Søværnsorientering nr. 3 / 2002 - Marinehistorisk Selskab og ...

nogle dages transport efterfølgende
ville sikre oplagringen af al udrustningen
ved Lindenowsfjorden, og at
man efter udforskning af regionen
omkring Apostelens Tommelfinger,
skulle returnere til den første base
med det formål at operere omkring
denne. Denne plan var mere besværlig
og langsommere at udføre end beregnet,
og opholdet på indlandsisen i
900 meters højde blev af franskmændene
beskrevet som: ”Denne første
kontakt med realiteternes grønlandsis
er brutal: Regn, sne og voldsomme
vinde varer hele natten”.
Det lykkes dog ekspeditionen at få
oprettet de to planlagte baser og derpå
at fordele i alt to tons udrustning
og deltagerne hertil. Den 27. juli var
man endeligt forsamlet på lejren ved
Lindenowsfjorden, der lå ideelt placeret
i en hesteskoformet dal omgivet af
1900 meter høje tinder. Den egentlige
alpine kampagne kunne finde sted.
Ekspeditionen påbegyndte derpå ture
i fjeldene fra lejren ved Apostelens
Tommelfinger, idet man var inddelt i
tre grupper. Alt forløb i henhold til
planerne indtil den 2. august kl. 0800
om morgenen, da man var halvvejs
igennem opholdsperioden, hvor et –
efter omstændighederne – meget alvorligt
uheld skete. Da ekspeditionen
ikke havde medbragt mellembølge
(HF) radioudrustning, var dette
ukendt for alle andre end bjergbestigningsekspeditionen
selv.
Politianmeldelsen
Til overbetjent Kaj Hansen, der var
stationsleder på den lille politistation
i Nanortalik, blev der den 7. august kl.
0930 ringet op fra udstedet Tasiussag
i Tasermiutfjorden af en fransk statsborger.
Telefonsamtalen gav anledning
til, at overbetjenten skrev følgende i
politirapporten på stationen.: “Fransk
statsborger (Navnet udvisket), du
Club Alpine Francais, der ifølge politimesteren
er på ekspedition i Tasermiutfjorden,
henvendte sig i dag kl.
0930 telefonisk til politistationen og
meddelte, at han sammen med to andre
af ekspeditionens medlemmer
befandt sig i Tassiussag, hvortil de
var gået fra ekspeditionens lejrplads i
Lindenowsfjorden. Han anmeldte herefter,
at en af ekspeditionens medlemmer
var kommet til skade og havde
pådraget sig et åbent benbrud ved
knæet, hvorfor man ønskede øjeblikkelig
helikopterhjælp. Anmelderen
forklarede nærmere, at tilskadekomne
for fire dage siden kom til skade.
Da man ikke havde nogen radio, gik
anmelderen med to andre til Tassiussag,
hvortil de lige er ankommet. Anmelderen
oplyste, at det er meget
koldt i deres lejr i Lindenowsfjorden,
hvorfor hurtig hjælp til den tilskadekomne
er ønskelig.
Han opgav lejrens position til Lindenowsfjorden
ved Apostelens Tommelfinger,
hvilket ifølge kort 2100 skulle
være omkring positionen 60º35´(N)
- 43º55´(W). Anmelderen blev anmodet
om at blive i Tassiussag og afvente
nærmere besked herfra.”
De nærmere omstændigheder omkring
uheldet var følgende: Idet en af
grupperne havde nået toppen af Apostelens
Tommelfinger faldt en af deltagerne
Jacques Alary, 26 år, på
grund af en defekt øsken ca. to meter
ned, hvorved han pådrog sig åbent
benbrud ved knæet. De tre øvrige i
gruppen afgav kortbølge (VHF)-radiomeddelelse
herom til hovedlejren,
og begyndte derpå en overordentlig
vanskelig nedstigning med patienten.
Efter 100 meters nedfiring måtte der
stoppes, fordi den tilskadekomne,
havde mistet for meget blod. Ekspeditionens
leder, Maurice Barrard, besluttede
at forblive hos patienten, medens
de to øvrige blev sendt efter
hjælp.
Ekspeditionen
søger at redde sig selv
Fra basislejren afsendtes et hjælpehold
på tre mand, heri også ekspeditionens
læge op mod den tilskadekomne
medbringende bl.a. medicin
og for, om muligt, at fortsætte nedstigningen.
Denne undsætningsekspedition nåede
på førstedagen kun til foden af
Apostelens Tommelfinger og dagen
efter fortsattes opstigningen i regn
og sne, der undertiden gav vanskelige
passager med islag. Det dårlige
vejr skyldtes et frontsystem der passerede
området den 2. og 3. august
fra vest mod øst, hvilket forsinkede
opstigningen således, at der først opnåedes
kontakt med den tilskadekomne
den 4. august. Et efterfølgende
støttehold, der også var på vej op,
blev udsat for et styrt, hvor en af deltagerne
brækkede en tommelfinger
og fik en skulder trukket af led. Herefter
var dette hold helt optaget af alene
at redde den nye tilskadekomne
ned til basislejren igen.
Dagen efter at nedstigningen med
Jacques Alary omsider var kommet i
gang, opstod – fortæller franskmændene
– et meget voldsomt uvejr. Mere
præcist var vejret nu frisk vind til stiv
kuling fra nordnordøst med diset og
regnfuldt vejr, der tvang redningsfolkene
til at ligge vejrfast i yderligere et
døgn, således at man først omkring
den 6. august nåede ned til en højslette,
der skønnedes egnet som helikopterlandingsplads.
Det blev ligeledes
hurtigt besluttet, at sende yderligere
tre mand af sted for at rekvirere en
helikopter, og denne gruppe forsynede
sig med en oppustelig kano fra hovedlejren.
Derpå roede de langs bredden
af Lindenowsfjorden mod vestnordvest
indtil bunden af fjorden,
hvor de antageligt har taget den vestlige
fjordarm indtil dennes bund. Derpå
gik undsætningsgruppen over det
1800 m høje og isdækkede pas mellem
Lindenowsfjorden og Tasermiutfjorden.
På grund af samme hårde
vejr, som ovenfor er beskrevet, måtte
også de ligge vejrfast i ét døgn. Ankommet
til denne sidste fjord var der
stadigt 24 sømil (44,5 km) i fugleflugtslinie
til det nærmeste udsted,
men gruppen sparede vel en à to dages
klatren derved, at det overordentligt
heldigt lykkedes at kontakte en fiskekutter,
der sejlede de tre bjergbestigere
resten af vejen til den nærmeste
telefon i Tasiussag.
Første flyvning
Efter anmodning fra politimesteren i
Godthåb forsøgte Grønlandsfly med
helikopter fra Julianehåb evakuering
af den tilskadekomne. Flyvningen var
en omvej for rutehelokopteren på i alt
120 sømil og medførte flyvning i relativ
stor højde, skønnet omkring 7-
8000 fod, ind over et par af den grønlandske
indlandsis sydligste bræer.
Vinden var på grund af lavtrykspassagen
steget til kuling eller storm fra
nordnordøst, hvilket medførte betydelig
turbulens i den 1-1,5 sømil brede
fjord og landingspladsen blev bedømt
30
SØVÆRNSORIENTERING NR. 3 · OKTOBER 2002