SYDTHY ÅRBOG - Thisted Museum - Thisted Bibliotek

Doveroddeminder, 2. del
I krigens tid- Skolen - "Lære for livet"
Af Svend Erik Sund Laursen, Esbjerg
(Fortsat fra 2006 årbogen)
I krigens tid
Som tidligere fortalt oplevede vi d. 9. april som
de fl este danskere jo gjorde, nemlig ved at høre
og se alle de tyske flyvemaskiner komme flyvende
hen over hovedet på os. Senere kom far
hjem fra Hurup og fortalte om alle de tyske
køretøjer, der var opmarcheret oppe på hovedvejen.
Vi hørte også regeringens meddelelse i
radioen. Ak ja, så var vo rt kære land besat, og
mørket sænkede sig over by og land.
Egentlig mærkede vi ikke så meget til krigen,
men noget skete der da hen ad vejen. Afstanden
va r jo forholdsvis stor til de strategiske
punkter som f.eks. Hanstholm og T hyborøn
kanal. Tyskerne gik jo ret hurtigt i gang med at
bygge bunkers og kanonsriilinger langs hele
vestkysten. Dertil skulle der jo bruges arbejdskraft,
og jeg husker da også, at der i en lang
periode kom en lastvogn hver morgen for ar
henre arbejdere, og sidst på eftermiddagen
vendte de så tilbage, så var det fyraften. På
lader af lastvognen var der apsrillet er lille skur
med bænke i begge sider og et par små vinduer.
Her sad arbejdern e så under transporten,
so m vel varede en times tid hver vej. Arbejdsstedet
var Hansted, hvor vel nok de største
kanonstiilinger i Jylland, ja, vel nok i hele
Europa, blev bygget. Kanonen kunne efter
sigende række omtrenr til Norge! Jeg husker i
hvert fald, at Peder Skammelsen, tømrer og
arbejdsmand, var med på holdet.
I Dover skov etablerede tyskerne et våbendepot,
vel nok på 5-6 tønder land. Det blev hegnet
ind med pigtråd, og jeg husker endnu skiltene
med dødningehoved og påskriften: "Verboten
- lebensgefahr!". Uden for porten stod
vagter døgnet rundt med opplantet bajonet og
de obligatoriske håndgranater. Da jeg senere
kom i FDF og skulle cykle hjem fra patruljemøderne,
som for det meste foregik i Ydby, var
det med en vis ærefrygt, når jeg skulle passere
vagten. Nå, de var nu meget frede lige, og jeg
blev da heller ikke holdt an på noget tidspunkt.
Den eneste direkte konfrontation med
tyskerne havde jeg senere under krigen. Jeg
havde overtaget salget af Aller's ugeblade, herunder
"Radiobladet". Er eksemplar skulle bringes
op til en abonnent i Dover, for øvrigt
føromtalte Peder Skammelsen med familie,
som var flyttet til er lille hus i Dover. Det var
ved vinrertide, og der var faldet en del sne med
efterfølgende fygning. Det gav som regel mange
snedriver ved vejen, og så lærte vi, at vi kunne
gå inde på markerne. Der lå som regel kun
et jævnt, tyndt lag. Jeg var "skrånet" ind over
Peder Bisgaard's mark, det var sidst på eftermiddagen,
og mørket begyndte at sænke sig
over landskabet. Pludselig hørte jeg et råb bag
mig, jeg tror, det var "halt"! Jeg vendte mig om
og kunne straks se, at det var en tysk soldat.
Han var iført vinrerkappe og skråhue og havde
et gevær over skulderen. Jeg blev selvfølgelig
noget forskrækket, men vandt nogenlunde fatningen
igen. Han kom helt hen til mig, og
spurgte så på gebrokkenr dansk om vejen til
Hurup. Jeg pegede så med hånden i rerning
mod Hurup, han rakkede og forsvandt i tusmørket.
Mærkeligt, hvorfor han gik rundt der
alene ved den tid! Nå, han tilhørte sikl