DesmonD TuTu – hvem er han? - Unitas Forlag

Den sorte befrielsesteologis kritik stopper ikke her. Dokumentet
kritiserer også de engelsk-talende hvide kirkers såkaldte kirketeologi.
Det er den teologi, der kun er interesseret i kirkens egne snævre
interesser og overlevelse. Den er nok interesseret i samfundsforhold,
men dens ledere og lægfolk viger tilbage for at tage konfrontationen,
når de fattiges rettigheder skal forsvares. De har ikke et teologisk
eller samfundsmæssigt analyseapparat, der gør dem i stand til at
aflæse voldens årsager i det sydafrikanske samfund, og derfor er de
heller ikke i stand til at gå med i civile ulydighedskampagner, der skal
hjælpe med at skabe en fundamental forandring af det sydafrikanske
samfund.
Som et alternativ til statsteologi og kirketeologi formulerer Kairosdokumentet
en teologisk position, som det kalder profetisk teologi.
Det er en teologi, der er inspireret af profeterne i Det gamle Testamente,
der talte magthaverne midt imod for at forsvare enkerne,
de fattige og flygtninges liv. Det er denne profetiske tradition, Jesus
stiller sig selv ind i, da han ved sin tiltrædelsesprædiken i synagogen
i Nazareth betoner, at med ham er Guds riget kommet nær, og at det
kan aflæses af det faktum, at der skal bringes godt budskab til fattige,
frigivelse for fanger, syn til blinde, og at undertrykte skal sættes i
frihed (Lk. 4,16-30). Den profetiske teologi udfordrer til efterfølgelse
af det budskab, så det også må blive et nådeår for undertrykte
sydafrikanere.
Kairos-dokumentet og den intense diskussion i Sydafrika om dets
indhold viser, at der under apartheid-systemet var store og dybe
modsætninger mellem kirkesamfundene. Det skyldes flere forhold.
For det første har kirkerne haft forskellig historie. De har tilpasset
sig de forskellige befolkningsgrupper, og samfundets splittelse er gået
lige ned gennem kirkerne. For det andet er der en teologisk forskel i
synet på forholdet mellem folk, nation, stat og kirke. Den reformerte
tradition i Sydafrika betragter det som sin opgave at være ét med sit
folk, støtte det i trængsler og gøre fælles sag med det i alle forhold.
De engelsk-talende kirker har haft den opfattelse, at de skulle være
i opposition til boerregeringen, der indførte apartheid i grundloven
i 1948. Den liberale modstand er altid blevet ført inden for det parlamentariske
systems rammer, og de liberale engelsk-talende havde
efterhånden slået sig til ro med, at nok var tilstandene uretfærdige,
men det lod sig ikke gøre at lave grundlæggende om på forholdene
i landet. Endelig har de hollandsk-reformerte og de engelsk-talende
kirker kunnet forene sig i modstanden mod den gruppe af ikke
mindst unge sorte universitetsstuderende, der har betonet betydningen
af at være sort. Den sorte bevidsthedsbevægelse (Black Consciousness
Movement) blev en væsentlig inspirationskilde for den
såkaldte “sorte teologi.”
Det hører til Desmond Tutus fortjeneste, at på trods af modstand
blandt visse befrielsesteologer og de dybe modsætninger blandt kirkesamfundene
kan han fastholde en position som formidler mellem
mange sydafrikanere og samtidig være respekteret nationalt og internationalt
som fortaler for de fattige sydafrikaneres sag. Han kunne
drage nytte af sit fint maskede netværk blandt mange af verdens
kirker gennem sit arbejde i Kirkernes Verdensråd og sit indgående
kendskab til de sociale og kirkelige forhold i Sydafrika som præst og
generalsekretær i Det sydafrikanske Kirkeråd. Selv når han ikke får
udrejsetilladelse, fordi han har fornærmet den sydafrikanske regering,
som det var tilfældet i Danmark i 19 9, ved han, at der er mennesker
i og uden for Sydafrika, der støtter hans sag. Derfor besøger
han Danmark 23 år senere for at sige tak – mange tak.
18 19