2009_nummer67 - Outsideren

Om angstens
natur Hvis du er i tvivl
- stå stille
aF boye Haure, ForedragSdeltager
og NatioNaløkoNom
Jeg går ind i det store foredragslokale på Frederiksberg
Hospital. Der er cirka 60 mennesker tilstede, og der er
plads til omkring 150. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan
folk har sat sig. Alle sidder så de hurtigt kan komme ud
igen. Det vil sige ude i siden, for så undgår man at spørge,
om de andre vil rejse sig op, når man skal ud i pausen,
eller når foredraget er slut. Det må være en slags angst
for at blive indespærret – eller for at sidde i midten. Jeg
sætter mig på forreste række midt for. Vender mig om og
siger: ”Det er ligesom i politik, der er efterhånden heller
ikke mange på midten mere”. ”Ja, det er tankevækkende”
replicerer en pæn ældre dame.
Ingrid Büscher med titlen Ledende psykolog ved psykiatrisk
Center Frederiksberg holder oplæg. Jeg kender hende
en lille smule fra et par korte indlæggelser. Hun er dygtig,
men hun sondrer ikke mellem frygt og angst. Altså efter
mine begreber: Frygt skyldes noget udefra. Angst skyldes
noget indefra. Doktor Büscher sammenfletter det indre og
det ydre plan. Det er til at leve med.
”Angst som følelse og grundfølelse hører til vores liv” får vi
at vide. Dertil er kun at sige: Javel. Derefter får vi at vide,
44
at ”Angst er en hensigtsmæssig følelse, når der er reel fare”.
Okay tænker jeg, men jeg ville netop kalde det frygt. Men
det er jo bare en strid om ord.
Endelig præciserer hun, at angst er en ”Lidelse når man
er meget forpint”. Klart nok. Når det er sådan, så skal der
professionelle til at gøre noget ved det.
Livstidsrisikoen er 15-20 %. Det betyder at for hele befolkningen,
er der en risiko for at blive ramt af sygdommen
på cirka 17 procent. Kvinder har en risiko på dobbelt så
meget som mænd.
Edderkopper og sommerhuse
Det første eksempel på angstlidelser, vi får præsenteret, er
en kvinde, der ikke er gået udenfor sit hjem alene i fem år!
Enten gik hun ud med manden eller den voksne datter, når
hun skulle ud. Jeg spørger hvad hun gør ved mennesker,
der er så hårdt ramt af agorafobi (frygten for åbne pladser).
Jeg får svaret: ”afhængighed løsnes ved langsom træning”.
En udviklingsproces fra at gå tur med hunden til at rejse
væk hjemmefra. Så der er altså håb tænker jeg. Men vi
fik ikke at vide, hvor lang tid behandlingen tog. Jeg ville
foretrække, at det tager 14 dage.
Andet eksempel, vi får præsenteret, er en socialrådgiver,
der lider af angst for at gå til de vigtige mandagsmøder,
der er på hans arbejdsplads. Det er social angst, der er tale
om. Det udløser tristhed og angst for at sige noget forkert.
Behandlingen består i en slags kognitiv adfærdsterapi, hvor
patienten langsomt lære at tænke, at det ikke er farligt
at sige noget forkert. Det gør alle mennesker hver dag.
Efter således at have lært at tænke positivt, er patienten
helbredt efter – igen – en ukendt periode, men jeg vil for
egen regning gætte på et halvt til et helt år.
Tredje eksempel drejer sig om en kvinde, der lider af edderkoppefobi.
Hun tør ikke tage i sommerhus, når hun
bliver inviteret.