DesmonD TuTu – hvem er han? - Unitas Forlag

af et samfundssystem, der fra 1948 til 1994 går under den officielle
betegnelse “adskilt udvikling” (apartheid) for henholdsvis hvide, farvede
og sorte indbyggere i Sydafrika. Resultatet bliver et raceopdelt
Sydafrika, hvor der er meget stramme regler for, hvor man må bo,
arbejde, gå i skole, handle og opholde sig ud fra, hvordan man klassificeres
i henhold til hudfarve.
Et særligt sort kapitel i Sydafrikas historie er etableringen af bestemte
boligkvarterer og reservater, hvor de sorte indbyggere skal bo.
Skiftende sydafrikanske regeringer benytter politi og militær til at
flytte sorte beboere med magt, hvis de ikke frivilligt vil forlade deres
områder og flytte til de områder, der er forbeholdt sorte. Op gennem
1980’erne fører regeringens apartheid-politik til gentagne sammenstød
mellem ikke mindst sort skoleungdom og militæret. Mange
bliver anholdt, såret eller dør. Begravelser og begravelsesoptog bliver
det sted, hvor den folkelige protest kommer til udtryk, og uroen
forplanter sig internt i de sorte bydele, hvor politistikkere bliver
mishandlet og brændt af med brændende dæk rundt om halsen. De
økonomiske konsekvenser af uroen tvinger regeringen i knæ. Ledende
repræsentanter fra Sydafrikas arbejdsgiverorganisationer besøger
først hemmeligt og senere mere åbenlyst Den Afrikanske Nationalkongres
(ANC) i hovedkvarteret i Lusaka for at få stoppet volden.
Det politiske gennembrud kommer i 1990, da Nelson Mandela,
ANCs leder, bliver løsladt efter mere end 25 års fængsel på fangeøen
Robben Island lige uden for Cape Town.
Nelson Mandela ledsages af sin hustru Winnie Mandela, og efter den
stormende modtagelse af sine tilhængere tilbringer Nelson Mandela
sin første aften og nat i frihed som gæst hos Desmond Tutu i Bishop’s
Court i Cape Town. Her cementeres venskabet mellem to personer,
der skal komme til at spille en afgørende rolle for Sydafrikas vej mod
frihed og demokrati i tæt samarbejde mellem mange andre – herunder
præsident de Klerk.
Man skal være varsom med at tillægge enkeltpersoner alt for stor
betydning for den historiske udvikling, men man kan heller ikke se
bort fra, at den personlige integritet, handlekraft og dømmekraft er
vigtig, når der skal findes en vej frem og træffes svære beslutninger.
Det råderum, de har til deres rådighed, kan være bestemt af mange
forhold, de ikke selv er herre over. Således kan man godt tænke sig,
at én af de vigtigste forudsætninger for den demokratiske proces i
Sydafrika var Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende
opløsning. Dermed forsvandt et argument, som på trods
af Desmond Tutus afvisning, var blevet gentaget igen og igen af det
hvide styre i Pretoria og dets støtter i mange lande – herunder også
enkeltpersoner og grupper i Danmark, at den sorte opposition og
ANC ønskede et sort kommunistisk flertalsdiktatur i Sydafrika, når
de havde nedkæmpet det hvide styre.
Det er afgørende for personer som Tutu og Mandela at forsikre de
Klerk og hans støtter om, at Sydafrika skal udvikle sig til et socialt
retfærdigt og økonomisk stabilt markedssamfund med parlamentarisk
demokrati, hvor der er lighed for alle sydafrikanere uanset race,
køn og religiøst tilhørsforhold. Til det formål udfolder Tutu sin vision
om Sydafrika som en regnbuenation og undfanger sammen med
Mandela tanken om en sandheds – og forsoningskommission.
Kristendom og politik
Da Sydafrika afholder sit første demokratiske valg i 1994, overrasker
Tutu de fleste iagttagere ved at forbyde præster og biskopper i
den anglikanske kirke i Sydafrika at stille op til valget. Han vil ikke
14 15