januar 2012 36. årgang - Byforeningen for Odense

More documents

Recommendations

Info

ARTIKEL Det er ægte, uforfalsket renæssance fra den rigtige tid, da renæssancen stod på det højeste, moden og festlig, d. v. s. i 1870’erne og 1880’erne. Begrebet er lidt ældre. Man talte herhjemme om ”renæssance” allerede i 1840’erne, og der er skabt udmærkede ting i 50’erne, men 70’erne er den store tid, og 80’erne er bestemt ikke til at kimse af. Manden bag storværket i Odense var etatsråd Gustav Lotze, som købte Løveapoteket i 1853 og siden erhvervede store naboejendomme til udvidelse af sin virksomhed. Lotze tog skridtet fra apotekerhåndtering til moderne kemisk industri og storfabrikation af medicinalvarer. Samtidig udviklede han en betydelig handel og stillede endog beredvilligt sine evner til rådighed for det offentlige. Han kom ind i byrådet, hvor han vandt alles agtelse for sin værdifulde indsats for byens og navnlig for havnens udvikling. Lærd var han tillige. Kemiker og humanist. Latiner og kunstelsker. Arkæologisk interesseret. Mæcen. Af det gamle apotek og de forskellige bygninger omkring det ikke umiddelbart kunne bruges af denne mand, der måtte ønske en ramme om sin tilværelse svarende til, hvad han i 1870’erne var blevet - nemlig renæssance-menneske - kan ikke undre, uagtet flere af husene var opført i det 16. århundrede af den sagnomspundne storkøbmand Oluf Bager. Apoteket, Lotze købte i 1853, var indrettet i et stort stenhus prydet med mærkelige terrakotta-relieffer, udført omkring 1560 i Stattius von Dürrens værksted i Lübeck. Straks efter overtagelsen blev det moderniseret med en lys og let facade i Schinkels manér, men derved skulle 20 det ikke forblive. I 1871 fik huset en rigtig renæssancefacade (med røde sten og sandstensdetaljer, det hele udført i cement). Den første renæssancegavl viste sig samtidig til gården knejsende over en helt ny sidefløj med Oluf Bagers og Lotzes våben. Siden gik det løs, og hus efter hus, gavl efter gavl skød i vejret. Oluf Bagers gård ”Jordan” fra 1582 fik i 1889 den nødvendige omformning, så den blev ren renæssance i cement med et helt nyt imponerende portparti. Apotekets gamle urtehave gik en tilsvarende forvandling i møde. Eksotiske vækster bredte sig over sammenstablede kunstige tufstensklipper. En sø fik man også med mærkelige vandplanter og sjældne fisk. I volierer og drivhuse sås spraglede tropefugle mellem sælsomme planter. Den mærkelige have, hvor lægeurter og prydplanter trivedes mellem hverandre, viste Lotze med stolthed frem, forklarede, hvorledes alt var til nytte for videnskaben og virksomheden, og han lod sit eventyrrige afmale i al dets pragt, sådan som det tog sig ud set netop fra denne have. På billedet ser man etatsråden stå ved klipperne, hvor husets damer har taget plads. Bagved knejser de mange gavlbygninger omkring gårdene, der er adskilt fra haven ved det endnu bevarede kunstfærdige smedejernsgitter (med stenpiller kronet af bronzeløver). Og over det hele rejser byens tårne sig. Tårnet over Sct. Knuds Kirke, hvis fattigkasse etatsråden bestyrede, og tårnet over rådhuset, som han selv havde været med til at få rejst i ”gotisk” stil.
Lotze tog i november 1853 højtidelig - og under megen hyldest - afsked med byrådet. Umiddelbart efter ramtes han af en hjertelammelse og døde 68 år gammel. Etatsrådinden fik nu hele det rige og blomstrende foretagende i arv, og hun styrede det efter bedste evne i Lotzes ånd. Etatsråden havde været Sophus Michaélis’ velgører, og hjemmet stod altid åbent for digteren. Da han giftede sig med ”Trold”, tog etatsrådinden parret til sig med stor hjertelighed, og Karin Michaélis har givet en fornøjelig skildring af forholdene i halvfemserne hos Løvemor. Man kendte ikke til at ”gå ærinder”. Skulle man forlade huset, blev en af vognene sagt til, og med kusk og tjener på bukken kørtes der fra sted til sted. Alle betalinger foretoges af tjeneren. Løvemor gav sig ikke af med sligt. Hendes bolig var enorm. Det vrimlede med tjenestefolk, måltiderne var overdådige, og de mere officielle selskabelige former meget strenge. I den retning var Løvemor ”en slave af omstændighederne”, som hun sagde. Skal vi tro Karen Michaélis, er en forunderlig replik engang i fortrolighed undsluppet den gamle dame under forevisning af haven, der den dag i dag ved tætte plankeværker er adskilt fra en række småejendomme ud til Hans Jensens Stræde og ”Bangs Boder”: Se lille Trold, i gyden dér boede i sin tid den her H. C. Andersen, som der blev gjort sådant postyr af. Han endte jo med at komme både hos konger og kejsere, og engang, da han besøgte Odense, fore- WWW.ODENSEBYFORENING.DK ARTIKEL slog Lotze mig, at vi skulle bede ham til middag, hvad vi også gjorde. Men det blev ved den ene gang. Ikke for det, han stødte såmænd ikke an, hverken ved måden at spise på eller andet. Alligevel, man mærkede tydeligt, at han ikke hørte til, så vi bad ham aldrig siden”. Ordene er først sat på prent et halvt århundrede efter, at de skal være sagt (Karen Michaélis: Vidunderlige Verden, 1949, s. 96), og man har vel lov at spørge, om den gamle dame virkelig har udtalt sig sådan, men at forfatterinden, der selv var gift med en forfatter, som var inspireret af H. C. Andersen, har hørt en sårende replik, der markerede en ”afstand” mellem Løvemors vidunderlige verden og Andersens, behøver vi vel ikke at betvivle. De to verdener var og er vist uforenelige. I ”Hyldemor” fabulerer Andersen over forskellen mellem en historie og et eventyr. Derom kan litterater skrive lærde afhandlinger. Andersens egen mor havde samlet urter til Løveapoteket, og sønnen, der fulgte hende, når hun kom og afleverede sin høst, havde leget med apotekerbørnene i borgerstuen. Siden hen tyede Andersen selv til planterigets velgørende vækster, når det gjaldt. I et brev til Colin fra 1843 fortæller han, hvorledes han har fået våde fødder ude i Glorups enge og derfor hver aften drikker hyldete. Inden måneden var ude, har han skrevet fortællingen om den lille dreng, der er kommet hjem med våde fødder og bliver lagt i seng af sin mor, der straks sætter vand på til hyldete. Det er historie. Da vandet kommer på bladene, begynder låget at løfte sig, og bladene titter 21
Page 1 and 2: 1 januar 2012 36. årgang SVØMMEHA
Page 3 and 4: WWW.ODENSEBYFORENING.DK NYTÅRSHILS
Page 5 and 6: SVØMMEHALLEN PÅ KLOSTERBAKKEN ved
Page 7 and 8: ARKITEKT KRISTIAN EISTRUP (1920 - 2
Page 9 and 10: EISTRUPS HUS PÅ HJALLESEGADE 9B, O
Page 11 and 12: På dette tidspunkt i byggefasen ø
Page 13 and 14: Murrem og vinduesoverligger 27,5x27
Page 15 and 16: ODENSE HAR MISTET EN STOR KUNSTNER
Page 17 and 18: WWW.ODENSEBYFORENING.DK KOMMENDE AK
Page 19: WWW.ODENSEBYFORENING.DK ARTIKEL LØ
Page 23 and 24: UNDERTEGNEDE ØNSKER AT TEGNE MEDLE

januar 2012 36. årgang - Byforeningen for Odense

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?