LÃ¸rdag 9. juli 2011 DE ELSKER DERES GUITAR SIDE 4 ... - Politiken

More documents

Recommendations

Info

... 4 JAZZLIVE LØRDAG 9. JULI 2011 POLITIKEN AT SPILLE HORNMUSIK PÅ EN SPADE Det er svært at være guitar i jazz. MARTIN LYKKE NIELSEN OG MORTEN LANGKILDE (FOTO) Få instrumenter har haft større indflydelse på musikkens udvikling i Vesten end den elektriske guitar. Men når det kommer til jazzen, har spaden med de seks strenge skullet kæmpe for at finde sit ståsted på scenen i krydsilden mellem den solospillende saxofon og det akkompagnerende klaver. Der er sket meget, siden Charlie Christian i 1930’erne sluttede sin Gibson ES-150 til den dengang nyopfundne forstærker. Efter Anden Verdenskrig gjorde blandt andre Wes Montgomery guitaren til et ’seriøst’ jazzinstrument, inden Al di Meola, John McLauglin og John Scofield i 70’erne stod for at fusionere jazzen og rocken ved at spille med en lyd, der lød mere af Jimi Hendrix end Django Reinhardt. Men selvom guitaren har udviklet sig meget gennem årene, og selvom de fleste er enige om, at den hører til i jazzen, er det alligevel som om, den endnu ikke har fundet sin faste plads; som om dens rolle er til stadig forhandling. Politiken Jazz Live spørger tre danske jazzguitarister, hvor guitaren står i dag. Det kan lyde som en banjo Mikkel Ploug prøvede også at få guitaren til at efterligne et horn. Jeg er lidt af en kamæleon Jakob Fischer vil ikke kaldes gammeldags. Og dog. Jeg havde lyst til at skifte til sax Jakob Bro havde som ung lyst til at skifte til saxofon Hvilken guitar spiller du på »En Gibson 330 fra 1961, som jeg har købt i New York i 2008. Den er en mellemting mellem en klassisk jazzguitar med en stor og hul krop og en rockguitar med en massiv krop. På den måde får jeg både den varme lyd fra jazzguitaren og nogle af kvaliteterne fra rocken. Guitaren har en dyb trælyd og meget lidt sustain (en slags efterklang, red). Det lyder næsten som en banjo, når man spiller på den, uden at den er sat til en forstærker«. Hvad er guitarens rolle i jazz »Når man begynder med at lære jazzmusik fra bunden, kommer man ikke uden om Sonny Rollins, Charlie Parker og John Coltrane. Man er nødt til at efterligne hornene, fordi meget af traditionen er skrevet til horn. Men så er det, man løber ind i en mur; for selv om man kan lære sproget på guitaren, så er lyden meget mindre end en saxofon. Så bliver man nødt til at undersøge, hvad guitaren kan, som de andre instrumenter ikke kan, og derfor kigger man så på rockmusikken, hvor guitaren fylder det hele. Jeg tror, at mange af os jazzguitarister har søgt at finde et sted midt imellem«. Hvordan vil du beskrive din lyd Jeg bruger meget delay (’ekko’-effekt, red.) for at skabe en stor lyd. Ligesom jeg bruger meget tykke strenge. Delay er min hovedeffekt; jeg får meget inspiration af at høre tonerne svæve spøgelsesagtigt, efter at jeg har spillet dem. Der er ingen i den traditionelle jazz, der spiller med delay. Det er en rockting. Jeg har det fra Kurt Rosenwinkel. Da jeg hørte ham første gang tænkte: Hold da kæft, det lyder sindssyg fedt, fordi han kombinerede de to verdner ved spille jazzmusik, der kom ud af traditionen med smukke linjer, melodisk og stor klang. Og så sovset ind i delay, der i virkeligheden ikke hører jazztraditionen til overhovedet. Hvilken guitar spiller du på »Jeg har to guitarer med rundt, som jeg veksler imellem: min jazzguitar, en Gibson ES 350-T, og en spansk. For tiden spiller jeg mest på den spanske. Det er ikke et særligt fint instrument, men jeg har fået meget positiv respons på den fra publikum. På en måde synes jeg, at det er nemmere på en spansk guitar at få en tone, der virkelig bærer«. Modsat mange andre guitarister spiller du med en ren lyd uden så mange effekter, så det kan være fristende at beskrive dit udtryk som lidt gammeldags. Hvad siger du til den udlægning »Opdelingen i gammel og moderne giver ingen mening. Som tyveårig spillede jeg langt mere »moderne«, end jeg gør i dag. Jeg spillede duo med Jakob Bro forleden, og jeg tror ikke, han opfatter mig som mere gammeldags end ham selv. Den måde, jeg spiller på, er vokset ud af, hvad jeg har lavet i mit liv. I forhold til effekter opfatter jeg det meget som en modeting. Engang var det moderne med chorus (en effekt frembragt med pedal, bl.a. meget brugt af John Scofield, red.). Så kom der en periode, hvor alting var knastørt, og så begyndte det med delay (en ekko-effekt, red.) igen. Der er ikke noget, der er så umoderne, som det, der lige har været allermest moderne. På den måde kan man godt sige, at jeg prøver at være tidløs, men jeg spiller også med forvrængning – bluesguitar er noget af det, jeg elsker allermest. Jeg er lidt af en kamæleon, jeg kan spille mange stilarter. Du kan godt lave lidt med en pedal, men i den virkelige verden er det fingrene, der spiller, og det uanset om du er Kurt Rosenwinkel eller Pat Metheny. Jeg har hørt Pat Metheny spille over en jazzchorusforstærker på Rytmekonservatoriet for mange år siden. Direkte ind med lortet uden nogen effekter. Det lød fuldstændig som Pat Metheny. Det hele handler om, hvordan du spiller«. Du spiller på en Fender Telecaster, som mange vil opfatte som en rockguitar. Hvorfor »Telecasteren er mest min turné-guitar. Den fylder ingenting, vejer ingenting, og så er den nem at have med i flyet. Fordi jeg spiller så meget i udlandet, har det været en stressfaktor at spille på større guitarer. Jeg var nervøs for, at de skulle ligge og rode rundt i flyet sammen med al bagagen. Så er det typisk mig, at når jeg først er begyndt at øve på en guitar, så er det også den, jeg bruger. Men jeg kan altid få den lyd frem på den, jeg vil have«. Hvad er det for en lyd »Jeg arbejder meget med effekter, men jeg kan også lide at spille med ren lyd. Jeg elsker delay (en ekkoeffekt, red.) og rumklang, men i nogle sammenhænge passer det bare ikke. Min lyd skifter næsten fra dag til dag, og når jeg spiller koncert, piller jeg så meget ved mine effektpedaler, at folk ofte tror, der er noget i vejen. Det er fordi, jeg spiller en tone, og så tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis der var lidt mere delay, hvis rummet var lidt mere buldrende, eller hvis forvrængningen fyldte lidt mere«. Hvad er guitarens rolle i jazz »Da jeg som ung begyndte at spille jazz, havde jeg tit lyst til at skifte til saxofon eller kontrabas, fordi det var mere ’jazzet’. Kontrabassistens og saxofonistens rolle var klarere defineret end guitarens rolle. Men jeg var for stædig og sagde til mig selv, at al den tid, jeg havde brugt på guitaren, ville være spildt, hvis jeg skiftede. Da jeg begyndte at lytte til mere klassisk jazz, var det John Coltrane, jeg hørte. Jeg prøvede at bruge mit instrument som et horn og tænkte ikke over alle de muligheder, der var i klange og akkorder. Senere er det så gået op for mig, hvor mange muligheder, der er på guitaren, og i dag vokser min fascination af instrumentet for hver dag, der går«.
... POLITIKEN LØRDAG 9. JULI 2011 JAZZLIVE 5 Man skal frem med det, man har Stjerneveninderne Katrine Gislinge og Cæcilie Norby mødes i et særligt miks af klassisk musik og jazz. BIRGITTE KJÆR Et imponerende kvindemenneske! Forleden havde hun en T- shirt på og intet andet. Med sådan nogle superbrune ben og høje sko. Hun er bare sådan en ’det eneste, jeg har, er mine ben, og dem viser jeg frem’. Det så vildt godt ud, men det laver jo trafikuheld«. Den klassiske koncertpianist Katrine Gislinge skraldgriner, så solbrillerne i panden er ved at falde ned. Sammen med jazzsangerinden Cæcilie Norby får hun sig en espresso på en café overfor Glassalen i Tivoli, hvor de to sammen skal optræde lørdag aften. Og snakken løber af sted, så ordstrømmene oversvømmer hinanden. »Ja, man skal frem med det man har«, supplerer Cæcilie Nordby. »Sim-pelt-hen«, understreger Gislinge, før Norby igen tager over: »Det gælder også musikalsk. Det er det, der er så hårdt og anstrengende engang imellem. Man må blotte sig helt. Det er råt«. »Og vildt skønt«, afbryder Katrine Gislinge. »For hvor kan man ellers gøre det end på scenen« For lille til at lege med De to professionelle musikere, der begge er efterspurgte kunstnere på hver deres felt internationalt, har kendt hinanden fra barnsben, da deres forældre var venner. Men de har aldrig leget sammen før nu, for pianisten er fire år yngre end Norby og var den lille, som sangerinden ikke gad. Men da Cæcilie Norby for et år siden ville realisere sit ønske om at kombinere sin klassiske musikarv med jazzen, tog hun kontakt. »Jeg havde tanker om den her plade og havde lyst til at synge numre af Satie. I hovedet var jeg igennem alle de fantastiske pianister, jeg plejer at spille med, men jeg havde sådan en lyst til den energi og det touch, som jeg var sikker på, at Katrine havde«, fortæller Cæcilie Norby. Men hun havde også betænkeligheder ved at inddrage en klassisk skolet pianist. Især med tanke på den efterfølgende turnéaktivitet. »Jeg har spillet med symfoniorkestre og klassiske musikere før, og jeg ved, hvor sensitive de kan være overfor elektrisk musik(forstærket, red.)«. »He-he-he«, griner Katrine Gislinge, så man forstår, at det er en særdeles velkendt problematik. »Det lydniveau, vi spiller på, kan de slet ikke have. Så snart der sættes strøm til musikken, forvrænger det de akustiske klange. Altså, jeg vidste godt, at Katrine var en diva...« »Arh, det ka’ du selv være«, repliceres der rapt. »...Men jeg vidste ikke, hun var så meget rock’n roll, som hun er. På VENINDER. Katrine Gislinge og Cæcilie Norby har kendt hinanden fra barnsben, men er først blevet venner efter et musikalsk samarbejde. Foto: Per Folkver det første job tænkte jeg ’Skal hun komme til lydprøven, og hvad med monitor Uh, nu må flygelet endeligt være stemt’. Jeg tror, jeg skrev til spillestedet tre gange, at de bare skulle oppe sig. Og da vi så kommer til første job, så lægger hun i roadiernes hængekøje og sover. Og da hun vågner, siger hun ’nå, skal vi spille’. Og så gik hun bare ind og fyrede den af«. Katrine Gislinge lægger ikke skjul på, at hun til en begyndelse var noget skeptisk overfor ideen om at mikse klassiske værker med jazz. »Det er sgu aldrig nogensinde gået godt. Men jeg ville gerne prøve. Og fra første gang i studiet, var det bare med sådan en selvfølgelighed. Det var en befrielse«. Hun har igennem sin mere end 20 år lange karriere været vant til at skulle spille det, der står på nodearkene. Tanken om improvisation var helt ny. »Det med at spille nogle andre toner, begyndte jeg først at gøre efterhånden«. »Ja, hun sendte en sms til min mand ’Jeg har improviseret!’«, driller Cæcilie Norby. Tæt på panik Helt nem har overgangen ikke været. Faktisk var det første koncertjob ved at udløse et angstanfald for det rutinerede pianist, for publikum klappede løs for at få et ekstranummer, og bandet blev enige om at spille ’Hallelujah’. Og den havde pianisten ikke noder på. »’Hvad er det for noget’, sagde jeg. ’Det der Leonard Cohen-nummer. Kan du ikke spille med på Man må blotte sig helt. Det er råt. det’, sagde de. Og det kan klassiske musikere ikke. Altså det kan jeg simpelthen ikke. ’Bare spil noget i C-mol’, sagde de. Jeg rystede. Man bliver jo kastet ud i det. Det var meget søgende i starten, og det var meget lidt, der kom«, fortæller Gislinge. »I og med jeg har to klassisk uddannede forældre, ved jeg godt, det kan være angstprovokerende«, sympatiserer Norby, før Gislinge fortsætter: »Nogle gange, når jeg blev mere selvsikker, så tog jeg mig i , at jeg følte mig som en stor kliche med at køre op og ned af klaviaturet. Men det er supersjovt. Jeg tror altså, I har det lidt sjovere end klassiske musikere. Det tror jeg altså«. BLÅ BOG Cæcilie Nordby Jazzsangerinde. Født 1964. Fik gennembrud med i 1985 i pop/ rockgruppen OneTwo. Har siden sunget pop, opera og især jazz – blandt andet sammen med Curtis Stigers, Michael Brecker og Klüvers Big Band. Har siden 1995 udgivet en række soloalbum med jazz og har flittigt turneret verden over. Udgav i oktober albummet ’Arabesque’. Katrine Gislinge Koncertpianist. Født 1969. Har spillet klaver siden hun var seks og tog eksamen i 1990 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Har spillet sammen med violinisten Gidon Kremer og cellisten Jian Wang og optrådt verden over. Er desuden kendt som kulturanmelder i DR2s tv-program ’Smagsdommerne’. Samme eftermiddag er bandet samlet i Cæcilie Norby og ægtemanden Lars Danielssons lejlighed på Frederiksberg for at øve. Et sort flygel står midt i stuen og ved siden af sider Danielsson og stryger celloens strenge, mens guitaristen slår toner an uden forstærker. Der står nodestativer på plankegulvet, og vinduerne er slået op ud mod den grønne forhave. Gislinges skuldre hæver sig, mens hænderne fjerlet daler ned over tangenterne. Cæcilie Norby har blikket rettet mod loftet og tegner rytmiske mønstre i luften med den ene hånd, mens hun synger. Der nikkes rundt. Musikerne aflæser hinanden for at afstemme kraft og retning. »Og det er hende, der siger, hun ikke kan improvisere«, siger Norby med henvisning til Gislinges præstation, da nummeret rundes af. Men det er ikke al musikken fra albummet, der bærer titlen ’Arabesque’, som kalder på improvisation. »Vi spiller noget Debussy, og jeg har ikke lyst til at improvisere i ’Clair de lune’. Det ville være blasfemi at vade ind over det med store gummistøvler. Man skal ikke stille sit ego ind foran den musik«, mener Norby. I det hele taget går musikerne til opgaven med ydmyghed med en følelse af at besøge en ny verden. Til den første prøve med bandet var der helt stille i lokalet, da første nummer klingede ud. Ingen turde bryde stilheden og afgøre, om det var vellykket. »Selv om vi alle sammen er garvede musikere, havde ingen af os været med i noget lignende før. Kan du huske det«, spørger Norby og hæver øjenbrynene. Katrine Gislinges øjne stråler: »Jeg havde det som om jeg var 15 år og aldrig havde spillet med andre før. Og så var der også trommer på! Jeg havde fået lov at være med i et band«. birgitte.kjaer@pol.dk Glassalen, Tivoli, lørdag 9. juli kl. 20
Page 1 and 2: HAN FIK MILES TIL AT ROCKE SIDE 7 T
Page 3: ... POLITIKEN LØRDAG 9. JULI 2011
Page 7 and 8: ... POLITIKEN LØRDAG 9. JULI 2011

LÃ¸rdag 9. juli 2011 DE ELSKER DERES GUITAR SIDE 4 ... - Politiken

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?