VIKOM - Historien om Nynne

Den 5. december kl. 9.00, dagen efter scanningen fik Lone og Tonny beskeden. Nynne
har stor set ikke nogen del af venstre hjernehalvdel. Hun har nogle store huller inde i
hjernen og langs hjernestammen.
Lægerne nævnte mange følgevirkninger ved Nynnes hjerneskade; Epilepsi, spastisk
lammelse, blindhed, intet talesprog, massiv medicinering, skrøbeligt helbred og død. De to
forældre sad stumme over for to læger og sygeplejersker og forestillede sig forfærdelige
scenarier for fremtiden, som ingen kunne spå om. Lægerne afsluttede samtalen med en
mulig forklaring på hullerne i hjernen – måske blodpropper, som hun fik i fosterstadiet, eller
en hjerneblødning forårsaget af en virus. Til sidst kiggede en psykolog ind i det lille rum
med den kvælende stemning. Hvis der er noget, I har brug for, må i endelig sige til,
bedyrede hun.
Lone og Tonny afslog og forlod
afdelingen i omtåget tilstand med en
handicappet pige i en autostol.
”Da vi kom ned på parkeringspladsen,
satte jeg den her lillebitte pige ind i
bilen, og så kan jeg huske, at jeg bare
var ligeglad med alt og alle. Og så
begyndte jeg at græde. Jeg skreg og
skreg, og var fuldstændig ligeglad
med, hvor mange mennesker, der så
mig bryde sammen. Og om der
overhovedet var nogen, det kan jeg slet ikke huske. Jeg var helt apatisk. Pludselig væltede
verden; hvad sker der med min lille pige?”
Epilepsianfald
I månederne, der fulgte, blev Nynnes handicap tydeligere. Først fik hun epilepsianfald, og
senere blev hun spastisk. Nynne var ikke mere end fire måneder gammel, da hun fik sit
første epilepsianfald. Med sig hjem fra apoteket sad Lone og Tonny med en lille flaske
med en rød advarselstrekant på og et dødningehoved. På indlægssedlen stod der: Må
ikke gives til børn under 18 år.
”Jeg tudbrølede. Min lille baby skulle have noget med røde advarselstrekanter på. Det var
grænseoverskridende. Vi gav hende en dråbe, og så sov hun i syv timer.”
Siden da har Nynne været igennem 19 epilepsipræparater og flere indlæggelser på
Epilepsihospitalet Filadelfia. I takt med alderen har Nynne fået ordineret mere og mere
medicin. Mellem to og fem slags forskellige præparater, fire gange om dagen er det blevet
til i løbet af årene.
”Al den medicin. Det tangerede til at være et overgreb dengang. Selv om vi masede
pillerne og kom dem i yoghurt, kunne hun jo smage det. Så vi skulle tvinge det i hende.
Det var rædselsfuldt. Så brækkede hun sig – i kaskader, og vi måtte starte forfra med at
camouflere den forfærdelige smag. Hun skulle jo have det ned,” fortæller Lone.
2