FlueFisker marts 2007 - Federation of Fly Fishers Denmark

Coq de Leon er en let race, dvs. de flyver gerne, omend
lavt og de er aggressive. Det kan gå at lade en ældre
hane gå sammen med et par yngre haner, som han kan
“opdrage på”, men de må ikke være for mange, og runder
de unge haner to år kan man være sikker på ballade.
Jeg har set en yngre hane tage magten i hønsegården
- det var ikke et skønt skue, og jeg måtte aflive den
gamle hane, der var ganske maltrakteret. En anden
gang var en statelig fasankok kommet ind i vores have,
og den skogrede nok så lystigt. Som tidligere nævnt lod
vi ofte en flok høns gå frit i haven og denne dag kom to
haner rundt om hjørnet med lynets fart for at jage den
stakkels fasankok langt langt væk. Også hønerne bider
fra sig, især når de ligger på æg, og børnene blev aldrig
fortrolige med at skulle kigge til en rugehøne, der var
ved at få kyllinger.
Men selv et nok så fyrigt temperament hjælper ikke
mod ræve og andre større rovdyr, og den sidste sommer
jeg havde fuglene, mistede jeg næsten to hele hold kyllinger
inkl. høner. Kun tre kyllinger dukkede op mellem
buskene, og søgte instinktivt hen mod os som for
at finde hjælp og sikkerhed. Dette, sammenholdt med
at kvaliteten af fjerene på de resterende fugle var for
nedadgående, gjorde at jeg kraftigt overvejede at slagte
dyrene. Da fugleinfluenzaen så dukkede op valgte jeg
at aflive de sidste fugle.
Gennem årene var der mange der kontaktede mig for
at få rugeæg. Langt de fleste fik æg, men desværre holdt
interessen sig som regel kun kort. Efter den første vinter
var det som regel sket. De færreste vil ofre den tid
og energi der skal til for at kunne høste en lille håndfuld
fjer, som der desværre kun er en begrænset interesse
for herhjemme.
Coq de Leon racen har gamle aner, helt tilbage til 1600tallet
er de avlet i Leon-distriktet i Spanien, nordvest
for Madrid. Der findes stadig lokale avlere, der med
stor nidkærhed plejer de gamle fugle, også selvom
Whiting er begyndt at masseproducere disse fjer. De
fleste fluebindere forbinder Coq de Leon med fibre til
haler, men spanierne bruger dem i lige så høj grad som
vinger eller hackler. Man kan læse om anvendelsen af
disse fjer i bl.a. “El Manuscrito de Astorga”, som Preben
Torp Jacobsen foranledigede oversat til bl.a. engelsk
og som han også udgav. En mere moderne bog er
Rafael del Pozo’s “Moscas para la Pesca” - på spansk,
men den er oversat til fransk med titlen “Mouches
pour la Pêche” *). Titlen betyder nærmest “Fiskefluer”
og den omhandler både insekter, fluebinding og Coq
de Leon-høns.
Jeg savner ikke bøvlet med fuglene - ærgelserne over at
kyllinger døde, arbejde med at muge ud (jeg havde op
til 4 hønsegårde med fluebindingshøns), slagtningen af
frasorterede dyr og de mange timer der gik med at bygge
løbegårde. Men at gå ud i stalden en vinteraften, for
at undersøge om den ældste hane - ham med de største
sporer - var færdig med fjerskiftet, det savner jeg
lidt. Selve fjerhøsten, hvor jeg omhyggeligt klippede de
brugbare fjer af fuglene for bagefter at sortere dem var
formidabelt. Her kunne man bare ikke forhaste sig. Ro,
omhu og tålmodighed skulle der til. Glæden over at
se et kuld nyklækkede kyllinger kunne samle familien
og der blev fra første dag gættet på fordelingen mellem
haner og høner - der skulle helst være nok af hver.
På sin vis finder jeg det udmærket, at Whiting laver
Coq de Leon. Nu kan alle få fingrene i disse spændende
fjer, men omvendt ser jeg et tab i kulturhistorien.
Kendskab til fuglene og respekt for deres lange spændende
historie behøver man ikke have. Det tager kun
en opringning til en af vore større forhandlere, så har
du en Coq de Leon saddel dagen efter for et noget mindre
beløb, end en ny flueline koster.
Hvis du en dag finder på at du kunne tænke dig at holde
høns, og gerne vil forene det med fluebinding, så
forvent kun det ordinære. Ønsker du et par tips eller
råd er du velkommen til at kontakte mig (s-ellemose@
privat.dk).
Stafetten giver jeg videre til Bo Hermansen - mester
udi splitcanestangbygning og hans lærling, Per Andersen,
der, som den hidtil eneste af Bos elever, har vist
evner og flair for kunsthåndværket. At lærlingen er
ældre end mesteren er kun med til at understrege to
herlige fyre, der er vidt forskellige, men som samtidig
deler passionen for splitcane.
Steen Ellemose
PS
Det er lidt pudsigt at vi kalder fuglene Coq de Leon
- som er Fransk, frem for den Spanske betegnelse, Gallos
Leoneses.
*) ISBN-nr. 2-03-517115-6
D E N M A R K
Federation oF FlyFishers danmark | 11