DesmonD TuTu – hvem er han? - Unitas Forlag

1
DesmonD TuTu –
hvem er han?
Desmond Mpilo Tutu besøger i september 2004 Danmark. Han er
inviteret af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet og
Folkekirkens Nødhjælp for at markere 10-året for det nye demokratiske
Sydafrika. Besøget indledes med et besøg i Udenrigsministeriet
hos daværende udviklingsminister Bertel Haarder. På vej i bilen til
Asiatisk Plads kommer vi til at diskutere, hvornår Desmond Tutu
første gang har besøgt Danmark og Folkekirkens Nødhjælp. Vi bliver
enige om, at det nok er i 19 9, mens apartheid endnu holder Sydafrika
i et jerngreb, og de fleste har opgivet håbet om, at det nogensinde
vil blive bedre mellem sorte og hvide.
I 19 9 bliver Tutu i forbindelse med besøget i Danmark interviewet
af TV-Avisen. På journalistens spørgsmål om, hvordan man afskaffer
apartheid i Sydafrika, opfordrer han alle lande til at lægge økonomisk
pres på landet og stoppe købet af sydafrikanske kul. Udtalelsen
vækker opsigt ikke bare i Danmark og Sydafrika, men i mange internationale
medier. Da Tutu kommer tilbage til Sydafrika, bliver hans
rejsetilladelse inddraget, og han får først lov til at forlade landet igen
i forbindelse med Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Vancouver,
Canada, i sommeren 1983.
Tutus udtalelse til dansk fjernsyn markerer et gearskifte i kirkernes
modstand mod apartheid i Sydafrika. Ved siden af den praktiske
hjælp til ofrene for apartheid stiller Det sydafrikanske Kirkeråd og
Desmond Tutu sig ind i den politiske og økonomiske modstand mod
den sydafrikanske regering. Tutu taler tydeligt den sorte befolknings

sag på en måde, så det giver genlyd over hele verden. Det er samtidig
et budskab om ikke-vold, der skal forhindre, at undertrykkelsen af
den sorte befolkning slår over i endnu mere vold end den, man allerede
er vidne til i de sorte kvarterer.
“Ja, det interview gav mig nogle problemer”, siger Tutu og slår ud i
en befriende latter, “men fortæl mig nu lidt om jeres udviklingsminister,
og om hvorfor Danmark som det eneste land i verden skærer
ned på udviklingsbistanden? Hvad er det, der sker med jer?” Tutu er
øjensynligt ikke interesseret i at tale om gamle dage, men optaget af
tiden her og nu. Historien kan man overlade til historikerne, nutiden
tilhører teologerne, for de skal hele tiden bestræbe sig på at tolke og
forstå, hvad Gud vil have sagt og gjort.
Da vi når frem til Udenrigsministeriet, venter vi lidt på ministeren,
der meget venligt og imødekommende byder os inden for i mødelokalet.
Lyset falder smukt ind gennem vinduerne, der vender ud
mod havnen og de gamle pakhuse. Hurtigt og effektivt bliver frugt
og kaffe sat frem, men inden vi tager for os af retterne, ser Tutu på
Bertel Haarder og spørger venligt: “Kan vi begynde med en bøn?”
Ministeren bliver øjensynligt lidt overrasket over spørgsmålet, men
besinder sig hurtigt og svarer Tutu med det samme: “Ja, selvfølgelig,
ja selvfølgelig.” Derefter beder Tutu for mødet, for ministeren, og for
det ansvar en minister skal udøve for sit land og freden i verden.
I de kommende dage bliver jeg flere gange lige så overrasket som Bertel
Haarder over Tutus spørgsmål, om vi kan begynde med at bede en
bøn. Det tror jeg også de mange journalister bliver, når Tutu afbryder
dem, inden de lader kameraerne rulle eller begynder at skrive på
deres blokke, fordi han gerne vil bede for interviewet, for journalisten
og for det ansvar journalisten har for den offentlige menings-
dannelse. Efter bønnen kommer arbejdet, og for Desmond Tutu er
rækkefølgen aldrig ligegyldig. Arbejdet står i en højere sags tjeneste,
der går ud over menneskers forfængelighed eller ønske om at udøve
magt. Menneskers udøvelse af magt er ifl. Tutu nødvendig og farlig
på samme tid, fordi fristelsen for magtmisbrug ligger snublende nær.
I det spil er der ingen forskel på det ansvar, en politiker, journalist
eller for den sags skyld en pensioneret ærkebiskop fra Sydafrika må
leve op til.
På mødet med udviklingsminister Bertel Haarder takker Tutu den
danske regering og den danske befolkning for den uvurderlige støtte
til at fremme demokrati og overholdelse af menneskerettigheder i
Sydafrika. “Mens store dele af verden gjorde ingenting, eller ligefrem
støttede det sydafrikanske apartheid-regime, gjorde Danmark
det eneste rigtige. I hjalp os i de mørke år, så vi ikke gav op, men
blev ved med at tro på, at vi med ikke-voldelige midler kunne skabe
demokrati for både sorte og hvide. Det glemmer vi aldrig, og det vil
vi altid takke Danmark for”, betoner Tutu. Samme budskab gentager
han ved gæsteforelæsningen i festsalen på Københavns Universitet
senere på dagen og ved gudstjenesten i Københavns Domkirke d. 12.
september 2004.
Indførelse af demokrati og overholdelse af menneskerettigheder med
ikke-voldelige midler er nøgleordene for Desmond Tutu. De går igen
i hans kritik af Zimbabwes Roberts Mugabe, som Tutu kalder en
“skændsel for Afrika” og “den værste af alle Afrikas vanvittige diktatorer”,
eller i hans kritik af krigen mod Irak, hvor han mener, at Vesten
optræder naivt, når man tror, at man kan indføre demokrati ved
hjælp af krig og besættelse. “Demokrati indfører man demokratisk”,
betoner han igen og igen, når han bliver spurgt, hvad han mener om
krigen i Irak. “Vi må tale og forhandle. Vi vil opdage, at vi har meget
8 9

til fælles med vore fjender”, siger han i universitetets festsal. Samme
ikke-voldelige perspektiv anlægger Tutu på forholdet mellem israelere
og palæstinensere: “I Israel og Palæstina tror jeg, at de en dag
vil spørge sig selv: Hvorfor har vi været dumme så længe?”
Tutu lever i et moralsk univers, hvor mennesker er skabt til at leve i
fred med hinanden i overensstemmelse med Skaberens vilje. Forskellighed
mellem mennesker betragter han som en styrke, fordi det gør
livet mangfoldigt og spændende. I Sydafrika har han lagt navn til
billedet om regnbuenationen, der skal tjene til at beskrive virkelighed
og ideal for et land, der skal leve som et demokrati med mange stammer,
sprog og etniske grupper. På sin egen krop har han følt, at idealet
om demokrati og fredelig sameksistens kun lader sig realisere gennem
den tålmodige samtale og den udholdende insisteren på at løse
konflikter gennem forhandling. Styrken til tålmodigheden og troen
på, at ikke-vold altid vinder over volden, kommer fra forankringen i
afrikansk kultur og kristendom, som han fik ind med modermælken.
Tutu i årstal
Desmond Tutu blev født d. . oktober 1931 i byen Klerksdorp i Sydafrika
som søn af en familie, hvor faderen er lærer, mens moderen er
hjemmegående. Da Tutu er 12 år, flytter familien til Johannesborg,
hvor han kommer i gymnasiet. Fra 1951-1953 læser han til lærer på
Pretoria Bantu Normal College og underviser herefter indtil 1958 på
Munsieville High School, Krugersdorp. Han opsiger sin lærerstilling
i protest mod vedtagelsen af Bantu Education Act, der forringer den
sorte befolknings muligheder for at få en skoleuddannelse. Tutu skifter
til teologi og begynder at studere på St. Peters Theological College,
Rosettenville, og ordineres i 1960 som diakon i den anglikanske
kirke i Johannesborg. Året efter ordineres han til præst i samme kirke
og rejser i 1962 til London, hvor han dels studerer videre på King’s
College og dels fungerer som præst ved St. Alban’s Church, mens
han afslutter sin teologiske kandidatuddannelse. I 196 vender Tutu
og hans hustru Leah Nomalizo Tutu tilbage til Sydafrika, hvor Tutu
bliver studenterpræst og underviser på Federal Theological Seminariry
i byen Alice. I sin undervisning lægger Tutu vægt på at beskrive
og analysere den sorte befolknings livsvilkår, og han skriver et brev
til daværende premierminister John Vorster, hvor han betegner
Sydafrika som en krudttønde, der kan eksplodere, hvornår det skal
være. Tutu modtager aldrig et svar på brevet. I 19 2 vender Tutu
med familien tilbage til England som vice-direktør for Den teologiske
Uddannelsesfond i Kirkernes Verdensråd. Fondens opgave er at støtte
unges teologiske uddannelse, og den administrerer et omfattende
stipendieprogram. Opholdet i England varer indtil 19 5, hvor turen
igen går tilbage til Johannesborg, hvor Tutu som den første sorte udnævnes
til domprovst ved St. Mary’s Cathedral. Det varer kun ét år,
og fra 19 6-19 8 fungerer Tutu som biskop i Lesotho. I perioden fra
19 8-1985 arbejder Tutu som generalsekretær i Det sydafrikanske
Kirkeråd, inden han i 1985 udnævnes til biskop i Johannesborg og
til ærkebiskop for den anglikanske kirke i Sydafrika d. . september
1986. Dermed bliver han den første sorte leder for den anglikanske
kirke i Sydafrika. I 1995 udpeger præsident Nelson Mandela Desmond
Tutu som leder af Sandheds –og Forsoningskommissionen. I
2004 bliver han ansat på sit gamle universitet, King’s College, som
professor i post-konflikt samfund.
Desmond Tutu har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger
som anerkendelse for sit arbejde som apartheid-modstander
og inspirator for den ikke-voldelige modstand mod politisk undertrykkelse.
I december 1984 modtager han således Nobels Fredspris
ved en ceremoni i Oslo, Norge. I sin takketale betoner Tutu, at der
10 11

har været utroligt mange hilsener fra mange forskellige sider – undtagen
fra den sovjetiske og sydafrikanske regering. Han understreger,
at der med tildelingen af prisen er blevet tændt et nyt håb hos de
mange mennesker, der ikke bare i Sydafrika, men mange andre steder
i verden, frygter for deres liv p.g.a. fattigdom, uretfærdighed og
tyranners tilsidesættelse af de mest elementære menneskerettigheder.
Tutu slutter sin takketale med ordene: “Hvis Gud er med os, hvem
kan da være imod os?”
Tutu og Paulus
Tutus tale om håb og afsluttende spørgsmål knytter sig til Romerbrevets
kap. 8,24-38. Her betoner Paulus, at midt i lidelsen, hvor al
skabning sukker og længes efter forløsning, er håbet om frelse. Det
er et håb, som vi ikke ser, men venter på i udholdenhed. I ventetiden
kommer Ånden til hjælp midt i al skabningens skrøbelighed og går
i forbøn for os, så at det skal ske, som Gud har bestemt det: At livet
her og livet hos Gud skal formes i det billede, som vi ser af Gud i
Jesus af Nazareth. I Romerbrevets kap. 8,31 samler Paulus sin teologi
om håbet op i ordene: “Er Gud for os, hvem kan da være imod os?”
Det er et retorisk spørgsmål, hvor svaret allerede er givet som et løfte
om og en tro på, at Gud aldrig slipper den, som han kender og har
kaldet.
Hos mange er der ubehag ved ordene fra Romerbrevet, fordi de er
blevet misbrugt af magthavere, der ser sig selv som Guds udvalgte og
derfor kan slå modstanderne ihjel i Guds navn. Det seneste og mest
skræmmende eksempel er spændet på de tyske soldaters livrem under
2. Verdenskrig. “Gud med os”, stod der til skræk og advarsel for enhver,
som satte sig op imod nazismens voldsregime. Ordene på bæltet
er blasfemi og gudsbespotteligt, fordi de bliver båret af soldater, der
spreder lidelse, død og ødelæggelse. For det er den sammenhæng,
hvori Romerbrevets kap. 8,31 indgår, som er afgørende. Hos Paulus
er ordene ment som en trøst midt i lidelsen og ikke en forsikring om
gudvelbehagelig vold, fordi Gud er en Gud, der ikke sparer sig selv
eller sin egen søn for at vise os sin kærlighed og give os del i alt. Tutu
deler Paulus’ tro på, at hverken nød eller angst, forfølgelse, sult eller
nøgenhed, fare eller sværd kan skille et menneske fra Kristi kærlighed.
Tutu kender på sin egen krop og fra sine egne erfaringer alt for godt
til lidelsen, angsten og håbløsheden. Han er realist og kan sætte ord,
billeder og fortællinger på, hvordan det er at leve som sort sydafrikaner
i konstant fare for sit eget liv. Men han lader ikke følelsen af
magtesløshed og frygten for forfølgelse få det sidste ord. Han ved
fra sit Ny Testamente, at han ikke er alene med sine oplevelser, fordi
Gud har allerede i sin søn delt sin egen sårbarhed med os og kaldet
os til livsfællesskab i livet, døden og opstandelsen med ham. Derfor
er der et håb, en opstandelsestro og en overbevisning om, “at hverken
død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller
noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe
eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus
Jesus, vor Herre” (Rom. 8,38-39).
Det begynder med holland
Man leder forgæves hos Tutu, hvis man søger efter systematiske analyser
og undersøgelser af Sydafrikas historie, økonomiske og politiske
udvikling. Han kender til historien og Sydafrikas udvikling siden
den hollandske søfarer i Det hollandsk østindindiske Kompagni, Jan
van Riebeeck, d. 6. april 1652 landede på Afrikas sydspids på sin vej
til Indien. Her begynder den lange vandring frem mod etableringen
12 13

af et samfundssystem, der fra 1948 til 1994 går under den officielle
betegnelse “adskilt udvikling” (apartheid) for henholdsvis hvide, farvede
og sorte indbyggere i Sydafrika. Resultatet bliver et raceopdelt
Sydafrika, hvor der er meget stramme regler for, hvor man må bo,
arbejde, gå i skole, handle og opholde sig ud fra, hvordan man klassificeres
i henhold til hudfarve.
Et særligt sort kapitel i Sydafrikas historie er etableringen af bestemte
boligkvarterer og reservater, hvor de sorte indbyggere skal bo.
Skiftende sydafrikanske regeringer benytter politi og militær til at
flytte sorte beboere med magt, hvis de ikke frivilligt vil forlade deres
områder og flytte til de områder, der er forbeholdt sorte. Op gennem
1980’erne fører regeringens apartheid-politik til gentagne sammenstød
mellem ikke mindst sort skoleungdom og militæret. Mange
bliver anholdt, såret eller dør. Begravelser og begravelsesoptog bliver
det sted, hvor den folkelige protest kommer til udtryk, og uroen
forplanter sig internt i de sorte bydele, hvor politistikkere bliver
mishandlet og brændt af med brændende dæk rundt om halsen. De
økonomiske konsekvenser af uroen tvinger regeringen i knæ. Ledende
repræsentanter fra Sydafrikas arbejdsgiverorganisationer besøger
først hemmeligt og senere mere åbenlyst Den Afrikanske Nationalkongres
(ANC) i hovedkvarteret i Lusaka for at få stoppet volden.
Det politiske gennembrud kommer i 1990, da Nelson Mandela,
ANCs leder, bliver løsladt efter mere end 25 års fængsel på fangeøen
Robben Island lige uden for Cape Town.
Nelson Mandela ledsages af sin hustru Winnie Mandela, og efter den
stormende modtagelse af sine tilhængere tilbringer Nelson Mandela
sin første aften og nat i frihed som gæst hos Desmond Tutu i Bishop’s
Court i Cape Town. Her cementeres venskabet mellem to personer,
der skal komme til at spille en afgørende rolle for Sydafrikas vej mod
frihed og demokrati i tæt samarbejde mellem mange andre – herunder
præsident de Klerk.
Man skal være varsom med at tillægge enkeltpersoner alt for stor
betydning for den historiske udvikling, men man kan heller ikke se
bort fra, at den personlige integritet, handlekraft og dømmekraft er
vigtig, når der skal findes en vej frem og træffes svære beslutninger.
Det råderum, de har til deres rådighed, kan være bestemt af mange
forhold, de ikke selv er herre over. Således kan man godt tænke sig,
at én af de vigtigste forudsætninger for den demokratiske proces i
Sydafrika var Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende
opløsning. Dermed forsvandt et argument, som på trods
af Desmond Tutus afvisning, var blevet gentaget igen og igen af det
hvide styre i Pretoria og dets støtter i mange lande – herunder også
enkeltpersoner og grupper i Danmark, at den sorte opposition og
ANC ønskede et sort kommunistisk flertalsdiktatur i Sydafrika, når
de havde nedkæmpet det hvide styre.
Det er afgørende for personer som Tutu og Mandela at forsikre de
Klerk og hans støtter om, at Sydafrika skal udvikle sig til et socialt
retfærdigt og økonomisk stabilt markedssamfund med parlamentarisk
demokrati, hvor der er lighed for alle sydafrikanere uanset race,
køn og religiøst tilhørsforhold. Til det formål udfolder Tutu sin vision
om Sydafrika som en regnbuenation og undfanger sammen med
Mandela tanken om en sandheds – og forsoningskommission.
Kristendom og politik
Da Sydafrika afholder sit første demokratiske valg i 1994, overrasker
Tutu de fleste iagttagere ved at forbyde præster og biskopper i
den anglikanske kirke i Sydafrika at stille op til valget. Han vil ikke
14 15

sammenblande kristendom og politik, og de præster, som alligevel
ønsker at få en politisk karriere, må frasige sig deres embede som
præst. Dermed sætter han også sin egen indsats under apartheidsystemet
i relief. Hans modstand mod apartheid er ikke kun en politisk
modstand, men bygger på en bredere forståelse af, hvad kristendom
er, og hvordan den skal spille en offentlig rolle, når det politiske system
ikke selv er i stand til at tage vare på menneskers velfærd. Den
anglikanske kirke og dens præster skal ikke kunne beskyldes for, at
den blander sig i folks politiske holdninger, når det politiske system
er intakt og på plads. I stedet spiller den en stedfortrædende rolle,
når det politiske system ikke er fredeligt og retfærdigt på vegne af de
mennesker, der retteligt bør have det politiske ansvar.
I den anglikanske tradition skal man tilbage til den tidligere ærkebiskop
af både York og Canterbury, William Temple, for at finde en
person, der i nyere tid har formuleret den opfattelse, som Desmond
Tutu gør til sin egen. William Temple udgiver kort før 2. Verdenskrigs
udbrud en bog, han kalder Christianity and the Social Order
(Kristendom og den sociale orden). Bogen, der i øvrigt bliver forbudt
i Sydafrika, argumenterer for, at kristendommen indeholder en
række principper som f.eks. fred, retfærdighed og orden, som kirken
gennem sin forkyndelse og sit engagement i samfundet skal søge at
fremme. Temples samfundsideal er et samfund, hvor der er plads til
alle, hvor enhver har lige muligheder for at skabe velstand og tryghed
for sin familie, og hvor alle har lige adgang til uddannelse og at nyde
godt af samfundets velstand. Ifl. Temple ligger ansvaret for at fremme
idealet om velfærd for alle hos staten. Den skal bl.a. anvende skattepolitikken
til at mindske forskellene mellem rige og fattige borgere
i samfundet og finanspolitikken til at skabe økonomisk vækst. I William
Temples socialt orienterede samfundsmodel inspireret af den engelske
økonom Milton Keynes har kirken en rolle som inspirator og
vogter i forhold til det politiske, men aldrig en selvstændig politisk
endsige partipolitisk opgave.
Vi skal senere behandle Desmond Tutus teologiske opfattelse af
politik og kirkens rolle i det politiske, men her er det nok at fastslå,
at Desmond Tutu pga. sin anglikanske baggrund aldrig er den, man
finder forrest i den sorte sydafrikanske befrielsesteologiske bevægelse.
Han er inspireret af den og føler sig forpligtet af en række af
dens indsigter, men han ønsker ikke at skrive under på det såkaldte
Kairos-dokument, der udgives i 1985 af en lang række teologer,
præster og lægfolk, der kalder sig selv for befrielsesteologer. Tutus
begrundelse for ikke at skrive under på dokumentet er, at det er for
uforsonligt i sin tone over for det hvide samfund i Sydafrika og de
medborgere, der enten tilhører den hollandsk-reformerte kirke eller
de engelsk-talende hvide kirker som f.eks. den anglikanske kirke eller
metodistkirken.
I Kairos-dokumentet kalder forfatterne den hvide hollandsk-reformerte
kirkes teologi for statsteologi. Dermed henviser de til, at den
hollandsk-reformerte kirke altid har understøttet efterkommerne af
de første hollandske indvandrere i Sydafrika – de såkaldte boere. Boerne
har indrettet særlige missionskirker kun for sorte eller farvede
og har nægtet at have et kirkeligt fællesskab med dem. Samtidig har
den hollandsk-reformerte kirke udviklet en teologi, der legitimerer
det hvide styres apartheid-politik. Bibelske og teologiske begreber
som udvælgelse og pagtsfolk er blevet tolket snævert nationalt som
forhold, der blot gælder de hvide boere. Samtidig har man gjort sig
til talsmænd for en teologi, der vil adskille det politiske og det religiøse
på en måde, som man selv kan drage nytte af.
16 1

Den sorte befrielsesteologis kritik stopper ikke her. Dokumentet
kritiserer også de engelsk-talende hvide kirkers såkaldte kirketeologi.
Det er den teologi, der kun er interesseret i kirkens egne snævre
interesser og overlevelse. Den er nok interesseret i samfundsforhold,
men dens ledere og lægfolk viger tilbage for at tage konfrontationen,
når de fattiges rettigheder skal forsvares. De har ikke et teologisk
eller samfundsmæssigt analyseapparat, der gør dem i stand til at
aflæse voldens årsager i det sydafrikanske samfund, og derfor er de
heller ikke i stand til at gå med i civile ulydighedskampagner, der skal
hjælpe med at skabe en fundamental forandring af det sydafrikanske
samfund.
Som et alternativ til statsteologi og kirketeologi formulerer Kairosdokumentet
en teologisk position, som det kalder profetisk teologi.
Det er en teologi, der er inspireret af profeterne i Det gamle Testamente,
der talte magthaverne midt imod for at forsvare enkerne,
de fattige og flygtninges liv. Det er denne profetiske tradition, Jesus
stiller sig selv ind i, da han ved sin tiltrædelsesprædiken i synagogen
i Nazareth betoner, at med ham er Guds riget kommet nær, og at det
kan aflæses af det faktum, at der skal bringes godt budskab til fattige,
frigivelse for fanger, syn til blinde, og at undertrykte skal sættes i
frihed (Lk. 4,16-30). Den profetiske teologi udfordrer til efterfølgelse
af det budskab, så det også må blive et nådeår for undertrykte
sydafrikanere.
Kairos-dokumentet og den intense diskussion i Sydafrika om dets
indhold viser, at der under apartheid-systemet var store og dybe
modsætninger mellem kirkesamfundene. Det skyldes flere forhold.
For det første har kirkerne haft forskellig historie. De har tilpasset
sig de forskellige befolkningsgrupper, og samfundets splittelse er gået
lige ned gennem kirkerne. For det andet er der en teologisk forskel i
synet på forholdet mellem folk, nation, stat og kirke. Den reformerte
tradition i Sydafrika betragter det som sin opgave at være ét med sit
folk, støtte det i trængsler og gøre fælles sag med det i alle forhold.
De engelsk-talende kirker har haft den opfattelse, at de skulle være
i opposition til boerregeringen, der indførte apartheid i grundloven
i 1948. Den liberale modstand er altid blevet ført inden for det parlamentariske
systems rammer, og de liberale engelsk-talende havde
efterhånden slået sig til ro med, at nok var tilstandene uretfærdige,
men det lod sig ikke gøre at lave grundlæggende om på forholdene
i landet. Endelig har de hollandsk-reformerte og de engelsk-talende
kirker kunnet forene sig i modstanden mod den gruppe af ikke
mindst unge sorte universitetsstuderende, der har betonet betydningen
af at være sort. Den sorte bevidsthedsbevægelse (Black Consciousness
Movement) blev en væsentlig inspirationskilde for den
såkaldte “sorte teologi.”
Det hører til Desmond Tutus fortjeneste, at på trods af modstand
blandt visse befrielsesteologer og de dybe modsætninger blandt kirkesamfundene
kan han fastholde en position som formidler mellem
mange sydafrikanere og samtidig være respekteret nationalt og internationalt
som fortaler for de fattige sydafrikaneres sag. Han kunne
drage nytte af sit fint maskede netværk blandt mange af verdens
kirker gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråd og sit indgående
kendskab til de sociale og kirkelige forhold i Sydafrika som præst og
generalsekretær i Det sydafrikanske Kirkeråd. Selv når han ikke får
udrejsetilladelse, fordi han har fornærmet den sydafrikanske regering,
som det var tilfældet i Danmark i 19 9, ved han, at der er mennesker
i og uden for Sydafrika, der støtter hans sag. Derfor besøger
han Danmark 23 år senere for at sige tak – mange tak.
18 19