Nielsen, Henning Minder fra en svunden tid ... - Thisted Museum

Minder fra en svunden tidBarndom og ungdomstid på Refs Hedegårdsmark 1924 – 1944Af Henning Nielsen, Idunagaten 32, Mølndal, SverigeI sidste ”Sydthy Årbog” fra år 2002 skriverAage Hedegaard Mikkelsen, Silkeborg, i sin artikelbl.a. om de mundtlige overleveringer, derfindes i hans familie, om studedrift og om atRefs Hedegård blev benyttet som et opsamlingsstedfor studedriften, måske bl.a. fordi derved gården dengang skulle have befundet sig enstørre dam, hvor man ubesværet kunne vandemange dyr. Inspireret heraf har jeg skrevet disseerindringer om min barndom i Sydthy.Jeg er født i 1922 som søn af Jens ChristianNielsen og Anne Katrine, født Vestbjerg. Beggemine forældre stammede fra egnen, min farfra Dover og min mor fra Sdr. Ydby. På tidspunktetfor min fødsel boede familien på enmindre ejendom på Refs Hedegårds mark.Omkring 1924-1925 blev en del af Refs Hedegårdudstykket til syv statshusmandsbrug vestfor hovedlandevejen (se en følgende artikel omThylands Udstykningsforening, red.). Densmark strakte sig næsten frem til Studevejen,som vi kunne se fra Ågård i Refs og følge isydøstlig retning op mod Tvolum Mølle(bemærk den gl. stavemåde). Jeg tror navnetangiver stedet, hvor to veje mødes. Den ene gårsydpå mod Draget, den anden går forbi Brænd-Flyfoto af mit barndomshjem samt Refs Hedegårdsmark, der udstykkes ca. 1925. Øverst t.v. Ågård ogKorsgård i Refs. Her kan man med gode øjne skimte en del af studevejen som en lys streg sydpå. Øverstt.h. ser man Dybdahl-Andersens hus. Længere nede ses læbæltet, som min far og vor nabo Anton Jensenplantede ca. 1925-30, af sibirisk sitkagran mod sandflugt.88

Kort over Ræfs Heedegaards Mark 1794,Schibsted, landmåler.gård videre mod sydøst over ”Æ Sturhed”, somvi kaldte det sted, hvor vi plukkede swotbær ogblåbær, og slutter ned mod Skibsted fjord, somi dag er et fredet naturreservat. Jeg håber at Studevejenogså er bevaret for efterverdenen? Dengangjeg var barn kom storken hvert år til vordam, hvor den gik og fiskede, ligeledes hos vornabo nede i Vestereng (obs. navnet) vest forRefs Hedegård. Her var der en stor lang dam,hvor der ofte var ænder og blishøns. Førudstykningen var der her en markvej ned tilStudevejen. Her var et godt sted at hvile lidt ogstudene kunne drikke her inden de kom ned tilStudevejen, der skulle bringe dem videre sydover.Jeg har sommetider funderet over, om endel af disse hedegårde i Thy har været udmarksgårdefor de større Bis(pe)gårde, f.eks. Klosterhedegårdi Vestervig. Refsbisgård ejede blandtandet Ashøjgård, som dengang var hede, hvorfårene gik. Ja, der kan sikkert nævnes flereeksempler.Nu tilbage til hedejorden, som min Far købteved udstykningen af Refshedegård. Det varaftalen, at jorden skulle mergles og pløjes førstegang af sælgeren. Og det var jo godt, for minFar havde kun et par små islændere. Da vi nuhavde fået mere jord var det jo også nødvendigtmed større lader og stald. For os som lå længstsydpå var vi så heldige allerede at have et hus,som var bygget i 1800´ tallet, så vi behøvedekun at bygge ny stald og lade. Vi var desudenogså så heldige, at få min farbror Frederik Nielsen,som nylig havde etableret sig som murermesteri Bedsted, og hans yngste broder Helgefra Dover, som var murersvend, til at bygge foros. Da de havde bygget de fleste af de førsteseks brug, kom turen til syvende og sidst til oslængst sydpå. Og det husker jeg, da det blevvores tur.Min første skoledag var den første maj 1928,det år ville jeg fylde syv år om sommeren og vartilmeldt forskolen i Sønder Ydby. Fra den daghar jeg et minde.Der var ret lang vej eftersom skolegrænsenmellem Dover og Ydby skoledistrikter gik efterden gamle markvej på Fars ejendom. – MinMor blev hastigt syg få dage før min førsteskoledag og døde 28. april 1928. Hun havdelovet at følge mig til skolen den første maj,men nu måtte jeg altså gå alene. Jeg fik beskedpå, at det var bare at følge vejen til købmandNystrup, så er du fremme. Men da jeg komhalvvejs blev der pludselig tvende veje, det vari Tvolum, en vej gik sydpå mod Draget og engik i sydøstlig retning mod Brændgård og videreover ”Æ Sturhe” ned mod Skibsted fjord.Vejene så jo ens ud med sand og grus, asfalt varendnu ikke kommet. For en sikkerheds skyldvendte jeg om og gik hjem igen. Dagen eftercyklede min storebror med mig og jeg blevbudt velkommen af frk. Kristensen og en unglærerinde frk. Dagny Jensen samt nogle nysgerrige1. klassere, som undrede sig over, at jegikke havde min Mor med som de andre.Jeg var nu blevet skoledreng og skulle begyndeat hjælpe min Far lidt i marken. Om foråretnår Far harvede marken skulle jeg gå efter harvenog samle de større sten op, og dem var dermange af, særlig der, hvor den gamle markvejhavde løbet. Sommetider harvede vi flintestenop og de havde en anden lyd mod harvetæn-89

Naboer og gode venner på tur til Lodbjerg Fyr 1935. Forreste række fra venstre Peder Møller (medskæg). Damen i midten i blomstret kjole er Kirstine Nielsen.Bagerste række i midten med bånd omhatten Jens Chr. Nielsen og til højre herfor Henning Nielsen. Til højre herfor Peter Harbo. Muligvis erdet »Ole på Heden«, Ole (Andersen)? til højre for Jens Chr. Nielsen. Muligvis kørte Anton Jensen osderud i lastbilen med bænke bagpå.derne. Da hændte det flere gange, at det var tilhugnesten fra stenalderen, det kunne væreøkser og pilespidser, dolke, knive mm. De heleog fine sager kom på museum, men det somvar beskadiget, fik vi lov at beholde selv. Formig vakte det en tidlig interesse for slige tingfra fortiden. Det har hængt ved mig hele livet,det skal jeg komme tilbage til lidt senere.På det tidspunkt hvor vore to islænderhestevar blevet gamle og udslidte, købte min Far tostørre røde heste. Den ene var en firåring, somvar fra et cirkus, og det var et raskt par. Vi kørtealtid med tospand, hvad enten vi skulle imarken eller til Møllen for at få kornet malet.Jeg skulle med og holde hestene, for de varbange for de store vinger på den firevingedemølle, som brusede og dånede. Når vi skulle udpå stadskørsel, skulle hestene børstes og striglesekstra fine. Jeg har et minde fra en sådan tur.Det var en søndag eftermiddag, en vårdagmed høj himmel og sol og fuglesang. Hestenevar spændt for og hele familien læsset på. Jegfik æren af at sidde i agestolen ved siden af minFar og den øvrige familie blev placeret på debløde bagsæder. Turen gik op forbi TvolumMølle og ned forbi Cirkusgården. Her gik detlivligt til, det var lige før de skulle ud på turne.Højtalerbilen spillede marchmelodier og en delaf dyrene var ude for at blive luftet. Pludseligda vi nærmede os manegen rejste vor nye ”cirkushest”sig på bagbenene, den ville med i dansen.Heldigvis kom en rask cirkuskarl til, togden i grimen og fik den ned på alle fire igen. –Nu kunne vi fortsætte søndagsturen ned forbimine bedsteforældres hus, som lå i udkanten afDover skov, her boede Kirsten og KlemmenNielsen. Men i dag gik turen videre gennemDover skov, forbi Langhøjene og ned over Brokjær.Vi skulle videre til Anna og Torvald ”Færgemand”Christensen, min faster og onkel. Nu90

En af mine store interesser er at male. Her harjeg foreviget en meget gammel gård fraSøndbjerg på Thyholm 1987. Samt en gammelSkånegård, malet 1979.gik turen brat op gennem Boddum bakker forbide mange gravhøje. Oppe på det højestepunkt standsede vi en stund så hestene kunnehvile lidt. Her var en bedårende udsigt overden smukke egn og ned gennem dalen modSkibsted fjord, herefter kørtes mod præstegården,nu var vi i Boddum og svingede østover ogderefter med en lang vej sydover forbi flere gårdeog sluttelig nåede vi målet for søndagsturen:Den gamle Færgegård. Her havde der væretfærge over Gravgård fjord (Skibsted fjord) tilThyholm. Færgen roedes ikke mere nu, de sidstesørgelige rester af den lå i nogle år nede påstranden (se en følgende artikel om Boddum.red.). Her var en pragtfuld gammel have medstore frugttræer og blomster. Hen mod aften,når vi børn havde soppet i fjorden og når hesteneog vi var blevet forplejede og Faster Anna,som var dameskrædder, havde taget mål tilmine søstres nye kjoler, blev hestene igenspændt for og så gik turen hjem over Doveroddedæmningen og Dover. Herfra kunne hesteneselv finde hjem, og hjemme ventede køernepå at blive malkede.Der gik en del år med skole og andet og jegvar blevet 13 år og gik til konfirmations forberedelse.Vi gik sammen med Dover og Flarupskoler i Ydby med pastor Alfred Christensensom lærer. En eftermiddag var vi på vej hjem,en flok drenge på cykel. Vi kørte naturligvis ien klynge med mig yderst, jeg var jo yngst ogder var en vis rangordning. Så i en kurve mødtevi en høj mand på cykel. Han forsøgte atundgå en kollision ved selv at køre i grøften.Efter en lille stund stak han hovedet op af grøftenog sagde: ”Unge Nielsen, så du mig ikke”?Det var mit første møde med forfatteren HansBakgaard. Men efter dette uventede møde varvi meget gode venner resten af livet. I mange årvar der en ganske livlig kontakt mellem HansBakgaard og min familie. – Jeg blev konfirmeretden 19. april 1936. Den dag blev det envoldsom sandstorm fra nordvest. Markerne vartilsåede og stod grønne og fine. Men det stormedeog føg med sandet så man knapt kunnevære udendørs, og mange måtte så markerneom det år. Min Far og hans nærmeste nabohavde sammen plantet en granhæk ca. 10 årfør, bestående af sibirisk sitkagran, og dendæmpede sandstormen en del og klarede alslags vejr.Da jeg var lidt over 20 år flyttede jeg fra Thy.Jeg var nogle år i Vejle og København, men dersyntes jeg husene lå alt for tætte. Jeg havde desudenværet på cykeltur i Norge og forelsket migi en norsk jente, og da vi senere mødtes i Sverige,blev det der, vi bosatte os. – Men hvadman i ungdommen nemmer, man ej i alderdommenglemmer. Så jeg har stadig interessefor arkæologi og har nogle gange været medved nogle udgravninger her i Sverige. For ca.25 år siden havde vi en stor blotlægning af NyVarberg. Det er jo en by, der har været megetstrid om mellem vore kære fædrelande. Byenhar været brændt og flyttet mange gange. I dagligger den bag den store fæstning ved havet og91

Her står jeg i sommeren 1995 i udkanten af Dover Skov og peger mod mit fædrende hjem på RefsHedegårds mark. Gunvor, min hustru, fotograferede.nær ved Vardebjerget, her tændtes der bål igamle dage ved fare, deraf navnet. Ved udgravningenblev jeg en dag betroet at stå ved sorteringssolden.Jeg så en del fund, blandt andet enældgammel grøn mønt, jeg kunne ikke se omder stod Carolus eller Christian Rex. Vi bor jonær ved den gamle grænse mellem Danmarkog Sverige i Mølndal. Også her har vi gjort enhel del fund. Ved udgravning har man for nyligfundet en boplads fra jægerfolket for 9.500 årsiden. Byen her har sit navn efter et stort vandfald.Her har været 16 møller, som har drevetmange industrier: papirfabriker, spinderier,oljeslageri og meget andet. Mølndalsåen somrinder gennem byen var sejlbar og blev brugtfør sporvogne tog over.Dette var nogle minder fra en gammel forhenværendeThybo med venlige hilsner!92