5 Tak til min kone, Anya, min ven Joy og min redaktør ... - Boghallen

til psykokællingen, eller hvad sker der lige for dig, mand?
Det var Whahib fra 9. a, der kom imod os.
– Øh, tja, inspektøren sagde, at jeg skulle tale lidt med
hende efter alt det, som er sket. Han mener, at jeg trænger til
at tale med en voksen.
– Oj, er du syg i dit hoved, siden at du skal ind til psykologogoen?
spurgte Felix Lucas.
– Luk lige kajen, det hedder psykokællingen, sagde Whahib
og rystede på hovedet. – Iqbal er sgu ikke syg. Han er lidt
presset oven i bolden og skal bare tale med en voksen. Ik’, Iqbal?
– Øh, jo, jo, Whahib, den er vist god nok … bare tale med
en voksen, svarede jeg og bankede på.
Døren gik op, og Jeanette Ølholm stod foran mig med sit
anspændte blik og sit store hår, der stod ud til alle sider.
– Åh, der er du, Iqbal. Det var sandelig på tide. Hun lagde
en hånd på min skulder. – Kom ind, kom endelig ind og få
en diagnose eller bare en lille snak. Du har brug for det, og
det ved du vist også godt selv, ikke også?
Hun rev mig ind på kontoret og smækkede døren efter
mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses
om en time eller noget i den retning.
– Øh, hej igen, Jeanette, sagde jeg og kiggede rundt. Kontoret
lignede næsten sig selv. Der var de to store brune lædersofaer,
skrivebordet og briksen, hvor jeg plejede at ligge og
fortælle. Bag hendes skrivebord hang der et maleri, jeg ikke
havde set før. Det forestillede en skaldet mand. Faktisk var
han så skaldet, at han lignede en kæmpe diller.
– Ja, hej, hej, du! sagde hun og knipsede et par gange, for
jeg kunne ikke rigtig lade være med at kigge på maleriet.
– Jeg har selv malet det.
Hun satte sig i kontorstolen.
– Det er jo ganske længe siden, at du har været her og underholde
mig … øh, jeg mener, at det er længe siden, du har
været her for at tale med mig, og det var sandelig på tide, at
du kom, for du kan tro, at jeg har brug for … åh, jeg mener,
at du har brug for at tale med mig og …
Hun stoppede, og helt hvid i hovedet kastede hun sig ned
på skrivebordet, sikkert fordi hun havde glemt at trække vejret.
Hendes store bryster var ved at hoppe ud af blusen og flyde
ind over tastaturet på skrivebordet. Hun hev efter vejret,
talte til ti og kom langsomt til sig selv.
– Du kan lægge dig på briksen og slappe heeelt af i heeele
kroppen. Kom så, slap heeeeelt af og fortæl mig så, hvad der
egentlig skete på Bornholm.
Jeg satte mig på briksen. – Øh, altså, jeg kan ikke rigtig…
– Er det rigtigt, at I var tæt på at blive slået ihjel? Åh, jeg
glæder mig sådan til at høre om det, smilede hun og klappede
i hænderne som et lille barn. – Det er jo så vildt spændende
med alt det, der er sket. Nå, fortæl så, Iqbal. Ud med
dine inderste følelser til en voksen og moden kvinde. Ja, alt-
6 7