produkt - Tim Henning

3 Minutter til Memphis
N
år man kører på Highway 15,
så ser man lysene fra byen,
der aldrig sover. Byen der
altid er badet i neon. Byen
der aldrig giver op. Byen, hvis ørkenrummer
flere lig under overfladen end jetoner
i et af dets fancy casinos. Byen, hvis navn
er opkaldt efter nogle spaniere der var med
i Antonio Armijo karavanen. og grundlagt
af selveste Benjamin “Bugsy” Seagal. Byen,
hvis navn er Vegas, Las Vegas.
Las Vegas, Nevada
Showdancerne, entertainerne, kendisserne,
wise guys og turister boltre sig i dette
absurde landskab af skæve eksistenser. Eksistenser,
der ligner noget fra Harry Potter
over Cirkus Buster til the Rocky Horror
Picture Show.
Lysene og larmen synes uendelig på The
Strip, den er øredøvende og neonlysene
skærer sig igennem ens øjenæbler, så man
dårligt kan sove.
Alle indtrykkene lader sig meget svært fordøje,
som nogen siger: “Man vender sig
aldrig til Vegas, men Vegas vender sig hurtigt
til dig.”
Larmen og “døgnlyset” slipper ingen,
heller ikke de utallige hotelværelser der
præger casinoerne, der er værelser til alle.
Billige 10 $ værelser et stykke fra The
Strip over de billige 150 $ værelser på casinoerne
til 1000 + $ suiterne for de kendte,
rige og berømte.
I en af disse suiter sidder han. Ham,
flere hundrede mennesker, hverdag valfarter
til Vegas for at se. Ham, som gør andres
liv så meget mere end bare et liv. Ham, der
har solgt flere plader end nogen. Ham, der
lige har trukket sin Colt og skudt endnu
et fjernsyn i smadder, fordi de ikke sendte
noget godt, men det gør ikke noget, når
- en novelle af Tim Henning
man har rang af Vice Marshall i Las Vegas.
Med den status må man det hele og ikke
kun i Las Vegas.
Tupelo, Mississippi
Der var gråd i det lille 2-værelses hus i
Tupelo, Mississippi. Et par dage før var
Elvis Aaron Presley født. De to stolte
forældre – Vernon og Gladys var lykkelige,
men glæden var dog overskygget af tabet
af tvillingebroren Jesse Garon, der var
dødfødt.
At Jesse Garon var dødfødt, gjorde at
Gladys var meget beskyttende overfor lille
Elvis, der hurtigt blev tæt knyttet til sin
altopofrende mor.
Gladys Presley - også kendt som Mama.
Mama...
... “Bank, bank”, lød det stille fra døren. Red
trådte ind i suiten.
“Alt er pakket og klart. Femten minutter inden
vi kører til lufthavnen, E.”
”Red, lad mig lige sidde lidt, jeg tænkte på
Mama.”
“Okay E. Vi ses på gangen.”
Red kendte sin boss og sin plads, han vidste,
at Mama var vigtigst.
... var hans et og alt. Han husker stadig, da
han forærede hende huset, den store pink
Cadillac, men størst var da han farvede sit
hår sort for at ære hende.
Han kunne også huske barndommen i
Tupelo. Tupelo var en lille by og som så
mange andre steder i USA i 30’erne var
der intet arbejde og i ‘38 blev Vernon
dømt for checksvindel, hvilket ikke gjorde
Gladys mindre beskyttende overfor lille
Elvis, samtidig med at hun begyndte at
foragte Vernon. Hun syntes, at han svigtede
sin søn og var et dårligt forbillede.
På trods af, at Gladys fra den dag bebrejdede
Vernon deres ringe status i samfundet,
nu da Vernon var straffet og slet
ikke kunne få job, blev de sammen indtil
Gladys død i 1958, hvor Elvis karriere for
alvor begyndte at tage fart.
Det bedste mor Gladys gjorde, var i
1946, at forære Elvis en guitar, som hun
havde købt hos Tulepo Hardware Co.,
der var ejet af George H. Booth.
George var en god mand, der med sit
milde sind og store korpus var en mand,
som Elvis kunne se op til, da Vernon, ikke
var noget godt forbillede for lille Elvis efter
hans fængselsophold. Samtidig var George
vild med Gladys, men hans tilnærmelser
på Gladys prellede af, som vand på en gås.
Desuden var Gladys af den gamle skole og
havde man sagt A, måtte man også sige B.
Hun måtte stå last og brast med Vernon
for lille Elvis skyld.
Guitaren gjorde Elvis godt – han havde
talent, han lærte hurtigt akkorder og sang
teknikken var også på plads. Han gik tit
tur for sig selv med sin guitar, satte sig i
græsset og spillede sange for sin dødfødte
tvillingebror Jesse Garon.
Elvis var meget alene, som barn. Derfor
blev han måske ved med at omgive sig
med mange mennesker i hans voksenliv.
Hans ensomhed skyldtes ikke, at han
var asocial, det var snarere, fordi den overbeskyttende
mor Gladys var bange for,
at vilde drengelege kunne skade Elvis.
Derfor forbød hun ham tit, ar omgås de
jævnaldrende drenge i kvarteret. Så Elvis
havde kun Jesse Garon, sin guitar, sig selv
og sin Mama.
Memphis, Tennesee
Hele familien Presley flytter til Memphis,
Tennesee. Memphis var en storby i forhold
til Tupelo, det var ikke kun en ny og større
by, men også i en anden stat, der i bund og
grund mindede om Mississippi.
Det var en omvæltning for familien, men
Vernon var garanteret arbejde og Gladys
følte ikke, at der blev kigget skævt til familien,
da ingen kendte til Vernons tidligere
fængselsophold udover hans nye arbejdsgiver,
som var ligeglad bare man passede
sit arbejde, var ærlig og loyal – og det var
Vernon, han ville virkelig gerne vinde
Gladys tillid tilbage. Kort sagt familien
Presley var klar til at begynde på en frisk.
Memphis havde også noget andet at
byde på end en frisk start og et fast arbejde.
I Memphis fandtes noget som
Tupelo aldrig havde haft og aldrig ville få.
Det berømte pladestudie Sun.
The Sun, var stedet i Memphis, faktisk
var det hele Memphis for Elvis. Mange
dage skyndte han sig derhen efter skole for
at trykke næsen flad mod ruden og måske
få en snak med nogle af musikkerne, der
hang ud der.
Det var ikke med Gladys gode vilje, at
Elvis føjtede, som hun kaldte det. Men
Gladys så igennem fingre med det, da der
ikke var vrøvl eller ballade med Elvis. Han
spankulerede bare rundt med sin guitar,
øvede sange og lærte akkorder.
Sun Studio, Memphis
Da Elvis var færdig med highschool fik han
job hos Crown Electric Co., han arbejdede
hårdt og af sin første løn gemte han 4 cents
for mor Gladys, som ellers skulle have hele
lønnen, da far Vernon igen var uden arbejde
og de kun havde lidt daglejer løn og
Elvis løn, som indkomst, så mor Gladys
var sur over at Elvis havde brugt 4 cents
på sig selv, som han iøvrigt ikke kunne
redegøre for. Aldrig havde Gladys oplevet
Elvis så ansvarsløs før – det hang sikkert
sammen med hende pigen, Bonnie han så
så meget til.
Men Elvis var ikke ansvarsløs, han havde
på opfordring fra Bonnie indspillet en
plade i Sun Studio sammen med sine nye
venner Scotty Moore og Bill Black. Pladen
skulle være en fødselsdagsgave til Gladys.
Han indspillede sangen: “My Happiness”.
Det var en kvindelig kontorassistent, der
stod for optagelsen og så straks noget i
denne høflige unge hvide mand, der lød
som en sort. Da indspilningen var færdig
skyndte hun sig straks at få hans navn og
nummer, for derefter at kontakte
sin chef – Sam Philips.
Sam Philips – han var
manden, der åbnede det legendariske
studie, han var
meget innovativ, nytænkende
og skabende. Han
kunne straks lide den høflige
unge mand med anderumpen,
men modsat de
andre Memphis drenge med
anderumpe, så var denne her
unge fyr høflig. Elvis tiltalte altid
Sam Philips med Sir eller Mr.
Sam Philips tilgang til musik
var også anderledes fra andre
studier, han kunne lide
lyden, men rent teknisk så
han en helt anden fordel,
man kunne koble instrumenter
direkte til
optageren og derved
få en helt ren lyd
på sin optagelse
unden unødvendig
baggrundsstøj.
Og man kunne
sågar justerer optagelsen
bagefter, hvilket kunne spare tid
og penge, som var en anden vigtig
faktor for Sam Philips.
Sam var også begejstret for
Elvis sorte lyd, som han fik ved at
jamme efter arbejdstid med nogle lokale
sorte løsarbejdere – denne sorte lyd
satte han sammen med elektricitet og
rock’n’roll var født – Elvis style.
Gladys kunne selvfølgelig ikke lide
Elvis begejstring for rock’n’roll, hun
syntes det var noget larm og støj – hun
var mere til country musik. Men noget
Gladys kunne forstå, var at Sam Philips
roste Elvis for hans talent på guitaren
og hans fine stemme. Hun elskede
simpelthen når folk roste lille Elvis og var
meget begejstret når andre også kunne se
06 Portfolio #5.0 | 2013 2013 | Portfolio #5.0 07