- men ikke på dine vægge - Aktuel Naturvidenskab

8A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 4 | 2 0 1 1S K I M M E L S V A M P EFoto: Fra bogen Food & Indoor FungiFigur 4. Penicillium chrysogenum har runde, farveløse sporer, der dannes i lange kæder (4A), Stachybotryschartarum (4B) danner encellede, sorte ovale sporer i slimdråber og Ulocladium alternariae (4C) har fl ercelledebrune sporer, der sidder enkeltvis. Skimmelsvampene er vist i det samme størrelsesforhold.Skimmelsvampenes opbygningStorsvampe og skimmelsvampe består af rørformedeceller (hyfer), der tilsammen danner et netværk (mycelium),der er selve svampen. Hyferne er 2-20 μm(0,002-0,02 mm) i diameter og kan blive flere meterlange. Gær er encellede svampe, der formerer sigved knopskydning. Storsvampene formerer sig ved atdanne sporer i frugtlegemer (f.eks. champignon ellerNår skimmelsvampene tørrerud og dør, sidder mykotoksinernestadig på sporerog hyfestumper sammen medglycopeptider og -glucanerog er lige så potente som dasvampen levede. En død skimmelsvampkan derfor være ligeså farlig som en levende. Og erder skimmelsvampevækst i enbygning, vil det ofte være encocktail af forskellige stoffer ogskimmelsvampestumper i luften,der kan give en masse forskelligesymptomer.Skimmelsvampenes kemiBygninger har deresegne svampeDer findes mindst 50.000 forskelligeskimmelsvampearter oghver enkel skimmelsvampearthar sin egen habitat, hvor denhar tilpasset sig gennem 300 millionerår. Man kan finde skimmelsvampealle steder på jordenog i atmosfæren, men det er ikkede samme arter man finder allevegne. Ligesom anemoner erknyttet til bøgeskove i Europaog isbjørne er knyttet til egneneomkring Nordpolen, er bestemtekantareller), mens skimmelsvampene danner deressporer direkte på det fl ade mycelium og får derfor etlidt loddent eller håret udseende. Skimmelsvampenessporer ser forskellige ud alt efter hvilken slægt,der er tale om. Alle Penicillium arter har runde, encelledesporer (4 μm), mens alle Ulocladium arter harafl ange, fl ercellede sporer (15×30 μm).Alle skimmelsvampe producerer -glucaner og glycopeptider,som indgår i opbygningen af hyfevæggene.Disse cellevægskomponenter er store sammensattemolekyler. -glucaner er komplekse kulhydrater, derbestår af glukoseenheder bundet sammen i langekæder. Skimmelsvampenes glycopeptider er små proteinermed kulhydratenheder (ofte mannose) bundetpå. Når selve skimmelsvampen vokser og begynder atdanne sporer, starter produktionen af små, specialiseredestoffer. Disse stoffer kaldes sekundære metabolitterog kombinationen eller profilen af sekundæremetabolitter er unik for hver skimmelsvampeart. Deflygtige metabolitter (MVOCs eller microbial volatileorganic compounds) er små kulstofforbindelser, somkan lugtes på lang afstand. De giftige metabolitter(mykotoksiner) er kulstofforbindelser, som giver kroniskehelbredsskader, når de spises, indåndes elleroptages gennem huden. Der findes mere end 30.000forskellige sekundære metabolitter, men kun et fåtaler så giftige, at der er lavet grænseværdier for dem.skimmelsvampe også knyttettil bestemte fødevarer. SkimmelsvampenPenicillium digitatumer knyttet til citrusfrugter,og angriber kun appelsiner ogklementiner, der har ligget forlænge i frugtskålen. Dens næreslægtning P. expansum angriberæbler og pærer, men aldrigcitrusfrugter, og deres fjerne fætterEurotium repens ødelæggerbrød og korn, men aldrig frugt.Man siger, at de enkelte skimmelsvampearterer associerede tilbestemte produkter.Det viser sig også at gældefor skimmelsvampe i bygninger.Ved DTU Systembiologi har visammen med Teknologisk Institutanalyseret mere end 5.000skimmelsvampeprøver, der vartaget på forskellige fugt- ogvandskadede bygningsmaterialer.Vores analyser viste, atdet faktisk var meget få skimmelsvampe,der kunne voksepå vandskadede vægge, gulveog inventar, i forhold til hvormange skimmelsvampearter, derfindes. Vi fandt i alt lidt over 50forskellige skimmelsvampearter,hvilket svarer til 0,1 % af alverdenskendte skimmelsvampearter,og ud af de 50 var det kun10-15 arter, der var almindeligei mugne bygninger.PenicillinproducentenVores resultater viser, at denallermest almindelige skimmelsvampearti fugtige bygningerer Penicillium chrysogenum(figur 4A), som ses i omkringhalvdelen af alle prøver. Penicilliumchrysogenum, der i gamledage blev kaldt P. notatum, blev“verdensberømt”, da AlexanderFleming i 1928 fik ødelagt et afsine bakterieforsøg, fordi en afhans Petriskåle var blevet forurenetmed en skimmelsvamp.Skimmelsvampen slog deomkringliggende bakterier ihjel,og da Fleming var meget interessereti alle former for antibiotika,isolerede han svampen.Dengang var der ikke denstore interesse for det antibakteriellestof, som Flemingkaldte penicillin, og først i 1945begyndte man at producerepenicillin til sygdomsbehandling.Da P. chrysogenum ikke erså almindelig i naturen – denfindes mest i jord og vand medhøjt saltindhold og somme tiderpå saltede fødevarer – kan vikonkludere, at St. Marys Hospital,hvor Fleming arbejdede, varen bygning med fugtproblemer.Derfor var det ikke så mærkeligt,at det netop var P. chrysogenum,der landede på Flemings Petriskål,men det var heldigt, da P.chrysogenum er en af de få arter,der kan producere penicillin.Kun 5 ud af 500 kendte Penicillium-arterer nemlig penicillinproducenter.Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere på aktuelnaturvidenskab.dk