DesmonD TuTu – hvem er han? - Unitas Forlag

sammenblande kristendom og politik, og de præster, som alligevel
ønsker at få en politisk karriere, må frasige sig deres embede som
præst. Dermed sætter han også sin egen indsats under apartheidsystemet
i relief. Hans modstand mod apartheid er ikke kun en politisk
modstand, men bygger på en bredere forståelse af, hvad kristendom
er, og hvordan den skal spille en offentlig rolle, når det politiske system
ikke selv er i stand til at tage vare på menneskers velfærd. Den
anglikanske kirke og dens præster skal ikke kunne beskyldes for, at
den blander sig i folks politiske holdninger, når det politiske system
er intakt og på plads. I stedet spiller den en stedfortrædende rolle,
når det politiske system ikke er fredeligt og retfærdigt på vegne af de
mennesker, der retteligt bør have det politiske ansvar.
I den anglikanske tradition skal man tilbage til den tidligere ærkebiskop
af både York og Canterbury, William Temple, for at finde en
person, der i nyere tid har formuleret den opfattelse, som Desmond
Tutu gør til sin egen. William Temple udgiver kort før 2. Verdenskrigs
udbrud en bog, han kalder Christianity and the Social Order
(Kristendom og den sociale orden). Bogen, der i øvrigt bliver forbudt
i Sydafrika, argumenterer for, at kristendommen indeholder en
række principper som f.eks. fred, retfærdighed og orden, som kirken
gennem sin forkyndelse og sit engagement i samfundet skal søge at
fremme. Temples samfundsideal er et samfund, hvor der er plads til
alle, hvor enhver har lige muligheder for at skabe velstand og tryghed
for sin familie, og hvor alle har lige adgang til uddannelse og at nyde
godt af samfundets velstand. Ifl. Temple ligger ansvaret for at fremme
idealet om velfærd for alle hos staten. Den skal bl.a. anvende skattepolitikken
til at mindske forskellene mellem rige og fattige borgere
i samfundet og finanspolitikken til at skabe økonomisk vækst. I William
Temples socialt orienterede samfundsmodel inspireret af den engelske
økonom Milton Keynes har kirken en rolle som inspirator og
vogter i forhold til det politiske, men aldrig en selvstændig politisk
endsige partipolitisk opgave.
Vi skal senere behandle Desmond Tutus teologiske opfattelse af
politik og kirkens rolle i det politiske, men her er det nok at fastslå,
at Desmond Tutu pga. sin anglikanske baggrund aldrig er den, man
finder forrest i den sorte sydafrikanske befrielsesteologiske bevægelse.
Han er inspireret af den og føler sig forpligtet af en række af
dens indsigter, men han ønsker ikke at skrive under på det såkaldte
Kairos-dokument, der udgives i 1985 af en lang række teologer,
præster og lægfolk, der kalder sig selv for befrielsesteologer. Tutus
begrundelse for ikke at skrive under på dokumentet er, at det er for
uforsonligt i sin tone over for det hvide samfund i Sydafrika og de
medborgere, der enten tilhører den hollandsk-reformerte kirke eller
de engelsk-talende hvide kirker som f.eks. den anglikanske kirke eller
metodistkirken.
I Kairos-dokumentet kalder forfatterne den hvide hollandsk-reformerte
kirkes teologi for statsteologi. Dermed henviser de til, at den
hollandsk-reformerte kirke altid har understøttet efterkommerne af
de første hollandske indvandrere i Sydafrika – de såkaldte boere. Boerne
har indrettet særlige missionskirker kun for sorte eller farvede
og har nægtet at have et kirkeligt fællesskab med dem. Samtidig har
den hollandsk-reformerte kirke udviklet en teologi, der legitimerer
det hvide styres apartheid-politik. Bibelske og teologiske begreber
som udvælgelse og pagtsfolk er blevet tolket snævert nationalt som
forhold, der blot gælder de hvide boere. Samtidig har man gjort sig
til talsmænd for en teologi, der vil adskille det politiske og det religiøse
på en måde, som man selv kan drage nytte af.
16 1