1. kapitel - Unitas Forlag

Jesu fødsel
og barndomshistorie 1,5-2,52
Indhold:
1,5-25 Bebudelsen af Johannes Døberens fødsel
1,26-38 Bebudelsen af Jesu fødsel
1,39-45 Mødet mellem Maria og Elizabeth
1,46-56 Marias lovsang (Magnifikat)
1,57-66 Johannes Døberens fødsel
1,67-80 Zacharias’ lovsang (Benediktus)
2,1-20 Jesu fødsel
2,21-40 Simeon og Anna, de to vidner
2,41-52 Jesus som tolvårig i Jerusalems tempel
Efter forordet i 1,1-4 begynder Lukas sin beretning med at fortælle om bebudelsen
af henholdsvis Johannes Døberens og Jesu fødsel. Læseren følger nu begivenhederne
så at sige, og samtidig er hele fortællingen om Abraham og Sara i 1 Mos 11-21 den
„skjulte“ baggrund: Gud giver sit løfte til Abraham om, at han skal blive stamfader til
et stort folk. Men disse løfters virkeliggørelse trækker imidlertid ud, og Abraham og
Sara får først i en sen alder sønnen Isak.
Beretningerne om bebudelsen og fødslen af Johannes Døberen og Jesus er bygget
parallelt op (iflg. Green s. 50):
Johannes Døberen
1,5-7
1,8-23
1,24-25
1,57-58
1,59-66
1,67-79
1,80
Præsentation af forældrene
Bebudelsen
Elisabeth/Marias reaktion
Fødslen
Omskærelse og navn
Profetiske udsagn
Barnets opvækst
Jesus
1,26-27
1,28-38
1,39-56
2,1-20
2,21-24
2,25-39
2,40-5
19

De to beretninger om henholdsvis Johannes’ og Jesu fødsel fortælles altså sideløbende.
Læseren lades dog ikke i tvivl om, hvor vægten lægges. Jesu fødselshistorie har langt
den overvejende plads.
Med sit dobbeltværk, evangeliet og Apostlenes Gerninger, vil Lukas fortsætte den frelseshistorie,
der er begyndt i Det Gamle Testamente. Lukas begynder sit evangelium
„midt“ i denne frelseshistorie med Jesu fødsel, hans liv og frelsesværk, og fortsætter
med kirkens tid i ApG frem til Kristi genkomst og Gudsrigets endelige komme. Med
Jesu fødsel er den nye tidsalder kommet, der bærer frem mod Gudsriget.
Med Jesu fødsels- og barndomshistorie får vi også et indblik i Lukas’ sociale og politiske
verden. Nok er vi i „Herodes’ dage“ (1,5), og nok må Maria og Josef drage til
Betlehem pga. kejser Augustus’ ønske om folketælling, men Guds frelseshandling betyder,
at de magtfulde vil blive styrtet og de fattige og foragtede blive ophøjet (1,52).
– Præsentationen af Elisabeth og Maria viser os også Lukas’ sociale interesse. Elisabeth
omtales som „af Arons slægt“, men hun er uden barn, ufrugtbar, og dermed ikke i
stand til at opfylde sin opgave som kvinde og hustru i datidens samfund. Så længe
hun er barnløs, er hun uden status. I sammenligning hermed bliver Maria introduceret
(1,27) som værende uden familiebaggrund. Hun er forlovet med Josef, som er af
Davids slægt, men altså endnu ikke blevet en del af hans hus og hans sociale status.
20
De sociale klasser
Magt og privilegier
Kongemagten
Synedriet (ypperstepræstefamilien, stormænd, saddukæere)
Præsteskabet ved templet
Købmænd
Landbefolkningen, bønder, fiskere
Urene og deklasserede grupper (hyrder, kameldrivere, prostituerede)
Den jødiske fromhed og religiøsitet udtrykt i takoffer for fødslen, omskærelsesritualet
og navngivning kommer også frem i fødsels- og barndomsberetningerne, sådan som
den var centreret omkring det jødiske tempel her i det første århundrede. Templet
i Jerusalem var jødernes hovedhelligdom fra kong Salomon, og indtil romerne

ødelagde det i år 70 e.Kr. for at sætte punktum for det jødiske oprør. Ifølge 2 Sam
6 gjorde kong David Jerusalem til landets religiøse centrum ved at føre pagtens ark
hertil, men det blev kong Salomon, der rejste den tempelbygning, som er beskrevet
i detaljer i 1 Kong 6-7. Efter hjemkomsten fra det babyloniske eksil (587-539 f.Kr.)
opførtes det såkaldte Zerubbabels tempel ifølge Ezra 1,1. I år 20-19 f.Kr. restaurerede
Herodes templet så omfattende, at man kan tale om et helt nyt og tredje tempelbyggeri.
– I fødsels- og barndomshistorien er templet det kulturelle og religiøse centrum,
hvor Gud er nærværende, hvor loven diskuteres, og håbet om den kommende verden
kommer til udtryk.
1. Marias bebudelse 1,26-38
Bebudelsen til Maria er tæt knyttet sammen med den forudgående beretning om
løftet til Elisabeth og Zakarias. Igen er det englen Gabriel, der er budbringeren. Det
var Gabriel, der if. Dan 8,16 tydede Daniels syner, og selve navnet Gabriel kan betyde
„Guds stærke“. Gabriel hører til kredsen af de syv ærkeengle, der if. Åb 8,2 står
for Guds ansigt. – Det understreges i teksten, at Maria er jomfru, altså en ung pige i
den giftefærdige alder, sandsynligvis 12-13 år gammel. Dette stemte i øvrigt med den
romerske lov, idet Augustus havde sat minimumsalderen for indgåelse af ægteskab til
12 år for piger og 14 år for drenge. Maria understreger sin jomfruelighed med henvisningen
(v. 34) til, at hun aldrig har været sammen med en mand, mens Matt 1,23
henviser til profetien i Es 7,14. Matt vil lade det være helt klart, at Jesu fødsel er opfyldelsen
af de GT-lige profetier forudsagt af profeten Esajas. – Overraskende for Maria
træder Gabriel frem for hende med hilsenen: „Herren er med dig, du benådede!“ Men
det er andet og mere end en hilsen. Det er ord kendt fra GT, der tydeligt angiver, at
hun er udvalgt af Gud. Hendes forvirring og frygt imødegås derpå af englens ord:
„Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud!“ Hun skal undfange, føde og
give navn til et barn, som Gud vil give Davids trone. Og i konsekvens heraf skal dette
barn regere for evigt. Hans navn skal være Jesus, hvilket betyder „Jahve frelser“ og
„Den højestes søn“, altså Guds søn.
21

22
Jomfrufødsel og gudebørn
Forestillingen om jomfrufødslen er mere et stykke „teologi“, dvs. et udtryk for, at nu skaber Gud
nyt, end en historisk kendsgerning.
I de mellemøstlige religioner findes der parallelle forestillinger om guden, der lader sig føde:
1. I Ægypten blev Farao i bogstavelig forstand opfattet som en søn af guden. Det var i virkelighe-
den guden Amon, der i skikkelse af den regerende konge, gjorde dronningen gravid.
2. Fortællinger om seksuel forening af guder og jordiske kvinder var almindeligt udbredt i den
antikke verden. F.eks. fortaltes det, at filosoffen Platon havde guden Apollon som sin far.
I den senere jødiske polemik påstod man, at Jesus var et uægte barn. Lukas fremhæver
i modsætning hertil, at Jesus i lovens forstand er et legalt barn af Josef. Man kan
med andre ord sige, at der er forestillinger i NT, der ligger tæt på specielt dem, vi
kender fra det gamle Ægypten. Alligevel er det sprog, som bruges til at beskrive Jesu
undfangelse og fødsel, i overensstemmelse med, hvad vi i øvrigt finder i NT. Lukas
har utvivlsomt formuleret og overleveret en tradition, som har levet i menighederne i
slutningen af det første århundrede. Nok er undfangelsen hyllet i et mysterium, men
samtidig gøres det klart, at Marias’ søn er Guds søn og dermed den lovede Messias.
2. Marias lovsang 1,46-56
I mødet mellem Maria og Elisabeth fremsiger Maria sin lovsang. Lovsangen har uden
tvivl en jødisk baggrund, men giver samtidig et billede af Gud, som fortsat vil handle
til frelse:
1. Gud skildres som den kæmpende, „den Mægtige“, der har gjort vældige ting og
splittet dem, der er hovmodige og styrtet de mægtige fra tronen. Det er den Gud, som
kæmper for sit folk (sml. evt. med Sl 24,7-10).
2. Han er samtidig den Gud, der har holdt sine løfter og sin pagt med folket. Han
er den nådige Gud, der har løftet den ringe op, mættet den sultne og sendt den rige
tomhændet bort. Gud er en forandringens og omvæltningens Gud. En dynamisk
Gud.
3. Gud er hellig og barmhjertig mod dem, der frygter ham.
4. Gud løfter den enkeltes liv (Marias) op i frihed.

I v. 54-55 peges der tilbage på Guds historie med Israel, udvælgelsen og pagten. Gud
„husker på sin barmhjertighed“. Han skildres som frelsens Gud, der griber ind i såvel
folkets som den enkeltes liv
3. Jesu fødsel 2,1-21
Lukas afbryder beretningen om Johannes Døberen for at følge op på bebudelsen af
Jesu fødsel. Ligesom det i bebudelsen af Johannes’ fødsel understreges, at Johannes
kun er den, der skal gå forud for Messias, sådan er også Johannes’ fødsel proklameret
med en profeti af Zakarias. I modsætning hertil er det en himmelsk proklamation
akkompagneret af englenes sang, der forkynder fødslen af Jesus.
Augustus
I beretningen om Jesu fødsel står to „magter“ over for hinanden: Det romerske imperium med
kejser Augustus og Guds frelsesvilje. Augustus blev Roms enehersker år 27 f.Kr. Han skrev selv:
„Nitten år gammel samlede jeg på eget initiativ og for egne midler en hær, med hvilken jeg befri-
ede republikken, der var undertrykt af klikevælde“. Han var født Gaius Octavian og slægtning til
Julius Cæsar, som gjorde ham til sin adoptivsøn og arving. Octavian stod som sejrherren efter
de borgerkrige, som Rom blev kastet ud i efter mordet på Cæsar i år 44. Og eftersom Cæsar, in-
den mordet på ham, var blevet erklæret for guddommelig (divus), så kunne Octavian godtgøre,
at han selv var en divi filius, dvs. søn af en guddommelig. Som prokonsul fik Augustus i år 27
formelt de vigtigste af de romerske provinser for de næste 10 år. – Denne ordning blev så fornyet
af det romerske senat hvert følgende tiår. Gaius Octavian antager nu navnet Cæsar Augustus,
bliver princeps senatus, dvs. senatets førstemand, og overtager senere også embedet som pon-
tifex maximus (ypperstepræst). I år 2 får han tilnavnet pater patriae („fædrelandets fader“), og i
evangeliet benævnes han kejser Augustus.
1-5. Jesu fødsel placeres i en verdenshistorisk sammenhæng, idet det fortælles, at
kejser Augustus beordrer en folketælling iværksat. Denne folketælling skulle danne
grundlag for en skatteudskrivning, og som et resultat af dette befinder Maria og Josef
sig i Betlehem. Lukas nævner endvidere, at denne folketælling fandt sted under
Kvirinius, der var statholder over provinsen Syrien. Denne henvisning indeholder
imidlertid problemer. Det er sikkert, at Jesus er født i kejser Augustus’ regeringstid,
23

når vi bruger den mere præcise tidsangivelse i Luk 3,1 og 3,23, men Kvirinius overtog
først statholderembedet over provinsen Syrien i år 6 samtidig med, at Judæa blev lagt
ind under provinsen Syrien. Dette har selvfølgeligt været anledning til folketællingen
af jøderne og skatteudskrivningen. Det er da også denne skatteudskrivning, der ifølge
den jødiske historieskriver Josefus udløser et oprør anført af Judas Galilæeren. I øvrigt
har vi ikke kilder, der beretter om tidligere folketællinger i Palæstinaområdet. Fastholder
vi samtidig, at Jesus er født i Herodes den Stores regeringstid, hvilket spiller
en stor rolle i Matt’s fødsels- og barndomsberetninger, så får vi et spænd på ca. 10 år,
inden for hvilken fødselen kan have fundet sted.
24
Josefus
Jødisk historieskriver, søn af en præst og farisæer, der nød megen anseelse. Han var anfører for
en jødisk hær i Galilæa under det jødiske oprør mod romerne i 66-70, men blev taget til fange af
krigsherren Vespasian. Da Josefus imidlertid spåede Vespasian en fremtid som romersk kejser,
lod Vespasian ham optage i sin familie, flavierne.
Josefus skrev Den jødiske krig og Den jødiske arkæologi (jødernes historie).
Angivelsen af fødselstidspunktet for Jesus er upræcis, men det er mest sandsynligt,
at han er født i Herodes’ sidste regeringsår, dvs. år 4 f.v.t. I så fald omtaler Lukas en
folketælling, som vi ikke kender til fra andre kilder.
Kvirinius er den græske form af det latinske navn Quirinius. Han kom fra en af de lavere sociale
klasser, men arbejdede sig op til det romerske imperiums højeste stillinger: konsul, senator og
statholder – endog to gange i henholdsvis provinsen Asien og dernæst Syrien. Kvirinius stod
Augustus meget nær, var højt respekteret for sin administrative og militære dygtighed og var
både effektiv og ubestikkelig. Det jødiske oprør i forbindelse med skatteudskrivningen blev da
også slået hårdt og brutalt ned.
Ligesom alle andre vandrer også Josef „til sin by“ for at lade sig indskrive, dvs. til hans
oprindelsessted. Josef bliver altså præsenteret for læserne som „af Davids slægt“. Og
det er ikke, som man kunne tro, Jerusalem, der er Davids by, men Betlehem. Hermed
er englens proklamation gået i opfyldelse (1,32), for ligesom David stammer fra

Betlehem, skal Jesus også fødes her (jf. i øvrigt Mika 5,1: „Du, Betlehem, Efrata, du
er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel“).
– Maria følger Josef, fordi de sandsynligvis bor sammen, og ikke fordi hun også skal
registreres i fortællingen. Maria præsenteres også her som Josefs forlovede. – Lukas
lader med beskrivelsen af folketællingen to motiver virke sammen: På den ene side
følger Josef den mægtige kejsers dekret om folketælling. Men på den anden side er
kejserens myndighed set som underordnet Guds vilje.
6-7. Enkelt og i få ord fortælles der nu om fødslen. Jesus er Marias førstefødte, hvilket
dels støtter udsagnet om, at hun var jomfru ved undfangelsen, og dels har Jesus som
den førstefødte arveretten til Davids trone, hvilket igen peger på hans messianske opgave.
Lukas beskriver de ydmyge omgivelser, som fødslen sker i. På grund af trængslen
er det en stald, som sandsynligvis var eneste „gæsteværelse“ hos en fattig familie.
En tradition, der går helt tilbage til det andet århundrede, henlægger Jesu fødsel til en grotte.
Kejser Konstantin den Store lod en kirke bygge i Betlehem over den mulige lokalitet. Grotten
er nu udgravet under kirken og regnes af den katolske og de ortodokse kirker som selve stedet
for fødslen.
8-12. Hyrderne er de første, der får budskabet om Jesu fødsel. I datidens samfund
befandt hyrderne sig på bunden af samfundet. De hørte til gruppen af fattige bønder,
der var nødt til at sælge deres arbejdskraft til andre på grund af skattetrykket, men
det er dem, der får meddelelsen om frelserens fødsel og ikke magthaverne, jf. Marias
Lovsang. Det er en „Herrens engel“, der bringer budskabet til hyrderne – måske er
det englen Gabriel – og englen er fulgt af „en himmelsk hærskare“ (v.13). Her på
Betlehems mark mødes altså himmel og jord. Mødestedet mellem det guddommelige
og det jordiske var ellers Jerusalems tempel, men for Lukas er dette monopol på hellighed
sprængt. Guds åbenbaring er ikke længere bundet til Jerusalem. Evangeliet er
universelt, og det glædelige budskab er for alle mennesker. Guds fred er nu kommet
til jorden. – „Glædeligt budskab“ er en formel kendt fra den hellenistiske verden
– både om sejr i krig og i kultisk sammenhæng og en forkyndelse af gudernes yndest.
Men frem for alt er der tale om forbindelsen tilbage til Es 40-66. Her udråbes Guds
komme som ensbetydende med frelse (Es 40,9) og Guds herredømme som et her-
25

edømme med fred, retfærdighed (Es 52,7) og ny mulighed for fattige (Es 61,1-2).
Med en sprogbrug, der har rødder tilbage i begge kulturer, den hellenistiske og den
jødiske, forkyndes der altså et glædeligt budskab for de fattige hyrder. – Hyrderne
får imidlertid ikke den nyfødtes navn bekendtgjort. Det er Maria (og Josef), der skal
give ham navnet Jesus, hvilket sker ved omskærelsen på ottendedagen if. 2,21. I stedet
forkyndes den nyfødtes titler: Han er frelser, Messias og Herre.
26
Frelser brugtes i den græsk-romerske verden om både guder og fyrster. Både i de klassiske
græske og romerske religioner og i de religioner, som opstod ved vor tidsregnings begyndelse,
optræder guderne som frelsere. Det gælder f.eks. i nye religioner som Mithrasreligionen og Isis-
dyrkelsen. Cæsar kaldtes f.eks. „verdens frelser“, og Augustus fik betegnelsen „menneskehe-
dens velgører“. I GT bliver „frelser“ brugt om Gud, som den der udfrier sit folk, og netop i denne
betydning overføres betegnelsen på Jesus.
Kristus er det græsk-latinske ord, der oversætter det hebraiske Messias, der betyder „den sal-
vede“. Det var den gammelisraelitiske kongetitel, som efterhånden gennem folkets historie blev
betegnelsen på den forventede frelserskikkelse, der skulle tilvejebringe et nyt Israel og en ny
tidsalder.
Herre (græsk: kyrios). Denne betegnelse blev også brugt af Augustus og senere af de romerske
kejsere. Kejseren var kyrios. I GT er Guds navn Jahve, men det fortrænges efterhånden af beteg-
nelsen adonaj, der også betyder „herre“. Den græsksprogede udgave af det hebraiske GT (som
kaldes LXX, Septuaginta) oversætter det hebraiske udtryk adonaj med kyrios.
Tegnet, som hyrderne skal finde, er ikke en særlig Gudsmagt, men et barn, svøbt, liggende
i en krybbe. Der er her et ekko af udsagnet i Es 1,3: „Oksen kender sin ejer, æslet
sin herres krybbe, men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet“, og den teologiske
mening er klar: Gud kommer nu på en ny og anderledes måde sit folk i møde.
13-14 Englenes hymne understreger igen universalismen i Luk: Guds ære i den højeste
himmel giver sig udtryk i den fred, Han bringer på jorden til dem, der har hans
velbehag. Det er en fred til Israel, som samtidig er en fred til alverden. Med fødslen af
dette barn er Guds nåde altså kommet til hele verden.
15-20 Som Maria gjorde det, tror også hyrderne ureflekteret og umiddelbart. De går
til Betlehem, finder, hvad de søger, og vender tilbage, lovpriser og fortæller videre.