun har gemt

billedet for at minde sig selv om, hvordan hun så ud i sit gamle liv.

- Jeg kan dårligt huske det. Selv om det ikke er så lang tid siden, siger Laila.

- Vi havde ikke tænkt, at vi kunne løbe så langt, da billedet blev taget. At du kunne løbe så langt, siger Laila

og kigger på sin datter.

For seks måneder siden løb Charlotte og Laila deres første tur sammen. Laila havde længe prikket til

datteren for at få hende med. Ja, faktisk var det grunden til, at Laila for to år siden begyndte at dyrke

motion.

Hjørring Landevej, det er efterår. Solen skinner. Det har den gjort hele dagen. Charlotte kan mærke

smerterne. Grå skyer trækker ind over landevejen til Vestbjerg, og det blæser op. Hvert skridt gør ondt.

Skinneben, knæ, hofte, tæer. Alle led gør ondt.

Charlotte, Laila og Lone, der Lailas chef, har nu løbet 18 km. Der er tre kilometer hjem til målet i Vestbjerg.

Det er første gang, de løber en halvmaraton. Charlotte har siden livsstilsændringen for 14 måneder siden

tabt sig 54 kg.

- Hvordan skal jeg komme ud af den her situation. Skal jeg ringe til far, tænker Charlotte, da løb bliver til

gang. Hun har ramt muren.

- Hvorfor gjorde vi det her, tænker Charlotte.

Det er syv kilometer siden, kvinderne holdte pause ved Lailas mor i Nørresundby. Da var de halvvejs.

Charlotte tankede op med en halv kanelsnegl og lidt cola.

- Det gør faktisk mindre ondt, når man løber, siger Lone, da de er 500 meter fra målet.

De andre sætter efter Lone. Gruppen slår rundt om hjørnet og ind ad stien i parcelhuskvarteret i Vestbjerg.

Med armene i vejret og med små glædeshop, løber kvinderne de sidste meter.

- Det bliver ikke federe.

Historien om Charlotte er lavet ud fra

interviews med Charlotte, Michael og

Charlottes mor.

Derudover har journalisterne fået

adgang til Charlottes journal fra

Privathospitalet Mølholm, og de har set

Charlottes vægtstatistik og BMI under

vægttabet. De har også set private

familiealbums.

Efter artiklen er skrevet, har Charlotte

gennemført Aalborg-løbet.

”At løbe et halvmaraton er som at føde

børn. Når man står midt i det, tænker

man, hvordan fanden er jeg endt her,

men når det er overstået, er det det

absolut fedeste i verden”, siger

Charlotte efter turen på 21,1 kilometer.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!