himmel&jord - Metodistkirken i Danmark

HIMMEL&JORD JULI / 2012 / 3
En delegats
oplevelser
Af Emilie Just Petersen
om, hvad der var sket i dagene op
til. Pludselig blev ordsproget ”En
fremmed er en ven, som du ikke har
mødt endnu” virkeligt!
Med en følelse blandet af spænding,
forventning og uvished gik turen
i slutningen af april mod Tampa,
Florida, hvor jeg skulle deltage i
Metodistkirkens (United Methodist
Church) Generalkonference. De
store spørgsmål som kørte rundt
i hoved var; hvad skal jeg over til,
hvordan kommer det egentlig til at
foregå, møder jeg nye mennesker,
er jeg forberedt nok og mange
lignende tanker poppede jævnligt
op i ugerne op til afrejsen. Men den
tanke, der nok fyldte mest, var – jeg
skal repræsentere alle metodister i
Danmark, så det er bare om at gøre
det ordentligt.
Hjemmefra var jeg blevet forberedt
på konferencen af min medrejsende
Jørgen Thaarup, af biskoppen
og de andre nordiske delegater.
Jeg havde forsøgt, at komme
igennem de første 2000 siders
konferencemateriale, som jeg havde
fået tilsendt på forhånd. Jeg skal
dog ærligt indrømme, at jeg ikke
havde læst hver eneste linje på
forhånd, men at jeg meget tidligt i
forløbet fandt ud af, at hvis jeg læste
begrundelsen for de stillede forslag,
så var jeg rimelig godt med.
Allerede på vej i flyveren mødte
jeg den første metodist. Jeg kom til
at sidde ved siden af en ung mor
og hendes 3 årige datter. Kvinden
var oprindelig fra Letland, men er
nu bosiddende og gift i USA. Hun
har haft meget glæde af kirken i
Letland, og havde nu endelig fundet
en metodistkirke i USA, som hun
Generalkonference sympatitilkendegivelser
i forbindelse med homoseksualdebatten
allerede følte sig hjemme i. Og
netop det med at føle sig hjemme i
en metodistkirke, hvor end i verden
du er, var også en af de ting, som
der var fokus på under konferencen.
Dette fænomen bliver kaldt ”Nature
of the Church”, og det handler i
bund og grund om det fællesskab,
vi har som metodister både lokalt,
nationalt og globalt. Jeg mødte
mange nye mennesker, men den
der stadig står klarest for mig, er en
præst fra Michigan. Vi mødtes helt
tilfældigt på trappen i en kaffepause,
men snakkede i 2 timer om vores liv,
vores holdninger og vores meninger
Vi kalder os en global kirke, og hvis
jeg kigger på antallet af lande, der
var repræsenteret på konferencen,
er der heller ingen tvivl om, at vi
er en global kirke. Men undervejs
på konference kunne jeg til tider
godt blive i tvivl. De første dage
blev brugt til det der blev kaldt
briefing of international delegats.
Her blev procedure og indholdet
af konferencen gennemgået. I mit
hoved må internationale delegater
i en global kirke være os alle
sammen, men det var alle andre
lande end USA. Dermed var der fra
starten allerede lavet en opdeling
af konferencen i amerikanere
og alle os andre. Vi blev som
europæere sammenlignet med
afrikanere og asiater – og ikke
noget galt i det. Vi er alle Guds
børn, så selvfølgelig er vi alle lige.
Men i denne sammenhæng gav det
visse udfordringer. For lige meget,
hvor gerne vi vil være globale,
så kommer vi fra vidt forskellige
baggrunde, hverdage og kulturer,
og det gør, at vi er forskellige. Hvis
vi virkelig vil være en global kirke,
så er vi nødt til, at fjerne dette skel
mellem USA og ”vi andre”.
Da vi nåede til de egentlige
forhandlinger på konferencen var
det dage med glæde, klapsalver,
hovedrysten, frustration men
også sorg. Vi valgte efter lange
forhandlinger og hårdt benarbejde
en ny struktur, som så blev
underkendt, og dermed var vi tilbage
til udgangspunktet – frustrerende.
Men det, der her 3 uger efter, står
som det mest hovedrystende var,
at vi ikke kunne blive enige om, at
være uenige. En af konsekvenserne
ved, at være en global kirke er som
sagt, at vi er meget forskellige.
Og et af de punkter hvor kirken
for alvor er splittet, er når snakken
kommer til homoseksuelle. Der var
på forhånd fremsat en række forslag
fra henholdsvis de, som er for, og de
der er imod homoseksuelle i kirken,
men undervejs på konference
fremsatte to fremtrædende
amerikanere et forslag, om at
vi anderkender, at vi er uenige.
Diskussionen gik højt og var på flere
tidspunkter ikke særlig behagelig,
at overvære. En talte imod forslaget
og sagde, at vi ikke skal skilte
med, at vi er uenige, for det vil
svække kirkens position i forhold til
omverdenen. Min holdning er stik
modsat – at hvis vi tør anderkende,
at vi er uenige og siger det åbent,
så vil resten af verden anderkende
og respektere, at vi på trods af
forskelligheder stadig står sammen
og er én kirke.
Generalkonferencedelegat
Spørgsmålet er nu hvad
Generalkonferencen 2012 vil
blive husket for? Og det er jo kun
fremtiden, der kan fortælle os
det. En ting er sikkert, der blev
i de 14 dage i USA; formet nye
bekendtskaber, holdninger blev
ændret, holdninger blev fastholdt,
vi kom igennem kaos og meget
mere. Og jeg kom hjem med svar på
nogle af de spørgsmål jeg stillede
mig selv, inden jeg tog af sted, men
kom også hjem med nye spørgsmål
i tankerne. Spørgsmål som vi som
kirke i Danmark kun kan svare på,
hvis vi står sammen og arbejder for,
at flere mennesker lærer Jesus
at kende.
4 5