Læs - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 7
arbejdede i ankomstafdelingen, og dem, der arbejdede i Totenlager. Den sidste
gruppe følte sig overset, tilsidesat og dårligt behandlet. Den første gruppe
drog vel et lettelsens suk over ikke at skulle gøre tjeneste ved gruberne. Således
siger Heinrich Gley, der efter at have dræbt Fritz Jirmann ved et vådeskud
fik til opgave at medvirke ved kremeringerne i Belzéc gennem fem måneder:
[...] det handlede ved forbrændingen af de genopgravede
lig om et menneskeligt, æstetisk og lugtmæssigt så afskyeligt
forehavende, at fantasien hos de mennesker, der
i dag er vant til at leve under borgerlige forhold, næppe
rækker til at fatte denne gru. 17
Endelig var der delingslinien mellem personalet i de tre lejre. Som vi har set
ovenfor, regnedes Belzéc-vagterne, med deres højere andel af SS-aktive og
deres “pionerstatus” samt det faktum, at de var under direkte daglig ledelse
af Wirth, som anderledes. Der var altså tale om et grundlæggende opsplittet
personale; i realiteten forholdt de enkelte sig mest til kammeratskabsgrupper
på to-tre stykker. Disse grupper var enten relativt indifferente over for hinanden,
eller de lå i sjældnere tilfælde direkte i strid. Således var det velkendt, at
de to ledende sergenter i Treblinka, Franz og Küttner, ikke kunne fordrage
hinanden, og at de gerne dræbte hinandens protegéer blandt de jødiske arbejdere
som chikane. Kurt Franz mente sågar, at Hering havde ladet Franz’
ukrainske oppasser dræbe for at drille Franz, som Hering ikke brød sig om. 18
Tyskere og ukrainere
Dertil kom, at tyskerne var omgivet af flere kredse af upålidelige/fjendtlige
personer. Erich Bauer sagde:
“Vi var en ”sammensvoren bande” i et fremmed land,
omgivet af ukrainske frivillige, som man ikke kunne stole
på. Under de omstændigheder var vi henvist til hinanden.”
19
I første række var der selvfølgelig jøderne. Flere SS-mænd blev såret under
tjenesten, enten på Rampen i forbindelse med ankomster, eller inde i selve
lejren. Der var som regel tale om knivstik. I september 1942 blev SS-manden
Max Bialas dræbt i Treblinka under den såkaldte appel. 20 Også lederen i
Totenlager i Treblinka, Matthes, blev angrebet. 21 Både Werner Dubois og Rudi
Kamm blev såret på Rampen i Belzéc, og der var flere sådanne tilfælde. 22
Flest tab led tyskerne i Sobibór, hvor jøderne i forbindelse med opstanden
14. oktober 1943 dræbte mere end en halv snes SS-vagter, samt et par ukrainere.
Det var trods alt ikke helt ufarligt at være lejrvagt, og dertil kom de tab,