Jens Thorhauge. Kommentarer 2002 - 2012 - DBC

STRUKTURREFORMEN
OG FOLKEBIBLIOTEKERNE
Planerne om en strukturreform går som et spøgelse gennem
danske kommuner. Og både Strukturkommissionens betænkning
og den politiske vilje til at gennemføre en reform gør indtryk.
Regeringen synes indstillet på at gennemføre en beslutningsproces
om en reform i år, og de argumenter der frem for
noget skulle vælte dén plan: uvilje mod reformen på grund af
frygten for tab af det lokale demokrati og lokal egenart, har ikke
nogen frisk vind i sejlene. Debatten handler ikke om reform
eller ej, men om hvor radikal reformen skal være, hvor store
kommuner, hvor få amter eller regioner, og hvilke opgaver der
skal tillægges de nye større kommuner. Det mest synlige dagsordenspunkt
hedder stærkere kommuner, og det handler primært
om økonomisk og fagligt bæredygtige enheder.
Alt taler således for at vi står over for en særdeles krævende fusionsøvelse.
Alle erfaringer med fusioner, det være sig i private
foretagender, offentlige institutioner, ja selv mellem afdelinger,
viser at det er en svær proces hvor selv små kulturforskelle kan
være vanskelige at overvinde. Der er vel ikke åbne sår tilbage efter
kommunalreformen i 1970, men der er mange ar. Til disse
vanskeligheder kommer at strukturreformen ikke er et folkeligt
projekt. Men skal reformen ende med at blive en succes, må det
måles på det væsentligste kriterium: Bedre ydelser til borgerne
– måske bliver de også billigere? Og for institutionerne – in casu
bibliotekerne – vil det indebære en større faglig bæredygtighed
end i dag.
Bibliotekerne har ikke været i fokus i debatten om strukturreform,
men de er dog indirekte omfattet af de argumenter for
strukturreform der beskæftiger sig med de kommunale institutioners
faglige bæredygtighed.
Udfordringerne til bibliotekerne er mangfoldige: Et teknologisk
pres mod e-biblioteker med stadig flere ressourcer og stadig mere
målgrupperettede ydelser er hovedoverskriften, derudover
tættere samarbejde mellem bibliotek og andre institutioner, nytænkning
af det fysiske bibliotek og stærkere forankring af det
i lokalsamfundet. Heraf følger et betydeligt pres både i bredden
og dybden på de faglige kompetencer i bibliotekerne som små
biblioteker af indlysende grunde har vanskeligt ved at imødekomme.
På biblioteksområdet er der altså gode argumenter for større enheder,
argumenter som Biblioteksstyrelsen i flere år har fremført
både i forbindelse med bestemmelserne i Lov om biblioteksvirksomhed
om tværkommunalt samarbejde og med direkte tilskud
til sådanne samarbejder.
Som situationen tegner, vil jeg anbefale bibliotekerne at være
offensive og visionære. Bibliotekerne kan blive ét af de områder
hvor man ser gode og hurtige resultater af kommunesammenlægninger
i form af bedre service (måske en udvidet bogenkommer-service?),
bedre og flere aktiviteter på biblioteket, bedre
hjemmesider og lokale e-services for blot at nævne nogle oplagte
eksempler. Og internt i bibliotekerne må man i de nye
større biblioteker kunne mønstre nogle kompetenceudviklingsplaner
og -praksisser der er mere dækkende end tidligere.
En forudsætning for succes er nok at man gør sig vanskeligheder
og risici rimeligt klart. De vil i de fleste tilfælde være knyttet
til bekymringer hos personalet om spørgsmål som: Bliver vi
trynet? Bliver vi spurgt? Vil vi fortsat have indflydelse? Tager de
ikke bare rationaliseringsgevinsterne? Bliver vi stillet over for
krav vi ikke magter? Bliver der lukket afdelinger?
En harmonisk sammenlægningsproces kræver grundig, bred og
åben diskussion om mål og midler. Så vidt muligt skal også misteltenen
tages i ed. Men perspektiverne for mere bæredygtighed
er så åbenlyse at der ikke er grund til at tøve. En strukturreform
vil være en løftestang for mange biblioteker.
NYT FRA NYHAVN: 1:2004
11