April 2011 - Balle Borgerforening

Markus Jesu lignelse til en allegori, hvor hvert eneste
led i fortællingen har sin egen dybere forklaring, sin
egen pointe, der fremgår af udlægningen. I en lignelse
derimod er der kun én pointe.
Den nøgne sædemandslignelse i Thomasevangeliet
tvinger os til at overveje, om Markus har ret i sin omstændelige,
allegoriske udlægning? Eller har Jesus
haft en helt anden pointe med lignelsen, der måske
har stået hans oprindelige tilhørere lysende klart?
Flere af Jesu lignelser handler om Guds Rige, der er
brudt frem med Jesus. Hvis det også er pointen med
sædemandslignelsen, er der ingen tvivl om, at sædemanden
er Jesus selv, der er kommet til verden for
med bred hånd at så det glade budskab ud over den
hele jord. I billedet af Jesus som den glade og ubekymrede
bonde erder ingen smålig hensyntagen til, om
det nu også kan betale sig at sprede det glade budskab
ud til den eller den gruppe mennesker. Ingen bekymrede
overvejelser over, om afkastet står i forhold til investeringen.
Nej, sådan tænker den evig rige Gud,
som Jesus har lært os at kende, netop ikke. Velsignelserne
trindt om land rundhåndet strør han ud.
Var det ikke netop gavmildheden, der var et særkende
for Vorherre Jesus? Når han sad til bords, eller når
han mødte mennesker på sin vej? Hos ham var der ingen
smalle steder. Ingen personsanseelse. Intet menneske
var for ubetydeligt, ingen træl for elendig, ingen
spedalsk for hæslig og ingen udstødt for uværdig
til at Jesus turde besøge dem og give dem ridderslaget
ved sin blotte tilstedeværelse. Hos ham var alting ægte,
alting mageløst. Derfor kunne han give de uværdige
værdigheden tilbage.
Bondemanden i lignelsen er Vorherre selv, der tager
sit land i besiddelse ved at så det til. Hvor sår han da?
Overalt – over den ganske jord! Med storsind tager
han sit land i besiddelse og sine folk i sit brød. Ingen
er for ringe til at blive ham en god og nyttig tjener.
Vorherre afviser kun de smålige, der ikke regner velsignelsen
og ikke har ører for tonen fra Himlen. Om
de smålige siger han barsk og uden omsvøb: ”Giv ikke
hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin!”
Men der er forskel på de smålige, der ikke kan se storsindet
og gavmildheden, og de små, der genkender
storsindet straks, når de møder det. Til de små kaster
Vorherre gerne sine perler, og han giver dem gerne
det hellige. Under hans velsignelse bliver selv den ringeste
og mest udpinte jord til den gode jord.
I salmebogen har vi to udlægninger af sædemandslignelsen.
Nr. 153 er Grundtvigs ”En sædemand gik ud
at så”. Den rummer både en genfortælling af lignelsen
og en udlægning og svarer således pænt til den bibelske
version hos Markus, Matthæus og Lukas.
Nr. 154 hedder ”En bondemand går ud at så”. Den er
skrevet af Johannes Johansen i 1975, altså efter at
Thomasevangeliet var blevet kendt i en dansk oversættelse.
Johannes Johansen fokuserer ikke på de forskellige
slags jordbund, men i lyset af Thomasevangeliet
ser han på den rundhåndede bonde, der tør
tænke stort. Som en smagsprøve på denne herlige salme,
som vi naturligvis skal synge på søndag seksagesima,
kan det første og det sidste vers tjene:
En bondemand går ud at så,
Hans øjne er to glade stjerner,
Og han strør ud på må og få
en million af gule kerner.
Lovsyng den ødsle sædemand
Om kap med vårens glade lærker,
Han gør alverdens vide land
Til sine grønne enemærker.
Sidsel Lyster
3